Hvorfor skulle man? Dominic

Tid:: 18:19
Omgivelser folk som spiser inde på Bon apétit.
Vejr Halvmørkt halvlyst.
Sted Bon apétit.
Påklædning læderjakke, top i sort, stiletter i sort. Cowboybukser i sort.

Lyden af stemmer inde på Bon apétit, var lige til at overkomme, selv om lyden af stemmer gjorde hendes hovedpine mere irriteret end andre lyde. Men noget måtte hun jo have at spise, tiden gik og hun havde fået sig et glimrende måltid mad. Tid til at betale, en tjener kom hen til hende. ”Her er regningen miss” sagde han og kiggede afventende på hende, som om han regnede med at hun ville tage sin penge pung frem med det samme også bare betale de penge hun skulle betale for maden. Hun sukkede kort og tungt, inden hun endelig gav sig til at finde sin penge pung frem, hun kunne vel lige så godt. Få det overstået, også bare give tjeneren ham hans penge så maden var betalt. Oven i købet havde hun endda lagt nogle drikke penge til ham, bare for at være lidt flink. Dagen havde nærmest gået alt for hurtigt, først havde det været 12:34 og nu var klokken så allerede 18:19, lige præcis tid til at hun plejede at spise aftens mad. Hun rejste sig langsomt op, men det så ikke ud til at hun havde særligt travlt. Selv om hun lagde mærke til, at tjeneren gerne ville have hende ud der fra, så nogle andre kunne komme til at sidde ved bordet. Hun var akkurat nået hen til døren, da et ungt pa blev ført hen til det bord hun havde siddet ved. ”Typisk” udbrød hun irriteret da hun var kommet uden, for, vinden der ramte hendes ansigt var dejligt. Efter at have siddet inde i en varm restaurant i en hel time, så var det alt for dejligt at komme uden for. Nu ville hun blot gå en tur, inden hun vente hjem til sin triste lejlighed i Terre.

Gaden hun gik på var virkelig stille, der gik næsten ingen på gaden. Hun trak kort på skuldrene, hun skulle nok ikke regne med at møde andre på gaden. Det halv lange hår hang sort og blank ned af hendes ryg, hun havde virkelig ikke gidet gøre ret meget ud af det i dag, ud over at kører kammen igennem det. Også ud i det ellers så gode vejr som havde vejret tidligere, hun smilede kort for sig selv. I mens hun gik over gaden, som stadig var ihh og åhh så stille, næsten alt for stille og alt for kedelig at gå på.

Dagen var gået på hæld og mørkets frembrud havde trukket sit skyggetæppe henover Di Morga, som nu lå malet i mørke dystre farver. For at bryde mørket, tændtes lygtepælene i de mange snoede gader, som tilsammen syntes at forme en labyrint. Man skulle helst være kendt med gaderne - eller i hvert fald vide hvilke veje man ikke skulle begive sig henad, hvis man ikke ville støde ind i... noget ubehageligt.
..Et pindpust blæste nedad den skumle og stille gade - det eneste som afslørede en af disse ubehgeligheders tilstedeværelse, var de lavmældte skridt, de klirrende lyde da støvlernes spænder slog mod hinanden, og et regelmæssige 'klonk' for hver gang den formelle stok ramte asfalten. En silhuet voksede frem under en af lygtepælenes lyskegler, for igen af gå i ét med skyggerne, som skikkelsen trådte ud af lyset. Han var klædt i en lang sort gotisk frakke - mindede lidt om dem SS-officerene bar i 2'verdenskrig - med en høj krave, som delvist skjulte noget af hans blege ansigt. Han havde et pjusket flerfarvet hår som skjulte de mørke og sindsforladte øjne han besad. Det eneste liv som afspejlede sig i dem, var gløden fra de psykopatiske smil som i ny og næ undslap hans læber.
Den bizarre blanding af ilddæmon og varulv var ude på sin sædvanlige nattevandring - for det meste i sin søgen på underholdning. Han gjorde holdt ved et ensomt gadehjørne og så ned ad de tomme gader. Ikke et øje. Hvilken fredfyldt nat... det var efterhånden et sjældent syn på disse kanter. Han lænede ryggen op ad en tilfældig husmur og stak sin frie hanskebeklædte hånd, ned i sin ene jakkelomme - derefter i en anden og fortsatte på denne måde, indtil hans fingre lukkede sig om det han søgte. Han hev det som lignede en cigeret op fra et etui gjort af sølv, og placerede den ene ende mellem hans læber. Han fiskede en zippolighter frem, åbnede den og lod flammen gnave sig ind i tobakken - eller hvad der så end måtte være i den. Han bappede et par gange og lukkede låget igen. Han proppede den atter i lommen, fangede objektet mellem pegefingeren og langemanden, tog et langt hiv og trak smøgen ud fra hans læber og vejede den let i luften. Han lænede nakken tilbage og efter at have ladet røgen virke i hans lunger - ladet blodet optage diverse stoffer - pustede han den grålige røg ud i luften. Han stod og betragtede hvordan den ´lange slangelignende røgsky snoede sig i luften, inden den blev opløst og forsvandt. Et fjoget og skævt smil sneg sig ind over hans læber, og hans øjne gled i. Han stod og nød virkningen et øjeblik og tog endnu et hvæs.
Ak ja, det virkede ganske vidst som en fredelig aften... Men det skulle han nok lave om på.

Stadig den samme gade hun gik på, intet havde lige frem ændret sig i mens hun kom gående hen af den alt for stille gade. Hun var begyndt at svinge lidt med armende, for at holde dem i gang, så de ikke hang slappe ned af hende. Der var næsten ingen lyde, men dog igen kunne man hører et eller andet i de gyder man kom forbi, men det kunne lige så godt bare være natten der spillede en et pus. Hun regnede dog stadig ikke med at hun ville møde eller støde ind i nogen, på hverken den ene eller den anden måde. Stadig umenneskelig stilhed, måske var alle inden dørs? Nogen var vel stadig ude at spise på dyre restauranter, eller også turde folk ikke at gå ud. Bange for hvad der kunne ske dem, blive overfaldet eller blive berøvet. Men at blive berøvet var Embelidora alligevel ret ligeglad med, hun havde alligevel ikke ret meget. Ikke det helt store beløb af penge, dog tog hun aldrig mere end rimelig nok penge med til at hun kunne handle ind eller noget. Hun købte altid kun det hun havde brug for, aldrig noget unødvendigt. Hun smilede kort for sig selv, i mens hun gik ned af gaden drejede om et hjørne. Til en gade hvor gade lygterne virkede meget bedre end dem der havde været på den anden side, hun gabte kort. Inden hun fik øje på en skikkelse, henne ved en husmur. Hun betragtede kort drengen fra der hvor hun stod, hvis det ikke var fordi han stod så langt væk. Kunne han måske have været på samme alder som hende selv, men så igen nogen kunne sagtens snyde en med ens udseende. Hun betragtede sig kort, skulle hun gå videre? Det sagde hendes instinkt i hvert fald at hun skulle. Hun betragtede ham stadig i mens han røg sin cigaret, og holdt sin stok med den ene hånd. Det var da også lidt sært at nogle ville gå med stokke, det havde hun aldrig rigtig forstået. Men der jo nogen der gjorde, hun sukkede kort og gik videre. Hun skulle alligevel forbi den fremmede, så hun kunne vel lige så godt tage sig godt og grundigt sammen også gå videre forbi ham.

Den dystre skikkelse, som kun delvist var synliggjort af det gullige og vamle gadelys, stod urørlig. Man kunne knapt se ham trække vejret, som var han gået ind i en eller anden form for trance. Et underligt syn, sådan et levende statuet i halvmørket. Det var først da figuren valgte at tage endnu et hiv af 'cigaretten' at han blev erklæret levende - ja for dem som ikke allerede havde set ham bevæge sig. Hans varme læber omfavnede mundingen på den cylinderformede pakning af tobakken og alt det andede som var samlet i denne blanding. Gløden åd sig op ad smøgen som han tog et langtrukkent hvæs. Han blæste kort røg ud gennem hans næsebor, hvorefter han frydende åbnede munden og lod røgen bølge ud fra hans gab. Han drog et saligt suk og nød lyden af den nyankommenes skridt. Stoppede op... overvejede kort mulighederne, og fortsatter derefter ned ad den gade han var placeret i. Det var i hvert fald det han gættede sig til - han kunne jo ikke med sikkerhed vide at det var dét personen havde gjort, da hans nakke fortsat var lænt tilbage, og hans øjne lukkede. Som lyden af de travle skridt voksede i styrke, groede et skævt skadefro smil hen over hans læber. Han vendte atter hovedet nedad, åbnede øjnene og så ud igennem det pjuskede flerfarvede pandehår. Hans blik fikserede sig straks på hende som hun kom gående, og låste det fast på hende. Ja, han nærmest stirrede på hende - med det brede foruroligende og halvpsykopatiske smil.
I det hun netop skulle til at passere ham, åbnede han munden "Godaften.." Sagde han mildt med sin små'hæse og mørke stemme.
Hans tommelfinger legede let med filteren som sad mellem hans pegefinger og langemand. Knipsede hårdt én gang på det, så den fine forsamling af aske i den modsatte ende blev slået af, forløste sig i luften og forsvandt.
Hans modsatte handskebeklædte hånd, aede blidt kobrahovedet for enden af den formelle stok. Kærtegnede den ubevidst af vane, imens hans formørkede sindforladte blik betragtede denne nyankommende ensomme sjæl i gadebilledet. Det matte gullige lys som oplyste hende i nattens mørke, lagde et sært præg af fortid over hende. Som de gamle fotografier i aviserne - et ældre billede i bedstemors billederamme på reolen under det tikkene bornholmserur. Lagde en stemning af fortid over det forfaldne kolde gadebillede, som noget der engang havde været, og ikke længere var. Men hvis noget ikke længere skulle være - hvis noget skulle blive fortid - så skulle han sku nok sørge for det.
Smilet på hans læber voksede sig bredt, delte nærmest hans ansigt i to, hvorefter han lagde hovedet overdrevet på skrå - som en marionetdukke uden snor - "Hvad laver en pige som dig, et sted som dette denne aften?... hmm" spurgte hans gådefulde stemme i et lidt for venligt og nysgerrigt tonelege, imens lygepælens gule lys i et kort sekundt reflekterede i de bundløse øjne han besad.

Hun standsede brat op, da den fremmede var begyndt at snakke til hende. Hun var standset op i det gullige lys fra gade lygterne, hun drejede sig kort så hun kiggede hen mod ham, han stod stadig lænet op af have muren som om han ikke havde flyttet sig en tomme. Men nu hvor hun stod lidt væk fra ham, dog ikke alt for tæt på ham. Kunne hun se ham bedre, hun havde ikke lige frem verdens bedste natte syn. Hun betragtede ham kort, uden at svare ham endnu. Nu hvor hun kunne se nærmere på ham, og hans mystiske stok, kunne hun se hvad hovedet på stokken lignede. "Godaften" svarede hun efter kort tid, hun kiggede stadig på ham selv om det var uhøflig at glo på andre i længere tid. Men efter hvad hun kunne se havde han højst sandsynligt kigget på hende i mens hun var kommet ned af gaden, eller bare da hun havde været ved at gå forbi ham. Hendes blik hvilede stadig på ham, den måde han nærmest aede stokkens kobra hoved gav hende kuldegysninger. Selv om man sagtens kunne have troet at det var kulden, selv om der ikke var særlig koldt. Hun havde lagt mærke til hurtigt, at hans stemme havde været hæs, måske kunne det have været på grund af cigaretten han stod og røg. Eller også havde han bare tør hals, hun betragtede kort deres omgivelser, mørket var i den grad faldet på. Kun lyset fra gade lygterne lyste op. "Jeg er bare på vej hjem ad" svarede hun kort, da han havde spurgt hende om hvad hun lavede på sådan et sted denne aften. Selv om hun ikke særligt meget brød sig om hans smil, tillod hun sig alligevel at svare. Desuden havde han jo nærmest spurgt høfligt og venligt, hun lod kort hånden glide igennem det lange sorte glans hår i mens hun kiggede på ham. Hun bevægede sig lidt, svingede lidt med sine arme så hun ikke bare stod stille. "Æh ... Hvad laver du selv her?" Spurgte hun ham om, hun anede ikke rigtig om hun egentligt kunne tillade sig at spørger om det. Men spurgte det gjorde hun, uanset hvad.

Dominic rettede sit ansigt op og så fortsat på den nyankommende. Det var næsten sødt - den måde du brat standsede, som skræmte eller chokerede hans tiltale hende. Der var selvfølgelig mange mennesker som levede inde i 'deres egen lille verden' og til tider svandt helt ind i den. Virkeligheden var jo altid forskruet og fordrejet af individets syn på den, og så var det jo hvor meget man valgte at leve i alle andres virkelighed - den vi alle delte - eller om man levede i sin egen. Han selv skiftede hyppigt frem og tilbage mellem disse mange stadier.
Det gullige lys malede hendes skikkelses kanter. Det var ganske nydeligt - og han tog et 'indre snapshot' af hende. Det ville passe perfekt på hans ikke-eksisterende-væg hjemme i hans heller-ikke-eksisterende-stue.
Pigen han havde hilst på, tilnærmet sig, valgte endelig at hilse igen. Høfligt, men vagtsomt. Han kunne næstem mærke hvordan hunne ikke 'turde' fjerne blikket fra ham. Om det var en bevidst handling, eller noget hun bare automatisk og instinktivt gjorde,, var nok ganske fornuftigt. Man vendte jo heller ikke ryggen til en fremmed gadekøter med et sulten blik, præget af galskab.
Han bemærkede hvordan hendes blik i et flygtigt kort øjeblik betragtede hans stok - kobrahovedet - som han fornøjeligt og åndsfraværende stod og aede. Strøg blik fingeren henover dens hoved, fulgte dens kanter i et konstant og fraværende tempo. Blidt, som man aede en barnekind - sit kæreste eje.
Dominic hævede hånden, placerede filteret mellem læberne og lod endnu egnang gløden æde sig op ad smøgen, ligesom han lod røgen æde hans lunger. Han bemærkede ligeledes hvordan hun kort så rundt i omgivelserne - dannede sig et overblik over omgivelserne.
Dominic havde vane for at analysere mennesker - væsner, eller hvad fanden han nu end måtte støde ind i. Det var utroligt så meget information man fik ud af bare at betragte dem, ikke at han skulle bruge det til noget.. Endnu.
Han pustede ud og sendte en fin sky af grålig giftig røg ud i atmosfæren. Han betragtede den et kort øjeblik, som den steg til vejrs og forsvandt. Fugtede sine læber, og lod sit hoved vælte til siden og fikserede atter blikket på hende. "Hjem.." gentog han lavmældt og så udtrykløst på hende. Lyste derefter op i et muntert og venligt smil. Kom nærmest til at ligne en hygge-onkel. "Hvor hyggeligt.." Tilføjede han med et varmt smil.
Han rettede sig op og trådte i en langsomt bevægelse ud fra væggen, han førhen havde lænet sig op ad.
Han fornemmede rastløsheden og utålmodigheden tage over hende. Det var vel i grunden også en smule underligt og en anelse foruroligende at snik-snakke med en -dyster- fremmed, et sted som dette, men der var ikke noget 'underligt' i Dominics lille verden.
Et snørklet og gådefuldt smil voksede ved hendes spørgsmål, fra hans ene mundvige opad og blev tilsidst til et væmmeligt skævt smil "Tjoh.. ikke det helt store.. Det er aldrig det helt store jeg giver mig til" svarede han og tog atter et hiv af hans smøg. Man kunne altid definere hvad man opfattede som noget 'stort' og 'småting' at give sig til. Det betød aldrig det helt store for Dominic.