Natten (Ahngel)

s: kirkegåren
k: midnat
o: ingen personer, mange træer
v: kold , fuldmåne og stjerner
p: se avatar (eller første billed på min profil)

Haru sad på hug foran en gravsten. Måne lyset ramte hende og fik hende til at se gennemsigtig ud dog prøvede hun at dække det , med alt det tøj hun havde på, men kunne man stadig se det i ansigtet. Et stort suk kom fra hende og hun gik videre. Hen til en bænk, hvor hun satte sig ned og løftede blikket imod fuldmånen. Haru åbnede munden og begyndte at synge eller rettere nynnede hun. Det var en trist melodi

Ikke så langt derfra sad Ahngel. Han befandt sig oppe på en af kryptenes tage med blikke tud imod månen med et tænkende udtryk. Hans berusende røde øjne lod sig farverigt bevæge sig rundt, som om en strøm af blod bevægede sig i de farvede baner i hans iris. Meget tiltrækkende og fuldkommen umulige at se væk fra på nogen tidspunkter.
Han rettede sig op da han lyttede. Han hørte sang fra en af dem der befandt sig i mellemledet. En af dem hvis skæbner var taget fra sig. Han satte af fra taget og landede elegant på benene og betragtede stille sine omgivelser. Han så pigen tydeligt som var hun et menneske. hans necromancer evner havde den virkning at han havde et nærmere forhold til døden end mange andre. For ham kunne intet spøgelse skjule sig.
"Bonjour lille døde..." sagde han så og vendte et kort smil hen imod hende.

Haru tog sig til halse, at synge gjorder ondt af en mærkelig orsag. Hun så en skikkelse lade foran hende *en dreng? vampyr?* tænkte hun hun uden at sige noget. *lille døde?* tænkte hun undrende og vidste han snakkede til hende. Haru bakkede et par skridt. "godaften" sagde hun med en lidt hæs stemme.

Ahngel satte sig delvist op ad gravstenen og betragtede hende lidt. han virkede venlig over for hende.. Normalt var han ikke så letpågående for andre væsener, men der var nu noget over han og spøgelser. Medlidenhed hed det vidst?
"Er De ny heromkring?" sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå. Om hun var nydød eller nyi området var op til hende selv at svare på. Han lod stille de røde øjne ligge på hende med et undrende skær over sig.

Haru smilte og rystede på hovedet "jeg er ikke ny, hverken som død eller ny her omkring jeg gemmer mig bare godt når det er mørkt det ville være et problem vis mennesker så mig" sagde hun "mit navn er Haruhi Anju Akuro og du er?" spurte hun nysgerigt og betragtede hans blodrøde øjne. Hendes var jo isblå.

"Mit navn er Lucifer Mort De Sang den trettende.." sagde han og bukkede hovedet højtdeligt for det unge spøgelse. "Men som alle heromkring, må De gerne kalde mig for Ahngel." sagde han så og rettede sig op igen og smilte køligt, men venligt til hende.
Han så tænkende ud derefter, men lagde ikke vægt på sine små retoriske spørgsmål. "Hvorfor har De så gemt Dem?" sagde han tænkende.
"Hvis jeg altså må være så fri?"

"Ahngel" gentog hun for at huske det "jeg.. hader deres blikke f.eks. nå folk ser dæmoner eller vampyre bliver mange mere nyssgerig men.. når man er et spøgelse tror de man er en af dem der hjemsøger folk" sagde Haru sukkende hun var træt af deres bange blikke. En gang var hun udsat for en vampyr der løb sin vej hvilke gjorder Haru forvirret vampyren var jo også død? "hvad laver de her ude `? "spurte Haru

"Jeg lytter såmen." sagde han tænkende og betragtede hende roligt. "Byens støj stresser ofte mine sanser, og så er det bedre herude med de mere naturlige lyde fra gravene og vinden..De ved.. bare at komme lidt væk." sagde han og trak på skuldrene med et tænkende blik.
Han så lidt på hende. "Og.. had ikke mennesker for deres uvidenhed.. de burde havde medlidenhed fordi de er så pokkers blinde. En dag kunne det jo være dem selv." sagde han så og lod de røde øjne falde ud imod siden.

"jeg hader ikke mennesker, jeg hader det blik folk gir mig det er det eneste det er derfor jeg betragter dem fra afstand og gemmer mig da jeg ikke vil se deres frygt men når solen stå op ligner jeg en normal pige så der kan jeg snakke med dem jeg vil " sagde haru og smilte imens hun kiggede op på månen med hendes krystal is blå øjne. Månen var hendes sol vis man kunne sige det sådan "kender det godt, nogne gange vil man gerne ha ro i sindet og ikke blive stresset af byens larm"

Ahngel nikkede. Han havde nu altid levet i byerne, men det var så meget anderledes med Paris. Det var som om den stadig sad fats i den tid den burde være i. Storhed og skønhed fra rennæsancen og bygninger fra middelalderens forgamte tider.
"Så må det vel være befriende at møde en der ikke frygter det hinsides?" sagde han og vendte de røde dybe øjne imod hende igen med et køligt spørgende smil. Det var let at se at det ikke var alle han var så snakkesaglig og venlig imod. Han havde et gram mere respekt for de døde end han havde for mange andre.

"har du ret i, Det er befriende og jeg er meget glad for du ikke er kold overfor mig" sagde hun og bukkede. hun fjernede en lok af hendes sorte hår væk fra ansigtet. Hun virkede ikke uhyggelig på nogen måde, hun lignede en normal 15 årig pige, dog var hendes hud svagt gennemsigtigt. "Ahngel? hvornår blev du til en vampyr?" spurte hun underende og forsigtigt

Ahngel smilede kort og foldede kort hænderne i sit eget skød. "Jeg er en fuldblods.. jeg har aldrig været menneske." sagde han så og lod blikket falde på hende med et tænkende udtryk. Fuldblods var sjældne nuomdage eftersom avlen af vampyrer stg i takt med menneskenes egen vækst. Han betragtede hende roligt. Egentlig kunne det godt ses. Der var ingen direkte menneskellige rester på ham. Hans ansigt var formet i denne her mærkelige perfekte symmetri og hans øjne var kønsløde og uomgåelige. Der var ikke et eneste gram menneske over hans perfekt vampyriske udseende, som han meget ofte foragtede for denne fejlfrihed. Var der noget som han fandt smukt, var det den naturlige form for ynde.. en skønhedsplet.. almindeligt farvede øjne.. solbrun hud. Det som mange mennesker tog for givet. Han havde opnået det mennesker fandt smukt og det havde altid naget ham.

"fuldblods?.. hmm det er sjældent man ser dem men så kan jeg bedere forstå det, du er.. hmm hvordan siger jeg det perfekt? du er som alle mennesker finder smuk " fortalte hun ærligt. Hun sagde altid tingende som de var. hun sprang op på et vældet træ og slog hænderne ud for at holde balancen

"Mennesker er naive og ser med deres øjne." sagde han så. "Stort set alle vampyrer har denne egenskab alt efter hvor rent deres blod er." sagde han stille. "For mange millioner år siden så vampyrer ikke sådan ud. Da var de mere dyr end menneskellige skabninger, som vi minder om nu. Vi tilpadsede os til at kunne gå blandt mennesker og lokke dem til med denne skal af yderlig skønhed." sagde han tænkende og kiggede på sin hånd. "Var vi blot hundrede tusind år tilbage ville jeg ikke se meget mere anderledes ud end et menneskelligt dyr."

"Det er dog en fordel for dig Ahngel det er nemmere for dig at finde et bytte hmm jeg gad godt at ha set vampyre for hundrede tusind år siden, Det ville være intersant " sagde Haru og var ved at falde ned fra stammen men holde balancen "jeg døde 2 år siden på min fødselsdag, så her ikke levet så længe " sagde Haru og ville ikke sige mere med mindre han ville høre hendes historie

"Og dog er de døde dog dem med den bedste opfattelse på livet." sagde han stille. "Jeg beklager at høre at Deres død kom så belejligt." sagde han derefter. Personligt havde han jo aldrig følt denne død som nye vampyrer ville eller alle andre væsener, men han havde haft sine tætte øjeblikke.
"Hvad døde De af?" sagde han tænkende.

Haru sprang ned fra stammen og gik hen til Ahngel. Hun lag hendes kølige hånd på hans pande og billeder dannede sig foran ham, man kunne se Haru med kort hår side i en bil med hendes forældre. Et højt dyt lød og Haru så Lasbilen høre ind i deres bil fra siden. Haru havde ikke sikkerhedsele på og blev kastet ud af roden. Forældrene døde på stedet men haru var i live så hun blev kørt på hospetalet. Lægerne var uforsigtige og gav Haru for lidt bebøvelse. Så hun var lam i kroppen men kunne stadig føle hvert snit og syning de lavede i hende. Haru døde af smerte under operationen. Da Haru trak hånden til sig forsvandt billederne.






//Det er der faktisk nogle der oplever i virkeligheden, alsår er lam i kroppen imens de bliver opereret men kan stadig mærke alt

//Avs! x(//

Ahngel kiggede underligt på hende inden han mærkede hendes hånd imod hans egen kolde hud og derefter forsvandt hans syn omkring ham ligeså stille og bar ham væk som tilskuer til et skuespil han ikke havde ønsket at se. Han betragtede det hele uden at blinke og kiggede kort til siden i ny og næ, selvom hans egentlige øjne jo stadig var slørede i virkeligheden.
Han kiggede stille på hende da hun fjernede hånden. "Jeg beklager." sagde han så. Ikke blot det med at hun døde af smerte, men også at hun aldrig ville kunne vågne op til kærlige forældre..

Haru smilte "tak , det ville være lettere at forklare dig det via billeder selvom det måske ikke er det meste rare at se, min evne er ilutioner " forklarede haru "men jeg har fået min hævn, så det eneste problem er at jeg er bange for at gå videre til den anden verden måske er mine forældre der eller måske er der ikke noget overhovedet det er nok det jeg frygter mest" sagde Haru

Ahngel tænkte sig lidt om. "Der kan jeg desværre ikke hjælpe dig, men vi ved jo at der er mere mellem himmel og jord, så hvorfor skulle der ikke være noget derefter?" sagde han med et tænkende udtryk. Måske var de der også. Dem alle sammen?
"I alfald, så lukker døren til det nok aldrig?" sagde han med et lettere trøstende blik til hende.
"Og.. hellere tage chancen?"

"hmm Hvad med dig, har du nogen familie?" spurte Haru og tænkte på hans forældre nok også var vampyre for ellers hvordan kunne han så være fuldblods?? "jeg tag chancen når jeg er parat og det er ikke forløbig " sagde hun og kiggede op på stjernerne "men du har ret"

Ahngel grublede i et kort øjeblik. "Jeg har kun en fader tilbage og man kan ikke sige at han er hverken fuldkommen i live eller familiemenneske, så nej. I princippet har jeg ingen familie tilbage." sagde han tænkende og betragtede hende stille.
"Ja det er dit eget valg hvornår du er klar til det næste skridt.. hvem ved? Måske bliver du genfødt?" sagde han med et tænkende udtryk.

"mh måske, det er jo alt imellem himmel og jord" sagde Haru med et tænkende blik, hun kiggede på Ahngel og smilte hun tog fat i hans ærme og trak lidt i ham "kom kan vi ikke gå en lille tur??" sagde Haru og mindede lidt om en lillesøster der tog fat i hendes storebror. Lidt efter gav hun dog slip.

Ahngel rejste sig mere op og gik stille efter hende. Han svarede ikke, men hans medgørelighed var vel svar nok i sig selv. Han havde aldrig haft noget imod en helt normal gåtur. Tværdigmod.
Han var nu meget stille igen. Hans røde øjnes opspilede nuanceskift blandede sig konstant i den døsende tænkende trækning han nu engang altid havde over sig. Hvad ville der mon gemme sig bag den lukkede mund. Et tandsæt som ingen ville turde stirre på.

hver gang Haru så på hans øjne gjorder det hende forvirret det var svært at aflæse ellere rettere umuligt. Hun havde ingen ide om hvad han tænkte eller hvilke humør han var i. Det skræmte Haru lidt. men hun smilte bare som hun gjorder før "hvor skal vi gå hen du følger vejen" sagde Haru