Hate the Nightmares [Manda]

Hun sad let i sin seng og lod de brune øjne glide rundt. Mareridtet havde endnu en nat vækket hende – fortidens spøgelser dansede rundt i hende om natten og hun hadede det. Hun rejste sig let og hev en hættetrøje over den solbrune krop og et par shorts på. Hun lagde kort hånden på det lille sølvkors om hendes hals inden hun atter gemte det væk under hættetrøjen. Hun førte kort hånden igennem håret før hun forlod lejligheden. Hun havde brug for at komme en smule ud, hun vidste dog ikke hvor hun skulle gå hen. Natten var så småt begyndt at lægge sit tæppe over byen og mange mennesker var hjemme i deres senge, så det virkede næsten som at gå rundt i en spøgelsesby. Hun havde ikke set på klokken og vidste faktisk ikke hvad den efterhånden var, men hun vidste at mange nok burde ligge i deres seng.

Hun gik kort ned igennem parken – og lod de brune øjne kigge på de mange smukke træer som prydede parken – der var nyligt udsprunget blomster som havde alle mulige farver og det lod et blidt smil glide over de bløde læber. Hun fortsatte videre og så pludselig legepladsen ikke langt derfra og tog faktisk en hurtigt beslutning. Der kunne være lidt sjovt at komme derover. Hun gik med lidt hastige skridt derover og førte kort hånden ned af jernkæden som holdte gyngen. Det kunne altså være lidt sjovt at komme op på sådan en gynge igen. Hun kiggede kort rundt og satte sig på gyngen og begyndte at svinge frem og tilbage. Et blidt grin forlod den uskyldige krop og hun mærkede vinden hive fat i det lange brune hår. Det var stilheden og situationen som gjorde det behageligt lige nu, hendes tanker kunne for første gang i flere dage få en lille pause.

¤tænk at man vokser fra det her¤

Hendes stemme var blid og den uskyldige tone lå tydeligt i det – hun hviskede det lidt til sig selv, men forundringen over at ordene forlod hende var egentlig en smule større end hun havde regnet med. Hun rystede kort på hovedet over at hun var kommet så langt at hun nu var begyndt at snakke med sig selv.

Stilheden var ulidelig. Manda vendte og drejede sig i sengen, der var rod overalt og kasser dertil. Han var flyttet tilbage til Di Morga, selvom han aldrig havde troet at han ville vende tilbage til byen, så var det som om noget havde kaldt på ham. Han var taget tilbage, i håbet om at kunne finde det han søgte, men det gjorde ikke den første nat tilbage mere komfortabel for ham. Han skulle vænne sig til den nye seng han havde købt, det gik ikke så godt for ham.

Han gryntede en enkelt gang og satte sig op, han rodede i sit hår og kiggede omkring. Stille og mørkt, det var ikke helt det han var vant til længere. Han rejste sig op fra sengen og gik ud for at tage et glas vand, det forsvandt lynhurtigt mens han gik ud på pavilionen og kiggede over byen. Der var ikke megen aktivitet at komme efter, selvom der da stadig var dem som festede på nætter der førte til en arbejdsdag næste dag. Han gabte dybt og strakte sig, han kunne godt mærke han var søvnig, men han ville aldrig kunne sove i den her lejlighed mens der manglede at sættes så meget på plads.

Med et bestemt nik gjorde han op med sig selv at tage noget tøj på og gå en tur hen til hans gamle yndlingssted, legepladsen. Han tog en hvid tank top på og nogle jeans. Det var lige det der var fremme mens meget af hans tøj stadig var pakket væk. Han gik hen til døren og tog i håndtaget, han tog et kig tilbage i lejligheden og sukkede lavt, han skulle så meget blive færdig med den i morgen sådan han ikke skulle kigge på alle de kasser og poser.

Han kom udenfor og gik stille rundt langs vejene, mens han kiggede rundt. Han nåede ikke at observere de velkendte bygninger dengang han kom hertil. Et lille smil kom på hans læber, han huskede de kærlige øjeblikke han havde med kære, de mange grin han fik med sine gamle venner og helt sikkert alle de lure han tog stort set over hele byen. Han kom til at grine lidt, han var på vej mod legepladsen, garanteret for at finde et træ at falde i søvn i. Han lagde en hånd mod panden og rystede på hovedet, det var HELT SIKKERT det han var i gang med, han lod bare som om han tog en tur derhen for noget luft.

Da han nærmede sig parken hørte han et lille grin, meget mildt, han løftede blikket og til sin overraskelse så han en ung kvinde der gyngede. Han begyndte at smile lidt, han vidste ikke hvorfor, men han kunne ikke lade være, det virkede så fredeligt at se hvordan en anden end ham selv kunne finde på at tage herhen om natten. Han gik stille hen mod gyngerne for at præsentere sig selv, det var vel ikke for tidligt at sige hej til nogen. Han stoppede i to sekunder og tænkte, medmindre at det begyndte at blive mistænkeligt at en fremmed mand kom og sagde hej til en om natten. Han kløede sig i nakken og kiggede ned i jorden, han kunne måske godt virke mistænkelig nu da hans gule øje var rimelig tydeligt om natten. Han rystede hurtigt på hovedet, nej det plejede ikke at skræmme folk.

Han fandt et smil frem på læberne og gik roligt tættere på gyngerne,

"Goddag, den her er vel ikke optaget?"

Han tog fat i jernkæden på gyngen ved siden af, han ventede med at sætte sig til hun svarede.

Hun havde ikke været i byen i mere end et par uger og alligevel føltes det som evigheder hun havde været i denne by. Hende og hendes søster Jacque havde åbnet deres autoværksted og det gik egentlig rigtig godt. Hun havde mødt hendes gamle crush som havde fortalt hende hvad han var og at der fandtes væsner i denne by. Hun havde fået hendes første kys, hun var blevet overfaldet første gang – blot ved tanken gned hun kort sit håndled for at se at mærkerne stadig ikke var helt væk. Hun turde slet ikke tænke over hvad Nicholas havde gjort ved fyren – det var underligt at han var blevet så beskyttende overfor hende, han havde nærmest set sort. Hun smilede kort ved tanken om ham, tænk at han var forsvundet da han havde fået det af vide. Hun bed sig kort i læben. Så var der Caine – det hele var vidst en stor pærevælding for hende.

Hun havde fået alt på plads hjemme i deres lejlighed og selv om hun boede sammen med sin søster, var det faktisk ikke ret meget de så til hinanden lige for tiden. Hun lagde kort hovedet på skrå over alle de ting osm hun egentlig ønskede at fortælle hende, men som hun endnu ikke havde fået gjort. Et kort smil ramte hendes læber bare ved tanken om hendes søster som elskede at drille hende. Hun var den eneste som altid havde været der for hende. Hun havde været der igennem tævende på børnehjemmet, hun havde været der igennem de mange ting som Ames havde været igennem. Hun havde levet med Ames´ berøringsangst og hendes meget voldsomme usikkerhed omkring det andet køn. Hun havde endda kunnet få Ames til at grine af det.

Hun lagde let hovedet op af jernkæden og lukkede øjnene. Den brise som let blæse bragte nærmest en ro med sig som hun ikke havde oplevet længe og det var helt igennem fantastisk at opleve at selv i sådan en stor by var der en stilhed og fredelighed som hun ikke regnede med. Hun havde faktisk været imod at flytte til byen da Jacs foreslog det, men lige for nu fortrød hun det faktisk ikke. Hun hørte slet ikke den fremmede nærme sig, hun regnede egentlig med at hun var alene på dette tidspunkt af døgnet. Da hun så åbnede øjnene igen, hørte hun fodskridt bag sig og vendte blik blikket imod en mand som kom gående. Hun mærkede kort hendes krop trække sig en smule sammen, hun vidste ikke hvem han var eller om det måske var ham som ahvde overfaldet hende. Hun fandt dog hurtigt det uskyldige og blide smil frem – den oplevelse skulle ikke gå ud over de folk som nu prøvede at snakke med hende. Hun bed sig let i læben og betragtede ham let. Hendes øjne fangede egentlig hurtigt hans og de skilte sig virkelig ud i forhold til andre. Der var et gult øje. Hun sendte ham et blidt smil, da hans stemme lød.

”Nej jeg tror lige at du kan låne den 5 minutter, men nok ikke mere køen er lang”

Et blidt smil forlod hende og hun lod de brune øjne kort kigge rundt på alle de folk som egentlig ikke var her. Det kom egentlig bag på hende at hun sagde en helt sætningen uden at lade nervøsisten tage over – normalt kunne hun ikke sige 2 ord til fremmede uden at hendes ord prøvede at spænde ben for hende.

Han endte med at betragte hende en smule mens han stod der, hun virkede så lille i det på en eller anden måde. Men nu var han også selv større end hende, men hun var nu ganske sød. Han lavet en lille grimasse da hun svarede og kiggede rundt, han kom til at grine en smule.

"Ja, det har du selvfølgelig ret i, så må jeg nok hellere skynde mig at få det bedste ud af det!"

sagde han kvikt og hoppede mellem de to jernkæder og satte sig på gyngen. Han begyndte straks at svinge frem og tilbage i den,

"Men nu skal du huske at du var her før mig, så faktisk skal du hoppe af før mig, af hensyn til køen."

Han gav hende et blink og et kejtet grinagtigt smil, det var faktisk en ret sjov kommentar hun kom med. En som han i den grad ikke havde forventet. Han gyngede frem og tilbage med en stor ihærdighed, så han endte ret højt oppe langs kæden, mens han gyngede grinede han lidt, det var svært at tænke på dem der mente at dette ikke var for voksne. Men en barnlig sjæl kan man nu altid slippe afsted med at have små glæder for.

"Mit navn er Manda Hitsugaya, jeg er lige flyttet til Di Morga."

Han hoppede fra gyngen og landede på sine ben i sandet, han vendte sig om mod hende og gik hen til gyngen igen. Han satte sig ned og rakte hende sin hånd med et venligt smil.

"Hyggeligt at gøre dit bekendtskab"

Det kom selv lidt bag på hende at hun var kommet med den kommentar, men måske havde Caine og Nicholas større indflydelse på hende end hun egentlig havde regnet med. Hun lagde blidt hovedet på skrå og betragtede ham med et blidt smil. Hun var lille og petit i størrelse. Hun kunne ikke lade være med at grine da han så svarede på hendes spørgsmål. Det var dejlig forfriskende at der var en som bare kom og var glad og smilende.

”Ja skynd du dig hellere”

Da hans næste ord lød kunne hun ikke lade være med at få et blidt smil på de røde læber og rystede lidt på hovedet af ham. Hun rejste sig så og stillede sig let op af stolpen til gyngestativet og gestituerede med hånden at den næste bare kunne komme til nu. Hun kiggede kort væk fra ham i det hans sprang og i hendes hoved virkede det som om at han faldt. Et kort gisp forlod hende da hendes blik atter søgte ham og da hun så så at han stod og smilede – himlede hun kort med øjnene med et blidt grin. Hun kiggede på ham og lyttede så til hans ord.

”Hyggeligt at møde dem Manda.. Jeg hedder Amy Sophia Scott – de fleste kalder mig dog bare Ames”

Hun så godt at han rakte hånden frem mod ham og hendes hjerte sprang et slag over. Hun mærkede hele kroppen spænde op og hun bed sig selv en smule i læben. Hun ville så gerne, men hendes berøringsangst brændte nærmest i hende. Nej det kunne ikke være rigtig at det skulle være sådan! Hun tog meget kort hans hånd og mærkede at det ikke var det værste. Hun tog den så til sig igen og lod de brune øjne finde hans.

”Velkommen til så! Jeg har boet her i få uger. Det er skam indtil videre også hyggeligt at møde dem!”

Hendes stemme var blid og det helt uskyldige lå som altid i hendes øjne. Hendes kinder havde fået den lidt generte og røde farve som de ofte havde.

Han grinede en smule over hendes friskhed, selvom det var sent og ikke mange var vågne, var der alligevel nogen med det der kunne lade til at være masser af energi på denne tid af døgnet. Det virkede som om at de havde en lille leg med at tage tur på gyngerne, eftersom at hun forlod den og gav gestur til at næste kunne komme til.

Han satte hovedet en smule på skrå og kiggede undrende på hende da hun introducerede sig selv, 'dem'? Han følte sig næsten lidt gammel da hun sagde det, da det fik det til at lyde som om at hun så ham som en herre frem for en helt almindelig mand der gik rundt. Han synes nu det var et fint lille kælenavn hun havde, men...

"Ok..." sagde han og rystede på hovedet. "Men det er min principsag at finde på et andet kælenavn til andre personer hvis de allerede har fået et uddellegeret, da jeg finder det kedeligt at kalde en person det sammen som alle andre!"

Han sagde det meget fast og med en pegefinger fremme for at understøtte sin useriøse seriøsitet. Han kiggede på hende med hånden ved hagen og begyndte at gnide den,

"Hmmm...." han nikkede mildt, "Jeg kalder dig Amsi!"

Han grinede lidt over sit kreative navn til hende, han rakte hånden ud mod hende for at ae hende på hovedet, en vane han havde gjort sig det meste af livet. Han kunne ikke lade være når han fandt nogen søde og hyggelige at snakke med.

Selv på denne tid var det opløftende at møde nogen som var så friske og åbne og det var længe siden hun havde mødt en som ham. De andre hun snakkede med var så alvorlige, blide og dragende – hun havde virkelig savnet denne form for samvær. Det bare at kunne grine og fjolle rundt som hun så ofte gjorde, bare ofte når hun var alene. Hun førte let hånden ned over jernkæden og lod de bambi brune øjne let ramme ham. Hun kunne ikke lade være med kort at tænke på om han nogensinde havde kendt til de mange sjove væsner som drev rundt i natten. Hun kunne godt se hans undrende blik og et mildt og nærmest undskyldende smil forlod hende – gammel vane.

Hun kunne dog ikke lade være med at grine da han begyndte at snakke om at give hende et nyt kælenavn og det var længe siden nogen havde prøvet at give hende sådan et. Ames var egentlig dukket op på børnehjemmet og havde så bare hængt ved hele hendes liv. Det var faktisk det navn hun gik under, alle kaldte hende det. Hun nikkede så en smule drillende til ham – han virkede som en troværdig og helt igennem sjov fyr, det skulle nok blive hyggeligt at lære ham at kende.

”Så skal jeg jo også finde et til dig!”

Hun kunne ikke lade være med at grine af hans tænkende måde at stå på og hun efterabede ham nærmest legende og lod de brune øjne falde på ham. Hun nikkede så kort og lod som om hun nærmest tyggede på navnet og nikkede så igen anderkendende..

”Det kan jeg leve med!”

Hun lod hans hånd nærme sig, selv om alt i hende skreg at hun skulle bakke væk – men hun havde lovet nogen personer at prøve at åbne sig lidt mere op og han virkede som den perfekte person at prøve at lade komme tæt på. Hun mærkede hans hånd på hendes hoved og hun stak drillende tungen ud og trak vejret som en hund. Et kort grin forlod hende så og hun kiggede på ham med et smil.

”Så kan du være… Fuzzball!”

Hvor det kom fra anede hun faktisk overhovedet ikke – men måske det var inspireret af hendes lille hundeepisode – men hun havde faktisk altid elsket det ord, så måske det ville passe godt til ham!

Han kunne se hendes lidt undskyldende smil, troede hun at hun havde gjort noget forkert? Det kan også være hun var påpasselig med når hun mødte nye mennesker. Hun virkede som en forsigtig type overfor folk hun ikke kendte, men det virkede heller ikke som om det passede til hendes attitude. For ham virkede hun mere som en der gerne ville have det sjovt, men til gengæld var forsigtig med det. Han begyndte så småt at analysere på hendes opførsel, var hun mon blevet gjort fortræd eller blevet opdraget til at stå og se sød ud, mens hun talte høfligt...
Han rystede på hovedet ved tanken, han skulle ikke til at spørge ind til noget selvom han oprigtigt var bekymret for om hun havde haft det svært.

Han grinede lidt opgivende da hun havde valgt at hun også skulle give ham et kælenavn og havde besluttet at efterabe hans udtryk. Han nikkede glad da hun sagde at hun kunne leve med det.

"Godt, fordi hvis du ikke kunne, så måtte du jo bare vænne dig til det!"

Grinede han drillende. Mens han aede hendes hoved lagde han mærke til hvordan hendes krop begyndte at stivne lidt op og trække sig en smule sammen. For ham blev det måske et lille problem at respektere at hun ikke kunne li nærkontakt, da han i sig selv bare var en fyr der kunne finde på at ae folk uden at indse det. Dog blev han lettet da hun begyndte at te sig som en hund, han grinede lidt og aede hende lidt voldsommere, rodede lidt med hendes hår.

"Gooooood Amsiiiii~!"

grinede han mens han snakkede lidt som om hun var en hvalp. Han fjernede sin hånd igen og kunne mærke at det var rart at en af de første han mødte da han kom tilbage var en sjovert. Han ventede spændt på hendes navn til ham, gad vide hvad hun kunne finde på? Da hun sagde det, blev han meget forbavset. Han rynkede lidt med brynene, kunne et menneske godt se han var varulv? Eller var det mon fordi hans hår var uglet? Han tog sine hænder op til sit hår og gled igennem det, næh, han hår var ikke særlig uglet.

"Fuzzball?" spurgte han undrende, "Det var da et mærkeligt navn at give en person, din lille tosse.."

smilede han og rystede lidt på hovedet. Han var ikke vant til kælenavne, han havde altid fået nogle af sine tætte venner, men ellers blev han næsten altid kaldt Manda. Det var alligevel sjovt at hun valgte et så hunde-agtigt navn til en varulv, måske endda uden at vide at hun stod overfor en.

Hun kiggede på ham og hun vidste godt at hun måske ikke havde gjort noget forkert ved at kalde ham dem – men det lå så dybt ihende at hun skulle behandle folk med respekt. Hvis man ikke gjorde det, gjorde det ondt. Hun mærkede kort smerten i arene på ryggen, de gjorde ikke ondt mere, men hver gang hun tænkte på at gøre noget hun måske ikke burde føltes det som en brændende smerte i de piskesmældsar hun havde hen over ryggen. Hun rystede dog kort hovedet og kiggede på ham. Hun ville ikke ødelægge deres første møde ved at lukke ham ind i hendes fortid. Hun sendte ham et blidt smil og lod kort blikket føres rundt. Hvad skulle de nu lave – måske de skulle vippe? Blot hendes tanker om det var med til at give hende et smil på de bløde læber. Hun kiggede så atter på ham ,da hans ord så lød kunne hun ikke lade være med at grine – så havde det været heldigt at hun godt kunne lide det nye navn han havde givet hende, hvis hun nu alligevel var nød til at vænne sig til det, så var det jo meget godt at hun i forvejen godt kunne lide det.

”Det kan jeg godt se at jeg er nød til!”

Hun kunne ikke lide nærkontakt, da det i hendes fortid betød smerte. Men folk i denne by havde kæmpet for at få hende til at forbinde berøring med noget rart og det at hun lod en fremmed røre hende var faktisk ekstremt stort i hendes verden – tidligere havde det sendt hende langt væk, gemt sig ind i sig selv og måske endda fået hende til at besvime, så det var da kæmpe fremskridt. Et lille blidt skrig forlod hende da han uglede hendes hår og hun kiggede på ham med et lettere drillende glimt i øjet.

”Tror du den her total rodede morgenfrisure kom af sig selv?”

Hun grinede højt imens hun sagde det – hun havde jo været væltet lige ud af sengen, men det behøvede han jo på ingen måde at vide. Hvis det stod til hende, ville hun da gerne bilde ham ind at det havde taget flere timer og lave den og at han nu havde ødelagt den. Men hun kunne ikke holde masken og et fnis forlod hende let. Hun kiggede så på ham og kunne se at han blev en smule forundret over hendes kælenavn til ham. Han førte hånden igennem håret for at tjekke at det sad som det skulle og hun grinede bare lidt.

”Det er da sødt – vil du høre en hemmelighed? Min gamle bamse fra børnehjemmet… hed Fuzzball og du minder mig lidt om ham”

Hun tøvede kort efter at have sagt ordet børnehjem men havde valgt at fortsætte som om intet overhovedet var hændt – han overhørte måske den lille detalje. Hun trak lidt på skulderen og sendte ham et blidt smil. Han havde fået hende til at grine og føle sig tryg på sådan en aften hvor hun faktisk havde været en smule nede over sit mareridt og derfor måtte han få det kælenavn, men kunne han ikke lide det måtte hun jo vælge et andet til ham.

”Er det okay?”

Den usikkerhed som hun altid bar rundt på, viste kort sit ansigt da hun spurgte om det og hun ville ikke støde ham på nogen måde. Hun syntes han var utrolig sjov at være sammen med og ville da gerne blive ved at være i hans selskab.

Han smilede let til hende, prøvede at berolige hende lidt med et venligt udtryk, da han havde afgjort med sig selv at hun ikke skulle frygte at være for afslappet med ham. Det var sjældent nødvendigt at være påpasselig med sin opførsel omkring Manda, da han sagtens kunne finde på at være værre når det kom til at være for afslappet og sige underlige ting.

Han grinede over at hun fortalte om sin morgenfrisure, han rystede på hovedet.

"Niks, jeg er helt overbevist om at det tog flere timers urolig og dårlig nattesøvn at få sådan noget hår"

Han gav hende et blink og et smil, han valgte at rette lidt på hendes hår, fordi han havde fået det rodet rimelig godt igennem. Selvom at han måske godt kunne se hvordan det ikke så helt så anderledes ud fra hendes allerede uglede hår. Han havde undret sig lidt over hvad hun lavede ude på denne tid, men det kunne hænge sammen med at have haft svært ved at sove som ham. Bortset fra detaljen om at hendes hår var noget længere, så det kunne nemmere ses på hendes hoved at hun havde haft problemer med at sove godt.

Han satte hovedet på skrå over hendes hemmelighed, så han er opkaldt efter en bamse? Hmmm, det var vel godt nok, selvom at det var svært for ham at se sig selv som en bamse. Han havde sin lettere muskuløse krop at gøre det med, men han kunne da godt leve med at blive sammenlignet med en plysset bamse. Han grinede til sidst over hendes forklaring, det var da alligevel sødt at hun kunne tænke på en bamse ved at se på ham. Han gik ikke op i at hun kom fra et børnehjem, da det blot for ham forklarede hendes høflige og forsigtige tilgang, men det skulle han nu nok hurtigt få hende beroliget fra.

Han kiggede stille på hende og valgte at tænke 'meget' over om hun måtte kalde ham det. Han lavede et falsk dybt suk.

"Hvis jeg absolut skal..." Han smilede drillende, "Meeeen, hvis jeg skal opkaldes efter en bamse, så forlanger jeg samme behandling som din bamse." Han grinede drillende til hende.

"Så hvis du sov med den om natten, og holdt om den, så er det det mindste du kan gøre for din Fuzzball 2.0"

Han gav sig selv en tommelfinger op for sin smarte idé og rystede derefter på hovedet for at understrege at han ikke mente det andet end i sjov.

Hun kiggede på ham og et eller andet føltes bare ekstremt afslappet omkring ham, han fik hende til at falde til ro og hun kunne faktisk ikke lige tænke på nogen som det måske havde været mere afslappende at møde her til aften end ham. Han virkede så smilende og livsglad og det smittede af på hende. Et smil faldt på hendes læber og hun lod blikket kort falde i hans, lidt fascineret af hans øjne. Han rystede kort på hovedet og lod sine ord lyde. Hun trak lidt på skuldrende og betragtede ham en smule.

”Det kan der måske være noget om – jeg går udfra at du har brugt den samme frisør så?”

Hun kunne ikke lade være med at lade det blide grin forlade hende – det var altså lidt dejligt at møde en som virkede til at være lige så glad for livet som hun selv var. Det var længe siden hun sidst havde fået lov at grine sådan og bare være den person hun gerne ville og grine lidt af livet. Hun lagde blikket lidt på ham og han lignede faktisk ikke en som lige var rullet ud af sengen. Han havde en muskuløs krop som blev dækket af hans afslappede tøj og hans hår havde ikke været så slemt som det kunne være. Det kunne være at han måske bare ikke havde lyst til at sove om aftenen, men det kunne hun jo ikke vide og det var ikke lige til at spørge ind til. Hun kiggede let på ham og kunne godt se at sammenligningen måske kom en smule bag på ham og det gjorde det bare en smule sjovere.

Han lignede af udseende ikke en bamse, nærmere tværtimod! Hun grinede så kort af ham og begyndte at gå lidt væk fra legepladsen – hun så tilbage på ham, nærmest inviterende. Hun var ikke god til at stå stille ret lang tid af gangen. Hun trådte let ud på græssetog smed sine sko, græsset kildede let og hun kunne ikke lade være med at smil lidt. Så kiggede hun tilbage på ham med det uskyldige blik i de brune øjne. Han lod til at tænke ufattelig meget over hendes navn til ham, hun kunne dog ikke holde sit grin tilbage da han sukkede.

”jeg sov med ham om natten, jeg puttede med ham og han holdte mine mareridt væk – kan du det?”

Hun lagde den samme drillende tone i hendes stemmeleje som han havde haft. Hvis man dog bare stadig kunne putte med en bamse og den kunne beskytte hende fra mareridtene så ville det da være helt igennem fantastisk. Hun kunne godt høre på ham at det var for djov, men hvorfor så ikke lege en smule med på ideen.

”Men pas på.. jeg vil ikke lave at jeg ligger roligt!”

Et kort grin forlod hende da hun sagde ordene og så kiggede hun kort på hendes fødder der blev kildet af det grønne græs. Hun kiggede rundt efter noget at lave, noget sjovt – hun elskede at grine og havde ikke fået gjort det nok på det sidste.

Han bemærkede at hun kiggede meget på hans øjne, det var ikke noget uventet for ham. Det var faktisk utrolig meget hans standard at folk kiggede lidt ekstra på dem, det var også meget usædvanligt med et sort øje og et gult øje, der var det da mere normalt at se et blåt og et grønt. Han smilede til hende,

"Vil du gerne vide hvorfor jeg har tofarvet øjne, siden du betragter dem så meget?"

Han spurgte uden at lyde irriteret, derimod havde han en tone af at han var vant til at skulle fortælle andre hvorfor hans øjne var som de var.
Han lod en hånd glide gennem håret med et arrogant smil, han løftede hagen og gav for sjov udtryk for at han synes han var den flotteste mand der fandtes.

"Nååår, denne sag?? Jeg har en manke der bare er så naturligt perfekt, at der aldrig er brug for andet end min hånd"

Med det tog han hånden ud i en flydende bevægelse og gav et buk, han gav ingen udtryk for at han ikke mente det, selvom han havde en sarkastisk arrogant tone over det han sagde. Det var helt sikkert løgn, han havde ikke kunne sove med al den livløshed i sin lejlighed, han var alt for vant til at sove udenfor hvor han kunne høre vinden og livet omkring sig. Han begyndte at gå med hende da hun gik videre med et inviterende udtryk, det var også ved at blive for stående for ham, så hellere gå eller sidde.

Efter hendes svar med bamsen nikkede han gevaldigt. Han strakte armene ud til siderne som for at hentyde til at hun skulle komme ind i hans arme for et kram,

"ork ja, du skulle næsten komme herhen og mærke hvor dejlig jeg er at kramme. Ligeså snart du sov her, så var alt det dårlige væk, fordi du ville falde i søvn som en sten."

Han smilede kraftigt, men vidste godt at han ikke skulle give så stort et nærkontakt til hende. Hun kunne nøjes med at blive aet en gang i mellem indtil hun var tryg ved ham. Så han begyndte at tage armene ned før han stod for længe med åbne arme til hende, selvom han gav hende tid til at gøre det hvis hun ikke var for utryg for det.

Han grinede og rystede på hovedet, han aede hende blidt.

"Så kan jeg da heller ikke forlange mere, det er da alt for kedeligt at sove roligt!"

Han så hvordan det lignede at hun søgte efter noget de kunne lave, han smilede og vidste selv hvad han havde lyst til. Han gik hen til et de store træer i parken, et der ville kunne holde til at man opholdt sig i det. Han kravlede lynhurtigt op i et af de laveste og tykke grene og rakte hende en hånd,

"Du ved, det er faktisk spændende at skue ud over ting oppe i et træ, der er så meget man ikke ser når man holder sig nede på jorden hele tiden."

Hun havde bestemt kigget betaget på hans øjne og hun måtte også indrømme at hun nok havde kigget lidt for længe på dem – hun gjorde det bestemt ikke for at trænge sig på, eller fordi det så anderledes ud, de var smukke, de var bestemt unikke og hun beundrede dem. Hun hørte så hans stemme og først der gik det egentlig op for hende at hun havde været lidt fanget i hans øjne. En blid rød farve gled lettere genert over hendes kinder.

”Kun hvis du vil fortælle det… du ved jo ikke om jeg render og siger det til alle mulige!”

Hendes stemme var drillende og der lå et blidt smil på de bløde læber. Det kunne jo være at hun gik og fortalte det til hele verden. Hun bed sig kort i læben og tænkte over hvordan det egentlig måtte være at have to så specielle øjne – mange kiggede nok og mange spurgte nok ind til det, det kunne hun i hvert fald fornemme i hans stemme og derfor ville hun heller ikke presse ham til at fortælle det. Hun kunne ikke lade være med at grine da han nu begyndte at spille en smule op. Han førte en hånd igennem håret og ved hans ord forlod et grin hende.

”Kan godt se det!”

Han bukkede så for hende og hun kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af ham, han var godt nok det mest tossede og forfriskende hun længe havde oplevet og hun nød at han holdte hende med selskab denne aften – det var en utrolig dejlig afveksling i forhold til hvad hun var vant til. Han valgte så at strække armene ud og indbyde til at kram. Hun stod kort og kæmpede lidt med sig selv, skulle hun gøre det? Hun bed sig i læben og trippede kort tættere på ham, en smule usikkert og hendes hjerte satte farten op. Hun måtte overkomme sin berøringsangst! Hun stillede sig kort ind til ham og lagde armene om ham. Han var noget større end hende og han var bestemt også mere muskuløs.

”jeg må give dig ret.. du er en god bamse!”

Hun kunne ikke lade være med at smil lidt til ham, han var virkelig anderledes. Hun lod blikket kort glide rundt igen inden hun så mod ham. Han lignede en der havde fået en ide og pludselig gik han hen til et træ og kravlede med det samme op i træet. Hun kiggede på ham med et undrende smil og pludselig var han oppe i træet, hun stod kort med åben mund og betragtede ham. Hun havde aldrig rigtig kravlet i træer og hun var næsten helt sikker på at hun ikke kunne finde ud af det. Han rakte hånden ned til hende og hun kiggede lidt på ham. De første tanker som gik igennem hendes hoved var at hun helt sikekrt ville falde ned – hun var dronningen af klodsethed og hun ville bestemt nok slå sig. Hun tog dag alligevel hans hånd og lod ham hjælpe hende op. Da hun kom op ved siden af ham lagde hun kort sine arme omkring hans arm og lukkede øjnene lidt.

”Jeg ved bare at jeg falder ned”

Hendes greb om hans arm var måske en smule hårdere end hun egentlig ønskede det, men lige nu var hun nok også mere skræmt end hun ønskede at være. Hun åbnede stille øjnene og kiggede ned, de var ikek langt over jorden, men alligevel langt nok til at hun med sikkerhed ville komme til skade hvis hun faldt ned. Hans ord fik hende til at slappe lidt mere af.

”Ja det kan måske være lidt afslappende når man vænner sig til det”

Hun havde bestemt ikke vænnet sig til det endnu og om hun gjorde det lige med det samme vidste hun ikke, men hun ville prøve – hun var som regel altid nervøs over nye ting.

Han grinede over hendes reaktion, hun havde ikke engang selv tænkt over hvor længe hun havde kigget på hans øjne. Hun var da i sandhed socialt akavet, men samtidig så nysgerrig på det hele, hendes natur var helt sikkert imod hendes opdragelse. Han vidste ikke om han begyndte at lægge for mange ord på hende, men det virkede som om at hun gerne ville det hele, men var bange for konsekvenserne af noget som i hendes verden engang var forkert.

Han nikkede over hendes svar, det kunne da selvfølgelig være en underlig ting at sende videre til andre folk, men han var normalt vant til at hvis han ikke fortalte det, at så ville folk spørge ham før eller siden igen.

"Det er faktisk meget simpelt." Han lagde en finger over sine læber og lukkede sit sorte øje, det gule øje gav et skær fra sig. "Jeg er en person der er delt imellem det menneskelige og det dyriske." Han tænkte lidt over sit svar og valgte at uddybe. "Jeg har altid ment at alle har en menneskelig og en dyrisk side af sig, altså deres fornuft og tænkende modsat deres instinkter og impulsive opførsel. Man kan bare sige at min gule øje understreger at jeg er så meget i midten, at begge dele dukker frem i ny og næ."

Han valgte at udelade sin varulve detalje, han var ikke sikker på hvor meget hun vidste om den overnaturlige verden endnu, og typisk var mennesker især bange for varulve pga historierne om hvor ukontrollabel de er, især ved fuldmåne. Den detalje kunne hun måske få en anden dag, hvis det kunne have betydning for hende.

Han kiggede utrolig overrasket på hende, han havde langt fra forventet at hun var parat til den form for kontakt med en der stadig var som en fremmed for hende. Han lagde roligt armene omkring hende, han valgte ikke at klemme til så hun ikke begyndte at frygte at hun ikke kunne komme ud lige når hun havde lyst. Selvom han ikke holdt fast, så lagde han hurtigt mærke til hvor mindre hun egentlig føltes end ham. Det var lang tid siden han selv havde haft nogen så tæt på sig, så han havde ikke rigtig tænkt over hvor stor en forskel der var i størrelse for ham.
Han smilede bredt da hun sagde han var en god bamse.

"Det er jo det jeg sagde, jeg er den perfekte bamse til at gøre du sover trygt og dybt."

Han nikkede over hendes anerkendelse af hans evner som bamse, han var blevet bamse-godkendt, så nu var han vel officielt blevet til Fuzzball 2.0

Han kiggede på hende mens han hjalp hende op i træet, hun var let som en fjer for ham, da han var overnaturligt stærk. Han valgte dog ikke bare at hive hende op som en fjer, det ville hun nok ikke selv kunne følge med til. Han aede hende på hovedet da hun lagde sine arme om hans arm og grinede lidt.

"Bare rolig, jeg skal nok holde dig fra at falde. Jeg er faktisk nærmest en magnet oppe i et træ, jeg kan stort set aldrig falde ned. Jeg sover tit i træer uden at falde det mindste, ikke engang være ved at glide af."

forklarede han indrømmende. Han fortsatte med at ae hende på hovedet lidt endnu, ventede til hun var blevet lidt roligere over tanken om at være i et træ. Det forbavsede ham lidt at se at hun ikke virkede vant til at være oppe i træer, selvom det nok bare var ham som var mærkelig siden at han var så meget i træer. Han tog sin frie arm og holdt hendes hånd og lagde om sin nakke og til modsatte skulder, han tog sin anden arm og lagde om hendes liv, hvorefter han holdt lidt godt fast i hende.

"Det er faktisk meget afslappende, men alt det spændende er desværre højere oppe, så vi skal højere op. Men jeg lover at holde fast i dig og du holder bare så meget fast du har brug for. Bare kig på mig, lad være med at kigge ned, kun på mig. Du kan fortælle mig om min forgænger Fuzzball imens."

smilede han og prøvede at berolige hende. Han ville distrahere hende fra det faktum at han begyndte at kravle op med hende, han holdt hende fast men uden at det gjorde ondt på hende. Han ville være sikker på at hun havde følelsen af at han ikke lod hende falde. Han havde en følelse af at hun skulle have lov at opleve livet og lyset der var helt anderledes når man kom højere op, uden at man var indeklemt ved at være i en bygning imens man kiggede.

Han tog det så let, han var så mild overfor hende og behandlede hende med kæmpe respekt og han virkede bare til at have en utrolig afslappende effekt på hende hvilket i sig selv var helt fantastisk. Hun lagde så de blide og uskyldige øjne i hans da han valgte at forklare hvorfor de havde hver deres farve. Det var egentlig i sig selv en fascinerende fortælling og i sandhed egentlig noget hun kunne forholde sig til. Hun var ikke et væsen som nogen af de andre. Men hun kendte Nicholas som var vampyr og havde kukket hende ind i den verden. Han havde været nervøs for at skræmme hende, men var blevet overrasket over hendes måde at tage nyheden på. Hun kendte Caine som var en djævel – men den side af ham havde hun aldrig følt i ham. DE havde begge fortalt hende sandheden og hun var der stadig. Hun dømte ingen på hvad de var. Så hun kunne godt forholde sig til den måde han snakkede om at det indre og det dyriske nogen gange kunne komme frem. Hun vidste ikke om hun turde spørge ham.. men hun havde dog også lært at det måske var godt at få ud af verden.

”Så du er også et slags væsen?”

Kendte man ikke til væsen verdenen, så kunne dette nemt bortforklares hvis hun spurgte, men kendte man til den verden – ville man tydeligt kunne forstå det spørgsmål som hun egentlig stillede. Hun vidste ikke rigtig hvem der efterhånden var væsner og hvem der ikke var. Hun forstod godt det med det impulsive og måske lidt mere dyriske side, men hun kunne ikke regne ud hvilket væsen han snakkede om hvis han endelig var et væsen. Hun sendte ham dog et blidt smil og lod blikket kort ramme hans øjne – de var nu en smule dragende og med historien gjorde det dem faktisk endnu mere specielle. Hun mærkede hans arme og hun kunne også tydeligt mærke at han gjorde hvad han kunne for ikke at holde hende for fast og det fik et smil på hendes læber- han tænkte på hendes berøringsangst og hendes følelser og det var egentlig rart – det var en god bamse hun havde fået sig. Hun nikkede så af hans ord og hun smilte

”Du er en rigtig god bamse! Så må jeg jo ringe næste gang jeg ikke kan sove – eller også kan jeg vel finde dig hernede et sted”

Et stort grin forlod hende blot ved tanken om hende der gik rundt klokken 2 om natten og kaldte på fuzzball. Det var lige til at komme på den lukkede af. Han fik hjulpet hende op i træet og det virkede egentlig overhovedet ikke besværet af at bære hende op. Han aede hende på hovedet og hun vidste faktisk ikke hvorfor han gjorde det, men hun havde faktisk vænnet sig til det allerede og indtil videre havde han overhovedet ikke vist nogen som helst form for at ville hende ondt – så hun var altså nød til at lære at stole på folk som ikke ville hende ondt. Hans stemme lød igen og de brune øjne blev let rettet på ham.

”You Promise?”

Hun syntes det var vildt sjovt at han sov i træet og nærmest aldrig nogensinde ville falde. Det ville hun utrolig gerne kunne gøre. Hun ville gerne være så eventyrlysten og klatrer i træer når hun havde brug for at komme lidt væk, det ville gøre det hele meget nemmere. Hun kom lige pludselig meget tæt på ham og hun kunne tydeligt mærke at hendes krop nu igen begyndte at stivne op. Hun bed sig en smule i læben og mærkede hendes hjerte galloppere nærmest skrækslagent afsted. Hun var lige ved at ramme panik stadiet da hun nu hørte hans stemme og hun åbnede stille og roligt øjnene. Hun lod de brune øjne falde i hans – hun holdte dem der som han sagde, hun ville ikke kigge ned – hun ville ikke falde ned. Hun trak kort vejret lidt for at få styr på sine egne nerver.

”Han.. var en lille ulv, blød, betryggende, mit helle og min bedste ven i tider hvor der ikke var meget andet”

Hun mærkede kort et jag i kroppen ved at tænke på fortiden og hendes krop begyndte stille at ryste. Hun hev lidt hårdere fat i ham og skulle lige til at kigge ned da hun så huskede hans ord og lod de brune øjne forblive i hans.

¤det er farligt det her¤

Hendes stemme var hviskende og usikker og det krævede faktisk ekstremt meget af hende, for stolede hun ikke på ham og slap ham ville hun komme til skade og ret så alvorligt endda.

Han kiggede overrasket på hende da hun direkte spurgte hende hvad han var for et væsen, det kom utrolig meget bag på hende. Det var ikke så meget det faktum at hun vidste at der fandtes væsner, fordi det var ikke usædvanligt at mennesker i Di Morga kendte til det overnaturlige, men det at hun havde været så forsigtig med at spørge om hvorfor han havde den øjenfarve. Hun gik fra forsigtigt at spørge, til at gå direkte til det næste da hun fandt ud af at hun måtte. Han kom til at grine lidt meget over det.

"Undskyld... haha, jeg blev forbavset fordi du blev så direkte." han grinede lidt af før han tog en lufter og fortsatte. "Jeg ved ikke hvilke væsner du har mødt endnu, jeg er højst sandsynlig ikke det værste du har mødt, men jeg er helt sikkert det mest uregerlige."

Han valgte at tage hendes hånd i et håndtryk og smilede venligt,

"Lad mig introducere mig selv igen: Jeg er Manda Hitsugaya, og jeg er en varulv. Men jeg er ikke en almindelig varulv, det er en længere historie, dog for at gøre det kort så er jeg ikke slave af fuldmånen."

Han mistænkte hende for at kende varulve fortællingen om at de blev tvunget til forvandling ved fuldmåne og ikke kunne komme til fornuft når den var fremme. Det var til gengæld underligt at kalde Manda for en varulv, da alle varulve ikke kunne bestemme deres forvandling overhovedet, men han var heller ikke en ordinær eller traditionel form for varulv.

Han grinede over at hun troede at hun bare lige ville kunne finde ham på legepladsen lige når det passede.

"Nu er det ikke for at skuffe dig, men der er jo også parker og skove i udkanten af byen, så du kunne måske risikere at det tog lidt tid at finde mig hvis jeg ikke tilfældigvis valgte at være på legepladsen. Så måske du bare skulle nøjes med at ringe?"

Han nikkede efter hendes spørgsmål, han havde ingen intentioner om at hendes første oplevelse højt oppe i et træ skulle ende i at komme slemt til skade. Han begyndte at kravle lidt roligere op af træet med armen om hende, så hun ikke skulle tro at det gik for hurtigt eller for ustabilt op af for dem begge. Han sørgede for at kigge på hende med et roligt smil en gang i mellem, sådan at hun ikke glemte at kigge på ham i stedet for ned.

"En lille ulv siger du? Det er der vel noget ironi over." grinede han. "Jeg skal da gøre mit bedste for at kunne leve op til en så fantastisk bamse."

Han kunne mærke at hun begyndte at ryste, om det var over historien eller højden vidste han ikke. Da hun hviskede stoppede han med det samme op, de var også kommet lidt højt op i træet, nok til at kunne se det han ville vise hende. Han stillede sig på den mest stabile gren han kunne og valgte at løfte hende op i sine arme. Han satte sig roligt ned på grenen og puttede hende forsigtigt på sit skød, han holdt sin arm om hendes hofte og pegede ud fra træet af.

"Bare se lysene, der er endda nogle der bevæger sig, der er nok et show som er blevet slut. Der er alle mulige farver."

Han håbede at hun ville se det spændende i det og glemme at være bange for at falde ned, han havde ingen intention om at lade det ske.

Hun havde været direkte, men hun vidste hvor stor skade og hvor store nerver det kunne give folk, hvis de først var begyndt at betragte hende som en ven og de så pludselig skulle bryde den nyhed at de var væsner. Det havde hun oplevet to gange og det havde gjort de to mennesker hun holdte mest af utrolig nervøse og hun ønskede ikke at sætte ham i samme situation. Hvis hun skulle håbe på at bygge et venskab op med hendes nye lille bamse, så måtte hun vide det – så det i det mindste ikke var det som kom imellem dem. Hun kunne godt høre hans grin og et blidt smil faldt over hendes læber, hun vidste godt det måske havde været meget ulig hende at komme med sådan et direkte spørgsmål.

”jeg er nød til at vide det. Har set på førstehånd hvor nervøse væsner er for at fortælle mig hvad de er. De tror alle sammen at jeg stikker af i frygt – bare fordi jeg er et menneske”

Hun kiggede på ham da han sagde at han var det mest ureagerlige og det havde hun faktisk overhovedet ikke nogen tvivl om lige nu. Han havde allerede hevet hende med på nogen vilde oplevelser, som hun ikke selv ville have turdet håbe på. Han skulle nok blive et vildt bekendtskab og forhåbentlig med tiden også en rigtig god ven! Han rakte så hånden frem og forklarede hvad han var. Hun åbnede øjnene lidt måbende, det var hendes første møde med en varulv – hun vidste ikke meget om dem, udover at Nicholas hadede dem som pesten – men han var jo også vampyr. Hun vidste faktisk ikke hvad det ville sige at være varulv. Hun vidste godt at de blev forvandlet, men blev de sådan lidt menneske agtige med pels eller var de helt ulve. Hun anede det ikke – hun havde hørt deres temperament skulle være lidt vildt, men det havde hun endnu ikke oplevet. Hun lod så de brune øjne en smule drillende falde på ham

”Det er da for dårligt at du ikke bare sidder hernede og venter på jeg har brug for at snakke – det ville Fuzzball d. første have gjort”

Et grin forlod hende let bare ved tanken om at han sad sødt og ventede på hende. Hun turde nærmest ikke kigge ud over hvor de var nået til, men holdte i stedet godt fast i ham. Hendes hjerte hamrede afsted og hun vidste at det var en tilvænningssag. Hun kiggede så på ham og hun kunne pludselig godt se ironien i det hele at hendes første bamse havde været en ulv og nu havde hun tydeligvis valgt en bamse som også var en ulv. Et blidt grin forlod hende og hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige til det. Hun førte kort en hånd op i hans hår og uglede det lidt drillende.

”Så er du jo egentlig en lille Fuzzball?”

Han stoppede med det samme hun hviskede, som om han kunne mærke at det var ved at være for meget for hende. Han satte hende let på hans skød og i starten kæmpede hun med at være så tæt på ham, men frygten for at falde ned var faktisk større, så hun sørgede for at holde godt fast i ham. Hun mærkede hendes hjerte hamre og først efter lidt tid turde hun at åbne øjnene og se ud over byen. De mange lys strålede og bevægede sig utrolig smukt over landskabet. Hun åbnede lidt måbende munden og kiggede så kort på ham, før de brune øjne atter søgte udover byen.

”Det er utroligt.. ”

Hendes stemme var blid og nærmest ikke til at kunne høre, men hun vidste alligevel at han nok skulle føre det. Hun var kort nærmest helt paralyseret af oplevelsen og hendes tanker dansede let afsted inden i hende.

Han kiggede undrende på hende da hun forklarede sin direkte tilgang til spørgsmålet. Personligt så han ingen nervøsitet i at fortælle andre hvad han var, selv ikke engang et menneske, men han havde selv haft oplevelsen af at skulle være den der ødelagde et menneskets 'lykkelige uvidenhed' og varulve var sjældent det bedste væsen til at begynde den samtale med. Det bedste der kunne ske ville være at de troede man var skør, da det ikke er nemt for en varulv at skulle bevise at det overnaturlige fandtes, da de ikke kunne bestemme forvandlingen.

"Jeg tænkte nu ikke så meget om du ville stikke af i frygt, den ville i hvertfald være ny for mig, selv om du er et menneske. Mennesker kan faktisk være utrolig åbne for idéen, men jeg tror mange gange det er fordi at med alle de ting der sker omkring, så ville det næsten være mere skørt ikke at have tvivl om at der findes magi og væsner dertil."

Han begyndte at grine, bare tanken om hvor ivrige nogle mennesker var for at tro på mere. Men heller ikke alle væsner var lige diskrete med deres natur. Han havde mødt op til flere forskellige slags væsner, hvor nogle næsten helt psykotisk havde omfavnet deres natur og tænkt: Det er naturligt for mig at dræbe dem jeg suger blod fra, eller at fordi de var varulve så kunne de lige så godt smadre alt og alle.

Han bukkede hovedet ned og lavede armbevægelser der lignede at han bukkede og tilbad hende.

"Jeg er ikke værdig til at være den næste Fuzzball." sagde han med trist tone og grinede lidt bagefter. "Det kan man roligt sige, jeg kan gå hen og blive ganske behåret hvis jeg selv skal sige det."

Det var ikke svært for ham at se hvordan hun sloges med at være så højt oppe, det kunne også være utrolig intenst især for en som ikke har gjort det før. Han nussede hendes side med den hånd som holdt om hende, mest for at berolig hende, da han gik mere op i hendes ro end hendes nærkontakts angst. Han kunne mærke hvor godt hun holdt fast, og han havde på fornemmelsen at hun først ville være helt roligt når de kom ned igen, men det var en oplevelse han mente var hele frygten for højden værd.

Han grinede lidt da hun begyndte at se ud, hendes måbende ansigt var tydelig også selvom han så det fra en vinkel hvor hendes hår dækkede det meste af hendes ansigt. Han smilede glad da hun kiggede på ham, det var rart at se hvor flot hun syntes det hele var. Han hørte hendes hvisken, det føltes til at hun helt havde glemt højden, så for ham var det værd at skubbe hendes grænse.

Han sad stille og roligt med hende, lod hende betage det hele uden at sige noget. Det virkede til at hun var blevet fanget af synes, så hun skulle bare have lov til at nyde det.

Han virkede slet ikke nervøs over at fortælle hende hvad han var og det havde været helt rart for hende. Hun havde virkeligt nydt deres tid sammen indtil videre, han havde fået hende til at glemme alt om hendes lidt hårde nat og det havde på alle mulige måder været befriende. Hun kiggede kort på ham, bare fordi hun lige kunne og smilte så mildt. Lige i det øjeblik besluttede hun sig for at de skulle være venner og hun ville bestemt se meget mere til ham – han måtte bare finde sig i at se noget mere til hende! Et kort grin forlod hende blot ved tanken om at hun ville tvinge ham til at være hendes ven. Hun kiggede kort på ham som han prøvede at forklare det med mennesker.

”Har først lært inden for de sidste 2 uger at der findes.. væsner? De to som har været ærlige overfor mig og fortalt det, var bange for at jeg ville dømme dem ud fra det. Det er jo ikke noget man selv har valgt – men du har ret, det ille være en smule skørt med alt det omtale i film og lignende”

Hun lod blikket falde på ham og selv om han havde været fuld af sjov og ballade virkede han også til at have en dybere side og det kom som sådan ikke bag på hende, men det overraskede hende en lille smule. Hun hørte så hans næste ord og hun kunne ikke lade være med at grine lidt af ham, da han nærmest tilbad hende og fik et trist ansigts udtryk over hans øjne og læber. Hun rystede en smule grinende på hovedet og smilede let.

”Du har jo bestået krammetesten, så jeg er jo næsten nød til at prøve at give dig en prøve periode som næste Fuzzball!”

Han snakkede så om at han kunne blive meget mere behåret end han var nu og hun grinte lidt. Hun vidste ikek om hun skulle stole på det, hun havde aldrig set en varulv før og hun vidste egentlig ikke hvordan de kom til at se ud – for at være ganske ærlig, vidste hun ikke om hun ønskede at se det. Hun bed sig kort i læben og lod blikket kort glide ud på deres omgivelser. Hun mærkede hans beroligende nussen og det hjalp da også – han var faktisk en modsætning til hende, han var egentlig meget berøringsglad og det var måske sådan et chok hun havde brug for.

Hun glemte alt om hvor hun var da hun lod blikket glide ud over den udsigt det havde og hun kunne slet ikke fjerne blikket fra den utrolige udsigt. Hun kiggede kort ned og fik egentlig en susen i maven, hun pressede sig kort lidt ind til ham og lukkede øjnene. Hendes hjerte satte betydeligt farten op før hun atter åbnede de brune øjne og kiggede ud mod lyset igen. Hvordan kunne man være bange for noget, som egentlig virkede som en komplet sikker situation?

”Gør du det her tit?”

Hun holdt stadig fast i ham, men lod alligevel blikket vandre lidt udover de smukke omgivelser.

Da hun begyndte at forklare ham hvor længe hun havde vidst det og at med alle de film ville det være skørt ikke at gøre. Han rystede lidt på hovedet ved tanken og kiggede op på den mørke himmel, alle de lys fra byen gjorde at de fleste stjerne ikke var til at se. Han kom til at tænke på at kigge på himlen fra et træ i skoven, det var lidt mere interessant end denne himmel, men byens lys gjorde op for den døde himmel.

"Du ved... Dengang jeg boede her for år tilbage, der var det ikke usædvanligt at der var mange uopklarede sager om vold, bid og ja endda død." Han kiggede hende i øjnene med et lidt mere alvorligt blik end han havde haft hele aftenen for at understrege hvor rigtigt det var.

Han rystede dog hurtigt den alvorlige tone fra sig og fik et lettet udtryk frem.

"Men hvis du kommer til at tænke på film, så vil det sige at væsner er blevet bedre integreret i menneske samfundet siden jeg sidst var her, så det er jeg glad for at høre. Men tænk over det, du fortalte mig at du kun flyttede til for uger tilbage, og alligevel er det i nogle uger du har vidst det? Væsner har faktisk ikke lyst til at skjule deres identitet over for andre som virkelig er begyndt at have betydning for dem, selv ikke hvis det er mennesker. Det føles som om man vælger ikke at stole på at den person holder nok af en til at se bort fra det man er."

Han løftede lidt på skuldrene, det betød måske ikke meget for hende at finde ud af hvad dem hun omgik i virkeligheden var - ikke menneske - men for dem var det et gamble på om hvorvidt at venskabet betød mere end en raceforskel. Det var trods alt velkendt gennem historien hvordan racer gjorde nok til at behandle andre anderledes, endda direkte ondskab fordi man ikke var ens.

Han stoppede med sin tilbedende bevægelse og kiggede med store hundeøjne på hende, han tørrede for sjov et enkelt øje.

"Hvor gør det mig glad at du vil give mig denne chance, det vil du ikke fortryde!"

Han lagde en hånd ved hjertet, som var han helt følelsesladet over at kunne få denne mulighed selvom han ikke var villig til at vente i parken indtil næste gang hun skulle bruge ham. Han begyndte at mærke hvor nysgerrig han egentlig blev på denne Fuzzball, den betød tydeligvis utrolig meget for hende, så hvor var den? Hun ville tydeligvis ikke have sagt han mindede hende om den i datid hvis hun stadig havde den... Han kløede sig i hovedbunden, han var ikke sikker om han ville spørge da det kunne virke til at det børnehjem hun havde været på var et dårligt et.

Han grinede over hendes ansigtsudtryk, hun så meget betænksommelig ud over det han havde sagt med at blive meget behåret. Hvis hun kun havde kendt til den magiske verden i et par uger, så var det selvfølgelig klart at hun ikke vidste hvordan en varulv så ud. Han havde da også set nogle ganske grimme, og faktisk også perverse tegninger af varulve. Et gøs gik igennem ham, meget grimme tegninger, selvom en varulv kunne være så smuk og indbydende i det virkelige.

"Der findes to slags varulve, dem som ikke er født det og dem som bliver forvandlet. Den ene er tættere på at ligne et forvokset behåret menneske med ulvehoved på to ben, mens den anden mere ligner en ulv fordi den vælger at gå på alle fire ben." forklarede han. "Men jeg er til gengæld en meget unik varulv, jeg er ikke helt naturligt varulv, det er en længere historie jeg gemmer til en anden dag. Men det korte af det lange er at jeg kan kontrollere min forvandling fuldt ud, jeg kan forvandle dele af min krop og lave en hel eller halv forvandling. Og pga det, så kan jeg vælge at være en forvokset ulv, eller en forvokset mand med lidt for meget hårvækst og ulvehoved."

Han valgte at ae hende på hovedet, for at beklage den lange fortælling. Hun havde ikke bedt om den, men det virkede som om at hun gerne ville vide mere, så hun fik lige lynhistorien omkring varulve. Hvis hun ville vide mere, kunne hun bare spørge. Han tog hånden tilbage, lænede sig en smule tilbage med hovedet bagud og kiggede op på himlen.

Da hun stillede et spørgsmål kiggede han på hende igen og satte hovedet lidt på skrå.

"Mener du i det her træ i parken, eller om jeg er høje steder?" Han løftede hurtigt skuldrene, "Vel begge dele, jeg nyder at være oppe i træer hvor man kan se mere, men det har sine fordele og ulemper med træer i parker eller træer i skoven."

Han kiggede stille ud på lyset og mærkede hvordan der kom en blæst mod dem, han gav et lille gys fra sig, ikke fordi det var koldt men fordi den var uventet. Han kiggede på hende for at se hvordan hun havde det, da hun nødig skulle fryse eller snart besvime af for meget udfordring med at være højt oppe.

Hun kunne godt se at han rystede hovedet og hun kunne af gode grunde ikke sige hvordan han gjorde det – men der måtte jo være en grund. Hun fulgte kort hans blik som han kiggede op på himlen, det var utrolig hvad lysende over sådan en by kunne gøre ved nattens smukke stjerner, de lod til at gemme de smukke stjerner væk i baggrunden. Hun trak vejret en smule roligere og hun var faktisk glad for at han havde taget hende med herop, selv om det var skræmmende, nervepirrende og grænseoverskridende. Hendes blide brune øjne førtes så kort over på ham da hans stemme lød. Hans ord skræmte hende en smule og hun blev faktisk en smule bange for at han måske var sådan en type. Det var dog aldrig nogensinde en tanke hun havde haft om ham, men man vidste det jo ikke.

”Det.. jeg.. ”

Hendes stemme blev en smule mere nervøs og hun kiggede kort ned på hendes hænder, som hun så ofte gjorde når hendes nervøsitet var begyndt at få overtaget i hende. Hans ord lød så igen og hun førte en smule usikkert blikket op i hans igen. Hun tænkte kort over hans ord. Han havde vel egentlig ret, hun havde levet længe uden at kende til den verden. Men hun havde aldrig nogensinde lukket nogen ind før, hun holdte altid samtlige folk på afstand og hun havde aldrig givet nogen cahncen for at fortælle hende sådan noget.

”Det har du måske ret i. De ønskede at sige det, men de fik ikke chancen før jeg lod dem komme tæt nok på til at de turde at åbne sig. De måtte først vide de kunne stole på mig og det krævede at jeg lukkede dem ind først?”

Det sidste blev stadig sagt med en lidt mere spørgende tone, han var så nem at snakke med og hun følte at hun kunne åbne sig mere og mere op for ham. Det var underligt for hende, han var en fremmed i en park som hun ikke kendte og alligevel var noget ved ham så befriende og oplivende. Hun så ikke på hvad de var eller hvem de var. Det havde endnu ikke skræmt hende at finde ud af at Caine var en djævel, at Nicholas var en Vampyr og at Manda var en varulv. Hun havde aldrig set deres sande natur – men hun ønskede at kende den person de var, den person som fik hende til at smile og føle sig godt tilpas. Et grin fra hendes side afbrød så det hele, hun kunne ikke lade være med at grine af hans måde at være på og det var fantastisk.

”Du er simpelthen tosset Fuzz!”

Han kunne bestemt få hende til at grine og få hende humør op ved selv de mindste detaljer og det var simpelthen så berusende og fantastisk på samme tid. Hun kiggede kort på ham da han kløede sig lidt i hovedbunden, han virkede til at tænke på et eller andet som han måske ikke ønskede at snakke eller spørge om. Hun lagde blidt hovedet på skrå, spørgende. Hun kiggede kort på ham med et smil, hun ville i princippet gerne vide hvordan en varulv så ud – men hun vidste heller ikke om hun turde, hun havde fået afvide at de var meget temperamentsfuld – men hun vidste bestemt ikke hvor slemt det ville være. Hans ord ramte så hendes ører og hendes blik gled let over i hans. Hun lyttede og prøvede at huske hvad han sagde. Hun åbnede let munden da han begyndte at snakke om de forskellige forvandlingsformer og hun nikkede let i takt med at hun forstod det.

”så hvis en forvandlede mig, ville jeg være en slags menneske ulv, men hvis jeg var født ind i det ville jeg være ulv ulv?”

Hun hørte godt at han ikke var som andre ulve og det gjorde hende egentlig vanvittigt nysgerrig, men han snakkede også om at han ville gemme den historie til en anden gang og det ville hun bestemt også acceptere. Han lænede sig nu helt afslappet tilbage og kiggede op på den lettere uklare himmel. Hun sad stadig på hans skød og mærkede kort hjertet hamre en smule da han valgte at fjerne hænderne og slappe mere af. Hun lukkede kort øjnene for at finde lidt ro, men hun var næsten sikker på at ville hun falde, ville han gribe hende. Så hun valgte at stole på at han havde styr på det og lod så de uskyldige og blide øjne let føres op på himlen over dem.

Det hele var overvældende og da han snakkede om at han faktisk ofte gjorde det kom det en smule bag på hende. Tænk at bruge tiden sådan et sted som her, det var smukt, afslappende og fantastisk. Det kunne være hun skulle prøve det lidt mere. Hun vidste dog bare ikke om hun skulle gøre det selv, da det helt sikkert ville ende i at hun ville falde ned og brække et eller andet. Den kolde brise som kort fløj over dem fik hende kort til at ryste en smule overrasket. Hun kiggede så på ham med et blidt smil og lagde hovedet på skrå.

”jeg er glad for du kom tilbage til byen.. ”

Hun kendte ham ikke endnu, men hun kunne mærke at han var en dejlig person og hun ville nok kunne bruge et par timer sammen med ham.

Han fik et undskyldende udtryk da han kunne se hvor meget det skræmte hende at få at vide, han havde mistænkt for at det ikke var en god idé at fortælle hende om det. Men alligevel havde han en følelse af at hun også burde vide at der findes væsner derude, som ligesom mennesker, også kan være farlige og ondskabsfulde. Han havde på fornemmelsen af at det kunne være nemt at vænne sig for meget til kun at møde venlige væsner, da det andet også fandtes.

Han kiggede overrasket på hende da hun kaldte ham tosset, "Hvem mig!? Umuligt!" sagde han bestemt og lavede en tosset grimasse til hende. "She shelv, jheg er dha heeelt nhormal!" grinede han og stoppede med det igen.

Han smilede uskyldigt til hende da hun så spørgende på ham, han løftede en hånd op og drejede den fra side til side. "Ikke noget, jeg sad bare og tænkte på min forgænger Fuzzball, men jeg vil heller ikke spørge om for meget, når du trods alt kun lige har mødt mig"

Han fandt det hyggeligt at hun lyttede til hans fortælling, hun havde nu ikke spurgt omkring det, men han tænkte at det kunne have betydning nok at vide hvad der var af varulve. Han kløede sig i nakken da hun stillede spørgsmål, "Tjooo, det er ikke helt fra, men heller ikke helt rigtigt. Fordi det der sker med fuldblods varulve er at de finder det mere naturligt at være på alle fire, men de kan også godt være på to, de foretrækker bare alle fire, så derfor ligner de en ulv mere end et menneske."

Han kunne mærke hvordan hun blev lidt stivere i kroppen af at han slap hende, så han valgte at lægge sin arm om livet på hende igen. Han havde ikke lyst til at gøre hende unødigt nervøs, han havde bare mistænkt hende for at være blevet træt af at han holdt hende, eftersom hun ikke var så vild med kontakt til at begynde med. Han fortsatte dog med at kigge op, det var rart at kigge på noget mørkere end de samme lys som byen skød.

Han kiggede overrasket på hende, han kunne ikke lade være med at give hende et glad blik og et bredt smil. Han aede hende på hovedet og hvilede sit hoved på hendes hoved. "Det er jeg også, det er rart at møde så venlige personer igen." Han fjernede sig igen fra hende og kiggede lidt ned, han kunne ikke lade være med at overveje om de skulle ned igen, før at hun ikke fandt udsigten betagende længere og begyndte at blive bange i stedet.

Hun lod blikket føres ned over ham og hun var udmærket klar over at der fandtes væsner som ikke altid var søde. Hun vidste at nogen på et tidspunkt ville have skadet hende, hun var sluppet væk – men om det havde været mand eller væsen vidste hun ikke. Men hun vidste hvor der var mørke måtte der bestemt også være lys og det kom ikke bag på hende. Hun lod blikket glide lidt på ham og nikkede så en smule anerkendende til ham – hun var på en måde skræmt, men også glad for at han havde sagt det. Hun smilede bare lidt afvisende da han fik et undskyldende udtryk i ansigtet. Han havde intet at undskylde.

Hun kunne ikke lade være med at grine da han virkede som om at det virkede til at han blev noget stødt over at hun havde kaldt ham tosset, hun kunne dog sagtens fornemme humoren i det og hun elskede at han bare var en fyr som sagtens kunne have humor og som slet ikke var bange for at vise det. Hun kiggede så på ham da hans ord om hans forgænger lød og hun lagde hovedet lidt på skrå.

”Du må spørge om lige det du gerne vil.. ”

Hun vidste godt at hendes fortid på ingen måde var en dans på roser, men hun var ved at lære at stole på folk og åbne sig og stole på at folk de ikke altid ville hende det værste og han virkede som typen der kunne afhjælpe hende med det her, så hvorfor ikke prøve og se om hun kunne åbne sig bare lidt. Hun kunne tydeligt mærke på hans svar til hendes spørgsmål at det var betydeligt mere kompliceret end man bare lige skulle tro og det fik hende til blidt at grine en enkelt gang. Hun ville nok lære det på et tidspunkt, nu hvor hun havde besluttet sig for at han skulle være hendes nye bedste ven.

”Du må vise mig det en gang, jeg har aldrig set … sådan en før”

Hun førte hånden sådan lidt op og ned ud foran ham, uden at røre ham og grinede så en smule imens hun gjorde det. Hun slappede utrolig meget af i hans selskab og det var fantastisk at kunne være sig selv. Hendes angst var gemt lidt væk, men han havde heller ikke berørt hende ret meget. Hun mærkede dog kort efter hans arm igen og det fik hende kort til at stivne, men det var rarere end tanken om at falde ned i intetheden nedenunder dem . Hun følte sig tryg hos ham og han havde ikke lavet andet end at vise at hun kunne stole på ham, så hvorfor ikke også gøre det. Hun kiggede kort op og nikkede lidt. Stjerne lignede nogen som næsten var på vej i seng, de var lidt svagere her end andre steder, men det var lyset fra byen som gjorde det. Hun kiggede kort på ham med et blidt smil. Hun kiggede så lidt ned på jorden og havde faktisk ikke den fjerneste ide om hvordan pokker hun skulle komme ned herfra, han havde fået hende op. Men han kunne da umuligt holde til at bære hende ned igen.