Mord på åben gade!

Nero stod på toppen af bygningen, han havde et koldt blik i sine øjne, han gik i sort joggintøj, og i hans venstre hånd havde han fat om halsen på en blodig person, han smilte og endelig var stemmen væk, han havde gjort hvad den havde sagt, han havde drævt over 12 personer for det, men den var endelig stoppet, han slikkede sin højre pegefinger hvor der var blod på, og hans tøj var drivvådt af det, han smilte og smed liget ned i gyden til de andre!
Der var 4 kvinder, 3 mænd, og 5 børn, 2 af dem lignede Nero utrolig meget, det var ikke et tilfælde, det var hans forældre og han havde dræbt dem, han anede ikke de var hans forældre, han vidste bare stemmen havde sagt de måtte dø, de andre var familie til de få venner han tidligere havde haft.

En gylden kat sad på en af kasserne ved bygningen, som englen stod på. De sorte øjne kiggede afskueligt på ham og katten viste tænder, mens den snerrede. Halen lå helt stille og Katten så stiv ud. DEn beævegede sig ikke, men sad bare i sin store bragt og virkede stadig elegang. Katten lukkede øjnene og hørte hans tanker, men begyndte så at tale inde i drengens tanker. * Hva har du gjort?!* skreg en kvindelig stemme og englen ville tydeligt kunne høre stemmen og se kattens virkeligt skikkelse. Det var Melanie.

Nero så sig omkring, indtil han så katten, han studerede den lidt før han fandt ud af det var et menneske i katte skikkelse, han smilte venligt til hende, og det var et varmt smil som kun kunne tilhøre en engel, "jeg skaffede mig af med den rædsomme stemme! hvorfor??" han så roligt på katten og ventede ganske roligt på svaret fra den, han kunne jo bare genoplive dem hvis hun blev alt for irreterende, Nero ville dog ikke spilde unødvendige kræfter på at dræbe dem, og genoplive dem, men måske den dumme kat ikke ville lade ham værre før han havde gjordt mordene godt igen, han var næsten sikker på det!

Melanie kiggede på englen og da hun resje sig kunne man se vinden der legede med hendes gyldne pels. * Du har vel dine grunde til at dræbe mennesker* tænkte hun i hans hovedet og forsvandt så bag en bygning. Man kunne svagt hører at der skete noget bag bygningen og Melanie kom frem igen i menneske skikkelse. " Men det er vel stadig en byrde at skulle se på det her" sagde hun og trak på sine skuldre. I dag havde hun stramme jeans, en hvide bluse og sin læder jakke på. Hun kiggede hen på Englen og smilte så venligt. " Jeg hedder Melanie" sagde hun med et varmt smil på læberne.

Nero så på hende, "vil du hellere have jeg vækker dem igen??" han så spørgende på hende, og undrede sig da katten forsvandt, men da kvinden kom smilte han venligt og bukkede svagt, "mit navn er Neroel," han svang sin arm, og blodt fra hånden ramte toppen af taget, opg han slikkede resten af sine fingre, "stemmen er væk, så det betyder vel jeg er færdig med mit kald for nu!" han smilte til hende, og kiggede mod himlen, "vi engle er i sandhed dødens budbringere, vi sendte flammernes regn, vi sendte bølgen, og vi var ånderne der dræbte børnene for tusinder af år siden, vi svagt vores sværd i guds ord, og endnu engang har den dejlige dæmon til gud svunget sit skæbnens sværd!" han så på Melanie og ventede roligt.

Melanie kiggede bare roligt på ham, uden følelser. Han var virkelig noget for sig. Hendes blik vandrede hen til de døde mennesker og hendes hænder rystede svagt. Det var både fordi hun var sur og fordi hun var en smule bange for Nero. De brune øjne kiggede på ham igen, med en lille snært af frygt. Han kunne finde på alt, så længe nogen sagde det til ham. Hun bed sig i læben og hednes blik flakkede fra Nero til de døde mennesker. Hun havde ikke så meget at sige til det han havde sagt. " Så længe du kan leve med det" hviskede hun stille og hendes blik var rettet mod jorden, og der var tårer i dem. Uskyldige mennesker der døde, bare for en stemme? var det retfærdigt?

Nero sukkede, og 2 stærke lys kom fra hans hænder, det ene blåt det andet pink, han så på hende, og hans vinger skød frem, de var Røde som blod, og han smilte til hende, "jeg kan leve med blod på mine hænder, men jeg overlever aldrig at give en flot pige tårer i øjnene!" han holdt hænderne ind til sit hjerte, og der kom en kraftig vind.
Mennesklernes blod forsvandt, også fra Nero, det fløj tilbage i deres kroppe, og sårene lukkede sig, efter det svækkede det pink lys, og det blå blev stærkere, Nero lukkede øjnene, og hans hår stod i en stærk vind, det blå lys skød ned i dem alle, og der kom støn fra dem, de halv sov alle, og Nero fløj ned til dem, han smilte og på hver og en af dem landede der en rød fjer, han smilte venligt til dem, og man kunne næsten mærke hvordan han talte med magi om at de skulle glemme ham!
Nero anede ikke at det var hans familie, og at de ville glemme ham, ikke bare som morder og engel, men også som menneske.