Still Very Much Alive (Sapphira)

Tid: 02:30
Sted: Skovens dyb
Vejr: Lunt og måneklart (ikke fuldmåne)
Omgivelser: Normalt en stille skov men utrolig meget uro

Det var bare en af de aftener... Jacintha var ude ved hans tidligere manager da denne havde forsøgt at snyde dem og nogle Charlie havde vundet over i arenaen havde besluttet sig for at få hævn. De havde jo ikke set Charlie skifte form så de jagtede ham i god tro om de kunne og så med normale skydevåben.
De grinende tåber kom med grimme tilråb imens de nærmest omringede ham. Den første af dem havde løsnet et skud hagl der ramte ham i ryggen hvilket hurtigt skulle blive deres værste mareridt. Charlie forvandlede sig for øjnene af dem hvilket i sig selv var en uhyggelig oplevelse da man kunne høre knoglers bragen og musklerne der gik amok.
Snart stod den næsten tre meter høje voldsomme varulv foran dem. Den skærende lugt af frisk urin fra den ene mand fortalte om hvordan de hurtigt var kommet til at fortryde de overhovedet prøvede.
Skovens dyr blev skræmt af hans høje og majestætiske brøl hvorefter mændene løb skrigende bort i håb om at komme i sikkerhed. De første to døde voldsomt og meget blodigt. Og snart blev det klart hvorfor der blev fortalt spøgelseshistorier om ham. Hans hvide pels var som at se tøg eller tåge når han bevægede sig hurtigt. Da han var en erfaren jæger var det også overraskende lydløst.

To mere forsvandt pludseligt ind mellem træerne hvor deres hals blev flået op som det allerførste så de ikke kunne afsløre noget.
De sidste to havde for længst smidt deres våben og løb alt hvad de kunne tilbage mod deres bil, men uden held.... Den første af dem forsvandt ind imellem træerne og den sidste kunne ikke andet end høre den rædselsvækkende lyd af kød der blev brudt. Febrilsk satte han sig ind i bilen og prøvede at starte den. Da den endelig startede, stod varulven kendt som Nightrage foran. De glødende røde øjne var fastlåst på den sidste stakkel der sad i bilen og tiggede om nåde. Nightrage tog hovedet fra den nu døde kammerat og smed ind i bilen til ham inden han sagde: "Never...... Return..... I will..... Hunt you....."
Han nikkede febrilsk og kørte afsted så han var lige ved at køre galt. Nightrage hylede højt mod månen så andre i skoven kunne høre de skulle holde sig på afstand

Det var en nat med masser af uro, skovens væsner var årvågne, men hvad der havde skræmt dem vidste Sapphira ikke. Hun havde tilbragt dagen med sin flok, og var på vej tilbage til sin hytte i skoven da lyden af skrig, råb og til sidst lyden af accelererende bildæk og et hyl, nåede hendes skarpe sanser. Hun standsede straks op, gøs let over lyden af hylet, som helt klart tilhørte en varulv. Et øjeblik havde hun troede det var A, det lød trods alt som et hyl af en Alpha, men hendes sanser reagerede ikke på det som det ville når hendes flokleder kaldte, sådan et kald kunne trods alt mærkes når man har svoret loyalitet til varulven.

Forundret ændrede hun kurs. De fleste ville nok holde sig væk, men hendes nysgerrighed bød hende andet. Hun havde trods alt en flok, og det hyl tilhørte ingen af hendes flok. En varulv på hendes territorium, hun boede trods alt ikke langt fra hylet, og så måtte hun se om det var en der skulle jages væk.

Hurtigt og adræt bevægede hun sig gennem skoven, og fangede hurtigt lugten af blod og død. Dyrene var kloge nok til at skjule sig, og minsandten om ikke der lå lig her? Jo, det gjorde der vidst! Sikke en svinesti!

Færten af varulven blev fangede snart, og hun rynkede på næsen og bevægede sig forsigtigt nærmere. Hun var klædt i en hvid top eller trøje med snører foran, og som var så kort den efterlod maven bar, og små denim shorts, samt bløde kondisko. Det lange brune hår hang løst over skuldrene, og de intense turkise øjne, gled frem for sig, opmærksom og forsigtig. Hun bevægede sig længere frem, og.. spottede ham! Gigantisk... det var det første hun tænkte ved synet af den hvide varulv. Stor, frygtindgydende og krævende respekt. Trods det, fyldtes hun med en sær vrede hun ikke kunne forklare.

Outfit

Ganske rigtigt så lå der et blodbad rundt omkring i skoven, ikke det mest diskrete overhovedet. Men samtidig med så var det et kraftigt signal om at det var farligt og man skulle respektere landet man var i. Det havde de mennesker ikke gjort og det var kommet til at koste dem alt. Nightrage slog heller ikke ihjel bare fordi han kunne, der var altid en grund til det. Det var også derfor han havde revet hovedet af den ene og ladet den anden køre med det. Så vidste de forhåbentlig at det var en jagt de aldrig nogensinde kom til at vinde.

Der gik ikke ret længe inden han kunne dufte en ung kvinde et lille stykke der fra. Der var andre varulves duft omkring hende men den var for svag til de rent faktisk var der så det måtte være fordi hun kom fra en flok eller var med i en flok.
Men det han bed mest mærke i var at der var et eller andet over hendes duft. Nærmest som..... Hjemme..... Der var noget ved hendes duft der virkede så bekendt og alligevel kunne han ikke helt genkende den.

Da hun så kom tættere på, var det pludselig klart hvem hun var. Var hun ikke død med de andre?.... Det burde hun have været...

Som hun kiggede på ham, så han meget fast på hende med glødende øjne og en advarende knurren. En hjort kom løbende men vendte hurtigt om som Nightrage knurrede af den. Mest så den vidste den skulle holde sig på afstand. Så kiggede han igen på hende med en lavmælt knurren der fortalte hvordan hans sanser var på vagt.
Han gik først nærmere og gjorde så noget, meget få havde oplevet ved en varulv der skiftede form. Han talte rent faktisk.

"Who..... Are..... You?....." Han vidste det egentlig godt men måtte vide mere om hvor meget hun havde styr på. Han satte sig i en position som om han ville til at springe, som et tegn på hvordan yderligere kamp ville ende skidt. Hans så smukke pels var badet i blod omkring munden og på hans kløer. Klar stod han og afventede hvad hun sagde så han vidste om hun var farlig

I modsætning til varulven, genkendte hun ham ikke. Færten sagde hende absolut ingenting, hun kunne tyde han var en mand, og en stærk varulv.. formentlig en alpha. Om han havde en flok, anede hun ikke, men denne varulv hørte ikke til hendes flok i hvert fald. Pelsen var svøbt i blod ved mund og kløer, og det var tydeligt han var skyld i menneskenes død. Han betragtede hende, og fik skræmt en hjort på flugt, inden han vendte sig mod hende, kom nærmere, og stillede sig i angrebsposition. Det gik op for hende hun bare stod og stirrede på ham, og end ikke bakkede. Hans angrebsposition fik hende til at reagere instinktivt, og gøre det samme. Hun var sgu ikke en hvilken som helst varulv, men en beta, og selvom hun endnu ikke kunne forvandle sig når som helst, så arbejdede hun på sagen.

Pludselig overraskede han hende ved at tale, og hun rynkede brynene. Selv ikke flokkens Alpha kunne det, og hun havde heller ikke mødt nogen varulv der kunne kommunikere i varulveskikkelse. Denne varulv var spøjs. Hun fnøs, og knurrede faretruende og dybere end man umiddelbart ville forvente en kvinde i hendes størrelse kunne. Hun var ung, og ikke specielt stor i sin menneskelige form, hvad de fleste undervurderede. Hun var ikke længere svag, som hun havde været engang, og kunne slå fra sig på en måde der overraskede de fleste.

”Your worst nightmare.. you are at my territory, I will advise you to leave before I force you to” svarede hun køligt og advarende. De turkise øjne lynede, og hun knyttede næverne klar til at gå løs på ham, eller I det mindste forsvar sig selv hvis denne varulv prøvede at gøre hende fortræd.

Hjemme hvor han kom fra gik der mange historier om den hvide varulv. Der var alle mulige afskygninger af dem, en hvor han var en beskytterånd, en anden hvor han var et spøgelse. Det eneste der gik igen i alle historierne var at behandlede du reservatet stammen boede i dårligt, så ville det ende i blod. Den sande historie var at han var vokset op velvidende hvad han var og lærte også at det var en gave. Det havde taget tid at mestre men han var også kommet utrolig langt også på et punkt hvor andre varulve undrede sig meget over ham.

Hun var en ganske anden den gang men hendes duft var ikke til at tage fejl af. Hun havde fundet styrke siden den gang og når han så tænkte efter så var han ikke en gang sikker på om hun nogensinde havde fået fortalt hvem Nightrage rent faktisk var.
Kort fnyste han inden den voldsomme forvandling gik i gang. Muskler og knogler knagede og man kunne se huden bevæge sig som pelsen forsvandt igen. Kort efter stod han foran hende i menneskeskikkelse iført de sørgelige rester af et par jeans. Om halsen havde han en halskæde han havde fået af stammens shaman for så længe siden.

De svulmende muskler brændte stadig og den muskuløse brystkasse hævede og sænkede sig af en tung vejrtrækning. Hans tænder var dog stadig spidse og kløerne var heller ikke væk endnu.
Selv i hans menneskelige skikkelse var han et to meter højt muskelbundt.
"I have seen more blood than you can ever imagine.... Tribe and town alike have fallen to my claw..... This land is not claimed.... No markings.... No howl as greeting or warning.... You must be new... "

Så holdte han kløerne klar i tilfælde af hun skulle forsøge på noget. Han havde overvejet om han skulle give sig til kende men ville lige vente lidt i tilfælde af hun fandt ud af det selv

Hun havde skam hørt om den berømte Nightrage, men at høre ting betød ikke man kunne forestille sig dem. Denne varulv var frygtindgydende, og hun stod skam og overvejede hvem han var, at han så skulle være den verdensberømte varulv, ja hvor i alverden skulle hun vide det fra? Ikke desto mindre begyndte varulven, til hendes store overraskelse, at skifte form igen. Hun havde regnet med at han angreb hende, ikke at han forvandlede sig. Nuvel, han havde jo tydeligvis mere kontrol over sig end hun havde regnet med til en start. ”Who are you...?” mumlede hun mest for sig selv mens varulven blev erstattet af mennesket. Tænder og klør stadig skarpe og truende hvis man ikke passede på. Som han stod der, næsten to meter, gigantisk, med muskler der tydeligvis var hårde og ikke til at spøge med, gled hun blikket over ham. Hans krop var imponerende, og ganske tiltalende i en varulvs øjne. De turkise øjne fortsatte opad, til de landede på hans ansigt, mørkt hår.. Hvordan var hans pels så lys? Det skete utrolig sjældent at man havde lyst pels når man havde så mørkt hår. Hun kendte faktisk ingen med sådan en … evne, men det begyndte da at dæmre at han var denne Nightrage. Hvem skulle det ellers være?! Det betød hun måtte være ekstra opmærksom, for han var ikke bare farlig.. men morderisk, som omgivelserne jo understregede. Uvilkårligt kom hun til at skælve som deres blikke mødtes, og så bemærkede hun talismanen rundt om hans hals. Hun stivnede, hun havde helt sikkert set den før, og helt ærligt… hun gled fingrene op til sin hals, hendes egen halskæde gemt bort under stoffet. Hun havde en der mindede meget om, men som var beregnet til kvinderne i flokken.

Hans svar rev hendes tanker fra halskæden og hun fokuseret atter på hans ansigt. ”Not new, but moved here not long ago..” hun havde jo sagt til A at de skulle afmærke territoriet, hvorvidt denne alpha havde en flok anede hun af gode grunde ikke, de havde været i skoven i nogle måneder nu – som flok i hvert fald – og hun havde boede i denne skov i flere år, først nu havde hun stødt på ham. ”The woods is hours, either you kneel, you leave or you negotiate with the alpha.. and stop killing humans, it attract more..” svarede hun køligt og tydeligvis irriteret over at hun nu skulle rydde op efter ham.

Det eneste tidspunkt hvor Charlie havde tænkt over de historier der var omkring ham, var når han var i sin hjemegn. Stammen var der ikke mere så der var ikke længere behov for at skulle bekæmpe den hvide mand som han havde gjort i så lang tid, men mange af historierne hang også ved. Dog havde det ikke været så voldsomt et problem i Europa, på trods af fortiden ind imellem meldte sig. Og han var endnu ikke sikker på om det var en af de tidspunkter.
Hans blik vandrede over hende imens alle hans sanser opsamlede samtlige sanseindtryk der var. Det havde været så længe siden og hun havde udviklet sig meget siden den gang. Men duften af famillie var aldrig til at tage fejl af om man kunne lide det eller ej.
Som hun spurgte hvem han var, stod han noget mere afslappet men stadig på vagt.
"As you just saw me i go by the name Nightrage..... But as you see me now, i am called Charlie...."
Måske havde hun rent faktisk samme mistanke som ham?
Han lagde godt mærke til hun frøs ved synet af hans talisman hvorefter han spurgte: "You know this Talisman....."

Da hun så køligt fortalte hvordan hun ville have tingene skulle foregå, knurrede han ildevarslende imens de røde øjne var låst på hende. "I kneel to no one..... I will leave when i see fit to do so..... This forest belongs to no one.... I will stop killing them when they stop trying to kill me.... So either you pay the proper respect... Or you will never see your pack again...."

Ja, hun havde gættet rigtigt i hvem han var, men foruden kaldenavnet fik hun også det menneskelige navn. Selvom hans duft burde fortælle hende hvem han var, så .. var det ikke helt tilfældet. Det var mange år siden, og Sapphira havde fortrængt så meget som hun kunne. Hun havde kun været et barn da tingene var gået galt og hendes familie var blevet slået ihjel, hun huskede ikke særlig meget, og det var få ting hun havde tilbage fra dengang: Navnet, halskæden og arret på balden. Hun tænkte sjældent på hendes fortid, alligevel var hendes nætter præget af mareridt, hvorfor hun holdt til her ude i skoven, og aldrig nogensinde har haft en partner. Så snart det var blevet muligt for hende, var hun flyttet så langt væk fra sit hjem som muligt, og her var hun så, i en flok, og med få men loyale venner.

”I thought it was you, of course it is..” svarede hun langsomt og med et let hævede bryn. Alt ved ham udstrålede magt, og ikke mindst Alpha, og selvom det var intimiderende og skræmmende på en måde, var hun ikke så bange for ham som hun burde være. Frygt var en relativ ting, og når man som hende har stået overfor døden så mange gange, lærte man at kæmpe med tænder og klør, og omfavne hvad end der mødte en.

Som han spurgte til talismanet, fejede hendes blik ned mod det og hun .. sank en klump. Hun ønskede virkelig ikke at tænke på det, faktisk.. gav synet af det hende lysten til at vende sig 180 grader om og gå den modsatte vej. ”It looks familiar...” svarede hun bare ligegyldigt og med en trækning på skuldrene. At hendes puls var steget ville han formentlig godt kunne høre. Uden at være herre over det, trak minderne hende tilbage. Hun var ikke særlig gammel, men stod og betragtede sin fars stolte ansigt, stoltheden lyste ud af hans øjne, som shamanen holdt talismanen i luften, inden han lagde den om halsen på en dreng. Hun rystede mindet af sig, og fokuseret på nuet og den trussel hun havde sendt i retningen af varulven.

Han knurrede ildevarslende, tydeligvis ikke typen der tog imod ordre, og hendes turkise øjne strålede trodsigt i mørket. Hun fnøs da han truede hende igen ”Respect is something you earn, not something you demand..” svarede hun køligt. Det samme blod løb gennem deres årer, og det betød at de begge var stolte, stærkere end normale varulve og.. ikke bøjede sig for hvem som helst.

På mange måder så ville han også ønske han kunne fortrænge tingene, specielt fordi han var grunden til at stammen var væk. Hans klo var den der havde fældet dem og ikke mindst shamanen. Og alligevel på trods af det voldsomme blodbad, havde Shamanen smilet til ham og sagde at alt sammen ville blive okay, at han nok skulle finde sin plads.
Det havde dog været svært at tro på når ens nærmestes blod stadig dryppede fra ens hænder. Mareridtene kom stadig fra tid til anden men han havde dog regnet med at fortidens spøgelser var forsvundet. Og alligevel stod hun foran ham. Nu som en ung kvinde der havde arvet stammens styrke. Og tilsyneladende stædighed.

Da hun svarede på hvad der var med talismanen, kiggede han kort ned på den og tog et dybt suk. "It was given to me by my tribe's Shaman.... He helped raise me knowing what i am..." Der havde været mange spekulationer om hun måske også var varulv men Charlie havde aldrig set beviser eller tegn på det.

Hendes kolde ord fik ham til at trække lidt på smilebåndet så de spidse tænder var mere tydelige.
"That is true.... They you know very well that you cannot order me to do anything..... "

Signalerne om at hun var varulv havde været svage, og de var dukkede op ret pludselige og ud af det blå, hvor det også var endt i et blodbad. Netop derfor havde hun ikke fået særlig meget opmærksomhed som barn, hvorfor hun havde fået halskæden, forstod hun stadig ikke. Alt ved denne varulv gjorde hende i mellemtiden utilpas, hans forklaring nu her gjorde det så absolut ikke bedre, navn, halskæde… hun burde vel kunne se hvad – eller nærmere hvem – han var, men hun nægtede at indse det indlysende.

Hans smil fik et fnys fra hende ”If you are a threat to me and my pack, I will at least try. I protect the people I care about, even though it might seem hopeless..” svarede hun køligt retur. Hun ville gerne vende om og gå sin vej, men hun kunne ikke, i stedet for gik hun varsomt nærmere. ”You don’t belong here, leave..” tilføjede hun med tænderne bidt hårdt sammen. Hun ønskede så absolut ikke at have noget at gøre med ham. Langt fra.

Charlie var ganske vist et unikt tilfælde omkring hvad han var, men det kunne nærmest forventes at hun også endte med at være varulv. Andet ville virke underligt.
Det var normalt at kvinderne også fik en talisman hvor hendes så også var indrettet efter at hun måske en dag skiftede. Det viste sig jo også at være tilfældet. Det gjorde ondt at opleve alle minderne igen, men han kunne heller ikke lade være med at undre sig over om der var en eller anden mening med at han skulle støde på hende igen. Specielt naturen havde ind imellem nogle mærkelige måder at gøre tingene på.

Han smilede imens han knurrede lavt og sagde: "I am only a threat to those that try to harm me or the ones i care about.... Then i will fight with everything that i am.... Many have come to learn this..... But very few of those still live....."
Han var overraskende rolig men også bestemt i sin fremtoning, han var jo trods alt Alpha af natur. Han spændte lidt i hånden med kløerne klar til at ramme en hver trudsel. "Yes i do..... You need to do a lot better to make me leave.... " Han overvejede virkelig om han skulle blive mere direkte omkring hvem han var

Hans svar var nærmest for at skræmme hende, og hun fnøs med armene overkors. Han skræmt hende nu slet slet ikke. Måden han ligeledes knyttede næverne eller hvad han nu gjorde, sagde klart at hun ville få røvfuld hvis hun fortsatte på denne måde. At hun så have stået og observeret ham mens han snakkede, hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke om hele denne situation. Hun følte sig underligt tilpas, og hun havde lyst til at gå sin vej. Afslutningen fik hende i mellemtiden til at knurre irriteret ”You are such a pain! Never been a part of a pack I guess, since you don’t know the rules..” hun rullede med øjnene og gik helt tæt på ham, stod så hun kunne mærke varmen fra hans krop strømme mod sig. Hovedet blev lagt tilbage, og hun så op mod ham. ”You think yourself better than others huh? Clean up our mess you idiot, try at least to be decent!” hun rullede med øjnene igen. Ærligt, hun antog deres race for værende overlegen, og så dukkede typer som ham op, og viste hende der var røvhuller selv blandt varulve. At hun meget tæt på bedre kunne se talismanen, gjorde det svært at ignorer. Hun mærkede sin egen brænde mod huden. Fingrene strøg hen over det område som brændte, og hun skar en grimasse, den føltes helt varm, som om der var noget magisk over den latterlige tingest. For at komme af med varmen fra huden, trak hun smykket frem. De to halskæder var tydeligvis lavet af samme træ, og de ville formentlig passe sammen som yin og yang hvis de blev placeret ved siden af hinanden. Hun sank, sukkede tungt og løftede omsider sit blik mod manden. Ja, hun vidste jo godt hvem han var, ærligt, hvem skulle det ellers være?! Det kunne ikke være en tilfældighed at manden her delte samme navn, race, øjne og ikke mindst talisman som hendes bror. ”I thought you were dead..” sagde hun pludseligt.

Han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet da hun nærmest vrissede af ham og kommenterede det svineri han havde lavet. Det var også en voldsom måde at gøre tingene på med det var desværre også nødvendigt til tider. Normalt set lod han heller ikke bare lig ligge og flyde, men hun kom jo lidt pludseligt så han var slet ikke nået så langt.
"I know the rules very well..... I had my own pack..... My beta challenged me for the right of Alpha..... He would not yield so he died from his wounds.... The others suffered a similar fate and some of them ran.... They were bloodcrazed...." En relativ almindelig tilstand for varulve der var alt for fortabte i deres egen blodrus.
"I have no intentions of letting bodies lying around.... But someone got curious.... Besides it sends a signal to others of not harming nature if they think it strikes back...."
Han stod tavs og fik kort lidt store øjne som hun trak talismanen frem hvorefter han lyttede til hendes spørgsmål.
Efter et dybt suk, blev den blodrøde farve i hans øjne tilbage til sin originale farve inden han sagde: "I guess i should have been...."

Så han havde været alpha for egen pack, det chokeret hende egentlig ikke. Man havde haft store forventninger til hendes kære broder, og så .. pludselig var hun vågnet op en nat, og alting var blevet vendt på hovedet. De sidste hun huskede var, et sæt røde øjne og så var hun besvimet. Hvem der var død og hvem der havde overlevede blandt hendes familie havde hun ikke vidst før hun havde fået forklaret de alle var døde. Her stod hun så, og fandt ud af det var løgn. For hvis de alle var døde, hvorfor var han i live? Han lugtede også.. sjovt, underligt.. hans blod var ikke helt rent.. men hun var ikke sikker på hvad det var.

Blodrusen han omtalte, fik hende til at fnyse. ”A bad leader you are..” hvis han selv havde smadret sin flok, var han sgu ikke meget af en alpha, ikke hvis man spurgte hende. ”You think so? Well, that is not the case… when humans begin to suspect stuff, they will end on my doorstep and want me to explain all the blood, so clean this mess up, please!” svarede hun køligt. At sende signal min bare røv! Det skabte ikke andet end problemer.

Hans øjne voksede da hun trak talismanen frem, og hun skulede. ”Why aren’t you then, brother?” ville hun vide nu med armene overkors. Brynet var hævet, blikket skeptisk. Hun stolede ikke på ham, bror eller ej.

Der havde været utrolig høje forventninger til ham og da han så kæmpede mod dne hvide mand for at bevare reservatet, levede han da også op til det. De flest lod stammen være da det ganske enkelt var for farligt at prøve på noget.
Dog var det absolut ikke endt på nogen god måde overhovedet og det var svært at se det som den rigtige vej at gå på trods af Shamanen havde sagt det. Han havde dog ikke regnet med at finde sin plads i en by som den her og heller ikke at finde en mage der var hans arts svorne fjender. Og alligevel var det endt til det bedre.

"You have a long way to go.... Sooner or later one in your pack will try to take the Alpha's place... It can be a very long time but it will happen. It's in the wolfs nature...."
Så måtte folk se ham som hvad de ville, instinkterne blev fulgt og den slags kampe blev taget efter alle reglerne. Og for varulve var det nu en gang oftest en kamp der afgjorde tingene.
"No they won't.... This city is crawling with all kinds of creatures.... Angels, Devils, Elves..... Humans have no grasp over these lands.... These bodies will be gone....."

Han tog sin egen talisman og holdt den lidt frem imens en hel del minder løb igennem ham.
"Because no one could.... Shaman told me it was meant to happen.... Yet it doesn't feel that way"

Af gode grunde vidste Sapphira ikke at han havde en mage, eller hvordan hans liv ellers havde udformet sig siden .. ja dengang. Hun vidste dog at han var Nightrage, det gjorde hun i hvert fald nu, og når hun tænkte over det, burde det ikke overraske hende trods alt. Hvad der dog ville komme som et chok, var hvis hun nogensinde fandt ud af hvem han havde taget til mage. Eller nærmere..hvad..

"Maybe, but they will be faced.. some of us do have families you know.. and don't kill them.." måske var det ikke fair, men ærlig talt, det var hans skyld at hun var endt i fremmede arme, og havde mødt verden alene. Hun bebrejdede ham det.
"Right, you have been doing the killing for a decade or more.. so of course you know all about that.." svarede hun køligt, de blå øjne køligere end tonen.

Hun gled blikket over hans talisman, og fnøs. "That man was mad! Meant to happen? What the hell dude!" svarede hun køligt og slap sin egen talisman igen efter at have stukket den i skjul.

Der var utrolig mange af hans art der ville kigge meget undrende eller blive direkte fjendtlige overfor ham hvis de fandt ud af hvad hans mage var. Men det var han dybest set ligeglad med. Blandt varulve handlede det om at sætte sig i respekt eller dø i forsøget. Og ingen af de andre havde forsøgt at vinde hans respekt.

"Some of us..... Yes that's right.... Some of us just discovered that some of it survived...." En noget direkte måde at sige det på men hvorfor pakke det ind, hun havde nok ikke i tankerne at tilgive ham noget alligevel. Det havde kun været Shamanen og hans forældre der havde anerkendt ham som en gave og ikke et monster.
"Never just for the sake of killing... I did what i had to do to survive..... We all do...."

Da hun kaldte Shamanen for gal, blev hans øjne endnu en gang ildrøde og man kunne se han tog et par dybe indåndinger for ikke at tabe besindelsen. "He was not mad..... He was the wisest of them all...... Have you ever gotten the story of why i was raised that way?.... I have..... My future was written in blood before you were born!"

Vinde hans respekt? Hun havde intet tilovers overfor denne varulv, han havde for længst brudt den tillid hun havde haft til ham. Han havde overtrådt den eneste hellige regel blandt varulve, at familie kom før alt andet. Hans direkte svar sagde dog at han ikke havde vidst hun var i live, og hun fnøs og lagde armene overkors. Det trick faldt hun i hvert fald ikke for, om han var den stærkeste og mest frygtindgydende varulv der levede, eller ej. Hun vidste han kunne slå hende ihjel hvis han ville, formentlig uden tøven, det havde han jo prøve en gang før, og hun havde et ar på kroppen som bevis på det. ”Yeah, I big surprise huh? Discovering you didn’t do the job properly..” fnøs hun.

”To survive?! You wasn’t in danger! People was killing us and you helped them finishing up the biggest and strongest tripe!” hvæssede hun retur. Det var i hvert fald den historie hun havde fået, hvorvidt det passede eller ej, var så spørgsmålet. Hans øjne var optændt af vrede, den røde farve dominerende, men hun bakkede ikke selvom hun kunne se hun var i fare. Hun frygtede ham ikke. ”You are out of your mind! Your future wasn’t decided, not until you followed that madman!” hvæssede hun med sine næver knyttede. Hvorfor havde de overhoved den her samtale? Det hjalp tydeligvis ikke, og de var optændt af vrede begge to. ”What are you waiting for! Finish it up!” hun regnede da med at han ville gøre en ende på hende nu hvor han havde opdagede hun stadig levede.

Ganske rigtigt så havde han ingen anelse om hvor vidt hun havde været i live derefter, han troede jo han havde fået dræbt alle. Ikke at han var stolt af det på noget tidspunkt, selvom Shamanen havde sagt det var okay.
Han kiggede for en stund overraskende roligt på hende og trak nærmest på smilebåndet da hun så smukt kommenterede på han ikke havde gjort jobbet færdigt. "Didn't do the job?.... It was never a job....."

"Haven't you wondered why we were the strongest tribe?"
Han måtte tage nogle dybe indåndinger og lukkede kort øjnene over hvad hun sagde. Hun havde været så lille den gang så selvfølgelig kunne hun ikke vide hvad der skete reelt på det tidspunkt.
Da hun så kaldte Shamanen for gal, slog han øjnene op der nu var mere røde end før og hævelserne i hans brystkasse indikerede hvordan raseriet lå og boblede ildevarslende.
Ved hendes sidste ord, brølede han nærmest og tog ved hendes hals og trykkede hende mod et træ. Der klemte han let og hans kløer voksede frem igen. Hans tænder var sylespidse.
"You have no idea what happened back then! You didn't see when the women of the tribe were taken and raped then left for dead in a ditch! I fought to keep the tribe alive! It was the Shamans brother that sold out the tribe! I am not proud of what i did back then but at least i fought back! I have no intention of killing you....:"

Han trådte et par skridt tilbage og slap hendes hals hvorefter endnu et par dybe indåndinger hjalp på hans vrede. "I have mastered my inner beast since then..... But it doesn't make things right..... I know that better than anyone"

"Oh true, you just went crazy for no fucking reason!" svarede hun nedladende retur. Hvorfor hun lige udfordrede ham, anede hun ikke selv.. måske fordi hun var vred på ham? Formentlig. Vred på ham, på verden.. på alt!

Hun fik snart vakt hans vrede, og det passede hende ganske fint. Hendes øjne flammede op i et det klare blå skær, og hun blottede tænderne i vrede som han greb hende om struben og tvang hendes slanke spinkle skikkelse mod et træ. Han skræmte hende ikke, den samme vrede som han følte, var spejlet i hendes blik. "You are a monster.. just as he was! Nothing you say or do can ever change the fact that you killed our parents!" hvæsede hun retur, ligeglad med hvad grunde der var. Nok havde hun overlevede det der var sket, men hun var mærket af det lort livet havde kastede i hendes retning siden da.
Så blev hun sluppet, og kunne stå på egne ben igen. Hans svar fik hende til at fnyse, og hænderne endte mod hans bryst i et hårdt skub. "You are pretty damn right about that! And it certainly doesn't change a shit about the fact hat you left me!" jup, det var nok det værste ved det hele. At føle sig efterladt og meningsløs. Hadet.. afvist.. og overladt til en verden der ikke kendte eller vidste hvad hun var.

Han kunne godt mærke at hendes ord ramte dybt i ham og en del af ham havde bare lyst til at flå hende levende! Men grunden til ordene ramte så dybt var jo fordi hun havde ret. Han havde været en monster og slagtet folk omkring sig. Det kom lidt med det at være varulv og hans situation var trods alt unik. Men han forstod hendes frustration og vidste egentlig godt hvor den kom fra. Han havde aldrig rigtig oplevet forståelse, udover nu hvor han havde Jacintha.
Som hun skubbede mod hans bryst, sørgede han for at stå imod så der ikke rigtig skete noget ved det.
Så blev hans blik nærmest koldt, men mærkelig nok ikke afvisende imens han sagde:

"What difference would it make? You deemed me a bloodcrazed monster.... I haven't been hard to find in these years.... You never tried to find me.... And you have innocent blood on your hands as well..... Don't you?..... Someone stepped just enough on your toes to anger you just enough..... I never knew you lived.... But you knew i did.... How many men that you fucked survived?...."

Hun udfordrede ham så selvfølgelig ville han give igen. De var jo trods alt søskende. Og måske kunne hun ane en lille smule forståelse for hans situation. Ikke at han regnede med det men man kunne jo håbe

Hun sårede ham, det vidste hun, men hun var ikke engang færdig med at være teenager og havde oplevet så meget at hun ikke kunne forstå hvorfor hendes bror ikke havde været der når han burde have været det! Ikke at hun selv tænkte alt dette, det var dog tolkning på den vrede og sorg hun følte, og som egentlig bare kom til udtryk ved den vrede han nu oplevede.
At skubbe til ham fik ham ikke rykket en millimeter, og hun knurrede dybt i frustration. Så gav han ellers igen, og det var virkelig et svar under bæltestedet. "For fuck sake! I had noone to teach me anything! And for the record, I only killed monsters trying to hurt me and my foster parents, and I damn am sorry about it every single day!" råbte hun retur, hænderne knyttede og tårerne samlede sig forræderisk i øjnene. "As for finding you, and so what?! You killed everybody, and I was sure you will kill me if you knew I was alive" spyttede hun mens hendes krop dirrede af den vrede hun ikke kunne undertrykke.

Han trak vejret dybt og lod hende rase ud som hun tilsyneladende havde behov for. Egentlig var han jo godt klar over at der ikke var så meget han kunne sige for at hun ville falde ned. Men det var også utrolig svært at falde til ro, hvis hun mindede bare lidt om sin bror.
"So you have killed just as I have..... Not as much but you have killed..... "
Så tog han et skridt tættere på hende men han gjorde intet der kunne virke truende udover hans røde øjne.
"Why not try and kill me then?.... For revenge..... To end the monster of the family? Or were you afraid to find the man and not the monster?....."

Ja de havde vel samme temperament når det kom til stykket, det samme blod flød trods alt gennem deres årer. "I have, but that is not the point! The point is I didn't know wha was coming, I was fucking alone with the shit dude! you left me alone to deal with what we are!" hun bebrejdede ham tydeligvis det hele, og selvom det nok ikke var helt fair i manges øjne, så gjorde det bare så pokkers ondt og hun havde haft brug for støtte og hjælp. At hun kaldte ham monster var præcis sådan som hun selv havde følt sig da det hele var sket.
Hun fnøs ved det sidste han sagde. "I am maybe just as much of a monster as you ar,e but I am not dumb. I can't even push you, how will I be able to kill you" fnøs hun hånligt. Ærligt, hun så måske ikke specielt skarp ud, men hun var sgu ikke så dum.

Ved hendes ord tog en en langsom og dyb indånding for lige at få følelserne under kontrol inden han svarede på det. For på sin vis havde hun jo ret men det gjorde det ikke mindre hårdt at høre.
"Neither did i..... I was raised knowing what i was.... But no one told me of the bloodshed at first change.... No one told me about the anger and rage..... I would have found you if i knew you were alive... Not to kill you but to make amends"
Selvfølgelig gjorde det ondt på hende, selvfølgelig var følelserne overvældende. Men han kunne ikke omskrive fortiden men han kunne ændre hvordan fremtiden måske så ud. Ikke at han lige pludselig kom ind i hendes liv og var en fantastisk storebror, men som en hvor man ikke behøvede at tvivle.
"I won't fight back.... Besides.... You have a pack.... Let them try"