Shattered With Hope (xxx)

Det var ikke hver dag at Valentin befandt sig på stranden.. hvilket der også var en god grund til.. han kunne slet ikke befinde sig på stedet om dagen, når solen var fremme.. Det ville han dø af direkte. Valentin havde kun mulighed for at nyde at være på stranden efter at solen var gået ned. Og når natten herskede så sagde det jo sig selv at han nok ville være den eneste der kunne finde på at gå rundt på stranden. Da man ikke ville få så meget ud af det udover udsigten og lyden af vandet, og dets bølger. Det ville overraske ham en del hvis han mødte nogen..

Han var iført sin hvide skjorte og denne gang åbnet lidt for den, så alle knapper ikke var lukket, da det var ret befriende at være på stranden.. Ellers havde han sine cowboy bukser på samt læder handsker som han jo altid havde på af en særlig årsag. Det var kun ham selv der vidste hvorfor at han havde dem på. Da han ikke rigtig kendte nogen. Selvom han efterhånden havde været i Terre i et godt stykke tid.
Han havde sat sig ned i sandet, et stykke fra vandet, med blikket mod havet. Han nød rent faktisk den stilhed der drog hen over. ,,Mmmhm..." mumlede han med et nydende suk. Det fik ham helt til at slappe af og det væsen han nu var, glemte han i få sekunder.
*Det er fint nok med den jeg er...* tænkte han og lukkede sine øjne lidt, for at slappe yderligere af.

Andrei havde nok haft den dårligste dag i sit liv, eller han kunne ikke finde på en dag som var dårlige. han havde fødselsdag, og det havde hans forældre glemt alt om. De havde ikke snakket om andet end at sende ham på den lukkede, og det var et af de steder som han ikke ville hen til igen. Blot fordi han ikke lyttede efter på hvad de sagde, gå ud når han ville og kom til skade. Han ville ikke kede sig ihjel, som han havde gjort de år han havde levet. Han ville ud og opleve verden, ligemeget om den så kom til at slå ham ihjel.
Han havde bare smuttet ud af døren, og hårdt hans mor råbe efter ham "Andrei kom tilbage!", troet hun selv at han havde lyst til at blive hjemme? Det havde han bestemt ikke. Han havde også smuttet forbi sin bedsteven Ciel, men han havde desværre ikke været hjemme. Andrei kendte derfor kun et sted hvor han ville hen, han havde gået hele vejen fra den familievenlige område og til stranden.
Hans mobil havde nok ringet 100 gange i hans hånd, men han havde ikke overvejet at tage den en eneste gang. Han ville bare hen et sted hvor han kunne være alene, og kunne få tænkt alt igennem.
Han havde et par store jeans på, og en alt for stor hættetrøje med supermand logoet på. Han havde sin taske på ryggen, hvor hans medicin lå i og en pakke med kiks.
Han mærkede hvordan hans fødder gled ned i sandet, og han var bare heldig at han ikke faldt. Han gik hele vejen ned til vandkantet, og stirrede bare udover vandet. Han pillede lidt ved forbindingen rundt om sit ene håndled, som han ofte gjorde når hans hånd var bundet ind.

Valentin havde nok betragtet vandet, havet. Den udsigt i et godt stykke tid og derfor blev han nemt distraheret da han fik øje på en fremme skikkelse henne ved vandkanten. Han sad nede i sandet en meter væk, der omkring. Han rejste sig langsomt op mens at han havde sit blik på denne person. Det undrede ham at personen bare havde trasket der hen og nu stod der.. og gjorde ingenting? Han bed sig lidt i underlæben, af ren dovenskab, mens at nysgerrigheden voksede inde i ham.
*Hvad skal jeg gøre?* tænkte han og trak sig lidt på skulderen, efter at han stod rettet op. Han kiggede kort ned af selv. Inden at han besluttede sig for at gå ned til den ukendte person.
På vejen begyndte han at lukke for sin skjorte, så man ikke kunne se noget af hans bare hud der. Han rømmede sig enkelt gang ,,Hallo..?" spurgte han med sit hoved lagt en smule på skrå. Mens at han kom nærmere, kunne han godt lugte at denne person var et menneske.. som lugten strejfede forbi hans næsebor.

,,Tag det roligt.." mumlede han lavt til sig selv.. Valentin ville beherske sig.. eller han ville i al fald prøve på det. Faktisk var han glad for at han nu havde opdaget.. at han ikke længere var alene, han kunne ende med at få selskab. Og det var nok også grunden til at han ville ligge sin lyst til blod til siden. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.. end hallo.. da han ville i kontakt med personen. Han ville ikke love mennesket, eller ham selv for meget angående med at kunne herske kontrollen over bæstet der levede inde i ham. Da han jo var et udyr af alle væsner. Valentin stillede sig ved siden af ham og havde rettet blikket mod vandet igen. Han ville ikke stirre for meget mens at han blot ventede på et svar. Måske ville der gå noget tid før at mennesket fandt ud af hvad han var for en fyr. Det håbede han inderligt på. Som altid havde han sine læder handsker på.. så når han ville give hånd ville han ikke kunne mærke kulden. Valentin var dog bleg i huden og der var andre kende tegn på spil. *Jeg håber at mennesket ikke bliver skræmt fra det første øjeblik..*

Andrei var bange for havet og vandet, men alligevel var stranden et af de bedste steder han kendte til. Han elskede at tage der hen om aftenen, hvor der ikke ofte var nogle andre end ham. Han kunne bare gå rundt, uden at risikere at støde ind i nogen. Selv om han udmærkede viste at det var farligt at være på stranden alene, og mest om aften. Han havde altid været en af dem som troet at væsner var i eventyr, men siden han fandt ud af at de var virkelige.. viste han ikke længere, hvad han skulle synes.
Han stod ligefrem og lavede ansigt ud til havet, mens han tænkte over hvad han skulle sige til sin mor og far. Han kunne alligevel ikke finde på noget godt, han var jo ikke en af dem som skændes med folk. Han vende hurtigt sit blik mod stemmen, som fik ham til at forsvinde væk fra sine tanker "øøh" røg der ud mellem hans læber, før han sende et usikkert smil "hej" sagde han og viste ikke om han skulle gå sin vej, det var jo ikke til at sige om denne dreng var et væsen. Andrei havde jo ikke ligefrem fået styr på væsnerne, og kunne derfor ikke sige om en person var et væsen eller ikke.
Han blev alligevel bare stående, da han alligevel ikke kunne få sin krop til at bevæge sig. Hans fødder havde begravet sig i sandet, og havde ikke engang lyst til at bevæge sig.
Han vende kort sit blik væk fra ham, da han altid havde været en genert dreng "jeg er Andrei" sagde han og viste ikke engang hvorfor han fortalte sit navn, måske håbede han på ikke at blive slået ihjel... hvis han kendte hans navn.

,,Mit navn er .. Valentin", mens at han præsenterede sig, rakte han sin ene hånd mod ham, som en venlig gestus, mens at han blev stående ved siden af ham. Da han ikke ville have at hans bukser blev mere våde nede for neden. Han vidste ikke om han snakkede for meget ,,Jeg så dig.. komme forbi.." kom det fra ham, med en blid undertone i stemmen, mens at han overvejede om han skulle fortsatte med at snakke, eller blot tie stille. ,,Er du okay?", spurgte han så, og smilede lidt. Valentin blev glad for at mennesket, der vidste sig at være en dreng, endt med at svare ham og det at han havde nævnt sit navn samtidig. Andrei virkede ikke så genert alligevel ,,Andrei.." mumlede han og så ud mod havet i et kort sekund inden at han så på ham igen. Andrei var et specielt navn.. men flot i forhold til hans eget..

Han havde ingen anelse om Andrei ville tage imod hans hånd, hvis han ikke gjorde, ville han da acceptere det. ,,Jeg troede at jeg ville ende med at være den eneste på stranden.. hen på aftenen, mens natten kom, men der tog jeg åbenbart.. fejl" han rettede sit blik ned mod jorden, *Du snakker for meget, Valentin..*mens betragtede han sandet som om at det var interessant.. Men der var måske en grund til at han snakkede så meget.. det gjorde at han mere kunne slappe af og få tanken væk fra lysten til blod og overlevelse..
Vejret var roligt i aften.. der var ikke regnvejr, eller andet form for voldsomt vejr, det eneste som måske afbrød stilheden af og til var bølgerne. Men det var ikke en irriterende lyd. Det var befriende at være nede på stranden. Lige før at det var bedst at være på stranden om aftenen.

Andrei vende bare sit blik væk, når han rakte sin hånd hen mod ham. Det var ikke fordi han ikke ville give ham hånd, han turde bare ikke at gøre det.. på grund af sin sygdom. Han var bange for at få et anfald, og ville bestemt ikke risikere noget. Han vende første sit blik mod ham, lidt efter og med et usikkert smil på læben "ja, jeg er nok ikke så svær at få øje på" sagde han også selv om han ikke mente det, han havde altid været en af dem som aldrig blev set.
Han blev alligevel overrasket over hans spørgsmål "ja da" sagde han også selv om det var løgn, han viste bare ikke hvorfor Valentin skulle have lyst til at høre på det. Han ville også sikker bare synes han er syg i hovedet, som hans forældre åbenbart synes om ham.
Andrei gik lidt væk fra kanten, og satte sig forsigtigt ned i sandet "nej, jeg er her også.. stranden er et af mine yndlingssteder" sagde han, bare for at snakke udenom hvad han virkelig havde på hjertet.
Andrei synes bestemt ikke at Valentin snakkede for meget, han synes det var ret så afslappende at høre en anden snakke. Han ikke selv behøvede at snakke så meget, og ikke behøvede at tvinge sig selv til at snakke.
"hvad laver du her på stranden?" spurgte han alligevel nysgerrigt om, da han heller ikke bare ville lade Valentin til at tro at han ikke havde lyst til at snakke med ham.

Valentin lod sine øjne hvile på ham, mens at han fulgte en hver bevægelse. Han lyttede samtidig også efter det som Andrei sagde. Valentin var glad for at han svarede på alt det han havde sagt. Måske havde han ikke snakket så meget alligevel som han selv havde troet? Han fortrak sin ene mundvige i et skævt smil inden at han besluttede sig for at gøre det samme som Andrei, hvor han trådte et par skridt tilbage og satte sig så ned i sandet ved siden af ham. Valentin rynkede på næsen enkelt gang efter at Andrei spurgte ham om hvad han lavede på stranden..
,,Tja.." mumlede han mens at han kiggede lidt ned på sandet, han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. Han havde ikke rigtig nogen bestemt grund til at være der eller.. havde han?
,,Jeg er her lige nu fordi jeg kun kan være på stranden på dette tidspunkt..", sagde han som et svar på hans spørgsmål. Hvilket egentlig også var rigtigt. Nogle gange syntes han at det var lidt træls at han ikke kunne strejfe rundt når solen var fremme, men dens stråler ville bare dræbe ham hvis han så meget tænkte på at gøre det. Så han holdt sig i ro og gik kun rundt udenfor om aftenen og natten.

Valentin fortsatte med at snakke uden tøven;
,,Og.. så er det egentlig også meget nemmere at nyde stranden.. lige nu når der ikke er så mange.." sagde han og rettede sit blik hen på ham, mens at han smilede lidt. De fleste havde altid vidst om en person var en vampyr eller ej. Men han vidste ikke om Andrei vidste det. Han trak sig lidt på skulderen. *Jeg håber ikke at han stiller spørgsmål til hvorfor at jeg kun kan være på stranden om natten* tænkte han og lod sin ben strække ud mens at han lod sin ene hånd glide igennem sit blonde hår, der stadigvæk var beklædt med en læder handske som han også havde på sin anden hånd.

Andrei havde altid synes at stranden var et magisk sted, det var også nok derfor at han nød dette sted så meget. Det sted hvor man bare kunne drømme væk i, og virkelig føle at man var i et fantastisk eventyr. Andrei følte sig altid mere glad over at være der, glemme omverden og bare slappe af i det.
Han kunne derfor godt lide at Valentin var der sammen med ham, at have nogen at snakke med også selv om han ikke selv sagde særlig meget. Han skiftede lidt mellem at se på Valentin og ud på havet, da han ikke havde det godt med at se for længe på folk. Han viste hvordan det var at være på stranden om aftenen, selv kunne han kun være der da der ikke var så mange mennesker. SÅ chancen for et anfald var mindre, men han viste dog ikke hvorfor Valentin ikke kunne være der "arbejder du for meget?" spurgte han forsigtigt om og havde ikke lyst til at spørge om han var et væsen, hvis han nu ikke var det og heller ikke kendte til dem. Han kunne selv huske hvordan han havde det, når han fandt ud af at væsner var virkelige.
"ja det har du ret i" sagde han og holde en lang pause, før han snakkede videre "så kan man mærke magien bedre" sagde han og kunne ikke lade være med at rødme, måske fordi han ikke viste om han ville virke skør. Han var jo bare en af dem som troet på magi, og havde en livlig fantasi.

Valentin rystede kort på hovedet, og kunne ikke lade være med at grine lidt, som nok mere lød som om at han fniste. ,,Jeg.. arbejder slet ikke.. er arbejdsløs", sagde han så og rømmede sig. Han havde heller ikke noget sted at bo. Han gik rundt og slog sig ned der hvor det passede ham, hvor han samtidig mente at det var et godt nok sted til at overnatte. Valentin havde håbet på at Andrei ikke tog det så tungt at han havde grinet. Han nikkede derefter til det som Andrei sidst havde sagt ,,Ja.. det kan man.. stranden er ikke så fyldt på denne tid og så er det også nemmere at løbe rundt og nyde sandet mellem fødderne i det hele taget.." sagde han og smilede, med et glimt i øjet, mens at han lod sine sorte øjne der havde et strejf af den røde farve, hvile på Andrei.
Herren overvejede om han skulle fortælle Andrei at han var en vampyr, spørgsmålet var bare hvordan han skulle få det sagt, så han ikke fik ham skræmt fra vid og sans. Han ville ikke have at Andrei skulle ende med at løbe væk af frygt fra ham.
Men hvad var den bedste måde at fortælle sådan noget? Han kiggede så et øjeblik op mod himlen, og rykkede sig dernæst en anelse tæt på Andrei. ,,Solen .. vil dræne livet ud af mig, hvis jeg bliver ramt af dens stråler.." hviskede han, mod hans øre. Uden tilladelse førte han sin ene hånd, der var beklædt af en læder handske ligesom den anden hånd, op til hans hår, og fjernede nogle hår totter, der skjulte hans hals, så den kom mere til syne. Han lænede sig så en smule hen over Andrei. ,,For at jeg skal overleve optimalt, så behøver jeg noget som du har inde i dig.." Valentin fortalte det bare som det var, inden at han lod sin tungespids glide ud for at slikke enkelt gang på hans hals. Han nappede ham derefter på halsen med tænderne, så blidt han nu kunne ,,Ved ikke.. om du kender til det.. væsen..." hvad mere skulle han sige? Skulle han sige direkte at han var en vampyr?

Andrei kunne ikke lade være med at smile lidt over det, han var glad for at der var nogen som forstod ham med det omkring stranden. Selv om han ikke kunne løbe eller det kunne han godt, men kunne bare risikere at falde også ville det gå galt. Han havde heller ikke noget imod bare at sidde i sandet, også kunne alle andre få lov til at løbe frem og tilbage.
Han skulle lige til at sige noget, da han så at Valentin rykkede sig tætter på. Han vende bare hurtigt sit blik væk fra ham, da han bestemt ikke var tryg ved det.
Andrei havde nok løbet der, hvis ikke det var fordi hans krop var som frøset til is. Hans tanker skreg inde i hovedet på ham *vampyr!... løb!* og alligevel blev han bare siddende der og lukkede sine øjne hårdt i, han viste jo udmærket godt at han ikke ville kunne nå langt væk.
Hans fingere og hænder begynde og ryste i det, mens han kæmpede for at holde sit anfald nede. Hans forældres stemme røg igennem hans hoved, og han fik ligefrem lyst til at tude *Andrei du har brug for hjælp*.
Han mærkede godt at han nappede i hans hals, og ventede ligefrem på smerten der ville tvinge hans krop til et anfald. Han mærkede bare ikke noget? og hørte i stedet hans stemme. Ja han viste udmærket godt hvad han var, og han havde ikke engang lyst til at sige det.
Han rejste sig bare op og knyttede sine hænder, også selv om de forsatte med at ryste. Han fantastiske smukke isblå øjne stirrede bare ned på ham, mens de skinnede af de tåre som han holde tilbage "det er sådan nogle som dig!" råbte han og havde helt mistet kontrollen over sig selv "det er sådan nogle som dig.. som ødelægger mit liv" snerrede han, mens alt begynde at blive tåget over de tåre som bare ville frem "i tror bare i kan røre vel som helst.. også uden der sker noget" råbte han og knyttede bare sine hænder, så de begynde at blive helt hvide i det "ødelægger min fødselsdag!... får alle til at tro at jeg er sindssyg! .... sender mig til at den lukkede! blandt folk som tror de ved alt om mig, prøver på at stoppe mig i at være mig" råbte han og viste at det nok mere var hans forældre at han skulle råbe til, end en fremmede person. Han vende sit blik ned mod sandet, hvor nogle af hans tåre dryppede ned i "i ødelægger mig" hviskede han og lag bare sine arme rundt om mig selv "bare lad mig være" hviskede han og lukkede sine øjne hårdt i.

Hvordan skulle Valentin bære sig af med dette? Han havde ikke regnet med at Andrei ville reagere sådan. Overhovedet ikke. Det kom som en stor overraskelse der gjorde at han hævede begge øjenbryn så der kunne ses nogle rynker på hans pande. ,,Well.. jeg.." mumlede han mens at han kiggede en smule ned af sig selv. Han blev siddende, da Andrei rejste sig.
Uden at tænke yderligere over det, forvandlede han sig til en flagermus med det samme, efter at han ikke vidste hvad han skulle gøre eller sige. Eller i det hele taget.. gøre af sig selv.

*Det var en anden.. for lang tid siden som har gjort mig til den jeg er.. Ikke min skyld at jeg er sådan.. som jeg er..*, tænkte han og Andrei kunne med garanti høre tanken, da han førte den videre. Mens at han lettede fra jorden og barskede med de små vinger. Han var ikke så stor når han var i sin flagermus skikkelse.
*Aner ikke .. hvad jeg... eh..*, af en eller anden grund, mislykkes det ham for første gang at gå yderligere til værks. At få den tilfredsstillelse som han altid søgte efter for hver gang at han mødte en fremmed. Sådan lå hans natur bare.. det var sådan han overlevede.. Hvordan skulle han ellers beskrive det?
Han kunne ikke lave om på hans leve måde. Så nemt var det ikke. Han var blevet til det som han var blevet, til den dag i dag. *Jeg er et udyr..* med sine helt mørke øjne kiggede han nu endeligt på Andrei med sit flagermus syn. Mens at han overvejede om han skulle flyve sin vej.
Der var en akavet stemning. Og han kunne sikkert ikke få Andrei til at se det på hans vinkel.
Selvfølgelig kunne han også godt se at han havde haft det svært.. Men alle havde vel haft det svært i livet?

Andrei var ret så ked af det at han sådan skældte Valentin ud, men det lettede virkelig i hans krop at skælde nogen ud. Han ville bare ønske at det havde gået udover hans forældre, men de ville nok bare ryste af hovedet af ham. Det var nok derfor at han råbte af Valentin, og fordi det gjorde ham bange at han kom så tæt på ham. Han gled bare forsigtigt ned på sine knæ, mens tårene bare kæmpede for at komme ud. Han rystede bare på hovedet af ham, og havde ikke lyst til at høre om hvordan han blev forvandlet. Han viste jo godt at det ikke ofte var deres skyld, og han viste jo godt at det var `synd´ for dem "i skal altid røre.. uden at spørge" hviskede han og åbnede langsomt sine øjne, og vende sit blik langsomt op mod flagermusen. Hans øjne skinnede af tåre og det samme med hans kinder, han var bange både for Valentin og for at havne på den lukkede. Hele dagen var jo blevet ødelagt, og han ville bare gerne sidde på stranden og uden at kunne tænke over noget "undskyld" hviskede han flere gange, før han vende sit blik mod sandet igen og tørrede sin ene kind af med sin hånd... selv om den hurtigt blev våd igen.
Hans hænder rystede stadig også selv om han havde fået mere styr på det "skulle ikke have gået udover dig" hviskede han

Valentin forvandlede sig tilbage til sin menneskelige skikkelse ,,Skal nok prøve at se om jeg kan stoppe noget af det i tide så jeg ikke gør noget liggende igen.." Sagde han stille, mens at han kiggede på ham. ,,Men jeg er en gammel.... Vampyr så... Jeg" fortalte han og kunne åbenbart ikke slutte sætningen. Han rømmede sig og bed sig i læben efter inden at han sagde ,,Har du fødselsdag?"

Han lagde sit hoved på skrå, og kiggede lidt på ud på vandet igen mens at han så på Andrei ud af øjenkrogen. ,,Tillykke med det... Hvis det er" sagde han. Det kunne nok høres på at han ville ind på et andet emme. Han havde startet mødet på en dum måde. Måske kunne han lære lidt af Andrei?

,,Jeg... Undskyld..." Normalt havde han det svært med at sige undskyld, men han kunne se på Andrei at han virkelig var blevet såret.. Men han tænkte jo ikke over det når han ikke længere var et menneske.. Han fugtede let sine læber, mens at han tænkte på hvad der ellers ville ske.. Han ville ikke gøre så meget som måske kunne være forkert alligevel..

Andrei rystede let på hovedet af ham, han ville ikke have at han skulle undskylde. Han viste jo udmærket godt hvordan vampyr var, og det var bestemt Andrei der skulle undskylde "det er ikke det" hviskede han og gav et lille suk fra sig, han havde ikke engang rigtig lyst til at snakke om det. Han viste bare at han blev nød til at forklare det, så Valentin ville kunne forstå hvorfor han begynde at råbe "mi.. min forældre.. vil sende mig på den lukkede... igen" sagde hans hulkende stemme, mens han vende blikket ned mod sandet "jeg lider af knogleskørhed" hviskede han og træk sit ene ærme op, så man kunne se forbindingen rundt om hans håndled og de mange ar han havde "så de er meget beskyttende.. je.. jeg må ikke engang gå ud" sagde han mens han træk ærmet ned på plads igen "og.. og jeg tog på ferie for et stykke tid siden.. uden mine forældre tillod det" sagde han og måtte flere gange tage en dyb indåndingen, for at kunne snakke videre "og siden jeg kom hjem.. har de snakket om at sende mig til en lukkede" hviskede han og tørrede sine kinder af, selv om de hurtigt blev våde igen "og de har ikke gjort andet idag.. de har endda glemt min fødselsdag" hviskede han og lukkede sine øjne kort hårdt i.
Han vende igen sit blik mod ham "jeg lider også af aphenphosmfobi.. angst for at blive rørt ved, får anfald.." sagde han og var sikker på at Valentin ville synes han var lige så skør, som hans forældre synes han var "men er begyndt at kunne håndtere det.. men tillader ikke at mine forældre gør det, og det bliver de også sure over" sagde han stille
Han havde ikke engang lyst til at snakke om sine sygdomme, han havde også selv på det sidste følt sig sindssyg.. når ens forældre synes det, så kunne man ikke lade være med at selv synes det.
Andrei havde nok aldrig snakket så meget, og slet ikke på en gang som han gjorde. Han følte sig også stolt inderst inde, og det var der jo også en grund til. Han så lidt tøvende på Valentin, og tørrede sine kinder af igen "m... må.. jeg be om et kram?" spurgte han helt så stille, at ordenen knap nok kom ud mellem hans læber. Han havde bare en følelse inde i sig, som om han havde brug for et kram. Alligevel var han bange for at få et anfald, men han troet nok på sig selv "og tak" sagde han lidt over, til tillykke over at han havde fødselsdag.

Dette menneske var ret såret, det kunne da enhver høre, hvis man lyttede efter. Men Det vandrende lig til Valentin kunne høre på Andrei, der var et menneske, havde brug for at der var nogen som kunne lytte. Valentin lyttede til alt hvad han sagde. Forældrene ville have ham på den lukkede og Andrei nævnte der udover at han også havde knogleskørhed..

Alt det som Der ud fra det sølle menneskets læber, gjorde en smule indtryk på Valentin. Men han kunne bare ikke gøre noget ved det.. Andet end at give en krammer til Andrei. Ak ja. Det var længe siden at han selv havde fået et kram.

Uden at han vidste om Andrei ville have den krammer, gik han hen til ham og omfavnede ham med begge arme. ,,Ved ikke om det kan hjælpe, og du siger nok nej, så kan jeg alligevel tilbyde dig, at komme ind i forvandlings processen, den som jeg har været igennem for at blive til den jeg er i dag."sagde han. En lang sætning han kom med mens at han krammede Andrei forsigtigt ind til sig.

,,Måske kan du ende med at blive stærkere hvis du bliver forvandlet.. Eller det er jeg ret så sikker på at du bliver... Men igen vil ikke gøre noget hvis du er tilfreds med dit liv" kom det fra ham, som han blev ved med at snakke. Han vidste ikke hvor længe han skulle blive ved med at kramme Andrei.. Det vidste mennesket vel kun selv.

Andrei blev helt overrasket at Valentin faktisk gav ham et kram, det var jo ikke alle som ville kramme en fremmede person og Andrei var en af dem. Det var alligevel dejligt at få et kram, det var som om ens krop slappede af i det. Selv om hans fingere rystede kraftigt i det, han kæmpede bare for at holde et anfald nede. Fordi han viste hvor meget han virkelig havde brug for et kram, også selv om han kunne mærke Valentin's kulde igennem hans tøj.
Han lag bare sine arme tæt omkring hans nakke, og gemte sit ansigt ind mod hans hals. Hans øjne gled automatisk i, mens han lyttede på hvad han sagde.
Han blev helt overrasket over det han sagde, det var jo ikke noget han selv havde tænkt over. Han viste heller ikke om det var en god idé, da han kun havde mødt vampyr som ikke var særlig rare og det havde han ikke lyst til at blive til. Valentin virkede alligevel som en venlig vampyr, men stadig var han bange.
Han kunne ikke se sig selv som en der dræbte andre, og det var der nok heller ikke særlig mange der kunne "je.. jeg ved ikke" hviskede han bare ind mod hans hals, og viste ikke engang hvad han skulle svare til det "je.. jeg ved ikke om jeg tør" hviskede han lidt efter og trykkede bare sin krop ind mod ham "og tak for fødselsdagen" sagde han mens han vende sit blik mod ham, og træk sig lidt væk fra ham med et svagt smil på sine læber.

Det overraskede ham en del, som Andrei tog imod krammet, eftersom han havde tolket ham som en forholdsvis genert fyr. Men det var vel kun positivt i sidste ende. Han havde ikke noget imod at Andrei havde lagt sine arme omkring hans hals. Valentin havde bare ikke regnet med det, han kunne godt have læst hans tanker, men igen.. den evne lå han også nogle gange på hylden ,,Du skal heller ikke få en til det, hvis du ikke føler for det", sagde han roligt, mens at han smilede lidt.

,,Jeg foreslog det bare.. fordi du er så ked af dit liv her nu.. og det er jo meningsløst.. kedeligt at se dig sådan.." sagde han. Valentin havde ingen anelse om hvad han ellers skulle sige, han var end da i tvivl om de ord han havde valgt om de nu var rigtige. Han lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe mens at han kiggede på Andrei ,,Det ville kun glæde mig hvis jeg endt med at blive din skaber.. så kunne jeg træne dig.. og give dig erfaringer, hvis du ikke bare vil dræbe.. og kun skaffe blod nødvendigt.." sagde han og holdt en pause med at snakke med fortsatte rimelig hurtigt:

,,Vampyrer er lige så forskellige, som mennesker.. jeg har min måde, at overleve på og andre har deres måde.. Nogle leve måder er mere grufulde end andre", han havde håbet på at Andrei ville forstå det. Vampyrer var faktisk ikke altid bæster som de var blevet beskrevet og opfattet af menneskeheden. Nogen vampyrer tænkte end da på andre end dem selv. Deres største fjende var vel solen, hvor der så ellers var en rangliste af de andre levende væsner. *Hmm.. jeg ved ikke hvorfor at jeg opføre mig så pænt.. men det er vel for at få kontakter omkring stederne..* tænkte han. Valentin blev nogle gange irriteret over sin flink hed. Fordi det faktisk ikke rigtig lå til hans natur. Men af og til blev han jo kaldt for: den typiske vampyr herre af en gentleman.

Hans fingere og hænder rystede svagt, og det lignede ligefrem at han frøs også selv om han ikke gjorde. Han skulle bare slappe lidt af, også ville han kunne få styr på sin krop igen. Han lyttede bare på hvad han sagde, og viste virkelig ikke hvad han skulle sige til det. Han så kort ned af sandet og vende sit blik op mod ham igen "ved ikke om jeg tør" sagde han bare og havde aldrig troet at han skulle tænke over det, at tænke over om han skulle lade sig blive forvandlet.
Andrei sende ham et svagt smil, for at vise at han nok skulle klare sig. Han havde bare en dårlig dag, eller det var det han håbede på. Han blev bare stående der foran ham, og viste virkelig ikke hvad han skulle sige. Han holde bare det svage smil på sine læber, i det han forsigtigt tog fat i Valentin's trøje "det er sødt af dig" sagde han stille og gik et lille skridt tætter på ham "men jeg bliver nød til at tænke over det" sagde han, da det ikke var noget han kunne bestemme sig for lige her og nu. Det var jo en ret så stor beslutning at vælge om man ville være vampyr, og Andrei ville ikke komme til at tage den forkerte beslutning.
For måske blev han en af de der onde vampyr? som de vampyr som han havde mødt.
"vil du gerne være min skaber? men du kender mig jo ikke?" sagde han og holde bare smilet på sine læber.

,,Du kan tænke over det så længe du vil.. Det er ikke mig der skal tage valget,, sagde han stille og roligt, mens at han kiggede på Andrei. ,,Vil man ikke.. Tør man ikke.. Vil man gerne... Så tør man.. Plejer man vel at sige.." Han rømmede sig og undrede sig en smule over menneskets pludselige spørgsmål omkring hvorfor han ville være hans skaber, når han ikke kendte Andrei hundred procent personligt.

,,Sådan er det med vampyrer.. Normalt gør vi det uden at spørge.." Sagde han og bed sig lidt i underlæben, han kiggede kort ud på havet inden han så på Andrei igen ,,Det er naturligt.. For mig bare at spørge om det.. Jeg venter på at kunne få nogle lærlinge.. Skabte børn.." Sagde han. Da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige.

For at skifte emne spurgte han ,,Vil du være med til at tage en svømme tur?", han vidste ikke om Andrei ville være mere på den, han kiggede bare på ham, mens at han ventede på et svar. Han smilede lidt med et glimt i øjet ,,På denne måde kan vi fejre din fødselsdag mere.. Inden natten ender med at få en ende" det mindede Valentin om at han snart skulle tænke på at gå i skjul. Da han ikke ville ende med at blive ramt af solens stråler.. For ellers så ville han dø. Rådne op..

Andrei var ret så glad over at Valentin spurgte ham, og ikke bare forvandlede ham som så mange andre. Han var også bare glad for at han fik den mulighed, men han viste også at det måske til sidst blev den sidste mulighed for ham. Han ville bare ikke risikere at blive en af de der, som blev efterladt helt alene. Det var nok derfor at han spurgte om hvorfor, men det så ikke ud til at han fik et ordenligt svar... eller det svar som han ønskede sig.
Hans blik blev hurtigt vendt ud mod vandet, og viste virkelig ikke hvad han skulle svare til det. Han var jo bange for vand, også selv om det var ret så pinligt. Han vende sit blik mod ham igen, og havde fået ret så lyserøde kinder bare ved at tænke over det "okay... bare ikke for langt ud" sagde han mens han gav slip på hans trøje, og tog i stedet sin hættetrøje af "jeg kan nemlig ikke svømme" mumlede han ud mellem sine læber, mens hans kinder blev lidt mere røde i det.
Ar'ene på hans arme kom frem, i det han havde fået sin hættetrøje helt af. Alle de mange ar, stammede fra alle de operationer som hans arme havde været igennem. Man kunne snart ligefrem kalde ham en halv robot, i stedet for et menneske.
Han skubbede sine sko af, mens han tog sin t-shirt over hovedet og lag den ovenpå sin hættetrøje.
Han kunne huske sidste gang han havde været i vandet, og det var bestemt ikke en dejlig tanke. Han havde været sikker på at han skulle dø, og alligevel stod han der på sin fødselsdag sammen med Valentin.
"kender du din skaber?" spurgte han om, mens hans fik åbnet sine bukser og træk dem ned "eller blev du efterladt?" spurgte han mere forsigtigt om, og bed sig i læben.
Han tog bare sine bukser helt af, og vende sit blik mod ham med et smil på sine læber. Før han vende sig om og gik langsomt ud i vandet, til vandet kom ham til midt på låret.

Valentin lagde sit hoved en smule på skrå, så det ikke så overdrevet ud, mens at han lyttede efter hvad Andrei sagde, ud fra hans læber ,,Jamen.. du kan stadig nå at lære at svømme, hvis lysten er der.. da det aldrig er forsent”, sagde han roligt, og smilede. Valentin rømmede sig og derefter lod han sin tungespids glide ud at slikke sin underlæbe. Hvorfor gjorde han i det hele taget? Når det ikke gjorde noget? Det blød gjorde ikke, som hvis et menneske lod sin tunge glide ud? Han rystede kort på hovedet ved tanken inden at han så på Andrei igen.

*Husk nu svømme turen!* tænkte han letter irriteret, og Valentin tog sig hurtig sammen og førte sine hænder ned til buksekanten for så at åbne bukserne. Først knapperne også lynlåsen. Efter det tog Valentin dem af sig og lod dem ellers falde ned på jorden, så han stod i boxer shorts. Han lod sine hænder glide op til sin skjorte og åbnede efterfølgende de knapper og trak den af for så at lade den falde ned, oven på bukserne. Lige efter røg slipset med. Endelig stod han bare i boxer shorts, mens at han beholdte sine læder handsker på. *Tror at jeg beholder dem på.. er ikke meget for at undvære dem, selvom de ender med at blive våde..* tænkte han og sukkede lydløst. Han kiggede et kort stykke tid ned af sig selv; huden var bleg som marmor og kold som is. Enkle ar kunne skimtes, fra hans fortid. Han var ikke et muskelbundt, men helt spinkel var han nu heller ikke.

Mens at de fik tøjet af hørte han vidst rigtigt efter.. med sine ører. Han lukkede sine øjne for en stund inden at han svarede og så på Andrei imens;
,,Jeg har glemt hvem min skaber er.. Jeg ved bare at det er en kvindelig fuldblods vampyr, som gjorde værket den gang..” Valentin var sikker på at han kunne lugte sig frem til sin skaber.. hvis han fik chancen.
,,Man kan godt sige at jeg blev efterladt..” sagde han hurtigt. Valentin løb hen til ham, så han gik ved siden af ,,Selvom en vampyr bliver efterladt, så er disse væsner hurtig til at lære overlevelse.. man vænner sig automatisk til det”.

Han lod sit blik falde på vandet, mens at han tænkte en stund tilbage på sit liv. Ak ja. Nok havde livet været hårdt. Men når det kom til stykket, så nød han egentlig den person som han var blevet til den dag i dag.

Andrei viste godt at det ikke var for sent at lære at svømme, men det var svært når man var bange for vand.. og ens forældre bare ville holde en indenfor. Han kunne ikke engang selv huske, når han frivilligt havde været nede i vandet. Han havde altid været en genert dreng, og derfor ikke havde haft nogle venner at tage der hen med. De fleste ville jo også bade om dagen, når der var en masse mennesker rundt omkring. Han havde det jo med at holde sig for sig selv, og derfor aldrig haft en chance for at lære at svømme.
Han så bare nede i det mørke vand, og kunne mærke hvordan hans nakkehår rejste sig op. Han havde jo en livlig fantasi, og kunne overbevise sig selv om alt muligt. Han vende bare hurtigt sit blik mod Valentin, og prøvede på at glemme at han var i vandet. "det er jeg ked af at høre.. men godt at du har klaret det selv" sagde han og prøvede på at lyde opmuntrende, også selv om han synes det var utroligt synd for ham. Han var jo en af de der, som tog følelser meget seriøst og kunne blive trist på grund af andre.
Hans ansigt udtryk ændrede sig fra trist, og til lidt drillende i det. Han havde det med at ændre sit ansigt udtryk på få sekunder, da det samme skete med hans tanker. Han tog noget vand op i sine hænder, og kastede det på Valentin "haha" prøvede han at grine med en ond stemme, også selv om han ikke var særlig dygtig til den slags.
Han skyndte sig bare at tage mere vand op i sine hænder, og kastede det atter igen på Valentin "en våd vampyr" grinte han

Valentin blev fanget en smule af tanke mulder, hvor han fokuserede på fortiden. Men pludselig mærkede han noget vådt på sig som gjorde at han blev distraheret og han rystede hurtigt på hovedet, inden at han rettede sin opmærksomhed hen på Andrei og med et lidt overrasket ansigts udtryk, hævede han det ene øjenbryn ,,Uhm.." kom fra det ham inden at han nævnt en sætning som han havde på hjertet, selvom det ikke længere bankede inde i kroppen ,,Det var ikke særlig sødt gjort.. Andrei", sagde han dog med en sarkastisk undertone i stemmen.

,,Hvis jeg skulle være ærlig så troede jeg ikke at du kunne finde på sådan noget.. altså..", Valentin lod sit blik glide kort ned på vandet med dets fine små bølger ,,Tsk.. tsk.." tilføjede han så med et glimt i øjet efter at han så på Andrei igen. Først havde han i tankerne om at gøre ham vand stræk.. men det var nok en dum idé, når drengen allerede var bange for vandet.. og ikke kunne finde ud af at svømme. Han gik hen til Andrei med raske skridt og førte samtidig sine hænder ned i vandet for sådan at han kunne sprøjte vand tilbage på Andrei som hævn i en rimelig stor bølge, mens at han bevægede sine hænder frem af i vandet og tilbage igen, sådan fortsatte han end til at han stod lige foran ham.

,,Endnu engang tillykke med fødselsdagen", sagde han med et grin, Valentin havde ikke prøvet noget så sjovt i lang tid. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde moret sig sådan. Det måtte han inderligt indrømme, Andrei var noget for sig selv. Tænk at et menneske kunne gøre sådan et indtryk på ham? ,,Og der udover vil jeg sige tak for badet.." tilføjede han. For de gange at Andret havde sendt vand hen på ham.

Andrei var bestemt barnlig og det var nok få der kunne holde det ud, at en dreng på 17år kunne opføre sig på den måde som han gjorde. Han havde bare ikke lyst til at vokse op, blive en kedelig gammel mand. Han ville have det sjovt, også selv om han ikke kunne fungere helt som et normalt menneske nu kunne.
Han kunne ikke lade være med at grine, mens han tog sine hænder op til ansigtet for ikke at få vand der "nop.. jeg er også ond" sagde han og prøvede atter igen at lave et ondt grin, som han bestemt ikke var særlig god til.
Andrei tog sine hænder ned, da han ikke mærkede mere vand og så bare på ham med et stort smil på sine læber. Det smil som han altid fik, når han begyndte at stole på folk "troet du ikke?... jeg er jo ellers et meget meget meget meget farligt menneske" sagde han og blottede sine tænder, for at se mere farlig ud også selv om det bare så fjollet ud.
Han kunne ikke lade være, og prikkede ham en enkel gang på næsen "vampyr har også brug for et bad en gang imellem" sagde han med en professor stemme, også selv om han var ved at dø af grin imens
"tak" sagde han og lag sine arme over kors, mens han prøvede at se mere alvorlig ud "hvor er min gave så?" sagde han med en forkælet stemme, og rakte sin ene hånd hen til ham mens han prøvede på at holde masken.
Han havde nok aldrig troet at denne dag kunne slutte så godt, at han havde fået sig en ny ven og han kunne få smilet frem igen.

Valentin kiggede på ham med store øjne mens at han mente at han havde hørt rigtigt.. Hørelsen kunne vel godt svække engang imellem.. *Gave.. huh?*, tænkte han letter forvirret og førte sin ene hånd om bag nakken hvor han kløede sig lidt..
*Åh jo.. det er rigtigt.. fødselsdags barn plus gave!*, Valentin havde ikke lige tænkt sig om. Det var så længe siden at han havde tænkt på sådan noget med gaver, og det at fejre.
Alt det der...

Men der var bare lige et lille problem..

Valentin havde ikke noget på sig som han kunne give.. Da de ting som han havde var noget han ikke lige frem kunne undvære. Han havde i det hele taget heller ikke penge på sig. Han var en fattiglus når det kom til stykket. Han bed sig lidt i underlæben, mens at han så på Andrei og tænkt over situationen.
Men så tog Valentin fat om hans håndled og gik et skridt tættere på ,,Ja vel ja.." sagde han lavt og smilede lidt alligevel ,,Her er din gave..", måske ville Andrei misforstå det, men det var nu ikke fordi han lagde op til så meget.
Han lod sin tunge glide ud for at slikke på hans hånd.

,,Håber at du kan bruge.. det til noget", sagde han og fniste. Inden at han slap sit greb om hans håndled. Man kunne nok mærke og høre på Valentin at han ikke var så menneskelig. Han havde næsten glemt hvordan det var at være et menneske i det hele taget. Fordi hans var inde i den process om at blive en vampyr for mange år siden. Når man så på det, så ville nogen nok blive lidt skræmt. Andrei stod jo i virkeligheden overfor en meget, meget.. gammel mand.