forvirret i skoven- Landon~privat

Tid: 13:05
Vejr: helt fint med lidt skyer
Omkring: ikke nogle endnu
Sted: skoven

Roe gik rundt i skoven, man kunne ikke se hun var en Robot, hun gik bare rundt og kiggede på de mange planter og dyr der var i skoven, hendes syn inlæste oplysninger om de ting hun så, så hun viste hvad de forskellige ting var når hun så dem igen, men der var osse nogle ting som hun ikke fik inlæst og der ved viste hun ikke hvad de var for nogle ting

I et roligt og fredfyldt tempo kom Landon vandrende hen over den eftergivende skovbund. Hvor han dog elskede skoven at færdedes i skoven. Skoven var rolig. Man kunne tydeligt høre fuglenes lette kvidren. Han havde altid syntes at kunne lide dette. Lige siden han var lille. Lige siden han havde kunnet gå på benene, havde skovens naturlige magi tiltrukket ham. Skoven var så fuldt af alt, hvad han kunne drømme om. Landon lukkede kort øjnene og slugte en stor mundfuld luft. Straks åbnede han øjnene. Forude havde han spottet en person. En ukendt person så det ud til. Han smilte skævt. Godt nok var han måske ikke den mest sociale person. Men han forstod sig dog på vigtigheden af bekendte.

hun kiggede bare rundt, det var tydeligt at hun ikke viste hvor hun var henne og at hun forvirret, det lignede hun havde en lilla natkjole på og strømper som gik hende op midt på låret og hendes hår var samme lilla farve som hendes natkjole og det hårbånd hun havde i håret, hun kunne godt høre fuglene synge og alt det andet

Med rolige og kontrollerede skridt bevægede Landon sig langsomt hen imod den fremmede person. Helt sikkert fremmede. Landon mindedes ikke nogensinde at have mødt en som hende. Det generede ham lidt, at han ikke havde set hende før. Men hvad så? Det gjorde jo ikke så forfærdelig meget. "Vær hilset" hilste han formelt for ikke allerede ved første møde at skabe en eller anden uønsked splid. Han var ikke typen, der søgte hverken nære venskaber eller fjendtligheder. Det var noget, der måtte komme med vejen, hvilket det helt sikkert også ville med tiden. Kun tiden kunne afgøre, hvornår sådanne ting ville forekomme. De ville hverken forekomme for tidelig eller for sent. Med en udnersøgende blik, betragtede han den endnu fremmede person.

hun kiggede på den fremmede person som tydelig var en dreng" vær hilset"sagde hun høfligt tilbage, man skulle se meget rigtigt meget godt efter hvis man skulle se hun var en robot, man kunne ikke høre eller se det, så skulle man jo kigge meget efter med det for at kunne se det, hun kiggede bare på den fremmede dreng, hendes syns program studerede ham helt ned til den mindste detajle

I en rolig bevægelse lagde han let hovedet på skrå og spurgte: "Men hvad bringer så dig ud i skoven?" Gennem hans mange spadsereture gennem skovene, var han aldrig stødt på hende. Det kunne selvfølgelig også være fordi, at han ofte undgik at støde ind i andre personer. Han var fuldt opmærksom på, at det jo ikke ville kunne vare ved for evigt. Men det kunne holde en tid. At være enspænder kunne, selvom Landon ikke ville indrømme det, til tider jo blive en smule ensartet og nogle gange også en smule for kedeligt. Det krævede ofte nogle at snakke med. Men problemet var jo så, at han ikke havde nogle bekendte. Det var en ting, han havde i sinde at lave om på. "Jeg er forresten Landon." Præsenterede han roligt sig selv, "Landon Martinez."

"det ved jeg ikke....er det her en skov?"sagde hun lidt forvirret, hun kiggede på ham endnu, hun havde det jo som om hun næsten lige var vågnet op igen og kunne ikke huske noget som hun havde lært om nogle af de ting hun så, men hun fik noget data frem når hun kiggede på en ting, men det var ikke meget" jeg tro nok jeg hedder Roe"sagde hun og så ud som om hun tænkte sig lidt om

"Om det her er en skov?" Svarede Landon lidt for hurtigt, "hvad eh.... hvad skulle det ellers være?" Der var virkelig et eller andet, som var en smule sært ved denne pige. Man burde da vide, hvis man befandt sig i en skov. De var ligesom lidt iøjenfaldende med alle de træer. Landon trak kort på skuldrende. "Du er ikke sikker på, hvad du hedder?" spurgte han lidt tøvende og betragtede hende undersøgende. Hun var virkelig lidt anderledes. Men ak ja, det kunne selvfølgelig også være, at de fleste personer var sådan. Han kunne jo ikke ligefrem prale af at kende virkelig mange personer. "Men hvad ved du?" spurgte han for at være på den helt sikre side. Han ville helst ikke havne i en situation, hvor han kunne fable om alverdens spørgsmål, og det eneste pigen ville kunne sige var, at hun ikke vidste, hvad han snakkede om.

hun pegede på ham"du er en dreng"sagde hun, hun pegede på et træ"et træ"derefter en blomst"blomst"og så en sten"sten" det var alt hvad hun sagde, hun kiggede ham i øjne, hendes propriller bevægede sig lidt som en robot og det ville han kunne se da hun kiggede ham i øjne

"Jeah. Jeg er en dreng." Svarede han en smule tøvende på hendes lidt mærkelige bemærkning. På trods af at han måske ikke var så klog på genneskuning af personer, var han da fuldt bevidst om, at det helt sikkert ikke var helt normalt. "Og ja og ja." svarede han bare, da hun bekendtgjorde, at e blomst altså hed en blomst, og at stenen derovre var en sten. Han stivnede, da han så hendes pupiller. *Hvad er hun helt præcist* tænkte han en smule forvirret. "Hvad er du helt præcist?" spurgte han roligt, da han, på trods af sin rolige facade, ikke kunne holde nysgerrigheden tilbage. At være nysgerrig var altid noget, som han havde prøvet at styre. Det var bare sjældent, at det bare havde virket det mindste. Han sukkede let og betragtede hende agtsomt.

"Robot model Roe 20003"sagde hun og kiggede på ham endnu, hendes ansigt havde ikke nogle følelser, men hun havde dem, men hun viste bare ikke hvad for nogle der var hvad, hun kunne godt græde og alt det, hun var en underlig robot, hun kunne alt det som en normal robot ikke kunne

*Hun er Robot model Roe hvad-for-noget?* Han betragtede hende med et lettere skuffet udtryk. "Åh. En robot." sagde han tomt. Han havde godt nok ikke meget forstand på robotter. Men de var jo ikke sådan virkeligt specielle. De var jo bare... en slags dukker? Marionetter? Hvis man ikke lige synes om dem, kunne man jo bare lave dem om. De var ikke unikke. De var bare... hylstre for mekanik. Landon havde aldrig virkelig været fascineret af mekanik. Det var jo bare noget menneskeskabt noget. Og her havde han lige troet... Han sukkede let, men skjulte det hurtigt med et hurtigt smil. "Men hvad laver du så herude?" spurgte han igen i håb om, at få opklaret sit mysterie. Havde en robot overhovedet noget at lave herude. Burde de ikke holde til ved personen, der nu engang havde konstrueret den.

"det ved jeg ikke, jeg vågnede der henne"sagde hun og pegede der hen hvor hun vågnede og begynde at gå rundt, hun tog et lille skridt, hun trådte på en lille spids sten"av"sagde hun og bukkede sig ned og fjernede den lille sten så andre ikke skulle komme til skade med den osse, hun kiggede så på Landon igen

"Okay." Svarede Rylan roligt. Han bevægede sig ikke. Han vidste ikke, hvor han skulle gå hen. Han vidste ikke, om han overhovedet behøvede at gå, eller om han burde gå. "Såh du er en robot?" spurgte han tørt og lod blikket glide ned gennem bladene. "Men hvor kommer du fra. Bygget, kontrureret du ved?" spurgte han og lod igen blikket glide tilbage på hende. Han vidste intet om robotter. Han var i det hele taget han usikker på at vende blikket væk fra hende. Hvad for en slagt robot var hun? Hvordan reagerede den på ting? Og ikke mindst: hvad kunne den finde på?

"hmmmm"sagde hun og tænkte sig om"aner det ikke"sagde hun på hans spørgsmål om hvor hun var blevet bygget, det viste hun ikke noget om overhovedet"vil du da ikke være min ven?"spurgte hun og så trist ud, hun kunne nemt blive forvælsklet med et menneske

"Okay da." svarede han henkastet på hendes ikke særligt oplysende svar. Landon var ikke sikker. Ville han være hendes ven. Men han kendte hende ikke engang endnu. Og så var hun jo en robot. En kontruktion. En forfalskning af en levende skabning. Måske ikke på det ydre, men indeni var hun sikkert bare mekanik. "Det ved jeg ikke," svarede Landon kontrolleret, "jeg kender dig jo ikke engang endnu." Han ville ikke lyve for hende, og dette var det eneste svar, han lige kunne formulere, uden at skulle komme op med en hel fortælling. Det var vel også det svar, som var sandheden. Det var vel det svar, som hvilede som en spørgsmål i hans hjerte.

"okay"sagde hun trist og begynde at gå, hun gik bare og kiggede ned i jorden, nogle små tåre falde fra hendes øjn, hun havde et hjerte og en hjerne, men det var bare ikke blodåre der sad til dem, det var ledninger, men et menneskelig nerve system havde hun osse, hun gik bare videre