Still Very Much Alive (Sapphira)

Han rejste sig op i sin fulde højde og så nærmest stolt på hende imens han lyttede til hendes vredesudbrud. Det var selvfølgelig en reaktion han havde regnet med, men han var også klar på at håndtere det.
"What you smell on me is my mate...... She drinks mine just as i drink hers....."
Roligt gik han hen til døren og stoppede op for at vende sig rundt og kigge på hende endnu en gang. "You will need to wash up alot more before you question me.... Did you not know some of the men you fucked were thralls? Blood puppets?.... Some of them may even have been vampires.... Your nose doesn't seem to be the strongest."

Han rejste sig op, og tvang hende til at bakke nogle skridt. Hvad bildte han sig lige ind?! En forklaring faldt, og hun stirrede bestyrtet mod ham som han gik mod døren. "Your mate?! Are you insane?!" hvæsede hun efter ham. Hvad fanden var det hun hørte.
Hans efterfølgende ord kom bag på hende, hvad i alverden..?! Hvordan kunne han vide? "What the fuck are you talking about?! I don't fuck vampires, that's for sure! Stop your nonsense this instanse!" skældte hun ud med knyttede næver og rystende skikkelse. Hvad bildte han sig lige ind!

Som hun hvæste, kiggede han roligt om på hende og trak på smilebåndet inden han sagde:
"Yes.... Insane?.... Some would say..... People must fight for their place in the world..... I just took mine.... Socalled werewolves around here are little more than crazed dogs.... Mostly...."
Så vendte han sig helt om mod hende og smilede så man kunne se tænderne der var blevet endnu mere spidste hvorefter han så tog en dyb indånding gennem næsen og sagde:
"Your smell...... Vampires have stronger smell than humans..... And you havent just fucked humans..... Embrace your inner wolf and see what strength you can achieve....."

Hun knurrede ad ham, hendes blik flammende af vrede "It is the vampire blood talking, you are shame to our kin..!" hvæssede hun i vrede. Hvordan kunne han dog gøre det?!
"I know how they smell, that smell is all over you idiot! But I don't fuck them!" hun kunne da altid genkende den stank!

Han tog det så roligt han kunne men selv han havde en grænse.... Egentlig var hendes holdning ganske forståelig men det betød ikke han behøvede at finde sig i at høre det.
Med et brøl sprang han mod hende og tog ved hendes kæbe imens han øjne blev røde og kogte af intenst raseri.
"So i am a shame to our kin?...... You have not even accepted your inner wolf..... "

Hans kæbe knagede som de spidse tænder groede ud imens han tog en dyb vejrtrækning gennem hans følsomme næse. "No you only get fucked by their pets...... Thralls...... Pathetic addicts..... Sniveling ass-kissers..... I do as a wolf should.... I take my place..... Not accept a lower rank among a flock of dogs!"

Han brød sig tydeligvis ikke om hendes holding, om end de begge vidste han var et kæmpe fjols når han lagde i med fjenden. Det var ikke engang kun det! Han havde en pligt for fanden! De vidste jo begge han ikke var en almindelig varulv, men en konge blandt sin race!
Han greb dog voldsomt om hendes kæbe, hans øjne strålede på en måde der fik hendes hjerte til at slå hårdt. Gud, det der var alpha blikket, og som hans søster kunne hun mærke effekten af hans magt og styrke voldsommere end nogen anden. Hun måtte sågar tvinge for at beholde sit blik i hans. "But I am fighting for it!" gav hun igen så hårdt hun kunne, mens hun forsøgte at komme fri af hans greb.

"Forget about me, I am a zero comparing to you, brother! You have a responsibility... a duty towards our kin, and our family! You have to produce a son, and you cannot do that with a vampire!" heldigvis for det da, som om de skulle have noget så klamt som en hybrid af denne art.

Det var nok et eller andet sted den første gang hun havde anerkendt ham som det han var uden at komme med et fnys eller lignende forsøg på at skyde det fra sig. Ganske vist ikke på den mest optimale måde men ikke desto mindre.
Det ændrede dog ikke det majestætiske blik der kogte af intens vrede. "Fighting for it?..... No.... Accepting your inner wolf is not a question of struggle..... Embrace it!"

Ved hendes næste ord, hamrede han næven ind i væggen ved siden af hendes hoved imens han stadig fastholdt sit greb. Hans stemme blev dybere og nærmest mere dyrisk i det han svarede hende:
"So now i am your brother..... I have no family left! Not according to you! My duty is to take the strongest possible position, not accepting a lower place! I HAVE FOUGHT EVERY SINGLE ONE THAT TRIED TO SUBDUE ME! AND NOT A SINGLE ONE OF THEM SUCCEEDED AGAINST ME! I BEAR THE BURDEN OF BUTCHERING THE ENTIRE TRIBE! WILL YOU STILL CALL ME BROTHER?!!?!"
Ved det sidste spørgsmål var det som om der var en eller anden tone i hans vrede. Som om han oprigtigt ville vide det..

Hun havde aldrig set magen, hans blik, hans handling, hans udtryk, hans fremtoning, og naturligvis hans tone og ikke mindst den duft. Alt ved ham ossede af alpha-duftende, og det var så voldsomt at han var ved at bringehende i knæ for ham. Blikket blev slået bort i skam, og hun hadede det han fik hende til at føle.

Det blev dog bestemt ikke bedre som han fortsatte, en knytnæve ramte væggen nær hendes hoved og efterlod et ligeså fint mærke. "You did all that, and you know it! You was the one to kill every single one of the tribe, and it is your duty to make a name of it again! As for you being my brother, it is something I cannot run from, even though I don't like it!" hun så intenst mod ham, deres blikke i hinandens, og hun løftede hånden og lagde den mod hans bryst. "Kill me, do ith me as you wish.. but you know I am right.."

Det var også sjældent at nogen fik drevet ham der ud hvor hans vrede blev intens på den måde men det ændrede heller ikke på at han sådan set blev anerkendt som Alpha. Hendes blik der blev rettet væk fra ham var et klart tegn på hvad hun begyndte at føle.
Ganske vist brød hun sig ikke om det men han kunne kende deres families stolthed i hende, man stod ved hvad man gjorde og sagde

Hendes ord hjalp ikke ligefrem på hans kogende temperament så han brølede øredøvende højt så man kunne se tænderne der var blevet noget mere spidse.
"I know that very well! Do you think i enjoyed it?! Do you think i enjoy the tribes blood on my claw!? NO! I lost control and i have spent every single moment since to gain control! You are running from it! You vomit by the very thought of being a part of the same bloodline! I will make the Sarsi tribe's name known! I have! JUST AS YOU I WAS FORCED TO WALK ALONE! I TOOK MY PLACE!"

Da hun så lagde hånden på hans brystkasse, kiggede han først lidt forvirret men for første gang følte han også at hun talte til ham som hans søster og ikke en vred ung varulv.
Hans blik kogte stadig af vrede og styrke men han slap grebet om hendes kæbe, hans brystkasse afslørede dybe vejrtrækninger som han svarede:
"True.... I can never get a son..... I can make a name of our tribe again.... But carrying on our tribe's legacy falls to you..... I cannot mend what i have done.... But i can show you the Way of the Wolf...... I can show you the way of T'Kashi........"
Det var navnet på den forfaderånd der altid havde symboliseret styrken i deres stamme

Alt ved ham udstrålede en leder, en alpha... og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle stille op. Jo naturligvis vidste hun at han var født til at være racens konge, men hun var allerede del af en flok, og at anderkende ham som alpha, ville betyde hun forrådte sin egen flok. Når man stod overfor ham sådan, var det dog svært andet, og det skete egentlig ganske automatisk og uden nogen form for viljestyrke. Hendes krop handlede egentlig uden kontrol over den selv, og pludselig stod hun med blottede strube for ham, et tegn på komplet overgivelse.

Kort efter vakte hun hans vrede, og hans brøl gav hende en lyst til at stikke halen mellem benene. Hun blev dog stående, ganske enkelt fordi hun var låst fast mellem ham og væggen. I hvor høj grad hendes ord havde ramt en nerve, opdagede hun jo så nu, og hun kunne intet gøre ved det. "I don't vomit by the very thought of being a part of the same bloodline, I am just angry that you left me with the humans" svarede hun mere afdæmpede. Hun følte sig underligt svag lige nu, som om han drænede hende for al energi.

Berøringen der fulgte, fik ham til at falde tilstrækkeligt ned, til han slap hendes kæbe, og hun sank en klump. Han gav hende ret, og hvor hun havde håbet på at han ville finde en anden mage, chokeret han hende ved at fortsætte og mene at det var op til hende at viderefører slægten. "You are joking, right? Me? I was not born for this, Charlie. I hate children, and I hate men in general! Giving birth to anything but my hate isn't possible, so just forget about that.." det kunne han ligeså godt forstå fra start af.

Han var en konge af sin art, var aldrig blevet besejret og det havde han heller ikke en idé om det nogensinde skulle komme til at ske. Som de stod der havde han heller ikke nogen tanke om at skulle få hende til at forråde sin egen flok, men han havde nu en gang den stærke aura af autoritet der fulgte med. Det var ikke noget han kunne slukke for, det var så indgroet en del af ham.
Dog kunne han ikke lade være med at undre sig over hun blottede struben for ham, han vidste jo hvad det betød når hun gjorde sådan.

Egentlig havde han regnet med at få et vredesudbrud mere fra hende men det var ikke det der skete. Hendes ord gav ham også en træls knude i maven, hvilket også fik ham til at svare:
"I would NEVER have left you with the humans, had i known you were alive...... In your heart you know this"

Som hun forklarede hvordan hun havde det med hvad han sagde, blev hans øjne langsomt mere normale på trods af han stadig stod stolt.
"So you choose what you want.... What you feel..... Can you blame me for doing the same?..... Either we make our tribe known again.... Take up the responsibility dictated by what we are...... Or we choose our own fate"

Hvorfor undrede han sig? Hans udstråling bød varulvene omkring ham at knæle og overgive sig, og det var så voldsomt, at hun ikke rigtigt var herre over det selv.

Han havde ret, hun vidste det vel godt inderst inde. Det var frustrerende og smertefuldt at opdage han var i live. Hun havde for fanden troede ham død. "Maybe.. I .. I don't know.." svarede hun frustreret.

Hans logiske svar fik hende til at bide tænderne sammen. "We will never get along on that point. You do your duty, I do mine.." og eftersom hun ikke mente hun havde nogen, pligt i det her, var det jo legende let at sige den sætning.

De fleste varulve han var stødt på, valgte som regel også at enten underkaste sig eller flygte. Men i den sidste tid havde det været varulve der så ham som en Alpha og valgte at tage det som en udfordring. Ingen havde vundet. Folk havde forsøgt at fange ham og bruge ham som et dyr. Og siden han stod der så var der jo heller ingen der vandt på den front.

Hans blik blev nærmest roligt som han så hendes tvivl hvorefter han sagde: "I have protected you several times when you were just a little girl..... Why should i stop that?....." Det var heller ikke nogen nem situation de stod i, ingen af dem havde jo vidst at den anden var i live, for så havde situationen nok set anderledes ud.

Han sukkede dybt inden hans fingre knagede da kløerne trak sig tilbage igen inden han sagde: "It is no longer a duty we have to uphold.... We have to make a name for our selves.... To walk whatever path we choose..... I cannot take back what i have done to you or the tribe..... But i am the last to teach you the Way of T'Kashi....... To become more than a slave to your own inner wolf....."

Fordi hun vidste hvem og hvad han var, vidste hun også at han så let som ingenting kunne feje enhver anden alpha til side, og overtage dennes plads hvis det var hans ønske. Det var dog tilsyneladende ikke tilfældet, men det forhindrede hende ikke i instinktivt at reagere på hans voldsomme udstråling. Og netop fordi de var i familie, og delte blod, mærkede hun det nu stærkere end andre måske gjorde. Det lå naturligt i hende at udvise loyalitet overfor ham.

Og ja, situationen havde nok set anderledes ud havde de kendt til hinandens overlevelse. Hans svar var også så logisk som det kunne blive. "I.. I don't know, Charlie just.." hun end ikke vidste hvad hun skulle svare, eller forholde sig til.

Hun vidste han havde ret, og hans livserfaring var vel større end hendes på mange punkter. Om hun ville lærer? Meget gerne! Hun havde bare svært ved det hele lige nu. Han kom trods alt ud af ingenting, og ville pludselig vende op og ned i hendes liv. "Well, I need to learn, and you are the only one able to teach me.." konkluderede hun til sidst.

Om hvor vidt han kunne feje andre af posten som Alpha, var ikke noget han tænkte over. Måske kunne han hvis han ville men han kunne ikke se hvorfor han skulle. Charlie var mere stolt af hvad han var selvom det ikke altid var noget han gav udtryk for, og langt de fleste varulve han havde mødt på sin vej, var fortabte vilddyr eller anerkendte ikke hvor i fødekæden de egentlig lå.
Grundet de var blodsbeslægtet så kunne han også mærke det stærkt hvordan hun reagerede, men det var ikke noget han ville kommentere på, situationen lige nu var slem nok som den var

Han nikkede en gang af hendes ord inden han sukkede og sagde: "I know..... This is not easy in any way....."

Som hun lod til at acceptere at han måtte lære hende stammens ældgamle veje, nikkede han en gang og så meget stolt, nærmest majestætisk på hende.
"It will be the hardest thing you have ever done..... You will be tested in every way possible..... See sides of yourself you do not know...... You will feel torn..... Broken..... You will no longer be a werewolf..... You will be a Child of T'Kashi...... Are you still willing?"
Så holdt han sin hånd ud hvor kløerne endnu en gang. Hvis hun ville acceptere det, ville hun mærke hvordan hun skulle lægge sin pande mod hans hånd

Han kommenteret ikke på situationen, og hun var i tvivl om hvorvidt det var en god eller skidt ting. I sidste ende, besluttede hun at det ikke var så dårligt igen.

Nej, det var ikke let på nogen måde, i det mindste kunne begge parter se det. Snart gjorde han dog noget af et nummer ud af fortælle hende hvad det ville betyde for hende at acceptere den læring han kunne byde på. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, men som han rakte hånden frem på denne måde, behøvede hun ikke ord for at svare. I stedet trak hun vejret dybt ind, og kvalte et suk. Hendes reaktion var vel som den skulle være, hendes pande endte mod hans hånd.

Det var en noget unik situation at stå i, ikke en nogen af dem havde forventet overhovedet. Charlie havde rejst utroligt langt og de mærkeligste steder og alligevel havde han aldrig regnet med at fortiden ville finde ham i en by som denne.
Men samtidig gav det ham en mulighed for at gøre lige præcis det han burde have gjort for så længe siden. Ganske vist kunne han ikke slette fortiden men han kunne stadig hjælpe hende og lære hende ting. Ikke så hun følte tak eller pligt overfor ham men fordi så kunne hun stå stærkere i en verden der på mange måder var ubarmhjertig.
Efter hun havde lagt panden mod hans hånd, sukkede han en gang og nikkede til hende.
"Good.... Tomorrow night we begin.... Tomorrow night we Hunt"

Hun løftede blikket mod ham. Havde hun virkelig lige gjort det her?! Det havde hun vidst, og hans svar indikeret det. Hun sank, for hvad betød hans ord helt præcist? At jage? Hun nikkede. "Very well, I shall wait for you by the woods.." svarede hun. Hendes blik gled flygtigt til hans skulder, inden hun atter så mod ham. Hvad i alverden havde hun nu kastet sig ud i. Well, i det mindste vidste hun at han nok skulle passe på hende, ikke at hun havde behov for hans hjælp naturligvis! På en anden side, hvis hun ikke gad mere.. ja så ville han nok ikke se hende igen.

Det var ikke nogen lille ting hun havde sagt ja til og det var heller ikke nogen lille ting han ville gøre for hende. Da hun så sagde hun ville vente på ham ved skoven, nikkede han en gang og sagde roligt: "I will find you....."
Han skulle ganske rigtigt nok passe på hende, men han ville også gøre det i det skjulte så det ikke ville gå udover hendes daglige gang. Det ville hun nok ikke acceptere med mindre hun selv bad om det. Så nikkede han en gang igen med et meget diskret smil i den ene mundvig inden han gik ud af døren.

Næste aften var han ganske rigtig klar ude ved skoven, men han havde gjort sig uset så han kunne gøre som han havde nævnt for hende. Samt han havde taget en ting med hjemmefra til hende men det skulle nok komme tidsnok.
Det skulle blive interessant at se hvor meget hun allerede vidste

Den følgende dag havde hun selvfølgelig haft arbejde. Det var trukket ud med optagelserne, og hun havde derfor ikke nåede at få spist, men bare snuppede sig et grundigt bad. Han skulle helst ikke lugte en eller anden idiot på hende. Alligevel syntes mandens duft ikke at kunne rive sig fra hendes næseborer, forhåbentlig var det ikke noget andre ville kunne lugte på hede. Anyway, hun kunne bare lyve hvis det blev så galt.
Som aftalt tog hun ud til skoven, og det var også her hun befandt sig. Hvad nu? Om han ville komme anede hun ikke, men hun kunne da vente lidt og se hvad der ville ske.

Som hun kom ud i skoven, fandt han hende jo hurtigt. Men han kunne godt dufte noget af en anden mand men også et grundigt bad. Det skulle dog ikke skabe problemer under deres jagt, og hvis det gjorde, skulle han nok lære hende at undgå den slags.
Først lød han hende vente en anelse, lige så meget for at han havde styr på omgivelserne.
Derefter trådte han frem, kun iklædt løse bukser imens han sagde: "Long dag at work?..... Are you ready to learn?....."

Hun vendte sig rundt, og blikket faldt på ham.. gled over ham, til hun fandt hans blik. "You can call it that, and yes.. hit me with everything you got!" svarede hun og vendte sig rundt så de stod ansigt til ansigt. Hvad han havde tænkt sig at sætte hende igennem, anede hun virkelig ikke, men hun var nysgerrig og klar på at prøve det hele.

Som hun gav sit krav om hvad han skulle gøre, smilede han imens han knurrede dybt imens hans øjne skiftede og blev som en ulvs. "Good..... First you see if you can follow....."
Så vendte han hende ryggen og stod ganske kort inden han gav et kort lavmælt brøl fra sig inden han satte i løb. Igen var det en situation hvor hans enorme størrelse ingen mening gav. Hans løb var overraskende elegant og tæt på fuldstændig lydløs. Egentlig løb han ikke hurtigt for at komme væk som sådan, men for at hun måtte bruge sine sanser til sit yderste for at finde ham. Det ville være første skridt i det hun skulle lære

Hans øjne skiftede, og hun så ind i en ulvs. Hun bed tænderne sammen, og var snart efter ham. Han var hurtig, og hun måtte stoppe op flere gange for at snuse ind, fange hans fært, og sætte efter ham. At hendes sanser var skarpere end andre varulve, skyldtes det blod hun bar rundt på, hun var ingen normal varulv, om end det klart var broderen der var alfahannen.
Ved hver gang hun stoppede op, snussede ind, fangede hun ikke kun hans duft, der var noget anderledes ved hans fært. Hun knurrede selv dybt, inden hun satte efter ham, fangede hans fært og fulgte efter ham i så høj fart hun kunne mønstre.

Han fortsatte sit løb men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet som hun gjorde lige præcis hvad han ville have. Hun brugte sine sanser som de burde og kunne måske ikke fange ham men hun kunne blive ved med at følge ham hvilket var det vigtigste lige nu.
Så ventede han på hende oppe på en lille høj badet i månelys så man kunne ane hans silhouet.
Roligt nikkede han til hende som hun kom der hen hvorefter han sagde:
"Very good..... You follow like the Wolf.... Now learn to track like a Wolf..... Tell me.... How many animals are around us and at what range?"