Et vindpust rammer trærene...

"Hør nu her," sagde han "Jeg synes du er sød og guderne skal vide at jeg synes du er smuk... Det er alt." sagde han og begyndte at gå igen.

^Hun kiggede på ham.. "Men hvorfor går du så?" spurte hun

"Fordi du drager mig til dig på en måde som ikke er almindelig. Jeg har lyst til at kysse dig. Og det er forkert." sagde han og fortsatte med at gå.

<hun lagde hovedt på skrå

//sorry min mor tog computeren fra mig ^^

Han kom længere og længere væk fra hende. Han styrede mod den lysning hvor han boede.

//Helt i orden du ^_^

Hun satte sig i skovbunden.

Han kiggede sig over skulderen og så hende sidde der.
Han dristede sig til at sende hende et smil. Men fortsatte med at gå.

Hun tog lagsomt sine medaljon af... Det var en elver medaljon.

Han forsvandt ud af syne.
Da han var sikker på at hun ikke kunne se ham, stoppede han op.
*Jeg fatter ikke det her* tænkte han og stillede sig op ad et træ med armende over kors.

hun lagde sig på maven og betratede halskæden.

Han havde lukket øjnene mens han tænkte, og opdagede derfor ikke at nogen sneg sig ind på ham. Da han opdagede det, var det for sent.
Da han hørte lyden af fodtrin foran sig og åbnede øjnene, alarmeret ikke blot af lyden, men af en forfærdelig fornemmelse, så han to Sortelvere fra sin gamle klan stå foran ham.
Den ene var høj og muskuløs, og den anden var lille og tynd.
Velarian reagerede omgående. Han rakte ud efter det sværd han havde på ryggen, men så fandt han ud af at de var tre, ikke to. Han opdagede for sent den Sortelver der sad i træet over ham. Sortelveren sprang ned, og greb fat om Velarian, og kastede ham i jorden.
"Nå, lillebror" sagde ham der var hoppet ned fra træet. "Så fandt vi dig endelig."
Velarian så på ham, og kom op at stå igen.
Hans øjne blev fyldt med had da han så sin storebror igen.

Milla mærkede på et tidspunkt at der var fare. Hun rejste sig og bandt hurtigt sin medaljon fast om halsen.
Hun løb hen af skov bunden. Det knirkede da hun trådte på nogle nedfaldéne blade.
Hun hørte hurtigt at der var andre sortelvere. Hun løb hen til et træ, idt derfra så hun dem. De havde fat i velarian. Hun stormede der hen. Hendes lyse øjne skinnede som solen.. "Lad ham være!" halv råbte hun.

Han så at hun kom løbende og tænkte: *Åh nej. Åh gud nej!*
Hans storebror begyndte at grine, og Velarian fik sin frygt bekræftet da hans storebror henvendte sig til de to andre Sortelvere og sagde med ondskabsfuld stemme: "Grib hende."
Velarian vendte ansigtet mod Milla og skreg af sine lungers fulde kraft: "LØB MILLA!!!"

Hun var ikke bange. Hun lod solens stråler skinne ned fra skovens top.
Hun vidste at de ikke kunne skade hende når, at hun var i skoven.
Hendes krafter var nemlig stærkere i skoven. Sten fløj rundt i luften. Dyrene kom løbenede fra alle sider.

De to Sortelvere standsede da de så hæren af dyr. De så et øjeblik på hinanden, og begyndte så at løbe den modsatte vej.
Velarians storebror råbte af dem, men da de ikke reagerede, trak han en kniv og så på Velarian.
"Så dræber jeg bare dig."
Ham hævede kniven, men Velarian sendte en ildkugle efter ham, og satte dermed ild til hans tøj. Sortelveren hylede, og løb efter sine kumpaner.
Velarian lod sig dumpe ned på jorden. Rystende af vrede og frygt.

Milla løb hen til ham..
Hun satte sig ved ham.. "Er du okay?" spurte hun og nussede hans kind.
Hun satte sig helt ned ved ham.. Dyrene gik væk og så var der ikke flere, genstade som kunne total smadre ting.

"Ja.." sagde han "Jeg er okay."
han rystede på hovedet og tog en dyb indånding.
*Så de leder stadig efter mig...* tænkte han.
"Tak Milla. Du har højst sandsynligt lige reddet mit liv." sagde han og så hende i øjnene.

Hun smilede til ham.
"Det var godt.." smilede hun til ham.
Hun kiggede ham i øjnene.
Hun smilede kort "Det var så lidt" smilede hun.