Gargoyle! (Alexius)

,,Det kommer ikke dig ved, vampyr!" Hvislede han irriteret. Vampyre var ikke andet end nytteløse væsner, der ikke duede til andet end død!
De fyldte folk med en følelse der fik dem til at føle sig speciel, hvorefter de knuste dem ved at kassére dem som var de affald!
Alex lod sine hænder glide væk fra sit ansigt og ned i sit skød.
Ubrugelige væsner der knuste folks hjerter! Han bed sig hårdt i læben og åbnede stille øjnene igen. Tankerne var der stadig, skar i ham, gennemborede ham!

Ahngel udstødte et irriteret suk. Havde han ikke svoret på at holde sig på et lavt niveau lige nu havde han straffet denne animagus ved at tale så skødesløst til ham. Men så igen. Han havde ingen magt over animagusser, men stadigvæk og så de følelser der strømmede ud. Lugten af had, begær og ulykke var en bitter blanding. Ahngel rynkede kort på næsen.
"vous avez votre." sagde han bittert. *
Han betragtede stille Alex med et opgivende blik og havde på den ene side lyst til at vende ham ryggen og gå fra den ynkelige positur, men alligevel. Hans modstræbende tanker prikkede til ham.

* "Have it your way" eller "Gør som du vil"

Alex lod sig falde helt ned og sidde, hvorefter han trak knæene op til sig og gemte ansigtet i dem.
,,Hvorfor tænker I ikke på andre end jer selv?" Spurgte han lavt, han havde næsten fået styr på sin stemme så den rystede ikke så meget.
,,Hvorfor?" Han så op på Ahngel igen, med store, spørgende øjne. Tårene var skjult af regnen der ramte hans ansigt og blandede sig med dem, gjorde dem usynlige.
Alex var jo i den tro at alle vampyre var sådan. Så hvor kunne man ellers få det bedste svar, end hos en vampyr, selv?

Bemærkningen fór som et lyn igennem Ahngel og afspejlede sig i hans morbide blik så pludseligt idet han skulede til Alex med et vredt udtryk og en koldbrændende aura. Et makabert, men ikke muntert smil kom frem over hans ansigt og parterede hans læber for det sataniske smil. "Heh.. he..." startede han inden han satte i en metallisk latter, dog ikke så rungende men mere som om han havde mistet forstanden et øjeblik inden han igen kiggede vredt på ham. "Tror du virkelig, helt seriøst at det er så nemt at læse alle vampyrer? 'Har man set en har man set dem alle' men nej.. åh nej hvor tager du dog hysterisk meget fejl." sagde han meget merkant.
"Hvis jeg kunne få lov til at tænke frit og gøre hvad jeg selv helst ville havde jeg for pokker ha flået den fordømte tingest ud af brystet for mange år siden!" sagde han hårdt og vendte kinden til. Den tingest. Han mente vel hjertet. Han vendte nu et roligt, dog ulmende blik imod ham og så på ham fra profil. Et uortodox blink kom fra højre øje, som mindede om en nærvøs trækning.

Alex så overrasket på ham, efter han lille "udbrud" og en nerve klemte sig kort sammen ved hans højre øje.
Han rejste sig, hurtigt og bestemt og så på ham med et irriteret blik. ,,Gider du! Det er mig som er sur her, ikke dig!"
Nu var det nok pludselig gået hen og blevet en konkurrence...set fra Alex's side selvfølgelig...
,,Og det kan godt være at alle vamppyre ikke opføre sig sådan, men inderst inde er de alle åndssvage, arrogante, sex-gale væsner, som ikke tænker på andre end sig selv!"
Alex's vejrtrækning var blevet hurtigere...og hans hjerte bankede som bare pokker i hans bryst!

Ahngel skulede ondt imod Alex med endnu et vredesbrud på vej. "Er det dig der mener det eller er det hvad alt andet peger på? Hvor meget erfaring har du overhovedet med vampyrer?" sagde han med et bittert udtryk og så imod ham med et koldt blik. Det næste svar kunne meget vel afgøre hvorvidt han skulle lade sin fulde mening sive ud eller ej. Ligemeget hvad så så han frem til udtrykket der ville komme dertil.
"Ja jeg er måske arrogant, men har mine grunde. Nej jeg er langt fra åndsvag og har en IQ der burde være de fleste overlegne. Nej jeg er ikke sexgal, men blodgal, åh ja..." sagde han med et sadistisk smil. "Men.. det er vel ikke nok til at overbevise dig er det vel?"

,,I mine øjne er alle vampyre ens, og intil jeg finder den vampyr som kan få mig til at skifte mening, agter jeg at beholde min tro!" Han lagde armene over kors mens han så på vampyren, slugte alle hans bevægelser med øjnene.
Den éne vampyr som brugte ham og derefter smed ham væk, havde vist sat sine mærker...
Det éne navn der fyldte hans tanker hver dag og fik ham til at bryde sammen når som helst og hvor som helst!

Ahngel smilede dystert. Det var lige hvad han havde tænkt sig at høre. Det gav ham en mulighed for at skære det ud i pap på hans mest ønskede måde. Han tilnærmede sig derefter Alex, hvorefter han lagde en hånd imod hans skulder og skubbede ham ind imod træet bag dem med en ufattelig styrke. Selve sammenstødet med træet var nu ikke så overvældende. Ahngel havde vel ikke tænkt sig at det skulle gøre ondt.. endnu. Han lagde sin anden hånd for munden på ham og lagde hovedet drillende på skrå, dog dystert. "Okay så lad os se om du har ret.. Mhm.. Arrogant..? Så ville jeg vel ikke prøve at få dig til at tro noget andet?" sagde han og lagde hovedet på skrå igen. Selvom Alex ville støde imod ville Ahngels grab være stærkt endnu. "Hvad var der mere?..Nå jo.. Åndssvag.. mhm.. Nej.. jeg tvivler. Hvis jeg var åndssvag ville floderne være af guld og luften ville være askegrå. Var jeg sexgal havde jeg voldtaget dig på stedet uden at tænke efter og.." mumlede han og lænede sig fremad for at lade sin tunge slikke imod Alex hals. Han rettede sig op igen med et nu roligt, dog alvorligt blik imod ham. "Hvis jeg kun tænkte på mig selv, ville jeg ikke lade dig leve, ville jeg vel?" sagde han og smilte roligt. Han fjernede først sin kolde hånd fra munden og slap ham derefter, for at dreje om og begynde at gå væk fra ham. "Ha en god dag." sagde han med en ligegyldig tone.

Alex rettede sig hurtigt op da vampyren gav slip på ham. Med et irriteret støn bed han tænderne sammen mens hans øjne hvilede på den slanke vampyr skikkelse.
,,Det her beviser ingenting!" Lød det højt fra ham, idet han tog et skridt hen imod Ahngel. ,,Du siger at du ikke er alle de ting, men du kan ikke bevise noget. Den gang løj vampyren for mig, hvordan skulle jeg kunne vide at du ikke gjorde det samme?" Alex's høje, bestemte, lettere rystende stemme fyldte parken og gav genlyd i de stille omgivelser.
Han gik nu langsomt hen imod vampyren. Gik efter ham, ville se hvordan han reagerede.
,,Og forøvrigt... det er nat, ikke dag." Det sidste blev, så at sige kun sagt for at provokere ham, gøre ham mere irriteret.
Alex håbede vel på at vampyren ville springe på ham, så han kunne bevise at alle vampyre var ens!
Et smørret smil viste sig på hans smalle læber, men ikke en lyd undslap ham. *Hvad ville han nu gøre?* Tanker som den løb igennem hans hovede.

Ahngel stoppede endnu engang op og vendte blikket tilbage imod Alex med en hurtig bevægelse, så hans hår først derefter tilsatte sig tyngden og lagde sig om hans ansigt igen. Han så ganske lukket på ham med et ulæseligt blik, selvom hans øjne strålede af uhyggelige røde farver. Om det var blod ild eller roser var ikke til at gennemskue.
"Det kunne du heller ikke. Det er dit eget valg om du vil tro på mig eller ej." sagde han så og smilte kort med et 'heh' agtigt udtryk. "Jeg ville bare lade mig selv komme til udtryk.. selvom vi ikke er mennesker betyder det ikke at vi ikke er personer og at vi ikke er forskellige. Vores ansigter og sind er som menneskenes fingeraftryk. Ikke en er ens." sagde han stille og vendte igen blikket frem for sig, men gik ikke endnu. Vinden tog kort i Ahngels sorte hår. For ham var der en merkant forskel fra han og andre vampyrer.
"Du ønsker måske at jeg skal være som hvad eller hvem der knuste dit hjerte?" sagde han så.

,,Han knuste ikke mit hjerte..." Sagde han snerrende, da Ahngel var færdig med at tale, som var han anklaget for en forbrydelse og nu skulle tale sin egen sag!
,,Han...den irriterende, forbidstrede, møg vampyr, desruerede det!" Sagde han stille, og med en ellers meget rolig stemme.
,,Og jeg vil ikke have at du skal være som ham, jeg vil bevise at du allerede er det..."
Han lod sit sorte hår dække for sit ansigt mens hans blik var rettet mod den våde jord. Han havde ikke lyst til at sige mere... minderne fløj rundt i hovedet på ham, som var det sket for et par dage siden.
Alex lod en hånd glide op foran sit højre øje med et svagt suk. Det kunne da ikke være rigtigt at denne vampyr var anderledes!

Ahngel kiggede igen tilbage på Alex med et tænkende blik. "Sikke en stemning du pisker op bare fordi jeg er vampyr." sagde han let bittert og vendte sig helt imod ham igen. "Du vil bevise det? Fint. Gør hvad du vil for at bevise hvad du kan." sagde han tænkende med et opgivende udtryk.
Han kunne trygt stole på at Ahngel ikke var noget der var flere af. Han blev ikke masseproduseret eller efterlignet. Ingen ville kunne og ingen ville prøve. Dog var det bevis Alex ledte efter ikke det samme bevis som Ahngel ønskede. Han ønskede at fraskille sig noget helt andet. Noget i en højere enhed, men det ville han lade ligge.
"Du burde passe bedre på dit hjerte.." hviskede han så med et tænkende blik. Ikke give det væk..

,,Jeg passer på mit hjerte så godt jeg nu kan. Det er ikke min skyld at vampyre er, som de er." Mumlede han, med en rolig, dog tøvende stemme.
Selvglade, åndssvage, arrogante, charmerende, smukke og vidunderlige væsner... alt det der skulle til for at få Alex på krogen, gøre ham...svag?
Alex vendte hurtigt ansigtet væk og lod sin hånd glide ned på siden af sin spinkle krop. Nej, han var ikke svag! Han kunne holde sig i skindet!
,,Hvis du kan bevise at du ikke er som de andre, skifter jeg mening og lader dig være i fred, hvis ikke..." Han trak på skuldrene med en ligegyldig bevægelse. Hvis ikke...så hvad?

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå. Nu var det pludselig Ahngel der skulle forklare sig huh? Jamen i så fald ville han komme med en af de eneste kommentare han kunne finde på og kendte til.
"Et ukorrupt hjerte er noget af det dyrebareste derfindes." sagde han og betragtede stille Alex. "Selvom jeg vil vinde et vil jeg ikke ødelægge." sagde han derefter stille og så roligt på Alex. "Tja.. ikke meget af en forklaring huh, men jeg har desværre ikke det store behov for at dumle din mistanke." sagde han så.
"Endnu engang.. tro på hvad du vil. Tro at jeg er et tankeløst dyr med intet andet i hovedet end blod og vold, men i så fald, så er det dig der vil bevise noget usandt." sagde han og trak på skuldrene.

,,Jeg vil bare bevise at min tro var sand... det er der vel ikke noget galt i." Endu engang trak han ligegyldigt på skuldrene. Han ignorerede Ahngels ord om et korrupt hjerte... der var vel mange som ham, der havde fået det knust, ødelagt...smadret fuldstændigt i stykker af én som bare var ligeglad?
Lussuri vandrede vel stadig rundt, steder Alex aldrig havde tænkt på at lede efter ham, knuste andre personer... ødelagde dem?
Alex så op på Ahngel igen, men han sagde intet, vampyren ville sikkert bare sluge hans ord, hvis han sagde noget!

"Javel ja.." mumlede han stille. "Det bliver der brugt mange unødvændige år på hvis det ikke bliver opgivet." sagde han stille. Han kunne ikke modbevise Alex ide, men ej kunne han være enig. Egentlig var han også ligeglad. Hvorfor skulle det røre ham om nogen dømte på udseendet og racer.. Racisme og fordomme var ikke noget han havde sig fjernt.
Det var vel bare en del af at være til.. Der ville altid være nogen der var utilfredse med andet og ikke mindst bange for hvad der lå foruden ens egen dør og synsrækkevide. Beyond.
Ahngel trak stille på skuldrene. Til det havde han ikke mere at sige.

,,Den dag jeg opgiver, eller du beviser det modsatte kan du suge mit blod." Sagde han, kort og bestemt. Han mente hvert et ord! Og alvoren i hans stemme vat tydelig at høre. Som var det en kontrakt han lige havde underskrevet.
Alex så på Ahngel med et roligt, dog tomt blik. Han tøvede ikke da han rakte sin højre hånd frem mod vampyren, som for at afslutte en handel.

//Sorry, kort svar//

Ahngel smilte dystert idet Alex pirrede til hans konkurrenceånd inden han rakte hånden imod ham og lod hans kolde hånd få kontakt med Alex's..
"Jeg vil med glæde deltage dertil, men du vil opleve at det kun vil være dig der taber noget derved." sagde han stille og så på ham.
"Lad endelig legende begynde." sagde han stille men lagde stille hovedet på skrå.
"Lad os sige at hvis du beviser at jeg er som alle andre vampyrer, så kan du få noget du ønsker fuldkommen valgfrit. Jeg er ingen lampeånd, men jeg er dog i stand til at holde disse ord."

,,Fint." Sagde han kort og rystede svagt på hånden inden han trak den til sig igen. Alex vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle kunne bevise at Ahngel var sådan en vampyr. Hvis han tvang Ahngel til at gøre alle de ting ville det vel ikke tælle?
Men han vidste dog hvad han ville have hvis han da endelig vandt...frihed! At kunne glemme, selvom han ikke var sikker på at det var noget Ahngel kunne give ham!
Alex lod sin tand glide over sin underlæbe og bed til!

Ahngel tog stille sin kolde hånd til sig igen og nikkede stille. "Så er det en aftale.." sagde han stille. Han havde dog et bevis der ville kunne vælte det hele, men.. han ville ikke ødelægge det.. Hvis han skulle røre det, ville det ødelægges og blodet ville strømme til der ikke ville være mere.
Han betragtede stille Alex og følte dog ikke samme målbevidsthed som han tydeligvis gjorde. Ahngel skulle ikke gøre andet end at være den han altid var, så ville der ingen forskel være og der ville ikke være mulighed for at sammensætte ham fra andre vampyrer. Det vidste han. Alene hans anderledes blod var en forskel.

,,Så hvis der ikke var mere, tror jeg at jeg ville gå hjem før jeg bliver helt syg..." Efter kort at have betragtet Ahngel med det stadig tomme blik, drejede han om på hælen.
,,Godnat, vampyr." Lød det provokerende fra ham før han stille begyndte at gå. Han skulle nok få Ahngel ned med nakken! Der var ingen vampyr der skulle vinde over Alex...
Han knyttede hænderne og så kort tilbage på ham med et diskret blik.
Især ikke ham!

Ahngel smilede stille til ham.
"Godnat Alexius Creeker." sagde han stilfærdigt og nikkede til ham. Man måtte give ham at han kom stærkt igen ved at genvinde sine maneer og sine gentlemands idealer. Han smilede dystert endnu engang. "Jeg ser frem til det næste møde allerede." sagde han stille og drejede om, så vinden tog kort i hans sorte hår, der kort fjernede sig fra hans bare hvide halv, hvor vandet endnu løb ned ad den glatte marmorhvide hud.

'Your burden shall be lifted... nevermore..'