This is something new. - Ahngel

Murens overfalde var ru, imod de bløde fingre, som langsomt gled hen over den ujævne overfalde. Det lange sorte hår, bølgede langsomt, i den svage vind som der gled igennem de mange gange, hvis pres mod væggene gav en susende lyd. Hvad denne pige lavede her nede, var ikke rigtig til at vide. Måske var det af ren nysgerrighed, for at finde ud af området hun boede sig, måske var det også bare af simpel kedsomhed. Det var kun denne vampyr kvindes viden. Jo, trods hendes udseende kunne man vel kun tillade sig at kalde hende en kvinde, måske endda en dame. Men det var dog ikke tilfældet, i mange øjne, var hun blot en pige, uden nogen ret til at sige noget. Her var det at mange gik forkert i byen, denne pige, kvinde, dame ja man kald hende hvad man nu lystede. Hun var ikke stille, hun sad ikke pænt på en bænk, ind til at nogen snakkede til hende, hun var højrystet og elskede at deltage i en god debat, mest af alt fordi at hun vandt disse diskussioner i sidste ende. Hun var klog som bare pokker, måske lige før at det blev irriterende overhoved at debattere med hende, og derfor var det også kun nye folk, som ikke kendte hende, som lagde sig ud med hende i videnskab. Hendes familie havde efterhånden lært at holde sin kæft når hun var i nærheden, det var kun hendes elskede store bror Lazarus, som der i det hele taget ville snakke med hende, og spille skak med hende, en af hendes yndlings aktiviteter, når hun ikke læste omkring nye ritualer. Så mange tanker der hele tiden gled igennem hoved, så dette var egentlig grunden til at Annabel var gået ned i Di Catacombe, for at få noget rum, få noget tid til at tænke alt igennem, så mange spørgsmål, så mange undringer, som hun ikke fandt til at kunne få svar nogen steder fra. Selv hendes bror kunne hun ikke spørger om dette, uden at han ville tro hun var sindssyg. Men hun savnede noget, så dybt inde i hende at det gjorde ondt. Men hun vidste bare ikke hvad det var. Mon, nogen, nogen sinde ville være i stand til at fortælle hende, hvad der var galt?
Et dybt suk gled langsomt igennem hendes læber, som hun forsatte gangen ind i det ukendte, hun var iført nogle stramme sorte shorts, og en hvid bluse, som var gennemsigtig, derved kunne man se den sorte undertrøje hun havde på, inden under. På fødderne var at finde nogle læder støvle der gik op til midten af hendes tynde lår. Spinkel, det havde hun nu altid været, man skulle tro at hun var ti år, hvis man kiggede på den mangle af former der var, men højden gjorde nu, at dette ikke var muligt, da hun var omkring de 1.76 cm høj. Måske lav for mange mænd, men for en kvinde af at være, var det ret højt. "Nå Annabel, hvor er du henne?" sagde den modne stemme, og de katte grønne øjne, gled langsomt rundt da hun var kommet til at kryds, hvor hun kunne vælge at gå til højre eller venstre, men nu var hun i tvivl om hvilken ville være den rigtige. Og om hun overhoved kunne finde tilbage igen "Fedt Ann, nu er du faret i vild igen" nå, det skulle jo nok gå, hun skulle bare lige finde ud af, hvilken vej der skulle tages. Man kunne jo altid være barnlig og sige ellebelle.. hmm.

Okay.. Hvad helvede havde ideen helt præcist været?! Ahngel rejste sig med et knæk op fra en af de mindre nicher der var lavet i katakombens smallere passage. Det havde ikke just været et behageligt sted at tilbringe dagen, men hans lejlighed havde været for langt væk. Uden det meget oplagte mandehul, havde Ahngels underskønne hvide hud nok været grå og afbrændt. Ikke at det gjorde ham det mindste med farven, men det var i sidste ende ikke den allermest behagelige følelse at blive forbrændt ved solen. Vampyren lagde sine lange fingre for øjnene og klemte let næseryggen mellem pege- og tommelfingeren, som var en massiv migræne ved at tage livet af ham. Dog ikke. Det var bare lidt forløsning på den store irritation. Han rettede sig op, skød skuldrene tilbage og genoptog en holdning som en adelig. En vanesag. Han kunne i sidste ende bevæge sig rundt som et dyr, hvis det var hvad der lå i hans gener. Hvorfra var det nu han var kommet? Katakomben lugtede for meget af død til at hans eget duftspor fra aftenen før kunne skimtes. Ikke nok med det var gangen han befandt sig på ens for begge sider. Lige sorte.. lige lurvede og ligeså håbløse som deres sammensværgede. Vampyren gav et fnys fra sig og gav ikke sig selv meget tid til at vælge en retning. Til højre for sig selv vel og mærke. Han vendte blikket til siden og betragtede væggen, som ikke syntes at forandre sig på andet end stenenes mønstre som han gik. Den lange sorte frakkes flænsede kanter hang om hans fødder og løftedes bagud af hans atmosfæriske kølvand, som skabte han sin egen lille vind. Vind ville han ikke ha meget imod. Der hvor han var placeret var der endnu ikke noget tegn på hvordan den ydre verden så ud, eller om solen overhovedet var gået ned. Dog tvivlede han på at den stadig hang højt på himlen. Det stak kort.. Tanken om at være så langt nede i jorden. Ahngel, som han yndede at lade andre kalde ham, vrængede for et øjeblik og lysten til at komme op til overfladen igen blev en smule stærkere. Han vendte ansigtet fremad igen med et meget målrettet udtryk. Pokker stå i det! Ah alle steder… Af ALLE steder! Hvorfor under jorden?! Han forstod overhovedet ikke de vampyrer der kunne udholde at bruge dagene i deres kister eller begravet i dette sted for stedse.
De røde øjne vendtes til siden som endnu en sidegang kom til syne. Endnu en beslutning at tage. En håbefuld brise faldt fra den på hans venstre side og meget ligeglad med de øvrige muligheder vendtes han den vindfyldte passage. Det lange sorte hår lod sig let hive med i brisen og fjernes fra dennes hvide, glatte marmoransigt. De røde øjne glødede let op i mørket og gav denne et uhyrligt udtryk, trods hans ansigt var i en forholdsvis rolig tone, til trods for den langsomt ophobende klaustrofobiske panik der lod sig opstå jo mere gang der var. Lugten af anden udød opstod ret fremme og Ahngels øjne snævrede sig sammen. Så han var ikke alene denne gang? En trussel fandt han dog ikke i duften..
//Sorry. Ikke et af minde bedre posts.. :///

Tankerne borede sig igennem hendes hoved, mens at hun prøvede at holde sig i rolig fatning, hun måtte ikke gå i panik, hun selv hadet egentlig at være fanget inde i små rum, og havde altid sovet i senge, trods for at hun burde sove i kister, eller hvad var det menneskerne troede omkring dem? Nogle af rygterne var jo også rigtige nok, og nogle vampyrer de sov jo egentlig også i kister, og små rum. Men hun, hun var kun gået her ned, for at komme væk fra huset, komme væk fra alting. Lidt lige som, da hun havde sagt til sin far, at nu flyttede hun fra Italien. Mest fordi, hun aldrig i sit lange liv havde oplevet særlig meget, altid havde hun været inde på slottet, hjulpet til med en masse ritualer, men det var så det. Intet andet havde hun foretaget sig, end at læse, og hjælpe til. Så mange tanker, et dybt suk gled igennem hendes læber, som hun førte sig elegant igennem de mange gange som hun havde bevæget sig ud i. Som en labyrint, ville hun nogen sinde finde udgangen igen? Hun kunne ikke en gang skælende sin egen lugt, mere end nogle få meter frem, fra den døde lugt, der borede sig op i hendes næsebor. Utroligt, så sulten hun var gået hen og blevet, og de ellers så flotte grønne øjne, var gået hen og blevet blodig sort, mens den alt opædende følelse langsomt borede sig igennem huden, og spredte en knude inde i brystet som gjorde ondt. Dette skulle bare rystes af..
Med et, løftede hun hoved, og håret blafrede hurtigt, da hun vente hoved. Dette var ikke til at tage fejl af, en anden vampyr, af hankøn, hvis hun ikke tog helt fejl. Og selvom at stanken af kød, blod og død spredte sig rundt omkring denne velduftene duft af en anden vampyr, så var det ikke til at tage fejl af, at dette var mere eller mindre et levende væsen. Nu var spørgsmålet bare hvor det kom fra. En rynke dannede sig imellem hendes øjenbryn, mens at næsen tog en dyb indsnusning, og begyndte at gå mod denne delikate duft. Kunne jo være, at denne mandspeson, kunne hjælpe hende ud, eller måske var han lige så fanget under jorden som hun selv var? Dette var blot en tanke, men hvad skulle to vampyrer gøre, hvis ingen af dem, vidste vejen ud af dette helvede af en labyrint, og hun tvivlede stærkt på at hendes mobil ville kunne fange nogen former for signaler så langt nede. Man kunne jo altid forsøge.
De slanke fingre, greb rundt omkring denne underlige menneskelige tingest, som var blevet hende givet, da hun var kommet hjem til Lazarus, så de kunne komme i kontakt, hvis de var for langt væk fra hinanden, det var åbenbart ikke længere i orden, at opfører sig som i gamle dage. Hvor hun dog savnede de dage. Hun rystede stille på hoved, og kneb øjnene sammen, da lyset fra mobilen blændede hendes øjne. Men lige der, måtte alt håb opgives, da den fine tekst øverst i billede, meget tydeligt skrev: Intet signal. Nu var der kun om at finde denne vampyr, og se om de kunne finde en vej ud, sammen?

Et utålmodighedens unødvendige åndedrag fandt vej igennem vampyrens tørlagte haæsrør og ud igen uden egentælig at have nyttig brug af ilten, som han optog. Han kunne den ikke lagre og bruge den senere i ildkvælning og hvorfor skulle det også blive nødvendigt? Han havde ikke haft brug for ilten dertil siden .. Åh.. Hvor lang tid siden var det nu igen? Ahngel skubbede tanken fra sig og kiggede frem for sig. Endnu en gang og endnu en.. Blev de egentligt ikke mindre og mindre? Nah, dog ikke. Det var blot en lille paranoid tanke, som vampyren påførte sig. Kældersystemer og smalt med plads virkede ikke for en der normalt havde albuerum, som fyldte han hele sin stab til sammen og som normalt havde så højt til loftet at hans massive højde ikke betød noget. Her strejfede vildtfarende sorte silketråde næsten loftet som det blev taget af brisen og let løftet fra hans underskønne marmorhvide ansigt. Hans øjne var på dette tidspunkt stive og ikke til at rokke fra de veje han sigtede efter. Duften af anden udød kom langsommere til sit udtryk. Endnu et væsen i disse små systemer var nok ikke hvad der ville hjælpe på hans mindre klaustrofobi.
Som en sidevej passerede ham, drejedes hans øjne dog.. Imod hvad der højst sandsynligt afgav denne lugt. Kvindelig vampyr. Fuldblods som han selv. Ingen ærefrygt trappedes dog op. Ikke en af hans egen slægts øvre vampyrer. Hvordan skulle der også kunne være det? Selv var han ene ansvarlig for at hans stamtavle ikke døde med hans egen grav. Ingen fædre eller forfædre betrådte den levende verden. Det var vel hvad der adskilte vampyrer med aktuelle døde. Deres bevægelser og evner til at tænke og måske i sidste ende endda føle til trods for så manges fordomme. Vampyrer kunne føle, ja, men kun stærkt i alt for sjældne tilfælde, hvis man spurgte de kære dagsvandrere, der havde ladet sig fange og forelskes i en vampyrs fortryllende blikke og forførelser.
Ahngel stoppede da op, endnu med siden til denne anden vampyr. Igen.. Ingen trussel fandt han hos hende så han tillod hans øjne befamle hende, til trods for at det virkede som om han så hende direkte i øjnene, givet at huns selvfølgelig lod sit blik indfanges af hans eget. Som tusind hænder ville hans blik fange ud og undersøg hvert tænkeligt hjørne… form, pore og rynke. Og til trods for dette indgående blik der kunne give den bedst trænede et langvarigt kuldegys, lå der ingen direkte følelse i hans blik. Intet var til at skimte igennem den brændende røde farve. Ingen glæde, sorg, anger eller vrede. Alt dette var, hvis det befandt sig et sted i ham, pakket så langt ned under hans smukke arrede hud at det nok kun var de allerfærreste i denne verden der kunne fremkalde det hele igen. Ja .. Igen. Sådan stod han i nogen tid.. Blot så på denne vampyrhun, som så han igennem hende. Vinden tog atter let i hans hår og førte det om bag skuldrene, hvor det placerede sig akkurat ved skulderbladets midte. Hans øjne vendtes i brisens retning frem for ham og afskåret fra den gang hun befandt sig i. Afbrød hun ikke ville han så småt begynde at gå igen, ned ad gangen og passere hendes visuelle spot af hans lange slanke krop. Den lange jakkes bundstykke var det sidste der ville forsvinde bag væggen hvorefter hele hans eksistens blev reduceret til forstyrrelser i brisen. Ikke engang et fodtrin var at fange i luften som han bevægede sig ned ad gangen for endnu at finde en vej op til overfladen igen.

Hun stod fuldstændig stille, da hun mærkede hvordan at den anden vampyr nu var tæt på, tæt nok på at hun næsten kunne føle ham, bare ved at hans duft borede sig op i hendes næsebor. Hun vente sig langsomt om, og betragtede hanvampyren, som stod og betragtede hende, uden ord, uden så meget at blinke, bare stod der, og kiggede på hende.
En lettere ubehag gled igennem hende, mens at hun ikke rigtig forstod hvad dette gik ud på, og hvorfor at der ikke blev sagt noget, hvorfor at hun ikke selv sagde noget. Men lige nu, lige her, var det som om at der ingen ord var at bruge, som tungen ikke længere fungerede, og stilheden tog over, og lod sig glide hen over dem, som var det en tyg tåge.
Hun trak stille luften ind igennem næseboret, selvom at det var dybt unødvendigt for hende at trække vejret ned, da hun intet ilt havde brug for, får at få hendes hjerte til at pumpe. Det havde aldrig nogen sinde været i stand til at banke løs i hendes krop. Men det var nu stadig ubehageligt, at vide man havde frie luftveje, af en grund hun i grunden ikke kendte til, men så igen, det var ikke noget hun gik så forfærdelig meget op i.
Hendes blik, betragtede langsomt den slanke krop, som denne mandelige vampyr besad, ikke fordi at hun følte sig stærkt tiltrukket af ham, men nysgerrigheden omkring hvem han var, og hvad han lavede her, var stadig noget som hobede sig op, lige meget hvor meget hun prøvede at tvinge den tilbage, ville den vide hvem denne person var.
Men igen, stilheden havde taget over, og det eneste der var at høre, var brisen der langsomt gled om hendes fødder, og igennem håret, de tunge åndedrag som der nu og dag, fandt sted hos dem begge.
Følelser, uden grund var det et emne som der slå hende imod i hoved. Ja vampyrer kunne godt føle kærlighed, men chancerne for at det skete, og de var ægte, var meget sjældne, derfor fandt hun det så underligt mange gange mødte hun vampyrer på dette sted, som der var gift, og som der havde følelser for hinanden, selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe, i hendes hoved, gav dette bare ikke mening overhoved.
Hun rystede svagt på hoved, og vente blikket mod en sten der lå ved hendes fødder, stadig en smugle utilpas med situationen, det var først da vampyren vendte sig mod brisen og begyndte at gå, gå som var han den der havde bragt stilheden med sig, da hun end ikke hørte hans fodtrin. Hun kneb langsomt øjnene sammen, og måtte sige, det gav mest mening at gå imod der hvor vinden kom fra, selvom at det ikke nødvendigvis var nogen grund til at det var den vej at udgangen var. Nogen gange fandt man også briser i tuneler, hvis der var en udsugning, eller huller. Men hun mente at de måtte være langt nok under jorden, at huller ville være usandsynlig, og at udsugning, nok hellere ikke var det mest tænkelige. Derfor, fugtede hun langsomt læberne, og åbnede munden "Undskyld hr, men ved de vejen ud?" sagde hun med en formel toneleje, dog meget spinkel, da det var som om at hele hendes stemmebånd snorede sig sammen, og at munden var blevet tørt, som havde hun spidst en masse sand, hvor af dette opførelse kom fra havde hun ingen anelse om.