Keep out the nightmares!

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over hans kommentar, både på ordene i det, men bestemt også på det faktum at han mente at blot fordi det var hende, kunne han bare rejse sig og forlade alt sit arbejde og ikke vænne tilbage i nærmeste fremtid. Hun rystede på hovedet og lod de brune øjne søge hans.
¤Du er så kær, men husk ingen pige er alt dette værd¤
Hun førte hånden ned over hans krop og hun vidste at der heller ikke var nogen pige i verden som var god nok til sådan en som ham – han var alt det som normalt piger søgte i en drømmefyr og hun var vist nok bare heldig at det lige i dag var hende. Han havde sagt at han ikke var typen som tog en ny pige med hjem hver eneste dag, men derfra og så til at han kunne gøre det var der ikke langt. Han ville altid kunne gå ned på en bar og smile til en pige som han smilede til hende og derved bare kunne vade direkte hjem sammen med hende. Hun vidste at var de sammen så ville han ikke gøre det, men derfor kunne han godt. Hans stemme lød så og hun lod blikket glide i hans med et smil.

”Det er vidst snart ikke muligt at komme tættere på end jeg er lige for tiden – måske du skal have lidt plads i stedet?”

Hun mærkede hans hånd op af hendes lå og op på hendes bagdel og en kort og helt bevidst stønnen forlod hende, hun nappede fat i hans ører og lod nu blikket glide ned over ham. Hun nød at han nærmest kiggede så sultent på hende. Han rakte sig nu over og tog sin computer, efter han blidt havde placeret hende på hans lår og hun betragtede ham bare en smule indgående. Hun lagde hovedet en smule på skrå og sad i meget få sekunder stille før hun smilede til ham med et helt uskyldigt smil. Hun mærkede hans varme mod hendes egentlig ret så nøgne lår, hans joggingbukser dækkede ikke for meget af varmen mod hendes ben. Hun førte hånden igennem hans hår inden hun atter lod stemmen lyde.

”jeg er faktisk ikke sikker på jeg helt har skiftet mening”

Der lå en tyk og drillende tone i hendes toneleje og et stort smil var plantet på hendes læber. Hun nød faktisk at drille ham, men lige nu kæmpede hun med om hun skulle drille ham lidt mere, prøve at forfører ham eller faktisk se om han kunne passe sit arbejde. Hun lod kort blikket glide mod døren og en ide fangede hende hurtigt. Han havde jo sagt at han sagtens kunne koncentrer sig når hun sad i rummet ved siden af. Hun sendte ham et blidt smil og lænede sig en smule bagover så han kunne få ro til at arbejde.

Han grinede ganske kort inden han endnu en gang fandt hendes blik og trak lidt på skuldrene.
"Alt det her er intet værd hvis ikke man har en at dele det med.... "
Et eller andet sted var det nok godt nok at han ikke kendte hendes tanker, for selvfølgelig kunne det være svært at tro han ikke bare tog nye med hjem. Men sådan var han ganske enkelt ikke og så måtte han jo bevise det for hende hvis det kom der til.
Måske kunne han bare gå ned på en bar og smile til en og tage hende med hjem, men det havde virkelig ingen interesse.

"Jeg elsker at have dig så tæt på..... Så mere plads er ikke nødvendigt.... Med mindre du sidder dårligt?"

Han elskede lyden af hendes stønnen og slap da heller ikke bare hendes bagdel. Da hun så igen nappede ham i øret, kunne han heller ikke lade være med at sukke nydende. Det var vist en af hans svage punkter. Hans blik var fastlåst på hende og hvilket syn det var. Kun trusser og så hans skjorte. Der var ikke meget til fantasien og det var lækkert. Med den beskedne beklædning af dem begge to, var varmen ganske tydelig at mærke, og hendes fantastiske hud så dejligt silkeblød

"Så må jeg jo se om jeg kan hjælpe dig lidt med det....."

Hvis hun skulle vælge at drille ham lidt mere eller for den sags skyld forføre ham så ville han da heller ikke forhindre hende i det. Da hun så kiggede hen mod døren, kunne han antyde en meget drilsk glød i hendes øjne som om hun havde fået en eller anden idé.
Roligt rakte han hen og åbnede så en mail med et billede han skulle afgøre om hvor vidt det var ægte eller en forfalskning.

Hun smilede bare lidt over hans ord og hun ville egentlig gerne give ham ret, men hun ville aldrig nogensinde være en man kunne dele alt dette med, hun ville ikke føle sig hjemme. Hun følte sig kun tilpas fordi han var der, men sådanne scenarier var på ingen måde hendes trygge rammer, hun ville aldrig kunne leve med alt denne plads. Hun ville ikke kunne leve med så dyre ting, det ville være et helvede for hende at gå og undgå at slå ting i stykker. Hun kunne bedre bo i en lille lejlighed som var minimalt indrettet med kun de vigtigste ting.

”Du må finde en at dele det med – som ville passe ind”

Der lå en kraftig hentydning i den sidste del af hendes ord – det var ikke hende som skulle være denne pige, hun holdte af ham og han havde rørt hende ekstremt dybt, men deres liv var bare ikke de samme eller overhovedet tæt på at være det samme. Hun var et skrøbeligt, dødeligt, fattigt menneske og han var alt det modsatte, det ville bestemt ende med at en af dem blev såret og hun kunne næsten regne ud hvem det var. Hun vidste dog også at hun altid gjorde dette når nogen kom for tæt på. Hun var bestemt glad for at han ikke var i hendes tanker lige nu, dette ville han bestemt ikke bryde sig om, men det var der faktisk ingen der ville – der dansede altid monstre rundt i hendes sind. Hans ord bragte et smil på hendes læber.

”Det er også ekstremt rart at have dig så tæt på – men på et tidspunkt ender det galt”

Hun nød deres nærvær, men meget af det var kommet alt for tæt på. Hun nød at de var så tætte og intime sammen, men hun vidste også at hun aldrig havde lukket sådan op for andre end.. det var lige meget. Det var endt galt og hun havde følt hendes hjerte eksplodere, dette ville så være endnu hårdere ved hende, hvis hun på nuværende tidspunkt blev valgt fra. Derfor havde hun startet natten med – ikke at afvise ham, men holde ham på afstand. Hun bed sig kort i læben og så på ham med et blik der sagde mere end hun selv var klar over. Hun lod blikket falde på den mail som han var i gang med at læse og hun blev kort siddende overvejede sit næste træk. Hun rejste sig dog og lagde let læberne falde på hans.

”God arbejdslyst”

Hun trådte let hen mod døren og lænede sig kort op af den før hun så på ham. Et blidt smil ramte hendes læber før hun hoppede ind i sengen igen. Hun kastede sig nærmest ned i den så hendes hår faldt ud til alle siderne og skjorten løftede sig en smule op og viste hendes mave. Hun lukkede let øjnene og kom med et blidt suk. Så kunne han få ro til at passe sit arbejde og hun kunne ligge og lukke øjnene en smule. Hendes hånd faldt let over hendes hoved og hun strakte sig en smule nydende.

¤mmmhmm. ¤

Det kunne selvfølgelig være overvældende at være sådan et sted eller for den sags skyld tænke på at bo der hvis man kom fra mere beskedne kår. Men han var dog virkelig glad for hun var der og skulle stedet blive et problem så skulle han nok finde en løsning på det.
Han havde jo hytten oppe i bjergene der var meget mere beskeden eller også kunne de tage nogle hyggelige ture andre steder

"Stedet er ikke så vigtigt..... Det er du derimod....."

Han svarede også som han gjorde da han fint fangede hendes hentydning. Og ja selvfølgelig kunne det være svært at se sig selv i den situation hun var i, men det ændrede ikke på hvordan han havde det med hende. Og så skulle der nok komme en løsning på det. Han havde givet hende et løfte og det løfte holdte han meget fast i, hun betød meget for ham og følelserne var vokset på meget kort tid.
Han ville langt hellere nyde så lang tid med hende som muligt end han bare ville smide det på gulvet, specielt når hun var så speciel for ham. Det var overvældende hvordan hun kunne påvirke ham så meget men det var fantastisk

"Jeg elsker at have dig så tæt på Amy.... Og jeg kan ikke sige om det går galt på et tidspunkt men derfor nyder jeg stadig at være sammen med dig.... Og problemer er til for at blive løst..."

Han kunne godt mærke på hende at tingene var kommet tæt på, men han ville også bevise overfor hende at han var oprigtig på alle punkter. Og han var blevet vild med hende så alle andre var ganske enkelt udelukket, det kom ganske enkelt ikke til at ændre sig på nogen måde.
Det havde været klart at hun havde været forsigtig hvilket han også godt kunne forstå, men alligevel så skulle tiden nok vise at han var det han selv gav udtryk for.
Så sukkede han nydende som deres læber mødtes endnu en gang.

"Mange tak..... Det her er hurtigt klaret....."

Da hun stod og lænede sig op af døren, smilede han intenst til hende og lod de isblå øjne være fastlåste på hende. Da hun så smed sig ned i sengen igen, blinkede han til hende og sagde: "Det her er hurtigt klaret..... Og så må jeg se om ikke jeg kan lokke dig til en skuldermassage eller noget..." Han kunne sagtens mærke når han var øm, men det var nu mest fordi han elskede en god massage. Så gik han i gang med at granske billedet selvom hans blik vandrede hen på hende en gang imellem med et varmt smil

Hun havde faktisk aldrig ønsket at han skulle have disse følelser for hende eller omvendt. Det var på ingen måde noget der gav mening og det gjorde hende en smule ked af det. Hun lod blikket kort falde over ham da han sad oppe ved computeren. Han var ikke Mr. Right, han var nærmest Mr. Wrong – han var alt det som hun aldrig havde ønsket sig hos en mand, han var alt det hun aldrig havde set som tiltrækkende, men alligevel var alt ved ham så fantastisk. Hans personlighed tiltalte hende, hans udseende tiltalte hende og han helt igennem dejlige væsen forblændede hende og det ønskede hun faktisk ikke. Hans ord fik et kort blidt smil på hendes læber, men hun valgte ikke at svare på dem. Hun var ikke vigtig i hans liv, hun var et skrøbeligt menneske som kunne blive slået ihjel hver eneste dag, det var vigtigt for hende at vide at hun ikke var vigtig for ham.

Han var opmærksom og fangede let de toner i hendes stemme som hun egentlig helst ikke ville have frem. Hun hadede når hun faldt ned i dette mørke, et mørke af tanker, et mørke af smerte og et mørke af monstre som dansede hvileløst rundt i hendes sind. Hun lukkede øjnene og lod dem være lukkede da hans stemme atter lød. Hun hørte godt at han elskede at være tæt på hende, men det måtte han ikke. Hun var et menneske, hun kunne påvirkes af magi til at gøre ting som sårede ham, hun kunne komme til skade og forlade verden næsten med det samme – hun ville ende med at sårer ham. Hun svarede ham ikke, hun kunne ikke finde de ord som hun havde brug for at sige til ham.

”Caine .. måske burde jeg gå hjem.. Jeg tror det her måske er forkert”

Hendes øjne var stadig lukkede da hun ikke ønskede at se på ham imens hun sagde det. Hun skubbede altid folk fra sig og det var en af hendes helt store fejl. Hun skubbede dem altid væk for ikke at blive såret. Skubbede dem væk for at de ikke skulle se den store smerte som hun bar på dybt inden i. De ting folk havde gjort ved hende gjorde ondt og hun ville ikke lade ham mærke den smerte hun havde været igennem. Han snakkede om at hans arbejde var hurtigt overstået og hun nikkede kort, blot stadig med øjnene lukkede og hendes hjerte hamrede lidt. Hun vidste det ville gøre ondt, men når man holdte af nogen skulle de have lov til at gå. Han havde behov for en som kunne leve side om side med ham og have de egenskaber som han fortjente og det var bestemt ikke hende. Men måske Jacs?

”Jeg tror måske at jeg burde .. se på noget andet”

Hun havde stadig lukkede øjne – hun ønskede ikke at se på ham, han havde en evne til at få hende til at ombestemme sig, men i dette tilfælde kunne han godt glemme det. Hun holdte af ham og hun gjorde det her for hans skyld.

Han havde ikke været forberedt på at følelserne mellem dem skulle vokse på den måde eller så hurtigt. Men det ændrede ikke på det var sket og et eller andet sted ville han heller ikke være foruden. Der herskede ingen tvivl om at hun så absolut var hjemsøgt af hendes fortid og hun havde virkelig svært ved at lukke folk ind. Han vidste udemærket godt at det ikke ville blive nemmere bare sådan lige, men hun skulle også se at verden kunne være en ganske anden end den hendes minder formede for hende. Det var muligt at have det godt og finde lykke, hvor svært det så end kunne virke til.

Det var slet ikke så svært at tyde hvad det var hun prøvede på lige nu, hendes egne tanker og minder hjemsøgte endnu en gang hendes sind. Når det skete, blev hun hurtigt mere trist og tillod sig ikke den lykke eller den nydelse hun havde været i gang med at føle. Men han stod ved hvad han sagde, hans følelser for hende blev ikke ændret af den grund. Og hvor svært det end måtte være så havde han ikke tænkt sig at give op.
Roligt klappede han computeren sammen og kiggede så over på hende.

"Det er det ikke..... Hvis det havde været forkert, havde du slet ikke blevet her..... Men jeg kan godt forstå hvorfor du kan føle det sådan.... Men det er okay..... "

Så rejste han sig og gik roligt hen til sengen hvor han lænede sig afslappet op af sengegærdet. Hendes øjne var vist fast lukkede så hun ikke overvældede sig selv yderligere. Det var ikke en rar tanke at tænke på hvad folk havde gjort ved hende og ødelagt så meget i hende, men han følte ikke mindre for hende af den grund. Måske så hun ikke sig selv som en der var værdig eller passede sammen med ham, men han havde selv en ganske anden overbevisning. De var forskellige ja men samtidig så komplimenterede de hinanden så godt

"Hvis du synes.... Jeg vil ikke tvinge dig til noget.... Men det ændrer ikke på hvordan jeg har det.... Og jeg gav dig et løfte..... Et jeg gladeligt holder...."

Hun vidste at hendes humør havde påvirket hende og hele situationen. Hun lå kort med lukkede øjne og trak vejret roligt og prøvede at få ro over hendes situation. Det skulle ikke gå udover ham at hun var sådan, at hun var bange for hvordan tingene skulle gå og var bange for at lige meget hvad ville det her gå galt. Hun mente ikke at hun var værdig til at have den form for kærlighed og følte sig måske endda ikke engang klar til det. Hun lod de brune øjne nu komme til syne i det hun stille trak vejret. Hun hørte han klappede computeren sammen og kiggede over på hende og hun sendte ham kort et smil lille smil. Hans stemme fik hende både til at tvivle på sig selv og samtidig alle de ting omkring hende.

”Det kan godt være rigtig og forkert på samme tid. Du kunne nemt være den rigtige, men i en forkert situation?”

Hun fulgte ham som han gik over imod hende og nu lænede sig op af sengegærdet. Hun vidste udmærket at hun holdte af ham, men hun vidste også at hun måske ikke kunne tilbyde ham det som han gerne ville have. Hun vidste hun var skadet og hun vidste at hun nok aldrig ville glemme disse minder. Han havde tydeligt vist at han var klar til at lade hende være sig selv, give hende plads og give hende den støtte som hun havde brug for. Men derfra og så til at hun var klar til at være så tæt på en som ham var skræmmende og der var lang vej til hun måske nogenlunde kunne være sammen med nogen. Hun sendte ham et let smil og nikkede så. Hun var tydelig klar over at han havde lovet hende noget og ikke ønskede at bryde dette løfte.

”Det ved jeg og det er jeg ekstremt glad for og jeg har efterhånden lært det. Men jeg ved også at lige nu kan jeg ikke tilbyde dig det du gerne vil have”

Hun fik helt ond inderst inde ved at sige det til ham, men hun ville hellere sige det end risikere at det måske gik alt for stærkt til at hun kunne følge med og til sidste ville begynde at fortryde hvad der måske var sket. Hun bed sig kort i læben og puttede sig en smule ind i hans pude og den duft som lå i puden var berusende, den duftede af ham.

Han vidste heller ikke hvad fremtiden bød på, eller for den sags skyld hvor stærke hendes fortidsminder var men han havde dog alligevel en god idé om det. Han var også fuldt ud klar over at det ville blive en meget stor udfordring og det ville muligvis komme til at tage rigtig lang tid, men derfor var han alligevel klar på at tage den udfordring.
Måske så hun ikke sig selv som værdig til den slags kærlighed og det var heller ikke sikkert at hun rent faktisk var klar til det. Men det var også derfor han var så rolig og forsigtig med hende så hendes grænser ikke blev overskredet.

"Sandt..... Det kan godt være det er svært at finde den rigtige situation... Men det er heller ikke umuligt, selvom det kan virke sådan...:"

Han holdt rigtig meget af hende og han tvivlede egentlig heller ikke på at hun holdte af ham. Men det var vist også netop det faktum der skræmte hende. Minderne ville nok aldrig forsvinde men det ville han heller ikke, det skulle hun nok finde ud af. Han støttede hende så godt som det nu var muligt og gav hende plads så hun kunne mærke at hun var sikker hos ham og altid havde en plads hos ham. Nu var det jo bare et spørgsmål om at hun skulle mærke det var helt ok.

Han kunne godt se på hende at det ikke var rart at sige men det virkede også nødvendigt for hende. Da hun så puttede sig ind i hans pude, gik han til sengens side og knælede imens han hvilede sine arme på sengen imens han så på hende.

"Jeg er glad for du ser det er rigtigt når jeg siger sådan.... Er du nu sikker på det?.... Jeg tror måske du tænker forkert om hvad jeg gerne vil have.... For jeg ved du kan give mig det.... Såvel som jeg gerne vil gøre det for dig....."

Hun var skræmt fra vid og sans over alt det her, det var for tæt på og hun kunne slet ikke styre de følelser han havde bragt frem i hende. Hendes mareridt havde været forfærdeligt, men på nogen punkter føltes dette næsten værre. Hendes hjerte føltes som om det var ved at eksplodere, men samtidig som om det var knust i 1000 stk. Hun vidste at det ikke var fair overfor ham det her og at hun måske aldrig ville lukke ham 100% ind og virkelig sige hvad der nagede hende – hun ønskede ikke at sårer ham eller nogen anden. Hun elskede hans selskab og nød den tid de havde sammen, men hun var bare ikke klar til at have så stort et ansvar for andres følelser. Han havde været den perfekte gentleman overfor hende, været sød, blid, kærlig og omsorgsfuld og det havde været fantastisk. Hans stemme fik et kort smil på hendes læber.

”Den rigtige situation findes ikke i mit tilfælde – lad os bare tage lige nu. Du vælter ind og brager mig helt omkuld, alligevel er mine tanker ved at spænde ben for mig. Det er faktisk ikke rigtig de har væltet mig. Jeg kan godt lide dig, men noget beder mig alligevel om at stikke af og aldrig se mig tilbage”

Hendes hjerte havde atter gravet et gammelt spøgelse frem som hun egentlig til at starte med på aftenen i går havde haft i tankerne også. Dette havde hun dog valgt at lægge på hylden for den aften da det ikke havde været fair overfor Caine at de var så tætte når hendes hjerte stadig var splittet.

Hun vidste ikke om hun havde en fremtid hos nogen af dem, men hun kunne heller ikke få sig selv til at binde sig hos nogen af dem. Nicholas havde betydet nærmest alt for hende for nogen år siden. Han havde taget de første spæde skridt hos hende og fået hende til at lukke op. Han havde været en gentleman og været den blideste overfor hende, og nu hvor hun vidste hvad han egentlig var – var det svære for hende at finde ud af hvorfor han havde været så blid ved hende. Jacs hadede ham og lagde bestemt ikke skjul på det. Nicholas ville altid have en plads hos hende og være et blødt punkt i hendes liv. Det samme var Caine blevet – han havde vadet ind og sparket nærmest samtlige af hendes murer ind og fundet vej til hendes indre. Han var en gennemført sød og dejlig fyr, som ville hende alt det bedste i verden.

Hun lå gemt væk i hans pude og trak vejret roligt, hun hørte dog en lyd og så at han satte sig på kanten af sengen og hun lod blikket kort falde på ham inden hans ord atter lød. Han ord forvirrede hende lidt og hun førte kort en hånd ned af kæben på ham.

”Jeg er forkert – jeg er sikker på at jeg ikke kan give dig det du vil have. Du er… skøn, fantastisk og får altid et smil på mine læber og alligevel tøver jeg.. ”

Hun sendte ham et blidt smil, hun vidste ikke hvorfor hun tøvede – det var ikke fordi hun ikke var glad for ham, for det var hun bestemt.. men hun vidste bare ikke hvorfor.

Når han var i nærheden af hende, så føltes det også som om at hans hjerte var for stort til hans bryst. Men det gjorde også ondt at se hende så splittet. Ikke fordi han måske ikke blev valgt men fordi det forhindrede hende i at være oprigtigt lykkelig. Der måtte være en eller anden måde hvorpå de kunne ramme en gylden middelvej så de ikke blev såret eller måske ligefrem tillod sig at være lykkelige eller som minimum at nyde tiden sammen.
Hun havde altid været helt fantastisk ved ham, set på ham som den mand han rent faktisk. Selvfølgelig var det kompliceret når man langt fra var vant til den slags men derfor nød han det virkelig meget alligevel.

"Jeg havde heller ikke regnet med at det ville ske ved at jeg tog bilen til mekaniker.... Men jeg er rigtig glad for at det skete.... Du har rørt mit indre på en måde jeg ganske enkelt ikke troede mulig... Noget i dig vil have du løber og aldrig ser dig tilbage.... Alt i mig håber du ikke lytter..."

Han vidste jo godt at han ikke var den eneste der havde rørt hendes liv, hvor meget der var sket i fortiden vidste han ikke helt men det var tydeligt det var noget der fyldte meget. Han kunne ikke undgå at få en lille knude i maven ved tanken men det holdt han for sig selv.
Som hun rakte hen og strøg hans kæbe, lukkede han kort øjnene og sukkede.
Roligt åbnede han øjnene igen som hun begyndte at tale.

"Hvordan kan du være så sikker?.... Jeg ved du er alt jeg håber på og mere til.... Det er derfor jeg sætter så stor pris på hvert enkelt øjeblik med dig.... Ja du tøver.... Men du skal heller ikke noget du ikke vil...."

Hun var udmærket klar over at hun var ved at falde helt for ham, det var slet ikke her hun på nogen måde var i tvivl, hun var bare i tvivl om det var det rigtige. Hun vidste at hun kunne blive utrolig glad sammen med ham, men hun var ikke klar til det. Hun lod blikket glide ned i pude igen og hun kunne nærmest mærke hvordan hendes ord for hver eneste tone nærmest gjorde mere og mere ondt på ham. Det var jo overhovedet ikke det som hun ønskede skulle ske. Hun ønskede at han skulle være glad og hun vidste inderst inde at han ville blive gladere med en anden – det bevidste det også bare det at hun sagde disse ord og sårede ham. Men måske hellere nu end når han var faldet for hende?

Hun havde været sig selv overfor ham og lukket ham længere ind end nogen andre havde været i utrolig lang tid og det skræmte hende. Hun havde ikke set det monster han havde gjort sig selv til, hun havde set ham for den han var og han havde set hende for den hun var. Han nævnte så de næste ord og det gjorde faktisk ondt på hende, skær i hendes indre. Hun lod en tåre løbe ned over hendes kind og lod de brune øjne glide op i hans.

”Jeg er ked af det Caine – det var ikke sådan her det skulle være. En stor del af mig vil løbe væk, alt i mig skriger at det er på tide.. ”

Det var ikke hendes forhold til Nicho som gjorde at hun gjorde dette – det var hendes indre monster, hendes indre selvhad og hendes indre forvirring som gjorde dette. Det havde som sådan ikke så meget med ham og gøre og alligevel havde det faktisk alt med ham at gøre. Hun hadede at gøre dette ved ham, men hun måtte lytte til det som var inden i sig selv – hun måtte komme videre og lade ham leve et lykkeligt liv. Hans ord kom bag på hende og hun åbnede kort munden for at snakke.

”Jeg tøver ikke på at du ville være fantastisk og jeg nyder øjeblikkene med dig. Jeg er bare ikke.. mig”

Hun kiggede på ham og det her var nok den mest smertefulde øjeblik i hendes liv – hun havde lært at sætte noget fri for at redde dem og ikke blot sig selv.

Han var skam faldet for hende, det havde han heller ikke noget problem med at indrømme. Han vidste at de kunne blive rigtig glade sammen selvom hun havde svært ved at stole på sig selv omkring det. Det virkede i hvertfald sådan.
Ja det gjorde ondt at mærke hvordan hun egentlig bare ville væk der fra men samtidig så var han utrolig glad for at hun stadig var der.
Ordene gjorde ondt ja, men han ville ikke være foruden dem på nogen måde. Hun havde åbnet sig så meget for ham og han havde åbnet sig for hende mere end han havde gjort for nogen anden.

Det havde været skræmmende at en kunne komme så tæt på ham men samtidig så var det så fantastisk. Det var et vidne om at han ikke var som sit ophav, at han var netop den herre over sit eget liv som han gerne ville være.
Som hendes tåre løb ned af hendes kind i det deres blikke mødtes, kunne han også mærke hvordan hans egne øjne blev mere fugtige.

"Jeg er også ked af det.... Men jeg er ikke ked af hvordan det er endt her..... Jeg har delt mere med dig end jeg har med nogen anden.... Og jeg fortryder intet.... Jeg har aldrig været så sikker på noget løfte som det jeg har givet dig..... Du aner ikke hvor glad jeg er for du stadig er her....."

Der var mange ting der spillede ind men han var skam godt klar over at det var hendes eget selvhad og forvirring der dikterede det meste af hvad der skete med hende ofte.
Hvis hun valgte at gå og forsvinde ud af hans liv, var han ganske enkelt ikke sikker på hvad han ville gøre ved sig selv. Det ville ikke blive et lykkeligt liv.

"Tro mig jeg nyder også hvert et øjeblik...... Jeg vil gemme hvert sekund som noget dyrebart.... Du er den Amy der satte sig så godt fast i mit indre...."

Han måtte ikke falde for hende, han måtte ikke falde i den fælde – hun vidste at hun var glad for ham og at han betød alverden for hende, men derfra og så til at vide at de ville blive lykkelige sammen, der var ekstremt langt. Hun havde aldrig i sit liv været rigtig lykkelig og hvad skulle dette ændre. Han ville hoppe og springe for hende og gøre alt for at gøre hendes liv som hun gerne ville have det – men det ville hun aldrig kunne tillade. Hun lod blikket falde til jorden og hele situationen skar i hende lige nu fyldte hende med smerte og hun kæmpede for at holde fortidens spøgelser væk, de ville på ingen måde gøre gavn lige nu.

Hendes brune øjne søgte kort hans og da hun så at hans øjne var fugtige skar det dybt i hende, smerten var stor og nærmest mere end hun kunne håndtere, hun havde såret den fyr som havde lovet aldrig at sårer hende – det var det her hun gjorde, hun sårede folk ved ikke at acceptere de kom tæt på, det var nøjagtig det Nicholas havde sagt. Hans ord lød så og hun mærkede vreden i kroppen vokse – vreden til sig selv, til verden til alt omkring hende. Det lignede ikke hende at være vred, men det var hun nu.

”Caine.. du må ikke. ”

Hun rejste sig så fra sengen og mærkede det snurrede i hende, panikken og angsten – hun lukkede kort øjnene og forsøgte at skubbe smerten så langt væk som hun overhovedet kunne. Vreden tog nærmest over og hun fik lyst til at ødelægge noget, stikke af, blive vred på ham over at han havde fået hende til at føle sådan, blive vred på sig selv over at hun havde fået ham til at føle sådan. De næste ord forløste så flere tårer fra hendes kinder og hun rystede let på hovedet og bakkede lidt væk fra ham.

”Du må ikke sige sådan, du må ikke føle sådan – det er ikke.. du kan.. jeg mener vi.. jeg .. ”

Hun lukkede kort øjnene da hun stødte ind i en væg imens hun bakkede. Hendes hjerte hamrede og hun kunne faktisk ikke styre det lige nu – hun havde lyst til at få bugt med hendes vrede, få bugt med smerten, få bugt med alt lige nu – me hun vidste ikke hvordan.

Måske måtte han ikke falde for hende, i hvertfald ikke for hende. Men det var nu en gang det der var sket. Og som han før havde nævnt så fortrød han ingenting overhovedet.
Han kunne ikke læse fremtiden og et eller andet sted så ville han heller ikke selv hvis han havde muligheden. Han troede ikke på at fremtiden var fastlagt, men han troede på at man selv formede den.
Hele situationen gjorde ondt men det var som poeter så ofte havde kaldt det en 'smuk smerte' Det var ikke rart at have så ondt men det var samtidig vidunderligt at man kunne få så stærke følelser for en anden. På trods af bivirkningerne ved det.

Han kunne godt se at det ikke længere var fordi hun var ked af det men frustration og vrede så småt boblede frem. Han kunne mærke sit eget hjerte hamre endnu mere og det var ikke kun positivt.

"Jo jeg må......"

Som hun rejste sig og ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, rejste han sig også og kiggede på hende med et blik så roligt som han nu kunne komme til. Det var dog virkelig svært og hans øjne fortalte også fint hvordan han havde det. Normalt set var han virkelig god til at gemme den slags ting men det kunne han ikke lige nu.

Så tog han en dyb indånding og kontrollen over sig selv var ikke længere så god som han gerne ville have den var. Han gik målrettet hen til hende og lagde hænderne på hendes skuldre imens han gjorde hvad han kunne for at se hende i øjnene. Hans ord var underligt kærlige men samtidig var de også bestemte.

"Jeg siger sådan fordi det er sådan!..... Jeg både kan og må føle sådan!..... Det er ikke forkert at have det sådan!.... Jeg holder utrolig meget af dig og det vil jeg ikke holde op med!..... Du kan prøve at skubbe mig væk alt det du overhovedet vil, men du betyder for meget til at jeg bare forsvinder!....."

Hun vidste bestemt ikke hvad fremtiden ville bringe, men hun vidste at hans ville være en del lysere uden hende i det. Det var ikke noget hun gjorde for hendes egen skyld, men derimod for hans. Han trængte til en eller anden pige som kunne leve sig 100% ind i alle de fantastisk øjeblikke han kunne give en kvinde, alt den kærlighed han lagde i hver eneste berøring og eneste ord. Hun skulle bruge en som kunne sætte sig ind i hans verden, forstå hvor han kom fra, forstå hvad hans arbejde var og som kunne forstå hvad alt dette kunne føre til. Det var ikke hende. Hun kunne nemt se smerten i hans øjne selv om han egentlig prøvede at skjule den og det gjorde ondt. Det brændte i hendes indre og hun følte at det hun gjorde ved ham burde føre hende direkte i helvede. Men hvis folk som ham kom derfra, var det så egentlig en skidt ting?

Hun kunne se at noget i ham også ændrede sig, han havde svære ved at kontrollere sig og for første gang nogensinde så hun små sprækker i den ellers fantastisk facade som han normalt havde på. Hans ord var meget faste og der var ikke noget som helst tvivl i de tre ord som han sagde. Jo jeg må.. Han rejste sig ikke lang tid efter hende, der gik nærmest kun sekunder og han prøvede at bevare roen da han kiggede på hende. Hun lod kort blikket glide i hans øjne og de fortalte alt hvad der egentlig var at sige – frustrationerne og vreden var så småt begyndt at finde vej til hans indre. Hun fornemmede hans vejrtrækning og forsøget på at genvinde noget der mindede om kontrol, men det lykkedes ikke så godt som da han tidligere havde prøvet – men det var også i en helt anden situation. Hun mærkede hans hænder på sine skuldre og trods det faktum at hun forsøgte at kigge ned i jorden, drog hans ord hende alligevel til kort at kigge op på ham. Tårerne havde frit spil ned af hendes kinder og det gjorde ufatteligt ondt at have denne samtale med ham. Hun lod de brune øjne falde ned i jorden igen, indn hun atter kiggede op på ham – det var måske på tide at sætte ord på sine følelser?

”Du kommer til at blive såret Caine.. ikke bevidst, men jeg er bare den type der sårer folk jeg er tæt på og som er tæt på mig. Så i min optik er det forkert at føle sådan”

Hans bestemte tone kom en smule bag på hende og efterlod hende egentlig en smule lamslået. Hun lænede sig kort op ad væggen og lod de brune øjne glide i hans – undskyldende, frustrerede og kede af det. Hun ønskede ikke at han forsvandt, hun holdte jo af ham – men hun ville ende med at såre ham. Det kunne der ikke være tale om og selv om det gjorde ondt nu, ville hun ikke tillade at han blev såret senere.

Hun lagde kort hånden på hans bryst og stirrede bare på den hånd - hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre herfra. Hvad de skulle gøre, hun følte afmagt, vrede, frustration.

Det der nok egentlig var mest frustrerende var når folk lod til at tænke eller konkludere hvad der var bedst for ham. Der var to sider af en sag og det kunne blive noget forfærdeligt noget hvis ikke man valgte at se det fra begge sider af.
Han blev tiltrukket af netop at hun ikke var som alle andre, at hun så ham for den mand han var og ikke hans fortid, arbejde eller for den sags skyld formue. Han ville ikke have en der konstant prøvede at forstå, følelser skulle ikke forståes, de skulle anerkendes. Og han var fuldt ud klar over sine. Han vidste ikke hvad det kunne føre til mellem dem men det var jo en af de ting der var fantastiske i livet, at se hvor det kunne føre en hen.

Det var heller ikke fordi han ville være mere bestemt og på en måde var det heller ikke et tab af kontrol. Det var mere at han tillod sig selv at være mere markant, da det lod til at være det der skulle til for at der kom mere rene linjer mellem dem. Hun skulle vide hvordan han havde det, vide hans tanker. Han ville ikke vise et billede af sig der ikke var sandt eller prøve at være en han ikke var. Han var Caine. Caine der havde fået følelser for Amy. Ikke Djævelen der havde set sig lun på en pige.
Det lod da også til at virke eller i hvertfald at skabe en effekt der var længe ventet.

"Måske bliver jeg såret, måske bliver det vidunderligt.... Men jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis jeg ikke som minimum prøvede. Måske er det forkert i din optik, men vi er også to i det her... Det er kun forkert hvis du gør det forkert.... Jeg står ved hvordan jeg har det med dig, ligemeget hvad modstand der så end ville komme ud af det.... Jeg vil kun blive såret hvis jeg ikke prøver...."

Det var en bestemt tone ja, men det var også en oprigtig tone. Men det gjorde også det han håbede på, det viste hvordan hun rent faktisk havde det. Hun ville jo ikke have han forsvandt, lige som han heller ikke ville have at hun forsvandt. Han var bestemt fordi det viste hvordan han ikke bare ville lade det hele falde på gulvet fordi han ikke gav sit yderste.

Som hun placerede hånden på hans bryst, kunne han ikke undgå at trække en ganske lille smule på smilebåndet men hans øjne var stadig varme og intense. Roligt slap han hendes ene skulder og lagde sin hånd blidt mod hendes kind

Hun vidste godt at hun havde været en smule fraværende, hun havde været vred, skræmt og måske også en smule afmagtet. Hun kunne vidst roligt sige at hendes hjerte havde flået hende fra hinanden og det var slet ikke mening at hun skulle forelske sig i denne mand foran hende, når hun ikke havde afsluttet gamle sager – men han var bare kommet ind og havde taget hende med storm, grunden til at hun havde sagt fra nu, var på grund af samvittigheden og den helt igennem dårlige følelse hun fik. Hun afviste ham ikke fordi hun havde valgt Nicholas – hun afviste ham ikke fordi hun ikke ville ham. Hun afviste ham for at han skulle prøve at finde en anden end hende. Hun havde bestemt ikke taget noget valg, men kunne de nu vælge for hende – vælge hende fra begge to, så kunne hun slippe for smerten det ville medføre.

Hans bestemte måde at være på havde nærmest hevet vreden ud af hende og frustrationen og afmagtetheden var nu tilbage. Hun træk vejret en smule roligere og alligevel kunne man tydeligt se hvor hendes tårer havde banet sig vej ned af hendes kind. Hun havde efterhånden lært hans følelser for hende at kende og hun kunne nemt gengælde dem, men hun vidste simpelthen ikke hvad pokker hun skulle gøre. Hun havde ladet disse tanker flyde igennem sig da de havde mødtes efter hendes mareridt i går og han havde fået hende til at lægge dem på hylden lidt. Hendes hjerte sprang kort et slag over. Hun følte sig som et lille magtesløst lam i selskab med en løve som kunne æde hende blot ved tanken. Hans stemme lød så og en tårer banede atter vej ned over hendes kind. Når man lukkede folk ude sårede man dem og når man lukkede dem for langt ind endte det også i smerte – hvad var det verdenen ville hende?

”jeg vil ikke såre dig.. Du er.. jeg mener jeg kan.. ”

Hans ord gav som sådan mening og alligevel ønskede hun ikke at høre dem. Hvis han valgte at blive ved i dette … hvad det nu end var, ville han så ikke blive såret hvis hun en dag forsvandt? Hun vidste ikke hvad hun skulle svare og som altid fejlede hendes stemme som noget af det første. Hun mærkede kroppen ryste, det havde taget hårdt på hende at bruge denne energi som hun slet ikke var vant til. Hun lod de brune øjne søge hans blå øjne og hun mærkede hvordan hun egentlig bare gerne ville være tæt på ham, men hun ville ikke gøre det værre for ham. Hun kiggede kort ned i jorden inden hun mærkede hans hånd imod hendes kind. Hun bekæmpede kort trangen til at nyde hans kærtegn, men lukkede øjnene og lagde let hovedet i hans hånd. Hendes brune øjne blev let åbnet op imod ham. Han var speciel og kunne slet ikke sammenlignes med Nicholas – hun var fanget i en klemme hun ikke kunne se sig selv ude af. Hun bed sig let i læben og hendes hånd på hans bryst begyndt kort at ryste.

Frustrationen der kunne komme af at hjertet var splittet var absolut voldsom, men hans erfaring havde også lært ham at det kunne være lige så frustrerende at være så sikker på hvad ens hjerte fortalte en. Og dog så fortrød han intet overhovedet. Hun var kommet ind i hans liv med en voldsom kraft, en kraft han på ingen måde var forberedt på men alligevel nød så stærkt.
Han kunne manipulere vinden og følge den som levede han i den, alligevel havde hun blæst ham omkuld med hvor fantastisk hun var.
Som de var, kunne han ikke sige om hun havde valgt en anden hvilket han selvfølgelig ikke håbede på. Men det ændrede ikke på hvordan han havde det.

Normalt set ville det have været et godt tegn at hun trak vejret mere roligt men hendes kropssprog og tårerne vidnede om at det ikke var tilfældet. Han ville ikke fremtvinge en reaktion fra hende eller noget, han lagde tingene frem fuldstændig som de var og han ville jo gøre hvad han kunne for at hun fik det bedre. Det var jo også derfor han havde valgt at hjælpe hende da mareridtene tog over. Han forstod den slags ting meget bedre end man egentlig skulle tro. Der var dog ikke nogen der reelt set havde sovet sammen med ham og oplevet hans egne mareridt.

"Du sårer mig ikke Amy...... Jeg håber du på et tidspunkt kan se det..... Jeg er Caine.... Den mand du hele tiden har set..... Du kan lige præcis hvad du vil..... Du skal bare vælge det...."

Selvfølgelig ville han blive ramt at stærk sorg hvis hun en dag var væk. Men han ville stadig holde minderne i stærk hævd, minderne om at han havde givet sit alt. Det var jo derfor at han var som han var lige nu, det var ganske enkelt alt for værdifuldt til bare at lade falde på gulvet.
Som hun lænede hovedet mod hans hånd og derefter kiggede ham i øjnene, mærkede han den velkendte varme af at være tæt på hende.
Han kendte ganske enkelt ikke nogen der overhovedet kom tæt på at give den samme effekt på ham som hun gjorde. Da hendes hånd så begyndte at ryste, tog han en drastisk men alligevel nødvendig beslutning. Han lagde den anden hånd om på hendes ryg og holdt hende i et varmt kram

Hun havde haft et par voldsomme timer og hun havde egentlig presset ham til det yderste, men han var blevet hos hende. Det var ikke bevidst det hun ville gøre, men hun vidste at hun var nødt til at prøve at skubbe ham væk. Hun rystede kort og lod blikket falde i hans og hun trak vejret roligt. Han var kommet ind og havde egentlig blæst hende omkuld med alt hvad han var og det skræmte hende nærmest til døden. Hendes hjerte hamrede bare ved tanken om ham og alligevel gjorde det ondt dybt inde i hende. Hun kunne slet ikke se scenariet for sig at hun kunne vælge ham fra, men hun vidste også at Nicho havde en indflydelse hos hende som hun ikke kunne benægte. Hun lod de brune øjne søgende lede efter hans isblå og hun bed sig en smule i læben.

Hendes vejrtrækning havde godt nok fået hende beroliget en smule, men hun følte stadig at følelserne dansede rundt i kroppen på hende. Han havde været der da hun havde brug for det og hun vidste at hun altid kunne komme til ham og lade armene falde om ham. Han ville trøste hende og gøre hvad han kunne for ikke at såre hende. Hans ord gjorde dog ondt på hende, han sagde at hun ikke sårede ham. Men hvad hvis hun ikke kunne vælge, hvad hvis hun valgte at forlade stedet – ville hun så ikke sårer ham? Hans ord sendte et smil på hendes læber og hun nikkede kort varigt – Han var Caine og hun vidste nøjagtigt hvad han var eller nærmere hvem han var. Hun kendte ikke noget til hans mareridt, men han kendte efterhånden til hendes og mere end hun måske gerne ville have.

”jeg ved hvem du er.. men jeg kan ikke bare vælge – mit hoved og mit hjerte kan ikke finde rundt i alle de følelser som suser rundt i kroppen på mig. Den sidste uge har været voldsommere, mere berusende og mere overvældende end jeg nogensinde havde troet var mulig”

Den normale varme som altid havde været i dem var vendt tilbage ved en enkelt berøring og han fik hende beroliget til et punkt som nærmest var på normalt niveau. Hun førte de brune øjne nærmest kærligt og uskyldigt falde i hans. Den varme han kunne give hende ved blot at se på hende. Hun mærkede hans hånd på hendes ryg og den varme som nærmest spredte sig i hele kroppen var overvældende. Hun mærkede et let tryg og pludselig var hun helt tæt på ham igen og hans arme lå omkring hende. Hun mærkede en lettelse og alligevel en overvældende følelse. Hendes tårer fik nu frit løb, men denne gang var det mere af lettelse end af tristhed. Hun lagde sit hoved dybt ind i hans varme krop. Hun puttede sig langt ind til ham og følte at verden lige nu var et bedre sted. Hendes vejrtrækning faldt nu til ro på den rigtige måde og hun vidste at for nu var alle de skræmmende ting væk.

¤Caine.. ¤

Ordet var sagt nærmest i afmagt og alligevel lå der så mange følelser i det ene ord at hun nærmest ikke vidste hvad mere hun skulle sige. Hun lagde armene om ham og klemte ham kort tættere på – hvor havde den mand dog fundet sig i mange ting.

Han vidste efterhånden godt at hendes forsøg på at skubbe ham væk var for at skåne ham, i hvertfald i hendes øjne. Det havde unægteligt været en hård tid for hende og med et niveau af følelser der mildest talt var overvældende, hvilket det på mange måder også havde været for ham.
Som hun rystede og fandt hans blik, havde det den rolige og varme glød hun efterhånden kendte så godt.
Selvfølgelig var der en indflydelse i hendes liv udover ham, men han stod fast og holdt godt ved hvordan han følte. Der skulle være i hvertfald den sikkerhed i hendes liv.

Selvom hendes vejrtrækning var faldet til ro så var det stadig tydeligt hvordan følelserne vældede rundt i hende hvilket jo også var fuldt ud forståeligt. Endnu en af grundene til han var så sikker på det han sagde og ligemeget hvad så ville der altid være plads til hende, hans dør ville aldrig være lukket for hende.
Selvfølgelig ville det gøre helt ufattelig ondt hvis hun forlod hans liv, hvis det endelig skete så kunne han dog sige at han havde givet alt. Men han ville heller ikke forsvinde fra hendes liv, han havde givet hende et løfte ud fra hvor meget han holdt af hende.

"Jeg vil ikke vælge for dig..... Og ja det er overvældende med så mange følelser... Men jeg kan fortsat vise dig at jeg er og vil blive ved med at være den mand du hele tiden har set... Du betyder for meget til andet...."

Der sænkede sig en ro og en varme mellem dem, en velkendt kærlig varme så hun igen kunne havde det godt eller i hvertfald bedre. Som hendes kærlige brune øjne fandt hans, smilede han let og havde en tilsvarende varm glød i sine isblå øjne.
Som han trak hende ind til et kram kunne han nærmest høre lettelsen der dog lod til at overvælde hende. Tårerne fik frit løb hos hende og hans egne øjne var da heller ikke uden en tåre der klemte sig på. Dog kunne han holde den tilbage for det handlede om hun skulle have det godt. Som hun puttede sig helt ind til ham, strøg han hende blidt på ryggen og holdt omfavnelsen så længe som hun havde brug for den

"Det er ok Amy....."

Han kunne tydeligt mærke hvor mange følelser der blev lagt i det ene ord, og han fulgte da fint som hun klemte ham tættere på. Det var dejligt at stå så tæt

Han havde invaderet hende, hendes liv, hendes følelser og hendes måde at se verden på, på de få uger de havde brugt sammen.Hun havde da hun flyttede til dette sted, været en meget uskyld pige, som levede i en boble af nerver og som egentlig var blevet såret af den eneste fyr hun havde lukket ind – eller hun havde vidst tvunget ham til at forlade hende fordi hun ikke turde lukke ham ind. Nu på den tid hun havde været her, havde Nicholas vadet tilbage i hendes liv med hans fantastiske væsen – han havde fået hendes følelser for ham til at blusse op og få dage senere mødte hun Caine. Det var på ingen måde meningen at hun skulle kunne lide ham, have følelser for ham. Hendes verden var blevet vendt op og ned på de få uger hun havde været her. Hun havde oplevet alt fra smerte, til lyst, til kærlighed, til forvirring og sidst men absolut ikke mindst en ekstrem splittelse.

Han snakkede så om at han ikke ville vælge for hende, men det havde da været ekstremt nemt hvis han havde valgt at ville vælge for hende – men ville hun så kunne affinde sig med det valg. Hvis han valgte hende fra, ville hun blive ked af det men hun ville alligevel forstå ham, hun kunne ikke bede ham om at blive det var ikke fair når hun ikke havde styr på alt hos hende selv. Hun hørte hans ord omkring hvad han følte om hende og mærkede at det både gjorde hende ekstremt glad og alligevel ked af det. Hun sank kort og mærkede klumpen i halsen ikke ville forsvinde – ja hun måtte snart tage en beslutning og ikke lade dem alle hænge, men hun vidste jo heller ikke alle informationerne endnu.

Hun mærkede hans varme kærtegn og lukkede øjnene, gemte sig væk i øjeblikket og lod alle følelserne få frit løb for kun et par sekunder før hun samlede sig og kiggede på ham igen. Et kort og blidt smil forlod hende kort før hun lod de brune øjne søge hans – den varme og den intensitet som lå så dybt i dem var slet ikke til at tage fejl af og selv om han ord egentlig var beroligende – så kunne hun ikke lade være med at tvivle en smule på at det faktisk var ok. Hun følte sig som en skidt person over at hun ikke bare kunne tage sig sammen og få styr på sine følelser, men det blev jo en smule sværere hele tiden.

¤det føler jeg ikke at det er¤

Hun nød at stå så tæt på ham og hun lænede sig en smule tilbage og førte let hånden over hans kæbe med et let smil og hun bed sig kort i læben før hun lod blikket føres kort ned over ham

¤jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare kan – alle kvinder i verden ville ikke tvivle et sekund over at være sammen med dig¤

Hendes ord var sande og hun vidste at tog hun sig ikke snart en beslutning, så ville hun ende med at miste ham – han sagde godt nok at han altid ville være i hendes liv, men det kunne være på mange måder. Ville hun kunne leve med at de var venner, ville hun leve med at han var sammen med en anden. Selve tanken gjorde ondt hos hende, men måske fortjente hun det.

Han var ikke bekendt med hvor meget fortiden indhentede hende eller for den sags skyld hvor stort et tag Nicholas havde på hende. Men han kunne jo mærke at det var en meget stor del, hvilket jo gjorde det endnu mere overvældende for hende. Og hvis hun først havde fået følelser for Nicholas og så pludselig havde fået det for Caine også så var splittelsen fuldt ud forståelig.
Caine havde været på jorden længe og oplevet alle mulige forskellige følelser, men intet kunne have forberedt ham på hvordan det føltes at møde Amy. Hun havde på alle måder taget ham med storm, og startet følelser han faktisk ikke troede på han havde.

Selvfølgelig ville det være meget nemmere hvis han bare tog et valg for hende, men hun ville nok ikke tage det alligevel. Han kunne jo ikke bare sige hun skulle vælge ham. Det var et valg hun selv måtte træffe, men han håbede selvfølgelig inderligt at det blev ham. Men skulle det ske at han blev valgt fra så ville han stadig være der for hende fuldstændig som han hele tiden havde lovet. Han ville ikke sætte en tidsfrist på hvornår hun skulle vælge eller noget, det ville være at lægge alt for meget pres på hende.

Han stod helt roligt med armene omkring hende så hun kunne føle sig tryg og sikker imens hun fik afløb for de tårer der nu var. Det smil hun sendte ham var et der gav ham en dejlig varme inden han selv trak mere på smilebåndet. Hans øjne var varme og kærlige og hans smil lige så beroligende. Hun var jo ikke en dårlig person, følelser var ikke noget man bare lige kunne styre på trods af det ville være så meget nemmere.

"Det er det.... Ellers ville vi ikke være her..."

Som hun førte hånden op på hans kæbe, lagde han sin egen hånd og holdte hende der.
"Du er ikke alle andre kvinder.... Du er så meget mere...."

Han var stålsat i sit løfte så hun ville ikke miste ham. Men hvilken rolle han ville ende med at spille i hendes liv, var til syvende og sidst hendes valg. Men han ville heller ikke gemme hvad han følte

Hun havde ikke den fjerneste ide om hvad hendes tanker ville ende med – hun vidste ikke hvad hun gerne ville, hver eneste gang hun var sammen med Nicholas følte hun at det var det rigtige valg, hver eneste gang hun var sammen med Caine var hun sikker på at det var det rigtige. Men når hun var alene og skulle ringe til en af dem, vidste hun ikke hvem hun ville ringe til. Hun havde overvejet dem begge, da hendes mareridt startede i går men kunne ikke vælge og var derfor endt på egen hånd i parken kl lort om natten, det kunne lige så vel være gået ekstremt galt, tænk hvis et monster var dukket op og ikke Caine – hun kunne have risikeret at blive dræbt og et kort øjeblik havde det måske også været det nemmeste?

Hun kendte intet til hans tidligere liv udover det han kort havde fortalt om hans forældre, hun vidste ikke noget om hans tidligere forelskelser eller hans tidligere kærester. Men hun vidste alligevel at det hun følte sig så glad og ja nærmest forelsket når hun var i hans nærhed. Det havde været nemmere hvis de begge to havde trukket sig, så havde det været hendes smerte hun skulle forholde sig til og ikke det at hun måske skulle såre en fantastisk fyr. Hun sukkede kort en enkelt gang før hendes blik gled over hans blå øjne igen. Hun vidste at hun ville få det fantastisk sammen med ham, at hun ville elske alt hvad han kunne gøre for hende, alle hans berøringer og alt hvad han stod for.

Det kunne godt være at han følelse ikke var at hun var en dårlig person, men lige nu følte hun sig virkelig som en dårlig person, som hun stod her og ikke bare lige ud kunne sige til ham at hun ville være sammen med ham. Hun mærkede hvordan samvittigheden var en stor del af hende. Hun mærkede hans hånd mod hendes og hans ord varmede igen selv om de ikke burde. Hvordan pokker kunne han bare være så rolig. Havde situationen været omvendt ville hun ligge i fosterstilling og være grædefærdig. Hans næste ord var også overvældende – hun var meget mere. Han vidste altid hvad han skulle sige for at få et smil på hendes læber. Hun rystede på hovedet med et let grin og pludselig var situationen meget mere opløftet.

Hun tørrede kort tårerne væk og lod de blide brune øjne falde i hans og hun kiggede kort rundt, meget af dagen var gået og han var faktisk ikke kommet videre i hans arbejde. Hun lænede sig kort over imod ham og gav ham et kort kys på kinden.

”tilbage til arbejdet – jeg vil ikke forstyrre mere”

Et eller andet sted havde han slet ikke lyst til at tænke på om der var en anden inde i billedet, selvom han jo godt kunne mærke det. Men hun havde heller ikke valgt en så derfor ville han heller ikke bare trække sig, han var i hendes liv og han var kommet for at blive på den ene eller anden måde.
Om det var fordi hun ikke kunne vælge hvem hun skulle kontakte eller fordi hun ikke ville være til besvær var ret svært at sige, men han var egentlig rigtig glad for det var ham. Den park var ikke noget specielt godt sted midt om natten, specielt ikke for en sårbar ung dame i begrænset mængde tøj.

Han havde da haft kærester før men ikke noget der var seriøst på nogen måde og det var egentlig også overraskende få hvis man tænkte på ham som helhed. Der var mange der havde set ham som lidt en playboy uden at vide hvad de egentlig snakkede om. Når han fandt sig en, skulle der virkelig være noget over det, det skulle ikke bare være en flirt. Og derfor var han også faldet så hårdt for hende som han nu en gang var. Bare et blik fra hende kunne jage alle spor af mareridt eller indre kulde langt væk.

Han så hende jo ikke som nogen dårlig person bare fordi det var hårdt for hende at vælge eller for den sags skyld vælge fra. Selvfølgelig ville han boble indeni af glæde hvis hun valgte ham men der skulle heller ikke så meget pres at hun ødelagde sig selv.
Som de stod der og var tætte, var det egentlig overraskende simpelt at finde hans indre ro. Da han sagde hun var så meget mere, så var det også ganske helt og aldeles rigtigt. Da hun så kom med et lille grin, kunne han heller ikke lade være med at trække på smilebåndet imens de klare blå øjne hvilede på hende.

Han lukkede kort øjnene som hun kyssede hans kind hvorefter han sukkede glad.
"Jeg er færdig..... Jeg sagde jo det ikke tog ret meget...."

Hun brød sig ikke om at tænke på den situation hun var i – hun hadede at der var to så dejlige personer i hendes liv og det var ikke engang en samtale som hun kunne have med hendes søster – da hendes søster var sikker på at Nicholas var det ondeste monster i hele verden, men det var han jo ikke overfor hende? Hun vidste ikke hvilket ben hun skulle stå på og hun vidste faktisk at hun ikke kunne blive ved med at føre dem bag lyset. Hun havde ikke tænkt over sin påklædning da hun var trådt ud af døren natten før, hun havde været skræmt, ed af det og var bare brast ud af døren. Hun havde egentlig nu hun tænkte tilbage været heldig at der ikke var kommet en eller anden djævel og taget hende med storm… eller vent – var det ikke nøjagtig hvad der var sket?

Hun lod blikket glide på ham og hun vidste at hun ikke havde behandlet ham som hun burde. Han havde været der for hende når hendes minder var blevet for overvældende. Han havde været der for hende når hun havde brug for et kram, når hun havde brug for at have ham tæt på og hun havde ikke haft mareridt da hun lå i hans seng. Han havde gjort alt for at passe på hende. Hun havde ikke kendt til ham før de havde mødtes på værkstedet, men hun havde undersøgt ham senere hen efter ønske fra hendes søster og de ting hun havde fundet ud af havde været en smule begrænset. Han havde været en god forretsningsmand og der var mange piger som kommenterede hans udseende og det kunne hun jo heller ikke komme udenom at det var yderst tiltrækkende.

Hun var ikke en pige med den bedste mentale tilstand og hun kunne allerede nu mærke at det pres som hun lagde på sig selv havde taget en del på hende, tynget hende og gjort at hun måske havde nemmere ved at lukke de slemme ting ind. Hun mærkede den indre ro falde tilbage over ham og et smil prydede hendes læber. Hun hørte hans glade suk og hun førte et smil på hendes læber – han var nu altså en smule nuttet, ham Caine.

”Det var hurtigt.. hvad syntes du så om det?”

Hendes stemme var lige så blid som den normalt havde været og endnu engang havde han fået hende ned på jorden.