Oh hi there ~ Manda

Uanset hvor meget og hvor hårdt Kate maste på skruetrækkeren hun holdt i sin ene hånd, kunne hun ikke få den sidste skrue spændt ordentligt fast på det lommeur, hun holdt i den anden hånd. Hun var nær snublet over sine egne ben, da hun ikke gav jorden hun gik på megen omtanke, men fik heldigvis balancen tilbage. Den store, akavede skuldertaske ved hendes side blev ved med at bumpe ind i hendes ben, så den klirrede på en meget mærkelig måde og hun var ved at blive vanvittig af fornemmelsen, men hendes opmærksomhed var hæftet så voldsomt på den sidste skrue, at hun ikke havde fået gjort noget ved det. Da hun havde det med at personificere hendes værktøj, havde hun fået den ide at skruen havde noget personligt imod hende, men hun kunne ikke finde ud af hvad hun havde gjort mod den, for at fortjene denne forfærdelige opførsel. Solen skinnede hende lige ned i nakken, men vinden var bidende kold mod hendes allerede frosne hænder og da hun skulle være færdig med lommeuret samme aften, havde hun ikke fået frokost, så hendes mave protesterede hver gang hun tog et skridt. Endnu en gang ærgrede hun sig over sine menneskelige restriktioner. Uanset hvor højt hun elskede menneskelivet, var der bare nogle ting hun misundte de overnaturlige væsener for. Som deres elegance, evige liv og - hunkøn har man da lov til at være - deres utrolige skønhed.
Med et langt suk maste Kate endelig opgivende lommeuret og skruetrækkeren tilbage ned i sin taske, der som altid var bugnende fuld af værktøj, makeup, papirer og noget hun nok aldrig ville finde ud af hvad var. I samme bevægelse fik hun tasken væk fra sit ben, så den ikke længere bumpede irritabelt mod det, og proppede derefter hænderne i lommerne på hendes tynde frakke. Trods den varme sol frøs hun en smule, og satte tempoet op i et forsøg på at holde varmen, mens hun fra lommerne af trak frakken tættere om sig. Vinden legede med hendes lange, blonde hår, men hun nægtede at tage hænderne op af lommen, hvilket resulterede i at hun håbløst måtte puste håret væk fra sit ansigt. Vinden var dog - mærkeligt nok - en del stærkere end hendes pusten, og klodset måtte Kate vandre rundt nærmest i blinde til sin egen skræk og rædsel, bare fordi hun var for stædig til at løfte sine kolde hænder op af den lange, lysebrune frakke.

"2 tak!"

Manda bestilte 2 crêpes ved en stand der var i nærheden af parken, en med jordbær og softice og en anden med banan og nutella. Den var altid hans yndlings når den kom frem om sommeren dengang han boede i Di Morga, men han kunne aldrig beslutte hvilken han skulle have, da han elskede begge, så han købte bare dem begge de fleste gange. Han betalte mens han ventede på at de blev lavet og tog et kig ud over parken. Der var knap nok aktivitet endnu, det var en almindelig arbejdsdag, så mange var på arbejde endnu, men der var dem som havde ferie og skulle til frokost aftaler.

Han vendte sig om da han hørte et 'værsgo' og tog dem, han smilede glædeligt og takkede for dem. Han begyndte at gå igennem parken og spiste den med banan/nutella først. Et velbehaget smil kom frem på hans læber, de var lige så gode som de var for år tilbage. Han begyndte at tænke på hvor imponerende det var at de var lige så gode som altid, det var desværre populært at kvaliteten blev dårligere som årene gik, men heldigvis ikke her! Han satte sig ned på en bænk i nærheden og nød sin dessert-frokost, mens han kiggede ud i parken.

En bestemt ung kvinde fangede hans øjne, hun havde et meget intenst kig på sin hånd som hun pillede ved med en skruetrækker. Han rynkede brynene lidt, da han ikke kunne se hvad hun havde i hånden fra sin vinkel, lignede det næsten at hun var en form for robot som lige fiksede en fejl i sin hånds mekanik. Han vippede lidt til den ene side for at se om han kunne finde ud af hvad det var hun havde, men desværre uden held. Til sidst så det da ud til at hun opgav, så han endte med at se at det var et lommeur hun havde gang i at fikse.

"Nåååååååårh"

sagde han til sig selv og grinede over hvor overbevist han var over at hun fiksede sin hånd, så intenst som det gik. Han kiggede spændt på hvordan hendes hår var kommet til live og havde valgt at blænde hende, så hun måtte gå uden et særligt godt udsyn. Han smilede og valgte at rejse sig, han gik roligt op mod hende og indhentede hende.

"Er der mon en blind, som har brug for en guide gennem parken?"

spurgte han drillende og grinede let over at hun stadig ikke havde taget håret væk fra øjnene endnu. Hun havde alligevel gået sådan i et stykke tid.

Et lille gib gik igennem Kate, da manden dukkede op ved hendes side. Hun havde ikke forventet selskab og hendes hjerte bankede lige en anelse hurtigere end før. Ved hans ord begyndte hendes kinder at rødme utrolig hurtigt og hun kiggede kort op på ham gennem det viltre blonde hår. Modvilligt trak hun den ene hånd op fra lommen og begyndte at kæmpe med håret.
"Praktisk talt," svarede Kate pinligt til mode, men med et begyndende smil på sit ansigt.
Hun formåede at få kæmpet en lok om bag øret, så hun var i stand til i det mindste at se hvor hun gik. Smilet vendte hun nu mod manden ved sin side uden at overveje, at hun nu stod ved siden af en fremmed og så fjoget ud med de røde kinder, håret og smilet. Han smilede ligeså og hun bed sig selv i underlæben, da hun indså, at han sandsynligvis grinede af hende.
"Men tak vel," grinede Kate og kiggede ned på sine fødder, mens hun igen satte håret tilbage bag ved ørerne før den igen blev placeret i dens hule i jakkelommen. "Dog sætter vi, de midlertidige blinde, også pris på din bekymring."
Hun burde ikke tale til en fremmed mand i parken - og da slet ikke smile til ham. Så meget havde Kate alligevel lært af at være bosat i Di Morga det sidste år. Hun var blevet pint, slået og næsten fået taget en bid af sig, men det havde alt sammen været om natten og hvis en gut kunne vise sig her ved middagstid udenfor, så måtte han da være god nok. Forhåbentligt. Desuden så han rar ud, hvilket blev understøttet af hans grin over hvor latterlig hun så ud. Ved den tanke bredte rødmen sig igen og hun vendte sig igen mod vejen foran hende.
"Hej," sagde Kate og kiggede på ham ud af øjenkrogen. En blond lok svajede i hendes synsfelt, men hun orkede ikke gøre noget ved det.
Nu hvor han havde vidst hende den venlighed - udover at han grinede af hende - kunne hun vel lige så godt hilse lige så pænt.

Han tog den sidste bid af sin første crêpe og tørrede fingrene af i en af de servietter han havde fået med, han smed det i en skraldespand de gik forbi og han begyndte at hjælpe hende lidt med håret. Det virkede til at være meget kaotisk at få styr på. Han gav hende et venligt smil da hun begyndte at komme frem bag håret.

"Der var du!"

sagde han med et venligt toneleje, som om hun havde leget gemmeleg med ham i nogle minutter. Han nikkede over hendes kommentar omkring hans tilbud om hjælp.

"Min service er altid til tjeneste, det går jo ikke at dem som har midlertidigt blinde kommer ud for ulykker når de pludselig intet kan se."

Han lagde en hånd op til at gøre honør og grinede over sit eget fjolleri. Han kiggede nysgerrigt på hende da hun rødmede, han håbede ikke hun følet sig alt for forlegen over hans drilleri, det var mest venligt ment og ikke for at gøre grin med hende. Da hun sagde hej kom en ny lok over hendes øjne og han smilede opgivende, han kunne se på hende at hun ikke ville flytte den - frøs hun mon hænderne? Uanset valgte han at hjælpe hende af med den og fik den bag hendes øre.

"Hejsa, jeg hedder Manda Hitsugaya, jeg er lige flyttet tilbage til Di Morga."

Han rakte hende en hånd for at hilse ordentligt på hende mens han gik ved siden af hende.

Kate var lidt forvirret over denne fremmedes venlighed overfor hende, men sendte ham alligevel et bredt smil, da han hjalp hende med håret og over hans lettere latterlige kommentar. Dog kunne hun ikke lade være med at le over hele situationen, der egentlig bare var lidt underlig. Han virkede dog også utrolig livlig og upbeat, hvilket hun ikke kunne modstå.
Kate blev ret overrasket, da hendes nye ven stak en lok hår om bag hendes øre. En lille kuldegysning løb endda igennem hende, da hans fingre strejfede siden af hendes hoved. Hans hånd var varm, og hun dvælede hurtigt ved følelsen af hans fingre mod hendes hoved. Kate lagde hovedet på skrå og kiggede nysgerrigt op mod ham. Han var en usædvanlig fremmed og Kate lod sine evner få frit spil, så hun kunne se igennem ham. Han var utrolig direkte men med en venlighed, der ikke var til at misforstå og de gode intentioner fik et lille smil frem på hendes ansigt.
Kulden blev der ikke længere tænkt på, da Kate trak hånden op fra lommen og rakte ham den i et håndtryk. "Kate, Kate Zakharov" udover hånden stak hun ham et venligt smil. "Nytilflytter og kun fransk af blod."
Kate grinede let til ham og kørte den frifundne hånd igennem det stadig viltre hår før hun atter stak den ned i lommen igen. En rødmen var stadig synlig på hendes kinder, da den blev ved med at blusse op.
"Tilbage?" Kate svarede i et tonefald, der ikke var til at misforstå som andet end et spørgsmål.

Han kiggede lidt på hendes ansigt, hun så utrolig sød ud, han havde haft lidt besvær ved at vurdere hendes karakter da hun stod med et utilfreds og fokuseret blik på dette ur som hun havde rodet med og hurtigt bagefter blev dækket helt til af sit hår.

Han tog en bid af sin anden crépe og gik ved siden af hende, "Nu er det kun fordi jeg observerede dig lidt før du forsvandt, men hvad var der med det lommeur? Det så ud til at du havde noget af en istandsættelse igang i urværket?" Han håbede ikke at han trængte på i hendes privatliv med det, men hvis hun ikke ville have nogen kendte til det, så havde hun vel ikke gået ude i det offentlige med det og fikset på det.

Han gav hendes hånd et venlig håndtryk da den tittede frem fra lommen og han smilede interesseret over lyden af hendes navn, ikke at han havde så meget forstand på efternavne, men mon det var russisk? Måske islandsk? Ikke at det var det vigtigste i verdenen, men det fangede da hans nysgerrighed. Hun havde da sagt hun var fransk, det lød dog bare så ikke-fransk et efternavn. Han trak lidt på skuldrene af hvor meget han tænkte over efternavnet.

Han nikkede efter hendes spørgsmål, "Jeps, jeg boede her i nogle år for 4-5 år siden. Der skete noget uheldigt udenbys som jeg skulle tage mig af, og så kom jeg lidt fra byen igen. Men nu er jeg vendt stærkt tilbage og har en plan om at indtage byen med min fantastiske personlighed!" grinede han med en selvsikker tone der ikke var helt 100% alvorlig. Han havde elsket byen dengang, så han var sikker på at den var lige så fantastisk som da han forlod den.

Ved Mandas spørgsmål omkring lommeuret smilede hun, som om hun havde tænkt på en kær ven. Ure samt andre finurlige, teknologiske vidundere var kære for hende, men kunne, som han havde observeret, også være roden til megen frustration.
"Jeg er urmager..." Kate sukkede blidt men udstødte til trods et grin. "En gang i mellem har jeg bare nogle genstridige ure, der ikke har lyst til at være ure."
Kate kiggede op på manden ved hende side og betragtede ham mens han spiste. Han var i sandhed en finurlig fyr med en masse karisma og på trods af hendes fornuft følte hun sig behagelig til mode ved denne fremmede.
Med hovedet på skrå lyttede hun interesseret til Manda, der fortalte hende lidt mere om sig selv. Umærkeligt smilede hun en smule til ham og lod nogle lokker af sit hår blæse frem over hendes ansigt, men uden at irritere hende for meget.
"Du har da lagt hårdt ud med sådan en hård type som mig," Kate grinede over ironien over sine egne ord. Kate kunne ikke gøre en flue fortræd og var alt for nem at charmere, hvilket gjorde hende til et nemt offer.
Mens Kate betragtede Manda stødte hendes fod mod en lille sten og - klodset som hun var - hoppede lige et par ekstra skridt for ikke at falde på næsen foran hendes nye bekendtskab.