Tanker om...(Jolene)

s: søen
t: eftermiddag
v: luften er kølig, himlen overskyet
o: træer, buske...vand?
på: mørke bukser, mørkegrå T-shirt, sort jakke der er åben, bare fødder.

Han så ud over vandet på den sten han stod fra. Foretrak denne side frem for den anden, mere mørke og døde en. Underligt som søen havde delt sig selv op...Eller måske var det ikke søen? Men begrund af et eller andet andet? Noget...Ukendt.
Han trak vejret godt ned i lungerne, luften var klar af en svag frost som havde forvandlet sig til plusgrader.
Skoven bunden var fugtig af nattens frost. Ved siden af ham sad en stor hund og trak vejret med tungen ud af munden. En stor golden retriver. Selv om den boede i skoven, som en vild hund, var dens tykke, gyldne pels alligevel flot, kun en anelse fnidret.
Sean åndede ud igen og mærkede bare freden, den dejlige fred, han foretrak ro og fred...Bare at være sig selv om gøre som han ville, være sin egen herre og uafhængig af andre. Desværre var han også ved at blive viklet ind i de forskellige bånd, modstanden mod herren og alt det der. Det var spændende, ja, og han var vist også selv skyld i han var blevet en del i det.
Men hvordan kunne man andet? Et blidt vindpust legede med hans mørkebrune hår. Hans mørke øjne, som både havde en underlig ro og ligegyldighed over sig, men også en underlig gnist af liv, så sig omkring. stille. Tomt.

Jolene havde smidt sine jeans og sin top og bundet dem fast til den ufærdige harpe, lige så snart hun var kommet ind af skovbrynet og ned imod søen. Hun hadede menneskernes tøj. Så meget af det, og så tit så stramt. Hun var kun påklædt i sit undertøj og et sjal bundet om skuldrende.
Over hendes ene skulder hang en harpe som så alt for tung ud til at det ville være menneskeligt at få hende til at bære den. Den var lavet af perlefarvet marmor med fornemme indgraveringer af både væsner, planter, dyr og planeter.
Trods alt havde hun ikke slået sine vinger ud, og hendes trofaste falk, Vento, var ude af syne. Men hun svævede blidt og yndigt et stykke over skovbunden. Det sparede man meget energi på, og hun følte sig også meget mere fri når hun svævede.
Da hun kom ind i den lysning søen lå i, havde hun slet ikke tænkt på at der kunne være andre, men hendes smil var stadig en smule drillende og hemmelighedsfuldt. "Goddag hr."

Hans fred og tomhed i hans hovedet, alle hans tanker, alt blev afbrudt. Han havde ikke hørt hende komme. Han lod blikket glide ned over hende, over hendes næsten helt afklædte krop og den store harpe. Alt for tunge harpe.
Ikke menneske. Duften af dæmon nåede ham og han smilte lidt. Endnu en dæmon. Han følte sig tryk nok til at se ud over søen igen. Hans hund forblev roligt siddende eftersom hans herre ikke rigtig reagerede. Det var faktisk ikke hans hund, den havde bare valgt at være hos ham.
"Tænkt dem at bade i søen?" De fleste mænd ville sikket have stået og gloet på hendes næsten helt afklædte krop, eller følt sig tiltrukket af det, men han virkede fuldkommen ligeglad. Kødlige lyster havde aldrig været hans kop te. Især ikke hjemme i sin gamle gruppe af jorddæmoner, der var så få kvinder at de havde kæmpet for at vinde sig ind på mændene.

Jolene blev næsten helt forarget over at hun kun lige fik et elevatorblik, og så kiggede han bare væk igen. Ikke fordi hun ville nedstirres eller noget, men den måde han havde set på hende virkede bare så normal, som om hun havde lignet et menneske - og tilmed været et.
Hun kunne ikke lade være med at blive lidt overrasket da han spurgte om hun ville bade. Tja, havde hun lyst?
"Nej tak, jeg har det bedst over vand." Hvis hun havde vist at der holdte jorddæmoner til her, var hun aldrig kommet. Hun kunne ikke bare sidde og arbejde foran ham. Han var... deres racer var ikke just de bedste venner.
Hun tog endnu et skridt frem imod ham, og klappede næsten fraværende hunden på hovedet. Hun kunne godt lide dyr, men foretræk ubestrideligt luftens børn.
Hun stillede harpen fra sig på bredden og bandt en knude på sjalet foran på brystet så det ikke flagrede væk i den ellers milde vind.

Hvad havde jorddæmoner gjort hende? Hvad overbeviste hende om at de ikke var gode venner?
Ikke fordi han kendte til hendes tanker. Han fornemmede noget..svagt godt nok, men en smule modvilje.
"aha" han undrede sig lidt over hvorfor hun så ikke havde sit tøj på. Men ingen kunne jo tillade sig at kalde sig helt normal...normal var desuden også bare en definition på at være skør. Hun havde sikkert sin grund.
Hunden lagde sig ned og sukkede, lukkede øjnene og faldt i søvn.
Sean så på den unge kvinde igen, hvilken dæmon var hun mon?
Han anede ikke hvad han skulle sige til hende, skulle han sige noget overhovedet? Måske bare lege en tavs, mystisk fyr?
Han smilte lidt ved tanken.
"Irriterende der er andre ved søen?" ikke fordi hendes svar interesserede ham særlig meget, han ville være her lige meget hvad. Han skiftede vægten fra den ene fod til den anden, men hoppede så ned og satte sig på stenen i stedet for. Lod en hånd glide ned og nusse hunden.
Han så på dæmonen lidt fra sig og spekulerede over om han havde fornærmet hende med noget?

Hun kunne ikke rigtigt skjule sit smil, over hans tonefald, da han sagde 'Aha'. Som om hun gav ham stof til eftertanke. Men det havde hun ikke rigtigt noget imod. Hun kunne godt lide at blive tænkt lidt over, blive opfattet som lidt mystisk.
Et øjeblik overvejede hun at forklare ham sin påklædning da han virkede ret interesseret (eller forarget for den sags skyld), men lod være. For hende var det ikke så underligt, og hvis han ville vide det, måtte han bare spørge.
Hun kunne ikke lade være med at smile skævt da hunden faldt i søvn. Hun kunne godt lide dyr, men foretrak langt luftens børn. Altså fuglene.

// Bliver nød til at stoppe her og logge af, for jeg skal gå. Ses ^^

Det irriterede ham lidt hun ikke svare, følte hun sig højere hævet? Over ham? DEt irriterede ham grænseløst når folk gjorde det, han var vokset op med at den stærkeste bestemte, men man skulle alligevel mere end kunne vinde en slåskamp for at være den stærkeste, altså var kun dem der fortjente det, højere hævet. Og lige nu kendte han intet der gjorde at hun fortjente det.
Han lod som om han ignorerede det. Men havde den tanke i hovedet at behandle folk, som de behandlede ham. Hvilket han altid havde gjort.
Han gad ikke sige mere, gad ikke spørge om hvorfor hun næsten ingen tøj havde på. Faktisk overvejede han at gå.

//ok//

Hun rettede hovedet op igen, og det var ganske usædvanlig for hende. For det meste havde hun hovedet på skrå og et hemmelighedsfuldt og frækt glimt i øjnene. Sådan et glimt som sagde en at man ikke brude stole på personen.
"Nej, selvfølgelig må du være her. Jeg skulle enlig bare arbejde. Jeg kan ikke så godt lide at bade." Det var sandt, hun kunne ikke så godt lide at bade, kunne ikke lide at være omringet af noget som kunne dræbe hende på omkring et minut.
Det havde ikke været hendes mening, ikke at svare på hans spørgsmål, hun ventede bare på at have et ordenligt svar at give ham, selvom det aldrig rigtigt var kommet.
Hun lagde godt mærket til det glimt i hans øjne. Han virkede ikke som den type man kunne læse alle meninger og følelser i ansigtet på. Men det gjorde ikke noget for hende. Sådan nogle typer var kedelige at være sammen med.

"Godt, for jeg ville ikke være gået" han smilte lidt til hende og pludselig dukkede noget historie op i hans hovedet, noget hans læremester engang havde fortalt.
*...Luft og jorddæmoner er ikke de bedste venner" Han havde set på ham med sit gennemborende blik.
"Hvorfor?" spurgte han, for at han skulle fortsætte.
"Hmmm...Hvem ved? Der var noget krig engang og lige siden har vi ikke rigtig kunnet enes...Lidt idiotisk, kan vi gøre for hvad dæmonerne gjorde for flere hundrede år siden? Men sådanne ting her det med at holde ved..."* Han sukkede svagt og så ud over vandet. Hun brød sig ikke om vand. Hun virkede...en smule fjendtlig? Naaa....Ikke direkte...Men alligevel fik hans hovedet det til at hun måtte være luftdæmon.
Han begyndte at nynne for sig selv, da hans nysgerrighed fik taget over.
"Bryder du dig ikke om tøj?" han så på hende igen med høflig nysgerrighed i sine livlige øjne.