Skal vi lege? - Ophelia

Lyden af knogler, der rettede sig på plads gav genlyd i natten. Liam foldede sine fingre ud og lod derefter sine arme hænge, så livløse de nu engang var, ned langs siden. Hans mørke laksko strøg igennem sandkassens sand, og den hvislende lyd fik ham til at fnise. De drilske, brune øjne stirrede direkte op i stjernene, op på vildmanden Orion, forestillede sig at han stirrede direkte op under hans middelalderskørter, og begyndte derfor igen at le. Med et smil trukket op til øjnene snurrede han et par gange rundt, hoppede op på kanten af sandkassen og spredte armene ud, som var han hersker over hele verden. Legepladsens hersker. Nu manglede han bare noget at lege med. Pludselig blev han en smule sløret, og i næste nu sad han på en af de mørke gynger, og deltog kærligt i nattemusikken med de ruste kæder, der holdte ham svævende over jorden. Et barnligt grin slyngede sig ud fra hans hals. Det blev ved og det blev ved, til det gav ekko overalt omkring ham.

Ikke engang, da hun var i live - sådan, rigtigt i live - havde Ophelia holdt af mørket. Det var fælt og fuld af monstre, det forvrængede lyde og skikkelser, og værst af alt var det i mørket, Guds børn som regel faldt. I aften havde hun bare intet valg, da et heftigt opgør tidligere på aftenen med den mand, der ejede kroen, nærmere bestemt sengen, hvor Ophelia opholdt sig hver nat, havde efterladt hende hjemløs og med en intens smerte brændende henover kindbenet. Hun ville ikke kunne forklare, hvorfor hun netop havde valgt at tilbringe natten på en rusten lejeplads i stjerneskæret, hvis nogen havde spurgt hende. Måske var det hendes underbevidsthed, der bildte hende ind, at lige netop legepladser var et helligt sted, fordi uskyldige børn hver dag udlevede deres barnelege her, og derfor kunne ingen eller intet finde på at ligge hånd på hende.
Ophelia var iført en vinrød kniplingskjole i et meget karakteristisk snit fra omkring attenhundredetallet, og den sømmede kant smøg sig om hendes ankler som en kælen kat. Fødderne var bare, og hun var ubehageligt bevidst om den lyd, det gav, når de traskede gennem gruset. Alle og enhver ville være i stand til at høre hende, ikke engang hun var så naiv at tro noget som helst andet, og derfor knugede hun sig til håbet om, at hun kunne få lov at være alene for i nat.
Men som det så ofte sker, får man det ikke altid, som man ønsker. Hun kunne høre og lugte ham, førend hun så hans skikkelse, der strøg rundt på pladsen og til sidst slog sig ned ved gyngestativet. Hun var ikke klar over, hvad han var, for hun havde aldrig været god til at skelne den ene race fra den anden. Hvad hun vidste var, at hun var nået for langt ind på legepladsen til at vende ubemærket om, så hun strøg håret tilbage, rankede sig idet hun trak vejret dybt ned i lungerne og videre ned til tæerne, trådte frem i en lille stribe af lys og håbede af hele sit frosne hjerte på, at det var ven og ikke fjende, hun om lidt skulle møde.

Kæderne knirkede rytmisk. Liams blik svingede op og ned og rundt til alle verdens hjørner. Ivrigt svingede han sig bagover så de mørke krøller led effekterne af tyngdekraften. Hvis han havde været et menneske... han fniste fjantet ved tanken... ville hans ansigt være rødt som en tomat. Latteren der forsatte i hans tanker blev dog overdøvet af en høj lyd, der kom nærmere. Han rettede sig op og så koncentreret frem for sig. Langsomt begyndte han at stable lydene op i rækkefølge, og han gjorde fodtrinene lavere og vedkommendes åndedræt tydeligere. En kvinde. Han sprang muntert op fra gyngen og kom hendes skikkelse i møde, før den overhovedet havde nærmet sig hans territorium. Jeps. Hans legeplads. Han spilede sine mørke øjne vildt op ved synet af hendes tøj - ooh hvor det mindede ham om gamle dage. Hvor han dog savnede underkjolerne, og de fantasier de bragte. Han gav sig til at blinke overdrevent. Hun duftede så sødt, at hans tænder løb i vand. Guds artige pige stod foran ham. Han foldede stramt hænderne foran sig og vred sig som et genert barn. "Aha-aha-aha," grinte han. Nu var han legesyg. Gud havde sendt ham en legekammerat. På mindre end et sekund stod han oppe i synet på hende, med fingrespidserne få centimeter fra hendes kind. Det sitrede og dunkede i hans indre. Han kunne nærmest mærke hvordan blodet samlede sig i den hævede del af hendes ansigt. Det var så tæt på ham.
"Aaauw...." Han pressede sin underlæbe frem og sendte hende et hvalpeblik. "Gør det ondt?"

Ophelia hørte knirkende kæder, fra hvad der sikkert var en rusten gynge et sted derude i mørket, hvor skikkelsen havde slået sig til ro. Knap havde hun nåede at beordre de isblå øjne at stille skarpt på det sted, han befandt sig, da han sprang op meget elegant og skræmmende lydløst. "Aha-aha-aha" nåede hendes øregang, og forundret mærkede hun, at hele hendes krop spændte sig som en flitsbue. Det kløede sært der, hvor hendes vinger befandt sig i udslået tilstand på bagkroppen, og der gav hende en form for tryghed at vide, at hendes krop var mere kampberedt end hendes hjerne, der så nemt havde det med at blive distraheret og forråde hende.
Pludselig stod de næsten næse mod næse, og et hysterisk vræl undslap hendes blege læber for at dø lynhurtigt ud igen. Nu var det i sandhed tydeligt, at hun stod over for en blodsuger, og hun forbandede sig selv inderligt for ikke i det mindste at have gjort forsøget på at slippe væk. Han lo og rakte ud efter hendes ansigt, der, hvor hun vidste at en rødmosset aftegning måtte stå i kontrast til hendes månefarvede hud.
Ophelia lænede hovedet lidt på skrå. Både, fordi hun på den måde kom lidt uden for rækkevidden af hans hånd, men også automatisk, fordi hun undrede sig. Hun var god til at aflæse sindsstemninger og tog den lidt skræmmende legesyge adfærd som et godt tegn indtil videre. Det var som regel først, når vampyrerne blev aggressive eller irritable, at alle alarmklokker begyndte at hamre mod hendes kranium og beordre hende væk derfra hurtigere end en kat med granatshock kunne løbe fra en eksploderende fyrværkerifabrik.
Hun tog sig til kinden og tog en hurtig beslutning. Det var trods alt muligt, at hun kunne komme væk derfra uden skade, hvis hun spillede sine kort rigtigt og føjede den fremmede, der absolut skulle befinde sig lige her på dette tidspunkt og forhindre hende i at slumre. Så hun gengældte stædigt hans bedårende blik med et sky smil og svarede med sin hæse, accentprægede stemme: ,,Det er slet ikke så slemt, for at være ærlig mærker jeg det slet ikke. Og så matcher det jo kjolen..." hun tvang sig selv til at slide blikket fra hans ansigt, der havde et charmerende islæt og rene træk, og hive ud i kjolestoffet, som om hun blot førte en venskabelig samtale over en kop te.

"Lad være med det," bad han stift da hun udstødte et noget så imponerende kvindebrøl. "Mine øre er meget sarte." Med lukkede øjne og strakt hals gav han sig til at kærtegne sine øre med blide klap.
Han var så utålmodigt begyndt at flytte på sine små fødder af irritation over at hun ikke svarede på hans forrige spørgsmål. Han holdte meget af at folk gav direkte respons, meget hurtigt efter han havde sagt noget. Da hendes stemme så snoede sig omkring dem følte han en del tilfredsstillelse, nærmest som om hun havde læst hans tanker og fulgt ordre. Følelsen af magt satte sig i de fingerspidser, der hungrede efter at røre ved hendes englehud. Da det så gik op for ham hvad hun havde sagt stirrede han på hende. Smilet blev større og større, og til sidst lagde han hovedet bagover for at grine.
"Ved du hvad..." han samlede sig sammen igen og blev en smule mere alvorlig. Tungen gled ud, fugtede læberne og tungen gled på plads. Denne ceremoni gentog han flere gange, indtil han kom til at smile endnu engang. "Vi to er jo slet ikke så forskellige? Aha-aha!" Men han kunne dog ikke give hende ret. Hendes ansigt var vansiret. Beskidt. Usymmetrisk. Nogen havde desuden også gjort det imod hende. Lugten af mand hang over hende, og tanken om at hun var flygtet fra et brutal ægteskab legede i hans sind. "Jeg kan hjælpe dig," sagde han pludseligt. Normalt ville han aldrig tilbyde nogen som helst hjælp. For helvede, Liam var 1226 år gammel, hans blod var jo værdifuldt. "Alt det onde vil forsvinde... langt... langt bort!" Hans stemme lød pludselig spændt og triumferende, som om han glædede sig til at hun ville tage imod tilbuddet. Faktisk var han ikke interesseret i at høre om hun ønskede hans hjælp eller ej. Hvis hun afslog ville han tvinge hende, for ellers kunne de jo ikke være legekammerater.
"Bare ikke tag det hele..." Han trak ned i sit ærme og hævede armen op til sin mund. Hvis han havde været et menneske.... igen fniste han ved tanken.... ville han kunne mærke sin varme ånde mod håndledet. Med et svag lyd blottede han to spidse perler, som han brutalt jog ned i kødet på sig selv. "Drik..." kommanderede han som et stædigt barn og stak sin blødende arm op til hendes læber.

Ophelia spillede øjnene så vidt op som muligt ved hans bemærkning. Et almindeligt tegn på frygt. Hun borede de perlehvide negle ind i håndfladen, åbnede og lukkede den rytmisk og pustede tungt ud for at svare, i et unormalt lavt tonefald: ,,Beklager. Jeg har det med at glemme, at ikke alle er så tunghøre som menneskene..." hun lo nervøst, stadig alt for lavmælt i forhold til, hvad der faldt hende naturligt at gøre. Hun plejede ikke at nedgøre menneskeracen - i virkeligheden var hun fascineret af og misundelig på den - men frygten styrede hendes hjerne. Hun sagde, hvad hun forventede, at en oldgammel vampyr på en legeplads en kold nat kunne lide at høre i sin sarte øregang.
Hvis Ophelia kendte sin krop ret, var der en god chance for, at hun snart ville begynde at ryste som en harekilling, og hun ville gerne sidde ned for at afværge det. Dog skræmte hans latter hende ikke denne gang, men tværtimod fandt hun den af en eller anden årsag smittende, og hun hævede et kraftigt øjenbryn en anelse og tillod sig et fnis. Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham manisk køre tungen over læberne igen og igen, og frygten begyndte igen at gro i maveregionen som en led slyngplante, der ville knuse hendes organer et for et.
Hun havde netop åbnet munden for med påtaget munterhed at foreslå ham, at de slog sig ned et sted i stedet for at stå op, da han pludselig og med sine lynsnare bevægelser skjulte sit ansigt ved at bøje det over sit håndled. Hvad have han gang i? Fuld af væmmelse så hun på blodet, der ivrigt piblede frem og kæmpede for at mase sig gennem de små huller i den hvide hud, der sådan lignede hendes egen, og hun mærkede med en underlig ro, at hendes hænder var begyndt at ryste som besat. Han stod og viftede med håndledet foran hende med et stålsat blik.
,,Hør, det er virkelig slet ikke så sl..." hendes stemme døde hurtigt hen igen. Hun vidste, at hun ikke slap - det gjorde folk i hendes situation aldrig, og hun var så udmærket klar over, hvad der forventedes af hende. Hun skulle enten lade ham hjælpe sig eller lade ham knække hendes nakke.
Uden at tænke smilede hun stift til ham, trak vejret gennem næsen, bøjede sig over hans slanke håndled og lod meget, meget forsigtigt sin tunge danse henover såret. Det var underligt sensuelt og velkendt, og nogle lange sekunder efter efter blev Ophelia enig med sig selv om, at det måske slet ikke var så slemt sådan at stå der på en mørklagt plads og suge kropsvæsken ud af en vildfremmed. Hans hud duftede fantastisk, registrerede hendes hjerne, der stadigvæk tillod sig at blive distraheret i tide og utide. Ophelia var klar over, at den mængde blod, hun indtog direkte fra hans årer ikke var særlig stor, måske ikke engang nok til at gøre ham svimmel, hvad vidste hun om det, men hun følte det, som om hun stod bøjet over hans hånd i flere timer, næsten som om hun kyssede ham. Da hun langt om længe løsrev sig, så hun udfordrende ind i hans brune øjne og skubbede en tot hvidblondt hår om bag det venstre øre, altimens hun mærkede en svag sitren som elektrisk strøm pile afsted igennem hendes lemmer.
,,Tak for... hjælpen, sire. Jeg hedder forresten Ophelia, og jeg gætter på, at en præsentation efterhånden er på sin plads." En tør latter undslap hende.

Det var lige før at en lyd, der svagt kunne sammenlignes med en varulvs knurren, spændte sig fra hans læber, da hun var ved at nægte sin villighed. Men så var det at hendes hænder greb fat, og den samme følelse af magt, som han havde følt tidligere, væltede ind over hende. Kunne hun virkelig læse tanker? Hun var nok bare dygtig. Engle havde også levet længe, og han vidste, at de var allierede med menneskene, som de nød at observere i årevis. Selvom han gerne ville føle en smule gru over denne konklussion, at engle så mennesker som sine ligemænd, kunne han ikke. I det hendes rosafarvede læber omsluttede hans dybeste ønsker fik han pludselig en smule svært ved at stå oprejst. Hans krop svajede en smule, men hans arm rykkede sig ikke det mindste, da hendes bevidste stålgreb omkring den ikke tillod det. Den blotte tanke om hvad der foregik inde i hendes krop gennem disse vidunderlige sekunder fik ham kort til at snappe efter vejret. Syre ætsede hans rygrad, og han fik svært ved at vurdere om det var smertefuldt eller guddommeligt. Pludselig blev den magi de delte brudt, og han stirrede hende direkte ind i øjnene over sin arm, som han langsomt sænkede. Hans barnlige og legesyge jeg var blevet erstattet med umættelig nydelse, der - hvis han havde været et menneske - ville pulsere igennem hans krop.
"Liam..." svarede han hastigt for at få hende til at stoppe med at snakke. Hans næsebor sitrede en anelse, ved synet af hendes ansigt. "Jeg beklager svineriet..." undskyldte han med en stemme, der snildt kunne tilhøre en dreng frem for den mand, han udgav sig for at være. Han lagde sin hånd mod hendes kind, bare for at få de sidste stød fra hende, og tørrede forsigtigt sin tommelfinger over hendes læber, hvor hans eget blod befandt sig.

,,Liam," hviskede Ophelia i et forsøg på bedre at huske det. Det var foruroligende vigtigt for hende aldrig at glemme hans ansigt, hans dybe øjne eller hans tænder. Hun lovede sig selv, at hun aldrig skulle glemme smagen af hans blod, duften af hans hud eller noget af det, hun netop havde gjort, og formanede strengt sin hjerne om at låse disse informationer ned et hemmeligt sted og aldrig smide nøglen væk. Hun var både skræmt over sig selv men samtidig også sært lykkelig, og hun gnavede let i underlæben, imens hun forsøgte at hitte rede i følelserne. ,,Things without all remedy should be without regard: what's done, is done," citerede hun lavmælt i et undrende tonefald for sig selv.
Ophelia havde ikke været klar over, at nogen havde lavet noget som helst svineri nogen steder, men i sekundet Liam nævnte det, bildte hun sig ind at kunne mærke det glinsende blod i sit ansigt. Hun spidsede læberne og sugede anstrengt luften ned i lungerne, da hans hånd plantede sig på hendes kind. Det var som om, at den svage, elektriske strøm i hendes ranglede krop susede opad og samlede sig i kinden nøjagtig der, hvor han berørte hende, fulgte med ned til læberne der sitrede svagt, og derefter opløstes og flød tilbage da han slap hende. Denne gang kunne hun ikke drømme om at læne sig ud af hans rækkevidde, og hendes øjenbryn rynkede sig skuffet et splitsekund, da afstanden mellem dem blev større end få centimeter. Så tog hun sig sammen, for alle sener, nerver, muskler, blodbaner og organer i hende skreg, på trods af deres frosne tilstand, at faren ikke var ovre, og at hun trods alt stadig stod overfor et monster, uanset hvor meget han lignede et eller ej.
Hun drejede rundt, men vendte kun ryggen halvt til ham, så hun havde ham i sigte i øjenkrogen, og slog rådvildt ud med armen til et af disse bondegårdsdyr på en fjeder, der er at finde på alle legepladser. ,,Kan vi sætte os? Jeg er helt bogstavelig talt blød i knæene."

I samme sekund de to sår lukkede sig sammen, stak han sin smalle hånd ind i håret på sig selv, og undgik derved at få sjasket det hele til med den røde væske. Han ville gerne lade hånden glide hele vejen igennem den mørke manke af hår, men krøller gjorde det umuligt for ham, så han trak hurtigt sin hånd ud fra stakken og forsøgte at fokusere på hende, uden alt for meget passion og liderlighed i blikket.
Det var en besynderlig trang, der pressede på. Pressede hans hjerne til panisk at vride sig for at holde tungen lige i munden. Og tænderne. Nok det vigtigste. Han gik i hvert fald ikke ud fra, at hun ville have noget i mod at blive slikket op ad halsen. Og så var der trangen til at gøre hende fin igen. Han havde aldrig brudt sig om synet af ofre med blod ud over det hele - nej, det skulle være hygiejnisk og smukt, ikke et bad af spildt blod. Nu var det dog også sjælendt at han tappede hele kroppe for blod, mindst to århundrede. Dengang var det kun for at opfylde menneskenes fantasier om at noget ondt og usympatisk løb rundt om natten, som den komplette modsætning af Guds børn, som de jo alle sammen gik rundt og troede de var. Hans hjerne klukkede. Nej, en sand gud ville kun give kærlighed til de, der fortjente det, hvilket var grunden til at Liam så sjælendt mødte en engel.
"Du vækker minder." Grundet hans svært ophidsedelse over dette værdifulde øjeblik var hans stemme frossen, som havde årstiderne vendt sig i hans krop. "Hvor langt tilbage kan du huske?" Deres bånd blev brudt i det han trak sin hånd til sig, og han følte sig pludselig en smule mere døsig. Som om hendes berøringer ladede ham med energi, men nu hvor den var forsvundet, stod han som alene i mørket. Mørket, der jo blev oplyst af de milliarder af stjerner, der jo egentlig bare var en masse sole. Aldrig havde han troet, at de ville påvirke ham.
"Aha-aha-aha!" udbrød han ved hendes gestus og lagde hovedet tilbage. Hvis han.... han smilte.... hvis han havde været et menneske, så ville han nok ikke syntes det var så morsomt, men nu var han altså over tusind år, hvilket gjorde at det for ham var ret ligegyldigt om han stod, sad eller lå. Som en lille pige vred han sine hænder og sendte hende de største, og hurtigst blinkende øjne han kunne præstere. "Hvis jeg må få hanen," sagde han en anelse sukkersødt og sprang op på den mørke stålfugl, der i dagtimerne ville være kanariegul i farven. Han stillede sig på de små hanke til fødderne og med rank ryg gav han sig til at vippe frem og tilbage.
"Jeg tænker aldrig over andres behov," indrømmede han og stampede cirkusagtigt rundt på hanen. Det var så sandeligt sandt. Når han havde 'gæster' glemte han konstant at de havde brug for både det ene og det andet, mad og sådan. Han ejede ikke engang et køleskab. I takt med at hanen knirkende vippede frem og tilbage blev han mere og mere legesyg, og det drillende blik spillede frem i hans øjne.

Lyden af hans stemme! Det var endnu en ting, hun var nødt til at bevare i hukommelsen. For hende var det somme tider lige meget, hvad folk sagde, så længe hun var sikker på, at hun altid kunne genkalde sig lyden og rytmen af det igen. Det stammede helt tilbage fra dengang, hun som et ungt, levende menneske med pulserende, varmt blod i årerne havde mistet sin elsker. Det var gået op for hende, at hun ikke kunne huske hans stemme, men kun alle hans åndssvage stykker poesi, hun alligevel ikke forstod. Hun spillede sin krystalblå øjne op og en nysgerrig rynke krøb over hendes næseryg ved hans ord. ,,Hvilke minder? Ikke dårlige, håber jeg..." sagde hun hæst og snublede nervøst over ordene. Det sidste, hun ville, var at vække en eller anden hengemt vrede i hans bevidsthed.
Dog forsvandt denne frygt hurtigt igen, fordi han stillede hende et spørgsmål. Spørgsmål var de mest distraherende sætninger, der fandtes, fordi de jo krævede en smule tankevirksomhed fra hende også. ,,Jeg kan huske hele min barndom og mit liv som både dødelig og udødelig. Jeg kan huske alle oplevelser, jeg har haft, men pudsigt nok ingenting om, hvordan verden så ud, før jeg omkom. Jeg kan ikke huske ansigter, ikke engang mit eget... selvom jeg ikke forventer, at jeg var så meget anderledes end nu. Måske smukkere og med en lidt sundere kulør. Jeg kan også huske min død, men ikke min genfødsel. Jeg kom først rigtig til mig selv et helt år efter, at vingerne var sat fast temmelig permanent." Hendes blik slikkede over kurverne, hans stjernebelyste krøller skabte, altimens hun grublede over, hvor meget han mon selv huskede. Han var ikke den yngste buk på egnen, langt fra, men Ophelia kunne sagtens forestille sig, at en vampyrs hukommelse var lige så skarp som hans sanser.
Hans kommentar om hanen greb hende i et uagtsomt øjeblik, og latteren overmandede hende, før hun kunne bremse den. Den kom pludseligt, rullende som en bølge, og det tog en del anstrengelse til at beherske volumen så meget, at den ikke ville pine hans ører. Hun betragtede ham vrikke frem og tilbage på hanen med det fornøjede smil spillende om hans indbydende læber, og denne barnlighed mindede hende om sig selv, når hun befandt sig i mere afslappede situationer end denne. Med undren mærkede hun, at dette fælles karaktertræk var, hvad der tiltrak hende ved ham. Det, og så hans hår.
Hun udvalgte sig et vildsvin af en art og satte sig sidelæns på sædet, som om hun red i en damesaddel i en gammel, engelsk film. Hun lod mildt sine bare tær kærtegne gruset under hende. Hans sidste bemærkning fik hende til at se hurtigt op med en rynke mellem brynene. ,,Det lyder som mig for længe, længe siden. Jeg var en selvoptaget kælling, før jeg blev taget ind hos ham deroppe," svarede hun ligefrem og pegede løst et sted op i himmelrummet med en ubestemmelig grimasse.

Han rystede på hovedet, en smule irriteret over den måde hun konstant forsøgte at dække over sig selv.
"Ligner jeg en, der står og vender gruopvækkende scenarier i mit sind?" Tanken om at hun måske var bange for ham slog kort ned i ham, men det virkede så fjollet. Hun var jo hans legekammerat, og enhver, der virkelig var bange for ham ville have stukket af for længe siden. Han blev pludselig i tvivl om hvor meget hun havde drukket af ham - havde det været nok? Hans øjne blev smalle og vurderende.
"Sund kulør?" spurgte han. "Smukkere?" Hvis han havde været et menneske, ville han have brækket mindst to ribben i forsøget på at holde latteren inde. "Mindst 400 år gammel, og alligevel påstår du at du ikke har bemærket din overlegne skønhed?" Mens hans ord væltede ud af ham blev han stemme langsomt lysere og lysere og mere gal i det. "Aha-aha. Du må have assimileret dig grundigt med menneskene." Da hun omtalte sine vinger trippede han ivrigt på stedet. "Du har set mine - må jeg se din?" spurgte han nysgerrigt og blottede sine tænder i et enormt smil, for at fastslå sin pointe.
Hvor var hendes slags dog nem at underholde, tænkte han da hun vovede at grine. Hun var jo næsten som et menneske, der bare skulle kildes lidt på maven. Forskellen var dog bare, at hun var langt mere ren end mennesker. Hendes krop, hud, duft og garanteret hendes blod. Han ville gøre alt for at få en dråbe af hendes blod på tungen. En dråbe ville sikkert også være nok til at holde ham kørende i flere dage. Det sitrede i hans fingre, og de dybe tanker fik ham til at stoppe brat, så hanens brølen forstummede. Fra sin oprejste position på stålfuglen stirrede han ned på hende.

Hans kommentar fik hende til at indse det absurde, og hun rystede på hovedet med et skævt smil, så hendes hvidblonde hår faldt frem over hendes skuldre. Alligevel svarede hun spøgefuldt: ,,Det er set før, at folk ligger skjul på, hvad de virkelig føler." Hun blinkede og blev distraheret af en lyd over deres hoveder.
Hun fulgte nysgerrigt en ugle, da den krydsede området, men tog sig selv forholdsvis hurtigt i det igen og rettede atter sit åbne blik mod vampyrens brune øjne. Hvor var hun dog et nemt offer, hvis nogen rent faktisk ønskede at ligge hånd på hende, tænkte hun syrligt. Det ville fandeme være nok at kaste en bold langt nok væk for at flytte hendes koncentration fra det relevante. Alligevel gjorde tanken hende også tryg, for at det betød, at Liam måske ikke havde planlagt at spise hende med hud og hår og navlefnug i aften alligevel. Han havde i hvert fald haft nok chancer.
I gamle dage, da hun var ung og naiv og i stand til det, havde hans komplimenter fået farven til at skylle over hendes kinder og måske havde det endda været nok til lokke hende med hjem. Nu nøjedes hun med gnide sig blege håndled forlegent. Der fandtes mange afskygninger af skønhed, og et af hendes største idealer var menneskenes ferskenfarvede hud, der blev rød, når man vred den og blå, når man slog den. Men det smigrede hende, at Liam fandt hende smuk. Hun ønskede, at han skulle finde hende smuk, han og alle andre, og sendte ham det første oprigtige, utvungne smil, han havde fået ud af hende hele aftenen.
Ved hans spørgsmål blev hun til gengæld først dybt forarget og sendte ham et blik fuld af væmmelse, men så dæmrede det for hende, hvad han havde ment. Han snakkede om hendes vinger. ,,Nå, så vi leger med børnehaveregelsættet nu, hvad?" Spurgte hun hæst med et barnligt glimt i øjet og trak så på skuldrene. Det meste af Ophelias tøj kunne åbnes i ryggen, og den vinrøde kjole var på ingen måde anderledes. Koncentreret lod hun tungespidsen hvile i mundvigen, idet hun rakte hånden om på ryggen for at hægte knapperne af, en for en. Så rejste hun sig op, vendte sig med ryggen blottet til ham og foldede et par lange, elegante dunhvide vinger ud. Små sorte aftegninger sad i et regelmæssigt mønster på spidserne og fik dem til at minde om falkevinger.

"Følelser?" Hans stemme var vredent skinger af skepsis. "De eneste følelser jeg har tilbage er svære at skjule." Liams blik slikkede sig vej ned ad hans krop, der langt fra viste afholdenhed. Lev med det, antydede hans stemme.
Det store charmør-smil blegnede ved hendes lydløse respons. Først virkede hun til at reagere positivt på den humor, han havde lært sig, men nu... Han nåede lige akkurat at komme hendes fjendtlighed i møde med et stenagtigt ansigtsudtryk, før hun igen overraskede ham. Misforståelser - endnu en menneskelig ting. Sådan noget eksisterede ikke hos vampyrere, der drejede man bare de etiske regler, så de passede til situationen.
"Jeg har aldrig gået i børnehave," svarede han bare, selvom han udmærket var klar over, at det nok nærmere havde været et retorisk spørgsmål. Han hoppede ned fra hanen, og lod den stå at vippe færdigt bag ham, mens han fascineret betragtede hvad der udfoldede sig foran ham. Synet af hendes villighed til at blotte den mængde hud fik det igen til at krible og krable i hans fingre. Hugtænderne tvang hans mund op, og lysten til at gribe fat og røre fik ham til at træde helt tæt op ad hende. De plyssede dun kærtegnede hans hænder, i det sekund de skulle til at gribe fat om Ophelias talje. Med hænderne sitrende få centimeter fra hendes nøgne hud og sit åndedræt hængende i hendes nakke hviskede han med samme tone som sin skaber: "We don't touch what isn't ours, Liam." For at få sig selv til at lystre.

En skælven gik igennem Ophelias ranglede krop, og et klynk krøb over hendes fyldige underlæbe, da nogen pustede hende i nakken. Af ren og skær forskrækkelse trak hun vingerne ind med et næppe hørligt smæld, idet de skar gennem luften, og hun kneb øjnene hårdt i og borede endnu en gang neglene ind i håndfladen, som hun åbnede og lukkede på manisk vis, igen og igen. ,,Vær nu rar, jeg beder dig, du må ikke..." hun stønnede og mærkede, hvordan hendes hals surrede sig sammen og nakkemusklerne spændte kampberedt, men øjnene var stadigvæk lukkede. Hvis hun om lidt skulle føle en borende smerte i halsen, havde hun ikke lyst til, at hendes sidste syn var Liams tænder, der dryppede af hendes blod.
Men der skete intet andet, end at hun pludselig hørte ham hviske sagte, nogle få, foruroligende ord, der dog alligevel forsikrede hende om, at hun ikke var i fare. Luften, der slap ud mellem hans tænder, når han udformede ordene, kærtegnede hendes nakke, og en svag impuls af den elektriske følelse, de havde delt før, gjorde hendes hoved omtåget. Langsomt snurrede hun rundt og lod sine blå øjne bore sig ind i hans med et uskyldsrent blik, der var mere beregnende end frygtsomt. Ophelia havde altid været dygtig til at tigge om nåde og benytte sig af det blåøjede udseende, Gud havde belønnet hende med, men problemet var, at hun ikke kunne regne ud, om det var nødvendigt at forsvare sig nu, eller om Liams handling i virkeligheden havde været udtryk for noget andet. Forbandede vampyrer. Mennesker, dem forstod hun sig på, men hun var fuldkommen på bar bund her. Skulle hun løbe sin vej eller kaste op af skræk, eller forventede han, at hun rørte ved ham? Alle tre scenarier tiltrak hende uden tvivl.
Ophelias blik flakkede rådvildt og endte et sted i hans krøller, der indrammede hans ansigt, før hun tryglende spurgte, uden at se på ham: ,,De var flotte, ikke? Altså... vingerne..." Ophelia lukkede øjnene med et opgivende suk, rankede ryggen og lod det være op til ham, hvad der nu skulle ske.

Hans krop blev igen kærtegnet af vingerne da de hastigt foldede sig væk. Det irriterede ham, at hun konstant svang mellem at være blid som en engel, og til at være fyldt med frygt og bange anelser, som var hun et tilfældigt menneske. Forstod hun intet? Havde lyset forenden af tunnelen forblændet hende, så hun ikke var i stand til at se hvilken unik skabning hun var?
"Jeg ville aldrig... røre dig, uden din tilladelse," sagde han og fangede hurtigt hendes blik da hun vendte sig om. Han kunne se på hende hele natten. I flere århundrede. "Aldrig." Han lod sig fordybe i de øjne, som hun sendte ham, og forsøgte at hitte ud af hvad hun mon tænkte på. Var hun bange? Frygtede hun ham virkelig så meget? I så fald, hvorfor flygtede hun ikke? Hun havde jo lige vist ham de vinger, der hurtigt ville kunne hæve hende væk fra hans rækkevidde! Han havde brug for hende. Han begærede hende. og hendes blod.
"Jo," medgav Liam og beredte sig på at tilfangetage hendes øjne, så snart hun åbnede dem igen. "Du må ikke være bange for mig," krævede han dæmpet. Han gjorde sit bedste for ikke at behandle hende som de andre legekammerater han havde haft - usympatisk og den slags.

Hans ord smøg sig ind i hendes øregang som silke, samtidig med, at han fangede hendes blik. Aldrig, aldrig i sit liv, havde Ophelia stolet på nogen fuldkommen, og da hun efter sin død blev til et væsen med vidunderligt, eftertragtet blod i kroppen, havde hun lært helt at undgå væsener som Liam med hans charmerende måder og dødsensfarlige hugtænder, der kunne besnære hende og derefter suge hendes kostbare liv fra hende endnu en gang.
Men havde han ikke lige bevist, at han talte sandt? Sidst, hun tjekkede, var hun stadigvæk i god behold, og den bløde hals var stadigvæk hvid som sukker, frem for dækket af blod, og uden mærker. Hun lod fingrene køre gennem sit lyse hår, altimens hun grundede over, hvad fanden, der egentlig var så farligt. Om det virkelig stadigvæk var Liam, der skræmte hende, eller mere var hans lynsnare og pludselig handlinger. Hun var aldrig før blevet hængende, når en blodsuger kom nær på den måde, så hun havde ingen reel chance for at vide, hvad der ville ske, hvis hun lukkede ham ind i sin verden. Hun vidste ikke, hvad der ville ske, hvis hun rakte ud og kørte fingrene igennem hans kraftige hår, som hun brændte efter at gøre, eller hvis hun vendte ryggen til ham. Det eneste, hun vidste var, at hun blev skræmt af det, hun ikke vidste.
Hun åbnede øjnene halvt som et barn, der lod som om hun sov, og åbnede dem til sidst helt ved hans sidste ord. ,,Jeg er ikke bange," røg det ud af hende, men hendes stemme rystede, og kontrasten mellem selve hendes ord og tonefaldet, de blev sagt i, fik hende pludselig til at smile, så hun afslørede et glimt af sine hvide elfenbenstænder. ,,Jeg mener, jeg er ikke bange for dig. Mere. Jeg er bange, fordi jeg ikke er så bange, som jeg burde være."

Guds barn. Han tænkte lidt over ordet. Og hvad var han så? Satans yngel? Han smilte ved tanken, men sørgede for at sende det ud i mørket, så hans tanker kunne forblive en hemmelighed. Han brød sig ikke spor om de væsner, der kunne tankelæse. Hvis han i en tidlig alder selv havde trænet det, ville han også være i stand til det - men nu var det efterhånden for sent at lære, og hvor var han lykkelig over den beslutning, som han havde truffet. Den eneste man kunne stole på var sig selv, så sindet skulle man have for sig selv. Det med kun at stole på sig selv gav Liam en større forståelse for, hvorfor Ophelia øjensynligt havde svært ved at sluge hans tilstedeværelse. Hvis hun havde levet blandt mennesker så længe, havde hun vel lært ikke at komme hans slags ved, ligesom han selv havde lært, at mennesker skulle jages. Engle, derimod, var kostbare og fungerede hverken som kæledyr eller tilgængelige sexlegetøj. Selvom en kompromis bestemt ikke ville skade.
"Du har mit ord..." sagde han i et toneløst tonefald. Han anede ikke hvor meget 'ord' betød for engle som hende, men hvad han vidste var, at det betød en hel del for ham at overholde det. Med en elegant bevægelse som om han bød op til dans, stak han sin smalle hånd frem, hvis fingre var fyldt med fingerringe, og holdte den i luften foran hende. Johov, han skulle nok overholde hvert et ord. Han skulle have hendes tilladelse.
"Vil du gå en tur?"

Så hun havde altså hans ord. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at gennemskue, hvad han lagde i det. For Ophelia var det, at give sit ord noget helligt og ubrydeligt, men bitter erfaring havde lært hende, at det var de færreste, der havde det samme syn på det som hende. Måske var det også en barnlig overbevisning at have sig, at noget så svagt som et ord, sølle lydbølger gennem luften, havde nogen som helst magt over andre. Men noget ved Liams kropsholdning og udtrykket i hans øjne fortalte hende, at han mente det. Måske var hun ikke den mest intelligente på de vidensbaserede områder, men hun forstod sig på kropssprog og på følelser - det var vel en del af den empati, der fulgte med englefaget. ,,Jeg vil værne om det," svarede hun og så oprigtigt på ham med store øjne, hvorefter hun løftede et kraftigt, lyst øjenbryn for at se, om han havde indvendinger. Hun følte det, som om de netop havde indgået en kontrakt, en form for ubrydelig aftale. Tilfreds rakte hun hånden om på ryggen og fæstnede hurtigt de sidste knapper, som hun i sin forskrækkelse ikke havde fået lukket. Pludselig føltes det helt mærkværdigt ikke at kunne mærke den svalende aftenluft på bagkroppen.
Ophelia fulgte Liams hånd skyde en bane gennem luften og stoppe foran hende i en høflig gestus. Hun så ned på en masse fingerringe og blev et øjeblik revet væk fra virkeligheden, mens hun med en barnlig iver spekulerede på, om en af dem mon var gjort af nysølv, og om hun kunne lave den bedre. Hun rystede på hovedet, så håret dansede, og lagde så endelig blidt sin egen hånd med de lige, hvide fingre oven på hans med et muntert smil, imens hun forsøgte at ignorere den svage puls af elektricitet, der stadig ikke helt var døet ud: ,,Jeg troede aldrig, De ville spørge, sire."