Hvordan fanden er jeg endt her?! //Akumu//

*For Helvede, jeg sværger gud er ude efter at gøre mit liv elendigt*

Selvom Julian var atheist forhindrede det ham ikke i at forbande gud i ny og næ - han havde allerede skaffet sig en enkeltbillet til helvede, så mange gange som han havde brugt "Fuck" og "Gud" i samme sætning.

Julian stod med ryggen lænet op af den fugtige gydevæg med et frustreret udtryk i ansigtet. [i]Hvordan han var endt i den dunkle gyde uden nogen idé om hvor han var, vidste han ikke.
Men eftersom Julian kunne fare vild i en telefonboks selv hvis han havde et kort med derind, burde det vel ikke komme som den store overraskelse.

Han havde tidligere på dagen - meget spontant - bestemt sig for at lege turist i den nye by han var flyttet til. Han var gået ud af døren ved halv otte tiden med Three Days Grace i ørerne fra sin iPod med optimistiske forventinger om hans lille eventyr.
Hans eventyr var dog hurtigt svunget væk fra oplyste smukke gader og arkitekturiske vidundre, til beskidte gader og skumle typer der lå på lur bag hver eneste gadehjørne.
Så kort sagt var Julians eventyr blevet til en dårlig gyser, med den undtagelse at det hverken var tv eller en bog, men virkeligheden.
Værre var det blevet da det begyndte at blive mørkt. Ulvehyl (*forfærdeligt imiteret* havde ulve-animagusen tænkt) og piften fra middelaldrende mænd og fulderikker og Julian havde hastigt sat farten op uden at værdige dem et blik. Var det virkelig så tydeligt at han var bi?

Efter godt en times diskret leden efter vejen hjem, måtte han opgive og erklære at han var faret vild... igen!
"Gud hader mig..." mumlede han lavmældt imens han gennemgik ruten han havde taget dertil i sit hoved.
*Jeg drejede til højre ved springvandet... så til højere ved- NEJ venstre ned af slotsgaden og så ligeud indtil den skumle kro med den fede dame...* Han slog arrigt knytnæven mod muren bag sig og sukkede. Derfra kunne han ikke huske hvor han var gået hen, og nu var han her - ved midnat - i byens mest skumle gader.
Selvom hans næse var sensitiv nok til at kunne spore et insekt på jordbunden af en skov, nægtede han at lugte til de beskidte gader mere end det var nødvændigt. Kvarteret stank af alkohol, urin og et eller andet som han ikke helt kunne sætte fingeren på hvad var - som forventet sørgede han for at trække vejret gennem munden så meget som muligt. Og selv hvis stanken var udholdelig kunen han ikke spore sig selv. Han kunne simpelthen ikke dufte sig selv - hvilket måske kun er godt, hvem ved?

"Julian" sagde han til sig selv: "Nu er du virkelig ude hvor du ikke kan bunde"

Vinden tudede uhyggeligt i de langstrakte, faldefærdige gader og løftede op i gamle aviser og andet skrammel. Akumu havde været på jagt. dog ikke her, men måtte passerede dette sted for at nå dertil, og var nu på vej tilbage, hvor han kom fra. selvom natten stadig var ung, havde han ikke tænkt sig at bruge tiden i nærheden af mordstedet. Så dum var han ikke. Han var iført sin lange sorte frakke af gotisk udseende og hans mørke halvlange hår dækkede delvist de dybe, gådefulde øjne som årvågent stirrede frem for sig. Underligt roligt og dog så... livløst.
En sort lang skygge blev malet på jorden foran den vildtfarende Julian, som Akumu passerede ham. Slukkede i et kort øjeblik for alt lyset i dén sidegade Julian stod i. Akumu's lange og elegante skikkelse tårnede sig i lyset af lygtepælen. Så søgende ned ad to forskellige gader. Valgte derefter den ene og forsvandt. Lod atter lyset strømme ind og oplyse Julian. Han havde ikke taget specielt notis af ham, da der gemte sig så meget inde i de små sidegader, og var derfor blot fortsat videre for at komme væk fra dette uhygiejniske helvede.

Julian var lige midt i en indre diskution med sig selv da en skygge blev kastet op foran ham og skyggede for lygtepælens lys. Han stivnede forskrækket og vendte langsomt hovedet til den ene side, for at få et glimt af det der skyggede for det gule skær.
Bag ham, så han silhouetten af person på omrking hans egen størrelse.
Lyset fra den glødende lampe over skikkelsen gjorde det umuligt at fastslå nogle former for træk, men efter kropsbygningen så det ud til at være en dreng. Julian nåede lige at overveje om han skulle gå i den modsatte retning inden skikkelsen pludeslig vendte om og gik hen af en af de andre gader. Julian åndede lettet op - *Så var det alligevel ikke mig han var efter* - og vendte sig så atter om for at stå ansigt til ansigt med den fugtige mur.

...

*Vent lidt!* Julian tog sig selv til hovedet oh bandede højlydt.
"Pokkers osse', jeg kunne jo have spurgt om vej!" han tøvede ikke et sekund med at løbe efter skikkelsen - Han ville bare gerne væk fra dette skumle kvarter.

Akumu vandrede afsted og var som sædvanlig, begravet i sine agne tanker. Dybt inde i sit sinds labyrint af tanker. Som et kæmpe og dragnede spindelvæv, fyldt med mønstre. Men ufatteligt klistret. Dét der rev ham ud af tankerne var hastige skridt. De løb faktisk og han stoppede straks op for at lytte hvor de kom fra. De kom bagfra, og han drejede elegant om på hælene for at møde dét der kom løbende med sit dystre og mørke blik. Det overraskede ham egentlig lidt at se én som skikkelsen som kom løbende imod ham. Hvad lavede han? hvorfor løb han sådan? Akumu så fortsat på skikkelsen som hastigt nærmede og han kunne hurtigt konkludere at personen var af hankøn. Hans blik fæstnede sig straks på det røde hår. Det var ikke et usædvanligt syn... det fik bare et.. .glødende skær fra de gamle lygtepæle's lys. "Godaften" hilste han høfligt og lod et af sine mystiske og skæve smil, glide ind over hans læber. Hvad personen ville - hvis han ville Akumu noget- vidste han ikke. men det skulle nok blive interessant.