Mord på scenen ! - Angelie

Skyggerne var efterhånden blevet lange, solen stod ikke nær så højt på himmelen mere. Og lå som en kugle i horisonten og badet Di morga by i et flot lysende guld skær. Mennesker var samlet fra nær og fjern for at se denne specielle forstilling som ville tage sted i aften, kjolerne hvivlede rundt, og en masse fotografer var for at tage billeder af de mange gæster der var mødt op. Der i blandt var Faith Jável. Hun kom gående i en flot lang sort kjole som sad tæt foroven rundt omkring hendes bryster, men ellers lå det ned omkring hende som silke, og bølgede værd gang hun gik. I hånden havde hun en lille taske uden nogen strop, som også var lavet af et sort stof. Hendes rødflammende hår bølgede ned af ryggen på hende, eftersom at hun havde ladt det løst. Og hendes høje sko lavede de sædvandelige lyde som hun kom gående ned af gaden til den rødeløber. Folk vente sig om ved lyden og sendte hende lange blikke, hvilket hun egentlig godt kunne forstå, efter bidet som vampyr, var hendes hud blevet helt marmor hvid, næsten gennemsigtig, hendes hår blodrødt, og øje endnu mere markant sort end ellers. Hvilket gav hende et meget statisk træk, de høje kindben, og den lille næse, samt de fyldige læber. Hun havde i den grad fået en gave, hvad kom til at forfører mændende. Hvilket jo bare gjorde hende til det perfekte rovdyr, hvad hun nu var blevet til. Hun bed sig lidt i læben og sendte mændene, et lille uskyldigt smil. Hvilket hun jo langt fra var, men efter mødet med Cash, havde hun fået andre mænd på hjernen. Eller rettere en mand på hjernen, hvilket var ved at drive hende til vanvid rent ud sagt!

Da hun kom ind i selve teateret, lod hun de ravne sorte øjne, glide rundt på de mange velklædte gæster, mest af alt for at se om der var nogen hun kendte. Og ja, mon ikke der var, mange fra hendes oprørske gruppe mod Zane. Men der blev kun udvekslet nogle høflige nik, men der var så også det. Derfor fik hun taget sig et champange glas og gik langsomt ind i selve salen, hvor at det hele skulle foregå. Hun sukkede stille af glæde over at have taget sig en friaften, det var egentlig lige det hun havde haft trang til i meget lang tid, selvom at hun havde et jo på halsen, nemlig at gøre det af med Angelie C. Walentina. Navnet havde sagt hende noget, og det kun efter lidt tid, at det var gået op for hende at det var pigen som hun havde haft en slås kamp med ved diskoteket. Hun rystede på hoved, og kunne egentlig ikke vente til at få fingrende i denne lille møg tøs. Magen til frækhed hun havde vist over for Faith, men det var cool. Nu fik hun sin hævn, og kunne slet ikke vente med at få sine fingre i hende. Hun fandt hurtigt sin plads og satte sig ned, selvom at der var lidt tid inden at det hele skulle starte. Hvad så, så undgik man da, de massende folk. Hun sippede lidt til sin drink, og så nogle få mennesker som havde fået samme idé som hende, at gå ind før de andre.

Som forventet, begyndte folk at masse sig ind på deres pladser ti minutter før at forstillingen skulle til at starte. Og Faith måtte rejse sig for syvendehundrede gang. Hun sukkede irriteret da hun endelig fik lov til at sætte sig ned, og havde i den grad, lagt mærke til at det var mændende der havde insisteret på at de skulle gå den vej, lige der hvor hun sad, for at komme hen til deres pladser. Liderlige handyr, var det eneste hun kunne tænke. Hun kiggede lidt rundt og spurgte sin sidemand, hvad det nu lige var det var stykket hed "Mord på scenen.." mumlede han tilbage, og hun sendte ham et blændende smil som tak, før at mørket langsomt faldt på og skuespillerne begyndte at tage igang med stykket.

Ligesom flere tusinde af andre mennesker, havde en spinkelt, og lav pige, valgt at indtage teatrets røde løber den aften, for at se den specielle forestilling. Hun havde læst blændende anmeldelser om dette stykke, og nysgerrigheden havde overvundet en indre kamp, som havde udspillet sig inden i Angelinas hoved.
uvidende omkring de farer, som lå på hendes liv, valsede hun elegant op langs det røde stykke klæde, som var blevet lagt ud på jorden, mens et hvidt og fængende smil, hang på hendes læber. Hun vidste dog også at det ikke var noget i forhold til hvad en vampyrpige ville kunne præstere, men Angelie var alligevel ret taknemmelig for de blikke hun modtog fra flere mennesker.
der var vel heller ikke noget at sige til det. Den indigoblå kjole, som sad tæt ind til overkroppen, og var stropløs i toppen, bredte sig fra livet og nedefter, ud i en vifte, så det næsten kom til at ligne et ballerinaskirt. Kjolen stoppede lige mellem knæene og livet, midt på lårene faktisk, og de matchende sko, gjorde hende omkring seks centimeter højere end normalt. Man kunne ikke føle sig andet en guddommelig og smuk i sådan en kjole, hvilket hvert eneste kvindemenneske i dette teater nok gjorde, indtil de så en kjole, som var pænere end deres egen, og så skulle sladderen ellers bare igang.
Jo Angelie kendte den alt for godt efterhånden, men faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad i disse dage om hvad folk tænkte omkring hende. Hendes søde'lille'pige facade var forsvundet, som duk fra solen, allerede en måneds tid inden, hvor Angelie havde været ude fra Di Morga. Et gammel bekendtskab havde kontaktet hende, og Angelie var fløjet direkte til Miami, for at møde hendes gamle elsker, som åbenbart ønskede hende tilbage, fire r efter de var gået fra hinanden. Det var bare så typisk mænd, og raseriet var boblet så hurtigt op i Angelie, at hun allerede sydede indvendig ved synet af ham.
Hun havde handlet overilet, og direkte dumt, men sjovt nok havde hun nydt den rus, som var følget med hendes handlinger, og hun fortrød ikke et eneste træk. Lige fra forførringen, til voldtægten, og torturen.. Hun havde nydt hvert eneste sekund af den hævn, som havde boblet i hende.
Angelie nåede nu ind i salen, og et dæmpet fløjt udtrykte hvor imponeret hun var over teatrets indvendige udsmykning. Det var i sandhed værd at se, selv uden en forestilling.. men hvem sagde nej til at se et stykke om mord på scenen. Ikke hende i hvert fald.
En teenagedreng rakte hende en flyer, hvori skuespillernes navne og rolle stod i, og Angelie tog imod den med et smil, inden hun bevægede sig ned mod de første rækker, som skulle befinde sig lige foran voldgraven med musikorkestret.
Hun bemærkede et enkelt ord i folderen, som opfangede hendes opmærksomhed. Så skuespillerne sad også blandt pupblikum? Det skulle nok blive en interessant aften. Det store ur rungede ti gange, for at vise at klokken nu havde rundet 22, og forestillingen skulle til at begynde. *14 B.. 14 B* tænkte Angelie roligt, mens hun drejede til højre, og bevægede sig ind langs rækkerne, for at finde sæde nummer 14. Det var egentlig ikke noget problem, da det stod tomt og kaldte på hende. Personerne rejste sig høfligt, og ventede på at Angelie passerede dem, inden hun satte sig ned på det tomme sæde, og vendte forventningsfuldt blikket mod scenen.
Der var faktisk kun en enkelt ting, som Angelie ikke bemærkede, og det var pigen bagved hende, som havde det flammerøde hår, og den smukke mælkehvide hud. Et syn, som de færreste ikke ville undgå at overse, men Angelie var vant til vampyrlignende væsner. Hun ofrede dem ikke mange tanker, og fandt dem også kedsommelige. Desværre vidste Angelie bare ikke, at lige netop den pige, var hende, som Angelie havde været i kamp med inde på det lokale diskotek for noget tid efterhånden.
Dog havde hun aldrig glemt episoden. Tænk at hende Faith havde været så dumdristig, og bare havde snakket til Angelie på den måde. Helt ærligt. Hvad skulle det forbandede kvindemenneske også blande sig i andres sager for!!

Hun lod hænderne hvile på hendes hænder og kiggede lidt på sin flyer som hun havde fået, og lagde hoved en anelse på skrå for at læse den, selvom at det var lidt mørkt, var hendes øjne efterhånden ved at blive gode til at se i mørket, på grund af de extra kræfter hun havde fået af Cash. "Hmm.." kom det en smugle brummende fra hende, det var der hun lagde mærke til pigen. Angelie.. ej det kunne bare ikke passe at den lille unge.. grr! Hun vente hurtigt øjnene mod hende, med et blik der kunne dræbe, ja nu skulle der nok komme mord, rigtigt mord! Den lille snothvalp skulle ikke have lov til at løbe om hjørner med hende denne her gang! Hun kiggede lidt rundt og åbnede langsomt sin taske, ja, hendes seksløber lå stadig der nede med lyddæmper på. Hun smilede et lettere sadistisk og kiggede lidt frem og tilbage, jo det skulle nok gå let, hvis det var sådan at hun ville have det skulle gå, ikke så let. Hun lænede sig tilbage og betragtede den lille pige i hendes øjne der sad foran hende. Måske var hun ældre når det kom til hendes kropsalder, men når det kom til hvem der havde levet længst tid, var det helt klart Faith som var overlegen. Hun prustede langsomt ud og lod hendes tunge glide hen over hendes kridhvide tænder, egentlig bare en vane hun havde fået.
Manden ved siden af hende sendte hende et lille blik, og det var der, det gik op for hende at dette var en af skuespillerne, han rejste sig op med et brøl og alle, eller i hvert fald fleste fik et kæmpe chok, mens Faith bare sad urørligt og kiggede frem for sig, på sit nye offer som meget snart ville se det som alle hendes andre opgaver havde set.
Og nu, begyndte selve forstillingen, gad vide hvor længe hun skulle vente, tolv sekunder var gået, et minut. Hun rystede på hoved, mens hun langsomt tog sin pistol op, på en eller anden måde virkede det bare for let. Rejse sig op, skyde hende lige i hoved? Hvor mange ville ikke tro det var en del af stykket? Ud over skuespillerene selvfølgelig, og før de kunne nu at få fingrende i hende var hun allerede over alle bjerge, hvad var der at gøre? Hun lod langsomt tungen glide over sin læbe, som om hun havde kigget på noget der var yderst udsøgt mellem madlavnings kunsten. Men sådan var hun jo, syg i hoved efterhånden, og det passede hende sku godt. Problemet var hende bare, det var sku alligevel for let, hun havde brug for noget mere, hvad skulle hun sige. Udfordring så at sige, dette var bare for let. Måske hun skulle gøre sig opmærksom? Hun lukkede kort øjnene og lod hånden glide hen over den fine pistol og fandt langsomt grebet, og førte den ud af tasken og lænede sig forover med den. Langsomt satte hun den ved Angelies nakke og førte læberne over til hendes ører "Du forholder dig bare helt rolig.. snothvalp.. eller det skal være mig en fornøjelse at fyrer knoppen af på dig, inden du for nået tallet et.." Det var egentlig utroligt at ingen lagde mærke til det, det var efterhånden så mørkt, at folk kun havde øjne for hvad der skete op på scenen. "Jeg er ked af at sige det smukke, men dette bliver sku din sidste forstilling du kommer til at se i dit liv.. aldrig mere skal du have lov til at forulempe andre.. nu.. er det på tide at du dør.." hun løsrev sikringen og det gav det velkendte klik, nu skulle hun bare trykke på aftrækkeren og, plop, lille Angelie ville falde død om med et hul i hendes hoved.
Så fristende, så sygt, også dejligt! Hendes læber var stadig udfoldet i et mere eller mindre sindsygt smil, ikke noget man skulle spøge med, nej langt fra, men sådan var det. Ikke alle var helt raske oven i, og Faith var nu ligeglad. Hun elskede at tage liv, det fik hende til at følge at hun faktisk kunne herske over noget, hun herskede over personernes liv, som hun skulle til at dræbe, det var alene hende der bestemte om de nu skulle dø eller ikke skulle. Hvor lang tid det skulle tage, og hvor pinfuldt, faktisk var hun lidt sur over at det skulle komme så let for møgtøsen. At hun ikke fik den pinefulde død som Faith nu engang havde forstillet sig at hun skulle have, men hvad. En død var en død, og sådan var det jo bare.
Faith sad helt rolig, og var klar på alle mulige former for fulgt, ud over sin pistol havde hun også tog daggert der var gemt under hendes kjole og meget lette at få fat i, plus en lille pistol ved inderlåret. Hvis det skulle lykkes hende at tage dem fra hende, så skulle hun sikkert nok dø, på en eller anden måde.

Angelie smilede skævt, da hun bemærkede hvordan lyset blev dæmpet, og musikken satte igang, for at gøre klar til introen. Hun smilede stadig, mens hun ikke så meget som rokkede sig ud af stedet, da en skuespiller bagved begyndte at råbe op omkring noget utroskab. Faktisk fangede Angelie ikke så meget af sætningen, for i samme sekund, mærkede hun en kulde brede sig i nakken på hende selv. Følelsen var alt for velkendt, og Angelie var sikker på at en person lige havde stukket en pistol i nakken på hende. Men hvem`?
Svaret var ikke længe om at dukke op i Angelies hoved, da en iskold stemme fyldte hendes trommehinder med et grusom snerren, som om den bare ventede på at få lov til at gøre det af med hende.
*Satans* tænkte Angelie irriteret, mens hun overvejede hvad der ville være det smarteste at gøre i lige netop denne situation. Det hele kunne sagtens indgå som en del af stykket uden alt for mange ville vide, hvad lige netop dette opgør gik ud på. Men lige nu følte hun for aat spille lidt med på joken. Hvis Angelie skulle dø, så skulle hun i hvert fald nyde sine sidste minutter.
"Nurh.. Smed han dig ud igen siden du er i teatret alene?" spurgte Angelie højt. Så højt, at hver eneste person i salen ville kunne høre hendes stemme. Tilskuerne ville betragte det som skuespil, men Angelie og Faith vidste at dette virkelig var dødsens alvor.
Angelie høstede et meget forurettet blik af en kvinde, der åbenbart havde været igang med at svare den råbende mand ved siden af Faith, og han stod bare med et alt for forvirret blik.
Angelie snerrede dæmpet, inden hun i en langsom og glidende bevægelse, rejste sig fra stolen, og hørte hvordan den klappede op, og endte sin gang med en dump lyd.
Langsomt.. Som om det hele gik i slowmotion, vendte Angelie sig om, så hun kunne stå ansigt til ansigt, med den pige, som vovede at true hende på livet, og så foran et helt pupblikum som vidner.
"Hvor må det være hårdt for dig.. hvem har han vraget dig for denne gang?" spurgte Angelie nu istedet, ligeså højt som før, og med en alt for sukkersød stemme. Hun var sikker på, at Faith ville være mere end interesseret i at spille med på spørgen, og det ville samtidig give Angelie en chance for at finde en måde at snige sig uden om sin død. Loven sørgede for at hun ikke kunne bruge sin evne, og forvandle sig til en kat foran de andre. Selvom hendes indre dyr var langt mere overlegen, og havde større chancer for overlevelse, end hendes menneskelige jeg. det var egentlig så meget til grin, at Angelie ikke kunne lade være med at udstøde en frastødt latter, som ville skære i andre menneskers øre, og lyde som når negle køre ned af en tavle. Den hvinende latter, fik folk til at skrige svagt, og sætte hænderne for ørene, og imens valgte Angelie roligt, at kravle over sæderne, som førte op mod den dødbringende scene, hvor der garanteret var gemt balloner, som indeholdt kunstigt blod. Eller de havde måske endda brugt griseblod i dette teaterstykke for at gøre det mere livligt.
Igen løb tanken igennem Angelies hoved. dette stykke ville blive alt for livligt. Enten ville den ene eller den anden dø denne aften, det var sikkert. Det havde været så tæt på sidste gang, men desværre havde en eller anden møgsæk valgt at blande sig i Faiths og Angelies opgør, og vejen, som førte mod mordet var blevet fjernet, og uden at vide det, havde de to fjender stillet sig sammen, overfor den anden pige, som vist havde været vampyr, hvorefter de begge havde svinet hende på det groveste.
Angelie var nu nået helt frem til musikgraven, og rettede sig op. Musikeren, som sad foran flyglet protesterede højlydt, da Angelie valgt at træde hårdt ned på tangenterne med den ene stiletsko, hvorefter en bølge af falske toner løb igennem lokalet. Det næste skridt endte på toppen af det samme flygel, hvorefter Angelie vendte sig med front mod Faith.
"Tør du ikke`?" spurgte hun drillende, siden Faith stadig ikke havde sendt et skud efter Angelie. Faktisk var det mellemrum, som før havde været få centimeter, nu blevet til tolv meter, hvilket Angie var ret godt tilfreds med.
"Hvor sørgeligt.. Nu havde jeg glædet mig til en fair kamp, og så medbringer du en pistol.. Hvor er du bare en dårlig taber Faith!" Navnet blev nærmest spyttet ud af Angelies rolige, og meget harmoniske læber. Der skulle ikke meget til at tirre Faith, og hun vidste det ligeså godt som Angelie.. Det var bare et spørgsmål om tid.. men at lege med maden ville Faith helt klart foretrække.

Hun kiggede rundt på menneskerne, som fik Angelie til at få den til at rejse sig op inden at hun fik snerret at hun skulle sætte sig ned igen og ikke rører på sig eller også ville hun skyde, hun rejste sig derfor også selv op og stå helt kynisk og kiggede på hende, hvad var det hun prøvede på? At ramme hende med Seth igen? Nej, ikke denne gang, et smil gled frem på hendes læber "Hvor er du dog oldfashion.. og bare så langt bag ud at det gør helt ondt.. han skred.." grinede hun med en lige så falsk og blødsøden latter som noget andet, folk rundt omkring så spændt med, mens de rigtige skuespiller satte sig ned med store fundrede øjne og kiggede på dem, som om at de troede at dette faktisk var en del af spillet, men noget de lige havde glemt at få med, eller også. Ja hun viste ikke helt, var også ligeglad, mens hun kæmpede lidt med at få hendes kommentarer lukket ude, de skulle ikke få hende ikke denne gang! Cash havde taget alt væk hun havde følt for Seth, der var ikke længere noget til overs for hendes tideligere elsker, bare endnu en mand som bare skulle glemmes, eller i så fald var det det, hun prøvede at bilde sig selv ind selvom det jo selvfølgelig ikke var rigtigt. Hun stod og stirrede på Angelie i alt foragt mens hun kæmpede med munden og sproget, hvad fanden skulle hun sige!? Hun sukkede lidt og fugtede sig underlæbe mens hun langsomt bevægede sig efter hende, hvad fanden, den tøs skulle dø! Og hun skulle dø så hårdt at selv hendes forfærder ville få ondt i deres røv over bare at tænke over at hun havde gjort det af med hende. Gud hvor hun bare hadet hende, alt hadet blev brændt op i hendes øjne, og man skulle næsten tro de flammede, "Din fucking luder.. du tror bare at du ved alt om alle! Men det du ved er nul og niks, er er da i grunden bare glad for at jeg ikke skal dø i nat! Dø på grund at jeg gik for vidt med nogen af mine ofre, voldtægts kvinde, fordi at hendes pimp af en kæreste slog op med hende efter fire år.. hvor der det dog også traktisk ADER! Sådan en omgang tud prinsesse pis!" Hun fik presset hende helt op mod scenen, mens at hun var ligeglad med at hun nævnet at det ikke var fair, what the hell did she care? Hun ville bare have denne unge til at ligge død for hendes fødder mens at blodet langsomt strømmede ud af hoved på grund af den kugle som Faith havde fået boret ind i skalden på hende! Dø ja det var det lige præcis det hun skulle!
"Nå finder den lille skat det ikke fair?" sagde hun med en sukkersød stemme, og gik lidt i knæ og lagde hoved på skrå mens at pistolen hang slap ned af hendes side "Det her er så let.. så let så let så let.." hun slog en ond latter op, som kunne få de fleste til at få det koldt ned af ryggen. En latter som ingen nåde havde sig på nogen måde. "Hvor jeg dog har ventet på dette øjeblik, om jeg ikke tør? Neeej min lille ven.. nu skal du se.. jeg skal bare nyde det så længe jeg kan, se hvordan livet langsomt forsvinder ud af dine øjne, når jeg tager livet af dig, hvordan blodet vil bane sig vej ned af denne scene, og folk vil få øjnene op for hvad du er! En kælling som har glemt hvordan man opfører sig som en..." hun fik hurtigt pistolen op og pege på hende igen, og lagde fingeren på aftrækkeren, faktisk havde den slet ikke forsvundet fra stedet, men nu den kildede så frygteligt meget "Katten efter musen.. tror at katten har trukket sit sidste strå.." hun trykkede nu af mens sigte kornet lå på hende, nu måtte det briste eller bærer, endnu et skud og et til blev fyret af lige mod den lille kvinde Angelie mens det sadistiske smil blev ved med at være på hendes læber.

Angelie var ligeglad med Faiths ord. Ligemeget hvad hun sagde omkring denne dreng, så vidste Angie at ordene gjorde ondt.. og de ville gøre mindst ligeså ondt, når Angelie valgte at skyde dem mod Faith endnu engang. Et hånligt smil var som syet fast på Angelies læber, mens hun rykkede tilbage, og endte oppe på scenen, hvor Faith havde trængt hende op. Som om det skulle hjælpe. Angelie var ikke bange for at dø, men måske.. Tanken om at vende tilbage som et spøgelse var egentlig skræmmende. Og hendes opgave på jorden var langt fra udført, så hun ville helt sikkert ende med at skulle vandre hvileløst rundt i kloakkerne, og på kirkegården sammen med de andre dydsmønstre.
"Luder og luder.." Angelie trak lidt på ordet, inden hun stoppede op, og lod Faith komme helt tæt på sig. Det ville aldrig gå at flygte. Faktisk ville det slet ikke være muligt, da Faith trods alt var overnaturlig, og hun selv var så meget et menneske nu kunne blive. Hvad skulle hun gøre? "Jeg gjorde det jo for fornøjelsens skyld.. ikke for penge" forklarede Angelie så meget langsomt, som om Faith var for dum til at vide hvad forskellen var. "Men voldtægt er virkelig bedre end sex" bemærkede hun lidt efter, og lagde en syrlig dråbe af hån bag ordene. Faith var før blevet voldtaget, og Angelie vidste det. Men hun havde aldrig selv prøvet det, men at være den som bestemte det hele, var.. Det var ligesom at få sit første skud heroin ind i kroppen.. En rus man aldrig ville glemme, og heller aldrig miste igen.
"Og hans bedende ansigt.. hans skrig.. Ingenting lyder bedre end et forsvarsløst lam, der er på vej op ad det 13. trin mod galgen" Angelie lukkede kort øjnene, inden hun trak vejret dybt. Hun nægtede at skrige, da hun hørte hvordan aftrækkeren rykkede sig sammen, og sendte den ene kugle, efter den anden, ud gennem løbet, som pegede direkte på Angelie. Alt blev forvandlet til slowmotion for Angelies øre og sind. Pupblikums forfærdede gisp, det tydeligt vist, at de ikke havde regnet med at mordet allerede ville ske, før de var mere end en halv time inde i forestillingen. Faiths forfærdelige, og skingre latter, der bar stor prøg af sindsyge, og glæde over endelig at kunne myrde den person, som Faith åbenbart hadede så meget. Angelies øre krympede sig under den latter. Det skar i hende som tusinde nåle, da latteren kravlede ind under huden på hende, og Angelie mærkede nu blodet, som langsomt begyndte at løbe ned over skulderen. Det var ikke latteren, som havde skåret hende, men af kuglerne gik direkte igennem hendes skulderblad.
Angelie havde allerede en hånlig kommentar på plads, om at Faith ikke ville kunne ramme en elefant, om hun så sad inden i den, da den næste kugle borede sig direkte ind i Angelies lår. Et højt gisp af smerte.. Frydende og forfærdelig smerte, kom over hendes læber igen, hvorefter benet gav efter, og Angelie endte nede på et enkelt knæ.
Allerede inden hendes venstre knæ nåede at ramme jorden, sad den sidste kugle perfekt. Lige i brystet på hende, hvor et dunkende hjerte sad og hamrede på livet løs, for at opretholde balancen, så blodet ikke ville forsvinde.. Men det var for sendt. Låret var gennemblødt, og den indigoblå kjole var allerede rød over det meste.
Kuglen gled igennem Angelies hjerte, og det føltes som om det sprang i tusinde stykker, da det blev punkteret af det hvirvlende projektil. Balancen røg for hende med det samme, og Angelie begyndte at glide forover. Imens hendes overkrop farede ned mod scenegulvet, hørte hun høje råb, piften, og en kæmpe klapsalve, som fyldte hele salen.
Hendes hoved ramte scenen først, og Angelie lå nu ubevægelig og død foran faiths fødder.

Øjnene var iskolde, uden nogen form for følelse overhoved. Hendes job var gjort, så hurtigt og så let at hun ikke rigtig fattede det. Faktisk, havde det været få let. Hun betragtede hvordan hendes kugler sad perfekt, en i skulderen, en i låret også lige i hjertet. De første to var for at skabe smerte, det sidste for at skabe den absolutte død. Dog ærede hun sig lidt over, at det var hendes lår og ikke knæskalden hun havde fået ramt på, det ville have været så meget mere pinefuld. Hun satte sig langsomt ned på hug og løftede den døde Angelies hoved op, og hviskede blidt i hendes ører "Den der ler sidst, ler bedst" hun kiggede lige frem for sig, tog sig ikke af de mange folk der rejste sig op, både pifte og klappe kunne de. Men ingen af dem viste at dette var alvor, at dette faktisk var et mord. Et mord på scenen, et mord på første rækkes pladser.
Hun rejste sig op i hendes fulde højde og tog sin pistol ned i tasken og gik smidigt og stilfærdigt ned af trappen, fra scenen. Børstede langsomt støvet der var kommet op på hendes kjole og begyndte så statisk og velovervejet at gå imod udgangen.
Som hun var kommet over til udgangen begyndte folk at skrige da de så at det var rigtigt blod, dette var ingen joke. Dette var ingen leg, dette var alvor, dette var livets leg.
Et sadistisk og ondt smil spilledes på hendes læber, som skyggerne lagde sig hen over hendes ansigt, og et flammende røde hår flakkede rundt da vinden rev i det. At hun havde mistet sin friaften gjorde hende ikke noget, når hun kom hjem ville der ligge en stak penge på hendes køkkenbord som aftalt. Og jo de ville vide hvornår dette ville være sket, men tanken om at Angelie sikkert ville komme tilbage som spøgelse, skræmte den gode Faith en smugle. Men den tid den sorg, hun havde ikke brug for at bekymre sig for en fremtid hun måske slet ikke havde imorgen.
I morgen kunne være den dag hvor nogen rettede pistolen mod hende, affyrede, og hende som sank i jorden som en dukke, en dukke hvis tråde nu var skåret over. Intet liv mere, intet håb, alt forsvundet som kuglen borede sig igennem det store levende pumpende organ, som holdte det hele igang. Intet mere, tomhed, stilhed. Hvilken lykke det måtte være at lukke sine øjne, vide at man ikke vågnede op, men denne gang kunne få lov til at sove i fred, i fred for alt. Fred for sorg, i fred for had, for alle de ting som man så gerne bare ville være foruden.
Hun bed sig i læben som hun gik hen over vejen og ambulancen hørtes i det fjerne.
Det var slut nu, intet liv var tilbage i kvinden som lå inde på scenen, badet i hendes eget blod.
Aldrig ville hun vende tilbage som hun var nu, hun ville aldrig blive hel, Faith havde taget en del af hende med sig som skudet havde lydt.
Men var det det værd? Var hadet virkelig det som skulle gøre at hun ingen samvittighed havde over det? Nej, Faith fortrød alle de mord hun havde lavet, alle de gange hun havde grinet af hendes offer, grinet af deres skrig. Og følt sig så magt gal at det var sygt, sygt og forkert. E suk gled igennem hendes læber.
"jeg er ikke kold, jeg er ikke ond, jeg er et væsen, et væsen med hjerte og tanker.. men hvor er det blevet af?" det var det sidste ord hun fik sagt inden at bevægede sig ind i gydens skygger og det hele omslugte hende i et infarnum af sorte masser.

Angelie lå livløst på gulvet, og mærkede hvordan blodet strømmede ud fra hendes krop. Sikke en skæbne. Tænk at hendes liv nu ville være slut? Det var alt for hurtigt. Hun var jo kun 19, dog godt på vej mod de 20, men det var stadig for tidligt. Publikums skrig gav genlyd i salen, da det gik op for dem alle, at dette havde været et rigtigt.. et virkeligt mord på scenen.. Ligesom stykket hed..
Det havde ingen af dem nok regnet med, og Faith havde garanteret givet flere af dem traumer for livet. Det var ikke engang det værste, det at være død.. Nej, det værste var, at Angelie vidste at hun om få sekunder ville vågne op, i skikkelse af et spøgelse. Et spøgelse af kød .. eller i hvert fald legemlig, indtil hun ville træde ud i de mørle gader, og den svage rosenfarvede hud, ville blive forvandlet til en tåge.. Et forfærdeligt syn, som ville skræmme enhver væk fra hende. Hun ville aldrig møde sin kæreste.. Den fyr, som hun stadig håbede på at støde ind i en dag, men ville det være muligt nu?
Angelie mærkede nu en svag summen under huden, og det hele begyndte. Hun mærkede hvordan det sidste blod flød ud af hendes krop, men også hvordan udødeligheden vendte tilbage til hende. Et spøgelse..
Salen var blevet tømt.. Alle var forsvundet så hurtigt som muligt, og politiet ville nok være på vej, for at tjekke situationen ud. Med et svagt støn, satte Angelie sig forsigtigt op, stadig med de tre skudhuller i kroppen, inden hun lettere forvirret lod blikket glide rundt. "Så skulle da også.. Den dumme møgkælling" brummede Angelie ret så surt, inden hun svimmelt kom op på to ben. "Og hvor længe skal jeg nu rende rundt sådan her". Et højlydt klageskrig gav genlyd i salen, da Angelie lænede sig en anelse tilbage, åbnede munden, og skreg alle sine frustrationer, vrede og sorg ud på en gang.
Elegant hoppede hun ned fra scenen, da hullerne ikke generede hende længere. "At skyde forsvarsløse mennesker er fejt Faith! Kom tilbage! Nu vil det blive en fair kamp!". Et ondskabsfuldt smil gled langsomt over Angelies læber, da det gik op for hende, hvilke fordele hun havde fået nu. At dø igen ville gå hen og blive svært, da hun jo allerede var død. Angelie ville først finde fred, den dag Faith lå for enden af hendes kniv, og blødte selv.

//Gør du mig hvis Faith... xD
Og beklager det korte svar -.-//