Et vindpust rammer trærene...

Omgivelser: Nogle dyr og Mig!
Sted: Skoven
Tid: Solen er ved at gå ned...
Vejr: Lunt og rart
Dato: D.4. August.

Milla lå i skovbunden. Hun kiggede på den varme sol, som var ved at gå ned. HUn smilede, da fuglene fløjtede og fløj rundt. Hun kiggede på dem. De var helt blå, men stadig lidt pjusket. Hun kiggede på dem og sagde en undelig lyd. De fløj ned til hende, "Hej med jer" smilede hun og strøg dem over ryggen. Et vindpust ramte træerne, deres blad susede med. HUn smilede kort, det var nu længe siden hun havde lagt i skovbunden.

Han var på vej ud ad skoven da han opdagede hende.
Han blev en smule fortumlet, og af en grund han ikke helt kendte, sprang han lydløst op i et træ og satte sig.
*Det er hende igen... fra byen.* tænkte han.
Han fandt sin interesse i pigen mystisk, men han sad alligevel og betragtede hende.
Han kom til at smile da hun strøg den lille fugl over ryggen.
*Så hun er en naturelsker* tænkte han.

Hun smilede til fuglen... Hun kiggede på den med sine lyse øjne... Hun satte sig op. Den satte sig i hendes hår. HUn smilede og sagde.. "Hvad laver du der oppe min lille ven" smilede hun til fulgen.. HUn mærkede lidt efter at der var en anden i skoven. Hun lod sig ikke mærke af det.

Han blev siddende og betragtede pigen. Nysgærrig, men dog vidste han ikke hvorfor.
Måske var det fordi han så sjældent havde set en elver.
Han betragtede fuglen der fløj, og så skete der noget:
Hans panfløjte som han havde bundet i bæltet, var ikke bundet godt nok fast. Knuden på lædersnoren løsnede sig, og fløjten faldt ned ad træet og landede i græsset med et "Dunk!"

Hun vendte sig da hun hørte noget ramme jorden... Hun kiggede hen på det. Hun løftede fulgen ned fra hendes hoved og satte den på en gren. Hun gik hen til fløjten, og løftede den op. *Det er en elvers* tænke hun med et smil.. HUn kiggede op i træet. "Hvad laver du deroppe" smilede hun. HEndes øre vippede frem fra håret.

Da hun opdagede ham, gik han i panik uden at vide hvorfor. Han sprang bagud, men han snublede over en af træets græne, og med et "Wouw!!" faldt han ned fra træet og landede i græsset.
"Avvvv...." jamrede han stille og kom fortumlet op at sidde.

Hun løb hen til ham.. Hun satte sig på knæerene. "Er du okay" spurte hun bekymret. Hendes lyse øjne kiggede i hans. HUn smilede kort til ham og rakte ham, hans fløjte. "Det er vel din" smilede hun.

Han tog imod fløjten og holdt op med at ømme sig.
*SÅ dum og skødesløs plejer jeg da ikke at være!* tænkte han.
Det var yderst sjældent at han faldt ned fra et træ...
Han så på Milla og følte at en undskyldning var på plads. Han havde jo trods alt snaget.
"Undskyld" mumlede han lidt flovt.

Hun lagde hovedt let på skrå. "Det er okay" smilede hun... ´
Hun kom til at høre hans tanke¨. "Nej du er ikke" smilede hun kort til ham.
"Undskyld jeg tror jeg kom til at høre din tanke" sagde hun flovt.

Han spærrede øjnene op.
*Læse min tanke?? Men hvad så med den dag i byen hvor jeg tænkte... Ahh! Ikke tænke på det!*
Han rystede på hovedet for at samle tankerne.
"Øhh.. " begyndte han.
"Så du kan læse tanker? Interessant."

Hun nikkede.. "Jeg er ikke kocentret, så jeg kan høre hvad du tænker" sagde hun og lukkede øjnene for at spære. HUn åbnede de´m igen. "Det var dig der var drengen ved lygtepælen" smilede hun til ham.

"Ja" sagde han. Det havde været en af hans første ture til byen. Han var ikke kommet der meget.
"Jeg bor i skoven.. så byen er ret... interessant på sin egen mærkelige måde" sagde han.
Han smilede forsigtigt til hende. *Hvorfor er hun ikke bange?* tænkte han nysgærrigt.
Han var trods alt Sortelver.

Hun smilede til ham.. "Jeg plejede også at bo i skoven, men så døde min far og flokken gik amok, så jeg forlod dem" smilede hun lidt trist.
HUn smilede til ham "Foresten hedder jeg Milla" sagde hun og rakte en hånd frem.

*trist historie, men alligevel er hun så fuld af liv* tænkte han og det bragte et smil frem på hans ansigt.
Han tog hendes hånd og sagde: "Velarian."
han smilede til hende.
*Hvorfor i alverden gik jeg dog i panik over hende?* tænkte han lidt forvirret.

Hun kiggede på ham med et smil.. "Smukt navn du har" smilede hun og slap hans hånd. Hun pustede en hår lok væk fra ansigtet.. Hun kiggede lidt efter og på fuglen, som hun havde nusset på ryggen. Den fløj over og satte sig på hendes hånd.

"Mange tak" sagde han "Og i lige måde."
Han betragtede fuglen på hendes hånd.
"Du er elver, er du ikke?" spurgte han så.
Han kiggede kort på hendes spidse ører.

"Tak" sagde hun med et smil. Hun kiggede kort på ham.
"Jov, men jeg har lidt Aspara i mig, fra min bedste mor" smilede hun til ham.
"Og du er en sortelver ikke?" spurte hun med et smil.

"jo..." sagde han og kiggede væk et øjeblik. "Hvorfor er du ikke bange for mig?" spurgte han og mindedes hvad hans gamle klan havde gjort mod Elvere.
Han lukkede øjnene og forsøgte at få de ubehagelige minder til at forsvinde.

"Skulle jeg da være bange for dig?" spurte hun undrede.
Hun kiggede kort på ham og lagde en finger på ahns pande.
Hun fjernede hans dårlige minder.
Hun kiggede på ham.

Han kiggede på hende. *hvordan gjorde hun det?* tænkte han.
"Ved du ikke hvad Sortelvere plejer at gøre ved andre Elvere?" spurgte han.
Han fik et mørkt udtryk i øjnene.

"jov det ved jeg, men det betyder ikke at du er ond" sagde hun stille
og lagde hovedt let på skrå.
Hun kiggede i hans øjne, og smilede stille.

"Jeg forlod min klan" sagde han "Efter jeg havde set dem myrde en Elverfamilie."
Han rystede på hovedet.
"Nok om det. Halvt elver og halvt Aspara? en interessant blanding" han smilede venligt til hende.
*Hvorfor kan jeg ikke finde på noget mere interessant at sige?* tænkte han lettere frustreret.

Hun smilede til ham.. "det var hårdt at se" sagde hun kort og stille.
Hun kiggede på ham, "Dine øjne viser at der er nnoget du er utryg ved" sagde hun
og kiggede dybere i hans øjne.

*Hun er imponerende...* tænkte han.
"Jeg er lidt urolig... men jeg ved ikke hvorfor. Der er noget over dig..." sagde han og så hende i øjnene.
Han bandt sin panfløjte fast til bæltet igen mens han spekulerede over hvorfor han reagerede så underligt når hun var i nærheden.

Hun smilede til ham.
"ER du bange for mig?" spurte hun og lagde hovedt igen let på skrå.
Hun kiggede på ham, hendes øjne blev helt lyse da solen ramte dem.