- en regnfyldt eftermiddag (Jolene).

Vejr: Himlen er fuldstændig dækket af mørkegrå, tykke skyer - noget kunne tyde på, at det snart vil begynde at regne.
Tid: Klokken må være deromkring halv fem om eftermiddagen; ja, derved fire - fem tiden passer nok meget godt.
Sted: La marécage, Di Morgas sø der grænser op til skoven Forêt under et eller af de mange træer.
Omgivelser: Så vidt han kan se, er der ikke nogen ... udover et par dyr der lusker rundt ved skovbrynet.

Et højt skrat hørtes fra et af de mange træers krone, hvorefter en sort krage efterfulgt af endnu en afslørede sig selv, da de lettede fra træet og fløj væk; lod vinden bærer dem afsted og baskede nu og da med deres vinger, der var beklædt med sorte, matte fjer. En hånd der var iført en hvid handske tog fat om en blyant og begyndte at kradse noget ned på et stykke groft papir, der lå i personens skød. Dette var Iain, der sad og var helt fordybet i sin tegning, der forestillede søen. Hans tegning var næsten færdig. Meget uheldigt knækkede hans blyant dog, da han netop kun manglede en sidste streg, før hans tegning ville være fuldendt. Irriteret kastede han et fjendtligt blik på blyanten og forbandede, at han ikke havde medbragt en blyantspider - det kunne havde været nyttigt nu. Et svagt suk forlod hans blege læber, idet han satte en hånd mod jorden, der skulle hjælpe ham med at rejse sig op fra hans skrædderstilling position. Med en let og elegant bevægelse kom han op at stå på benene med hans tegning i den ene hånd og børstede sig af ren refleks fri for græs, og hvad der nu ellers måtte have sat sig fast til hans bukser. Dernæst kunne han mærke noget vådt ramme hans næse og rettede automatisk sit blik opad mod den grå himmel. Det var vist begyndt at regne. Hurtigt foldede han sit mesterværk sammen og stoppede det ned i hans ene bukselomme.

En smuk lyshåret pige på omkring de 17-18 år, løb ned mod søen. Hun var lige løbet væk fra en masse ræve der havde været efter hende. Hun kunne godt have fløjet fra dem, men det ville hun ikke da der var mennesker til stede. Denne pige hed Jolene.
Hun havde en smuk lilla kjole på som efterhånden var blevet våd af regnen. Hun så hen mod en dreng. Han så sød ud i følge hende. Men det var ikke altid udeendet der talte. Em smuk dreng/pige kunne nemt være fantastisk smuk, men alligevel være dum og ond.
Jolene stoppede op. Hun så på ham med et stort smil.

Iain gned sine hænder mod hinanden, inden han foldede dem omme på ryggen og hørte da nogen eller noget komme løbende. Nysgerrig efter at vide hvad det var, lod han opmærksomt sit blik glide søgende rundt i området, hvor det til sidst landede på en ung, lyshåret pige. Hvor kom hun fra? Han lod årvågent sit blik køre op og ned af hende et par gange, før hans mund fortrak sig i et skævt smil. Med lette og nærmest svævende skridt bevægede han sig helt hen til hende og standsede, da det kun var halvanden meter, der skilte dem ad. "Godeftermiddag," sagde han med et påklistret, høfligt smil og nikkede svagt som hilsen, hvorefter han slog ud med hånden og rakte den frem mod hende, da han mente at et håndtryk ville være på sin plads, eftersom han mente at det var starten på alle nye bekendtskaber - alt startede med et raskt håndtryk. "Iain - mit navn er Iain Schyeler," præsenterede han sig selv og vendte mundvigende opad i et smil.

HUn smilte. "Jolene Agst Flintyrti," sagde hun så. "Hyggeligt at møde dig," Hun smilte og trykte hans hånd blidt. HUn havde en dejlig blød hånd. Den var nu lidt lille, men det var hun født med. Jolene så rundt. Hun smilte stadig. Hendes blik lod sig stille glide op og ned af ham. Han så sød ud og lød sød. Hun smilte igen og lagde hovedet på skrå.
"Hvad laver man så her ude?" spurgte hun efter et par mintter.

Iain nikkede kort, hvorefter hans smil bredte sig yderligere på hans læber og dermed blev større. "I lige måde ... Jolene," svarede han og gav hendes hånd et forsigtigt klem, før han slap den og trak sin hånd til sig, som han dernæst lagde om på ryggen. Hans blik var nu fæstet mod hendes ansigt, som han diskret studerede, indtil hun åbnede munden og spurgte ham om noget. Iain slog sit blik op mod himlen og lod en finger finde vej til hans læber, hvor han tænkende satte fingeren mod underlæben. "Jeg manglede inspiration til min tegning - så jeg besluttede mig for at tage et smut herned. Her er så fredeligt ... og omgivelserne påvirker min kreativitet positivt," endte han med at svare, før han atter vendte sit blik mod hendes kønne ansigt. Han smilede sagte til hende og lagde hovedet en anelse på sned. "Hvad laver De selv her?" spurgte han efter en kort snakkepause og skød det ene øjenbryn op i panden, stadigvæk med et svagt smil spillende på sine smalle, blege læber.

Hun smilte. "Jeg bleg jagtet af nogle ræve," sagde hun med et smil. "Jeg tegner også ret meget, mest ting jeg selvfinder på og ud fra min fantasi laver jeg de mærkeligste dyr," Hun havde en sort taske i hånden. Deri fandt hun et stykke papir. Hun gav det så til ham. Det var en stor ulv der fyldte hele papiret.
Jolene smilte igen. "Den tegnede jeg her idag," sagde hun så. Ulven var meget flot.

Iain rynkede lidt på næseryggen, da hun svarede ham. "Sikke noget," mumlede han for sig selv og rystede kortvarigt på hovedet. Da det andet hun sagde kom ud af hendes mund, fortrak hans mundvige sig i endnu et smil. "Jamen, det er da dejligt at høre, at der er nogen, der deler den samme interesse som jeg," svarede han med hovedet lagt på skrå og blottede sine tænder i et tandsmil. Dernæst tog han imod det stykke papir, hun havde fisket op af hendes taske. Før han sagde noget, kiggede han stilfærdigt på den med et vurderende blik. Efter han havde set den an, så han op fra tegningen og rettede sine grønne øjne mod hendes. "De har virkelig et talent, hvad tegning angår - den her kan De godt være stolt af," komplimenterede han smilende og nikkede ned mod hendes værk, før han rakte den frem mod hende igen.

Jolene så rundt. "Tak," sagde hun så.
"Hvor gammel er de så?" Hun så spørgende på ham for hun så rundt igen. Hun mærkede at kjolen blev koldere og koldere. Det begyndte at regne kraftigt nu. Hun så på ham med et dejlig blidt blik.
*Ej. Hvorfor nu* tænkte hun irriteret da det begyndte at regne kraftigt.

//har ikke meget krea//

Iain smilede sagte til hende. "Det var så lidt - De behøver dog ikke takke mig. Ret skal være ret, De er en usædvanlig god kunstner," svarede han med sin rolige stemme og lod sig ikke mærke af regnen. Til hendes spørgsmål så han spekulativt ud i luften, inden han lidt efter svarede. "Jeg er nitten," svarede han og nikkede efterfølgende. Det passede nok meget godt. Han havde altid haft svært ved at erindre hans alder. Det var forårsaget, at han hvert tyvende år fik slettet sin hukommelse. Alt dette førte hen til hans dæmoniske halvdel, som han ikke selv kendte noget til. Det var som om, han var splittet op i to personligheder - eller rettere to dybt forskellige væsner. Iain sendte hende et strålende tandsmil, inden han med en fjerlet bevægelse strøg noget af sit lyse pandehår til side. Hans hår sad nu som malet på ham, eftersom regnen havde gjort det plaskvådt. "Hvor gammel De selv, frøken?" spurgte han med et svagt smil plantet på sine læber.

// Heller ikke jeg :].

"Jeg er 17," sagde hun. Hun smilte stadig. Jolene var glad or frøs sådan lidt meget.
Hun så ud på den smukke sø. Det var en meget smuk sø syns hun. Han var nu også okay pæn. Hun smilte igen blidt.

Iain smilede blot til svar, hvorefter han dernæst bevægede sit blik opad, indtil det ramte himlen, der var komplet dækket af de regnfyldte skyer. Hans øjenlåg gled derefter halvvejs ned over hans øjne, så de nu kun var svagt åbne. Når hans indre ild dæmon ikke var fremme, havde han ikke noget imod regnvejr. Hvis han havde problemer eller havde haft en dårlig dag, så var det bedste bare at komme ud i regnen og stå. Det var som om, de kolde regndråber vaskede alle ens problemer væk, når de ramte ens hud. Sådan følte han det i hvert fald selv. Efter noget tids stilhed fjernede han sit blik fra himlens skyer og fæstede det på Jolene. "Fryser De?" spurgte han med et karismatisk smil og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes lette, lilla kjole så ikke ud til at være specielt varm.

Hun kneb det ene øje halvt sammen. "Jah...," sagde hun med et lille smil mens hun rystede over hele kroppen. Hun frøs meget, men turde ikke helt side hvor meget hun frøs. Hun så op og fik nogle dråber i øjnene. Så rettede hun igen blikket mod ham og smilte.

Iain forholdt sig tavs i noget tid, før han tog sin mørkegrønne habitjakke af og rystede den svagt, før han holdt den frem mod hende. "Tag venligst imod min jakke - De skulle nødig blive forkølet," insisterede han med et skævt smil på læben og luntede derefter om bag hende, hvor han forsigtigt lagde sin jakke over hendes bare skuldre. Dernæst trådte han tilbage på sin plads foran hende og rettede på sit slips, inden han tog fat i det ene ærme på sin skjorte, rullede det op til under albuen og ligeledes med det andet ærme.

// Jeg skal lige spise ¦D

//okay//

Hun smilte da han lagde den om hende. Den var dejlig varm og efter lidt frøs hun ikke længere. "Tak," sagde hun stille og lukkede øjnene fordi det var så dejlig varmt.
Hun åbnede dem igen efter lidt. Så så hun igen ud på søen. Den var altså så flot syns hun.

Iain nikkede kort, som et 'det var så lidt'. Langsomt blev hans hvide skjorte mere og mere våd og klæbede sig derfor ind til ham, så den sad som var den malet på ham. *Sikke et vejr,* tænkte han efterfulgt af et svagt suk og skævede op mod skyerne, der vist ikke havde tænkt sig at stoppe med at regne lige foreløbig. En paraply kunne have været meget nyttig lige nu. Det var en skam, han ikke havde taget stilling til vejret, før han havde begivet sig herned. Hvis han havde vidst, at det ville have begyndt at regne så kraftig, som det gjorde, havde han taget en paraply med til at stå i læ under. Nåh, det var forsent at tænke på nu. Han fugtede hurtigt sine læber med tungen og kørte sit blik tilbage på Jolene.

Hun smilte sødt. "Hvad er du?" spurgte hun og forventede at han vidste hvad hun mente. Hun kunne fornemme at han var et eller andet indenfor den magiske verden for det var hun jo selv.

Iain hævede først lidt undrende det ene øjenbryn, da han ikke helt forstod, hvad hun mente. Hvad mente hun med, hvad han var? "Kan De uddybe det lidt mere?" spurgte han og lod sit øjenbryn falde på plads, hvorefter han spørgende og afventende lagde hovedet på sned. Selv vidste han intet om, hvad han oprigtigt var - en dæmon. Efter hver gang hans dæmoniske halvdel havde tittet frem, de få gange han havde været rigtig rasende, havde han absolut intet kunne huske bagefter. Det var som sagt, som om Iain bestod af to sjæle, der var fanget i samme krop, og som intet kendte til hinanden. Hans 'onde side' formåede at holde alle dens bedrifter ude af Iains hukommelse.

"Hvad for en slags magisk væsen er du?" spurgte hun efter at par minutter. Hun håbede da at han var et magisk væsen for hvis han ikke var, skulle hun skynde sig væk, for hun var jo trods alt en dødsengel.

Iain så lidt skeptisk på hende. "Hvad fabler De om? De kan vel se, at jeg er et menneske lige Dem; desuden findes der ikke magiske væsner - de lever kun i ens fantasi og i fantasyromaner," svarede han med et svagt fnys og nikkede bedrevidende. Sludder og vrøvl; men han skulle bare vide ...
"De mener vel ikke for alvor, at De tror på magiske skabninger, gør De?" spurgte han med et løftet øjenbryn og smiskede lidt. Efter hans mening var det noget opreklameret sludder. Han lod sin ene handske-beklædte hånd køre igennem sit drivvåde hår og rystede efterfølgende på hovedet.

Hun sukkede dybt. Så lukkede hun øjnene. De store mørke vinger kom frem fra hendes ryg. "Jeg er dødsengel og magiske væsner findes altså," sagde hun og så på ham. HUn var lidt sur, for´di hun vidste virkelig at han var noget i den magiske verden.

Iain spærrede øjnene op, da de store vinger dukkede op på hendes ryg. Hvad i al verden? Han studerede måløst hendes imponerende, mørke vinger med let åben mund. Det var fuldstændig surrealistisk. Der gik lidt tid, før han så kom ud af sin 'trance' og rystede svagt på hovedet. *Jeg må drømme - dette kan ikke være virkeligt,* tænkte han med sammensnerpet mund og så mistroisk på hendes udbredte vinger.

Hun lukkede øjnene igen og fik dem til at forsvinde igen. "Tror du på mig, eller gør du ikke?" spurgte hun og åbnede dem igen med et suk. Så så hun alvorligt på ham.
Jolene var jo en dødsengel ligesom mange andre i den magiske verden. Hun var slet, slet ikke den eneste dødsengel. Hun var god til at flyve, men ikke så god at det kunne være eventyr eller en drøm.
Hun så igen alvorligt på ham. Så lod hun de mørke vinger komme frem igen og fløj op i en trætop og så ned på ham. Jolene så afventende på ham.

Iain rystede bestemt på hovedet til svar og slog sit blik nedad mod jorden. Han så syner. Det måtte han gøre. Da han atter så op, stod hun ikke længere på sin plads. Med et lidt fortvivlet blik, lod han søgende blikket køre rundt efter hende, hvor det så landede oppe i et træ. Hvad var det for noget? Han lukkede hårdt øjnene i, for derefter at åbne dem igen. Håbede på at hendes vinger ville være væk, når han lod sine øjenlåg glide op igen. Men det var de selvfølgelig ikke. Årh, hvor frustrerende. Magiske væsner fandtes IKKE. Nej, de gjorde ej. Iain forsatte med at prøve at overbevise sig selv om, at dette blot var en drøm, som han meget snart ville vågne op fra. Det var bare svært. Det virkede så virkeligt. Var det så ikke en drøm? Han rystede på hovedet og fjernede sit blik fra Jolene.

Hun trak let på skuldrene og så ned på ham. "Nå, men jo flere du møder jo flere magiske væsner finder du ud af at findes. Det er både engel, dødengle, vampyr, dæmonerf og mange flere, så hvis du ikek vil tro på mig får du nok et chok senere hen," sagde hun med et nik.
Hun fløj elegant ned til ham og lod vingerne forsvinde. "Du skla tro på mig....eller se her:" Hun rakte hånden mod vandet fik en masse vand op og lod det let landt hul og en masse dyr kom for at drikke af det. Hun lod en masse orange-gule flammer komme op af jorden rundt om Jolene og Iain. Hun gik hen mod ham. "Tror du nu på mig?" Gjorde ham eller gjorde han ikke?

Iain så åndsfraværende hen på hende og besluttede sig for bare at 'spille med'. Det var jo bare en drøm. Eller det troede han, det var. Selvom han udemærket godt hørte, hun spurgte ham om noget, valgte han at lade være med at svare. Vagtsomt så han til, da hun udfoldede sine kræfter og trådte så et skridt tilbage, netop som et par flammer skød op af jorden rundt omkring dem. "Hvad er ... for .." Han så måbende på de orange flammer og lod til at have mistet evnen til at tale. Hvor vildt ...