ny i byen //åbent//

Mikala græde nu viste hun at hendes far hade været med til det " det gøre mig ondt meget ondt det er min skyld alt sammen " græde mikaladet var hendes far Belsibab som hade straket det den gang for mange år siden

Zal smilede til pigen og kyssede hende på panden.
"I mit ord og persiens... De er tilgivet lille pige" Han kiggede på hende med blide øjne og tørrede en tåre væk. "Kan du holde dig munter mit barn" Zal forsvandt i samme sekund og stod nu ved siden af Zeven. "Jeg er Klar bror, lad os smutte" gabte han mens han tændte en smøg.

" vent jeg vil med i må ikke bare efter lade mig her alene " sagde mikala græde hun var helt ude af den hun græde hun gik længen ned i gyden og trak sin pistol frem samt en patron og satte den i og ladet den og rette den i mod sit eget hoved

Zal forsvandt i et glimt og kom ned foran Mikala og holdte ved hendes håndled.
"Min pige, livet er den største gave, aldrig misbrug det." Zal trak en ring op og puttede den i hendes hånd. "Hvis du nogensinde skal bruge hjælp... Eller en at snakke med... Så er jeg der for dig.. Husk det min pige" Han kyssede igen blidt hendes pande og gik denne gang væk der fra,

Mikala nikke hun græde " hvorfor er jeg sådan en kryster " græde mikala hun viste at hun ikke burte men kunne ikke stoppe sig selv hun siget på sig ben og skøb smerten var voldesom men hun kunne bare ikke gøre for det over hovedt

"Du er ikke en kryster, du er en pige med følelser... Det er noget helt andet" Zal vente sig rundt og kiggede på hende. "Jeg vil være din store bror hvis du mangler en..." Han smilte venligt til hende og nikkede.

Mikala ønske sig bare at nogen ville hjælpe hende men sådan som sageren stod ville ingen hjælpe hende med noget

ud af et vind pust kom Zeven. han stod oppe på et af de store huse "hvor blir du af Zal " sagde han og to en smøg tænde den. han satte sig ned kiggede ud over den mørk lagte by "ahh så dejlig stille der er " sagde Zeven med en rolig stemme og kigget op mod himlen "men det kunne også være dejligt med en øl "

Mikala lod bare sit ben bløde hvad skulle det nydte at stoppe hendes blodtab nu hun hade indet tilbage mere

Zal kiggede rundt og forsvandt derefter over ved siden af Zeven.
"Arme pigebarn... Vi kan ikke gøre noget hvis hendes vilje til at dø er større end viljen til at leve... Selvom det er en skam" Han kiggede På Mikala og så tilbage på Zeven og rakte ham en kold øl. "Bare lige en lille en jeg fandt" Grinede han derefter forsvandt han i skyggen.

"mange tak Zal " Zeven åbenet ølen og gave sig til at drikke den og nyde en smøg

Mikala tog sin taske og ledet efter noget og hun fandt det hun tog en pille og sluget den den ville langesome bedøve hende

Zeven kigget ned på mikala og han kan se at hun er ved at falde om på et øjeblik var Zeven ned ved mikala "Zal hun har brug for hjælp hvor er du "

Mikalas pille var begyndte at virke så hun falde sammen hun viste at hun ikke kunne holde sig vågen ret meget mere nu

Zal trådte ud af skyggen ved siden af Zeven.
"Jeg ved ikke hvad vi skal gøre for at hjælpe hende... Hun ser ikke ud til
at vil ha vores hjælp... Hun er desperat... Manisk.."
Zal kiggede på Mikala og prøvede at finde en måde at hjælpe hende på.
"Du ved at jeg normalt ikke hjælper folk jeg ikke kender... Hvis hun vil dø.. Er der ikke så meget jeg kan gøre"

Mikala ville ikke død men hun vil bare vider om de ville hjælpe hende eller ej

mikala mikala du må holde dig vågen "sagde Zeven mens han holde hende oppe" det kan da ikke være sandt at hun vil gøre sådan nogen men hvis hun bil dø er der ikke så meget at gøre "

" hjælpe mig " sagde Mikala svaget hun kunne ikke holde sig vågen ret meget mere

Zal forsvandt fra taget og stod nu foran Mikala men med en Pistol rettet mod hendes ansigt.
"Hvad vælger du pige barn... Liv eller død... Be om hjælp hvis du vil ha det... Jeg er træt af opmærksomheds krævene piger der tror at hele verden er der for dem.. Hvis du vil leve så gør noget med dit live i stedet for at kravle igennem det" Zals øjne var kolde og onde.
Hvis man ikke kendte ham bedre ville man ikke vide om han var en dæmon selv, men sandheden var at Zal var bare kold, hun var dæmon... Dæmoner skal dø.

Mikala kunne ikke mere hun faldt sammen " hjælpe mig vil i ikke nok 2 sagde Mikala hun så bange på pistole som var rette i mod hendes ansiget hun græde svaget

Zal kiggede på Zeven.
"Skal vi hjælpe hende videre eller hjælpe hende med at leve?" sagde han koldt.
"Du ved... Hun er dæmon... Det er enten vores job eller vores følelser gamle dreng"
Zal kiggede rundt og puttede en lyd dæmper på sin pistol.
En ældre herre kom gående hen af gaden og så Zal, Zeven og pigen.
Zal kunne hører hvordan manden tog sin mobil op i panik for at ringe efter hjælp og pejede sin pistol mod Ham og skød af uden at kigge.
Manden blev ramt lige i hovedet og faldt om med et bump.
"Han så for meget..." Sagde Zal mens han kiggede ned på Mikala.

Mikala græde " hvordan kunne du gøre der han hade ikke gjore noget " græde mikala hun kralvet hen og så på ham han var død hun tog hans ting hun viste at hun stjal det men hvad skulle hun ellers gøre nu hvor han var død hun lag en sled hvor der stod # jeg har får hans ting så søg ikker efter det # Mikala græde

"kom Zal vi heller gå nu" Zeven forsvant i et vind pust

Zal kiggede hen mod Mikala "Ynkelige pige... Du stjæler fra en død... Pas dig selv.."
Zal kiggede koldt mod hende mens han gik forbi hende og ud på gaden. Han kiggede op mod skyerne som forlængst var blevet dækket med mørk, og forsvandt ud i mørket.
Zal hoppede over tagene i sin ulve form og hoppede ud over kanten af et hus hvor efter han landte på gaden i sin normale form og gik sløvt videre.

Mikala lag sig ind i gyden hun faldt i søven men bliv vække af nogen betjente de slog på hende med deres kneppler hun fik en over nakken men de så at hendes pistol var ne kaliber 23 og den som hade dræbet mande var en kaliber 45