Give me a Challenge [Nicholas]

Hun lod blikket glide kort i spejlet, førte hånden igennem det brune hår og et selvsikkert smil faldt over de røde læber. Hun betragtede sig selv en smule og trak så vejret roligt. Hun var på arbejde og havde ikke forfærdelig mange timer tilbage. Hendes solbrune ben blev fra låret og op dækket af en hvide kittel, den var dog noget mere tætsiddende end normale læge kitler og hun førte hånden kort ned over bagdelen for at rette de sidste rynker. Hun betragtede så sit spejlbillede og satte hurtigt hånden op i en hestehale før hun gik ud på hendes hospitalet undersøgelsesrum og lod blikket kort glide på en patient som var kommet ind og det var tydeligt for hende at patienten foran hende havde brækket armen med det samme. Hun sendte ham et beroligende smil og efter kort tid sendte hun ham op på røntgenafdelingen.

Hu havde nu fået den sidste tid til at gå og lod blikket falde på kollegaerne med et tøset smil og valgte så at gå i omklædningsrummet, hun opdagede dog at hun ikke havde noget skiftetøj med et et suk forlod hende så. Hun hev hestehalen ud og rodede lettere elegant ud i det lange hår. De blågrå øjne førtes over gaden da hun forlod hospitalet. Varmen var utrolig lige for tiden men hun brokkede sig ikke. Hun gik hastigt over vejen, og lod de lokkende øjne falde rundt. Mørket havde lagt sig over denne by og hun var faktisk ikke helt sikker på hvad klokken var, men hun nød faktisk at vinden var blevet en smule køligere end den havde været de sidste par dage. Hun gik kort forbi en gyde ikke langt fra hendes arbejde, men lige i det hun gik forbi stoppede hun op, hun syntes hun havde set et eller andet. Hun vendte om på hælene og kiggede så ned af gyden, hun havde set rigtig. Hun bevægede sig let ned i gyden og så en lille ikke udsprunget blomst og et smil ramte hendes læber.

Hun førte nærmest hånden kærtegnende op af blomsten og hendes Aspara magi fik nu blomsten til at springe ud. Hun kiggede på den og et smil ramte hendes læber. Hun elskede naturen og alt omkring den, det var dog efterhånden en smule sjældent at hun gav sig tid til at være i naturen. Hun tænkte ikke over at klokken var mange og hun stod i den lidt mere skumle del af byen med ryggen til – hun var egentlig et nemt offer for dem som blot ønskede at spise af hende.

Temmelig dumt! Det var egentlig det det var! At blive jagtet gennem byen af paparazzi fordi han lige et øjeblik havde været uopmærksom. Det var ganske forfærdeligt! Og så.. var han kørt galt. Nuvel, han havde faktisk ikke kørt galt, det var fjolset der var kørt ind i ham og fordi hans bil var endt som en skrotbunke, og folk troede han var et menneske, var han selvfølgelig endt på sygehuset. Forfærdeligt! Mennesker, de var virkelig en hovedpine. Nuvel, han havde brugt en halvtime derind, havde råbt og hvæsset af folk, inden han havde stormet ud derfra. Det havde krævet al hans selvkontrol at bevare øjenfarven menneskelige, og at undgå at skyde tænderne frem i vrede.

Nu havde han udskrevet sig selv selvom personalet ikke havde været enige, men ærlig talt, de få skrammer han havde fået var healet endnu inden redningen var kommet, og han havde det godt. Som om disse mennesker kunne gøre noget for ham, det han havde brug for, var ikke deres bandager og medicin, men deres blod! Han havde trods alt mistede blod ved de [i]’skrammer’[i] han havde fået, og havde brug for blod til at styrke sig. At gå løs på folk her var dog en elendig ide, og han forlod derfor hospitalet og så sig omkring ganske kort for at orienterer sig, derpå besluttede han sig for at gå mod taxapladserne, kun for at skifte mening ved synet af medierne der ventede på ham. ”Hell no!” udbrød han og vendte 180 grader om for at gå den modsatte retning. Forhåbentlig var han ikke blevet spottet!

Jo det var han, for snart hørte han råb og stemmer. ”Mr. Tallon!” ”Sir. Wait.. an interview!” råbte en anden, ”Just a word.. sir” lød det fra den tredje, og hele bunken kom løbende efter ham. ”Fuck!” udbrød han og satte i løb over vejen. Heldigvis var det mørkt, og da han spottede en gyde, kom der vampyrfart på, og han skyndte sig i skjul derinde. Stemmerne kom nærmere et øjeblik, og han forholdt sig i ro efter at have rykket sig ind i skyggerne.

I dagens anledning havde han haft et jakkesæt på, habitjakken var dog blevet ødelagt og var blevet smidt væk, den hvide skjorte var stænket af mørkt indtørret blod, ærmerne var blevet smøget op og fremviste et sæt maskuline underarme, og slipset var blevet fjernet hvor skjortens øverste knapper var blevet åbnet og afsløret lyst hud. Skjorten var intakt ellers, ligesom bukserne, men sad tæt ind til hans muskuløse bryst. Håret var ligeså perfekt redt som da han forlod sin lejlighed imorges, og skægget pænt trimmet. Hans udtryk var i øjeblikket ikke fokuseret, men som sædvanligt bar han sin skønhed med ophøjet ro og selvsikkerhed.. om end det lige nu ikke var hvor hans fokus lå.

Outfit

Hun var smuttet lige inden et trafik uheld var kommet ind på hospitalet. Hun havde hørt det i radioen at de meldte at de ville komme, men hendes kollega havde bedt hende om at forlade hospitalet ellers ville hun aldrig nogensinde komme derfra og det havde hun valgt at gøre. Hun havde godt hørt tumulten ikke langt fra hospitalet og havde egentlig himlet lidt på øjnene af det, tænk at nogen gad og spilde deres tid på at følge en flok møgkedelige menneskers møgkedelige liv. Hun havde så skyndt sig videre og det havde ført hende til denne gyde denne aften. Hun stod bagerst i gyden og kunne tydeligt høre at en eller anden havde valgt at tage flugten ind i gyden og først vidste hun ikke om det havde været en kriminel som ønskede at gemme sig i mørket fra politiet eller om det måske var en kvinde som måske ønskede at gemme sig for nogen af de klamme fyre som ellers fandtes i denne by.

Hun lod de blå/grå øjne kort søge imod fyren som var kommet ind og han lignede ikke umiddelbart en som var kriminel, han lignede dog til gengæld en som så virkelig tiltrækkende ud og det gik et lettere lystent smil på hendes læber – han var bestemt ikke en grim mand. Hun trådte så kort tættere på ham, lydløst og nærmest usynligt skjult i skyggerne. Det var først da hun kom tættere på ham at det gik op for hende hvem det var. Hun spærrede øjnene en smule op, det var ham som alle kvinderne på hospitalet savlede over og ikke kunne holde kæft om. Bevares han var yderst charmerende og havde bestemt udseendet med sig, men ellers kunne hun faktisk ikke se hvad han kunne som ingen andre kunne. Han havde bestemt været grunden til at alle fotograferne nærmest havde belejret gaderne. Hun trådte kort frem fra skyggen og lod de legende og udfordrende øjne falde i mod hans. Han var dækket af blod, men lignede ikke at have nogen sår – så enten var et ikke hans blod eller også så havde han helet sig selv.

”Mr. Tallon formoder jeg?”

Hun synlig gjorde sig så fra skyggerne og stillede sig op af væggen på modsatte side af ham og lod de blå øjne undersøgende glide ned over ham uden overhovedet at skjule det. Hun lagde kækt hovedet på skrå og et drillende smil ramte hendes læber. Hun kiggede kort ud af gyden og så at fotograferne ikke var forfærdelig langt væk og hun overvejede kort at kalde på dem. Hun trådte så sensuelt og nærmest udfordrende et skridt tættere på ham.

”De fortæller mig vel ikke at sådan en stor og stærk kvindebedårer som dig er bange for lidt blitz?”

Hun lod et drillende smil falde over hendes læber og hun nærmest himlede med øjnene. Han var et lækkert stykke kød, men hun ville aldrig nogensinde kunne falde for sådan en som ham – han levede af at være smart i en fart og det skulle ikke undre hende at han huggede løs i samtlige tøser i byen, der var i hvert fald 20-30 tøser på hendes arbejde som ville slå ihjel for at stå her sammen med ham nu, men hun var indtil videre ikke videreligere imponeret af ham.

Og så blev han ellers bevidst om at han ikke var alene. Hendes duft invaderet hurtigt hans sanser, og han drejede hovedet fra den ene side til den anden. At hun stod i skygger havde absolut ingen betydning, hans sanser spottede hende alligevel, hendes duft, hendes hamrende hjerte, og ikke mindst hendes… krop. Hun var klædt som sygeplejerskerne på sygehuset. Det ene bryn blev hævet, havde tøsebarnet sneget sig ud og ventede på ham? Mon det var hende der havde lokket journalisterne derude? Det kunne tænkes. Man kunne trods alt aldrig vide med skøre kvinder.

Pigebarnet rykkede sig, stillede sig foran ham, og gav sig til at opføre sig som… ja, det irriterende væsen hun nu var. Han stod og overvejede om nogen mon ville savne hende, for ærlig talt, kunne han godt bruge en godbid lige nu, og tøsen snakkede jo ørerne af ham. Nuvel, meget havde hun måske ikke sagt, men det var mere end nok til at gå ham på nerverne. Hendes sensuelle udstråling bed ikke på ham, han var trods alt den med den udstråling, og den lå mere naturlig til ham end hende, så der skulle mere til hvis hun troede det der ville have en effekt på ham. Det eneste der sådan set havde en effekt på ham lige nu, var dels hendes duft, og dels hendes irriterende mund.

Journalisterne var tæt på, og i princippet kunne han komme væk derfra med små hop op ad gydens mur og så var han væk, men det betød han afslørede sig overfor hende, og det gad han sgu alligevel ikke, og så var han pænt sulten og hun stod lige der så.. mon ikke hun glædeligt ville give ham sin åre? Han satsede på det, men først.. skulle de lige have med journalisterne. På et splitsekund var han foran hende, en hånd blev pressede mod hendes mund, og hans ansigt var faretruende tæt på hende. ”Lift a finger, and you will regret it..” truslen lå tydeligt i hans dødkolde men dog frække blik. Han orkede ikke denne leg i nat, og lige nu, ville han bare gerne hjem og få sig et ordentligt bad. Han var ikke specielt begejstret over duften af sit eget blod, det freakede ham pænt meget ud. Valgte hun at protestere eller prøve på det, ville han være hurtig til at låse hende fast til væggen med sin krop.

Heldigvis tøffede journalisterne forbi mens de to stod i skyggen, og de blev ikke opdaget. Først da de var på sikker afstand, slap han hende med et fnys. ”Irriterende pigebarn..” fnøs han og så ligegyldigt ned over hende. Derpå fandt han en pakke med smøger, og tændte en cigaret som han stak mellem læberne mere af vane end reel behov.

Hun kunne tydeligt fornemme at han havde opdaget hende og det gjorde hende ikke noget, det var endnu et tegn på at han ikke blot var et mennesker – men det var der faktisk overraskende lidt personer i denne by som var. Hun havde bestemt ikke noget med de lusede journalister at gøre, hendes liv var lidt vigtigere end at finde ud af hvilke kendte der knækkede deres negle hvornår. Hun himlede kort med øjnene om tanken, tænk at nogen af hendes arbejdskollegaer virkelig gad gå op i det – selvfølgelig var han da en pæn man, men hvorfor skulle hun da overhovedet gå op i hvordan hans liv hang sammen når hun ikke kendte ham?

Hun kunne godt se at hun måske gik ham en smule på nerverne, men det gjorde hende faktisk ikke noget – hvis han ikke ønskede at høre på hende, kunne han jo være så velkommen at gå? Der var sku ikke meget her der holdte på ham, men på den anden side var han jo bange for et på kameraer – det kunne være at han måske var lammet i frygt? Hun lod sig ikke gå på af at hendes sensuelle opførsel ikke bed i ham, det var sådan hun var – men af hvad hun vidste var han faktisk også meget glad for sig selv og troede at han var bedre end andre. Men hun kunne ikke vide det og hun ville ikke dømme ham bare fordi at nogen blade havde en mening om ham – men hun var nu alligevel tilbøjelig til at give dem en lille smule ret, han virkede sku ikke til at være den mest flinke og dejlige fyr hun havde mødt.

Hun lod kort hovedet drejes i retning af stemmerne som langsomt kom nærmere, hun formede kort læberne og skulle lige til at pifte efter dem, da han pludselig stod helt oppe af hende og lagde sin hånd over hendes mund. Hun lagde begge hænder i brystet på ham og prøvede hårdt at skubbe ham væk, men der skete ikke meget, i stedet stillede han sig helt op af hende og få og truende ord forlod ham. Hendes blik blev nærmest udfordrende og lystent – Det var ellers noget af en måde at være tæt på hende og hun mærkede tydeligt at der var en del muskler gemt bag den ellers så fine skjorte og i stedet for at være bange begyndte en lyst at hamre igennem hende. Man skulle da være et skarn hvis man ikke lige kunne være sammen med ham? Han var dækket i hans eget blod og det virkede ikke som om han selv var helt stolt af dette, men for hende gjorde det bestemt ikke noget, hvis han ikke kunne lide det kunne han jo tage skjorten af?

Et let grin forlod hende over hans fnys og hun rystede lidt på hovedet. Det at han så begyndte at ryge gjorde hende skam ikke noget. Et smil faldt kort over hendes læber og hun stillede sig med armene over kors og betragtede ham kort.

”Ja det er sku irriterende at ikke alle er som de dumme trunter der normalt kaster sig for dine fødder – underligt at møde et pigebarn som faktisk kan tænke lidt selv. Er det første gang?”

Hun havde været tæt på at pifte efter idioterne, og naturligvis havde han været nødsaget til at stoppe hende. Hun prøvede straks at skubbe ham væk, men det lykkedes ikke helt, han var som en klippe, ikke til at flytte på. Hvad hun tænkte om ham, følte for ham, eller om sine kolleger og deres tanker og opførsel når han blev nævnt, anede han ikke, og faktisk var han skide ligeglad. Hans fokus lå ved journalisterne der netop forsvandt, og først derefter fokuseret han atter ned mod hende, og bemærkede hende hamrende hjerte og duften af hendes lyst. Det ene bryn blev skudt i vejret, og han slap hende og trådte væk for i stedet at tænde en smøg.

”Fjols, du er ved at gå til for at jeg skal tage dig her op ad husmuren, så knyt sylten..” svarede han køligt og afvisende. Hun kunne benægte det med ord, men han kunne lugte det på hende, lugten af hendes lyst var som et vindpust der ramte ham, så tydeligt var det. Han havde dog ikke tænkt sig at afsløre sig selv overfor hende, og hvis hun gættede sig til hvad han var, havde hun i hvert fald ingen bevis for det. Hendes race kunne ikke fornemme sig frem til den slags, medmindre hun havde nogle specielle evner, og enhver med lidt fornuft i knolden ville næppe blive stående hvis de vidste han var vampyr. Slet ikke en engel eller en aspara.

Smøgen blev puttede mellem læberne, han inhaleret og pustede røgen ud i mørket. Så gled han ellers kort blikket mod sit tøj, han var virkelig utilfreds med at rende sådan rundt. Nuvel, han ville snart være hjemme. Uden at sige mere til tøsebarnet, trådte han ud af gyden men intention om at sætte kursen hjemad. Journalisterne var tilsyneladende væk nu, og der var fri bane. Han overvejede at snuppe sig en snack på vej hjem, og selvom hendes duft var fristende, så var hun så pokkers irriterende at han hellere vil sætte tænderne i en varulv. Ja, det var forfærdeligt når han hellere vil det. foruden hendes duft, var der sgu ikke særlig meget indbydende over hende.

Hun mærkede intet da hun prøvede at skubbe ham væk, han stod fast som en klippe og hun vidste at han var en eller anden form for væsen men hun kunne på ingen måde regne ud hvilket. Han kiggede ud efter journalisterne kunne hun ikke lade være med at sende et kort grin i hans retning. Hans blik faldt på hende og hun kunne tydeligt se at han ikke var hendes største fan, men det gjorde hende som sådan heller ikke noget, så længe at hun kunne pirre han en lille smule så var hendes aften vældig spændende. Hans stemme lød så og hun løftede et øjenbryn og betragtede ham en smule indgående. Han påstod at hun havde lyst til ham? Ja det kunne hun da på ingen måde benægte, han var jo lækker, en smule dominerende og ja så kunne hun godt bruge en tur i høet.

”ja selvfølgelig har jeg det? Skulle jeg lægge skjul på det bare fordi du siger det?

Hendes stemme var en smule hånlig og hun blev let stående hvor hun stod, han skulle endelig ikke tro at hun ville skjule sådan et begær. Hun lod blikket glide over ham og hun rystede kort på hovedet, hun ville dog lade ham gå hvis han gerne ville gå. Hun havde en lille fornemmelse af at han måske ikke var den helt rigtige at irriterer. Hun vidste ikke om hun havde fanget ham på en dårlig dag eller om han generelt bare var sådan. Hun kendte ikke til hans vaner i at fodrer eller om han overhovedet skulle spise mad eller mennesker, men hun vidste at hendes blod var lokkende for nogen former for mennesker – han valgte dog at forlade hende og hun tænkte ikke videre over det. Havde han været en vampyr havde han nok bidt sig fast i hende med det samme. Hun lænede sig op af væggen og lod blikket falde over ham, inden hun lod ham forsvinde ud i natten – han havde været et farligt bekendtskab og først da han valgte at forlade hende kom hun i tanke om hvor farligt det kunne havde været.

Pirre ham var så meget sagt, hun irriteret ham. Hvad angik hans såkaldte påstand, nuvel.. det var ikke en påstand.. lugten af begær hang over hende, og hendes lystende blik mod ham før havde været ret tydelig. Hendes svar gav så absolut ingen mening, han havde forventet hun ville benægte det når hendes tidligere ord trods alt havde sagt at hun var anderledes end de normale trunter der kastede sig over ham. For... hun lystede efter ham og prøvede tydeligvis at provokere ham til at gøre noget ved det, så… hun modsagde sig selv. Nuvel, det var måske de mange timers arbejde på sygehuset, en sygdom hun havde pådraget sig eller så var hun simpelthen hjernedød. Selvom han ikke kunne lugte sygdom i hendes krop, lod han det alligevel være en mulighed. Tøsen var underlig, og han anede faktisk ikke om han skulle knuse hende, eller om han skulle skride og efterlade hende her.

Han var ikke kommet mere end nogle meter væk, før duften af hendes lettelse ramte ham, og han standsede. Åh, så der var lidt frygt der? Spændende! Det trak op i hans ene mundvig, og han fnøs. En hurtig beslutning blev truffet, og sekundet efter havde han resterne af smøgen ramt fortovet og gløderne trampet ihjel. Blikket blev kort løftede mod himlen, det var en smuk aften, stjerneklar himmel.. stemningen var rigtig.. hans humør passede lige til det, og Gud hvor var det længe siden han havde gjort noget lignende.

På et splitsekund var han tilbage hos hende, stod tæt foran hende så hun ikke kunne flygte. ”You seems tired…” lød hans stemme dæmpede og kølig. En finger blev lagt mod hendes pande. ”Sleep..” beordrede han, evnen trådte straks til, og slog hende ud for ham så han uden besvær kunne smide hende over den ene skulder, og bære hende hjem. Kidnapning? Også i den grad! Men hun skulle nu nok komme til at nyde sit ophold, og dog.. så længe han hyggede sig, var hendes mening irrelevant.

Med en vampyrs fart, tog det ikke mere end et par minutter før han låste sig ind i sin penthouse lejlighed. Dørvagten havde som forventede ikke sagt en skid, hilst pænt på ham og fået en pæn hilsen tilbage. Hun blidt smidt i hans sofa, inden han slog alarmsystemet til så selv hvis hun vågnede, at hun ikke kunne flygte. Derpå gik han mod sit soveværelse for at få sig et bad og få skiftet tøj. Langsomt skubbede han sine designersko af, strømperne fulgte trop, og han gik i gang med at knappe skjorten op med rolige bevægelser. Kæft han var træt.

Livingroom

Bedroom

Hun havde tirret ham og han havde rigtig nok kunne mærke en lettelse over at han var på vej væk. Hun havde faktisk opdaget at dette måske ikke var en situation at bringe sig selv i. Hun lod blikket kort glide ned af gyden og overvejede hvad hun skulle bruge resten af aftenen på. Hun havde rigtig nok begæret ham, men det var for hans udseende og hans dominerende måde at være på og ikke fordi hun var starstruced som alle andre som normalt så ham. Hun var udelukkende fysisk tiltrukket af ham og intet andet. Det kunne være hun modsagde sig selv, men det havde hun nu heller ikke noget imod – hun kunne heller ikke altid selv finde rundt i hvad hun gerne ville, men som oftest vidste hun at hun ville have kroppen og ikke fyren som gemte sig bag ved. Hun stoppede op og et kort fnys forlod ham, han kastede smøgen fra sig og hun stoppede kort op i de tanker som gik igennem hovedet på hende.

Han var hurtigere henne ved hende end hun overhovedet nåede at reagere stod han lige i hovedet på hende og lagde hånden på hendes pande – pludselig blev alt sort og hun forsvandt i søvnen. Da hun vågnede igen kiggde hun sig kort om. Hun lå på en hvid sofa i noget der mindede om en stue. Hun satte sig lidt op og tog sig en smule søvndrukkent til hovedet – hvad pokker var der sket. Hun kiggede ud af de store vinduer som prydede lejligheden og blev kun endnu mere forvirret over hvor hun egentlig var henne. Hun gik kort imod døren og lige i det hun drejede bare en smule på håndtaget gik alarmen i gang og hun skyndte sig at slippe håndtaget. Hun kiggede kort rundt efter en anden udvej og gik så hen til et lille bord der stod ikke så langt fra hende. Hun så en lille fin vase og at bedømme udfra alt andet i denne stue, måtte den være dyr. Hun kiggede så over mod det store vindues parti og hun vidste at hun sagtens kunne klemme sig ud der hvis hun fik smadret vinduet. Hun løftede vasen og skulle faktisk lige til at kaste den – da hun hørte vand løbe, hun lod blikket glide en smule rundt og vidste ikke om hun ønskede at gå derhen.

Nej det kunne der vidst ikke komme noget som helst godt ud af. Det kunne kun være ham psykopaten fra gyden og lige nu havde hun faktisk ikke lyst til at se på ham. Hun trådte et skridt tættere på vinduet og kastede så hårdt vasen imod det store glas parti, hun lukkede øjnene og kiggede væk og forventede nærmest at høre den knusende lyd af glas komme hvert eneste øjeblik.

Knust glas hørte hun ikke, og det var ikke fordi Nicholas i næste sekund stod foran hende og havde gebet sin dyre designervase før den havde ramt vinduet, men fordi alle vinduer i huset var skudsikre og ikke bare blev knust. Foruden at vær skudsikre, var de lavet af bestemt materiale der sørgede for at holde solens UV-stråler ud så han sagtens kunne få lys i lejligheden uden at blive forbrændt. Nyeste teknologi, designet af hans egen firma. Vasen blev dermed grebet, og han gik forbi hende med nok et fnys. Irriterende pigebarn. Hvad regnede hun med? At flyve ned? De var for helvede i en penthouse lejlighed, sprang hun ud, ville hun springe ud fra etage nr. 45. Landingen ville ikke være blød, og selv for en der kunne heale sig selv, ville man falde i døden så længe man havde en puls. En splattet hjerne kunne trods alt ikke heale sig selv.

Vasen blev stillede ned på bordet. ”You are so annoying..” oplyste han hende som han gik hen til døren der førte ud på den store terrasse han havde derude. Han trykkede håndtaget ned, og døren gled op. ”Use the door next time..” fnøs han irriteret. Han var kun klædt i sine bukser, bæltet stod åbent og bukserne var åbne og lynede ned, hang let ned over hans hofter, og kanten af Boss-boksershortsene var synlig.

”Now excuse me, I need a bath..” med disse ord, gik han atter mod soveværelset. At han opførte sig som om alting var normalt, vidste han skam godt, for .. well, det var sgu ikke første gang han havde kidnappet en tøs.

Hun åbnede forsigtigt øjnene da der intet skete og da hun så så forundret mod vinduet stod han foran vinduet med vasen i hånden. Hun skulle til at komme med en eller anden spydig kommentar, men måtte tage sig selv i at sluge den da hun så hans mundering. Den kom bag på hende og hun kunne ikke lade være med at føre blikket ned af ham. Hun kunne ikke lade være med at lade et imponeret smil falde over læberne, hun kunne dælme godt! Hun rystede så på hovedet, hvad pokker var det hun snakkede om – den åndsvage idiot havde valgt at tage hende imod hendes vilje og nu stod hun i noget som kun kunne minde om at være hans lejlighed. Hun havde ikke tænkt over hvad hun skulle gøre når hun var kommet ud af vinduet, men det var som om at hendes hjerne ikke tænkte helt klart når hun blev taget imod hendes vilje.

Han stillede vasen på bordet og hans ord ramte hende overhovedet ikke. Han forlod nu soveværelset og hun gik demonstrativt over og tog vasen og gik ud af den dør han så fint havde åbnet. Hun lod blikket glide ned og hold nu kæft der var langt ned. Hun kiggede rundt for at sikre sig at han ikke var i nærheden og førte så hånden med vasen ud over taget og slap den. Så kunne han dælme lade være at lade hende være fanget her. Hun kiggede så rundt og prøvede at se om hun ikke kunne finde en eller anden måde at stikke af på. Hun havde jo tid nok hvis han skulle have sig et bad. Havde det været under andre omstændigheder havde hun nok hoppet i badet sammen med ham – men lige nu måtte hun nok hellere se at komme væk. Hun gik ind i hans soveværelse og kiggede kort rundt efter en telefon, hun kunne ikke umiddelbart se nogen. Hun løftede hans bukser og hans mobil lå i den. Pis! Der var kode på – mon den skulle have samme tur som vasen? Hun overvejede det og tog den med ud på terrassen. Hun kiggede kort rundt for at se om hun kunne se nogen i vinduerne rundt omkring dem.

”Hey!”

Hun råbte let af en mand som stod i bygningen ovre på den anden side, han måtte sku da kunne høre hende!

Naturligvis vidste han at hun ikke ville opføre sig ordentligt, men det skulle da nok blive sjovt at tæmme hende. Nuvel, han gik ind mod badeværelset for at tage sig det bad, ignorerende fuldstændig det faktum at han havde en slave i sit hjem, for det var hvad hun ville blive hvis han ellers gad beholde hende. At hun så besluttet at smadre hans vase, nuvel... dumt af hende, for hun skulle nok få lov at betale for den. Hvad angik hans mobil, den havde han ærlig talt glemt derude, og den skulle hun helst ikke skille sig af med.

Heldigvis var han vampyr, det betød han hurtigt fik taget sig e bad og var færdig. Mens han fik viklede håndklædet rundt om livet, hørte han hende råbe derude. Hurtigt var han ude af badeværelset, og stod snart bag hende og vinkede til manden der vinkede tilbage og smuttede indenfor igen. Da han lige havde skannet området, greb han hende ved kitlen.. snuppede sin telefon ud af hånden på hende, og skubbede hende ud over kanten i noget der ville blive et frit fald hvis han valgte at slippe. Så.. snart hang hun ud over kanten, og han havde jo ikke engang et greb i hendes krop, det var kun kitlen, gik den op, ville hun ryge lige i døden.

”Så.. det ser ud som om du ikke kan styre dig. Vasen for resten, den får du lov at betale får hvis du ellers overlever. Nåh, skal vi opstille reglerne? Godt, regel et: Du taler ikke uden at blive tiltalt. Regel to: Når du bliver tiltalt, må du svarer ved enten ’ja’, eller ’okay’… regel tre: Du svarer mig aldrig igen. Forståeligt?” han var sgu ikke en af Guds bedste børn, og ærlig talt, skulle hun ikke udfordre hverken ham eller skæbnen lige nu. Nicholas var meget lunefuld, blev han for irriteret, slog han hende gerne ihjel. Lige nu havde han heller ikke specielt høje tanker om hende, så trods hendes velduftende blod, ville han hellere slå hende ihjel end sætte tænderne i hende. Hun manglede tydeligvis hjernekapacitet og disciplin, og det var så der han kom ind i billedet.

Hun havde haft hans telefon godt nok til at hun nåede at se et navn – hun kunne ikke se hvad hun skrev, men et navn var dukket op. Hvem pokker ville frivilligt skrive til ham? Hun kiggede kort på navnet tre bogstaver, mon hun betød noget for ham? Hun stod kort og tænkte over det og fik endelig kontakt til manden ovenfor, men lige i det hun skulle til at hentyde til noget, stod han bag ved hende og hendes hjerte hoppede kort et slag. Hun overvejede hurtigt at være flabet og spørge hvem Amy var. Men nåede det ikke før hun pludselig mærkede hans hånd gribe hårdt fast i hendes kittel og inden hun overhovedet nåede at reagere fløj hun nærmest ud over kanten med et skrig. Hun blev dog grebet og kiggede en smule skræmt op på ham.

Hun ville egentlig gerne sige at hun stolede på at han ikke havde tænkt sig at smide hende over kanten, men hun vidste faktisk at han hellere ville smide hende over end at han ville redde hende. Hans ord lød så og hun bed sig kort i læben – tænkede. De regler kunne hun jo ikke gå med til – hvem pokker troede han at han var og at hun var? Hun vidste dog alligevel at hun ikke havde så meget andet valg.

”Hvis jeg bryder det?”

Hun kiggede kort ned og hendes hjerte blev en anelse forskrækket, der var ufattelig langt ned. Hun ville ikke overgive sig, men hun vidste at hun ikke havde så meget andet valg. Han ville have at hun skulle være hans slave og hun vidste hun var nød til at overgive sig, men hun kunne ikke lade være med at fyre en sidste flabet kommentar af.

¤behandler du også Amy sådan?¤

Det var et langskud og havde han været et normalt menneske havde han ikke kunnet høre det. Hun bed sig kort i læben og så så op imod ham da frygten blev større.

”Okay okay… jeg forstår!”

Hun var godt nok dum! At han netop havde modtaget en SMS fra Amy, ja det tjekkede han ikke lige op på. Han havde trods alt travlt med at true tøsebarnet her på livet, og hun var dum nok til ikke at fatte hvad han sagde. Alene ved hendes første svar, var det et brud på aftalen, det var meningen hun enten skulle sige ’ja’ eller ’okay’, og det svar var langt mere end det han havde krævet. Han skulle netop til at vise hende hvor forkert et svar hun var kommet med, da hun nævnte Amy. Hans blik blev mørkt, tænderne bidt hårdt sammen, og han fnøs. Et splitsekund slap han hende, inden han greb fat i hende før hun faldt lige i døden. ”Wrong answer, Barbie.. now, do you understand..” så måtte hun hellere svare rigtigt. Hendes efterfølgende svar lød mere fornuftigt, og han halede hende ind på sikker grund igen med et fnys. ”You are som annoying..” bemærkede han, kastede et blik over hende, inden han vendte sig om, og gik ind i lejligheden igen. Hun havde ærlig talt ingen flugtmuligheder, og kunne ikke rigtigt gøre skade på ham.

”Sæt dig ned og hold din kæft, så kommer du måske ikke tilskade..” opfordrede han hende mens han var på vej ind. En hånd gled gennem det stadig våde hår, og han smuttede ind mod soveværelset for at finde tøj. Det blev et par sorte boksershorts, grå løse træningsbukser og en tanktop. Han tørrede håret med håndklædet, inden han gled en hånd gennem det nu pjusket hår, og gik ud i køkkenet hvor han gik i fryseren efter noget blod. Naturligvis havde han et lille lager liggende, og i løbet af kort tid fik han varmede noget til den normale kropstemperatur og hældt det op i et vinglas. Intet mistænkeligt ved det.

Hun var ikke dum som sådan, hun var dumdristig og tænkte ikke altid før hun talte og det havde også ført hende i denne situation hun stod i nu. Hun havde allerede første gang brudt hans regler og det havde gjort ham en smule irriteret. Hun nåede kort lige at fange blikket i hans øjne da hun nævnte navnet på den anden pige og hun vidste at det var et ømt punkt, men om hun turde udnytte dette vidste hun faktisk ikke. Hun mærkede så hendes krop pludselig blive vægtløs og et skrig forlod hende, inden han atter greb hende og trak hende op på kanten. Hun stod kort helt og havde for nærmest første gang i hendes liv ikke noget at skulle have sagt. Det gav ikke mening for hende at han syntes hun var så irriterende, hvorfor så omgås hende? Hvis han ønskede at knække hende, var han måske lidt på afveje, hun var ikke sådan en der bare gav op sådan uden videre. Hun kastede kort et blik på hans fantastiske krop, inden han gik fra hende.

”hvem mon hun er?”

Hun mumlede det lidt for sig selv og en kort vrede gik igennem hende, hvis hun var et ømt punkt hos ham, kunne det være hun skulle opsøge hende når hun slap ud herfra. Så for nu måtte hun hellere spille sød overfor ham, så kunne det være han lod hende gå og så kunne hun vidst gøre gengæld ved at lade hendes vrede gå udover hende. En bølge af vrede skyllede kort over hende, mest for den situation hun var i, men også over personen hun var fanget med og hun havde tænkt sig at såre ham når hun kunne komme til det – men for nu måtte hun hellere spille efter hans fløjte. Hun gik ind og så sig lidt rundt og hun vidste allerede nu at hun nok højst sandsynligt ikke havde den mindste chance for at slippe væk herfra, men på et eller andet tidspunkt skulle hun nok komme væk og så ville hævnen være sød. Han var inde i soveværelset og hun ville ikke frivilligt træde ind og se hvordan det så ud derinde. Hun gik kort hen og bankede på glasset, det var ikk én mulighed og døren var alarmeret – hvad pokker skulle hun gøre?

Ømt punkt var så meget sagt, hvis nogen gjorde Amy fortræd, ville de fortryde det… og nej, det var ikke bare ved en almindelige død, det ville være for billigt sluppet. Nicholas kunne være ret sød, og virkelig flink... når det lige stak ham. For det meste var han en omvandrende sexbombe blandt kvinder, og en forretningsmand når det gjaldt arbejdet. Hvilke overvejelser pigebarnet her gjorde sig om at opføre sig sødt og slippe derfra for i stedet at finde frem til Amy og gøre skade på hende… det var bare dumt, og ikke dumdristigt. Det var direkte idiotisk, men nu vidste tøsen jo heller ikke hvad hun havde med at gøre. Det måtte være undskyldningen for nu.

Manden havde også for længst forladt sit soveværelse og var endt i køkkenet som trods alt var åben ud til stuen og spisestuen. Og han havde også slået sig ned i sofaen og sad så pænt med fødderne slået op på sofabordet med sit vinglas i hånden og havde tjekkede sin telefon ud. Hendes hamrende hjerte fortalte ham hvor hun præcist befandt sig i hans lejlighed, og han var ligeledes bevidst om hendes vejrtrækning. Snart stod hun og bankede på glasset, og han hævede det ene bryn. ”Hvad pokker har du gang i? Det vindue vil lede dig samme vej ud som terrassen, hvis du gerne vil springe ud, så brug døren… jeg gider ikke ordne et vindue bare fordi du har selvmordstanker” lød hans stemme tydeligvis irriteret inden han tog et nyt sip af sit glas, uden at se mod hende. Hans blik var endt mod fjernsynet, for der kørte noget fodbold.

Hun kendte ikke forholdet han havde til denne Amy, men hun kunne om ikke andet finde ud af det og havde det et forhold som kunne udnyttes, så ville hun da bestemt gøre det. Han havde fanget hende imod hendes vilje og han var overbevist om at han kunne slippe afsted med det – hun skulle nok finde en eller anden måde og få ramt ham på igen. Hvad pokker ville hun egentlig med ham, når han alligevel syntes hun var så irriterende? Han kunne da bare lade hende gå og så kunne de måske være kvit, når hun havde snakket med den lille trunte. Hun var både dumdristig når hun fik rodet sig ud i situationer som denne, men hun kunne bestemt også være dum. Hun vidste det var en dum chance at gå efter ham, han viste tydeligt at han ikke var bange for at gå til lidt ekstremer for at få en kvinde til at holde mund og hun var ikke et sekund i tvivl om at hun havde været millimeter fra at tage springet ud over taget.

Det at han atter var begyndt at trisse rundt i samme stue som hende og at han tog det så hjernedødt koldt at han havde taget hende imod hendes vilje kom en smule bag på hende. Men det viste jo bare at han da var en total psykopat? Hun kiggede kort over på ham da hans ord så lød – hun ville egentlig bare tjekke hvor tykt glasset var. Hun vidste ikke hvor længe han havde tænkt sig at holde hende her, men hun skulle nok finde en vej ud og så kunne det da være at journalisterne ville være interesseret i en historie som denne. Hun kiggede over på ham og ønskede virkelig bare at gå over og sparke til tv´et. Hun var rebel når det ikke gik efter hendes hoved og hun vidste at varede hun ikke sin tunge bare en lille smule, fik hun den nok ikke med herfra.

”hvorfor er jeg her.. ?”

Hendes stemme var en smule snappede og i et kort øjeblik glemte hun hans regler. Hun vidste ikke om hun skulle undskylde eller bare lade som om hun var ligeglad – det var ikke ligefrem en situation hun stod i til daglig.

Så åbnede hun elles munden, og snakkede. Det var slet ikke en del af den aftale de havde, hvorfor han naturligvis ikke lod det gå uset hen. Først hævede han det ene bryn, derefter lænede han sig frem og stillede sit glas på bordet hvorpå fødderne blev skubbet ned på gulvet igen. Han rejste sig langsomt op, og i næste sekund stod han foran hende. Hans blik var lynene. ”Hvad var det? Jeg synes jeg hørte dig sige noget andet end okay eller ja? Så må vi hellere straffe dig...” uden yderligere ord, greb han hårdt fat om hendes hår, og trak af sted med hende mod et soveværelse der var ubrugt.

Han lod hende ikke få et ben til jorden, hverken indvindinger med ord eller handling, og han var sgu ikke just blid. Han orkede hende ærlig talt ikke, men han kunne sagtens bruge hende som en dukke, bruge hende til at afreagere, og hvis hun ikke tog sig sammen, ville hun ende med at få mange tæsk uden anden grund end at han var lunefuld.

Omsider nåede han et værelse der lå længst væk fra stuen og resten af lejligheden, låste døren op, og skubbede hende derind. ”Jeg giver dig én sidste chance, hvalp.. opføre dig ordentligt, eller så .. vil dit fine pæne ansigt, få en anden kulør..” uanset hvad hun sagde skulle hun slippe ud, ville ingen tro på hende, ingen!

Hun kiggede kort over imod ham med et pludselig lidt mere skræmt ansigtsudtryk, da han nærmest helt langsomt satte sit glas og stille plantede fødderne på gulvet. Han rejste sig og hendes hjerte hamrede helt skræmt nu. Hun bed sig kort i læben og pludselig stod han foran hende og et kort gisp forlod hende. Hun mærkede hendes hjerte springe et slag over og vidste at det ville gå helt galt det her. Han tog fat i hendes hår og begyndte nu at hive hende afsted i hendes hår og et højt skrig forlod hende. Han var ligeglad med hende det var bestemt tydeligt!

Hun blev hevet ind på et værelse og kiggede så op på hendes gidseltager og bed sig kort i læben. Hans ord var tydelige og hun nikkede kort.

”okay”

Det var det eneste ord hun sagde, hun ønskede ikke at blive ommøbleret i ansigtet. Hun kiggede på ham og trods det at hun for nu bøjede sig for ham, kunne man stadig se kampen i hovedet på hende. Hun kiggede dog kort ned og vidste ikke hvordan en person som ham kunne være så kendt et ansigt udadtil og gøre sådan noget her i sin fritid. Hun havde mest lyst til at spytte ham i hovedet – men vidste at det måske nok ikke lige var det rette tidspunkt at gøre det på lige nu. Han virkede bestemt ikke som en type der ville tage sådan en ting som noget positivt – så ville hun bestemt få bank.

Han skræmte hende, det kunne han tydeligt se og lugte, og egentlig, var han pænt ligeglad. Hun havde selv været ude om hele denne situation. Måske var han en psykopat, men hun havde trykket på de rigtige knapper for at udløse det her, hvilket gjorde hende til en ret dårlig sygeplejerske. Havde hun slet ikke fået undervisning i skolen? Hun vidste jo han havde været patient, og været ude for en ulykke selvsamme dag, at udfordre ham på den måde var både uprofessionelt, og vidnede og hvor dårlig hun var til sit arbejde.

På værelset syntes hun dog omsider at fatte situationen, og hendes svar fik det til at trække op i hans mundvig, koldt og hårdt. Et fnys slap ham, og han rystede opgivende på hovedet mens han tsk’ede af hende. ”Kvinder som dig giver mig kvalme” lod han hende vide, uden at forvente et svar. Hun gjorde også klogt i at holde sin kæft.

Han vidste godt hun nok ville åbne munden igen før eller siden. Bank var virkelig ikke det hun skulle være mest bekymrede for, der var værre ting i vente end bank hvis hun legede den leg med ham. Han var virkelig ubarmhjertig. Uden flere år, gik han ud af værelset, og lukkede døren efter sig, som hurtigt efter blev låst. Så kunne hun hygge sig derinde.

Hun var ikke en som var vant til at være bange og hun havde heller ikke lagt deres møde ud med at frygte ham, men hun vidste udmærket at den situation som de nu stod i, på ingen måde var god for hende og hun havde før følt at han ikke var bange for at slå hende ihjel – dette havde ført til den frygt som nu pumpede igennem kroppen på hende, sammen med det adrenalin det gav hende. Hun var god til at trykke på de rigtige knapper og hun vidste at hun kunne presse folk til det yderste, men dette var bestemt kun i hendes fritid – når hun var på arbejde som læge kunne hun aldrig finde på at gøre noget som helst i nærheden af det hun havde gjort imod ham.

Hun lod de blågrå øjne føres op på ham, det som ramte hende var et koldt og hårdt smil. Dette blev efterfulgt af et fnys og en rysten på hovedet, han var virkelig ikke fan af hende og det skræmte hende. Hun vidste at hun måtte gøre et eller andet for at vinde en smule tilbage hos ham, ellers så var hun bestemt død. De næste ord han sagde fik hendes blik til at føres i hans og en nærmest lynende modstand slog gnister i hendes øjne. Hun vidste dog godt at kunne hun ikke holde sin mund lige nu ville det bestemt gå udover hende.

”ja”

Hun valgte irriteret at slå blikket i jorden og vidste at hun var nød til at gøre noget for at bryde den forestilling han havde om hende. Han lukkede døren og hun slog først der blikket op igen, hun mærkede irritationen og vreden let boble i sig selv. Hun vidste at det simpelthen ikke var muligt at frygte herfra og hun rystede let på hovedet og gik kort rundt i det lille rum. Hun satte sig kort på sengen. Hvordan pokker kunne sådan en kendt personlighed som ham, være sådan et monster? Hvis hun ikke tog meget fejl ville det her rum nok ikke eksisterer, mon han var en seriemorder?