meeting an old flame [Nicholas]

Hendes år på børnehjemmet havde ikke gjort forfærdelig meget godt for hende. Hun havde været i samme verden som hendes søster havde været, de havde oplevet de samme ting, set de samme grufuldheder, men de havde udviklet sig dybt forskelligt. Hendes søster havde altid været udadvendt, modig og helt klart flirtende og tæt sammen med fyre hun havde mødt. Ames havde aldrig været på den måde, hun havde fordybet sig i hendes egne ting for ikke at blande sig i andres. Hun havde aldrig været tæt på nogen, på nær en og i forhold til andre ting, havde de nok aldrig været tætte alligevel – men alligevel kunne hun ikke helt ryste ham. De havde ikke set hinanden i et stykke tid og hun havde egentlig forsøgt at lægge ham på hylden og starte på en ny. Hendes søster var ude af værkstedet i dag og hun var derfor alene. Marko havde holdt fri hele dagen og selv om hun burde lukke ned og tage hjem, kunne hun ikke lige få sig selv til at tage hjem – her var så stille på denne tid af døgnet.

Hun så sig omkring og uden for vinduet var det mørkt og det eneste hun kunne se var et par piger som havde sluttet deres shopingtur i centeret på den anden side af vejen. Hun smilte lidt og vidste at hun nok aldrig ville blive en af den slags piger. De snakkede om fyre, deres oplevelser og hvem der så godt ud og så videre, dette havde hun aldrig kunnet og hun ønskede det vidst måske heller ikke? Eller gjorde hun?

En god dag kom i radioen og hun smilte stort. Hun lod det brune bambiblik kigge forsikrende rundt om at der ikke var andre og så skruede hun op. Hun begyndte nu stille at synge med og nærmest i takt med musikken fik hun mere mod og begyndte også stille at danse rundt til den buldrende musik. Hun havde et par tætsiddende hvide bukser på og en tæt hvid top – Hun havde været i bag efter dagens arbejdsdag og derfor var hun for en gangs skyld ikke beskidt. Det brune hår dansede rundt med hende og flagrede blidt bag hende hver gang hun dansede lidt. Denne vilde side var stort set aldrig fremme og bestemt kun når hun var alene. Hun tænkte ikke over at hun endnu ikke havde låst og lukket shoppen ned.

Mørket var faldet på, og for Nicholas betød det at han omsider kunne bevæge sig frit udenfor, og uden behov for de ekstra solbriller trods de overbeskyttede biler. Han havde tilbragt en stor del af dagen på sit kontor, og skulle egentlig kun lige forbi centeret for at hente et nyt jakkesæt som var blevet skræddersyet til ham, og som han havde modtaget et opkald på var klar til afhentning. Han kunne have sendt en anden for at hente det, men turen fra kontoret til centeret var ikke lang, og så fik han også lige gjort opmærksom på sig i byen nu hvor han var igang.

Opmærksomhed fik han da også rigeligt af i centeret, flere unge kvinder stoppede ham for et billede eller for at hilse og flirte, og han havde overskud så de fik æren af at trykke hans hånd også. Mennesker, de var så underholdende.. lidt for kedelige engang i mellem, men stadig underholdende.

Frem for at parker sin sorte Bentley i centerets private parkering, havde han parkeret ud på vejen. Hans blik gled rundt mens han krydsede vejen som ikke længere var så trafikeret, og fik smidt jakkesættet ind på passagesæddet bagved. Døren blev lukkede, og han nåede lige at åbne døren til førersæddet af lyden af musik ramte hans skarpe hørelse. Han løftede blikket, og registreret lys fra autoværkstedet. Nåh ja, hvor længe siden var det sidst han havde aflagt værkstedet et besøg? Ja det var noget tid siden, hvor den smukke Ames havde taget sig af hans bil. Det mest sexet ved hende, foruden hendes udseende og frække røv, var hendes evner med biler.. men lidt for stille og kedelig for hans smag. Hendes søster havde været mere underholdende, mere flirtende. Hvad end han havde haft - eller ikke haft - kørende med Amy, så.. var det hurtigt blevet kedeligt i hvert fald.
Nu så han dog lys derinde, og at tyde på musikken kunne det jo ikke være andre end søsteren. Han blev dog overrasket da han stod ved døren, og så Amy stå og ryste røven på den måde. Frem for at stå og glo med åben mund, lænede han sig op ad døren, med et af sine evigt charmerende smil ved mundvigen, og et intenst, og legesygt glimt i øjnene. Klædt i sort jakkesæt hvoraf de to øverste knapper stod åbne og et slips der var blevet fjernet. Over venstre håndled bar han en Rolex i guld, på fødderne et par italienske lædersko, ligeledes i sort.

Musikken spillede og alt i hende havde for første gang længe lyst til at slå sig en smule løs – eller som i hendes verden var at være helt vanvittig. Hun dansede rundt, elegant og faktisk egentlig rimelig talentfuldt. En stille sang kom på og hun stoppede kort op – hun kunne ikke – kunne hun? Hun lod sig bevæge en smule mere sensuelt til musikken og prøvede stille at forestille sig hvordan hendes søster ville danse på en af de der vilde natklubber hun var på. Hun dansede let og vendte sig stille i takt til musikken, i det sekund hun havde vendt sig opdagede hun at hun ikke var alene. Et skrig forlod hende og hun trådte baglæns og faldt over kølehjelmen på den bil som holdte parkeret.

Hun troede faktisk at dette var det største chok, at der stod en herinde, men da hun opdagede hvem det var – faldt det største chok over hende. Den ufatteligt flotte og dragende fyr som stod foran hende var ikke bare en fremmed som var vadet ind, men en som hun .. ja hvordan ville hun egentlig beskrive deres forhold. Ikke eksisterende ville de fleste nok kalde det, men for hende havde hun aldrig haft en fyr tættere på end ham, men han havde.. mistet interessen. Hun lå hen over kølehjelmen og var egentlig frosset lidt fast. De lettere brune arme var i kontrast til den hvide bil og det samme galt det lange brune hår.

”Nicholas.. jeg.. øh.. Jacs er her ikke”

Flere ord kunne hun faktisk ikke få frem, den gennemborende varme som lagde sig i hendes kinder var tydelig for enhver, hun slog dog blikket ned af hendes krop, for ikke at se de dragende øjne som før havde fanget hende. Hun rejste sig op, men holdte sig på god afstand. Han havde altid gjort det godt og hun havde aldrig forstået hvordan en lækker fyr som ham, nogensinde havde vist interesse for en som hende, og som tiden viste så kunne denne interesse heller ikek vare ved. Han var så indbydende, charmerende og fængslende at han kunne få hvilken som helst pige og hun var næsten også sikker på at ham og Jacs måske.. Hun rystede let på hovedet og ville egentlig ikke tænke over det.

”Jeg håber ikke.. du så.. jeg mener.. jeg troede jeg havde låst.. undskyld”

Hendes stemme bar stadig den søde og gennemsyrede uskyldige stemme, klangen var dog nervøs og en smule rystende – hun vidste at denne fyr havde et tag på hende, som hun måske ikke helt havde sluppet.

Han nød virkelig udsigten, i høj grad faktisk. Hun var en smuk kvinde, ingen tvivl der, og Nicholas kunne godt lide smukke ting.. smukke juveller som hende her, en usleben diamant. Som musikken skiftede og hendes bevægelser blev mere sensuelle, gled hans blik over hendes krop til hendes faste velformede røv. Så vendte hun sig om, og fik tydeligvis verdens største chok over at være blevet overlistet på den måde. Han betragtede hende mens hun endte på bilens kølerhjelm, og synet generet ham ikke.. havde hun været nøgen ville det helt klart have været bedre.

Hans navn spillede over de fyldige læber, og han slog let med den ene hånd. "Det kan jeg se, men stop endelig ikke. Jeg nød forestillingen.." oplyste han hende. Åh den uskyldige stemme, den blide klang. Ja det havde jo været det der havde fangede ham til at starte med, men hun havde været alt for forsigtig, og det var blevet kedeligt. Han var men mand der behøvede modspil, og det havde han ikke fundet hos hende. Nu hvor han så hende danse sådan, eller havde set hende gøre, overvejede han nu om han havde forhastede sig.

Så gav hun sig til at undskylde, og han rettede sig op og trådte indenfor på værkstedet. Hun lagde tydeligvis afstand til ham, men han ignorerede det fuldstændig som han gik nærmere. "Du skal skam ikke undskylde, jeg nød udsigten.." svarede han. Den dybe stemme emmede af kontrol, ligesom hans skridt var så rolige. Udstråling fuld af charme, selvsikkerhed og endnu mere kontrol. De dybe gyldne øjne bar et legesygt, sensuelt glimt.. som havde det med at give ham et mystisk ydre og en spændende udstråling.

Så standsede han, knap en meter fra hende, og gled hovedet en anelse på skrå. "Det er et stykke tid siden sidst, Amy.." tilføjede han roligt. Han havde holdt fast ved brugen af hendes navn, undgået bevidst at bruge kælenavnet, og havde nu altid sagt det som var det det smukkeste i verden.

Hun lod de mandelbrune øjne kort flakke op i hans før hun lod blikket uskyldigt glide i jorden. Den røde farve varmede nærmest brændende over hendes kinder. Han roste hendes dans, men hun var ikke ligefrem typen som kunne lide at gøre sig til for andre. Hun træk vejret ind og lod brystkassen let hæve i vejrtrækningen, hun stod kort som om hun nærmest tog sig mod til og lod nu de uskyldige øjne nærmest glide op af ham og søgende se efter hans.

Lige i det at hun skulle til at sige noget, trådte han nærmere og det fik hende til at blive stående og betragte ham. Hendes hjerte satte nærmest for hvert skridt farten op og slog hurtigere end hun nogensinde havde troet muligt. Han var lige her foran hende, den mand som var kommet tættere på hende end nogen anden havde været. Den mand som hun havde lukket ind og som så havde mistet interessen for hende. Hun bed sig en smule tvivlende i læben. Hans blik fik tændt noget i hende og hun huskede alle de stunder de havde haft, den måde han havde været på og hvad som havde tiltrukket hende – men hun huskede også hvordan hun vidste at han ønskede at hun var lidt mere som hendes vilde søster.

Hun tog kort hånden frem foran sig, få centimer fra hans bryst, hun vidste hun ikke kunne få sig selv til at røre ham, hun vidste hun gerne ville – men alle celler i hendes krop skreg at hun skulle lade være. Hun lukkede i stedet hånden og lod det uskyldige blik glide op i hans smukke og dragende øjne da han talte.

”ja det er et stykke tid siden.. Jeg.. øhm.. ”

Alt i hende kunne mærke hvordan han tiltrak hende, til trods for at hun aldrig havde været sammen med en mand, aldrig havde kysset en mand og aldrig havde prøvet noget vildere end en energidrik, så kunne hun tydeligt fornemme den tiltrækning han havde på hende. Han var yderst charmerende og det fængslede hende. Hun bed sig lidt i læben

”hvad laver du her Nicholas?”

Hun rødmede så kraftigt at hendes kinder jo nærmest fik samme farve som hendes blod.. nuvel, han var nok bare en anelse sulten.
Den dybe vejrtrækning hun tog, var underholdende. Havde han virkelig den effekt på hende? Stadig? Han vidste trods alt godt at han havde såret hende, ikke pænt af ham, men det var jo heller ikke det han var kendt for.

Hendes puls steg så voldsomt at han nærmest ikke kunne høre hendes vejrtrækning på grund af lyden af hendes hjerte. Så løftede hun hånden ud mod ham, men rørte aldrig ved ham. Ærgerligt! Det havde ellers gjort det mere interessant, men havde det ikke altid været sådan med hende? Hun tøvede for meget, tænkte for meget, var så usikker.. I det mindste hade han da ikke udnyttet hende fysisk.. de havde jo ikke engang udvekslet et kys!

"Nyder synet af noget smukt, Amy.." svarede han ligeså stille og roligt på hendes direkte spørgsmål om hvad han lavede der. Så trådte han endnu et skridt nærmere, tornede sig op over hende, og ville da med glæde se hende bakke tilbage mod kølerhjelmen. Han løftede da også en hånd, og lod bagsiden af pegefingeren blidt kærtegne hendes kæbe. "Træk vejret dybt ind, du hyrperventiler.." det var jo lige før hun faldt om.

Han havde stadig en effekt på hende, det kunne hun ikke sige sig fri for og måske også mere end hun egentlig ville indrømme – hun havde faktisk haft glemt ham og var kommet videre, men nu hvor han stod foran hende i alt hans pragt, kunne hun godt mærke at ikke alt var glemt og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til disse følelser. De havde aldrig været intime, men for hende havde de alligevel været utrolig intime, men hun vidste også at han var sådan af natur.
Da han trådte et skridt tættere på, kunne hun mærke trangen til at træde væk, men hun vidste også at prøvede hun , ville hun ende tilbage på køleren af bilen.

Hun bed sig i læben og lod de brune mandelfarvede øjne glide kort op i hans. Uskylden lå i dem, den uskyld som altid havde været der og en nu lå en anelse bedende udtryk i dem, hun vidste at hun ikke kunne gøre meget lige nu, hun var fanget imellem ham og bilen. Hans stemme lød nu og hendes blik blev en smule flygtigt slået i jorden og hun opdagede ikke at hans finger nærmede sig før det var for sent. Hans finger kørte kærtegnende ned af hendes kæbe og alt i hende frøs – hun stivnede og fik minder tilbage til børnehjemmet, hun mærkede nærmest på ny smerten i arene på ryggen. Hans stemme lød og inden han blev færdig holdte hun vejret nærmest i skræk over hans berøring.

Hun stod forstenet længe og vidste ikke om hun overhovedet kunne få gang i den lille krop igen. Et let rysten forlod hele den solbrune krop og en kort vejrtrækning fik en smule gang i hende. Hun lod blikket nærmest bedende falde på ham, han vidste hvordan hun havde det med berøring – han burde vide det. Men var han kommet til et punkt hvor han måske var ligeglad.

"Nicholas.. jeg.. "

Hun holdt vejret, og gjorde absolut ikke det han bad om, Nåh ja, hende og berøringer, det gik jo ikke så godt, det havde han et øjeblik glemt alt om! Nu kom han i tanke om det, påmindet ved synet af hendes stivnet krop, de store dådyrsøjne der var fulde af uskyld og skræk, og så sagde hun hans navn.

"Rolig min kære, jeg kunne aldrig gøre dig fortræd.." ikke fysisk, og dog.. men at piske var virkelig ikke hans stil, så hvad end skrækkeligheder hun huskede fra børnehjemmet, det ville han ikke udsætte hende for. Netop derfor snød han! Man havde trods alt magiske evner for at de skulle bruges, og ligeså stille og forsigtigt, lod han en del af den komme til brug, en del der betød at hans berøring ville have en beroligende effekt frem for den skræk han jog i livet på hende. Følelsen kommende snigende, og ikke for meget, og for nu holdt han det til det, frem for at putte mere i det. Intet seksuelt, blot simple blide berøringer der skulle berolige hende.

"Træk vejret..Amy.." gentog han derpå blidt og opfordrende.

Hun mærkede hvordan alt i hende skreg at hun skulle komme væk fra situationen, at hun skulle finde nærmest udvej – alt for at komme væk fra den smerte som hendes tanker efterhånden havde bundet hende i. Men bedst som hun troede at det hele ville ekskalere og hun faktisk ville falde sammen, mærkede hun noget forandre sig i hende. Det var som hans berøringer langsomt blev mere og mere beroligende.. hun begyndte så småt at trække vejret en smule mere roligt og inden der var gået længe havde hun fået vejrtrækningen under kontrol. Han lænede blidt hovedet til siden, de brune øjne var stadig lukket og hun bed sig en smule afslappet i læben. Hendes solbrune hals, blev let blottet – hun slappede noget mere af.

¤Nicholas¤

Hendes stemme var blid og næsten på grænsen til nydende – hvordan kunne han få hende til at slappe af på denne måde i stedet for den evige skræk som normalt væltede ind over hende ved berøringer.

Hans stemme lød nu rolige og fattet og hun lod blikket stille ramme hans. De uskyldige øjne havde nu fået et lettere nydende glimt i sig. Hun lænede sig nu let op af kølehjelmen på bilen og så kort mod ham. Hun forstod ikke hvorfor hun slappede sådan af med ham. Hun burde være rasende for det han havde gjort, hun burde være skrækslagen for at hans hænder var på hendes krop – hun burde føle mange ting, men lige for nu…

For nu sad hun afslappet, lænet op af en lækker bil, med en ufattelig betagende og afslappende fyr foran sig. Hvorfor havde han denne virkning på hende? Hun sendte ham et blidt og uskyldigt smil.

”hvordan gør du?”

Hun slappede af, endte med at trække vejret mere normalt, og det trak op i hans mundvig. At se hende slappe af på denne måde var noget det bedste han havde oplevede sammen med hende. Hun havde altid været så anspændt, omkring ham og andre.
Måden hun tilmed sagde hans navn på, tænk hvad der ville ske hvis han skruede sin evne helt op, hun ville sgu komme på stedet ved blot et kærtegn af sin kind.

Da hun gled tilbage mod kølerhjelmen, brød hun kontakten mellem dem, men evnen virkede nu tilsyneladende stadig som hun var smeltede fuldstændig. Han stak hænderne i sine lommer, og det trak atter op i hans mundvig. "Darling...Nogle gange, skal man springe ud i det. Jeg gøre dig ikke noget, hvis jeg ville det, havde jeg gjort det for længst" understregede han for hende skulle hun være i tvivl.

De brune øjne så på ham og hun lod kort et let lokkende smil falde over hende blik – det uskyldige var dog langt mere dominerende i de dådyrbrune øjne. Hun førte en smule roligt igennem håret og kom uheldigt til at give det et lidt rodet look. Han havde altid en evne til at få hende til at slappe af, dette var nok også grunden til at hun havde knyttet sig til ham i starten – hun var altid træt af at være så anspændt og nervøs hele tiden. Hun nød at slappe bare en smule mere af og det kunne han åbenbart få frem hos hende.

Hun fik et mere drillende glimt i de små brune øjne, da han snakkede om at han ikke ønskede at såre hende og at han så ville have gjort det for længe siden. Hun rystede blidt på hovedet og rejste sig og kom en smule tættere på ham.

”det har du allerede gjort – hvis du ikke husker det?”

Hun trak let på skulderen og hvor denne korte selvtillid var kommet fra kunne hun ikke svare på, hans virkning på hende havde måske fået hende til at glemme den lidt nervøse pige væk for en stund. Hun sørgede dog stadig for ikke at røre ham – hun huskede tydeligt at han vidst fik et kort og godt øje til hendes søster..

Blikket ændrede sig kortvarigt, og han fandt det underholdende. Hun var stadig uskyldig, og det var det mest dominerende selvom hun virkede mere selvsikker sådan som hun bevægede sig nærmere efter at have rodet let op i håret. Det var vel sexet, men igen... hun var en ganske smuk kvinde, men alt for tilbageholden hvis han selv skulle sige det.

At hun så mente han havde såret hende, det var jo en vurderingssag. Han havde ikke rørt hende, og var egentlig bare gået sin vej. Det var heller ikke fordi han havde knaldet hendes søster, de havde bare.. haft det sjovt. Jacque hadede ham ivørigt ret meget, og de pæne følelser hun havde for ham, skyldtes ganske enkelt at han tvang dem op i hende, og hun absolut intet valg havde.

"Har jeg det? Hvordan..?" ville han vide. Siden han blev beskyldt for at såre hende, var det vel kun fair han vidste besked med hvordan. Tilsyneladende havde hun sine egne tanker og meninger på området, og måske nogen søsteren havde biddraget med. Jo jo, han var gået sin vej, men ærlig talt, var det blevet så tørt og kedeligt.. de rykkede sig ikke, og han havde indset at Amy ikke var til one-nighters eller friends with benefits.. og han var sgu ingen kærestepotentiale, så hun burde være glad?

Hun formåede at blive i rollen og stillede sig faktisk helt op til ham, få centimeter fra ham og lod et lidt dragende og lokkende smil på læberne. Han var den type som alle rigmands sønner var og hun burde aldrig have lukket ham ind – alligevel havde han fanget hende, fået hende til at falde til ro og få hende til at lukke sig op. For fyre som ham var det noget vrøvl og hvis de ikke kunne knaldes kunne de kasseres – typisk rigmands tanker. Hun lod de brune øjne kort søge hans.

”Man kan såres på andre måder end blot fysisk – ikke alle er som .. jer”

Hun kunne mærke at nerverne så småt var på vej tilbage og hun ønskede ikke være nervøs nu. Hun ønskede at stikke af, hun ønskede at forlade ham – hun vidste at hun ikke ville kunne holde ham væk for evigt, han havde bare en bestemt virkning på hende og det … brød hun sig bestemt ikke om. Han tænkte ikke på hende, hun var legetøj, lige som de fleste kvinder var for hans type.

”Du var sød, du fik mig til at falde til ro og fik mig til at stole på dig Nicholas.. Det betød mere for mig end for dig.. Så vil vel bare sige tak”

Hun blev såret, hårdere end andre havde såret hende, men han ville aldrig kunne forstå det. Hun var bare et stykke legetøj og han ville aldrig kunne finde tålmodigheden til hende.

Ja de havde forskellige defintioner af hvad at såre nogen betød, for hun havde betragtede det at han gik sin vej, som i at han havde såret hende, men havde hun foretrukket at han ar blevet og havde gjort mere skade på hende? Desuden, han var vampyr.. det ville hun sgu heller aldrig accepter skulle hun nogensinde finde ud af, og der var det ved mennesker, at de blev pisse besværlige når de gik i panik og begyndte at råbe og skrige. Desuden, hendes søster havde sgu alligevel været en mundfuld, og rejste jo nærmest børster være gang Nicholas var inden for rækkevidde.

"Os? Jeg tvivler på hvad du mener med os? For du aner ikke hvad jeg er.." svarede han ligeud. Nicholas var ikke nogen rigmandssøn, han var rig, vældig rig, Europas rigeste ungkarl.. og også den flotteste, men han var sgu ikke nogen rigmandssøn. Manden havde arbejdet hårdt for sine penge, og at han var et røvhul havde minimalt med mængden af hans penge at gøre.. det handlede om at man havde levede i flere hundrede år, og var skide ligeflad med alt og alle.. man har lært på den hårde måde, at når man bandt sig til nogen, så døde de. Før eller siden.. ulempen ved dødelighed trods alt.

At hendes mod var ved at svigte hende, kunne han skam se. "Det var så lidt da, jeg er bare ked af at du tilsyneladende ikke er kommet længere.. at du stadig er ligeså bange for fremmede som du altid har været. Kæreste, jeg ved du har været udsat for verdens grovheder, men det er på tide at du træder frem, og tager tyren ved hornene.. du kan godt.." sagde han helt fløjlsblødt. Ja han var endda ret sød lige nu.

Hun vidste godt at hun var meget sensitiv og havde bestemt mange andre opfattelser af ting, end folk som ham og hendes søster. De ville aldrig have betegnet det de havde haft som noget intenst, det ville for dem bare været en casual flirt – men for hende havde det betydet mere end hun måske kunne forklare. Han havde ikke såret hende så slemt som børnehjemmet gjorde, men såret hende på en anden måde. Hun valgte dog at lade det ligge for nu. Hun førte kort blikket ned over ham og lod de brune øjne atter falde på hans, denne gang med et forsigtig smil.

Hun hævede kort et bryn da han snakkede om at hun ikke vidste hvad han var – hvad mente han med det? Han var da menneske lige som alle os andre og bare fordi man var rig, gjorde det ham vidst ikke til en helt anden race?

”Du er som mig og 6 milliarder andre mennesker på denne jord. Vi lever, vi laver fejl og en dag skal vi videre”

Hun trak let på skuldrende og nogen dage, mere end andre havde hun håbet at denne dag ville komme før hun vidste – men hun ville aldrig kunne forlade hendes søster, hun betød alt for hende og hun var så småt begyndt at falde til i denne nye by, så alt gik den rigtige vej. Nu skulle der bare arbejdes med selvtilliden og hun vidste den kunne komme, hvis hun sørgede for ikke at lukke folk for langt ind. Hans næste ord ramte hende nu og endnu hårdere ramte den måde han sagde dem, han var sød – han prøvede at hjælpe hende.

”Nicholas – hvordan forhindre man at blive såret hvis man lukker folk ind?”

Hun ville inderligt vide det, hun ønskede ikke at lade sig sårer igen – uhn ville gerne være lige som alle de andre, hun ville gerne kunne have det sjovt og danse og bare hygge sig sammen med andre mennesker. Men hun kunne ikke åbne sig op når de var der.

Hun løftede hånden let frem mod hans bryst, stoppede få centimeter fra ham og kæmpede så lidt med sig selv inden hun kort lagde hånden på hans bryst. Hun kunne mærke at alt i hende nærmest forventede en smerte i ryggen og i hendes hoved, kunne hun nærmest føle smerten i arrende på ryggen – han havde ret, hun var nød til at komme videre, hun var sluppet fri fra smerten fysisk, det var på tide at det mentale fulgte med.

Ja.. bortset fra at han ikke var menneske, og hun skulle nok løbe skrigende bort hvis hun vidste hvad han var. Han havde naturligvis ikke tænkt sig at fortælle hende at han var en blodsuger, i stedet spillede han bare videre på rollen som samvittighedsløs hjerteknuser. Så var alle i deres roller, og glade. Ikke? Sagen var bare, at når man havde levet så længe som ham, indså man at det at binde sig til nogen var ligegyldigt, og at at livet var alt for kort, især for dødelige racer.

Han løftede atter hånden, og strøg hendes kind "Nej min kære, der tager du fejl. Jeg er netop ikke som alle andre, men ... hvad ved du om det" svarede han med et skævt smil. Snart rørte hun ved ham, hvilket var modsigt af hende, det vidste han, en stor bedrift endda!

Snart stillede hun et relevant og yderst vigtigt spørgsmål. "Det gøre man heller ikke. Lukker man folk ind, lader man automatisk folk være en svaghed, og dermed er der en risiko for at blive såret. Intet forhold eller relation varer evigt, og før eller siden vil man opleve sorg. Det vigtigste er dog ikke at give op når det sker, men at komme videre..." blev hans svar. Det var på baggrund af egen erfaring at han talte, om det var den rigtige metode.. nuvel, det var forskelligt fra person til person.

Hans hånd endte over hendes som hun havde lagt mod hans bryst, og han nussede den blidt et øjeblik inden han gled hånden til hendes kind, kæbe og greb hende blidt om hagen inden han lænede sig ned og trykkede læberne mod hendes pande. "You are a beautiful young woman, Amy. A woman like you, will be hurt a lot of times through life only because you are so sensitive..." hviskede han let mod hende. Hvorfor han rørte sådan ved hende og kyssede hendes pande? Fordi han kunne lide den effekt han havde på hende, hvor unfair det end var overfor hende.

Hun stod utrolig tæt på hende og havde det ikke været for hendes møde med Caine og hans ord omkring det at hun skulle slippe tøjlerne lidt, havde hun nok til enhver anden tid stukket af. Han kendte hende, han vidste at han kunne påvirke hende på en helt anden måde end nogen andre og han vidste hvordan han skulle presse hende uden at overskride nærmest samtlige grænser hos hende – han havde prøvet det før. Da hans hånd så førtes ned over hendes, lod hun let hendes hoved vippe mod hånden og lukkede øjnene. Hendes hoved vippede til siden og blottede let hendes hals. Hans ord ramte hende en smule – arrogant?

”Så fortæl mig det Nicholas? Jeg ved du ikke er som andre, men hvad er det jeg ikke ved?”

Han næste ord lød så og de gav overraskende god mening, selv om det egentlig ikke var det hun ønskede at vide – hun ville vide at man bare kunne gøre bestemte ring og så ville folk aldrig såre en mere, men hun vidste også at dette på ingen måde var muligt. Et blidt suk forlod hende før hun nikkede og sendte ham et blidt og uskyldsrent smil.

”bare det ikke var sådan, bare man kunne spærre sine følelser inde, ændre folks personlig til at de aldrig ville såre nogen – men sådan er verden vidst ikke vel?”

Han snakkede om at i alle forhold gjorde man sig sårbar over for andre og hun vidste det var sandt, men hun ønskede ikke at det skulle være sandt – verden ville være nemmere uden frygt, uden vrede, ja uden følelser generelt. Hans hård lagde sig på hende og afbrød hende pludselig fra de tanker hun havde gang i, hun stirrede kort på deres hænder inden hans anden hånd nu førtes over hendes ansigt. Hun lukkede blidt øjnene og mærkede hans læber mod hendes pande. Hun stod stadig med lukkede øjne og mærkede hendes hjerte sætte farten vanvittigt op – adrenalinen pumpede i hendes indre og hans stemme fik hendes opmærksomhed. Hendes ben føltes nærmest at de skulle til give efter under hende, men hun fik kontrol over det. Hans ord sendte et smil til hendes læber

”I got to get though then?”

Hun vidste hun måtte blive hårdere, lade være at tage tingene så tungt, lukke folk ind og lære at de så havde muligheden for at såre hende – men kunne hun det?

Hun blottede jo nærmest halsen for ham! Gud hvis hun bare vidste hvad det gjorde ved ham, hvordan hun sådan fristede ham. Heldigvis var han ikke nyfødt, havde nogle år på bagen, og kunne kontroller sig trods alt.
Hvad hun tænkte om hans svar, var han faktisk ret bevidst om. Nok kunne han ikke læse tanker, men hans evne gjorde at han alligevel havde en fornemmelse om det, man kunne trods alt ikke manipulere folks sind hvis man ikke vidste hvad der foregik i den. Svaret var derfor ikke så chokerende, og det trak op i hans mundvig. "Jeg tror ikke du er klar til at høre sandheden, sweetheart.." svarede han. Det ville bare få hende til at løbe skrigende væk, og ærlig talt.. var det ikke lige noget han orkede at skulle forholde sig til oven i alt det andet.

Nok var hans svar ikke det hun ønskede at høre, men han ville da heller ikke lyve for hende, derfor fik hun lidt om hans egne erfaringer her på bordet. Ingen var født et røvhul, man blev det bare med tiden, ham inkluderet. Det blide smil og uskyldsrene blik fortalte ham dog klart og tydeligt, at der var langt til at hun blev et røvhul.. hvis hun nogensinde endte der. "Desværre ikke, og glem ikke.. at du også sårer folk. Måske ubevidst, men det gøre du nok alligevel. Måden du bakker ud af situationer på, eller putter en kløft mellem dig og andre fordi du er bange, sårer også folk. Du opstiller et skjold som nærmest er ubrydelig, og folk kan føle sig stødt over det skjold, andre prøver at bryde igennem det og bliver afvist, og nogen orker bare ikke tage kampen. Du betragter det måske som at blive såret når de så skrider, men af og til, er det altså dig der skubber dem væk.." måske hårde ord, og formentlig ikke det hun ville høre, men det var nu alligevel en del af den smertefulde sandhed, og før eller siden måtte det siges.

Hun tænkte tydeligvis, om end hans berøringer trak hende ud af tankerne, og hendes hjerte satte farten betydeligt op da hans læber ramte hendes pande. Hun kunne tydeligvis lide det, men holdt sig selv i ave. "Ikke nødvendigvis hård, blot stærk.. der er en forskel på de to ting.. den ene skræmmer folk væk, den anden viser dem du ikke er let at løbe om hjørner med.." svarede han da hendes svar faldt. Han kærtegnede hendes kind igen, og gled blikket over hende. "Har du brug for at sidde ned?" spurgte han efter at være blevet bevidst om at hun vidst var en anelse svag i knæene. Hans eget udtryk næsten helt blidt og indbydende.

Hun de dådyr brune øjne let søge hans ved de næste ord han sagde og et undrende udtryk sneg sig ind i hendes blik – hvorfor måtte hun ikke kende sandheden? Hun sendte ham et let smil og rystede på hovedet over hans tiltro til hende. Hun var måske ikke den stærkeste person i verden, men den måde han lagde det op på, var hun ikke stærk nok til at kontrollere noget – hvad ville han kunne sige som kunne skræmme hende så meget at han end ikke ville give hende en chance?

”Du kan ikke vide om jeg er klar – hvad er det værste du kan fortælle mig?”

Han var den person som hun altid havde haft et lidt ømt punkt overfor og den person som hun ønskede måske at komme sig over – hvis dette var det rigtige ordvalg, han havde bare en speciel indflydelse hos hende, så hvad kunne han sige som måske ville skræmme hende væk? Kunne han ikke også være ligeglad med at skræmme hende væk – de var jo.. ikke sammen? Hans næste ord ramte hende så utrolig hårdt, hun havde aldrig tænkt over at hun måske også sårede folk ved ikke at lukke dem ind. Hun havde aldrig tænkt over det på den måde og det fik hende kort til at slå blikket i jorden, så alt det hun havde brugt til at forhindre andre i at såre hende – sårede faktisk andre? Det gav mening, men det ramte hende bare utrolig hårdt, det havde jo aldrig nogensinde været hendes mening.

”Nicholas.. jeg….”

Hendes blik forblev i jorden og hun tænkte virkelig over de ting han havde sagt. Det gav jo i princippet utrolig god mening. Hun løftede det klare og blide blik mod ham da han atter valgte at sige noget til hende og hun bed sig blidt i læben – hvordan gjorde han det her ved hende? Hun trak så vejret ind og lod et øjeblik hele situationen skylle ind over hende.

”Så må du lære mig at være stærk”

De brune øjne faldt i hans indbydende og dragende øjne – hendes hoved blev let tippet i retning af hans kærtegn og et blidt suk forlod hendes let adskilte læber. Da hun åbnede øjnene igen og søgte hans, havde han et sjældent udtryk over sig, det var nærmest blidt – blidere end hun nogensinde før havde set ham og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle forholde sig til ham. Hun lagde hånden på hans bryst og bed sig let i læben

”Hvordan gør du det? ”

Hun hentydede tydeligvis til hans kontrol over hende og hans kontrol over hendes søster for den sags skyld. Han var en yderst indbydende person, ingen tvivl om det!

"Åh tro mig, der er meget du ikke ved. Lad mig give dig et hint, og så kan du få lov at tænke over det til en anden god gang: Der er mere mellem himmel og jord, end hvad du ved. Den sandhed du ser, er blot toppen af isen, i forhold til hvad du ved om dine omgivelser.." Måske et langt svar, og et hint der ikke sagde særlig meget, men havde bare en smule fantasi, ville det da sætte tanker igang.. for der skulle virkelig meget fantasi til, for at forklare det her.

Hun synes at indse han havde ret, eller nærmere.. opdage det. Hun havde tydeligvis aldrig selv tænkt den tanke, og nu satte han alligevel tanker igang hos hende. Hun var mundlam, anede ikke hvad hun skulle sige til det, og det var okay. Han forventede nu heller ikke et svar. Blikket slog hun ned, og det trak op i hans mundvig. "Jeg ved det ikke har været din mening at såre folk, men nu ved du at det sker alligevel. Skulle du nogensinde stå i samme situation, ville du muligvis være mere bevidst om det" faldt hans svar ganske roligt mens hun atter løftede sit blik mod ham.

Så gik der ikke lang tid inden hun krævede at han lærte hende at være stærk, og det fik ham til at le. En dyb, og sensuel latter. Snart så han atter mod hende, et skævt smil om de velformede læber. "Mig? Er du nu sikker på det er en god ide? Sidst jeg så efter havde du ikke specielle høje tanker om mig, og din søsters mening om mig er så kold at selv mit døde hjerte føles varmere.." kunne han ikke dy sig for at svare. Jacque ville ikke bryde sig om at de to havde noget med hinanden at gøre. "Desuden, mine metoder er næppe nogen acceptable, og bestemt ikke nogen du burde lærer noget af... der er en grund til at tingene ikke fungerede mellem os to min kære, du har brug for en tryghed og varme som jeg simpelthen ikke kan give dig. Min styrke vil du derfor ikke være tjent med.." han var da i det mindste ærlig!

Hendes hånd faldt atter mod hans bryst, og han kunne ikke dy sig fra at kærtegne hendes kind igen. Hun var da virkelig en indbydende lille sag. "Jeg bruger beskidte tricks, du vil ikke bryde dig om at vide det.." igen ærlig snak, det gjorde det dog ikke lettere at bryde ud af bare fordi han sagde det.

Han stemme havde altid haft en effekt på hende, han havde altid bare haft en effekt på hende og selv om hun måske burde være sur på ham – selv om han i teorien intet havde gjort, så kunne hun ikke gøre det. Hun lyttede til hans ord og hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til dem, det lod ikke til at give nogen mening og så gjorde det alligevel. Hver gang hun lyttede til disse ord, folk snakkede altid om at der var mere imellem himmel og jord, men det var jo kun i film?

”Du har set for mange ting Nicholas, der findes ikke engle, dæmoner, varulve eller vampyrer – disse ting er fiktion og ikke noget som går rundt blot os mennesker”

Den samtale de havde haft gang i havde utrolig meget mening i sig og det havde ramt hende på en måde som det overhovedet ikke burde, hun ville ikke såre folk – hun troede at hun havde beskyttet sig selv, men det havde hun ikke gjort ved at lukke folk ude. Hun havde kun vundet at have skubbet folk væk, gjort dem kede af det og i sidste ende efterladt sig selv alene- Et blidt suk forlod hende og de uskyldige og mandelfarvede øjne faldt let op i hans, da en dyb og sensuel latter forlod ham. Han snakkede nu om hendes tanker omkring ham og det fik et blidt smil over den fyldige læber.

”Jeg tror du tager fejl Nicholas og det ved du vidst også godt. Du har vidst bare altid været et blødpunkt hos mig og du kender min søster – så er jeg et blødt punkt hos hende. Hun kan vidst ikke helt bestemme sig for om hun hader dig.. eller om hun .. ”

Den sætning vidste hun faktisk overhovedet ikke hvordan hun gerne ville afslutte, det var stadig en smule akavet for hende at han og hendes søster.. ja hun vidste ikke nøjagtig hvor langt de var nået og hun ønskede ikke at vide det. Nicholas var for hende noget anderledes og noget specielt, noget hun nok aldrig ville kunne slippe helt. De brune øjne fik så en smule undrende blik over sig da han snakkede om hans døde hjerte – det var da en underlig måde at beskrive sig selv på, hun vidste at han havde et hjerte, ellers havde han aldrig været sød ved hende.

”Du har et blidt hjerte, selv om du måske ikke lukket folk ind”

Hendes stemme var blid og oprigtig, han havde været der for hende og været blid ved hende selv når andre måske ikke altid ville have været det. Hans næste ord kom en smule bag på hende. Hun rystede mildt på hovedet, han havde en helt forkert eller i hvert fald en helt anderledes opfattelse af sig selv end hun havde – men hvorfor?

”Du har ikke specielt høje tanker om dig selv.. Dine metoder er da acceptable, hvis det kan gøre mig lidt så stærk overfor andre som du er, så vil jeg gerne have din styrke. Du lader ikke andre køre rundt med dig, du styrer situationen og altid med en vis elegance.. Du kunne lære mig det?”

Hun rystede kort på hovedet af ham – beskidte tricks?

”Du er nød til at lære mig det Nicholas – ellers så tvivler jeg på at jeg kan forsvare mig selv i en by som denne. Hvis en eller anden overfalder mig stivner jeg jo hvis han kommer for tæt på. Det er vidst ikke den mest perfekte måde at forsvare sig på. Jeg ville gerne kunne opføre mig bare lidt mere som dig?”

Hun nød hans berøring, hun ville lyve hvis hun sagde andet. Hun lukkede øjnene blidt og lod dem forblive lukkede. Hun kunne godt lide at være tæt på ham, hun havde før i tiden hadet tanken om ham – men hun vidste også at han var hendes bløde punkt – han kunne lokke hende, føre hende til at gøre ting som måske krydsede hendes grænser lidt.

Som hun benægtede tilstedeværelsen, eller nærmere eksistensen, af det overnaturlig, trak det op i hans mundvig. Ja, hun var bestemt ikke klar. Tanken om at blotte de skarpe hjørnetænder og afsløre hvilke farver hans øjne kunne tage.. var dog fristende, om end han lagde bånd på sig selv. Staklen ville bare få et hjertestop. "Hvis det får dig til at sove bedre om natten, så siger vi det.." svarede han i stedet for at begynde på alle mulige historier eller tale hende efter munden. Det var alligevel ikke hans stil at gøre den slags.

Snart forlod et suk hendes læber, og de smukke øjne var atter rettet mod ham. Hendes svar var nu underholdende, for han havde brugt sine evner så ofte, at han efterhånden ikke vidste om deres følelser eller tanker omkring ham, var nogen de selv havde, eller manipuleret af hans evner. "Din søster? Tro mig, den eneste grund til at hun endnu ikke har spidet med mig et træstik, er fordi jeg ikke har givet hende muligheden..." hver gang han så kvinden, var hun klar til at sende ham i graven hvis ikke han lige nåede at lege med hendes tanker og følelser om ham.. det var i alt fald hans opfattelse.

Hun betragtede hans metoder for acceptable? Igen, det var fordi hun ikke kendte ham. "Kæreste, mine metoder er nødvendige for mig, ganske enkelt fordi jeg har den position i samfundet som jeg nu engang har. Jeg er CEO, ung i manges øjne, og må derfor bibeholde mit image. Kontrol er en del af spillet. Desuden, mine metoder til at forsvare mig selv vil du ikke kunne lærer, de er indbygget i denne krop.. ikke tillærte.." hans overnaturlige sanser, styrke og evner var trods alt ikke noget han kunne lærer hende.

"Det jeg kan lærer dig, kan du ikke lære i denne krop min egen.. det kræver kæmpe forandringer, og jeg tvivler på det er noget du er interesseret i.." en forvandling? Gud.. nej! Han havde ikke haft en lærling i flere årtier, faktisk havde han kun haft en før.. og han var ikke specielt begejstret for det bånd man skabte ved sådan en forvandling. Vent.. stod han virkelig og overvejede det her?! Haha, Jacque ville slå ham ihjel hvis han forvandlede hendes søster, eller prøve på det.. underholdende. Hmm.. måske skulle det gøre.. nej! Han skubbede tankerne bort, og fokuseret på mennesket foran sig. "Jeg tror det er bedst hvis du henvender dig til en karakte-klub eller sådan noget... du vil ikke bryde dig om det jeg kan gøre ved dig.." slog han snart fast.

Han kom med så ufattelig mange hentydninger at hun næsten ikke vidste hvad hun skulle tro, han virkede til faktisk virkelig at tro på det han prøvede ikke at sige til hende. De uskyldige øjne betragtede ham en smule undrende, men først da han nævnte det med at hendes søster ville spidde ham med en træpind hvis hun havde muligheden gik det nærmest lidt op for hende hvad han troede han var.. eller var han det? Hun stod kort i et øjeblik og betragtede ham, det var mørkt udenfor og havde hun egentlig ikke kun set ham når det havde været mørkt? Hun overvejede kort at stikke af, men hun stod imellem ham og bilen. Der gik et stykke tid før hun åbnede munden en smule og så ham dybt i øjnene.

”er du en.. ”

Hun vidste ikke hvordan hun skulle sige ordet, hun vidste ikke om det var hvad han var – eller hvad han troede at han var. Hendes hjerte begyndte nu at sætte farten betydeligt op. Det kunne ikke være rigtig at der fandtes disse væsner kunne det? Nej!
Men det ville faktisk forklare utrolig meget, hans beroligende effekt på hende, hendes søsters tiltrækning – kunne en vampyr gøre sådan? Hun holdte vejret imens de brune øjne dansede lidt søgende rundt i hans smukke klare øjne, kunne hun finde svar og hentydninger i disse øjne. Hans ord omkring at han var blevet CEO ung, fik hende kort på andre tanker. Hun nikkede kort til ham og var faktisk utrolig stolt over hans bedrift, ikke mange kunne prale af det han havde opnået i hans korte levetid. Men var den så kort.. ?

¤Nicholas.. ¤

Hendes stemme bar præg af nervøsitet og alligevel nysgerrighed, kunne det være rigtigt at der fandtes væsner som ham? Kunne det passe at alle de film som man kunne se med forskellige væsner faktisk bar præg af sandhed i sig. Hendes uskyldige blik ramte atter hans, var han en vampyr? Havde han tænkt sig at svare hende?

Hun var faktisk ikke bange lige nu, hun var mere nysgerrig, hun havde hele sit liv afvist blankt at der fandtes andet end flok mennesker som hende – hvis der fandtes andre væsner, hvorfor havde nogen så ikke hjulpet dem? Hun trådte et skridt tættere på ham og lod overraskende blik en hånd glide over hans kæbe – hvis han var en vampyr, var han vel stadig den samme? De næste ord bekræftede hende blot lidt i det hun troede, at hun ikke kunne lære de ting han kunne fik et lidt undrende blik i hendes øjne – det krævede en forandring?

”drikker du blod?”

Spørgsmålet fløj nysgerrigt og en smule forsigtigt ud af hende, hun var nød til at vide det. Hvis han gjorde, hvorfor havde han så aldrig prøvet at spise af hende – eller havde han? Hendes hjerte hamrede, pumpede adrenalin rundt i kroppen på hende. De uskyldige øjne betragtede ham og hun bed sig en smule i læben. Han ord: du vil ikke bryde dig om det jeg kan gøre ved dig – fik hende atter til at åbne munden og lade den blide stemme, let sende ord i hans retning.

¤hvad kan du gøre ved mig?¤

Ja der havde sgu været rigeligt med hentydninger, og se.. hun var faktisk klog nok til at stykke det hele sammen. Han mærkede forandringen så tydeligt, frygten hun pludselig følte for ham. Det gav en dårlig smag i munden, og han var tæt på at fnyse. Mennesker...
Afskyen blev skjult, om den var rettet mod hende eller hele situationen var han ikke engang sikker på.. bildte sig ind det var mod hende, ganske enkelt fordi det var lettest. Det var denne type reaktioner der gjorde at han holdt fast ved det alle mente han var, et rovdyr og en morder.

Alt hvad der dog forlod hendes læber og det næste halve minut, kom oprigtigt bag på ham. Til hans stor overraskelse, trådte hun sågar tættere på, og han hævede brynet. Vent.. havde hun ikke været bange? Hvad var det her dog? Hun spurgte nu hvad han var, ønskede en bekræftelse, og afskyen han havde følt forduftede. Hun var ikke bange? Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Hvorfor var hun ikke bange for ham? Hendes puls var steget, men det virkede til at være af nervøsitet og spænding.

Hendes blik veg ikke fra hans, hendes så uskyldigt.. hans så undrende. Så løftede hun hånden, og strøg hans kæbe. Hun nævnte selv blodet, og fordi han var sulten, skiftede hans øjne farve. De begyndte at antage en rød farve, det hvide blev mørkere og ville have skiftet helt til sort, hvis ikke han havde lukket øjnene, og et øjeblik bidt tænderne sammen for at få sig selv under kontrol. Selv hjørnetænderne havde voksede sig længere og dunkede i munden.

"Alt hvad dit hjerte begær. Amy, du frister mig.." svarede han. Han bekræftede ikke hendes tanker, stod med hænderne i lommerne, ganske enkelt fordi det var lettest at holde dem i ro der. Tænk at hun satte hans viljestyrke på sådan en prøve. "Jeg har aldrig drukket fra dig, du vil vide det hvis jeg havde.." tilføjede han kort efter. Se det var vel en bekræftelse, og samtidigt svaret på et af hendes spørgsmål.. så behøvede han vel ikke sige med ord hvad han var.

Hun var ikke lige så god til at læse folk som han var, men hun fornemmede tydeligt en følelse lige i det hun havde regnet ud hvad det var han egentlig var. Var han blevet fornærmet over at hun vidste hvad han var? Nej det var ikke den følelse hun havde fanget, hun kunne dog ikke sætte ord på og det var i situationen også lige meget, for han ændrede dog holdning igen ret hurtigt. Hendes hjerte hamrede og hun ville lyve hvis hun sagde at hun ikke var nervøs – men bange, det var ikke ordet. Hvis han havde ønsket at skade hende havde han gjort det for længe siden. Dette var hun især sikker på nu hvor hun faktisk bedste hvad han var – han var ikke et monster.

Hun så forvirringen flyde over hans ansigt og hun blev selv en smule forvirret. Det lignede ikke at han var vant til den reaktion han havde fået fra hende – hvordan plejede man at tage det? Hun stod for første gang i denne situation og vidste ikke hvordan hun skulle reagere, men samtidig tænkte hun på hvordan normale mennesker måske ville reagere på at deres… tidligere … ja hun vidste ikke hvad hun ville kalde den situation de havde været i længere – men han havde været en vampyr – han spiste af mennesker og alligevel havde han været blid ved hende, hjulpet hende selv når alt inden i ham måske skreg efter at smage på hende.

Hendes blik veg ikke fra hans og da hun så nævnet blodet skiftede hans øjne farve – den røde farve blev tydeligt dominerende i hans øjne og hun åbnede en smule forundret munden, dog mere fascineret end bange. Han lukkede øjnene og prøvede at genvinde kontrol over sig selv. Han førte kort sin hånd ned mod hans hånd og lod den blot strejfe den imens han stod der med lukkede øjne – hun ville gerne hjælpe ham, han havde hjulpet hende, hun anede bare slet ikke hvordan hun skulle gøre det. Hun bed sig i læben og lod det blide og følsomme blik forblive i hans. Hans stemme lød nu og hendes hjerte satte farten op – fristede hun ham?

¤hvorfor frister jeg dig?¤

Hendes stemme hviskede blidt, hun vidste ikke hvad hun gjorde og hvis hun på nogen måde skulle ændre det, for ikke at friste ham – så måtte han sige det og hun ville prøve. Hun ønskede ikke at miste ham, trods det faktum at han var en vampyr – ville de stadig kunne mødes og snakke eller hvordan ville det her hænge sammen, hun vidste det ikke. Han svarede nu på hendes spørgsmål om blodet og hun var egentlig en smule nervøs for at spørge for meget – ville han blive træt af at svare på hendes spørgsmål? Hun førte let hånden op af hans kæbe igen og strøg den blidt igennem hans hår.

¤jeg stoler på dig Nicholas¤

Store ord fra en som hende, større end meget andet. Men i den situation hun stod i nu var de passende. Hun stolede på at han ikke ville gøre hende noget, at han ikke ville dræbe hende – så havde han gjort det for længst. Hun trak blidt hånden til sig og lod de store brune øjne falde i hans – ville han svare hende eller væk?