Fred og ro

"Jeg bor også i skoven" sagde han.
"Det er det mest fredfyldte sted..."
Han havde fået kontrol over sig selv, og lod helt være med at se på hendes bare ben.
Han smilede og så ud over søen igen. En fisk sprang i vandet derude, muligvis for at fange en myg.

"tjaa, jeg bror i den tættet del" sagde hun og så på fiske "lives fodeklæde" sagde hun lavt

"Jeg bor lige i udkanten af dæn tætte del." sagde han og rejste sig. Han fumlede lidt rund i sine lommer og fandt til sidst en halskæde bestående af en lædersnor med et vedhæng af udskåret træ frem. Vedhænget lignede en lille flamme.
Han lagde hånden på halskæden og hans håndflade begyndte at lyse orange i et sekund.
Så kiggede han ned på Inuka og smilede. "Tag den her som et bevis på vores venskab. Hvis du nogensinde får brug for hjælp, så tag fat om vedhænget og hvisk mit navn, men slip det hurtigt igen!"
Han rakte hende halskæden.

Inuka så på halskæde "er det en god ide" hun tog den i sin hånd

"Ja." sagde han bestemt.
"Du kan stole på mig."

Hun nikkede lidt usikker , Inuka tog den på men gemt den ved sin tøjre "min bror skal ikke opdagede den" sagde hun venlige "tak"

"Jeg er jo bare en ven. Ikke din kæreste. Jeg tror ikke han ville have noget imod at du har fået en gave af en ven. Men husk nu hvordan du bruger den." sagde han og smilede til hende.

"at slippede den igen" sagde hun og så på ham "jeg ved ikke hvad han vil sige"

"Han må bare finde sig i det. Du bestemmer over dit liv Inuka."
Han så alvorligt på hende.

"Jeg vil ikke havde overlevet uden min bror og jeg elsker ham mest af alle" sagde hun og samle en sten op i hånden

"selvfølgelig. Men du er stadig dig, og du har din egen vilje. Det er alt hvad jeg siger,"
Han kiggede igen ud over søen.

"jeg gøre alt hvad min bror fortæller mig til" sagde hun og tænket sig om

Han så forundret på hende.
"Alt hva han siger?" spurgte han bekymret.
*Det kan komme til at tage tid det her..." tænkte han bekymret.

hun kastede sten ud på søen "jep" sagde hun og aede sin hale

"Javel ja. Så længe han er god ved dig og fair."
Med ét, trak han sin tunika af, og sprang i vandet. Han dykkede og kom op igen fem meter ude. Han smilede til Inuka.

Vandet flyv op og flyv næsten tilbage , helt en til skoven *hader vand* tænket hun og så på hans smil

"Hop nu i! Vandet er skønt. det er ikke engang koldt!" råbte han og lo.

Hun rystede voldsomt på hovede "over mit liv" råbte hun tilbage *han er overhovedet ikke som en sortelver* tænket hun og så på sin hale "jeg kommer til at luftede af våde hund og det S-T-I-N-K-E-R" råbte hun som forklarning

"Dårlig undskyldning!" råbte han glad "Kom nu Inuka! Du vil elske det."
Han dykkede igen og kom op igen.

"Nej" råbte hun igen og bliv sidden , hun aede sin hale "dumme sorteelver" sagde hun lavt

"De lange ører er ikke pynt!" råbte han og pegede på sine ører "Jeg kan høre dig helt herude!"
Han svømmede i land og lagde sig i græsset. "Nåmen hvis du skal være kedelig, kan jeg da også bare slikke lidt sone, selvom jeg nok ikke ligefrem bliver brun af det" han lo.

"Ahhh" hun vendt blikket væk fra ham "få noget tøj på" råbte hun og kastede et tæppe helt hentil ham, hun var stærker hun huskede *dumme sortelver* tænket hun

"Pjat med dig" sagde han men trak alligevel tunikaen på.

"mange tak" sagde Inuka og så op på træernes gren som bevægede sig og aede sin healede

"Du kan også bare kalde mig grim" grinede han og rejste sig op. Han gik over til hende og satte sig ved hendes sifde, uden at komme for tæt på.
*Sikke en god dag* tænkte han glad.