Måske skulle jeg tro på en gud (Draven)

Sted: 13:30
vejr: gråt
Sted Cathédrale
omgivelser: folk begynder så småt sive ud af kirken
Dato: søndag
årstid: forsommer

Saslia havde sneget sig kirken under gudtjensten hun vidste ikke hvorfor hun var gået her ind for hun troede ikke på mennskenes gud faktisk trorede hun ikke på noget som helst hun sad stadig i det de andre var begyndt gå hun kiggede alligevel op da der blev snakket til hende hun genkendte ham starks værdende præsten hun nikkede venligt til ham " god gudstjentenste" sagde hun rejste sig op og begyndte gå den retnig hvor alle andre gik men da det gik op for hende at de var på vej ud af kirken ombestemte hun sig skiftede retning imod en af bænkene igen for hvorfor skulle hun gå nu kiggede sig omkring og hendes kæbe hang en smule det var den smukkeste bygning hun nogensinde havde set i sit 34 årig lange liv

Draven kunne ikke dy sig. Hans tanker havde ledt ham til dette sted, men hvorfor? Den menneskelige kirke sagde ham intet, helt som menneskene intet sagde ham. Et smil baseret på kulden og det mørke i hverdagen, betragtede han pigen, der var kommet midt i denne absolut kedelige gudstjeneste. Der var ikke direkte noget spændende over hende, men hans opmærksomhed faldt nu alligevel blot på hende. Idet hun besluttede sig for at følge mængden, lettede Draven sig op. Han stillede sig nogle metre bag hende og ventede. Jo, denne pige vendte sig om og roste præsten, selvom Draven ikke forstod hvorfor.
”Ganske fantastisk gudstjeneste, ikke?” spurgte Draven med hånden over en fløjte. Musik var alt for Draven. Og denne fløjte gav ham alt igen, som han egentlig på sin vis ønskede. Hans ord var præget af en tyk sarkasme, som tydelig viste hans uinteresserede mine for dette. Havde det stået til ham, var han hellere blevet set hjemme i grotten. Visse omstændigheder modsagde ham dog denne dag. Så længe musikken bærer en, tænkte Draven ment mest som en insider joke. Til trods for hans almindelige sind, virkede han tit… Ordet lå vel egentlig frit, så den slap udenom den tryllebindende musik..

Saslia var helt væk i kirkens smukke udformninger og hendes blik rettede sig imod manden på korset det måtte være sønnen hun huskede nemlig at præsten havde nævnt sønnen faderen og helligånden hun smilede svagt over ham og var alligevel glad for det ikke var hendes skæbne at hænge der med søm i hånden hun havde ikke set at en dreng som stod nogle meter bag ved hende hun betragtede ham han havde vidst ikke nydt den ligesom hun selv havde hun smilede forssigtigt " det syntes jeg" svarede hun og vendte blikket imod udgangen hvor de sidste af mennskerne var forsvundet hun andede ikke l hvad denne dreng gjorde her hvis ikke han kunne lide det hun vendte blikket imod ham igen " og jeg gætter på at det gjorde du ikke" sagde hun var engtlig nysrrig hvorfor han ikke kunne lide gudtjensten som hun selv fandt smuk