Kedsomhed

S: Sombre
V: Varmt
T: 22.09
O: Nogle få
D: Fredag
P: En sort top, og sorte shorts


Jeanna kom gående hen af en sti i parken, hun smilte svagt og betragtede aften solen, der var varmt i parken , og fuglene sang, hun satte sig på en bænk og så rundt, de fleste der var der var kæreste par, hun sukkede dybt, og så ned, hun hadet at se på andre der var lykkelige sammen når hun selv var alene, men hun ville ikke lade det ødelægge hendes aften. Hun så rundt i håb om at finde nogen der gik alene, men hun kunne ikke få øje på nogen, hun lod en hånd glide igennem sit hår, og begyndte blidt at nynne imens hun lukkede øjnene

Ikke så langt fra bænken under et stort træ, hvor grenene hang ned på grund af de mange blade som de havde. sad der et ungt menneske på omkring de 18år, han sad med et blok i sit skød og tegnede. ved siden af ham stod der en sort taske, med en pose ovenpå som man godt kunne se var nået købtmad i. selv om det var urørt og nok heller ikke ville blive rørt ved, så stod den der alligevel da Brendon havde besluttet sig for at spise. men når han havde gået ind i parken og fundet et sted, og set det flotte udsigt og måtte bare tegne det. så hade han glemt alt om maden, selv om duften af det var i luften. så var det slet ikke nået som han tænkte over

Jeanna nynnede videre, et lille suk gled over hendes læber, "Kedeligt" mumlede hun og så rundt, hun havde ikke lagt mærke til drengen, og lagde sig så ned på ryggen og så op på den blå, blå himmel, hun tvang et lille smil frem på sine læber, hun kedet sig utroligt meget, og sukkede dybt, "Her er så kedeligt" sukkede hun dybt for sig selv

Brendon så sig lidt omkring når han var færdig med at tegne, han fik øje på en pige for sig selv og så lidt på hende. han havde altid været en genert dreng og kunne derfor ikke få sig selv til at gå hen og sige hej, han var sikker på at han ville få en anfald så eller at der ville ske nået andet. så han lod sit blik falde ned på posen og sukkede, nået inde i ham sagde at han ikke var sulten. men det var han jo og var det jo stort set hele tiden, men hans spiseforstyrrelse holde ham væk i at at spise. og derfor vende han bare sit blik væk fra den

Jeanna sukkede og satte sig op, hendes blik gled rundt en gang til og hun fik øje på en betagende dreng, hun smilte svagt og betragtede ham blidt med sine smukke øjne, hun rykkede lidt tættere på ham og prøvede at få ham til at kigge på hende, hun blinkede let med øjnene og smilte sødt

Brendon kunne mærke et blik på sig og hans blik fald hurtigt på pigen, han så lidt på hende og smilte venligt. hans mund forblev lukket og han så bare på hende, som når man havde det som om et billede så på hende. hans ene hånd legede med blyanten i sin hånd, og han prøvede at få sig selv til at sige nået. men der ville bare ikke kommet nået ud af hans mund, så han sukkede og vende sit blik væk fra hende igen

Jeanna sukkede og så ned, hun rejste sig og gik væk fra ham, han ville åbenbart ikke snakke med hende, hun satte sig under et træ og så svagt på ham og bed sig let i læben, hun ville ikke havde at han så at hun betragtede ham. Hun så ned i jorden så og prøvede at glemme at han var der, hun lukkede øjnene

Brendon mærkede at hun rejste sig op og han åbnede munden for at stoppe hende, men det eneste der kom ud af ham var et suk. han hadet sig selv virkelig meget at han var så pokkers genert, og han var sikker på at det skyldes at han aldrig havde gået i skole. han fulgte hende kort med sit blik, inden han vende det væk igen. han havde det som om nogen så på ham og det fik ham til at se sig omkring, han fik øje på hende igen og kunne ikke lade være med at smile. han rejste sig stille op og tog sine ting, inden han gik tøvende over til hende "m.. må jeg sidde ned ?" sagde han med en usikker stemme

Jeanna fik et lille chok, hun så op og fik øje på drengen, hun rødmede blidt, og nikkede svagt "J.. Ja" sagde hun lidt genert og gjorde plads til ham, hun smilte blidt og så på ham med sine smukke brune øjne, der glimtede blidt, hun så, så ned i jorden igen "Jeg hedder Jeanna" mumlede hun og så på ham igen

Han så ned på hende og var stolt af sig selv, at han fik taget sig sammen til at gå over til hende. han satte sig ned en meter fra hende, i angst for at hun ville komme til at røre ved ham. han lag sin taske ned og satte posen ovenpå igen "og jeg hedder Brendon" sagde han lidt genert og smilte venligt til hende, mens han træk sine ben op til sig og lag sine arme om dem. mens han prøvede at finde på nået at sige "du er alene ?" sagde han og vende det hvide ud af øjnene af sig selv

Jeanna sukkede svagt, da han satte sig lidt væk fra hende, hun så stille på ham "Ja.. Jeg har ikke rigtigt nogle venner og min kæreste.. Ja.. Han er ikke min kæreste længere" sukkede hun og så ned i jorden "Hvad med dig" mumlede hun små dumt og bed sig hårdt i læben over sin dumhed

Han lyttede på hvad hun sagde og smilte bare svagt, mens hans hoved nikkede langsomt "når okay.. hvorfor er han ikke din kæreste mere ?" spurgte han stille om og kunne godt forstå hvis hun ikke ville snakke om det, alligevel spurgte han om det. da han jo selv aldrig havde haft en kæreste, dog havde han været forelsket i en som ikke ville havde ham "alene.. jeg holder mig for det meste for mig selv, ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med folk.. men det er mere fordi de ikke kan forstå mig" sagde han

Jeanna smilte og så blidt på ham, "Hvad er det de ikke forstå?" spurgte hun blidt og smilte lidt forførende, "Jeg slog op med ham.. Jeg kunne ikke være sammen med ham fordi han er en dæ" hun stoppede sig selv.. Hvad var Brendon egentlig? Hun bed sig hårdt i læben, hvad nu hvis han var et menneske og måske ville han ikke forstå det hvis hun sagde at hun var en engel

Han så kort ned mod sine fødder, inden han så op på hende igen og lag sit hoved på sine knæ "mit fobi" sagde han stille og undrede sig lidt over at hun bare stoppede sin sætning, han undrede sig lidt over det hun sagde "han er en hvad ?" spurgte han om og hævede det ene øjebryn, uden at rigtig tænke over at han gjorde det

Jeanna bed sig hårdt i læben "Vi var bare alt for forskellige, og jeg kunne ikke klare at være sammen med ham" sukkede hun og så ned i jorden, hun ville helst ikke tænke på Chris, "Hvilken fobi?" spurgte hun så stille og så på ham igen, hun betragtede ham og prøvede at bruge sin evne til at forføre

Han smilte til hende og kunne jo godt forstå det, nogle folk var bare alt for forskellige til at være sammen. og andre gange så var det endelig godt i at være det "når okay, det lyder ikke så godt.. men du skal nok finde en ny" sagde han i en opmuntrende tone, for at få hende til at forstå at man ikke skal give op. udover når man er i hans sted, han havde opgivet sport og alt det andet som man skulle være aktiv for at lave. han vende sit blik væk fra hende og træk kort på de tynde skulder, som var lige så tynd som resten af hans krop "fobi i at blive rørt af andre eller røre andre" sagde han og føle at det var virkelig pinligt

Jeanna bed sig hårdt i læben "Nå... Synd.. Så kan jeg jo ikke kramme dig" sagde hun og rødmede blidt, hun smilte skævt og betragtede ham blidt, "Det er synd for dig" mumlede hun dumt og så ned i jorden, hun sukkede dybt over at hun ikke kunne finde på noget bedre at sige

Brendon vende hurtigt sit blik mod hende da han hørte hvad han sagde, det fik et skævt smil frem på hans læbe "tror mere det dig som vil kramme mig, end jeg vil kramme dig" sagde han og håbede ikke hun ville misforstå det, selv om han måske fik sagt det lidt forkert. men det havde han ikke tænkt sig at lave om "kan også være farligt at kramme mig.. du kan komme til at brække knogler i min krop" sagde han

Jeanna sukkede dybt, da han sagde han ikke havde lyst til at kramme hende, hun trak sig lidt væk fra ham og så op i himlen, hun hørte ikke så meget af hvad han sagde og tænkte bare på Chris, hun lod en tåre løbe ned af sin kind, men fjernede den hurtigt, hun havde pludselig bare lyst til at skrige

Brendon så på hende og kunne ikke lide at hun blev så ked af det "undskyld.. det var ikke sådan jeg mente det" sagde han og var usikker på hvad han skulle sige og gøre, da han jo ikke kunne gøre nået selv om han gerne ville

Jeanna sukkede dybt og så bare på himlen, solen gik ned, og det gav himlen en smuk rød farve, hun bed sig hårdt i læben, og så, så ned i jorden, hvad skulle hun gøre.. Hun kunne intet gøre, og han syntes sikkert at hun var mega dum, hun rejste sig og tog sin taske, hun så rundt og tvang sig selv til at gå

Brendon så bare på hende og viste ikke hvad han skulle gøre, han ville ikke havde hende til at gå og kunne jo godt lide hendes selskab. han rejste sig op og tog sine ting og gik efter hende "hvor skal du hen ?" spurgte han om og træk sin taske bedre om på ryggen, mens han holde posen i den ene hånd. selv om han viste at han heller måtte se at komme hjem, inden det blev alt for mørkt og han ikke ville kunne se nået. så gik han alligevel efter hende

Jeanna så på ham, hun bed sig svagt i læben "Jeg tænkte bare at du ville sidde alene.. Jeg mener, jeg forstår dig jo sikkert ikke bedre end andre gøre, og så.. Ja.. Jeg er vel ikke værd at bruge tid på" mumlede hun og vendte sig om og gik forsigtigt videre, selvom hun ikke helt ville

Brendon lyttede på hvad hun sagde og stoppede op, han sukkede af det hun sagde og rystede på hovedet af det "nej det gør du ikke, når du bare går som alle andre" sagde han og så kort mod solnedgangen, inden han begynde at gå mod porten så han kunne se at komme hjem inden det blev før mørkt. da han gerne ville se hvor han gik og derfor havde en mindre chance for at falde, og derefter komme på syghuset hvor han alligevel blev proppet med mad

Jeanna bed sig hårdt i læben, og vendte sig og så efter ham "Brendon!" råbte hun og løb efter ham, hun løb ind foran ham og stoppede ham "undskyld.. Jeg er bare ikke i så godt humør.. Undskyld at det gik udover dig" hviskede hun og sukkede dybt, hun så stille ned i jorden