Fortabt i bogjunglen //Hope = privat//.

Sted: Di Morgas bibliotek/bibliothèque - et eller andet sted inde i bogjunglen.
Omgivelser: Mm, der er ikke nogen. Ikke så vidt han kan se ihvertfald.
Tid: Klokken er cirka halv fire om eftermiddagen ... hvis ikke den er mere.
Vejr: Det er faktisk alt for varmt til at være herinde. Det er bagende solskin.
Dato: Øhh ... ligesom irl? Ja, datoen er d. 20. juni - altså er det søndag.

Et højt 'bungkh' gav genlyd i det enorme bibliotek, da en stor bunke bøger blev smidt på et af de mange borde, der stod placeret forskellige steder blandt bibliotekets bogreoler, der stod og tårnede mod loftet. Det her var så sandelig en hver bognørds drøm. Der var jo alle mulige bøger. Både tegneserier, lange romaner af kendte og knap så kendte forfattere, ordbøger, fagbøger og fiktive og ikke fiktive historier, krimier, gysere ... ja, det var bare nogen af de genre, der var til at finde på dette fantastiske og belevende sted. Aidin trak en af stolene ud fra bordet og slog bagdelen i sædet, før han atter rykkede ind under bordet og tog den øverste bog i den bunke, han havde lavet. Der var så mange bøger, som han gerne ville læse. Så mange bøger og så lidt tid. Heldigt at man kunne låne dem med hjem, ellers havde han måttet overnatte her på biblioteket i et enmandstelt. Han grinede lidt ved den sidste tanke og tog fat i bogens forside, som han slog til side og en side med utrolig små bogstaver kom til side. Dette var en bog om fysikens love. Ja, det var vel en smuuule nørdet, hvis man helt frivilligt valgte at læse en bog ligesom denne. Men Aidin havde altid været dybt fascineret af det emne. Det var lidt fedt, at han tilhørte samme race som dem, der havde opdaget alt det. Hvor måtte det være vildt at vide så meget. At være den første til at forstå, hvorfor planterne roterede, og hvordan de roterede. Og så var der alt det med molekyler, positiv og negativ magnetisme og alt det hejs. Aidin lod hurtigt sine øjne glide henover den første linje i bogen ...

Hope stod henne ved en af de meget store bogreoler, som var overfyldt, med alt for mange bøger. Bogreolen var så høj at der var en tige, man kunne kravle op af hvis man altså ikke kunne nå nogle af bøgerne. Hope var selvfølgelig så besværlig at hun skulle have fat i en af de øverste bøger. det var også bare typisk at hun skulle til at kravle på sådan en stige igen. *Mmm.. Hvordan kommer jegg mon derop??* tænkte hun lettere tænkede, før hun let bed sig i underlæben. Hun blev altså nød til at kravle op på den dumme store stige. Ja.. Det skulle jo prøves en dag. Så hun valgte at kravle op af den temlig høje stige. Hendes hår hang nede af hendes rg, og det bevægede sig let fordi hun var ved at klatre lige nu. *det går da meget godt ikk??* tænkte hun let og rakte ud efter bogen. Hun fik næsten fat i den,da stigen pludselig tipper.. Typisk... `BUMP´ sagde det da hun lanede med hovedet først lige i gulvet. Det var ikke bare et lille bump men et meget stort et siden hun lanede med stigen over sig.

Aidin så forskrækket op fra sin bog, da det gav et sæt i ham, netop som det store 'bump' blev opfanget af hans ører. Det var en af stigerne, der var væltet. Det var det eneste, han kunne komme i tanke om, som kunne lave så meget larm. Men ... den kunne ikke bare have væltet helt af sig selv. Noget eller nogen måtte være skyld i stigens fald. Nysgerrigt skubbede han stolen bagud og fik rejst sig fra stolen i sin fulde højde, som desværre ikke var mere en sølle 170 centimeter. Med et vagtsomt og søgende blik traskede han lidt frem og tilbage blandt de enorme boghylder, indtil han fandt det, han ledte efter. Jep, det var en stige, der var væltet. Og der lå en pige under den. Bare hun ikke var kommet til skade. Som supermand på speed drønede han hen til hende og tog fat i stigens øverste trin, hvorpå han lidt besværet fik løftet den op og skubbet den på plads op ad bogreolen. "Slog du dig?" spurgte han en dæmpet, næsten hviskende stemme, før han satte sig ned på hug foran den faldne unge kvinde. Netop som hans øjne landede på hendes ansigt, kunne han genkende hende. Det var hende pigen fra tidligere i dag, der havde givet ham hans tegneblok, efter nogen af de større elever havde smidt den på gulvet. Det var Hope. En svag rødmen bredte sig på hans kinder, hvorefter han fortrak sine mundvige i et lidt forlegent smil.

Shit, der var nogle som kom hen mod hende.*Opdaget* tænkte hun opgivede før hun mærkede hvordan stigen blev fjernet fra hende. Det var nu rart nok at de blev fjernet så huun kunne trække vejret lidt bedre. "Ømm.. Det tror jeg," saagd ehun let og tog sig til hovedet, før hun mumlede noget utydeligt som mindede om et av. Men da hun kigged ehelt op på ham kenkedte hun ham straks. Det var den dreng som tegnede det smukke billede af to engle som holdt om hinanden.. "Aidin??" spurgte hun stille, før hun fik den svage lyserrøde farve i kinderne, igen. åhh.. nej det var en hun kendte, bare han ikke ville fortælle alle mulige at hun var faldet ned fra en dum stige. "auv" mumlede hun let da hun prøvede at sætte sig op, men opgav til sidst. det gjorde simpelhen lidt for ondt, at skulle sætte sig op med hovedpine, og svimmelhed.

Aidins smil blev en smule større, da hun også kunne genkende ham. Det troede han ellers ikke, hun ville. Det var han så vant til. Men det var vel hans egen skyld, siden han var så menneskesky. Aidin var bare sådan en, man glemte. Sikkert på det grundlag at han ikke var et specielt kendt ansigt på skolen. Kun iblandt lærene og det kunne være ligemeget efter hans mening. Det var ikke lige dem, som han brandte efter at få opmærksomhed hos. "Du virker ikke som om, du er helt på toppen efter dét fald. Er du HELT sikker på, at du er okay?" spurgte han stille og rejste sig fra sin hug-stilling, hvorefter han rakte en hjælpende hånd ned mod hende og skubbede sine briller længere op på næsen med den anden. Selvom hun muligvis ville svare nej, kunne han godt selv regne det ud. Det gjorde ondt på hende. Det kunne han høre på hendes klagende av'ere.

// Jeg skal beklagevis logge af ... *grr, forbandet være min mor* ... men du kan bare svare, så svarer jeg, når jeg logger på næste gang ;D//.

Hope tog imod hans hånd og kom op og stå igen, men hun var tæt ved at vælte bar ved at stå op så hun greb fat om ham, fordi han stod nærmest. "Undskyld" sagde hun let og rødmede svagt i kinderne. Hun slap ham så og fik så balancen lidt igen.. " ja øh.. jeg skal bare lige se normalt igen så går det" sagde hun og smiilede let til ham. Men hendes smil var også lidt genret, på en måde,eller var det bare lidt forsigtigt. Hun burde da være okay, igen ikk?? Jov det mmåtte hun jo være siden hun sådan næsten kunne stå op igen. Hun kiggede op på stigen "Dum stige" sagde hun lettere barnligt.

// Helt okay x3 kender det godt-,- men ses imorgen xD

Aidin havde nær selv væltet bagover, da hun væltede ind i ham og sikkert rent instinktivt slog armene om ham for at undgå at falde. Af ren refleks lagde han sine arme om hende, hvilket også hjalp på at han ikke selv skulle vælte, eftersom hun næsten stod lænet helt op af ham. "Det gør ikke noget. Du var bare uheldig. Og så kan man ikke styre sig selv, når ens krop får ubalance," svarede han i et stilfærdigt tonefald, inden han ligeledes slap hende og foldede sine hænder omme bag på sin ryg. Han kastede et kort blik hen på stigen, hvorefter hans blik atter søgte hen på Hope. "Det er også nogle dumme stiger. De kunne godt have skaffet nogle, der stod lidt på gulvet i stedet for de der vakkelvorne stiger, de har fået anskaffet sig," sagde han beklagende, mest henvendt til sig selv. Hopes fald mindede ham om ham selv. Han var også altid så forfærdelige uheldig. Heldigvis for hende var der vist ikke sket de store skader. Det kunne have gået meget værre. Årh, han vidste ikke en gang selv, hvor mange gange han havde måttet køre på hospitalet med sin mor, fordi han enten havde brækket noget, skulle undersøges for et eller andet, skulle vaccineres for alverdens sygdomme eller noget helt fjerde. En svag, usynlig kuldegysning løb ned af ryggen på ham. Aidin hadede læger. Eller ... det var ikke så meget dem, men det var mere hele det der læge-koncept. De klamme, hvide gummihandsker, den blændende lampe og så den lugt, der lå spredt over hele sygehuset. Der lugtede af ... gummi. Og de sukkerknalder han et par gange havde fået i forbindelse med nogle vacciner, som vist indeholdt en eller anden gyselig væske, der skulle hjælpe på ... ja, eeet eller andet.

Et lille smil bredte sig hen over hendes smukke, bløde læber. Men hendes kinder, fik en svag varm, lyserød farve i kinderne. "Ømm.. Tak!" sagde hun stille og rødmede let igen.
Hun fik let balacen, men væltede kort tid bag over og landte på jorden. "Nåårh.. Gulvet, vil have mig ned.. " sagde hun og sukkede let muggent.
Det var da irettrede hele tiden at vælte, øv øv øv! Hun lagde sig let på gulvet før hun lukkede hendes øjne. Hun havde hovedpine, igen. *Øv!* tænkte hun mumlede før hun lagde sig let på ryggen, det var rart.

//Undskyld meget kort svar! =)