Silent Applause (Sapphira Dunham)

Tid: 22:30
Sted: Euphona Musik Café
Vejr: Vindstille men meget køligt
Omgivelser: En forsamling af mennesker spændt på at høre lækker musik.

Outfit

Nu havde han vist gået og trillet tommelfingre længe nok. Han elskede stadig at male og brugte også tid på det, men musikken var noget han nød lige så meget. Og hans seneste projekt var at han var blevet anonym ejer af en ny café hvor det var musikken der var i højsædet. Og ikke høj diskoteksmusik men mere instrumental.
Og han elskede jo selv at spille musik så han skulle selvfølgelig også prøve at spille der når nu den havde været åben et par uger.
Dog havde han hele tiden holdt fast i at det ikke skulle være kendt at han var ejer med mindre det var uundgåeligt. I stedet så var cafeens ansigt udadtil en middelaldrende mand med hvide stænk i det skulderlange sorte hår og typisk grå jakkesæt. Denne mand var rolig og diplomatisk anlagt og bar navnet Barry Silvercrest.

Kaylan havde selvfølgelig brugt den fornødne tid på at gøre sig klar til sin optræden for lidt forfængelig var man jo ikke sandt? Der var kælet for alle detaljerne og selve hans outfit var ligeledes nyt. Ikke langt fra hvad han normalt brugte men stadig meget klædeligt. Nu var han af natur en utrolig smuk mand med nærmest silkeblødt langt hvidt hår. Da der ville komme dødelige, sad hans hår stadig så hans spidse ører var gemt væk.
Han var med tiden blevet glad for sin sorte Porsche (Nu han havde lært at køre i den) så det var også den bil han valgte til at fragte ham til cafeen.
Selve cafeen var smukt dekoreret nærmest som om gotisk møder renaissance med mørkt træ i smukke udskæringer. Der var en del borde rundt omkring, selvfølgelig en bar og så et lille plateau til de optrædende. Rundt på væggene var der nogen af hans malerier også et par af de mere vovede. Dog var der ikke navn på dem
Da han kom ind blev han med det samme mødt af Barry der bukkede dybt og sagde: "Master Du'Dannan...." Kaylan skyndte sig at stoppe ham og sagde diskret: "Barry..... We have talked about this......" Barry nikkede en gang og sagde: "Pardon Mas.... I mean Kaylan.... You are scheduled to perform in half an hour.... Please.... Make yourself comfortable....." Barry skyndte sig videre for at tage sig af detaljerne imens Kaylan gik op til baren og bestilte et glas af en meget sød men lækker rødvin. Det ville være fjollet at skrive 'Elvervin'
Han smagte på den lækre væske og kiggede tilfreds rundt imens han glædede sig til at skulle spille

Sapphira havde hørt om denne nye café, at det skulle være et fint sted som havde stor respekt for musik. Normalt var det ikke den her slags steder hun tog til om aftenen, hun var mere til diskotek og natklubber. Formålet med besøget denne aften var dog en ganske anden, hun var på udgik efter et sted der ville være fin nok til hendes musik, men ikke for fin at de ikke kunne acceptere hendes stil.

Det var netop derfor hun havde valgt at klæde sig mindre frækt, og mere fint og elegant. Det klædte hende, men føltes godt nok underligt. Violinen havde hun bragt med sig, bare for en god ordens skyld - man kunne aldrig vide hvad der skete trods alt - og turen gik mod caféen. Med en klassisk violinkasse ved hånden, klikkede de høje hæle mod jorden ved hvert skridt der blev taget.

Hun havde været der i ti minutter da endnu en gæst ankom, og stedet var hyggeligt, fint, flot og med sin klare stil og charme. Ejeren virkede flink, og havde hilst så pænt på hende. Ingen henvendte sig til hende, men hun fik en del blikke med. Hendes intense blik var trods alt iøjenfaldende, men hun ignorerede blikkene. Selv sad hun ved et bor ikke langt fra podiet, men i tilpas nok skygge. Der var en del mennesker, men også andre racer var tilstede, lugten i luften afslørede det.
Den nytilkomne var heller ikke menneske, men helt præcist hvad han var, anede hun ikke. Blikket gled over ham, han var pæn, men hun tænkte ikke videre over det. Mænd var mænd, og foruden hendes flok, var de ubetydelige. Sådan i det store og hele.

Outfit

Som tiden gik lidt, kiggede han lidt rundt og kunne tilnærmelsesvis genkende de fleste for hvad de var. Eller han havde i hvertfald en idé om det. Der kom også en ufattelig smuk ung kvinde ind der ud fra hendes fremtoning og violinkassen havde en lignende passion for musik som ham selv. Ganske diskret fik han sendt en tjener over til hende dog uden det kunne spores at det var ham. Tjeneren gik hen og spurgte hende efter hvad hun kunne tænke sig og gik så derefter hvad end hun bestilte.
Der var et eller andet over hende han ikke helt kunne placere men hans mavefornemmelse sagde ham at han nok skulle finde ud af det.

Snart fortalte klokken at han skulle på og Barry gik op på scenen og tog mikrofonen hvorefter han sagde: "Welcome and good evening ladies and gentlemen.... Tonight we have a very special surprise for you.... A good friend of mine have come from quite far away to play some of his music for you... Please welcome Kaylan!...." Kaylan gik op på scenen og bukkede hvorefter han fandt sin violin frem imens han sagde: "Hello everybody.... I will start off by playing a classic for you.... So please enjoy...."

Så lagde han violinen til rette og begyndte at spille. Det blev tydeligt meget hurtigt at han var utrolig dygtig til at spille violin. Ikke kun at han virkelig levede sig ind i at spille men det var som om at følelsen i musiknummeret strømmede fra ham.

Endless Love

En tjener kom hen og spurgte hvad hun ville have, og hendes første indskydelse var en øl, men hun nåede lige at styre sig og bede om noget mere fint. Hun havde ikke alverdens penge, men nu måtte de se hvor meget hun skulle af med for deres bedste vin. "A glas of your finest wine.." faldt svaret, og den unge mand smilede, og gik efter hendes bestilling.

Manden med det hvide hår fik snart på podiet og gjorde sig klar, hun observeret ham - uden at være diskret - og rynkede brynene svagt som hu spottede hans violin. Hendes ekstraordinære syn gjorde det muligt at se de smukke detaljer ved instrumentet, og hun var mere end bare sikker på at kvaliteten var i top. Café ejeren gik på scenen og deklarerede at de havde en musiker tilstede, og at showet ville gå igang. Folk klappede, og hun fulgte trop.. og så gik Kalyan ellers igang med at spille.

... Og sikke dog et talent! Han var fantastisk, levede sig fuldstændig ind i musikken, og tonerne var så dybtfølte at hun var helt opslugt.. betaget.

Tjeneren nikkede overraskende roligt til hende og gik så efter hendes bestilling. Der gik heller ikke længe inden at tjeneren kom tilbage med et glas af hvad der var deres absolut fineste vin og en lille seddel på bakken om at det var betalt. Dog stod der ikke noget navn på hvem der havde betalt vinen.

Ganske rigtigt så kunne man se ham leve sig ind i musikken. Man behøvede ikke overnaturlige sanser for at se han virkelig gav den alt for at musikken skulle flyde så smukt som overhovedet muligt.
Flere steder blandt publikum kunne man også se folk der var bevægede af den smukke musik. Som nummeret stilnede af, begyndte folk at klappe og han bukkede til dem hvorefter han sagde med en stemme så blød som silke: "Thank you very much..... I have one more piece for you before the cafe's own band will play..... I hope you will enjoy it....."

Igen gjorde han sig klar og trak vejret dybt inden han så begyndte at spille:

All i Ask of You

Tjeneren gik efter vinen uden et ord, og da han kom tilbage, løftede hun sedlen og læste ordene. Et bryn blev hævede, og hun gled blikket kort omkring i håb om at finde ud af hvem der havde betalt. Hun fangede tjenerens blik da det ikke lykkedes "Who paid for the wine?" spurgte hun roligt. Ikke at hun klagede, men hun ville da gerne vide det.

Musikeren spillede videre, og da han var færdig klappede hun naturligvis med. Han havde dog et stykke mere at spille, og endnu engang viste han fantastisk talent. Et svagt smil krøb frem over hendes læber, det var en der virkelig værdsatte musik. Virkelig smukt, og utrolig rart at høre.

Tjeneren vendte sig ved hendes spørgsmål og svarede: "The gentleman asked to be anonymous....." Så gik tjeneren igen og Kaylan begyndte på den smukke rolige musik.
Fuldstændig lige som første nummer, var det brændende klart hvor meget han levede sig ind i musikken, og det var egentlig som om han også selv blev bevæget af musikken.
Han havde også altid sagt at hvis man ikke følte musikken, kunne man ikke spille den rigtigt.

Da nummeret var færdig, smilede han til publikum og havde også fanget det diskrete smil fra den unge dame i sort. "Thank you.... You have been wonderful..... Enjoy your evening" Så bukkede han en gang, pakkede sin violin væk og trådte ned fra scenen hvor husets eget band gik op for at gå i gang. Egentlig et udemærket band der spillede ganske roligt så folk kunne snakke uden at skulle blive alt for forstyrret af musikken. Derefter gik han hen til baren og fik sin vin igen, dog tænkte han ikke over at vinen han drak og vinen hun havde fået, var af den samme flaske

Så det var en mand, ikke så chokerende. Nuvel, hvis han ikke ville give sig tilkende, var det hans problem. Hun tog et nip af det fine glas, og nød den skønne smag. Denne vin var god!

Musikken var over, for en kort bemærkning. Snart gik bandet derop, og de spillede også ret smukt. Hun lyttede et stykke tid, inden hun omsider tog mod til sig, og rejste sig op. Ejeren syntes ingen steder at være, så hun tog sit glas, og sin violinkasse, og gik op til baren. Den hvidhåret violinist fra før sad derop, og hun stillede sig ved siden af og fangede snart bartenderens opmærksomhed. "Do you think it is possible to have a word with the owner?" spurgte hun overraskende roligt, og pænt.

Selv stod Kaylan bare og nød sin vin imens han kiggede op på bandet. Det lød rigtig godt, han havde nu også brugt tid på at finde det band der ville føles som det rigtige til stedet.
Han bemærkede også den smukke unge dame der var på vej op til baren og nikkede roligt som hilsen i hendes retning.

Han var faldet lidt i staver over musikken og hørte i første omgang ikke hvad hun spurgte bartenderen om.
Bartenderen kiggede på hende og egentlig måtte de ikke som sådan svare på det. Men i stedet rømmede bartenderen sig lidt og fik peget diskret på Kaylan der kiggede op mod scenen

Manden nikkede til hende, og hun hævede blot et bryn uden at reagere. Mænd, de havde absolut ingen betydning for hende, og det havde ham her ikke. At han var virkelig flot, havde tydeligvis ingen relevans. Hun var alt for vant til udseende.

Oppe ved baren spurgte hun så efter ejeren, og bartenderen virkede tøvende. Hvorfor? Hun havde trods alt mødt den lidt ældre herre, så hvad var problemet? Enten sagde han ja, eller også sagde han nej. Hun skulle netop til at insistere, da manden pegede diskret på Kaylan. Hun fulgte hans fingers retning, og blinkede overrasket. "Is this a joke?" var hendes første reaktion. Hun sitrrede op og ned af manden. Hvad foregik der lige.

Tjeneren rystede på hovedet inden han sagde: "No not at all..... Ask him if you want...."
Der hørte Kaylan lidt af hvad der blev sagt og vendte sig om som om han var lidt forvirret. Derefter smilede han til bartenderen og Sapphira inden han så sagde: "Good evening Ms..... I hope you enjoyed the music? I haven't played in a while though...." Det havde han heller ikke da meget af hans tid var gået med at male og sætte den nye café op. Så skålede han en gang med hende og smagte igen på vinen. Tjeneren lænede sig hen til ham og sagde: "She knows...." Der tog Kaylan sig lidt kort til hovedet

Hun hævede det ene bryn endnu engang, og stirrede på manden. Så tog Kaylan sig til hovedet, og hun smed armene overkors og rullede med øjnene. "You own this place? Why are you hiding behind the other man then?" krævede hun at vide. Det gav rods alt ingen mening. Ikke for hende i hvert fald.

Som hun spurgte ind til om han ejede stedet, kiggede han på hende med et varmt og dragende smil imens han gestikulerede til bartenderen om at give hende det hun ville have hvorefter han svarede hende:
"Yes i do.... Because it has nothing to do with who owns the place.... I created this place to create something where people could enjoy the music.... Not to suck up to whoever had the money.... " Han hjalp ind imellem med at lave sets til film og sørgede for malerier der til og der kom der hans navn på. Men her handlede det om musik, ikke titler eller navne

Hun fattede hat, og ignorerede bartenderen eftersom hendes vinglas stadig var fuld. "Well.. if music is so important hen.. uhm, I want to play.." det var ikke spor diplomatisk, men det kunne hun nu heller ikke finde ud af at være. At hun var fin i tøjet, og udseende var skønt, var virkelig ikke sigende i denne situation.

Efter at have snakket ganske kort med hende og hans særlige øjne havde betragtet hende så gik det også hurtigt op for ham hvad hun rent faktisk var. Varulv.... Det burde han måske have set før men det var så det. Da hun så noget direkte sagde hun ville spille, nikkede han bare til hende og kaldte så Barry over. "Yes sir?"
Kaylan smilede men uden at tage blikket fra hende imens han sagde til Barry: "Give the band a short break and let this young lady play some music for us...."
Barry nikkede til ham og gik op for at få det arrangeret med bandet. Der gik heller ikke længe inden der blev annonceret at der var en ny kunstner der gerne ville spille for dem. Så skålede Kaylan med hende og sagde: "I look forward to hear you play.... You are quite amazing at it if i'm not mistaken"

At han opdagede hvad hun var, vidste hun ikke. Hun vidste bare han ikke var menneske, og lugtede specielt af.. noget der mindede om en elver. Til hendes store overraskelse gik han med til det uden at kny eller diskutere, kaldte Barry over, og så blev det arrangeret. Hun så overrasket mod ham, rynkede brynene, men tog det ikke så tungt. "We will see.." svarede hun. I stedet fandt hun sin violin frem, en fin lille ting, og gik op til bandet. Hun vidste det her var anderledes, men.. nu måtte de se hvordan det gik. Hun udvekslede nogle ord med dem, og de gik forundret med til det. Derpå gik hun op på scenen, og sekunder efter, gik bandet igang. Hun havde arrangeret sit instrument, og .. så gik hun ellers til den.

Fra minut 2.

Han nikkede bare til hendes ord og betragtede hende som hun gik op til scenen. Hun var nu enormt tiltalende at se på og den kjole var som malet på hende....
Han kiggede dog noget forundret da bandet gjorde klar sammen med hende men blev da også positivt overrasket da hun gik i gang. Ganske vist en anden stil end hvad der normalt blev spillet der men det gjorde ikke noget. Folk blev overrasket men generelt positivt. Det blev da også tydeligt hvordan hun levede sig ind i musikken og virkelig gav den alt. Ja spille kunne hun i hvertfald... Nu var han spændt på om hun kunne spille andet, men for nu nød han bare musikken

Bandet var fantastisk, og de gik da også til den sammen med hende. Hver gang hun så i deres retning, fangede de signalet til at skifte til næste sang hun havde nævnt for dem. Til slut faldt et nik, og disse stoppede med at spille. Tonerne skiftede, og endte i noget der ikke var mere blidt.. men langt mere.. imponerende. Talent, det havde hun. Men musikken afspejlede hendes plagede sjæl, hendes indre vrede, og sådan var det bare med hende.

Music

Da bandet så stoppede og hun gik over til et andet musiknummer, kiggede han noget forundret på hende. Hvilket talent! Det var en ting at være dygtig men det der.... Hun var som født til at spille violin, følelserne fra hendes musik var nærmest overvældende. En hver der sad og lyttede, inklusiv Kaylan kunne mærke et væld af følelser og alle var mildest talt opslugt af musikken.
Men hun virkede også som en der tog en udfordring når hun fik den. Så han ville se hvor følelsesladet hun kunne gøre sin musik. Han tog sin violin frem efter klapsalverne var stilnet af hvorefter han uopfordret gik op på scenen og begyndte at spille et meget følelsesbetonet nummer. En del af ham håbede på hun ville spejle ham med sin musik

Schindlers List

Hun var helt opslugt af sin musik, og knap var de sidste toner færdige før han var på podiet hos hende med sin egen violin. Forundret hævede hun brynet, for hvad i alverden lavede han? Og så gav han sig til at spille. Hun tog ikke blikket fra ham, kunne tydeligt mærke udfordringen, men hans musikstil var bare så komplet anderledes end hendes.
Hun tog dog udfordringen op efter bedste evne. Der var følelser i hendes spil, men jo mere hun blev påvirket af dem, jo mere endte tonerne mere tøvende og usikre. Til sidst stoppede hun ganske brat og .. skred fra podiet. Det var ikke den slags følelser hun var interesseret i at vise. Hun pakkede sin violin ned, og lukkede tasken i med hastige bevægelser.

Han kunne godt mærke på musikken at det ikke ligefrem var hendes genre men han fik det han håbede på. En reaktion af følelser der ikke bare kunne gemmes væk. Men da hun så begyndte at pakke violinen ned, tænkte han at han måtte udfordre hende med noget anderledes musik. Folk kiggede undrende efter hende imens Kaylan gjorde klar til at spille igen. Nærmest i takt med hun havde lukket sin violintaske, startede han med et nummer i noget mere tempo og mere aggressivt

Phantom of the Opera

Hun stivnede som han skiftede karakteren af musikken. Det var nærmest et angreb, og hun bed tænderne hårdt sammen og så hårdt op mod ham.
Hun fnøs og slog violintasken op igen og samlede sit instrument op. Hun blev stående præcist hvor hun var, og flød atter ind i hans toner. Aggressivt, hårdt og brutalt. Følelserne var tydelige, voldsomme. Og det var da også noget af et stykke han havde valgt. Phantom of the Opera.. smukt.

Selvom han ikke havde været så længe i denne verden (i hvertfald for hans arts standarder) så havde han alligevel lært at mange ting passede på tværs af verdener. Og en af dem var at musik kunne fortælle utrolig meget om en person, specielt hvis de selv spillede den musik. Og hendes talent og måde at spille på, sagde mere end tusind ord nogensinde kunne. Den fortalte om en fortid der absolut ikke havde været nem, den fortalte om en stærk indre vrede, men mest af alt fortalte den om en nærmest urokkelig stolthed.
Han kunne selvfølgelig også læse hendes tanker men det var ikke noget han bare gjorde.
Hun tog heldigvis den subtile udfordring op og begyndte at spille. Og hvilken passion der lå bag hende! Det ville dog tage lidt endnu at afgøre om det var på grund af musikken eller hendes stolthed.

Hun vidste ikke noget om hans evner, altså at han var tankelæser, men hvis han besluttede sig for at læse hendes tanker lige nu, ville han finde vrede, irritation, frustration, sorg, vold og en masse aggressivitet. Man behøvede dog ikke være tankelæser for at fange det meste af de følelser, for hun udtrykte dem tydeligt via sin musik.
Han var ret dygtig selv, og hun var imponeret over hans musikalske kundskaber. Hans opførsel tydede dog på at han også var ganske nysgerrig omkring hendes musik, og de gik begge til den og satte noget af et show for publikum der formentlig var forundret OG forvirret over deres opførsel. De spillede videre, og de gange deres blikke mødtes var der en musikalsk kommunikation mellem dem. Hun kunne blive ved i evighed på denne måde!

Det var så ganske tydeligt i hendes kropssprog og i musikken hvilke følelser hun bar rundt på. Men samtidig så han evnen til at overvinde det eller for den sags skyld holde dem stangen. Måske var der meget at lære om den her verden endnu men hun viste lige præcis hvad hun ville, både følelsesmæssigt og i fremtoning.

Folk var forundrede over hvad der skete og registrerede ikke så meget den musikalske kommunikation men ikke desto mindre så var det noget af et show. Musikken steg i intensitet som det nærmede sig slutningen af nummeret hvilket gav noget af en finale. Folk klappede med stor begejstring imens Kaylan nikkede meget anerkendende til hende. Hvad talent havde hun ellers når hun var så fantastisk til musikken?