Eftermiddags sol.

"I store mængder, hvorfor så ikke starte i det små?" spurgte Stéph hende. Han troede virkelig på, at hun havde vandstræk, fordi hun strammede grebet endnu mere, da han var gået længere ud i vandet. Han vendte sig om og kiggede ind på stranden. Nu så havet ikke så stort ud længere. Han nød lyden af havet.
"Prøv at kigge nu." sagde Stéph, da han havde gættet, at hun havde lukket dem. Han ville hjælpe hende med at komme over hendes skræk. Det var nemlig skønt at svømme ved stranden. Han kunne det så ikke lige nu, fordi han havde gips på armen.

Stéph nikkede til, at han ikke ville slippe hende, men så var det, at hun lige pludselig forsvandt fra hans ryg. Han greb bagud med begge hænder, men han kunne ikke intet mærke. Han vendte sig lidt om, men kunne intet se. Han blev lidt forvirret. Han havde heller ikke hørt noget ramme vandet. Han var ved at overveje mulighederne. Han så op, måske en fugl. Så var det, at han mærkede, at der var noget på hans skulder.
Stéph rakte om til sin skulder og fik fat i noget pelset, en pote. Han løftede op i det og om foran ham, så han kunne se på det. Det var en harekilling. "Amelia?" spurgte Stéph forvirret. Nu overraskede hun ham igen. Han satte hende på hans gips, så han holdte om hende med den anden hånd, så hun ikke ville falde videre.

"Du behøver ikke undskylde, du reddede jo dig selv, på en måde." sagde Stéph og smilte. Havde der været andre tilstede, så ville de nok have syntes, at han er skør, fordi han snakkede med et syr, men Stéph vidste bedre. "Du er faktisk nuttet." røg der ud af Stéph, det var måske lidt pinligt, så han fortrød næsten igen, at han havde sagt det, men alligeve ikke, hun var jo nuttet.
Stéph gik igen ind på sandet, hvor han satte Amelia ned på sandet, så hun kunne blive sig selv igen, uden at det ville give problemer, mens de var i vandet. Stéph fandt sine sandaler og tog dem på, selvom hans fødder var fyldt med sand.

Stéph kiggede ned på Amelia, han undrede sig over, hvorfor hun ikke blev til et menneske igen, men han lod være det hun var. Han fik øje på nogle ældre mennesker, som hilste på ham. Han smilte igen til dem og fortsatte videre op mod kiosken, som var lukket nu. Han kunne fornemme, at de ældre mennesker kiggede på Amelia, fordi hun hoppede ved hans side.
Stéph havde intet imod det. Og skulle der nu komme noget, så kunne han jo bare samle hende op. Så ville hun være i sikkerhed.

"Det kan du jo godt kalde det." sagde Stéph og grinte over det med, at han skulle være en helt. Han var godt nok ikke helt nogen helt, men alligevel. Han ville redde hende uanset hvad. Hun var en af hans venner. Han kom igen til at tænke på den sag, hvor Amelia var blevet forfulgt af de der drenge, hvorefter det senere var kommet i avisen. Han kiggede på sin arm og gipsen.
Stéph kiggede sådan lidt overrasket på hende, da hun nævnte det med tøjet. "Men jeg troede..." begyndte han og opgav så fuldstændig at prøve at komme med en forklaring, fordi han vidste slet ikke, hvad han skulle tænke. Det gav ikke nogen mening for ham.

*Undskyld men sådan sker det af og til det er ikk så tit at jeg kan gøre så at jeg kan forvandle mig tilbage med tøj på men det også kun i nødstilfælle* Hun rettede sit blik mod himlen og så mod ham med et for-sjov-surmule-ansigt. *Vil kæles* lød det bestemt og barnligt fra hende og bagefter et sød latter hvor efter at hun begyndte st hoppe og springe muntert rundt om hans fødder. Men ikk aå at han faldt.

Stéph tænkte lidt over hendes ord, men han forstod det virkelig ikke. Men det behøvede han vel heller ikke, så han trak på skulderne. Stéph så undrende ned på hende, da hun sagde, at hun ville kæles. Hvad skete der nu for det? Men uanset, hvad han tænkte, så samlede han hende op. Men han tog hende i nakken og satte hende som før. Han begyndte helt tilfældig at nusse hende bag øret. Han satte sig igen op ad muren ved kiosken, da han var kommet derhen. Hvor efter han satte Amelia på hans skød.

Stéph sad og smilte, da han så, at Amelia ikke lignede et normalt dyr. Men hun var sød og kælen, så Stéph sad bare og nussede hende, mens han lænte sig op ad væggen. Han havde siddet og betragtede himlen, hvor der kun var meget få skyer. Solen var i vest, den var jo på vej ned og om på den anden side af kloden.
Da Stéph blev opmærksom på motor larmen, så han op og mod parkeringspladsen. Det var ikke tit, at han hørte så meget støj på en gang fra motorer, som måtte stamme fra motorcykler. Og hvad ville de her? Det var jo ingen på stranden.

Amelia så op og sprang ned fra hans skød. Så luntede hun hen til et sted hvor hun bedre kunne se hvad der foregik. Hun spærrede sine øjne lidt op og uden selv at vide det løn hun ind i et lille hul i kiosken for at gemme sig. Hun kom i tanke om Stéphan men hun vidste ikk helt hvorda hun skulle hjælpe ham der ind eller noget andet sted. Hun håbede at ejerne af motorcyklerne ikk ville gøre ham noget.

//Srry det korte indlæg//

Stéph så efter Amelia, da hun hoppede ned fra ham, men da hun ikke dukkede op igen. Rejste han sig op kiggede rundt om hjørnet, mens han bekymret sagde, "Amelia?" Men han ramte noget og faldt bagover. Han nåede ikke at få balancen, så han faldt bagover. Han ville støøte af med hænderne, men den ene var jo brækket, så det resulterede i en masse grimasser. Stéph så op og så, at han havde ramt en bred mand/fister med læderjakke, han måtte være en af dem, som var kommet med motorcyklerne.
"Undskyld.." mumlede Stéph, mens han ømmede sig over sin arm.

//Helt i orden. :D
Men skal lige spise, tilbage om en 20 min.//

Amelia havde kunne høre at han ahvde ondt og havde også set hvad der var sket. Hun spærrede sine øjne op og hun så i panik rundt i den lille kiosk om der måske var noget tøj. Hun ledte feberisk efter noget og det tog et godt stykke tid før hun gjorde. Hun så lidt på det. Det lignede det hun ahvde haft på tidligere. Men det skulle gerne ligge der hjemme. Det plejede det. Eller også var det bare en fejl der var sket mens at hun havde forvandlet sig før. En mindre puf kunne så høres hvis motorene var slukkede hvilket de ikk helt var. Hun tog hurtigt tøjet på og så meget forsigtigt og lydløst udgennem en sprække.
//Fint fint ^^//

Stéph så stadig op på ham den brede, hvorefter han sendte et blik til de fire andre, som også stod der. Det så ud til, at ham den første måtte være deres leder. Han fattede ikke helt, hvad de ville, men han fik nogle nedværdigende, irriterende blikke. Han så igen rundt efter Amelia, han var bekymret for hende. Han rejste sig op, og da han ville gå videre, blev han stoppet af en af de mindre. Stéph så undrende på ham.
"Du skal knæle og komme med en ordenlig undskyldning til vores leder." sagde manden til Stéph, som om han lige havde krænket deres ledere. Stéph spærrede bare øjene op.


//Det tog lidt længere tid. Skulle lige udfylde noget. -.-"//

Der blev skubbede til Stéph, så han vaklede nogle skridt bagud og stødte ind i muren. Hvilket resulterede i flere grimasser, fordi han hamrede armen ind i muren. Han fandt sig i denne bahandling, men kunne jo ikke lægge sig ud med dem. De var både større, og sikkert stærkere. Stéph blev nu irriteret på sin arm, havde han kunne bruge den, så ville han kunne smutte ind mellem dem og stikke af.
"Knæl så!" blev der befaldet fra en af mændene. Stéph kiggede stadig bare på ham.

Stéph blev lidt forvirret over, hvor stemmen kom fra, men da de andre kiggede op, så gik han lidt væk fra muren for at kigge op. Han fik store øjne, da han så Amelia. Han havde ikke kunne genkende hendes stemme, hun var hvertfald ikke særlig glad. Nu havde hun overrasket ham igen. Stéph stod lidt der i sine egne tanker, da han blevet hævet ud af dem, fordi en af mændne havde taget ham bagfra og holdte nu en kniv mod hans strube. Dette havde været et vink fra deres leder. Lederen stod nu ved siden af Stéph og kiggede op på Amelia.
"Hvis du gerne vil have, at din ven skal leve, så må du komme herned." sagde lederen og havde en masse perverse tanker, mens han smilte smørret.
Stéph ville til at råbe noget og gøre modstand, men de lagde en hånd over hans mund, så han ikke kunne sige. *Gør det ikke Amelia"* skreg Stéph inde i hans hovede.

Lederen nikkede til ham, som havde Stéph i sit greb, han nikkede bare igen. De to andre, som ikke lavede noget begyndte at gå hen imod Amelia. "Du forstod vist ikke helt mine ord." sagde lederen, "Jeg ville bytte ham for dig."
Stéph blev ikke mindre rolig over, det hun sagde eller gjorde. Hun skulle jo bevare sin hemmelighed. Den måtte jo ikke afslørres. Han bed ham, som holdte ham, i hånden. Manden begyndte at råbe op og gav slip på Stéph. Stéph bukkede sig og smuttede væk fra ham, men lederen havde opdaget det, så han tog nu Stéph i nakken.