Blåt øje (Lilly).

Vejr :: Det småregner lidt, men det er ikke specielt koldt - temperaturen rimelig høj.
Sted :: På Di Morgas legeplads, De Jeux.
Omgivesler :: To børn der gynger på stedets gyngestativ.
Tid :: Cirka ni om aftnenen. Nej, den er nok kun halv ni ... deromkring.
Dato :: Lige som in real life - altså d. 24. juni - også kendt som Skt. Hans dag.

En høj og ranglet skikkelse kom stilfærdigt vadende ind på byens legeplads. Hovedet var bøjet lidt forover, så personens ansigt var ikke rigtig til at se, eftersom det halvlange, kulsorte og indfiltrede hår skyggede for vedkommendes ansigt. Hvis man var bekendt med ham, ville det dog nok ikke være særlig svært at kende ham. Hele hans aura lå som et stort, usynligt og kvælende tæppe henover ham. Fyldte legepladsens friske luft med en tyngende og dyster atmosfære, der pressede på for at komme ned i ens lunger og lægge sig på bunden af dem, som en stor og tung sten. Eithan standsede, da han var omtrent halvanden meter fra dét gyngestativ, de to små børn sad og gyngede på. Stadigvæk med hovedet bøjet en smule forover, skulede han til dem, inden han åbnede munden for at skræmme dem væk. "Skrid snotunger," hvæsede han i et bestemt tonefald. Og det gjorde de. Skred. De to små lyshårede børn så skræmt på hinanden, før de hoppede ned fra deres gynger og spænede ud af legepladsen på mindre end fem sekunder. Eithan bevægede sig over til den ene af gyngerne, hvornæst han satte sig på den og løftede sit hoved. Hele hans venstre øje var fuldstændig lilla. Ikke den smokey mørkelilla farve det plejede at have. Det var en blanding af lilla, blå, sort og grøn. Det øverste af hans næseryg havde også denne mystiske farve, efter den blodtud han havde fået fra en eller anden frastødende mand på en af Di Morgas klubber. Det absolut væmmeligste sted, hvor han bare var blevet trukket ind af en eller anden kønsforvirret mand med afbleget, blond hår. Hvad var det, det hed? Eithan rynkede sine øjenbryn og prøvede at komme i tanker om det. De Host Clup. Det var dét. Han bed sig hårdt i underlæben, inden han kørte en hånd igennem sit hår. Alt dette på grund af den idiot - Akumu. Hans bitterfjendtlige rival. Eithan skar en fæl grimasse, da et billede af ham dukkede op i hans indre blik. Derefter drog han et irritabelt suk, før han satte af med fødderne på jorden, således at gyngen blev svunget frem og tilbage. Knirkede i det rustne hængsler. Årh, hvor havde han ondt i hovedet - og alle de tanker der konstant fór rundt i hovedet på ham, gjorde det bestemt ikke bedre.

En smuk skikkelse, kom i det fjerne, man kunne tydeligt se at det var en kvinde, eller en pige som gik for sig selv. Men hvem der var kunne man ikke så godt se mere, siden at personen gik med bøjet hoved. Det var Lilly... Hendes hår havde fået den naturlige lyse hår farve tilbage, efter det lille uheld med farve. Hendes øjne, var rent uskyldig og baby blåt som sædvandeligt. Skønhenden over Lilly var fantastisk men meget naturlig.
Hun slog først blikket op da to små børn løber ind i hende. Hun kigger ned på dem, før hun sætter sig på hug ved dem.. "Hvad er i bange for?" spurgte hun stille før hun strøg den ene over det blonte lysehår. Hun kendte jo til angst. Lidt for godt endda. Hun havde heldigvis skilt sig af med hendes angst som gjorde at hun ikke kunne være alene. Men nu var hendes liv stratet på ny. Uskyldig og sårbar, var hun dog stadig. De små børn så skræmt på hende, før de satte i løb væk fra hende. *Jeg vil ikke gøre jer noget* tænktte hun ud i luften. Hendes blonte hår hang nede af hendes skuldrer og hendes ryg. Det var blevet længere, og smukkere. Hun vendte let blikket op mod himlen, før hun fik rejst sig op igen. Hun gik ned mod legepladsen. Hvorfor anede hun ikke, men det gjorde hun nu altså bare. Og hun kom også der ned. Hun kiggede der ind, og så en mørk, vekedt mand, eller dreng. *Eithan?, det er nok ham som har skræmt de små børn.* tænkte hun opgivende. Han var altså også skræmmede hvis man nu altså ikkke kendte ham rigtigt. "Eithan?!" mumlede hun let før hun åbnede porten ind til legepladsen.

Eithan satte atter sine fødder på jorden og forhindrede dermed gyngen i at svinge mere frem og tilbage. Tog fat om den ene jernkæde, der holdt gyngen oppe, og lænede derefter sit hoved op ad den. Endnu et suk undslap hans blege læber. Hvad lavede han i det hele taget her? Han rettede sig op og lod sine blågrønne og tågede øjne glide rundt i området for at orientere sig. Ikke lige et sted han normalt opholdt sig. Blandt andet på grund af børnene, der plejede at opholde sig her. Fucking snotunger. Eithan var ikke videre glad for børn - og det lod også til, at børnene heller ikke var så glad for ham. Så det passede meget godt. Efter noget tids kiggen landede hans blik på en velkendt person. Et ung kvinde med langt, lyst hår. Var det Lilly? Et lidt svagt smil bredte sig på hans læber. Ja, det var. Han fik dog lige pludselig utrolig travlt med at se væk. Rettede blikket ned mod jorden og låste det fast dér. Hun skulle ikke se ham sådan her. Se det blå øje han havde fået. Han skævede hen til hende, men vendte lynhurtigt sit blik ned mod jorden igen. Forsøgte at lade som om, han ikke havde set hende. At være så diskret som muligt. Eithan lukkede sine øjne og sukkede lydløst. 'Gå væk, gå væk, gå væk' mimede han med læberne og bed sig dernæst i underlæben.

Lilly kunne godt se at han så anspændt ud, og det gjorde at hun mærkede at tårene pressede på. Ville han ikke se hende? Det så ikke sådan ud. Hun bed sig lydløst i underlæben, men da hun så at han mimede gå væk. Vendte hun sig om inden at tårene ville falde, ned af hendes kinder. Hun fik ivrigt porten op og begyndte så at gå, væk. Hun kunne ikke klare det her. Elskede han hende ikke mere? nej det gjorde han nok ikke. Han kunne jo ikke engang holde ud at kigge på hende. Hun strøg det lyse hår let til side, før hun så op på himlen mens hun mærkede en tåre falde ned af hendes kind. Hun tørte hurtigt tåren væk. Enormt hurtigt, da hun hadede at græde. Hun kunne ikke ha´det. *Hvorfor?* tænkte hun let. Den hun elskede kunne åben bart ikke mere, hvis man så det på hendes synsvinkel. Der var nogle små børn som kiggede op på hende. "Hvorfor græder du?" spurgte en lille dreng-. Hun var egelig ikke særlig langt væk, fra legepladsen. "Jeg græder ikke" snerrede hun. Børnene, ville ikke lade hende gå væk. Hvorfor skulle de nu også blande sig? Det var ikke lige frem det som hun var mest i humør til vel? Nej det var det bestemt ikke. Slet ikke, overhovedet. Lige nu ville hun helst dø? Hvorfor anede hun ikke. Men hun fløte sig knust på en måde. Som om verdnen faldt fra hinanden. Sådan en føelse havde hun aldrig nogen sinde mødt på hendes vej. Aldrig. Hvorfor skulle den så komme nu? svar ville hun have. Men der var ingen til at give hende svar på det. Desværre. men hun skulle en dag have svar på det.

//Logger men kommer på et tidspukt igen. Skal passe min meget dumme lillesøster!

Eithan løsrev sit blik fra jorden, da han fornemmede, at hun var gået. Havde hun set, hvad han havde mimet? Han rettede sin ryg og så i den retning, hun var forsvundet. Åh, sikke et fjols han var. Irriteret over sig selv slog han en hånd mod sin pande. Eller .. måske havde hun slet ikke set ham? Bare gået igen? ... Nej, selvfølgelig havde hun set ham. Det havde hun ikke kunnet undgå. Eithan bed sig selv i tungen og udstødte et lidt irriteret 'åårh', inden han rejste sig fra den gynge, han sad på. Kiggede tøvende hen mod porten, som hun var forsvundet ud af. Væk fra denne legeplads. Væk fra ham. Han slog blikket ned på sine fødder, der nægtede at lystre ham. Gå så! Han knyttede sine hænder og så indestængt på sine forræderiske, ubevægelige fødder. Der gik et stykke tid, før han så endelig fik taget sig sammen og luntede over til porten, hvor han stoppede op. Åbnede lågen og trådte udenfor, før han lukkede den igen med et kæmpe brag. Inden han gik videre, lod han hurtigt sit glide rundt efter Lilly. Dér var hun. Stod og ... snakkede med en eller anden dreng? Eithan traskede hen til hende med hurtige og lange skridt. Standsede da det kun var en halv meter, der skilte dem ad. Dernæst kneb han øjnene i og sendte den lille dreng et grumt blik. "Fuck af," hvislede han og pegede sig over skulderen med en tommelfinger, hvorefter han atter vendte sit blik mod Lilly. Bed sig kortvarigt i læben, før han lige så forsigtigt lagde en hånd på hendes skulder. "Hvorfor gik du?" spurgte han lavmælt i et noget mere blidt tonefald, end han havde gjort til drengen. Eithan strammede sit greb om hendes skulder og fik tvunget hende til at vende sig om ved at presse hendes skulder .. en eller anden vej, så de nu stod ansigt til ansigt. Han fjernede derefter sin hånd fra hendes skulder og tog fast om hendes kæbe, hvorpå han forsigtigt løftede hendes hoved op, så han bedre kunne se hendes ansigt. Han lagde hovedet en anelse på skrå, inden han slap hendes hage/kæbe og lagde i stedet sin hånd på hendes kind. "Græder du?" spurgte han med et hævet øjenbryn og lod sit blik mødes med hendes. Så ind i hendes smukke, blå øjne. Han behøvede faktisk slet ikke noget svar. Han kunne sagtens se det på hende. Kunne se hun havde fældet er par tåre eller to. Eithan rynkede sine øjenbryn og så lidt sørgmodigt ind i hendes våde øjne. Var det ham, der havde fået hende græde? Forhelvede Eithan, din idiot! Han bed sig let i underlæben i noget tid, inden han lænede sig ind/ned mod hende. "Undskyld," hviskede han hæst og plantede et kys på hendes bløde læber. Dernæst rettede han sig op igen, trak sin hånd til sig og begravede begge sine hænder i lommerne på hans bukser. Han rettede sit blik ned mod jorden/asfalten og skævede nu og da op til hende med et forsigtigt smil.

// Okay x)

Lilly blev tvunget til at kigge på ham. Hun havde mest lyst til at vende sig om, men følte sig helt svag, da hun bare så ham. *Hvorfor sagde du sådan til de små børn* hvislede hun i hendes tanker. "Du bad mig gå," mumlede hun let og utydeligt, så det bare blev til mumlen. Derefter kiggede hun op på ham. Hun ville altså ikke stå ved at hun havde fælet et par tåre. Hun slog blikket ned i jorden.. "Nej jeg haar ikke" sagde hun stille og utydeligt. Men han kendte jo godt Lilly. Hun var så pisse dårlig til at lyve. Så det var en af hendes meget svage sider. Men så vidste man til gengæld om hunn løj eller ikke.
Hun hørte hans svage undskyld. "Du skal ikke undskylde" sagde hun stille, men fast besluttet på at han ikke skulle undskylde. Men før hun fik kigget sig om havde han plantet et kys hen over hendes læber. Hun nød det så længe kysset nu varede. Men det var dog kun kort tid. De små børn var ikke smuttet så langt væk. "AD! I kysser!" sagde den lille dreng og pegede finger af dem. Hun kiggede hen på ham. "Ømm.. Har du sda et problem med det?" spurgte hun ligeglad og vendte blikket mod Eithans ansigt. Hvad havde han nu lavet? Han havde jo et blåt øje! "Hvad har du lavet med dit øje?" sagde hun forsigtigt og tavg hans hoved op, så hun kunne se ham ordeligt. "EITHAN! Hvad har du rodet digt ud i?!" sagde hun spørgede men stadig hårst på en måde. Han måtte ikke bare komme til skade uden at hun vidste hvorfor, og hvordan. Hun knyttede let hendes hænder. Hun skulle personligt dræbe den person som havde gjordt ham ondt!

Eithan ignorerede blot, de tre første ting hun sagde. Jo, et undskyld var på sin rette plads. Så selvfølgelig skulle han undskylde. Typisk. Altid skulle han opføre sig så ... dumt. Derfor plejede han dog ikke at sige undskyld. Ikke til andre end Lilly. Alle de andre idioter fortjente det ikke. Men hun gjorde. Lilly. En af de meget få han brød sig om; og som også brød sig om ham. Derpå, da han havde trukket sig ud af kysset, og drengen havde råbt det der, drejede han hovedet og rettede blikket mod ham. Så sammenbidt på ham, inden han knyttede den ene næve. Men lige idet han skulle til at åbne sin mund for at sige, at han da forhelvede bare skulle blande sig uden om, sagde Lilly noget. Automatisk vendte han sit blik mod hende, trak lidt på skuldrene og slog blikket nedad mod jorden. Han blev dog tvnget til at se på hende, da hun løftede hans hoved op. "Ikke noget. Det er ikke noget," fik han mumlet til svar og kiggede væk, hvorefter han drejede sig en halv omgang, så han nu stod med ryggen til hene. Satans blå øje. Eithan slog en flad hånd mod sin pande og sukkede. Hvorfor skulle hun også lige lægge mærke til dét? Eller .. det havde hun jo ikke på nogen måde have undgået at se. Det var enormt.

"EITHAN! Du skal ikke bare vende ryggen til mig! Det pisser mig totalt af!" halv råbte hun næsten. Men det var helt automatisk. Hun ville aldrig nomalt, blive sur over sådan noget, men hendes lunte var kort lige fortiden. Nu havde hun fundet sig i så mange ting, men nu gad hun ikke finde sig i alt muligt mere. "Nu! Vender du dig om og siger hvad du nu har rodet dig ud i, ellers bliver jeg nød til at gå!" sagd ehun lidt mere roligt end før. Hvorfor blev hun nu også så sur? Det plejde hun ikke at blive, men nu blev hun altså virkelig sur. Og især fordi hun følte at han ikke stolede nok på hende, til at fortælle hende det. Hun knyttede let hendes næver og kiggede hen på de små børn. "Skrid så!" mumlede hun vredt, og det gjorde de så. Hun faldt lidt til ro, men hendes hænder var stadig hårdt knyttet. Det skulle de være lige nu. Det pjuskede lyse hår hang nede af hendes skuldere, der hang det perfeckt og nuttet. Det var kønt til hende, når hendes hår sådan hang, andet end at nogle hår tottter tit drillede hendes øjne. Hun fjernede let den irettrede hår tot, og strøg den let til side. "Hvis du stoler på mig, såå vend dig om og kig mig i øjnene, og fortæl hvad der er sket" sagde hun med et lille suk til sidst.
Hun kiggede på ham, før hun let bed sig i underlæben, nu ville hun have svar. "Undskyld at jeg er så sur" mumlede hun let og uskyldigt, men stadig næsten utydeligt.

//Mangler krea sorry -.-

Eithan bed sig forsigtigt i underlæben og slap den ikke før, han fik taget sig sammen til at vende sig om. Hvilket tog lidt tid. Efter cirka to minutters tid vendte han sig dog om, og rettede sit blik mod Lilly. Turde ikke rigtig at se hende i øjnene. Sikke en kryster han var. Han bed sig atter i underlæben, inden han lukkede sine øjne hårdt i. Noget tid efter åbnede han dem igen og fik mandet sig op til at se hende i øjnene. "Det er bare ..." startede han men stoppede så og tøvede lidt, før han fortsatte. "Jeg ... jeg har bare været oppe at slås. Det er altså ikke noget særligt ... det ... det er jo bare et blåt øje ..." mumlede han utydeligt med et svagt skuldertræk. Det med slagsmålet var rigtigt nok. Bare hun ikke ville begynde at spørge ind til det. Spørge hvorfor han havde sloges med nogen. Spørge hvem det var. Hvornår det havde fundet sted. Eithan drog et suk, hvorefter han slog sit blik ned mod jorden. Holdt en meget lang tale-pause, inden han skævede op til hende og åbnede sin mund for at sige noget. "Du ... du er ikke sur på mig, vel?" spurgte han lavmælt og bed sig lettere nervøst i underlæben. "Jeg lover, at det aldrig sker igen. Jeg skal nok ... holde mig væk fra slagsmål fra nu af," lovede han og lagde en hånd på hjertet. Det vidste han dog godt, at han ikke kunne holde. Det var et umuligt løfte. Næsten hver evig eneste dag rodede han sig ud i et eller andet lort, som normalt endte i et større slagsmål. De plejede godt nok ikke være så voldlige. Det var også mere bare fjendtlige bemærkelser og så lige en løftet langemand en gang i mellem. Eithan sukkede endnu en gang og følte sig utrolig ussel. Det havde virkelig ikke været meningen, at Lilly skulle have set ham sådan her. Hun skulle slet ikke bekymre sig om sådan noget. Det kunne han altså godt selv håndtere. Det var jo ikke ligefrem fordi, han ikke var gammel nok. Han var over trehundrede år for pokker da, og han havde da klaret sig fint indtil videre. Sådan nogenlunde i hvert fald. Det med alderen havde han dog aldrig nævnt for Lilly. Det holdt han altid hemmeligt. Selv for hende. Men ... mon hun ikke vidste, at han var ... et par hundrede år?. Det var i hvert fald ikke længere nogen hemmelighed for hende, at han var en vampyr. Det havde hun forlængst fundet ud af.

Lilly kiggede kort undrede på ham.. "Et slagsmål?? Og så får du kun et blåt øjne, hold da kæft! Sidste gang jeg var oppe og slåges, forstuede jeg min fod." mumlede hun let og strøg det lyse hår lidt til side, før hun let strøg ham over det blå øje.. "Ømm... Det var en vampyr du var oppe og slågs imod ikk??" spurgte hun mens hun kort stirrede ud i luften, før hun derefter let rystede på hovedet. "Ja, Mhh... Så fandt jeg ud af din alder" mumlede hun let til sig selv. Men det var ikke meningen at hun ville sige det højt, men det gjorde hun nu altså. Derefter kiggede hun op på ham, med de lysede klare, uskyldige øjne. "Jeg tror aldrig nogen sinde jeg kan blive rigtigt sur på dig" hviskede hun let, før hun plantede et lidenskabeligt kys hen over hans vidunderlige læbe. WOW! Det var længe siden, at hun havde kysset ham. Hun lagde let armene rundt om hans nakke, og stildte sig let på tær, for at være i lige højde med ham. Et lille smil, kunne lige ses, mens deres læber var sammen, i det lidenskabelige kys. Hendes kinder, fik den svage baby lyserrøde farve, men det så enormt nuttet ud til hende. Men det var nu ikke alle at det så nuttet ud til, men lige til Lilly gjorde det, meget endda. Hun trak let hendes læber, få centimeter væk fra hans og hviskede let; "Jeg elsker dig" så igen andre kunne høre det. Hun kiggede ham derefter kort i øjnene, før hun lagde mærke til hvor meget folk kiggede på dem. Men de stod jo også på åben gade, så tæt op af hinanden, at man ikke kunne se Lilly helt, Det var vidunderligt, eller i hvert fald den føelse af at stå så tæt med ham.

Eithan trak på den ene skulder og sendte hende et svagt smil. Han havde bare været heldig. "Eh ... nej. Det var ikke en vampyr ..." brummede han med en let hovedrysten til svar. Det var et menneske, han havde kæmpet imod. Det ville han dog ikke sige. Det var simpelthen alt for pinligt. Selvom han havde vundet slagsmålet, var det stadigvæk utrolig flovt. Men ... han havde bare været heldig at ramme lige præcist - ham manden, han havde kæmpet imod. Normalt havde han kunnet klare ham så let som at klø sig i nakken. Det var bare det, at han jo ikke så godt havde kunnet udnytte nogle af sine vampyrkræfter. For ... hvad nu hvis han var blevet afsløret. At de havde fundet ud af, at han var en vampyr. Hvis de da overhovedet troede på sådan noget. Sikkert ikke. Men den risiko havde han ikke turdet løbe. Eithan løftede et af sine sorte, kantede øjenbryn, da det næste hun sagde kom ud af hendes mund. "Hvad?" var det eneste, han kunne sige. Hvornår i al verden havde hun fundet ud af, hvor gammel han var? Det havde han da aldrig selv sagt? Han rystede kort på hovedet. Ligemeget. Det kunne vel ikke skade, at hun vidste det. Men ... trehundredeogfemogfirs år ... dét var meget. Det havde dog lykkedes ham at følge ret godt med tiden. Han talte ikke længere, ligesom det havde været skik at gøre i de ældre tider. Han omtalte aldrig andre som 'De' eller 'Dem'. Det var latterligt. Som om det fucking var dronningen man talte med. Eithan glippede kort med øjnene, idet hun satte hendes læber mod hans. Han blev en anelse mere afslappet i hans holdning (hvis det da overhovedet var muligt) og lagde sine arme om hende. Gengældte gladeligt hendes kys. Da hun så afsluttede kysset for at sige noget, lagde han sit hoved en smule på skrå og smilede sagte til hende. "Jeg elsker også dig," hviskede han og kyssede hende kortvarigt på munden, inden han lod sit blik glide lidt rundt i omgivelserne. Hvad helvede stod de allesammen og gloede for? Eithan rynkede svagt øjenbrynene og sendte de gloende folk et olmt blik. "Kom ..." mumlede han med dæmpet stemme, inden han tog fat i Lillys arme, fjernede dem fra sin nakke og tog derefter fat i hendes ene hånd. Han hadede, når fuldstændig fremmede personer bare stod og stirrede på ham, som om han var en klovn i et fucking cirkus. Dernæst trak han Lilly med hen til den port, der førte ind til legepladsen og skubbede den op med sin frie hånd. Derpå hev han hende med ind af portens åbning og knaldede den irriteret i, da de begge to var kommet ind på legepladsens grund. Væk fra de åndssvage og overbegloende folk. Her ville de nok kunne være lidt mere i fred.

Lilly kiggede kort, op og ind i hans øjne, da han åbnede sin mund for at sige noget. "Det er jeg glad for" hviskede hun let, før hun strøg ham over kinden. "Hvem var det du sloges med? 2spurgte hun stille?? Hun ville gerne vide det, så hun kunne smadre den ting, som havde givet ham et blå, lillat øje. Hun mærkede hvordan han fjernede hendes arme, og fik fat i hendes hånd. "Okay" hviskede hun stille og fulgte så med ham. Fol gloede noget, før man kunne høre nogle gamle damer hviske et eller andet, som kunne lyde som `Den pige passer ikke sammen med sådan en skræmmede mand, han var jo beskidt´ agtigt. Lilly skulede til dem, før hun åbnede munden for at sige noget, "Han er IKKE skræmmede, eller farlig! Mpåske farlig men det er det" snerrede hun før de kom ind igennem porten til legepladsen. Hun kiggede på ham, før hu trak ham hen til en af gyngerne. "Eithan, der er noget jeg må have svar på!" sagde hun stille. "Det er fordi jeg tænkte på om du kunne øh.. ja forvandle mig til en vampyr som dig??" hviskede hun så igen andre end dem kunne høre ddet. "Der er selvfølgelig kun hvis øm.. Ja du vil" sagde hun og rødmede let i kinderne, mens hun kiggede hen på ham. Hun håbede at han ville sige ja, men regnede med et nej. For der skulle jo mange overvejelser til, ville han højst sandsyndeligt sige, eller i hvert fald sådan noget lignede. Underligt nok havde hun også på en måde en lettere fornemmelse på at han ville sige ja og gøre et forsøg, men man kunne jo aldrig være helt skikker vel?? Nej det kunne man vel ikke.

Eithan smilede indvendigt, da Lilly snerrede af de to ældre damer. Det var sødt af hende sådan at forsvare ham. Men han var efterhånden blevet så vant til dét. At folk hviskede noget om ham bag hans ryg, når han kom gående forbi dem. De blikke han fik tildelt. Det var tydeligt at se på dem, at de ikke syntes, at han passede ind. Derefter, da de var kommet ind på byens legeplads, trak hun ham med hen til gyngerne, hvor han tidligere havde siddet. Eithan lagde spørgende hovedet på skrå, efter det første hun sagde. Hvad ville hun spørge om? Han lyttede opmærksomt til det, hun sagde. Efter noget tid da hun var helt færdig med at snakke, løftede han lettere forundret et øjenbryn. Ahvad? Bad hun ham om at gøre hende til en vampyr? En del af hans egen race? Eithan rystede først bestemt på hovedet til svar. Dernæst bed han sig en smule tøvende i underlæben. "Hvorfor i al verden ønsker du at blive forvandlet til en vampyr?" spurgte han så i et hviskende tonefald. Holdt en kort pause før han fortsatte. "Har du overhovedet nogen begreber om, hvordan det er? Har du nogensinde tænkt over, hvordan det er at være tvunget til at opholde sig indenfor, når alle andre er ude i solen om dagen? Den hungrende tørst du får, når du ikke i flere dage har fået blod? Er du klar over hvor forfærdeligt, det er? Er du klar over, hvad det indebære?" hviskede han. "Du egner dig slet ikke som vampyr. Jeg er et fucking uhyre, det er hvad jeg er. Kan du ikke se det? Jeg er dømt til at leve for evigt. For evigt! Du er slet, slet ikke klar over, hvor forfærdeligt det er. Alle de år du er tvunget til at være alene, fordi alle de andre omkring dig er døde." Han rynkede sine øjenbryn og så på hende med et gravalvorligt ansigtsudtryk. Dernæst tog han hendes ene hånd og satte den mod sit venstre bryst, så hun kunne mærke hans hjerte, der ganske vidst bankede, men var lige så dødt som en sten. "Jeg har absolut ingen følelser. Ved du hvordan det er? Jeg er så godt som død. Jeg er ikke en gang rigtig levende. Har du nogen somhelst idé om dét?" Eithan fjernede hendes hånd fra sin brystkasse og rystede endnu en gang på hovedet. "Jeg ... vil ikke gøre det, Lilly. Du fortjener bedre ... men alligevel .. alligevel valgte du mig. Du må forstå, at jeg elsker dig utrolig højt, og derfor nægter jeg simpelthen gøre det." Svarede han og tog en dyb indånding. Han havde aldrig rigtig talt ud om, hvordan han havde det som vampyr. Selvom det kunne føles som om, han havde tonsvis af følelser inde i sig, følte han sig på samme tid så underlig tom. Død.

// Jeg smutter i seng nu o.o Jeg er overtræt <_<

Hun sukkede let da han spurgte hende hvorfor?? "Fordi jeg vil leve med dig foevigt, jeg ønsker kun ikke at skulle dø fra dig en dag. Jeg kan leve i flere hunrede år, men en dag vil jeg forsvinde, helt forsvinde. Eller jeg vil måske dø af allerdom, jeg bliver snart atten, og bliver for hurtigt gammel, men det enste jeg ønsker er at være sammen med dig for evigt" mumlede hun let og kiggede op på ham. Hun ville bare kunne leve med ham, men stadig ville hun jo midste den største del af hendes liv. Hendes smukke leopard skikkeelse, som som sagt, også hed Lilly for det var jo den samme, men staidg ikke helt på en måde. Når hu var dne kunne hun føle sig fri... Fri fra alt.... Hun kiggede op på ham. "Du er ikke noget uhyre, og selvom du på en måde er en omvandrede død, vil jeg gå og være en omvandrede død med dig, men jeg vil bare kunne leve med dig for altid, men det kan jeg jo ikke hvis jeg en dag dør vel, havd nu hvis at vi siger at jeg bliver gammel. Så ville du aldrig kunne kysse mine læber, fordi du ser så ung ud, og på en måde stadig er det ikk??" sagde hun stille og kiggede kort ned i jorden, før hun let sparkede noget snad væk, fra en lille bunke, som nok skulle ligne et snadslot, men det gjorde det nu ikke. Mere, bare en bunke snad som var palceret forkert eller sådan noget lignede. Det var det nok også bare nu, siden hun havde ødelagt det med hendes fod. Det var nu ikke særlig pænt gjordt at ødelægge andres ting, men lige nu ville hun egenlig være temlig ligeglad, med om det var præsideten som havde bygget det.

Eithan sukkede svagt og rystede atter på hovedet. Selvfølgelig ønskede han også at kunne leve med Lilly for evigt. Det kunne han bare ikke byde hende. "Lilly ..." mumlede han og bed sig derefter kort i underlæben. "Det ... det skal du ikke ønske," sagde han lavmælt og drog endnu et suk. Han slog sit blik ned mod sine sko og stod blot og så på dem. Sagde ikke rigtig noget. Efter noget tids stilhed løftede han blikket og fæstnede det mod hendes ansigt. "Men ... hvis det virkelig er det, du vil ..." startede han en smule tøvende og lod sit blik vandre lidt rundt i omgivelserne, inden han atter rettede det mod Lilly. "Er du fuldstændig sikker? Er du klar over konsekvenserne? Hvis det du vælger er at blive en vampyr, så skal du vide, at det betyder, at det er slut med at komme ud i solen. Slut med følelsen af de varme stråler, der rammer din hud. Dit liv vil blive fuldkommen forandret. Er du helt sikker på, at det virkelig er det, du ønsker?" spurgte han med et hævet øjenbryn og så ind i hendes lyseblå øjne. Han havde aldrig selv oplevet, hvordan det var. Det at være menneskelig på nogen somhelst måde. Han var født som vampyr. En fuldblodsvampyr. Godt nok var Lilly en animagus. Men hun kunne føle. Hun vidste ikke, hvordan det var. At være dømt til at vandre alene rundt i gaderne. Være parat til at slå folk ihjel bare for at få mad - blod. Eithan satte en finger under hendes hage og løftede hendes hoved helt op, så han bedre kunne se hende i øjnene. "Er du hundrede procent sikker på, at du vil give afkald på alt det, du har? Du kan ikke bare ombestemme dig igen. Du kan ikke bare fortryde dit valg, når du først har mistet din dødelighed." Han så alvorligt på hende med en anelse bekymring i sit blik.

Lilly kiggede op på ham, og smilede stille, og skævt. "Men jeg lever nok kun 280 år max" hviskede hun stille, mens hun kiggede op på ham. Måske skulle hun vente lidt med det.. "Jeg ved ikke om jeg skal vente, og så dø en dag" mumlede hun le, og lagde så let hendes hoved op af hans. "Men jeg vil ikke vælge, så øm.. Det bliver dig der må vælge det" mumlede hun næsten utydeligt, før hun let kørte en finger hen over hans læber. HUn troede egelig ikke at de mååtte være på legepladsen. En mand gik så forbi og kiggede ind, han mumlede noget som antydede til at de skulle skride. Men det kunne da være ligemeget ik? Jov dte måtte det være. Hun kyssede let Eithans læber, da deres ansigter var så tæt mod hinanden. Hun slap efter meget kort tid hans læber igen. Og der kiggede hun så bare ham ind i øjnene, med hendes lysene blå øjne, som skinnede når månen, og solen ramte dem. Men Eithan ville aldrig opleve hendes øjne i sollys. Desværre. De var ellers smukkest i månelys, men stadig solen gjorde noget ved den´m, som så gjorde dem smukke. Smukkere end en Asparas. Og en Aspara var ellers det smukkeste væsen på hele jorden.

//Mangler Krea sorry xD

Eithan smilede sagte til hende og lagde sine arme omkring hende. "Det er helt op til dig selv. Bare du er helt sikker på, at det er det du vil," svarede han med dæmpet stemme og smilede svagt, da hun kørte hendes finger henover hans læber. "Men der er lang tid til endnu. Du har mange år foran dig. Så ... hvorfor ikke bare leve dem ud, som det væsen du er nu? Jeg vil bare have, at du skal være lykkelig. Jeg vil ikke tage halvdelen af dit liv fra dig. Du skal have lov til at more dig. Være ude i solen med dine venner og veninder uden at bekymre dig om noget," tilføjede han efter en kort talepause og nikkede let med hovedet, inden han gengældte hendes kortvarige kys. Eithan sendte hende et kærligt smil, da hun afsluttede kysset og lagde derefter en hånd op på en af hendes kinder, som han forsigtigt kærtegnede med tommelfingeren. "Jeg føler mig så heldig, når jeg har dig ved min side. Nogen gange føler jeg, at jeg virkelig ikke har fortjent dit selskab. Du er uden tvivl det bedste, der nogensinde er sket for mig," hviskede han med et smil, der langsomt bredte sig på hans læber, efterhånden som det blev større og større. Han studerede hendes kønne øjne og blev helt saglig af at se ind i dem. Hvor var de dog smukke.

// også jeg xD.

Lilly smilede kærligt da han kærtegnede hendes kind. "Så må jeg vil hellere tænke lidt over det" hviskede hun stille, så ingen andre end dem kunne høre det. Hun elskede ham mere end alt. "Men du skal love mig, hvis du en dag kommer op og slås igen, skal du sige hvem" hviskede hun og strøg ´ham kærligt over kinden. Hun lagde let hendes pande mod hans. så dere øjne kiggede lige ind i hinandens. "Du er smuk" hviskede hun og strøg en hår tot væk, så hun kunne se ham ind i øjnene, WOW! Han var vidunderlig smuk, helt overnaturligt; altså han skønhed. Wow! WOW!. Hun smilede let og lod let hendes tunge spids køre hen over han læber, inden hun kyssede dme lidenskabeligt. Hun stoppede let deres kys. Hun mærkede hvordan deres læber gled fra hinandens igen. Hun smilede let til ham, mens hendes pjuskede hår drillede hendes øjne, men det kunne være lige meget, nu. Hun smilede kærligt til ham før hun hviskedeee. "Jeg har fåer it første hjem" med et lille smil hen over hendes bløde læber. Det passede jo, hun havde lånt en lejlighed i Terre. Der kunne >Eithan altid komme, altid! Og så kunne de også være alene, istedet for at alle de mennesker, som altid kiggede på dem, hvor som helst.

Eithan smilede skævt til hende, hvorefter han kort nikkede til svar. Selvom han godt selv vidste, at han nok meget snart ville komme op at slås igen, ville han prøve at beherske sig. Bare vende sin ryg til og skride. For Lillys skyld. Hun skulle ikke se ham sådan her igen. Eller også skulle han bare blive bedre til at undgå knytnæver/at blive slået. Hans smil blev en smule større, da han hørte hendes kompliment. "Du er smukkere," svarede han hviskende og blinkede til hende med det ene øje. Derefter fik han tørret sit smil af munden, idet hun satte sine læber mod hans. Han gengældte mindst lige så lidenskabeligt hendes kys og strammede sit greb om hende. Trykkede hende helt ind til sig, indtil de ikke længere kunne komme tættere på hinanden. Det var som om, han slet ikke kunne komme tæt nok på hende. Eithan sendte hende et skævt smil, da deres kys sluttede. Han lyttede opmærksomt til hende og trak på smilebåndet, når han havde hørt det, hun havde at sige. "Har du det?" Han løftede et øjenbryn og smilede bredt til hende. "Hvor ligger det henne?" spurgte han derefter med hovedet lagt på skrå. Hun havde åbenbart endelig overvundet sin frygt med at være alene. Eithan smilede sagte og afventede hendes svar. Det lå måske ikke så lang herfra? Eller også lå det i den helt anden ende af byen? Det var faktisk fuldstændig ligemeget. Bare hun var tilfreds med sit sted.

Lilly fik den svage lyserrøde farve i kinderne. "Men du er smukest" hvisked ehun let, og mærkede så hvordan han trykkede hende helt ind til sig, det var rart. Hun mærkede hvordan han gengældte et vidunderligt kys.*WOW!* tænkte hun let og da deres læber, var et stykke fra hinandens, skulle hun til at sige noget. "Ømm.. Det er ikkke så lagt væk, nede af et par gader" hviskede hun og smilede let til ham. "Men min angst er væk igen" hviskede hun og kærtegnede han kind. Hun smilede derefter kærligt til ham. Hun fik hendes hånd, ned i lommen og hev en nøgle frem. Hun puttede den i hans lomme. "Så kan du altid komme ind" hviskde hun kærligt og lagde så hendes hoved på hans skulder. Han måtte komme så tit han ville. Hver dag, når som helst, onm hun var hjemme eller ikke. Hvordan kkunne hun egelig være så heldig med at have ham ved hendes side. Hun smilede nuttet og nussede sig så let ind til ham. Han var dejlig varm, selv om at han var kold. Men bare det at han var der gjorde ham varm for hende. Hendes øjne, var stadig åbne, og lå bare og kiggede rundt, mens deres kroppe var så tætte op af hinanden. De kunne faktisk ikke komme tættere end de var.

Eithan smilede blot, da det første hun sagde kom ud af hendes mund. Holdt bare sin mund og lyttede til hende. "Det var godt," hviskede han med et svagt smil til det tredje, hun sagde og gengældte hendes kærlige smil. Han drejede hovedet en smule og rettede blikket nedad, idet hun puttede noget i hans ene bukselomme, hvorefter han atter vendte sit blik mod hende. Det måtte være en nøgle til hendes hus. Han smilede let til hende, inden han hurtigt kyssede hende på munden. "Tak," mumlede han og fortrak sin ene mundvig i et skævt smil. Derefter lagde han ligeledes sit hoved på hendes skulder og knugede hende ind til sig. Der gik flere minutter, hvor de bare sådan. Tæt op af hinanden. Lidt efter trak han sig ud af hendes arme og trådte et skridt bagud. Dernæst tog hendes hånd og sendte hende et smil. "Såå ... hvad siger du til at vise mig din nye hjem nu?" foreslog han med et let smil og lagde hovedet på sned. Selvom de nok godt kunne regne med at være forholdsvis uforstyrede her, måtte der da alligevel være bedre hjemme hos hende. Han regnede i hvert fald ikke med at se flere børn i aften. De fleste lå sikkert derhjemme i deres seng og sov på denne tid af aftenen.

"Du må altid komme" hviskede hun mens hun var så tæt op af ham, det var rart, så længe det varede. Hun smiled let og kærligt til ham, "Ømm.. Jov det kan vi godt, men til gengæld skal du sove ved mig i nat" sagde hun og smilede drillede, til ham. Hun kyssede ham let på munden og tog hans hånd, mens hun kyssede ham, så stoppede hun kysset og fik ham med ud af legepladsen. Hun gik ud gennem porten og fik ham med.
"Men du vil da godt sove ved mig ikk??" spurgte hun stille og smilede nuttet. Underligt nok kunne de aldrig sove når de var sammen, men det kunne de jo altid prøve på ikk??
Jov! Han skulle med hjem og sove ved hende.
Det var så længe siden at de havde været sådan rigtigt sammen, altså set hinanden, men det var jo så rart når de indelig stod tæt op af hinanden, og kunne mærke hinadnens åndedræt, hele tiden..

Eithan grinede kort, da han hørte hendes betingelse - at skulle sove hos hende. Selvfølgelig ville han det. Han gengeldte hendes kys, hvorefter han blot fulgte med hende ud fra Di Morgas legeplads. Derefter drejede han hovedet, idet hun spurgte ham om noget og nikkede lidt efter. "Jo da. Det bliver hyggeligt," svarede han med et skævt smil og gav hendes hånd et forsigtigt klem. Eftersom han ikke vidste, hvor hendes lejlighed lå, måtte han bare følge efter hende. Han fik rimelig hurtigt tilpasset sig hendes tempo og sendte hende et let smil nu og da, mens de gik. Gik og tænkte på den sidste og første nat, de havde tilbragt sammen henne på hotellet. Dér havde han allerhøjst sovet i fem minutter. I nat ville han nok heller ikke få så meget søvn. Han var overhovedet ikke træt. Men han havde jo også sovet hele dagen, når solen havde været fremme på himlen. Derfor kunne det godt blive sjovt alligevel. I hvert fald så længe hun kunne holde sig oppe. Han regnede ikke med, at hun havde sovet siden i går nat, eftersom hun var et dagsvæsen. Eithan smilede lidt fjernt, hvorefter han rystede på hovedet for at komme ud af sit tankespind. "Er vi der snart?" spurgte han med et løftet øjenbryn og rettede sin opmærksomhed mod hende.

Hun grinede let "YAY!" smiled ehun derefter og trykkede sig let ind til ham, selvom de gik imens. De var der engelig ikke særlig langt derfra. "Ja, det er lige der?" sagde hun og pegede op mod et vindue, hvor der sad ent hvidt lys i vinduet. Hun smilede let og trak ham med op af trapperne, til lejligheden. Hun trak en nøgle frem, og låste så døren op.
Lejligheden var elegant, men både lys og mørk. Det var et rart sted, hvor man kunne føle sig helt tryk, selv Eithan ville kunne føle sig tryg i den, fordi der kun var et vindue, siden lejligheden var så lille. Hun fik ham indenfor, og hev nøglen ud af nøglehullet før hun lukkede døren , og låste den inde fra. "Undskyld tvagshandling at låse døren" sagde hun stille og smilede let til ham. Hun lagde let nøglen fra sig. Hun fik hendes converse af og smed dem på gulvet ude i den meget lille gang. Hun batrgtede kort ham. Lejligheden betstod kun af et meget lille køkken, som delte rum med stuen, og et lille værelse, hvor der var en dobbelt sneg i. Siden hun fyldte temlig meget om natten, hvis hun var alene. Hun smilede let, igen og kiggede hen på ham. "Det er lille men her er trygt" hviskede hun, og smilede let. Man kunne se at det var lilly der boede der. Fordi der var blomster rundt omkrig, men der var også en kurv, altså en hunde kkurv. Men det var kun til hvis hun nu var i hendes dyreskikkelse. Men det var nu godt nok at have sådan en. Men værelserne, var lyse, og rene, ligesom hende. Men det meste var endten sort, hvidt eller en baby blå farve.

Eithan så i den retning, hun pegede, hvorpå et svagt smil bredte sig på hans læber, da hans blik blev mødt af et hivdt lys, der lyste vinduet i hendes lejlighed op. Derefter fulgte han så godt med, han kunne op ad trapperne og ind af døren, som hun hurtigt fik låst op. Han nikkede blot til det første, hun sagde og lod sit blik vandre rundt i hendes lille lejlighed. Han tog ligeledes sine sko af, hvorefter han bevægede sig længere ind i hendes lejlighed. Studerede hver eneste ting på sin vej. Efter noget tids kiggeri luntede han ind i hendes soveværelse, hvor han satte sig på kanten af hendes seng. Han så rundt i rummet med et sagte smil på sine blege læber og lod sig falde bagover, så han nu lå ned på hendes seng. "Jeg kan godt lide dit hjem," komplimenterede han med et skævt smil og betragtede værelsets loft. Eithan løftede hovedet og lagde armene/hænderne under sit hoved som stødte, hvorefter han sukkede lydløst med et svagt smil spillende om hans læber. Efter nogle minutters tid i denne stilling rejste han sig fra sengen og listede ind i stuen. "Hvordan har du haft råd til det her?" spurgte han med et hævet øjenbryn og trak på smilebåndet. Dernæst sjokkede han ud i hendes køkken, åbnede alle skabe for at se, hvad der var inde i dem.