Maybe I am her only hope?

Papir blev smidt på bordet foran hende. Hun trak sig selv op og så træt ned på dem. ”Det er om familien, der boede der. Der siges, at der foregår noget mistænkeligt der og en af naboerne har endda set en lille pige gå ud og ind” en rusten mande stemme havde taget hendes opmærksomhed. Hun så op på hendes chef. En meget lille mand, men med en kraftig stemme. ”De går så langt og siger, at der spørger derinde. Familien skulle åbenbart have haft en lille datter og hendes sjæl er på magiskvis spærret inde eller noget” brummede han og drak noget kaffe. ”Det forstår jeg slet ikke” sagde Saundra og rynkede sin næse. Hun så ned i papirerne. En køn familie billede dukkede og hendes øjne fangede hurtigt den lille pige. ”Der er heller ikke noget at forstå. Du skal simpelt tjekke stedet ud, fortælle naboerne, at der ingenting er også er den sag ude” han vendte sig om og hun hørte lige hans sidste ord:
”Hvad skal det næste blive? Varulve?” hans latter fik hende til at rulle med øjnene. Hun rejste sig op men tog ikke rigtig øjnene fra billedet. Hendes arbejdsjakke lagede sig om hende og hun snuppede et stykke æble inden hun gik ud af døren og ind i politibilen.
Billedet var stadigvæk foran hende, mens hun kørte af sted til området, som blev kaldt Logement. Ikke et særligt godt sted at opvokse, tænkte hun, mens hun lavede et sving.

Hun stak æblet i munden og tog et ordentlig bid af den. Hendes mørke øjne holdt øje med vejen og det tog ikke så lang tid før hun ankom. Hun steg ud af bilen og tog billedet med sig. Papirerne havde hun skam ikke tid til at læse. Hendes øjne betragtede de legende børn og nogle kvinder, som sad og snakkede. Nogle af børnene kom løbende imod hende. En lille dreng stillede sig foran hende og hun var nødt til at standse op. ”Er du en rigtig politimand?” sagde han og kløede sig på næsen. Saundra lavede en grimasse og vidste ikke helt om hun skulle være fornærmet. ”Ja det er jeg. Må jeg spørge dig om noget knægt?” sagde Saundra og satte sig på hug så hun var på øjenhøjde med ham. Han havde dybblå øjne, der havde oplevet mange grufulde ting. Hun fik ondt af ham. ”Kender du denne her pige?” spurgte hun og idet kom en pige gående imod drengen. Hun så ikke glad ud. ”Kom, Jim, mor kalder” sagde hun og sendte, Saundra, et dræberblik. Kvinden rejste sig op og slog ud med hænderne. ”Bevares!” sagde hun og begyndte at gå imod huset. Det så egentlig meget fredeligt ud og hun vidste ikke helt, hvorfor folk skulle være bange? De levede trods alt .. her.

Da hun var kommet ind i huset fik hun gåsehud. Der var nemlig koldt, men ingen af vinduerne var åbne. Hun kunne ikke se, hvordan en lille pige skulle leve her, da alting så uberørt ud. ”Halo?!” råbte hun og gik ind i den lille stue. Stedet så sgu ikke for kønt ud. ”Er der nogen?!” blev hun ved med og gik nu ind i køkkenet. Alt lå tæt på hinanden og der kunne kun bo tre eller to mennesker her. Men sikke et sted for et barn.
Hun fandt billedet frem igen og stirrede ned på det. Hun lagede nu først mærke til, at der kun var pigen og en dame på.
Hun skulle til at vende om, inden hun hørte et lyd..

Lux sad i en busk og bandt nogle græsstrå sammen så de blev til små knuder. Hun havde altid været meget kreativ, men uden hendes mor virkede den evne ikke længere. Hendes mor var hendes muse, uden hende var hun ikke så god til den slags længere. Hun havde prøvet at tegne, men de var ikke blevet nær så pæne som de plejede, hun havde prøvet at lave figurer af træ, men de var blevet skæve. Hun kunne bare ikke finde ud af det længere. Hun prøvede og prøvede, det var det eneste der kunne få noget til at virke normalt. Alting havde forandret sig og det var alt for mange forandringer på en gang. Hun kunne ikke håndtere dem, ikke så mange på en gang. Hun havde ikke et problem med forandringer, men at miste sin mor, sit hjem, sin hobby og normalt syn på engang var for overvældende. Men Luxs mor sagde at hun var en stor pige, så det måtte hun være. Hun kunne godt klare det.

Hun ledede stadig efter hendes mor, men ind imellem gik hun tilbage til lejeligheden, hun følte sig hjemme der. Et smil bredte sig på hendes læber da hun så en dreng, hendes ven, komme løbende forbi hende. Han stoppede op og så chokeret på hende gennem busken. før han løb tilbage hvor han kom fra. ”Mor! Mor! Det var hende pigen. Hende du sagde der ikke var her længere.” Lux så først dem og undrende sig. Hun var der da stadig. Hun rystede forvirret på hovedet så det mørke hår faldt fra hendes skuldre til hendes bryst. Lux kunne ikke forstå alle de ting der skete i hendes liv. Hendes syn var anderledes, dem hun kendte virkede bange for at se hende og tiden virkede til at gå i stå omkring hende nogen gange. Lux gik væk fra børnene og deres mødre. Hvorfor troede de at hun ikke var der længere? Hun stod lige foran dem.

En ukendt kvinde stemme var til at høre et stykke derfra, Lux så over mod hende, men gemte sig bag en mur da hun kiggede i Luxs retningen. Da hun gik op i opgangen til hendes tidligere lejelighed, blev Lux nød til at følge hende. Hun løb med raske skridt hen til opgangen og gik op af trapperne der førte op til hendes lejelighed. Hun gik ind og blev trist af at se det tomme hjem, hun ønskede bare at hendes mor ville komme tilbage. Kvindens stemme rungede igennem den tomme lejelighed, Lux kunne høre ud fra hendes fodtrin at hun var inde i stuen, så hun prøvede at snige sig uden om hende. Hvorfor var der en fremmede kvinde i hendes hjem? Da hun gik ud i køkkenet fulgte Lux efter, hun hoppede op og satte sig på et enkelt bord der var beregnet til at forberede mad på, det var ved siden af komfuret. Den røde kjole med en lilla sløjfe om livet nåede et lille stykke udover bordkanten, men ikke meget. På hendes ben var der grå strømpebukser med nogle huller i og på hendes fødder slidte kondisko. Hun lod blidt hendes hæle ramme kanten af bordet.

I det hun vendte sig om så hun den lille pige. Forskrækkelse havde gjort det, at hun havde trukket sit våben frem. Hun sænkede den hurtigt, da hun så det bare var en lille pige. Saundra blev forvirret. Hvorfor virkede pigen så velkendt? Hun kendte da ikke særlig mange børn. Måske var det en af børnene udenfor hun havde set, for hvor skulle hun kende den lille pige fra? – Også kom hun i tanke om det. Hun fandt hurtigt billedet frem fra indersiden af sin jakke og hun så skrækslagene på pigen. ”Er det her en slags joke?” stammede hun og så sig omkring. Det kunne godt ligne en af, Mikes, pranks. Men det så ikke ud til, at der skete noget og hun vendte sig imod pigen. Hun lag hovedet på skrå og lavede en synkebevægelse. Hun havde præcis det samme tøj på, som hun havde på billedet, dog var det bleven beskidt og ødelagt. Passede det folk gik rundt og sagde? At den lille pige levede her og spøgede? At hun er forbundet til stedet? Fandtes sådan noget overhoved?

”Okay Mike! Du fik mig! Ha ha!” sagde hun og spredte sine arme. Hun drejede om sig selv og der skete stadigvæk ikke noget. Pigen sad der som om alting var normalt og kiggede på hende. hun fik gåsehud og hun prøvede at minde sig selv om, at spøgelser ikke fandtes. Der var en forklaring på det hele. Det måtte da være!
”Hvordan kan det være, at du er her?” sagde Saundra og gemte pistolen væk, da hun ikke regnede med at pigen ville angribe hende. Og hvis hun var et spøgelse som alle gik rundt og sagde, ville hun så ikke bare gå igennem hende? ”Du.. Du er hende her ikke?” sagde Saundra og viste pigen billedet af hende og hendes mor. Måske havde folk taget fejl. Måske var pigen ikke blevet skudt. ”Hvor er din mor og far?” tilføjede hun og nærmede sig pigen. Detter her var over hendes niveau. Hvad skulle hun stille om med barnet som måske var et spøgelse. Ingen ville tro hende og kunne overhoved være bekendt at sige det videre? Pigen ville jo aldrig få fred. Når hun kom hjem var hun nødt til at læse om spøgelser, mindede hun sig selv om.

Lux fik et underligt deja vu da hun så pistolen rettet mod hende, hun så en stor mand pege en pistol mod hende. Efter hun havde blinket flere gange så hun igen på kvinden foran hende. Lux havde aldrig set hende før, men hendes mor ville ikke bryde sig om at hun snakkede med en indbrudstyv. Det måtte da være en indbrudstyv, hvorfor var hun ellers i en fremmedes hjem? Hun hoppede ned fra bordet og så på hende med et blik der ikke var fyldt med barneglæde som sædvanligt, det var fyldt med nysgerrighed og vrede. ”Vil du høre en joke? Jeg kender mange jokes.” Hun trippede en smule med hendes fødder mens hun stod der. Hun var rastløs, som om hun ikke vidste hvor hun hørte hjem. ”Hvem er Mike? Jeg hedder Lux, det betyder lys.” Hun så smilende på hende, det var længe siden nogen havde talt med hende, så hun var glad for at der endelig var en hun kunne snakke med.

Lux trådte frem og så på billedet hun viste frem. Hun nikkede til hende og pegede på hendes mor. ”Det er mig og min mor.” Da hun spurgte til hendes far og mor så hun sig automatisk rundt i køkkenet. Hvis bare hun vidste hvor de var, så ville hun ikke have så stort et problem. ”Min mor er blevet væk og min far kender jeg ikke.” Hun gik tættere på hendes så hun blev nød til at bukke nakken for at se hendes ansigt. Hendes grønne øjne så store ud når hun stod sådan. ”Vil du hjælpe med at finde min mor?” Lux havde brug for sin mor, ellers ville hun ikke kunne vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes mor hjalp hende altid når hun havde problemer og det der skete i hendes liv nu var et problem. Hendes blik var afventende og havde også afsavn blandet i, hun ville bare gerne vide hvad der skete. Det var det eneste Lux forlangte, forklaringer på hvad der skete omkring hende.

Hendes hjerte bankede. Hun havde været udsat for grove mænd, liv og død, men aldrig havde hun stået over for et spøgelse. Men det sjove var, at hun ikke troede på det. Ikke et sekund. Der måtte være en logisk forklaring på det her. Det måtte da! ”Je..jeg..” hun trådte tilbage da pigen hoppede ned. Hun havde aldrig brudt sig om børn, men dette her var langt over hendes fantasi. Det var jo taget ud af en gyser film. Hun hørte på pigen, som tydeligvis hed Lux. Lavede hun sjov med hende? Hvorfor virkede hun så glad? Vidste hun da ikke, hvad der foregik? Saundra bevægede sine læber da pigen var færdig med at snakke. For første gang i lang tid, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Tænk, hvis pigen virkelig var et spøgelse? ”Vent lige” sagde Saundra og gik væk fra pigen og lige ind i stuen. Hun stillede sig foran vinduet og fandt sin telefon frem. Hun tastede et velkendt nummer ind og lag telefonen på øret. ”Hvad hed pigen?” spurgte hun. ”Er hun død?” tilføjede hun og der blev svaret. Hun sænkede telefonen og vendte sig imod pigen som kunne ses i køkkenet.

Hun bevægede sig tøvende imod pigen og satte sig på hug foran hende. Først så hun ned og derefter på Lux. ”Mit navn er Saundra. Jeg er en betjent, som er blevet kaldt for at ordne uroen herinde. Det ser ud til, at du ikke burde være her” hendes stemme rystede og hun var oprigtigt bange. Pigens blik gjord hende trist til mode og hun var ærligtalt forvirret. Saundra pustede luft ud og lukkede sine øjne. Skulle hun mon fortælle pigen sandheden eller bare lade hende være? ”Jeg kan ikke hjælpe dig med at finde din mor. Hun er op i himlen” sagde hun og prøvede at smile. Hun kendte ikke så meget til børn, det måtte hun indse og det ville hun måske aldrig komme til. Hendes mor havde ret. ”Men du burde slet ikke være her Lux” Saundra rejste sig op og tog sig til hovedet. ”Du er død”

Lux kunne ikke forstå hvorfor hun virkede så bange. Det var bare hende der var der, en 12-årig pige. Ikke noget at være bange for. Hun undrede sig længe over det, men lige meget hvor hun end prøvede at forstå hendes tankegang. Da kvinden gik ud af køkkenet stod Lux og kiggede efter hende. Hun kunne høre hendes stemme, men ikke høre hvad der blev sagt. Alle de forandringer hun gennemgik var skræmmende for hende, hun havde de sidste par dage gjort hendes bedste for at forstå dem og lære at leve med dem. Men der var ingen hun kunne dele det med, ingen der kunne hjælpe hende på vej, få hende til at forstå dem. Lux så på hende da hun kom tilbage til hende.

Hun vidste ikke hvad det var for noget uro hun mente. Der havde ikke været andre end Lux derinde når hun havde været der. Men hun valgte at lytte til hvad hun havde at sige uden at afbryde hende. Hun spærrede øjnene op da hun sagde at hendes mor var i himlen. Hendes mor kunne da ikke være død, det var hun ikke. "Nej.. Min mor er ikke død. Det kan hun ikke være." Hun fik tåre i øjnene og så ned, hun kunne ikke tro det. Hvordan kunne hendes mor være død? Selvfølgelig burde hun være der. Hun boede der. "Men jeg bor her. Jeg..." Hun nåede ikke at sige mere før hendes ord gav genlyd i hendes hoved. Død. Lux var ikke død, hun stod lige der, levende. "Er jeg død? Men jeg er jo lige her.. Jeg kan ikke være død." Hun trådte et skridt tilbage og så sig forvirret omkring. Død. Død. Død." Lød det i hendes hoved.