Forvirret (Mary Lue)

S: Ved Nain des.
T: IRL.
O: Ingen levende personer.
P: En trøje, lang nederdel.
V: Regner.



Sea gik rundt oppe i bjergkæden. Hun var forvirret og havde brug for lidt tids ro. En lille sten lå på vejen foran hende og hun sparkede til den så den fløj hele vejen ned af bjeget. Hun var ikke i dårligt humør, men havde bare brug for lidt ro. Hun gik længe rundt der oppe. Regnen silede ned omkring hende og gjorde hendes brune hår meget vådt og mørkt. Hendes hår så nærmest sort ud. Som tiden gik fik hun mere og mere lyst til selskab. Hun ville ikke være alene mere, men Sea ville heller ikke gå væk fra bjerget. Hun håbede at der ville komme bare en eller anden!

En smuk lille alf kom flyvende. Hun hed Mary Lue, men folk kaldte hende for Mary. Mary fløj hen mod en pige der var drivvåd. Hun landte på skuldren af pigen og eftersom at Mary ikke vejede ret meget kunn epigen næsten ikke mærke det, før Mary satte sig ned med et bumb.

Sea kiggede lidt fovirret på den lille alf. Selv om at hun ikke var god til at se hvilken race de forskellige var, så var det tydeligt for hende at det var en alf. "Hvem i al verden er du?!" spurgte Sea og så på alfen med øjenbryn som var kommet helt med ved øjnene på hende. Hun så halv nysgerrigt på den lille alf.

"Jeg hedder Mary Lue," sagde hun med et smil. "Og hvem er du så," Hun grinte og fløj op foran Sea. Mary smilte til hende.
Så kiggede hun rundt i bjergkæden, men fik ikke øje på andre end hende selv og Sea. Så kiggede hun tilbage på Sea og ventede spændt på svaret.

Hun så stadig undersøgende på Mary Lue. "Øhmm, jeg er Sea Tulip!" sarede hun og smilte svagt. Hun gik videre i samme tempo som før, men sinkede så tempoet lidt. Hun så sig om som hun havde for vane at gøre. Hun rettede igen blikket mod Mary Lue. "Du er en alf kk?" spurgte hun for at være på den sikre side.

"Jo, selfølgelig er jeg det, og du er vampyr," sagde hun og fløj efter Sea. "Mary lue Jolena, Hedder jeg rigtigt," Mary smilte sødt med hovedet på skrå. Hun havde været i bjergende på den anden side som barn. Der var den hyggeligste lille by, men der var laaaang vej der hen.
"Vil du med til min barndoms by, eller de bjerge jeg var i som barn?" spurgte hun uden at tænke på om de lige havde mødt hinanden.

"Ja, jeg er vampyr!" svarede Sea smilende. Hun så undersøgende på Mary. *Kan jeg stole på at hun ikke lokker mig i en fælde af en eller anden slaks?* tænkte Sea undersøgende. Hun overvejede det hurtigt og kom frem til at hun jo nok ville kunne slå den lille alf i hjel meget hurtigt hvis hun ville. "Okey, hvor er det?" spurgte SEa smilende.

"På den anden side af disse bjerge, men det er en lang og farlig vej," sagde hunog pegede mod den overkyede himmel som bjergene gik op til. "Du kan stole på mig, selvom jeg har sort magi,´Min mor var lys alf ligesom mig og min far mørk alf. Jeg har arvet racen efter min mor og magien efter min far." Hun smilte igen til Sea.

"Farlig på hvilken måde?" spurgte Sea. HUn ville høre om hun troede at hun kunne klare det. HUn havde været igennem lidt af hvert, så der burde nu nok kunne gå. HUn smilte lidt til Mary imens hun tålmodigt ventede på et svar.

"der er krigere om hvert hjørne og når vi kommer til lynets dal skal vi over et hul. Det er som et spil på liv og død. Det var sådan min far døde, men han havde lige fået mig over på den anden side før han faldt i huldet. Man kan ikke bruge magi, eller flyve i lynets dal. Det er et dødbringende sted..." Hun tav lidt og så, så på Sea før hun blev til menneske. Nu havde hun en sort stram kjole på og bare ben og bare fødder.

"Okey, det lyder spændende. Skal vi afsted nu?" spurgte SEa opg smilte spændt. Hun glædende sig allerede til at skulle ud på den farefulde rejse hvis man kunne kalde det det. Huin smite glad og følte ikke den forvirring som hun havde haft.

Mary smilte. "Ja, kom," Hun førte Sea hen mod en stor træ dør. Der stod en gåde udenpå denn. Den skulle man løse for at komme ind:

Vi ledere af denne jord,
har alle et enkelt ord,
at sige inden denne,
fare fulde rejse må begynde.

Mary så på Sea. "Hvad mon meningen i den gåde er," sagde hun og så undrende på døren.

Sea så undrende på døren. "Jeg har viekeligt ingen idé!" svarede hun og tænkte sig om. *Vi ledere af denne jord! Hvad kunne det betyde? Noget med nogen ledere af jorden!* tænkte hun, men sagde intet

"Jeg tror man skal finde ordene i stedet for den ord der er i for vejen," sagde hun uden at vide om det var det og så på den første linje. "Vi ledere af denne jord...," hviskede hun til sig selv. "Guderne over denne jord!" Hun så på Sea. "Guderne over denne jord, hvad skulle det ellers være, for det er jo guderne der hersker over jorden," sagde hun med et lille smil.

"Ja, selvflgelig!" svarede Sea og smilte. HUn tænkte sig om. "Og de må alle samme have en eller andet form for ord eller hvad?" spurgte SEa smilende. Hun stolede nu så meget på Mary at hun ikke var bange for at det var en fælde.

"Hvis der er 7 guder, skal vi finde 7 ord til hver af dem og så sætte dem sammen som en linje," Hun så på Sea og smilte. Hun var en ret god ven, eller faktisk en meget god ven. Pludselig kom der 7 ord frem på døren:

Om, spørgsmål, det, bare, tid, er, et

Mary så på Sea. De skulle finde ud af at sætte ordene sammen så de passede, men det burde da være let nok,

"Hmm!" hun tænkte sig hurtigt om. *Øhmm, Om, spørgsmål, det, bare, tid, er, et? Det er bare et spørgsmål om tid!" tænkte hun og grinte. "Hey! Kunne det ikke være: Det er bare et spørgsmål om tid?" spurgte hun og smilte.

Mary så overraskende på hende. "Jo, selfølgelig, ej hvor er du genial!" sagde hun.

"I know!" grinte Sea så. Hun kiggede fortsat på døren. *Hvad vil der nu ske?*