Efterår, - Lilly.

Vejr :: Det er helveds koldt og så blæser det lidt.
Sted :: Et eller andet sted lige udenfor Di Morgas politistation.
Omgivelser :: Et par folk .. og Eithan selv selvfølgelig.
Tid :: Hrrm, deromkring klokken halv ni? Om aftenen.
Dato :: D. 1. oktober.

Efteråret var nu virkelig trådt til. Faldne blade i de tre farver brun, rød og orange lå overalt på jorden. De fleste var beskidte og ødelagte, eftersom mange sikkert havde trådt på dem, når de var gået forbi på fortovet. Det kunne også mærkes, at det var blevet efterår, da det var blevet virkelig koldt. I dag regnede det dog ikke - det blæste kun en lille smule. Eithan stod lænet op af en af politistationens mure, som besudlede at holde de mange fanger inde i de bokse, de var blevet placeret i. Alle de hundredvis af kriminelle; den ene efter den anden, der måske blot havde begået tyveri eller være - mord. Dræbt en eller anden uskyldig person. Eller ikke. Der måtte jo være en grund til, at de dræbte dem. Medmindre de var totale psykopater. I så fald sad de nok på en eller anden galeanstalt i spændetrøje .. i det hvide rum. Eithan var som sædvanlig ikke iklædt andet end blot en sort t-shirt med noget krimskrams trykt på, et par bukser og så sine efterhånden virkelig slidte sko. En dame der måtte være i midten af 30'erne kom gående forbi med en lille pige i hånden, som han gættede på var hendes datter. Moderen sendte Eithan et lidt grumt blik og trak hurtigt af sted med hendes pige iført lyserød kjole og en lilla jakke udover. Hun væmmedes sikkert ved ham. Forståeligt nok. Han var heller ikke ligefrem den hygligste fætter at se på. Før hun fik passeret ham helt, sendte han den lille pige et skummelt, modbydeligt smil og blottede sine spidse hjørnetænder til hende, hvilket fik hende til at begynde at vræle. Barnets moder så på Eithan med en snerpet mund og sendte ham et sidste dræberblik, før de forsvandt, da de drejede om et hjørne. Han smilede selvtilfredst, før han vendte sit blik op mod himlen. De var sådan nogen nemme ofre, de små børn, som selvfølgelig allesammen kendte til historierne om vampyrene. Noget kunne de altså bruges til, de fordomsfulde bøger. Han grinede lidt for sig selv, inden han stak sine hænder i de forreste lommer på hans bukser.

Et let vindblæste rundt omkrig, den tog de brune, grønne og gule blade med sig ned af en lille gade. Lidt derfra gik en kvinde, eller en pige, man kunne ikke se hendes ansigt endnu, hvis man altså stod der hvor han nu var. Det var Lilly, som var i ført hendes stramme jeans, med slidemærker ned af. Som trøje havde hun endelig bare en stram lang, sort trøje på, og med et brunt stof jakke ud over. På jakken, var der syet et mønster i orange hele vejen op ad, men det orange lignede efterårets blade, smukke og triste på samme tid. Hendes fødder var i klædt nogle gamle sorte converse, som der var et par hulle, i. Da vinden blæste, kunne man se hendes hår flyve let med tilbage. Smukt, og blødt var det når det hang der. Men man kunne ikke se hendes øjne, da hendes blik var slået ned i jorden. Hun kom frem længere oppe af gaden, nu ville man kunne se hvem det var, hvis man nu kendte hende. Et suk strejfede hendes bløde perfekte læber, da hun kort kiggede op. Der så hun ham, et smil plantede sig hen over hendes læber. Kunne det virkelig passe? Det var så længe siden at hun havde set ham. Hun mærkede glæden komme tilbage igen. Det var bare så længe siden hun havde set ham, snart flere måneder siden måske. Hun bed sig kort i hendes underlæbe; som var gået hen og blevet en dårlig vane. Et smil bredte sig igen hen over hendes læber, før hun let hviskede noget for sig selv.. ”Eithan..” ordet røg med vinden, kort efter hun havde hvisket det. Derefter gik hun nærmere, ham. Hun kunne ikke holde glæden tilbage det var så rart at se ham igen, fantastisk endda. Noget var anderledes ved hende, det var hendes hår; som ikke var lyst mere. Nu var det mørkebrunt, som der endelig var naturligt nok. Men det var dog ikke farvet ligesom mennesker farvede det. Det var farvet, ved et uheld, en dag hvor hun var i bad, kom hun til at tage farve i stedet for shampoo. Da hun kom tæt nok på gik hun hen foran ham. ”det er dig” hviskede hun, før hun plantede et kys på hans fantastiske læber.

Eithan pustede til sit pandehår, så det fløj væk fra hans øjne, hvilket gav ham frit udsyn, men der gik dog ikke længe, før det så faldt tilbage og generede hans syn, som faktisk i forvejen ikke var helt optimalt - eller hvad det nu hed. Ikke på det ene øje i hvert fald. Men han nægtede, simpelthen nægtede at gå med briller; eller kontaktlinser. Da han blik var rettet fremad, fik han ikke øje på Lilly, før hun kom indenfor hans synsvidde. Var det virkelig hende? Først var han i tvivl, selvom det ganske vist var hendes ansigt, var håret forandret. Det var blevet farvet brunt. Det klædte hende faktisk. Det klædte hende, ja. Eithan trak på smilebåndet, da hun trådte ind foran ham og hviskede det, hun nu hviskede. Hans smil blev en anelse større, men før han så kunne nå at svare, havde hun sat sine læber mod hans i et kys. Det var alt for lang tid siden, han sidst havde set hende. Hvordan kunne man undgå at se hinanden i så lang tid? Måske var det fordi, at de havde opholdt sig helt forskellige steder. Jae, det var jo så klart nok. Ellers havde de vel set hinanden noget før. Han lagde armene om hende i et kram og trykkede hende ind til sig. Muligvis lidt for hårdt, men han var så glad for endelig at gense hende. Da der var gået noget tid, trak han sig ud af hendes kys og løsnede sit greb om hende igen, hvorefter han lod armene falde på plads langs siderne. "Æh .. hej," hilste han med et lidt dumt smil og bed sig efterfølgende svagt i underlæben. Noget måtte han jo sige. Han blev pludselig lidt forlegen og slog derfor blikket ned mod jorden/fortovet og sine sko. Det virkede helt surrealistisk. Det var så lang tid siden. Så lang tid. Det virkede som om, han slet ikke kendte hende mere. Men det skulle nok komme. De skulle bare lige .. i gang igen først. Han skævede op til hende med et forsigtigt smil og trak skuldrene op over ørene, så han ligesom kom til at virke mindre. Hvad skulle han sige?.

// Undskyld det langsomme svar Dx

Hun mærkede glæden vokse i hendes mave det var så rart at se ham igen, og mærke hans dejlige bløde læber, mod hendes. For sidst de var sammen havde hun jo følt hans læber, det meste af tiden. Et smil gled hen over hendes læber, lidt efter han havde stoppet deres vidunderlige kys. Hun tog let et par skridt tilbage, så de ikke stod og åndede hinanden i hovedet. En gammel dame gik hen over gaden, hun kiggede mistroisk på dem, som om at man ikke bare kyssede ude på åben gade. Hun havde åben bart se dem stå tæt og da han holdte om hende, mens deres læber rørtes. ”Hej” sagde hun stille og kærligt, før hun let kiggede ind i hans smukke øjne. Det gav kort et sug i hendes mave, da hun kiggede på ham og derefter fik hun dog svagt røde kinder igen. Hvorfor var det endelig at de ikke havde set hinanden siden, de var på det der hotelværelse, hvor hun blev hans. Men dog havde hun næsten heller ikke tænkt på andre end ham. Og hans vidunderlige jeg. Han var dog også kun sig selv. Og det gjorde ham til ham, og han var perfekt som han var. Skræmmende kunne han virke men hvis man lærte ham at kende, kunne man ikke andet end at holde af ham. Den gamle dame gik forbi, dem med hurtige skridt, før hun forsvandt rundt om det samme hjørne som damen med pigen var gået rundt om. Der var kommet små ar fra dengang han havde bidt hende, i halsen. Eller dengang hvor hun bad ham gøre det, fordi hun ikke kunne bære at se ham være så sulten. Det var endelig et godt minde, efter hendes mening. At have noget som igen andre havde, og så kom det fra den hun elskede mere end alt. Og det var ikke blot forårs kulder, eller nærmere efterårs kulder. Det var rigtigt kærlighed, også var hun så heldig at have ham ved sin side.

Eithan vendte sit blik mod den ældre dame, da hun kom gående forbi dem. Så pas dog dig selv. Da han ikke kunne nære sig, løftede han sine øjenbryn op og ned et par gange og sendte damen et lettere skummelt/frækt smil, som, efter hun var gået, blegnede. Derefter rettede han sin opmærksomhed mod Lilly. "Du har fået farvet hår," kommenterede han så og hev ud i en af hendes hårtotter. "Det er pænt," komplimenterede han lidt efter og sendte hende et bredt smil. Selv havde han ikke forandret sig - overhovedet. Intet ved ham var ændret. Eller jo, måske sad hans hår ikke helt præcist, som da de sidst havde set hinanden. Ellers ikke. Ikke bevidst i hvert fald. "Opdater mig," brummede han derefter og smilede sagte til hende. Det var jo lang tid siden sidst. Der måtte da have sket et eller andet i hendes liv. Måske ikke .. nu hvor han tænkte over der, var der heller ikke sket det store i hans eget. Det var bare det samme hver dag. Gå, bide, gå, gå, bide, gå lidt mere, bide. Og så havde han sovet en gang i mellem. Hans liv var egentlig ikke videre interessant. Hver dag var bare blevet en slags rutine. Eithan gjorde ikke selv noget for at få dagene til at blive mere spændende. Han havde spænding nok i sit liv. Desuden havde han gjort sådan i de sidste i hvert fald 300 år. Så det var simpelthen alt sammen bare blevet en vane - og sådanne vaner, som specielle dagsrutiner, var svære at komme ud af.

Lilly nikkede let til det med at få farvet hår.. ”Det rent faktisk et uheld, men det blev ikke så slemt som det kunne have været” sagde hun og smilede stille til ham. En lettere rødmen fandt vej hen over hendes kinder, som endelig havde fået en lidt brunere farve en sidst. Der havde jo også været lidt for meget sol på det sidste som ikke var helt godt. ”Der er ikke rigtig sket, noget, men der en ting jeg ville spørge dig om” hun stoppede efter hun havde sagt `om´. ”det er fordi jeg har fundet en kælder lejlighed, som kun koster 750 kr. om måneden, og jeg tænkte på om du ville flytte sammen med mig?” sagde hun spørgende og hendes kinder fik en lidt mere rødlig farve. Det var så flovt at sige efter hendes mening. Hun håbede selvfølgelig at han ville sige ja til det. Så kunne de jo også se hinanden lidt oftere, eller nærmere hverdag. Hun mærkede hvor nervøs hun blev. Var det mon dumt at spørge om bare sådan lige pludselig? Nej det burde det ikke, være nu hvor de elskede hinanden. Eller hun kunne ikke vide om han stadig elskede hende, men hun elskede i hvert fald ham, mere end nogen anden. Det vidste han forhåbeligt også godt, siden sidst hvor hun fortalte ham det. Kort kom en vind, og tog igen en masse blade med sig. Man kunne se farverne, suse rundt, når de kom forbi dem. Det var smukt, og lige som det skulle være når der endelig var efterår. Vinden var ikke kold, men heller ikke varm. Den var dog heller ikke lun, men en blanding af kold og lidt varm, så den var endelig meget rar. Lilly kiggede op i hans øjne, hendes havde ikke forandret sig spor, men det havde hans vel heller ikke. Han havde faktisk ikke forandret sig særlig meget.

"Et uheld?" gentog han med et hævet øjenbryn og smilede svagt til hende med hovedet lagt på skrå. Derefter nikkede han kort, da hun sagde, at der var noget, hun gerne ville spørge ham om. "Spørg løs," svarede han med sin hæse stemme og rømmede sig efterfølgende. I lidt tid stod han blot og gloede på hende. "Jeg .." begyndte han, men ordende svigtede ham ligesom, og han kunne derfor ikke komme videre med sin sætning. Tænksomt slog han kort sit blik op mod himlen og bed sig kortvarigt i underlæben, hvorefter han rettede sit blik mod hende endnu en gang. "Jeg .. kan altså ikke hjælpe med at betale den," fik han svare hende og rodede lidt rundt i sit hår. Hvor ynkeligt. Bare fordi han ikke en gang kunne holde på et usselt job end mere end EN fucking dag. "Og .. altså, jeg mener .. ser du .. Lilly, jeg .." Han kunne slet ikke finde ud af, hvordan han skulle få formuleret det, han var på vej til at sige; eller prøvede at sige. Eithan bed sig hårdt i underlæben og lukkede efterfølgende øjnene, men lod dem dog hurtigt glide op igen. "Jeg tror ikke, at jeg .. du ved .. kan finde ud af at have et fast hjem .. jeg har brug for at gå lidt rundt omkrign .. og så ville jeg aldrig være hjemme," uddybede han. Fik nogenlunde sat ord på det, han mente om hendes idé. Det var ikke fordi, at han ikke ville være sammen med hende, men .. han var bare ikke rigtig klar til, sådan at bosætte sig på et bestemt sted. Selvom det jo lige netop var det, han altid havde ønsket sig. Et hjem. Hvorfor så ikke tage imod tilbuddet? Eller nej .. måske ikke .. det var bare ikke meningen, at han skulle bo nogen stedet. Han var sådan en, der skulle vandre rundt i byen uden et bestemt mål i livet, bare holde sig selv i live og så ellers blot tulle lidt rundt i gaderne. Men han ville ikke såre Lilly. Forhåbentlig forstod hun ham. Bare for at være sikker, sagde han dog; "Lilly, du må endelig ikke tro, at jeg ikke elsker dig. Det er bare .. jae .. jeg kan ikke helt forklare det med ord." Han var virkelig dårlig til at sætte ord på det, han følte og mente. Det kunne han ikke. Eithan nikkede lidt for sig selv. Han ville heller ikke tilbyde hende at gå rundt med ham. Hun fortjente bedre. Han kunne vel bare komme og besøge hende nu og da, hvis hun selv fik bosat sig i den lejlighed?.

// Jeg logger af (: Svarer ved næste login.

”Eithan! Det er helt okay, men jeg flytter ikke ind alene, jeg tør ikke være alene mere.” mumlede hun næsten utydeligt. Hun kiggede på ham.. ”Men Eithan, hvis jeg ikke ber dig om for meget, men må jeg vandre med dig? Altså det er helt okay hvis du ikke har lyst, så finder jeg bare en ven og bor ved, men jeg er bange for tiden og har ikke sovet, eller noget lignede, det sidste lange stykke tid. Og heller ikke spist” mumlede hun. Det passede hun havde ikke spist i den sidste uge, og dog var hun heller ikke sulten endnu. Eller det var hun nok, men hun havde ikke lyst til at spis, sove eller noget. Hun kunne bare ikke være alene, med de skræmmende drømme og når hun vågnede skrigene. Et suk strejfede hendes bløde, læber, som havde et svagt lyserødt skær i dag. Hvorfor skulle hun også være bange hele tiden. Det måtte gerne snart stoppe. ”Jeg ved du elsker mig og jeg elsker også dig, og jeg forstår dig godt” kom der efter lidt tid. Hendes hår hang nede af hendes skulder i dag, livløst og trist. Hun duftede igen af vanilje, og det var bare en mega dejlig duft som hun bare elskede, men hun elskede den kun når det kom fra rigtigt vanilje. Hun kiggede op på ham og afventede på et svar om hun måtte følge ham. Det ville hun da håbe at hun måtte, men hvis ikke kendte hun dog også en ven som hun kunne bo ved. Men hellere være sammen med Eithan end en anden.

Eithan løftede svagt det ene øjenbryn, da hun fortalte, at hun ikke længere turde være alene. Hvad mente hun med det? Hvorfor mon? Han åbnede let sin mund, netop som han skulle til at spørge hvorfor men fik så svar på det, da hun begyndte at snakke igen. Om hun måtte gå med ham? Han tyggede lidt på den idé/det spørgsmål. Det måtte hun vel godt .. men .. så ville han jo aldrig være alene mere. Dette var måske ikke ligefrem den sødeste tanke, da han jo som sagt elskede Lilly. Det var bare .. han havde brug for at være alene. Alt det der med snak og alt det passede ham ikke rigtig. Sådan burde det ikke være. De var jo et par nu. Og par burde da være sammen. Ikke? Men eftersom han virkelig ikke ville have, at Lilly skulle opfatte det sådan, at han ikke ville være sammen med hende, endte han blot med at svare: "Altsåe .. det må du da godt .. hvis du virkelig gerne vil," mumlede han og forsøgte at sendte hende et smil, men det kom til at se lidt falsk ud. Sikke en kæreste han var Ynkeligt. Men .. han var ligesom bare skabt til at være alene - aldrig havde han forestillet sig, at han nogensinde ville finde sammen med nogen; indtil han så mødte Lilly. Årh, for pokker da. Han bed sig hårdt i underlæben og smilede forsigtigt til hende.

”Eithan! Jeg kan se på dig at du ikke har lyst og det er okay! Jeg har en ven som jeg kan bo ved, indtil jeg bliver normal igen” sagde hun og smilede forsigtigt til ham. ”Og jeg ved at min ven siger ja til det” sagde hun stille og smilede let. Hendes øjne skinnede ikke så meget som de plejede, men de var mere mørke og trætte. ”Og jeg burde også lære at være alene, igen, men jeg skal lige komme til mig selv..” mumlede hun næsten utydeligt, før hun let lagde armene om hans nakke. ”Må jeg godt, øhh.. Kysse dig igen? Spurgte hun og rødmede let. Hun savnede ham underligt nok stadig, selvom han stod foran hende. Det var en sær følelse som var i maven på hende. Ligesom dengang hun kyssede ham for første gang. Hun kiggede ham kort, og nuttet i øjnene. Men hun kunne ikke vente på et svar før hun kyssede ham lidenskabeligt på munden. Hun rødmede let, og nuttet. Det føltes rigtigt at mærke hans læber mod hendes. I hvert fald, alt andet en dårligt.

Eithan smilede svagt til hende, da det første hun sagde kom ud af hendes mund. Godt at hun kendte ham så godt; eller også var hun bare god til at fornemme, hvad man virkelig mente. Hans smil blev en anelse større, da hun lagde hendes arme om hans nakke og svang derefter sine arme rundt om hendes talje. Netop som han skulle til at svare på hendes spørgsmål, blev han stoppet, eftersom hun allerede havde sat sine læber mod hans. Han gengældte inderligt hendes kys og strammede sit greb om hende, idet han trykkede hende længere ind mod sig. Det her måtte altså ikke ske igen - at der gik så lang tid, før de mødtes. De måtte få aftalt et eller andet. Det kunne jo ikke være rigtigt, at de bare skulle gå rundt i byen hver for sig og aldrig se hinanden. Han trak sig lidt efter ud af kysset og smilede sagte til hende. "Jeg har savnet dig," brummede han så med hovedet lagt på sned og kørte sine hænder længere op på hendes ryg.

Hun mærkede at han strammede sit greb om hende, som gjorde at hun kom helt tæt ind mod ham. Hun smilede let og nød bare deres dejlige kys. Da han trak sig ud af det smilede hun let til ham. ”Men jeg har savnet dig mest” sagde hun nuttet, og strøg ham kærligt gennem håret. nu føltes det ligesom den gang hvor de lå sammen, på den gamle madras på hotellet. ”Og du er fantastisk” hviskede hun og lagde let hendes pande mod hans, dog skulle hun stå lidt på tær for at kunne nå hans. Der stod, hun kort og kiggede ind i hans vidunderlige smukke øjne. Hun levede kort, kun i hendes egen verden. ”Undskyld jeg var lige i min egen verden” sagde hun lidt genret, og smilede nuttet til ham..

//Magler lid krea xD