Gargoyle! (Alexius)

V: regnen siler ned
T: midnat
O: ikke nogen
D: irl
S: parken


Regnen fossede ned fra himlen i en monsun-lignende overbevisning. Den store sø i parkens center var i uorden over alle de uregelmæssige dråber der flimrede vandoverfladen, så end spejlbillede blot ville virke som et dårligt signal. Midt i regnen sad Ahngel med et tomt blik ud imod parkens område. Han befandt sig let skjult i mørket oppe ovenpå en af de malingsfattige pavilioner, der burde give parken et hyggeligt ydre i dagslys. I mørket derimod lignende det noget gotisk fra de lokale bedemænd. Ahngel sad på dets skæve tag med knæene let løftede og fødderne solidt plantet imod det knasende materiale taget var konstrueret af. Hans halvlange sorte hår klistrede sig til hans smukke symmetriske ansigt og gjorde hans udsyn den smule sværere på grund af regnen der overdækkede både hans tøj og person. Hans røde indsugende øjne lå livløst imod søens uregelmæssige overflade med et tænkende blik.
Han rettede sig en smule op fra sine tomme stilling da han syntes at høre et eller andet.
Måske ville denne tomme aften ikek være så tom alligevel?

Alex lod blikket glide ned af sig selv.
Hans hvide T-shirt og sorte bukser var blevet drivvåde af regnen og gjorde det tungere for ham at gå!
Han havde armene lagt over kors næsten for at varme sig selv, idet han gik igennem parken for at nå sit mål: Hjem!
Hans varme lejlighed der bare ventede på at han kom hjem. Tanken var næsten ulidelig og han fik den ud af hovedet ved at ryste det, så hans sorte, drivvåde hår blev revet med og satte sig fast i ansigtet på ham.
Alex strøg det væk med en irriteret mine.
Et svagt suk undslap hans læber idet han satte sine hænder om i baghovedet, han var allerede så gennemblødt at det kunne være lige meget med hvis regnen ramte hans lyse hud og satte sig fast i hans tøj (der var alt for koldt til at gå i!)

Ahngel vendte blikket imod den kulske våde person. Hans alder kunne minde lidt om en eller to år yngre end hans egen krop, men han var ikke sikker. Han var ikke tæt nok på ham for at kunne dufte alderen i hans blod. Dog kunne han få fat på meget få oplysninger.
Animagus. 36.2 grader celsius. Afkølet af vinden og kunne lade dne kulde udvikle sig til en feber om få dage.
"Bonnesoir." lød hans stemme ikke langt fra personen. Han sad nu ikke længere på pavillionen men stod op ad et træ ikke mere end to meter fra ham. Hans ansigt dryppede stille fra regnen og lod hans marmorhvide hud skinne en smule imod det dunkle lys. Hans sorte halvlange hår dryppede ligeså ned imod hans lange mørke gotisk lignende frakke.

Alex veg kort tilbage da han hørte en stemme, og lod blikket glide søgende rundt intil han opfangede ejermanden.
Bonnesoir... hej?
,,Hej..." lød det svagt fra ham, idet han lagde hovedet spørgende på skrå mens han betragtede den unge mand foran sig.
Han kunne vel tale andre sprog end fransk... hvis ikke, kom de nok ikke særlig langt i deres samtale.
Godtnok havde Alex haft fransk i skolen, men han hørte ikke så meget efter hvad der blev sagt!
,,Du forstå?" Spurgte han med et lettere drillende smil, på sine smalle læber.

Et lettere dystert smil bredte sig på Ahngels hvide læber.
"Jeg forstår ganske udmærket." sagde han så og lagde hovedet lidt på skrå. Dog havde han lidt accent men sproget var precitiøst og flydende, som kom han fra stedet. Sådan ville det lyde fra mange steder. Tyskland, England, selv steder i rumænien.
Han betragtede stille animagusen der stod overfor sig med et tænkende blik. En skam at denne kropstemperatur var faldet en smule på grund af det kolde vejr. Ahngel ærgede sig kort inden han lod sine røde øjne glide op ad personen og lod hans eget ansigt afspejle i blodets farve i Ahngels dragende øjne.
"Ude at gå tur i det fode vejr?" sagde han lidt sarkastisk.

,,Jeg nyder skam altid det gode vejr midt om natten" smilte han kort.
Mest af alt havde han lyst til at røre denne...person foran sig, men han turde på en måde ikke, i frygt for at han knækkede over som en porcelænsfigur der havde ramt jorden for hårdt!
Alex bed sig hårdt i læben for ikke at komme til at række hånden frem og tage fat i ham, holde ham fast, bare for at mærke hans perfekte hud!
,,Hvad laver du så herude?" Spurgte han hurtigt, for at tænke på noget andet!

"Lytter." sagde Ahngel stille med et roligt smil. Var det virkelig hans svar. Lytter til hvad?
Han mærkede trangen til at forvride sit ansigt i en djævelsk udgave af et smil over den følelse han nu kunne lugte ved denne person. Trang. Nysgerrighed. Meget morsomt ikke?
Ahngel rakte sin hånd ud imod personen med et venligt, dog køligt og indelukket smil til ham.
"Lucifer Mort De Sang XIII." sagde han og nikkede venligt.
"Kald mig Ahngel."
Afgjort. Han lod denne person kende navnene. Forhåbentligt ville han aldrig bruge det første.

Alex tog hurtigt fat i vampyrens hånd. Måske for hurtigt, men alligevel forsigtigt og blidt, som var Ahngels hånd lavet af tyndt glas.
Det var ikke nok... han kunne ikke mærke noget, alligevel holdte han sig tilbage!
,,Alexius Percy Creeker... kald mig Alex" tilføjede han med en tilbageholdt grimmasse.
Tilsidst ville han sikkert springe i luften af bare lyst!

"Mig en ære." sagde Ahngel og nikkede og trykkede kort hans hånd venligt inden han igen tog den til sig og rettede de røde øjne imod ham med et tænkende blik. "Er De ny heromkring eller er jeg bare ikke så observant som jeg plejer?" sagde han så med et undrende udtryk inden han kort jog en hånd igennem sit drybbende pandehår, så det ikke gik ned foran øjnene fuldkommen.

,,Jeg har været her i en uges tid, tror jeg" svarede han tænkende og kløede sig kort på kinden.
Havde Ahngel lige kaldt ham "De"?
Alex skar en usynlig grimasse og mumlede kort for sig selv.
Han kom sikkert fra en rig familie, hvilket automatisk fik Alex til at tænke på ham som snoppet!
Igen lod han tanden glide over sin underlæbe og stramme sig omkring den.
Det gav ham af en eller anden grund mere lyst til at røre hans marmor hud!

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham stille.
"Jamen i så fald. Velkommen til Terre." sagde han stille og nikkede. Velkommen til helvedets by, hvor folk falder om på gaden og hvor krigen raser og modstandsgrupperne falder som brikker i et kæmp skakspil.
Han smilede stille, tiltrods for de blodige tanker han havde gjort sig om byen. Ikke en smilets by. Ikke en farverig flække eller en rig hovedstad. En gemt by med flere rovdyr end byttedyr.

,,Tak." Lød det sammenbidt fra ham. Lysten havde næsten overvundet ham!
Han var allerede nu, godt klar over at Terre ikke var en solskindsby.
Alex havde lige nu kun mødt vampyre... venlige selvfølgelige, ellers ville han nok være død nu, selvom han havde prøvet det før... han blev godt nok kun snittet, men det var slemt nok til at han nu havde et ar ved håndledet!
,,Undskyld jeg spørger, men hvad er du?" Spurgte han lavt.
Hvis han var vampyr, ville han ikke kunne holde sig tilbage mere!
Han måtte røre!

Ahngel smilede stille. Han var rent faktisk forbløffet over at Alex endnu ikke havde gættet sig frem til det, men selvfølgelig. Når man ikke havde den slags instinkter som han selv havde, kunne han ligeså godt være en aspara af kulde eller en dæmon af blod, men nej. Ikke en dæmon og ej heller en aspara. Af mange grunde blev han også tit forvekslet med en dødsengel, hvilket i sin egen forstand kunne være ligeså rigtigt som hans egentlige race.
"Jeg er fuldblodsvampyr." sagde han så og smilede kort igen, visende hans lettere makabre tandsæt.

,,Okay..." lød det roligt fra ham.
Alex trippede lidt hvor han stod, før han ikke kunne holde sig tilbage længere:
Han tog et stort skridt hen imod Ahngel, og overfaldte ham nærmest!
Lod sine hænder røre hvor de kunne og holdte sig ikke tilbage!
Hans berrøringer var blide og forsigtige, ikke så brutale som man skulle tro.
Han stoppede pludselig og lod sit hovede slå en gang mod Ahngels brystkasse, mens han trak vejret som om han lige havde løbet 5 kilometer uden stop.
,,Undskyld..." lød det lavt fra ham, roligt og stille.

Ahngel lagde hovedet på skrå med et tænkende blik. Hvad var det overhovedet for en trang han havde i ta-
Før han tænkte videre kunne han mærke befamlingen af Alex' meget nysgerrige hånd. Han stivnede nærmest. Berøringer de rikke lå for hans eget initiativ havde aldrig været Ahngels stærke side. Hele det lille optrip satte et slag igang der fik den pokkers tingest der sad fast på hjertekammeret til at skrige lydløst igennem hans krop. Han sagde dog ikke noget, men kiggede undrende ned på ham da han slog sit forhoved imod hans brystkasse. Lige over arret. Ahngel tav kort.
"Heh. Det må jeg nok sige. Det var vel nok uforudsigeligt." sagde han og smilede kort, dog stadig den smule dystert han nu engang altid gjorde.

Alex fnøs kort med et roligt smil på de smalle læber.
,,Undskyld, men jeg er altså nød til at gøre det!" Sagde han og så op på ham.
Det var første gang han havde rørt sådan, ved en vampyr... ihvertfald frivilligt!
Det var sket én gang før, det udviklede sig derefter til noget andet og til sidst... bid.
,,Det er enten det, eller også springer jeg i luften!" Mumlede han og bed sig i læben, for ikke at komme til at smile.

Ahngels sind blev kort ført hen i en blodig scene ved Alex' sidste bemærkning. Han tav kort for at undgå at komme til at smile over den røde farve der inprintede sig på hans nethinde.
"Man er aldrig nød til noget, men.. jeg ser hellere det her end at ødelægge Deres person ved sådan en lille ting." sagde han stille og smilte kort til ham idet en kort venlig, dog endnu morderisk skummel mine.
"I så fald håber jeg da at det var det værd." mumlede han kort og kiggede på hans hænder.

Alex trådte hurtigt et skridt tilbage, da han opdagede at han stadig "holdte fast" i vampyren. Det var altid pinligt bagefter... men aldrig imens, alligevel lod Alex ikke den ellers rosa farve stige op i sine kinder.
Han rødmede ikke, men holdte det lydløst tilbage, mens han betragtede Ahngel med et roligt, lettere tilbageholdt blik.
Hvorfor var det altid vampyre!
Alex lod det mørke blik flakke til side, idet vampyren spurgte om det var det værd.
Det var altid noget værd, men Ahngel var ikke én man holdte fanget, og så i noget så ligegyldigt som et "forhold."
Han lod sit sorte, plaskvåde hår dække for sit ansigt, idet han stille begyndte at gå vidre.
,,Nej."

Ahngels smil holdt ved da det lettere uventede svar kom frem der på. Fik ham lyst til at lege videre på hvad Alex havde sat igang idet han kort bøjede sig en smule og smilede lettere lokkende, dog med en sadistisk morskab gemmende bag det.
"Det beklager jeg da. Hold Dem ikke tilbage så.. Ingen bør vende sig utilfreds." sagde han så med endnu et listigt smil. "Gør det det værd."
Ja han morede sig over hans lettere arrogante bemærkning over det og hans tilsyneladende ligegyldighed overfor emnet uden at forholde sig uvenlig.
En dyster gentlemand.

Alex slog øjnene op, stoppede, og vendte sit overraskede blik mod vampyren igen.
Prøvede han seriøst at...
,,Medmindre du vil ha' at det ender galt... så nej." Sagde han med et tøvende, dog bestemt og ligeglad stemme.
Han var i den grad ikke ligeglad! Vampyren prøvede vel at lave sjov med ham... gøre ham til grin foran ham selv!
Alex blottede kort tænder, da han vendte ansigtet væk.
Åndssvage arrogante vampyre!

"En skam." sagde han stille og rettede sig op igen og lagde kort armene over kors og kiggede imod den regnfyldte himmel, som med små dråber fortsatte med at gennemvæde hans krop og beklædninger.
Han tav kort over duftende fra denne animagus og smilte stille for sig selv. "Heh. Nu ikke så fjendtlig. Det er da ingen måde at lave venner på, vel?" sagde han så og skævede kort til ham. Selv havde han ikke været direkte ubehagelig, selvom hans dystre udseende ofte lod hans ord smelte så det lød anderledes og mere sadistisk.

,,Jeg er ikke fjendlig!" Sagde han højt og vendte hurtigt ansigtet den modsatte vej, væk fra den ellers så perfekte vampyr.
Hvis han synes at Alex var fjendlig nu, skulle han bare vente og se! ,,Det er bare dig der er åndssvag!"
Han drejede om på hælen og gik hurtigt vidre.
Hvis vampyren stadig forsøgte at gøre ham til grin, gik det utrolig godt! Hvor var han dog dum...
Alex satte farten ned.
Hvorfor skulle vampyre altid være så...uh!

Ahngel betragtede stille Alex med et tænkende blik og lagde hovedet på skrå. Til trods for at den lille scene stadig morede ham, lod han smilet udtrynde. Han trak stille på skuldrene og kørte en hånd igennem håret. "Jamen Pardon'moi.." sagde han roligt og lænede sig kort op af træet igen med et blik imod regnen. Var han mon urimelig på grund af lidt sjov? Nah? Han kunne finde på ting der var så meget værre alligevel. Han lukkede kort øjnene imod vandstrømmen og lod kort munden åbnes lidt. Trods for at han ikke drak vand, så var det dog tillokkende at lade det kølende vand sive ind i en tid. Fandt et åndedrag i det på en måde.

,,Du burdte ikke lege sådan med folks tanker..." Lød det lavt fra ham, idet han stoppede op. Han så stadig ikke på Ahngel, men lod sine øjne lukke sig.
Det her mindede ham alt for meget om den gang med vampyren... det charmerende smil, der prygede hans perfekte, smalle læber og det... Nej. Nej... Nej!
Han lod sine hænder omkapsle sit ansigt og lod sig falde ned på knæ.
De åndssvage tanker var ikke til at få ud af hovedet!

Ahngel rettede kort blikket imod Alex igen da han talte og derefter rettede sig op da han satte sig ned på knæ. Ahngel sukkede opgivende og gik hen imod ham. "Mhm.. tja.. hvad man bør og hvad man bør, men bare så du skal vide det, så leger jeg ikke med nogens tanker. Ihvertfald ikke med dine. Der skal mere til end bare ren tankelæsning, for det er jeg desværre ikke i stand til." sagde han så og lagde hovedet på skrå.
"Men det behøver man heller ikke altid at være." sagde han derefter stille og så på ham. Desperation og ulykke. "Hvad er problemet?"