Lys i den ene side, mørke i den anden...(Dastan)

Tid. 23.45
Sted Forêt skoven
Omgivelser. En side med lys og en anden med mørke og hvad der ellers er i en skov
Vejr. Koldt, men ikke for koldt
Påklædning. En lille sort kjole, bare ben og bare fødder

*********************************
Mary stod midt inde i skovn. Der var to stier. Den ene førte til noget smukt hvidt lys og den anden til noget virkelig mørkt mørke. Hvilken en skulle hun vælge?
Hvis hun nu gik hen til lyset ville hun så blive til en engel, og hvis hun gik hen til det mørke, ville hun så dø eller blive til djævel? Det var alt sammen gode spørgsmål som ingen rigtig kunne svare på.
Mary tog en skidt hen af den mørke sti, men trak så foden tilbage og stak den ind i det lyse. I det lyse var der dejlig varmt og i det mørke frygteligt koldt...

Dastan gik i det hensides af den mørke side af skoven, da han fik øje på den unge dame der ikke vidste hvilken vej hun skulle tage, han blev i skyggerne og kiggede på hende, men om hun kunne se ham, vedste han ikke. Dastan håbede hun tog den mørke sti for så havde han nogen han kunne snakke med, han kunne nemlig ikke tåle det skarpe lys der var i den anden side af skoven.

Denne person der var kommet ind ii skoven, var hun ven eller fjende? Dastan var sådan set ligeglad, hvis det var fjende kunne han bare slå hende ihjel, men hvis hun der imod var ven, havde han nogle at snakke med

*Lyset kan jeg alligevel ikke tåle* tænket hun og skyndte sig ind på den mørke sti. Der var edderkopper og slanger over alt, men de flyttede sig for hende som var hun deres dronning. Mary var meget smuk. Hendes hår var gyldenbrunt og det hang lidt ned foran hendes skuldre og bag hendes ryg.

Hun trådte på den slange der ikke havde flyttet sig og det gav et lilel hop i hende da hun mærkede den ruge hud på slangen.

Dastan holdt øje med denne pige der kom tættere på ham, han kunne føle hun ikke var et menneske, han dannede to store skygger der lignede ulve, han ville se om hun var bange for dem.

Dastan smilte sagte og fik ulvene til at løbe over mod hende

Mary stoppede op og så bare på skyggerne. Hun drejede omkring og lod nogle flammer skyde op foran hende. Hun smilte og havde allerede fornemmet at det ikke var rigtige ulve. Hun fik øje på Dastan og samlede luft i den ene hånd og lod det glide ned på ilden. Ilden kæmpede for ikke at blive kvælt af luften, men det gjorde den så desværre.

Dastan smilte " du er stæk af en alf at være" sagde han koldt og fugtede kort sine læber. Han så på hende og kom frem fra sit skjul, hans mørkebrune hår sad omkring øjnene på ham og hans tøj sad perfekt på hans muskelløse krop

Hun smilte venligt. "Tak," sagde hun. Han så meget sød ud, faktisk meget, meget sød ud. "Hvad er du?" Hun så soørgende på ham.

Dastan kiggede på hende med et blidt smil " jeg er skygge dæmon" sagde han og bed sig let i læben " jeg er ked af at jeg sendte de ulve efter dig" sagde han og kløede sig let i nakken

Mary grinte sødt. "Det gør skam ikke noget," sagde hun. Nu hvor han havde talt til hendes var det som om han var enddu sødere og hun fik en mærkelig fornemmelse i maven.

Dastan smilte blidt til hende " vil du se hvad jeg også kan lave" spurgte han, da hun ikke lød til at være bange for ulvene. så ville han bare lave en flok løver istedet for

Hun smilte blidt tilbage. "Ja, selfølgelig vil jeg det!" sagde hun og smilte stort. Fornemmelsen blev større og vildere. Hvad mon det var. Var hun syg? Var hun gået den forkerte vej eller var det kærligheden der truede?

Dastan fik nogle skygger til at forme sig som en flok skyggeløver, både hanner, hunner og killinger. Han satte sig på hug og kælede let for den store han " de gør ingen ting" sagde han og forventede hun satte sig ned for at kæle en af løverne. Løverne var helt sorte med røde øjne, de så onde ud, uden faktisk at være det

Mary kneb øjnene sammen, ikke fordi hun var bange ller noget, men fordi flølesen blev større og større. Hun nærmest faldt på knæ med et bump og kælede for en af killingerne mens hun stadig holdt den ene hånd på hende fine tynde mave.

" er der noget galt?" spurgte Dastan stille da han så hun tog sig til maven

Hun sukkede stille. "Jeg har en underlig fornemmelse i maven," sagde hun og lagde så den ande hånd på den også. Det gjorde nu også ondt, men hvorfor. Hun var ikke syg det var en ting.

Dastan kiggede på hende og bed sig let i læben " hmm, er du syg eller sådan noget?" sagde han stille og betragtede hende

Hun kiggede på ham. "Nej, det er jeg ikke, det ved jeg," sagde hun med et smil. Det der gjorde ondt forsvandt, men følesen var der stadig.
*Er det, det jeg tror det er* tænkte hun. *Det er det vel*

Dastan fik skyggeløverne til at forsvinde og smilte blidt til hende og rejste sig op og gik længere ind i mørket, dog vidste han ikke hvorfor han gjorde det, men det var nok bare for en sikkerheds skyld

Hun så efter ham. Det var det hun troede. Jo tættere poå ham kom jo større blev følesen og længere væk han gik jo mindre blev den. Hun gik efter ham. "Må jeg lige sige noget? Jeg har fundet ud af hvad der er galt. Jeg er forelsket..."

Dastan rødmede let " i hvem?" spurgte han så og smilte blidt til hende, han vidste det sikkert ikke men han var nysgerrig

"Kan du ikke regne det ud?" Hun så på ham. "Dig..." Hun rødmede flovt og så op på ham.

Dastan rødmedde og kiggede på hende med store øjne " M...mig? Hvordan?" sagde han helt forbavset idet han bed sig let i læben

Hun rødmede igen helt vildt. Det var sødt når hun rødmede. "Jeg ved det ikke," sagde hun så.

Dastan gik over til hende og kyssede let hendes kind * mystisk sådan plejer jeg ikke at være" tænktte han og kiggede på hende

Hun rødmede da ham kyssede hende. Hun smilte da han havde gjort. Det var som om en hel del sommerfugle fik hende til at svæve. Det var det første kys hun nogensinde havde fået. Hun smilte til ham og var lige ved at falde da hun så han i øjnene. Hun var tydeligvis forelsket for det var som om hun fløj og det gjorde man når man var foelsket.