Mødet med Lilly

Dag: 12 maj. 2010
Tid: 17:33
Vejr: Godt vejr, trods at solen ikke er langt fra at blive rødlig og at det er ved at blive en smule koldere.
omgivelser: Stilhed, klart vand og Zerra med sin drage Diar.

Zerra havde fundet en billig måde at gøre sig ren på, og det var ude ved søen La marécage. Der kom aldrig nogen folk alligevel, og vandet var egentlig rent nok, i modsætning til stranden for eksempel. Zerra gik efterhånden heller ikke op i renlighed, så længe han bare kunne holde sig selv ud. Han kendte alligevel ikke noget, udover sine drager, der havde tilbøjeligheder for selv at stinke.
Han klædte sig af og lagde bare tøjet på en busk, hvorefter han forsigtigt trådte i det kolde vand. *Puh.. jeg må gøre det her noget tidligere på dagen..* Tænkte han og rystede af kulde.

Lilly traskede gennem den dejlige grønne skov, man kunne høre kviste knække under hendes fødder. Hun traskede let gennem, en busk, og var tæt ved søen. Hun lod sig langsomt hoppe afsted. Hun smilede let og kært. Hun syndes hun hørte en lyd. Hun stoppede op bag et træ ved søen. Hun spejde kort og bag sig. Hmm.. der var ingen at se. Hun havde ikke tænkt over at det kunne være foran hende. Hun lukkede let hendes øjne før hun støttede sig op af det brune træ. Hun pustede lettet ud, der var sket alt for mange uhyggelige ting på det sidste..

Diar, Zerras sorte drage løftede hovedet da hun havde fået færden af nogen, men Zerra havde travlt med at dykke under vandet for at vænne sig til kulden. Tanken om at der skulle komme andre og se ham nøgen var direkte udelukket. Han kom op over vandet igen og tog sig til øjnene, fordi at han ikke havde lukket øjenene ordentligt. Han prøvede stadig at vænne sig af med sin vanskræk, så han holdt sig kun der hvor han kunne nå med fødderne.

Hun åbnede kort hendes øjne og gik ned mod søen. Hun spejde igen rundt. en kæmpe drage. Hun var genralt ikke bange for drager. Hun gik kort hen til den og strøg den let over det skælede hoved. Hun smilede kært, og stod bare i lidt tid ved siden af den. Men da hun hørte noget ude fra søen, kiggede hun derhen. Hun så en drengshoved. Hun nåede lige at slå hænderne op for øjnene.

Zerra fik en eller anden fornemmelse af at nogen var der, eftersom at Diar begyndte at skrabe lidt i jorden og larme lidt mere end hun plejede. Han vendte sig om og så hurtigt Lilly, en pige, der stod med hænderne foran øjnene. Han gispede og sank hurtigt længere ned i vandet og skjulte sine private dele bag en åkande. Det var meget vigtigt at ingen så den slags, da han selv havde svært ved den slags.
"O-om forladelse" Skælvede han med en stadig chokkeret stemme.

//skal spise n_n//

Hun hørte hans stemme... "DEt er okay, jeg skal nok gå." sagde hun mens hu n stadig holdte sig for øjnene. Hun begyndte langsomt at tage skridt hen mod skoven. Men hun kunne jo ikke se noget så hun væltede med næsen først ned i græsset. Hun mumlede noget utydeligt "Auv!" med en meget hæs stemme. Hun gned sig let på næsen. Hendes hoved vendte mod skoven. Hun blev dog liggede lidt, for lige at få den dunkede fornemmelse i næsen væk.

Zerra så hun faldt og kneb øjnene kort i idet hun landede på næsen, med den tanke om at det har måttet gøre ondt. "Vent.. kig væk.. jeg kommer lige i tøjet!" Sagde han og skyndte sig op i skjul bag den busk han havde sit tøj på. Han tørrede sig i sit håndklæde og syndte sig at få underbukserne og bukserne på, før han løb hen til hende og stillede sig på knæ ved hende. Han hjalp hende op at sidde, og glemte helt at han havde med en fremmed at gøre.

Hun gned dig let på næseryggen... "Tak" sagde hun og kiggede ham kort i øjnene. Hun fjernede let hendes hånd fra ansigtet, og kigge kort og betragtede ham i øjnene.. "Forresten er jeg Lilly" sagde hun kort for at presentere sig kort for ham. "Ømmm.. Hvem er du?" spurte hun med et lille smil på læberne.

Zerra fjernede hurtigt blikket ned i jorden da hun så ham i øjnene, da han ikke helt kunne holde ti den slags. "Mnh..." Svarede han og forsøgte at huske sit navn. Normalt var det ikke et problem, men netop nu hvor han faktisk havde brug for det, havde han glemt det. Han lod forsigtigt blikket kigge op på hende igen og først der kom han i tanke om det. "Mit navn er Zerra" Sagde han lavt, men venligt.

"Undskyld" sagde hun kort og støttede sig op af hendes hænder. Hun kiggede kort ned i jorden. Hun havde småt fået hovedpine, men hvorfor nu det?! Hun lod langsomt en hånd glide op til hendes hoved. Hun fjernede den hurtigt og lukkede let hendes lyseblå øjne i med hurtige bevægelser. Hun smilede kort.

"Det skal du ikke undskylde for" Svarede han hurtigt, så godsindet som han jo nu var. Han lod hende være sig selv lidt, slap hende og kiggede ned på hende. "Er du ikke lidt langt ude i skoven?" Spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende. Han holdt lidt afstand mellem deres ansigter, så det ikke blev for pinligt for ham at snakke med hende.

Hun kiggede op på ham.. "Jov teknisk set jov" sagde hun og nikkede kært, med et smil. Hun betragtede ham kort, før hendes kinder, blev små røde. Hun kiggede derefter væk. Hun rødmede nu igen! Det hadede hun at gøre, det var så flovt at rødme. Eller nærmere det syndes hun nemlig!"

Zerra så hun rødmede og rødmede en anelse selv, hvilket var det værste, da han jo var en dreng. Men Lillys smile var så kært og uskyldigt at man ikke kunne andet, når man var Zerra. "jeg kan godt flyve dig hjem, hvis det er?" Tilbød han og så på hende. Han havde bestemt ikke noget imod at hjælpe hende, hvis hun var faret vild eller lignende. Den slags skete vel, selvom han ikke havde oplevet det før nu.

Hun kiggede kort op på ham da han talte.. "Men jeg har desvære ikke noget hjem" sukkede hun let og strøg en enkel hår tot væk. Hun smilede kært igen, da hun så hans små røde kinder. Så var hun altså ikke den enste der rødmede lig nu. Hun smilede kort og kært igen, før hun lagsomt kiggede væk for ikke at rødme mere,

"J-jamen...!" Udbrød han foraget. Han havde altid gået rundt og troet at han selv manglede så mange ting, og pludselig mødte han den her person, der ikke engang havde noget hjem! Han skulle til at tilbyde hende at bo hos ham, men nej... Det kunne han ikke byde hende. Militæret kom forbi hos ham flere gange om måneden og straffede ham for ikke at betale sin gæld. Det ville han ikke byde hende. "Ehm... du kan... overnatte hos mig?" Sagde han så og så på hende "Det er snart mørkt nemlig... desværre har jeg ingen mad at give".

Hun kiggede på ham med store øjne... "Må jeg sove ved dig?" spurte hun begejstrært og hoppede hen og omfarvnede ham, med et smil. Hun havde ikke lige tækt på at det måske var lidt underligt bare at hoppe på ham og kramme ham, bare lige såda uden vidre. Men hun blev så glad på en måde.

Zerra fik et chok da hun kastede over sig. Han kunne mærke hendes bløde bryster og kunne i det øjeblik ikke tænke på andet, nu da hun var klemt så tæt på ham. Hans blik stivnede og han snublede bagom i et forsøg på at trække sig en anelse væk fra hendes barm, og faldt i stedet ned i skovbunden med hende ned over sig. "Ah!" Hujede han.

"Undskyld, men jeg blev bare så glad" smilede hun og trillede ned af ham.
Hun smilede kort og kiggede mod himlen. Den var næsten helt rød.
Hun smilede igen og batregtede kort himlen, før hun vente blikket mod ham igen.
Hun smielde kært til ham.

"Det er helt iorden" Fremstammede han og lod pandehåret skjule at han var knaldrød i hovedet. Sådan et par bryster kunne være et farligt våben overfor ham. "J-jo.. lad os ehm... se at komme hjem til mig så" Svarede han og rejste sig. Han børstede nogle blade af sine bukser og hjalp hende op at stå "har du prøvet at flyve før?".

Hun smilede kært til ham og strøg hans pandehår væk.. "Nuurhh.. du rødmer jo" smilede hun kært til ham... "nej aldrig fløjet, men jeg kan løbe temlig stærkt" smieldde hun og lagde hovedet let på skrå. Hun smilede let og betragtede ham kort. Hendes kinder var stadig små røde, men ikke lige så røde som hans ansigt.

Det hjalp ikke meget på hans akavede situation, da hun fangede ham i at rødmede så kraftigt som han gjorde. Han så opgivende på hende og nikkede. "J-ja.. undskyld..." Hviskede han lavt. Han havde haft en eller anden fornemmelse af at hun bare ville misforstå ham, hvis hun så ham rødme, men hun lod ikke til at tænke yderligere over det. "Eh.. jo.. vi tager min drage denne gang så... det er meget sjovt at flyve, synes jeg selv". Han smilte forsigtigt og dæmpede den røde farve i hans kinder lidt.

Hun smilede kært, og prikkede ham blidt på næsetippen... "Det er sødt" smilede hun kært til ham, hendes kinder fik igen den svagt rosa farve igen. Hun smilede igen kært og samlede hendes taske op. den var entelig ret stor. Hun skulle vist s´nart finde et hjem.. "Så lad os prøve at flyve" smilede hun kært.

Han gengældte hendes smil med et forsigtigt træk på mundvigene. "Synes du virkelig?". Hans stemme virkede nærmest rørt frem for forbløffet. Egentlig fandt han det selv meget sødt, når Lilly rødmede, men når det var ham selv var det ellers kun skamfuldt. Han nikkede til det næste hun sagde og gik hen til Diar, som bukkede ned i knæ. "Kan du selv komme op?" Spurgte han og løftede sig op at sidde på sadlen.

"Ja jeg syndes" smilede hun kært og prikkede ham blidt på næsetippen.. Da de var kommet hen til drangen, svarede hun; "Det tror jeg" sagde hun og hoppede elegant op bag ham. "Må jeg godt holde fast rundt om dig så jeg ikke falder ne?" spurte hun kært. Og smilede derefter også kært til ham.

//Fortsætte?//