Går rundt i de drivvåde gader...(Titan Rakarth Azril)

Mary Lue gik rundt i de våde gader. Der var ingen at snakke med eller en varm butik at gå ind i. Hun kiggede efter om der skulle være bare en butik der var åben, men det var mærkeligt hvis der var denne søndag hvor det både regnede og var virkelig koldt. Mary kunne ikke finde ud af om hun bare skulle sætte sig på en bænk og bliver vådere eller gå den lange vej hjem til den lille hytte i skoven. *Måske skulle jeg bar sætte mig på jorden* tænkte hun eftersom der ikek var nogen bænke i nærheden. Så satte sig sig ned i en vandpyt og krummede sig sammen for at holde varmen.

Titan Rakarth Azra'il var en berygtet dusørjæger, med utrolige våbenfærdigheder, og evnen til at tænkte strategisk. Han havde et rygte der spredte sig hurtigere, end hvad han formåede at dræbe. Denne regnvejrs dag, gik han gennem de forladte gader. Støvlerne trådte ned i diverse vandpytter, og fik vandet til at stå til alle sider, men han fandt det ligegyldigt. Selvom hans yderste tøjlag var gennemblødt var han stadig tør. regnen generede ham ikke. Kulde var i det hele taget ikke noget han lod sig mærke med..
Han gik i sine egen tanker, og lagde derfor ikke mærke til personen lige foran ham i vandpytten,..

Han kom til at gå ind i hende og hun faldt med et piv. Hun lå nu ned i vandpytten.
Hu så op på ham med store øjne.
"H..hve...hvem er d du?" stamede hun og var meget forskrækket over at han pludselig væltede hende.

Titan så en smule ligegyldigt ned.. ,, Du burde lære at se dig for.." svarede han roligt, og betragtede pigen, med sit ansigt dækket af hættens skygge.. ,, så ville du undgå det der!" den arabiske klang var ikke skjult, og fik hans stemme til at lyde som noget ukendt og anderledes..

Hun så på ham. "Det var da dig der skulle se dig for! Jeg kan da ikke gøre for at du ligepludselig kommer som en eller anden nar der ikke gider at se ned, kan jeg vel?" Hun føtrød hurtigt sine or og håbede at han nu ikek vil flippe ud, hvilket han nok ville...

Men Titan blev ikke vred.. ikke på den tydelige ' jeg-dræber-dig' måde i hvert fald..
alligevel, blev hans tonefald en smule barskere. ,, Jeg ville råde dig til at snakke ordenligt, og så rejse dig, medmindre du godt vil drukne i den vandpyt.. for hvis det er tilfældet, står jeg ikke i vejen.." Det var i et tonefald, der ikke bevidst fortalte om det han sagde var alvor eller for sjov.. det kunne være begge dele?

Hun bed sig i læben og gik den anden vej, både bedrævet og ked af det.
Hun gik hen på en slags 'skammel' af en sten og sattes ig. Der løb en lille tåe ned af hendes kind. Hun var ked af at have snakket sådan til ham. Hun ville mere end noget andet lige nu være venner med ham.

Titan så efter hende, og vidste ikke om han skulle gå efter, bare for at grine, eller stå her, og se efter hende, som om hun var komplet dum.. hvilket nok var sandt.. i hvertfald havde hun nogle humørsvingninger der sagde spar to, blev han enig med sig selv om..
pludselig faldt en tanke ham ind, og han råbte efter hende, med en ny genial idé gemt i sine tanker.. ,, er du ny her?"

"Ja," sagde hun tilbage og lod sine hænder gnide af hinanden for at få varmen i dem.
Hun så mod ham. *Var han dum eller hvad* tænkte hun helt for sig selv, helt helt for sig selv.

Titan var i det hele taget ligeglad, men spillede videre..
,, ah.. en skam.. " han træk på skuldrende, og vendte sig om..

Hun blev vred og løb efter ham. Hun lod nogle store flamme stige op rundt om ham.
Han var nu fanget mellem dem. Så lod hun sine hænder fylde sig op med luft og pustede det på ham. Han væltede om på jorden og hun grinte ondt.

// du kan ikke bestemme, hvad min karakter kan og ikke kan, jeg må desværre skuffe dig..//

// så enten skal du lave dit indlæg om, eller også skal vi bare sige at vi stopper emnet. du bestemmer (: