Eftermiddags sol.

Sted: Ved kiosken, som ligger på stranden.
Tid: Omkring kl. 16
Omgivelser: Folk som er på vej hjem efter en dag på stranden.
Vejr: Solen skinner, få skyer på himlen.
Påklædning: Sorte shorts, briller, [color:0201=FF6600]orange T-shirt, sandaler, gips på højre arm.

Stéph kom cyklende hen til stranden. Han stoppede op ved kiosken, hvor han parkerede sin cykel. Men denne gang låste han den ikke, fordi han skulle ikke så langt fra den. Kiosken var ved at lukke, og mange mennesker var på vej hjem, fordi de skulle hjem ig lave mad. Stéph var kun cyklet afsted for at komme lidt hjemmefra, han havde haft et mindre skænderi med sin far, men det var alligevel ikke så hæftigt. Han satte sig ned foran kiosken og lænte sig op ad muren.

Amelia stille gående hen af stranden. Hun var kun iført et par lidt for store badeshorts af en slags og en luftig også lidt forstod t-shirt som havde tilhørt hendes far og en helt almindelig badedregt inde under. Hun gik lidt forsigtigt da hun gik og læse imens. Et par nogenlunde store runde briller som faktisk klædte hende godt sad på hendes næseryg og fremhævede hendes smukke klare brune øjne. Hendes hår var sat op i en løs lidt sjusket hestehale som så ud til at hun bare hurtigt hande sat og så havde den lidt kraftige vind 'leget' en del med det. Hun bevægede sin mund meget svagt da hun gik og mumlede lydløst hvad hun læste og hun havde ikk opdaget nogle af sine omgivelser.

Stéph havde et stykke tid siddet med lukket øjne, mens han havde nydt lyden af havet, varmen fra solen og lugten af saltvandet. Det var ikke tit, at han var ved stranden. Han skulle jo bruge en masse tid på atlt muligt andet, mente hans far. Stéph sukkede og åbnede øjne, han rejste sig op og kiggede sig rundt omkring. Stranden var nu tom for mennesker, men alligevel var der et par stykke, som gik rundt på stranden.. Stéph stod lidt og kiggede endnu, da han fik øje på noget har, han kendte. Han begyndte tilfældig at smile. Hvorefter han begyndte at nynne en af hans trompet melodier.

Amelia havde stadig ikk opdaget noget eller nogen. Hun var alt for optaget af sin bog. En krimi. Hvor hun selv skulle løse mordgåden. Hun stod med en blyant i den anden hånd og krydsede af og til noget af. Hun så ret koncentrer ud men på samme måde også bildt nuttet med hendes lidt anderledes look. Hun bed sig af og til i sin underlæbe og fugtede sine læber. Hun nød også den dejlige vind, duften af salten der var i vandet og lyden beroligede hende og holdt hende nede på jorden da hun kunne blive ret anspændt og hyper når hun læste noget spændende.

Stéph skyndte sig hen og låste sin cykel af. Han måtte enlig ikke cykle, fordi det kunne blive for anstrengende for hans arm, men Stéph ville ikke tage bussen til de forskellige steder, han ville jo stadig gerne være i form, så han ikke skulle indhente for meget, når han skulle starte til tennis igen.
Stéph løb om mod stranden. Han hoppede over en træstamme, som han så. Han vidste ikke, hvorfor det var, at han løb. Så han satte ned i gåtempo igen. Hans hjerte galoperede efter anstrengelserne. Men det var en dejlig fornemmelse. Han elskede jo at løbe, men det kunne folk ikke forstå.

Amelia kunne mærke nogen løbe og så automatisk op med et utroligt blid og venligt blik. Hun fik så øje på Stéphan komme løbende. Hun stoppede op og lagde spørgende sit hoved let på skrå mens at hun fulgte ham med øjnene. Hendes smil voksede mere og mere og hun lagde så blyanten ind i bogen og lukkede den roligt i. Så løftede hun sin hånd og vinkede til ham. "Heeej" råbte hun glad og smilende. Hun begyndte igen at gå hen mod ham eller faktisk gik hun ham i møde.

Da Stéph kom hen til Amelia, så slog hans hjerte igen et jævnt tempo, og hans åndedræt var igen blevet normalt. "Hej." hilste Stéph, da han var kommet helt hen til hende. Han lagde mærke til, at hun havde briller på, han smilte over dette, ikke fordi det så sjovt ud, men det klædte hende faktisk meget godt.
"Hvad er det der?" spurgte Stéph og hentydede til bogen. Det var ikke tit, at han selv læste bøger. Han læste kun dem fra skolen. Og måske nogen gange lidt om tennis og trompeter, som var om taktik og noder.

"Øhm.. Ja altså jeg er kommet til mord nr 2 men jeg er gået lidt død da morderen virkelig gør det svært for mig denne gang.." forklarede hun ham med sin blide og rolige stemme samt et sødt og varmt smil på hende stadig bløde og let lyserøde læber. Hun kunne se at han havde fokuseret hendes briller. "Og ja som du kan se går jeg med briller.. Dog kun læse briller når jeg skal have opklaret i mord" Hun grinte lidt da det lød lidt mærkelig. Hun bed sig igen i sin underlæbe. Bogen hun havde hed 'Mennesker kan også slikke'. Et lidt underligt navn. Det var med i en svære der hed 'Opklar dit eget mord - Svær'.

"Så du bruger din tid på at opklare mord, som står i en bog." sagde Stéph bekræftende. Han begyndte at overveje en ting, og så igen tænkte han over noget helt andet. Fremtiden var en vigtig del af ens liv, men han selv. Hvad ville han blive? Han havde ikke rigtig overvejet det. Og han skulle vælge det næste år, selvom han ikke vidste, hvad det skulle være.
"Hvad vil du gerne være?" spurgte Stéph pludselig Amelia, "Altså i fremtiden." Det kunne jo blive interessant at vide, og han kunne jo overveje mange ting, fordi han selv ikke var sikker på sit valg.

Hun trak sådan lidt på skulderne. "Ja når vejret er til det.. Jeg gør det kun her på stranden og sådan" Hun så lidt ud over havet og pressede blidt bogen ind til sig. Et roligt og afslappet blik kunne ses i hendes øjne og hun strøg så noget af sit hår væk fra sit ansigt men vinden fik det bare ind over dt igen. "Hmm.. Hvad jeg vil være.. Jeg tror jeg vil være skolelære eller måske skulle jeg gå efter at blive kok.." sagde hun roligt og blidt som svar på hans spørgsmål.

Stéph nikkede og kunne godt forstå det. Nogle ting skulle nydes med det perfekte vejr og de perfekte omgivelser. Selv han kendte til dette, til nogen tider havde han bar lyst til at løbe i regnvejret. Han elskede følelsen af regnen mod hans hud. Stéph måtte hive lidt op i sig selv, fordi han kom til at falde ind i sin egen verden.
Da Amelia nævnte skolelære, så lavede Stéph en grimasse. det ville han ikke være, det ville han ikke kunne klare. Han kunne lave mad, men han gik ikke så meget op i det, at han ville blive kok. Stéph sukkede lidt, hvad skulle han blive. Hvad betød noget for ham?

Stéph kunne ikke helt forstå, hvad det var hun mente. Han havde aldrig ville være noget. Eller jo enlig.. Han ville spille musik resten af sine dage, fordi det var noget, som betød noget for ham, men der virkelig ikke rigtig nogen, som vidste, at han spillede trompet. Måske..
Stéph smilte bredt og kiggede på Amelia, "Tak." Hun havde et sted ret, han kunne jo leve af sin musik, selvom der ikke var nogen, som kendte til hans spillen. Han kunne jo tage på musik collegiet om et år. Det var det, han ønskede, det var det, han ville.

"Som sagt så er jeg Born To Help You" Hun grinte lidt mere. Så lagde hun sin bog i sin lille skuldertaske og begyndte stille og roligt at gå rundt om ham med et lille drilsk smil. Da hun så var bag ham gloppede hun han forsigtigt men muntert. Hun vejede heldigvis ikk særlig meget så man skulle være utrolig svagt hvis man faldt sammen med hende på ryggen. "Nåeh..Er man ude for at nyde det dejlige vejr?" spurgte hun ham smilende mens at hun blidt lagde sine arme om hans hals, så han ikk blev kvalt. Hun kunne sagtens selv holde sig oppe.
//Glop=Koala kram//

Stéph holdte øje med Amelia, da hun begyndte at gå rundt om ham med et drilsk smil. Han vidste, hun hvade noget i tankerne. Og rigtig nok, så havde hun det. Stéph holdte fast i hende, da hun hoppede op på ryggen af ham. Det var første gang han prøvede dette, så han skulle lige vende sig til det. Det var en underlig fornemmelse. Hun kvælte ham ikke engang, da hun lagde armene om halsen på ham. Han tænkte over, hvordan man kunne gøre det?
Da hun nævnte det med vejret, sukkede han. Han var ikke ude for at nyde det gode vejr. Han havde bare trængt til en lille pasue hjemmefra, derfor var han cyklet herud. Det var nemlig en dejlig lang tur.

"Ja, det går bedre end forventet, men bruger jeg den for meget, så kan det gøre ondt." sagde Stéph, han havde, mens han nynnede en melodi, lavet bevægelserne med fingerne, så det så ud, som om han spillede trompet. Det havde været sjovt, men hans hånd kunne ikke helt følge med til sidst. Det havde været anstrengende.
"Jeg har bare haft et mindre skænderi med min far." mumlede Stéph så og begyndte at gå mod vandet, som var roligt i dag.

Stéph blev lidt overrasket, da hun nævnte det med, at han prøvet at lave trompetbevægelserne, men så kom han i tanke om, at hun kunne læse hans tanker. Han syntes, at den fejltagelse var lidt dum, men det var stadig nyt for ham. Han savnede virkelig sin trompet. Han blev lidt tung i sindet, da han tænkte på sin trompet. Han kunne mærke tristheden, som sneg sig ind på ham.
"Det var bare noget om min skole. Han mente, at jeg burde tage mig sammen. Men det havde jeg ikke lyst til." forklarede Stéph, "Og så endte det med, at jeg tog herud for at få lidt fred."

Stéph lagde mærke til Amelias forandring. Han overvejede, om det var hans skyld, fordi han havde pludselig ændret sindstemning. Han måtte se at blive glad igen, det andet her hjalp ikke på noget. Han måtte være glad, fordi han påvirkede andres humør.
"Jeg skal nok komme til dig, næste gang." sagde Stéph og smilte glad. Hun var den første, at han talte med disse ting om. Det var en lettelse at kunne sige det til nogen. Måske skulle han også begynde at snakke med Victor? Måske.
Stéph trådte sine sandaler af og gik ud i vandet, så det lgie dækkede hans ankler.

"Man kan faktisk godt påvirke andres humør." sagde Stéph opmundrende og begyndte igen at smile. "Sammenligner du et træ med vinden, eller sætter dem op imod hinanden. Så er træet den, der er stærkest. Det er ligesom i en sang, hvor der bliver sunget: Træer har de stærkeste rådder i blæst." Da han havde nævnt citatet, så begyndte han at nynne melodien lidt, men holdte igen op.
Stéph lagde mærke til Amelias greb blev strammere. Han grinte lidt, da hun sagde, at han ikke måtte give slip. Det var ærgeligt, at han ikke kunne svømme med gipsen på armen.

Nu var det Stéphs tur til at grine smørret, nu havde han fået en idé. Han gik lidt længere ud i vandet, så det gik ham til knæene. Han blev enig med sig selv om ikke at gå længere ud, fordi han ville ikke kunne redde gipsen på armen, og han havde ikke lyst til at skulle besøge hospitalet med den grund, at han var faldet i vandet.
"Hvorfor er du bange for vandet?" spurgte Stéph, der han ikke helt kunne se det. Vandet var noget af naturen, som omgav hele verden. Den var en del af verden. Og man skulel bruge det, hvis man skulle kunne overleve.