Keep out the nightmares!

Aftenen var faldet på og det samme var natten, hun lå i sin seng og sov egentlig. Billederne vandrede og drømmende skyllede ind over hende. Hendes blik faldt rundt i drømmen, hun var et slidt sted, malingen skallede ned fra væggen, skimmelsvampen voksede op bag ved denne maling. Møblerne var slidte, beskidte og ødelagte – hendes håndled var sat fast og et smæld lød i baggrunden. Smerten hamrede over hendes ryg og et højt skrig forlod hende. Hun vågnede brat og førte hånden igennem det lange hår. Hendes øjne så en smule skræmte ud og hun kunne ikke finde ro lige nu. Hun rejste sig hurtigt og hev fat i en hættetrøje og hev den ud over de små sorte tætsiddende natshorts. Hun skulle bare væk, hun hev sin guitar med på vejen og skyndte sig ud uden at vække hendes søster.

Hun småløb ned til parken og skyndte sig ind. Natten havde sænket sig og klokken var 3 om natten og dette betød at der ikke var nogen at se i parken. Hun gik hen til en af de nærmeste bænke og førte kort en hånd igennem det lange hår. Det var rodet og bar tydeligt præg af at hun lige var sprunget op af sengen. Hendes blik var stadig skræmt og hendes hjerterytme galoperede afsted. Hun hev guitaren op, lod de brune øjne kort søge rundt for at sikre sig at der ikke var nogen i nærheden før hun lagde den an. Hun lod blidt fingrende glide over den og lukkede kort øjnene i før hun stille lod den blide og faktisk fantastiske sangstemme lyde.

” I'd heard there was a secret chord
That David played and it pleased the Lord
But you don't really care for music, do you?
Well, it goes like this
The fourth, the fifth, the minor fall, the major lift
The baffled king composing Hallelujah
Hallelujah, Hallelujah
Hallelujah, Hallelujah”

Imens hun sang faldt en tårer ned over hendes kind. Dette var hendes sang hun havde overlevet på igennem hele hendes barndom, det var den sang hun havde sunget for at få smerten væk og det var denne sang hun sang for at fortrænge de mareridt som stadig hjemsøgte hende.

Sandt at sige vidste han slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv den seneste tid. Følelser løb rundt i kroppen på ham og han kunne ikke få hende ud af hovedet ligemeget hvor meget han så end prøvede. Han havde prøvet alt uden held. Svømmet i poolen til han ikke kunne mere, trænet vægtløft til hans arme føltes som om de faldt af, han havde sågar malet.
Søvn havde heller ikke rigtig virket for ham, han lå mest af alt bare og trillede lidt rundt inden han så var endt med at kigge op i loftet.

Måske skulle han bare lidt ud hjemmefra for at se om det klarede tankerne bare en smule. Så han tog et par løse træningsbukser på, og pæne men praktiske løbesko og så til sidst en sort t-shirt med et tryk af en falden engel. Den betød ikke noget specielt, for ham var den bare rar at have på. Efter at have låst af, begyndte han bare at gå ind mod byen uden at vide hvor han rent faktisk gik hen, det regnede han med at tage lidt hen af vejen.

Inde i byen havde han ikke valgt endnu men så indgangen til parken så der kunne han dog gå ind. Dog hørte han snart den smukkeste sang han nogensinde havde hørt samtidig med utrolig veludført guitarspil. Med sine evners hjælp gik han lydløst tættere på inden han så fik øje på hende. Man skulle nærmest tro at skæbnen spillede dem et pus her.....
I første omgang stod han let lænet op af et træ og nød bare hendes sang. Efter det første vers var færdigt begyndte han selv med en dyb og nærmest silkeblød stemme:

Well your faith was strong but you needed proof
You saw her bathing on the roof
Her beauty and the moonlight overthrew ya
She tied you to her kitchen chair
And she broke your throne and she cut your hair
And from your lips she drew the Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah

Hendes tanker hvirvlede rundt, smerten i ryggen var ikke virkelig men for hende var den. Hendes øjne fyldt med tårer flød let fra hendes kinder og stille og roligt som hun sang flød fik hun beroliget sig selv lidt. Hun lukkede sig selv op for andre tanker, hun mærkede en stik i hendes indre og hun vidste bestemt ikke hvad hun skulle tænke på. Hun havde mødtes med Nicho og deres gamle flammer var blusset op, men hendes møde ved Caine havde været overvældende, fantastisk og han havde fyldt ekstremt meget i hendes tanker de sidste par dage. Hun var i syv sind omkring dem, hun havde fundet ud af at der fandtes væsner som måske ikke alle ville hende noget godt. Hun bed sig let i læben og lod blikket glide rundt. Hun tørrede blidt en tåre af kinden og skulle til at synge videre på andet vers, da hun nu hørte en stemme ikke så langt fra hende.

Den stemme som ramte hende var bekendt, men overraskede hende ufatteligt meget. Hun stoppede selv med at synge og spille – hun havde aldrig synget eller spillet for andre og nu stod han overfor hende. Hans tøj var meget mere afslappende end hun før havde set ham. Hendes blik gled med det samme i jorden, han havde sunget videre på hendes sang – så han måtte have hørt hende synge. Hun lyttede til ham og et smil dannede sig på hendes læber.

Han stod her, den fyr som havde fyldt ufattelig meget i hendes tanker de sidste par dage, han var lige her. Han havde en fantastisk sangstemme og den ramte hende. Den beroligede hende og fik hendes tanker væk fra hendes mareridt. Hun bed sig let i læben og førte det blide blik op imod ham. Hendes kinder var røde og varme, hendes blik uskyldigt og afslørede stadig den smerte som næsten lige havde ramt hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun vidste ikke hvordan hun skulle snakke til ham. Havde han vidst at det var hende da han nærmede sig eller var det et uheld. Hun kiggede ned af sig selv, hendes små stramme nathotpant, en stor hoddie og et rodet hår – dette var hvad han så. Det var ikke ligefrem det look hun ville have valgt hvis hun selv skulle vælge og så stod han bare der og var yderst lokkende og lækker at se på.

Han havde virkelig ikke regnet med at skulle støde på hende inde i parken midt om natten da han besluttede sig for at få tankerne lidt væk. Men når han så hende sidde der og synge så fantastisk så var han oprigtigt glad for at det skete. Ingen af dem var klædt på til at møde en man tænkte så meget på men alligevel så virkede det rigtig godt og han syntes stadig hun var smuk i det hun havde på der.
Han anede ikke hvad hun tænkte om ham men han håbede da på at hun havde tænkt på ham og det havde været for noget godt. Dog kunne han sagtens se hendes smerte som hun sad der, af tidligere erfaringer gik han ud fra at hendes fortid havde hjemsøgt hende endnu en gang.

Imens han sang videre, gik han meget roligt hen til hende og smilede nærmest kærligt inden han så satte sig ved siden af hende.

I stedet for at starte med at sige noget, så strøg han blidt hendes hånd og placerede den på guitaren inden han så sang videre:

But baby I've been here before
I've seen this room and I've walked this floor
You know, I used to live alone before I knew ya
And I've seen your flag on the marble arch
And love is not a victory march
It's a cold and it's a broken Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah

Hendes blik forblev en anelse væk fra ham og hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle gøre. Han havde mødt hende på hendes mest smertefulde og sårbare øjeblik og hun vidste faktisk ikke hvad hun forventede af ham – hun vidste ikke hvad den rigtige beslutning var i dette øjeblik, men han valgte at træde hen til hende og sætte sig ved siden af hende uden at sige noget. Hun mærkede hans hånd på hendes og hendes hjerte stoppede et sekund før det atter begyndte og slå. Han lagde hendes hånd tilbage på guitaren og hun overvejede kort at fjerne den. Men hun valgte stille at fortsætte tonerne, men valgte dog ikke at synge med for nu.

Hun lod de brune øjne let falde op på hans ansigt og allerede der følte hun den varme som hun havde følt et par dage tidligere. Hun stoppede atter med at spille og vendte sig lidt imod ham, hun bed sig en smule nervøst i læben og vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige eller gøre nu. Hun vidste godt hvad hun gerne ville, hun ville kaste sig ind til ham – mærke hans varme og han krop imod hende og begrave verden og alle hendes problemer, men den gik ikke.

¤hvad laver du her?¤

Hendes blik var stadig i jorden, hun vidste simpelthen ikke hvad hun skulle gøre og det gjorde hende ikke mere selvsikker at han havde fanget hende på det tidspunkt han havde. Hun førte kort hånden i hans retning, op imod hans bryst men stoppede så. Hun kunne ikke få sig selv til det, hun kunne faktisk slet ikke forstå at han lige nu sad foran hende – hun havde inderst inde ikke regnet med at se ham ogen.

¤jeg .. undskyld Caine.. jeg, min sang.. jeg.. ¤

Hun hadede at være sådan, hun hadede at hun ikke kunne få mere volumen i hendes stemme end den blide og forsigtige hvisken – hun havde ikke kontrol over sig selv lige nu og hun vidste ikke hvordan det ville påvirke ham.

Selv var han heller ikke klar over hvad der egentlig var det rigtige at gøre i den situation, hun var jo sårbar og tydeligt i smerte over hvad der nok var et frygteligt minde.
Men det virkede som om sangen havde en lindrende effekt på hende så derfor sang han også videre. Om hvor vidt hun sang videre var egentlig ikke relevant, han havde lovet hende noget og det var et løfte han havde alle tanker om at holde.
Et eller andet sted håbede han på at de stadig havde de samme varme følelser for hinanden men lige nu handlede det mest om at hun skulle få det godt igen, og hvis han kunne gøre noget ved det så var det endnu bedre.

"Jeg gik lidt ud for at klare tankerne...... Og her er du så.... Jeg har savnet dig....."

Hendes hånd der nærmede sig hans bryst sagde så tydeligt hvad hun havde lyst til, det at hun trak hånden igen, sagde hvordan hun egentlig havde det. Usikker og sårbar.
Han gjorde intet for at flytte sig fra hende, i stedet sad han og smilede så varmt og dragende, lige som han altid havde gjort ved hende.

"Du behøver ikke undskylde Amy..... Jeg tror jeg ved hvorfor du sang den..... Jeg ved hvorfor jeg selv sang med..... "
Så drejede han sig lidt mere over mod hende og holdt armen ud til siden som en invitation til et kram, et kram hun virkede til at have brug for.
"Det er okay Amy..... Jeg holder mine løfter...."

Sangen havde en lindrende effekt på hende, det var denne sang hun hele sit liv havde sunget når smerten blev overvældende, når tingene ramte hende for hårdt og når hun bare havde lyst til at gemme sig væk fra verden. Hun sang for at holde humøret oppe og for ikke at straffe sig selv for fortiden. Hans stemme beroligede hende og hun nød at lytte til ham, han havde en skøn stemme – han havde det hele. Hun lagde blikket undersøgende på ham, hendes hjerte hamrede hurtigere blot ved tanken om ham og en varme gik igennem kroppen på hende. Hun vidste at han betød meget for hende og hun vidste at uanset hvad, ville hun ikke slippe ham!

Han ord lød så og han nævnte at han var gået ud for at klare tankerne og at han havde savnet hende. Det fik et smil på hende slæber og hendes kinder fik den lette og karakteristiske farve. Han drejede sig så imod hende og hans blik var lokkende og dragende og hun kunne tydeligt mærke den tiltrækning han havde på hende og den varme som var opstået imellem dem.

¤jeg har også savnet dig Caine.. Den sang er… og du hjalp…¤

Hendes sætning var blid og hviskende, hun kunne ikke få gang i stemmen og hun var tæt på at lukke helt ned, han holdte hende dog i gang og derfor snakkede hun i det mindste, eller hun prøvede i hvertfald. Hun puttede sig hurtigt ind til ham, lagde let hånden på hans mave og nød armen omkring hende. Hun lukkede kort øjnene og forsøgte at samle sig. Hun lå op af hans bryst i noget der føltes som evigheder før hun sluttede krammet. Hun lod de brune og uskyldige øjne fange hans.

Hun sendte ham et blidt smil og tænkte kort over det, men havde ikke brug for at tanke ret længe før hun blidt hev fat i hans t-shirt og hev helt hen til hende. Hun holdte hendes læber få centimeter fra hans og førte hånden igennem hans hår – kærligt. Hun lukkede kort øjnene og pressede lidenskabeligt læberne imod hans. Hendes hjerte satte i gang og hun bed sig selv i læben

¤undskyld.. jeg.. havde lyst¤

Egentlig havde han ikke nogen sang der gjorde noget specifikt for ham på den måde, men som så mange andre kunne han også have svære tider. Tider hvor verden virkede uoverskuelig og hvor man helst ville flygte hen til et sted hvor man følte sig sikker. Sådan et sted havde han heller ikke rigtig, så han var god til at få fornemmelsen af at være alene med de tanker. Der var ganske vist langt imellem dem men de kom da. Han havde altid sagt at det nok var hans menneskelige jeg der gjorde det men samtidig så var han taknemmelig for det.

Hendes ord var fantastiske at høre, tænk sig hun også havde savnet ham. Med hende var det som om han blev mere menneskelig. Der var utrolig mange gange i hans fortid hvor han var blevet kaldt ondskabsfuld eller koldhjertet hvilket heller ikke var helt forkert på visse punkter. Men hun gjorde noget ved ham der bød ham at ville hende det allerbedste.

"Det er en smuk sang.... Jeg håber ikke min stemme var for frygtelig at høre på... Det føltes bare som det rigtige at synge med...." Han havde virkelig ingen anelse om hvor vidt han kunne finde ud af at synge, han havde aldrig rigtig prøvet. Jo i brusebadet men der var man jo sin egen hårdeste kritiker.

Som hun puttede sig ind til ham, lagde han armen godt og varmt omkring hende og lod hende sidde lige så længe hun overhovedet havde lyst til. Det var virkelig dejligt at sidde så tæt med hende igen, og det virkede da også til at hun fandt en ro i hans varme favn. Som hendes uskyldige øjne kiggede op på ham, smilede han dragende og varmt tilbage til hende.
Smilet sad fast som hun trak ham tættere på og han nåede ikke at gøre hvad han egentlig havde lyst til inden hun selv gjorde det. Han gav sig ligeledes hen i det varme kys og strøg hende i nakke, kunne nærmest høre hendes hjerte hamre. Selvfølgelig kunne han også mærke sit eget hjerte slå mere.

"Du skal ikke undskylde.... Jeg havde også lyst.... Du nåede det bare først....."

Hun sad overfor ham og mærkede hvordan han påvirkede hende, men hun vidste virkelig intet lige nu, hendes hjerte var splittet og hun havde aldrig regnet med at stå i denne situation, men alligevel var hun umådelig glad for at se Caine igen – hun havde nydt deres tid sammen sidst og han havde været den mest fantastiske person. Han havde fanget hende på et ekstremt følsomt tidspunkt, et tidspunkt hun ikke delte med andre og et tidspunkt hun ikke ønskede at dele med andre. Hun var dog alligevel glad for at han var her!

Hvad hans fortid havde bragt udover hans lidt triste forældre vidste hun af gode grunde ikke, de havde ikke snakket meget om hans fortid og hun havde bevidst ikke spurgt ind til den. Hun prøvede som oftest at gemme sin egen væk da den var et smertefuldt minde. Hun lagde blikket på denne blide mand, der var intet ondskabsfuld i ham overhovedet! Han snakkede nu om hendes sang og det drev hendes blik i jorden, hun var ikke god til komplimenter.

”din stemme var skøn Caine!”

Hun faldt blidt til ro i hans arme og nød den nærvær og den tryghed som han bragte frem hos hende. Hun trak vejret roligere og mærkede hans hånd blidt nusse hende i nakken. Et smil blev blidt printet på hendes læber og de brune øjne søgte hans lidt blidt. Han var fantastisk og det kunne han ikke løbe fra. Hun vidste ikke hvorfor hun havde følt trang til at sige undskyld til at have kysset ham – men det gjorde hun. Hun vidste dog også at det måske hang sammen med at det ikke var fair at kysse ham, når hun ikke vidste hvad hun ville. Hun vidste ikke hvad hendes hjerte følte – hun vidste at hun virkelig kunne lide ham og havde lyst til at kysse ham. Men var det fair overfor ham at kysse ham når hun ikke var helt afklaret?

¤du fortjener bedre¤

Hendes stemme var blid og nærmest undskyldende, hun vidste godt at han måske ikke ville forstå hvorfor hun sagde det, men hun havde behov for at sige det. Hun havde aldrig set sig selv i denne situation og hendes hoved snurrede og derfor dukkede mareridtene op igen.

Caine havde virkelig nydt deres tid sammen og han håbede da heller ikke det kom til at stoppe. Dog kunne han godt mærke på hende at der var noget hun ikke havde det nemt med, og et eller andet i ham sagde det ikke var hendes fortid der nødvendigvis prægede hende. I hvertfald ikke det hele af det.
Selvfølgelig var hun meget følsom og han tænkte det nok var hendes fortid der hjemsøgte hende siden hun sad i det tøj midt ude i parken sent om natten.

Det var ikke fordi Caine ville gemme sin fortid væk, det var bare ikke så tit at han rent faktisk snakkede om den. Der var aldrig nogen der havde spurgt ind til den rigtigt. Det var selvfølgelig heller ikke ligefrem noget eventyr men lle kunne vel få brug for at lufte det alligevel.
Han vidste godt at hendes blik blev rettet nedaf da komplimenten var noget der gjorde hende forlegen.

"Synes du?... Jeg har aldrig rigtig tænkt over om jeg kunne... Jeg gør det bare en gang imellem og håber på ingen får ondt i ørerne"

Hendes vejrtrækning der blev gradvist roligere var et dejligt tegn på hun trods alt stadig fandt tryghed i hans favn. Og når det så blev efterfulgt af et dejligt blik og et varmt smil, så måtte hun jo have det bedre end før han kom der hen.
Som de sad der, var det som om han kunne mærke hun stadig var forsigtig omkring noget, men det ændrede ikke på hvordan han var over for hende. Hun betød stadig virkelig meget for ham og han havde lovet at han ville altid være i hendes liv og han var ikke klar på at opgive den plads.

Han trak lidt på smilebåndet og så varmt på hende. "Jeg begyndte først for alvor at leve da jeg selv bestemte hvad jeg fortjente.... Og jeg sidder her med dig.... Og jeg ved jeg gerne vil være her... Jeg ved hvad mit hjerte fortæller mig...."

Roligt strøg han på ryggen som de sad sammen og hele tiden sad han så hun var mest tryg

Hun kunne ikke forholde sig til sit Caine/Nicholas problem lige nu, hun var nød til at gemme problemerne lidt væk og tage den med Jacs når de havde en tøseaften igen. Hun var nød til at få hjælp af hendes søster. Hun bed sig lidt i læben og vidste at det heller ikke var fair overfor ham at slæbe problemerne med. Hun lagde blidt hovedet på skrå og betragtede ham blidt. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til ham lige nu. Hun havde mange tanker i hovedet og da hun lod blikket falde lidt over ham, faldt billedet af hans forældre i hendes hoved. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hans mor – det udtryk hun havde haft.

”Lever dine forældre stadig?”

Hun vidste det måske var et hårdt emne at starte på, men hun ønskede at vide noget om ham – hun ønskede at lære ham og kende og hun ønskede at gemme sig væk fra den verden som lige nu var ved at rive hende fra hinanden. Han snakkede så om hans egen stemme og hendes blik blev en smule forundret glide op på ham – det var første gang nogensinde hun havde hørt ham snakke sådan om sig selv. Han var normalt indbegrebet af charme, selvtillid og lækkert hår og nu var han pludselig en smule selvkritisk?

”Din stemme er fantastisk – du skal ikke frygte at nogen får ondt i ørerne hr selvkritisk”

Hun var umiddelbart tryg ved ham og det kom bag på hende – hvordan kunne hun finde tryghed hos ham så hurtigt? Han havde fået overbevist hende om at han ikke blot ville stikke af for et godt ord og det havde skabt en del tryghed hos hende. Hun bed sig en smule i læben og kiggede på ham med det varme smil. Hans ord var kloge og det var ord som hun egentlig burde lære og leve efter. Hun fik et smil på de fyldige læber.

”Du er så fantastisk! Du er simpelthen så god som noget kan være!”

Hun førte kort en hånd over brystet og kærtegnede kort det smykke som hans og dinglede inden under den store hættetrøje. Det var et lille sølvkors som hun havde fået af Jacs da de var børn – hun sov med det, hun bar det altid om natten. Hun var ikke troende, men hun mente at det gav hende beskyttelse mod det onde, når hendes søster ikke var der. Hun løftede det kort op og kærtegnede det i hånden før hun lod det falde ned over brystet igen.

Han var så blid og så fantastisk, hun lænede sig en smule tryghedssøgende over imod ham.

Et eller andet sted ville han virkelig gerne have fortalt hende hvad han rent faktisk var, men såvel som hende så ville han heller ikke trække sine problemer med. Lige nu handlede det egentlig bare om hun skulle have det bedre og hvorfor ikke nyde tiden sammen når man nu var der?
Da hun så spurgte ind til hans forældre, sukkede han kort en gang inden han svarede:

"Nej.... Min mor døde af sygdom og min fader endte vist med noget lignende..."

Selvom det var tydeligt at det ikke var rart at snakke om så var der stadig en eller anden form for varme at spore i hans blik. Han havde aldrig rigtig fortalt det til nogen og havde aftalt med sig selv at det ville han ikke. Men oprigtigheden i hendes spørgsmål gjorde at han fik lysten til at fortælle det.
Han kunne ikke lade være med at grine af hendes ord, han var aldrig blevet kaldt det men hun havde vel ret et eller andet sted.

"Jeg har vist bare aldrig tænkt over det.... Men jeg er da glad for du kunne lide det...."

Han vidste endnu ikke om hvor vidt hun var overbevist om han blev eller ej men han håbede dog at hun var begyndt at tro det. Men ligemeget hvor lang tid det ville tage så ville han blive ved med at være på helt samme måde så hun på et tidspunkt kunne vide sig sikker. Det varme smil hun sendte, kunne jage en hver kulde langt bort.

"Det var sødt sagt..... Jeg gør i hvertfald mit bedste til at være den mand jeg kan være og ikke den mand verden ville have jeg blev...."

Han smilede roligt som hun strøg hvad han regnede med var et smykke og nussede hende stille, men fik dog en heftig hjertebanken da hun trak smykket frem. Så kunne det vist ikke holdes hemmeligt mere...
Han virkede da også til at slappe meget mere af igen da hun pakkede det væk under trøjen igen.
Med blikket vendt ned af sagde han nærmest slukøret:

"Undskyld Amy....."

Hun lagde hovedet blidt på skrå da han fortalte om hans familie – hun havde set billedet af dem og når hun så hørte at de havde været igennem noget så hårdt som sygdomsforløb, så vidste hun faktisk ikke om hun var glad for at have været på børnehjem. Dette betød at man aldrig nåede at knytte sig til nogen og man fik ikke den smerte igennem kroppen når nogen gik bort eller blev forfærdeligt syge.

”Det er jeg ked af at høre”

Hun lagde godt mærke til den måde han brugte ordet fader – dette betød enten at han var utrolig gammel eller at han havde dyb respekt for hans far. Han virkede dog ikke til at være ret meget ældre end hende, så det måtte nok være det sidste. Hun kunne godt mærke på ham at han ikke ønskede at snakke om det og derfor valgte hun ikke at spørge mere ind til det, selv om hun gerne ville vide mere. Hun lagde blidt sin hånd på hans og gav den et mildt klem. Hun sendte ham et varmt smil ved hans næste ord.

”Det kunne jeg og den fik mig til at falde til ro, da jeg havde brug for det”

Hun lagde blikket mildt på ham og han havde fået hendes tanker væk fra hendes voldomme mareridt og han havde været der for hende da hun havde brug for det. Det virkede ikke som om at han skulle nogen steder og det fik hende til at smil mildt af ham. Hans næste ord kom så en smule bag på hende. Den mand verden ville have at han blev? Hun lagde blidt og nærmest spørgende hovedet på skrå.

”Jeg tror ikke at ens skæbne er forudbestemt for en – du kan være den du ønsker at være, jeg tror ikke at verden hat bestemt for dig – så ville jeg i hvert fald gerne vide hvad de havde tænkt sig med mig”

Hun lade de blide øjne på ham og opdagede pludselig en markant ændring hos ham – hun så hvordan hans blik nærmest veg fra hendes smykke og hun skyndte sig derfor at gemme det væk – han slappede af med det samme og hun hørte også hans ord, tonen i dem var ikke til at tage fejl af. Hun førte blidt hånden over til han kæbe og lod den blidt kærtegne ham før hun løftede hans hoved lidt. Hun vidste ikke om han havde en dårlig erfaring med smykker, kors eller hvad der plagede ham – men han behøvede da ikke at sige undskyld.

”Hey.. er du okay? Du skal ikke undskylde!”

Hendes brune øjne søgte spørgende hans, hun skulle nok lade være at tage det frem igen, hvis han reagerede sådan på det. Normalt havde hun det også kun på når hun sov – hun var bare sprunget lige ud af sengen.

Hvis han selv tænkte mere over det så vidste han ikke helt hvad han selv ville have foretrukket der var sket. Men ganske rigtigt antaget så havde han aldrig rigtig haft nogen rigtigt at knytte sig til enten fordi de var døde af alderdom eller også fordi de ganske enkelt var løbet skrigende bort lige så snart de fandt ud af hvad han var.

"Det er sødt af dig..... Heldigvis skulle de ikke lide så længe......"

Ganske rigtigt så havde han altid haft respekt for sin far selvom han ikke altid var enig med ham. Det var jo stadig den mand der havde opdraget ham og vist ham et formål.
Da hun så lagde sin hånd på hans, kiggede han først lidt undrende op på hende men det blev hurtigt erstattet af et varmt smil. Han havde aldrig haft nogen der var der for ham på den måde når ting kunne blive overvældende. Nok var han hvad han var men ind i en menneskelig verden. Som hun blidt klemte hans hånd, strøg han blidt hendes håndryg med en finger.

"Det er jeg glad for......"

Han havde jo lovet at være der for hende når det blev svært og han havde lovet at være i hendes liv og ikke bare smutte. Hun skulle jo overbevises om at hans ord var sande og det var han fast besluttet på. Caine var ufattelig beslutsom når det kom til stykket.
"Det har du helt ret i.... Jeg har i hvertfald gået af min egen vej..... Og jeg er glad for hvor den har ført mig hen....."

Da hun så løftede hans blik igen, var hans øjne stadig meget nervøse men han vidste også at han blev nødt til at sige det. Så måtte det briste eller bære.

"Jeg har aldrig haft nogen fast i mit liv.... Alle sammen er flygtet.... Og jeg håber inderligt ikke du er en af dem.... Men jeg vil heller ikke gemme det for dig..... Du spurgte en gang om jeg troede der var mere mellem Himmel og Jord..... Det kan jeg fortælle dig der er..... Jeg er en af de ting....."

Hendes liv havde ikke været en dans på roser, men den havde lært hende at passe på sig selv og beskytte hendes hjerte – men som hun havde fået påpeget havde dette også været med til at hun sårede andre, ved ikke at give dem plads hos hende. Så om hun havde forestrukket en kernefamilie var man hver aften satte sig ned og spiste og hyggede med hele familien, det vidste hun faktisk ikke. Hun havde fået meget ud af børnehjemmet og trods de mange slemme ting, så var det den vej hendes liv var gået og det måtte hun leve med nu.

”Det var altid noget at de ikke skulle lide længe”

Hun lagde de blide øjne nærmest trøstende i hans, han var der for hende og hun ville også være der for ham, når han havde brug for det. Hun lagde godt mærke til at hans blik blev noget undrende da hun valgte at lægge sin hånd på hans – han var nok ikke vant til denne form ømhed og det kom en smule bag på hende, han virkede som en kærlig person og nogen måtte da have været kærlige overfor ham? Hendes smil blev erstattet af et varmt og taknemmeligt smil over det faktum at han var glad for at kunne berolige hende.

”det er også vigtig at få sin egen vej – jeg har prøvet, jeg er ikke altid sikker på hvor den føre mig hen – men indtil videre er det da gået nogenlunde”

Hun kiggede undrende på ham, hun havde slet ikke set denne usikre side af ham før og det gav hende en smule dårlig samvittighed – havde hun fået ham til at føle sig så usikker? Hans stemme lød så og ved de første ord lagde hun hovedet på skrå, de var alle sammen flygtet – men hvorfor? Hun klemte blidt hans hånd som han sagde at han ikke ønskede at hun smuttede og det havde hun bestemt ikke tænkt sig at gøre. Da hans næste ord så lød åbnede hun munden og kiggede kort overrasket på ham – hvad? Hun sad længe og betragtede ham lidt forundret og overrasket. Hendes blik blev slået i jorden, tænkende.

¤Hvad er du?¤

Hendes stemme var lav og tænkende, men varmen var alligevel at spore i hendes stemme. Hendes blik var i jorden – hvad betød det? Hun lagde de varme øjne op i hans efter kort tid og bed sig let i læben.

”hey.. jeg skal ingen steder”

Caine havde absolut ikke haft nogen barndom der var specielt nem, ligemeget hvem man var så blev man påvirket af ens familie. Men han havde haft det væsentligt nemmere end de fleste når det kom til ting, han manglede jo aldrig noget. Andet end udtryk for omsorg.
Et eller andet ydede han Amy den største respekt for hvor langt hun var kommet.

"Det tror jeg ikke de gjorde i hvertfald.... Min mor døde med et smil på læben..."

Ganske rigtigt så havde han aldrig mærket den form for ømhed, sandt at sige var han ikke sikker på hvad det var. Men når hun sad der og udviste den så dejligt, måtte han indrømme overfor sig selv at det var fantastisk. Var det virkelig sådan det føltes når nogen viste hvor meget man betød for dem? Det var en følelse han sagtens kunne vænne sig til. Det var som om hendes taknemmelige smil sagde det hele, og det gav en meget kærkommen varme.

"Det er heller ikke altid det er nemt at se hvor stien fører hen.... Det vigtigste er man selv vælger den..."

Han var ganske vist usikker lige nu men det var heller ikke nogen nem ting at fortælle. På en måde vidste han godt at hun ikke bare løb skrigende bort, men med den slags var det virkelig svært at være sikker. Da hun så spurgte om hvad han var, sukkede han en gang og kiggede ned.
"Jeg er født i England..... Men ideen om mig er ikke...."

Efter endnu en dyb indånding, kiggede han frem og fortalte:
"Min fader kunne ikke gøre min mor gravid.... Så han solgte hans og min mors sjæl til Lucifer....... Og min mor blev gravid..... Hun fortalte mig at hun intet fortrød fordi hun fik mig..... Jeg er Djævel...... Lucifers søn.... Nu ved du hvorfor alle løber...."

Da hun sagde hun ikke skulle nogen steder, håbede han inderligt på hun mente det

Hun ville ikke længere lade hans baggrund og hendes egen være en forhindring – de var begge vokset op i hjem der var yderst forskellige fra hinanden, hendes fysisk hård og hans havde været psykisk hård. De var alligevel vokset op og blevet anstændige mennesker begge to og det var helt klar det hun ville holde fast i. Hun var glad for at kunne vise ham at der også fandtes noget så simpelt som blid omsorg i verden. Det hele behøvede ikke at være bragende intenst og seksuelt, eller koldt og følelsesløst – der var den blide omsorg, som var så ufattelig vigtig.

”Det er altid en dejlig ting at hun smilte imens – det giver da en lidt mere ro?”

Han snakkede om at vælge en sti for sig selv og hun kunne ikke andet end at give ham ret, det var vejen frem med sådan nogen som dem. Havde hun ikke valgt at rejse fra børnehjemmet tidligt eller rettere stikke af – så havde hun aldrig været her, så var hun nok endt op død i en grøft et eller andet sted. Forstanderens børn havde det med at forsvinde når de var for gamle til at indbringe ham penge. Usikkerheden i ham kom så meget bag på hende, han havde i alt deres tid sammen været selvsikker – ført sig frem som den person han var og det forvirrede hende en smule at hun var sådan.

Han nævnte så at han var født i england, men ideen om ham ikke var og hun forstod ikke hvor han gerne ville hen med det ? Var der en ide med folk, hun lagde en smule undrende hovedet på skrå og betragtede ham, han ville fortælle hende hvad han var, men han virkede til at være utrolig bange for at fortælle hende det. Han fortalte om at hans mor ikke kunne blive gravid og så kom chokket… Han var hvad? Hun åbnede munden i ren og skær overraskelse.

Hvordan kunne denne man foran ham være en djævel? Han opførte sig ikke sådan, han lignede ikke sådan en. Hun førte kort hånden til hendes hjerte og lagde det en smule uforstående på smykket – hun var i chok, hun var altid blevet fortalt at djævlen var det værste i verden og at man skulle holde sig langt væk fra alt der havde med ham at gøre. Dette indebar lyst, mænd, alkohol og stoffer. Han havde også i deres korte tid sammen bragt lyst i hendes krop. NEJ! Han kunne ikke være en djævel!
Hun sad og lod blikket glide i hans, hun kunne godt se hvor svært han havde det ved at fortælle hende det – hun kunne se at han ikke ønskede at hun stak af, men den tanke strejfede hende end ikke.

”Du er … en djævel.. Lucifers søn?”

Ordene var forvirrende, spørgende, men varmen var stadig i dem. Hun var ikke bange, han ville ikke gøre hende noget – men hun forstod det ikke, han burde være ondskaben selv?

Som de snakkede sammen, kunne han mærke hendes omsorg og en nyfunden beslutsomhed. Selvfølgelig kunne han ikke læse hendes tanker men man fik lidt indtrykket af hun havde sat sig fri af et eller andet, måske havde hun set en frygt i øjnene og erobret den. Simpelthen taget kontrollen af sit liv igen.
Det alene gjorde hende endnu mere tiltalende, det var jo et stort skridt at tage når hendes liv havde været sådan.

"Det gjorde det Ja.... Hun tog her fra med en tilfreds fornemmelse i kroppen.... Så hvor vemodigt det end var så var det for det bedste"

Et eller andet sted sad han og forberedte sig på hun ville stikke af, for det ville jo være en naturlig reaktion når man lige pludselig sad overfor en Djævel. De fleste havde jo en forestilling om hvad djævle var eller hvordan de så ud.
Hun var da også tydeligt chokeret men alligevel blev hun siddende.
Roligt rettede han blikket mere mod hende og det var som om roen var vendt tilbage i hans blik, fuldstændig som hun hele tiden havde set ham. Han havde sagt hvad han var og hun sad der endnu, så det kunne vel ikke gå helt galt?

Ved hendes spørgende ord, nikkede han en gang og sagde:
"Det er jeg Ja.... Hvis man spørger ham så er jeg nok ikke hans favoritbarn.... Jeg er ikke som han håbede jeg ville blive tror jeg.... Men ja..... Jeg er hvad jeg er.... Evner og det hele..... Men jeg ser ud som du hele tiden har set mig... "

Han talte så kærligt om hans mor, men hun kunne stadig ikke sætte sig ind i hvordan det ville være at have en mor, hvordan det ville være at leve uden en sjæl – var det ikke underligt, hvem var man så og hvorfor valgte man det? Hun bed sig lidt forvirret i læben og lode de brune øjne lidt undersøgende betragte ham – der kunne ikke være noget ond i ham? Det kunne der altså ikke.

Hun havde slet ikke tænkt tanken om at stikke af, hun så ham ikke som den kolde og onde skabning som alle havde gjort en djævel til – men hvorfor var han så anderledes? Hun holdte hånden omkring sit kors, stadig en smule uforstående omkring hele situationen. Hun ved sig i læben og prøvede at fokusere på det hun egentlig ville, men hun vidste det faktisk overhovedet ikke. Hans blik faldt i hendes og han havde genvundet den rolige side osm hun var vant til at se. Hendes blik bar dog stadig præg af forvirring.

”Men du er jo ikke.. .. ”

Ond? Kold? En dræber? Der var mange ord som hun gerne ville sige, men hun vidste ikke om det kunne gøre noget. Hun lagde let hovedet på skrå og førte kort blikket i jorden. Hun vidste at hun ville have svar på nogen spørgsmål som hun gerne ville have besvaret.

”har du nogensinde skadet nogen?”

Hendes stemme var hviskende, dog stadig blid. Hun havde haft spurgt Nicholas om det samme og han havde svaret ærligt at han havde dræbt folk og alligevel følte hun sig sikker hos ham. Nu spurgte hun Caine – havde han nogensinde omfavnet den side af sig selv, som han ikke virkede synderligt glad for? Hun holdte stadig hånden på hendes kors.

”Genere den dig?”

Caine havde aldrig tænkt om hvorfor beslutningen den gang var blevet taget, han vidste det jo egentlig godt. Det var jo fordi hans forældre ikke kunne blive med barn, og valgte en desperat løsning. Om hvor vidt hans mor havde accepteret vidste han ikke men han var aldrig i tvivl om hans mor holdt af ham. Ganske vist kunne hun grundet sin sygdom ikke rigtig give udtryk for det.

Han var ganske vist ikke som de fleste andre af sin art men han havde altid gjort meget ud af han var sin egen herre. Og der var mange måder at nyde livet på udover at være ond og koldblodig.
Det var fuldt ud forståeligt at hun holdt hånden ved sit kors når det gav hende den form for tryghed. Dog var det tydeligt at han satte pris på hun gemte det.
Forvirringen var tydelig i hendes øjne, men han kunne ikke lade være med at smile over hun stadig var der.

"Ikke hvad?... Ond og koldblodig?...... Og jeg ligner ikke et monster?.... Som sagt jeg er ikke Lucifers bedste søn i hans øjne..... Det nærmeste er mine øjne kan blive sorte....." Han smilede varmt og lod blikket hvile i hendes med den dragende varme.

"Ja Det har jeg..... De få gange jeg har måttet forsvare mig selv.... Men jeg har ikke haft en grund til drab..."

Det generede ham ikke at skade nogen, han havde aldrig rigtig haft en grund til det dog.
"Jeg kan ikke tåle hellige genstande..... Såsom kors.... Det er en del af..... Djævletingen"

Hun havde aldrig selv tænkt over det faktum at hun måske en dag ville få børn, hun havde aldrig tænkt over om hun skulle have det, men hvis hun virkelig ønskede et barn, ville hun så være villig til at ofre det hele? Ville hun være villig til at ofre hendes egen sjæl. Hun kendte allerede svaret på det, hun ville ikke kunne undvære hendes sjæl – det måtte være underligt, det ville være forkert for hende. Hun bed sig i læben og rejste sig fra bænken. Hun gik i en lille cirkel og kiggede så ned på ham, der var nok en meter imellem dem.

”men hvordan? Du kan.. du … sorte?”

Hun vidste ikke hvor hun skulle starte og hvor hun skulle slutte, hun havde ulideligt mange spørgsmål til ham, imens hendes tanker også vandrede let afsted, hun havde kysset med Lucifers søn? Dette var da overhovedet ikke forkert, hun vidste at mænd var forkert, hun vidste at berøring var forkert og hun vidste at lyst var forkert og her stod denne dejlige mand og havde givet hende lyst til alle delene – men han var ikke .. han var en djævel? Han havde ikke dræbt nogen og dette kunne altid betegnes som en udemådeligt god ting, han havde måttet forsvare sig og hun ville ikke rode mere i det.

”Hvad betyder det for dig?”

Hun ville vide hvad det gjorde ved ham at være djævel, hun havde brug for at vide om det gjorde at han kunne gøre noget ved hende som hun måske ikke brød sig o. Hun måtte vide hvad det ville sige at være en djævel før hun dragede nogen konklusioner. Men en ting var sikkert, hun havde ikke tænkt sig at forlade ham – han ville altid have en plads hos hende. Han nævnte nu hans svaghed for hellige genstande og det fik hende til at sørge for at gemme det helt væk.

”så du kommer ikke i kirken? Du kan ikke være med til barnedåb eller bryllup?”

Hun undrede sig, hvordan kunne noget så harmløst skade ham? Det var jo bare et lille kors?

Hvis han selv tænkte over det så ville han ikke selv ofre sin sjæl for det og han vidste faktisk ikke om han syntes hans mor burde have gjort det. Men alligevel havde det føltes så rigtigt. Han kunne jo huske hendes glæde over hendes søn så længe hun var i stand til at give udtryk for det.
Han vidste heller ikke om han kunne få børn, han havde jo aldrig prøvet.
Som hun stod en meter fra ham, rejste han sig helt roligt og så på hende med et dragende smil.

"Ja.. .. Sorte...... Det er det eneste der sker hvis jeg viser hvad jeg er..... Ingen skæl, svovlånde, vinger eller noget.... Bare mig....."

Hun havde også gjort virkelig mange ting ved ham, det havde været en tid hvor han selv havde flyttet mange grænser og nydt hvert sekund. Hun kunne få hans hjerte til at banke som ingen anden hvilket havde været overvældende i sig selv. De havde jo også været meget intime og det havde så absolut været intenst og lidenskabelig.
Ganske rigtigt var de fleste af hans art noget mere ondsindede men han troede på sin egen vej.

"At være Djævel?...... Stort set intet..... Jeg er mere hårdfør, stærkere og hurtigere end mennesker og så har jeg unikke evner...... Men ellers er jeg den mand du har set og forhåbentlig vil blive ved med at se... "

Han virkede nu fuldstændig så dragende og rolig som hun hele tiden havde været med hende, nu vidste han hun ikke bare ville løbe skrigende bort. Hans isblå øjne hvilede varmt på hende og forklarede:

"Hellige steder og hellige genstande er et problem.... Men så længe bryllup eller barnedåb ikke foregår i en kirke så kan jeg godt. .."

Hun vidste faktisk ikke hvad det ville sige ikke at have en sjæl – men hun kunne kun forestille siga t det betød at man mistede alt sin personlighed og egentlig måske bare var en tom skal. Det ville hun ikke kunne forestille sig, hun kunne så heller ikke forestille sig at der fandtes vampyrer, djævle og alle mulige andre væsner i verden. Men inden for de sidste par dage var hendes verden vendt op og ned, på mere end en måde og hun kunne faktisk ikke beskrive hvor hårdt det egentlig lige nu var for hende.

Han rejste sig nu og det gjorde det endnu svære for hende at forestille sig at han virkelig var en djævel og hans far simpelthen var kongen af helvede. Hun kiggede kort ned og vidste ikke hvilket ben hun skulle stå på. Hans indre natur og det han var skabt som, var alt andet end den mand som stod foran ham. Han snakkede om hans øjne og fortalte at de blev sorte, men det var ikke sådan hun så hans isblå og strålende øjne.

”Dine øjne er.. du er.. jeg forstår det simpelthen ikke.. Eller jo, men jeg kan ikke.. jeg mener”

Han havde været det blideste, den dejligste og mest fantastiske person og så fortæller han hende at han var en djævel? Dette ændrede ikke på hvem han var eller hvordan han personlighed var – men hvorfor havde han ikke sagt det? Hun lod de uskyldige og blide øjne føres op på ham – havde han beskyttet sig selv eller hende ved ikke at sige det? Han nævnte så nogen af de ting som han kunne som djævel genet førte med sig. Det forklarede faktisk meget.

”Derfor kom du ikke tilskade i ulykken”

Dette havde hun længe tænkt over og været bekymret over, han virkede slet ikke påvirket af stødet som et normalt menneske ville have været. Han havde genvundet sig selv, den blide man som hun så godt kunne lide var tilbage og hans nervøsitet var ikke længere at spore. Hans blå øjne søgte nu hendes og hun kiggede blidt på ham – han var altså dejlig, men hvad pokker skulle hun gøre med hans nyvundne titel..

Som han stod overfor hende, havde han den samme stærke varme i sit indre som hun fremkaldte ved selv de mindste ting. Det var selvfølgelig klart at det var overvældende hvis ikke man kendte til den overnaturlige verden, og selvfølgelig var det svært hvis man havde in idé om noget og fandt ud af det ikke var sådan.

Han smilede ganske roligt og nærmest kærligt til hende og lod hende bearbejde indtrykkene, det var også stadig lidt overvældende at have sagt det til hende. Til gengæld havde hun klaret det overraskende godt, hun virkede selvfølgelig lidt forvirret men var egentlig også nysgerrig omkring det.
Han betragtede sig egentlig som heldig da den eneste forandring der var at hans øjne blev sorte.

"Mine øjne forandrer sig kun hvis jeg ønsker det.... Jeg ved godt det er meget alt det her..... Men jeg håber ikke du ser anderledes på mig... Jeg sagde det ikke før for jeg ville ikke skræmme dig væk.... Og jeg ville have du skulle se hvem jeg er og ikke hvad jeg er...."

Det var selvfølgelig voldsom information at håndtere men hun gjorde heldigvis hvad han håbede på. Hun blev der i stedet for at løbe skrigende væk og på trods af det ikke var nemt så lod hun til at acceptere det faktum om hvad han var.
Så nikkede han til hendes ord og smilede intenst og dragende hvorefter han nikkede.
"Lige præcis.... Ganske vist er det ikke alle mine evner men det var det der gjorde jeg var uskadt..."

Et eller andet sted havde han virkelig lyst til at kysse hende eller i hvertfald lægge armene om hende

Hun havde på de få uger hun havde boet her fået så mange ting af vide, oplevet så mange følelser, opture, nedture, vrede, ophidselse, forvirring og ikke mindst en varme som hun aldrig havde troet mulig. Derudover havde hun fundet uf af at der fandtes væsner som kunne rive hende midt over. Der var væsner som kunne drikke hendes blod og væsner som stammede fra helvede. Hvad pokker skulle hun gøre? Hvor var hendes søster når hun mest havde brug for hende. Hun havde vidst efterhånden følelser for to personer og hun burde slet ikke have følelser for nogen! Hun var ikke en type som knyttede sig til nogen og nu hvor hendes liv var allermest kaotisk kom der så to fyre som … tog hende med storm. Den ene var en gammelflamme som hun så længe havde hadet for at såre hende, han havde ikke set sådan på deres ”forhold” og havde nu vist sider af sig selv hun slet ikke troede mulig. Derudover var der denne helt fantastisk mand – han havde åbnet op for hende, passet på hende og ladet hende udforske hvem hun selv var. Måske skulle hun stikke af? Finde en anden by og gemme sig i? Hun lyttede til hans stemme der afbrød hendes forvirrende tanker – argh det var en svær situation, hvordan kom hun ud af den?

”jeg ved hvem du er og du er fantastisk – jeg ville aldrig dømme dig for hvad du er..”

Hun trådte let hen til ham og lagde hænderne på hans bryst, hun førte blikket op af ham og op i de fantastisk isblå øjne og et blidt og uskyldigt smil faldt på hendes læber – hold nu op hvor var han dejlig og sammen med ham føltes det som om at verden omkring dem ikke eksisterede. Hun mærkede varmen sprede sig i kroppen og i hendes kinder, hun mærkede hans varme ved at stå tæt på ham og hun lænede sig blidt helt ind til ham. Hun ville så gerne kysse ham – men ville det være fair overfor ham når hun ikke var afklaret? Hun rettede atter blikket op imod ham.

¤Du er så skøn.. tak fordi du kom og hjalp mig¤