Stjerner - Maddie

T: Kl. 3 om natten
O: Ingen andre end Ai
V: Mørkt, koldt
S: Parken

I parken kl. 3 om natten, lå en lille pige i græsset og så op på stjernerne. Hun var iført en mørkegrå skoleuniform, og hendes lange hår var kulsort, med pandehår der gik ned til lige under øjenbrynene. Hendes lille blege ansigt, med de to rubinrøde øjne der skindede i stjerneskæret, fik hende til at se meget umenneskelig ud. Hun var nu heller ikke et menneske, men nærmere en dæmon, og skønt hun så ud til at være 12 år, havde faktisk hun levet i flere 100 år. Hendes navn var Ai, Ai og så noget hun ikke vidste. Hendes efternavn var nemlig en del af hendes ukendte fortid, som hun nok aldrig ville lære at kende. I flere 100 år havde hun ledt efter bare det mindste spor, der kunne vise hende noget om hvem hun stammede fra, og hvad der var sket med hendes familie, men forgæves. Man kunne vel godt sige at hun så småt var ved at give op nu

En høj og slank pige kom gående ud fra nogle træer. Hvis man så hende komme ud, troede man nok at hun var en skygge, men det var hun ikke. Hun var blot, et almendeligt menneske, der godt kendte til de magiske væsner, da hun havde mange goe' venner blandt dem. Maddie som pigen hed, havde en kulsort kjole på, nogle mørkerøde sko og en mørkerød sløjfe om håret, så, det holdte sig oppe i en hestehale.
Da Maddie fik øje på en lille pige ligge i græsset smilte hun mildt, gik hen til pigen, uden pigen opdagede, hende og kiggede på pigen. Hun så sød ud, eller der syns Maddie, jo alle børn gjorde, men der var noget ekstra sødt, ved denne pige. Hun så, så dejlig og fin ud.
Maddie havde næsten lyst til at sige noget til pigen, men opgav det. Hun sukkede let og lydløst. Hun vendte hovede bagud, så hun kunne kigge på den smukke stjerneklare himmel.

Ai var optaget af de fine stjerner på himlen, og fik først ikke øje på den kønne høje pige der roligt kom gåene ned til hende. Ai satte sig op, men var stadig dybt optaget af de lysene stjerner. Hun elskede alt der skindede, og da stjernerne gjorde det, var de noget af det Ai elskede at iagttage. Hvor mange gange havde hun ikke prøvet at nå stjernerne, ved at række hænderne op i luften? Utallige gange, men det var selvfølgelig aldrig lykkedes. Ai lukkede kort øjnene i inden hun åbnede dem igen, og fik så endelig øje på pigen. Selvom pigen var unaturligt køn, var Ai sikker på en ting. Pigen måtte være et menneske

Maddie bukkede sig ned og sad halvt på hug, foran pigen. "Hvad laver du dog herude?" spurgte hun med en dejlig blød stemme. Hun så på pigen med et smil.
Da Maddie's øjne og skinnede kunne man nemt se dem i mørket. Det var det brune i hendes øjne der skinnede. Maddie så på pigen og ventede på hendes svar.
Hun kiggede sig omkring. Der var koldt så hun holdt armene omsig selv, for at holde varmen. Maddie var noget af en 'ispind', for hun kom meget let, til at fryse, men det kunne hun jo ikke selv gøre for. Sådan var hun jo bygget, og andre havde det nok på samme måde, for alle var/er jo forkellige. Det siger jo sig selv!
Maddie kiggede igen på pigen med det bløde og milde smil.

Ai ville gerne svare den venlige pige, men hun kunne jo ikke tale. Lige siden hun kunne huske havde hun været stum, men heldigvis kunne hun komunikere med folk ved at overføre sine tanker til den, hun rørte ved. Ai havde ikke noget imod at tage denne pige hun ikke kendte i hånden, og svare på hendes spørgsmål via. tankeoverførsel, men som sagt var alle jo ikke ens, og det kunne jo være at pigen ikke ville røre ved fremmede. Istedet pejede hun på sine sine øjne for at vise at hun 'så' og derefter på stjernerne, for at vise at det var dem hun så på. Hun så op på pigen, og pejede så på sin mund, for at vise at hun var stum, og ikke kunne tale

Maddie lagde en blid hånd på pigens kind. "Er du stum, lille ven?" spurgte hun sødt. Hun holdt stadig den anden arm om sig selv, for stadig at holde på varmen.
*Det er da synd for, sådan en fin pige, at hun ikke kan tale* tænkte Maddie for sig selv og lagde hovedet på skrå. Da pigen kiggede op på stjernerne, vidste Maddie hvad hun var der for. Hun syns at pigen så så sød ud, at hun var ehlt vild efter at lære hende at kende, men det var jo svært, når pigen ikke kunne tale.
Maddie sukkede lydløst og smilte til pigen. Hun holdt stadig den ene hånd på pigens kind, for at vise, at hun syns at det var synd for pigen, Meget, meget synd.

Ai blev en smule forskrækket da pigen rørte hendes kind. Hun var ikke vant til så meget venlighed, og pludselig fik hun det. Hun nikkede langsomt efter pigens spørgsmål. Ja hun var stum, og hun kunne ikke engang præsentere hendes ejet navn, medmindre... Pludselig gik det op for Ai at pigens hånd stadig lå på Ais kind. Nu kunne hun komunikere med pigen, selvom hun nok ville blive en smule forskrækket af at få Ais tanker smidt i hovedet. Heldigvis var det kun de tanker Ai sendte hende hun kunne læse. *Ai* Præsenterede hun sig selv via tankerne, og pejede på sig selv. Pigen var et menneske, og det var ikke alle mennesker der kendte til magi. Var pigen mon en der gjorde eller ej? Ai ventede bare på hendes reaktion

Maddie så på pigen og hørte et navn i hendes hoved. "Ai, flot navn," sagde hun sødt. "Jeg hedder Maddie;" Hun smilte.
"Du ser virkelig sød ud, Ai," sagde Maddie lidt efter og tog hånden til sig. Hun rejste sig let op med et smil. "Uhh.. Her er koldt, sys du ik'?" Sagde Maddie med et smil.
Hun så igen op på stjernerne. De var flotte og de glimtede meget smukt. Skæret, fra den halve måne, fik stjernerne til at se smukkere ud.
Hun lod ig blikket hvile på Ai. Hun rakte en hånd ned til hende.

Ai smilede. Det var hun ikke vant til, men hun var begyndt at gøre det nå hun virkelig blev glad. Ai tog imod Maddies hånd, og hjalp sig selv op. *Tak* Sagde hun og smilede igen. Det var meget tæt på at ligne et rigtigt smil. Og så var det ægte, ikke alle de der falske smil, som folk smilte når de lod som om de var glade, uden at være det. *Jo. lidt koldt* Tænkte hun. Hun havde faktisk ikke lagt mærke til kulden, da hun var mere optaget af stjernerne, men nu da Maddie sagde det, kunne hun godt mærke det. Hun betragtede Maddies ansigt

Maddie holdt blidt fast i Ai's hånd, og smilte. Hun kiggede på Ai. Hun gik et lille skridt tættere på hende. Maddie, var aldrig ond mod børn, og sådanset heller ikke ældre, med mindre de havde gjort hende noget meget, meget ondt.
"Ai, hvor kommer du fra?" spurgte hun med et smil.
Hun holdt stadig i Ai's hånd.
Hun betragtede Ai, og hvor fint hun var bygget. Hun så meget, meget sød ud. Maddie havde meget af hendes blidhed, tilovers, for børn, så hun var meget blid mod Ai

*En landsby... Vent lige lidt...* Hun så ned, og stak hånden i lommen på sin skoleuniform. Hun rodede lidt rundt dernede, inden hun trak armen op. I hånden havde hun en lille hvid glaskugle. Hun havde haft syv i forskellige farver, men allerede givet to ud til nogle der havde vist hende venlighed. Det var hun jo slet ikke vant til. Maddie, havde vist hende en masse venlighed, og derfor rakte Ai hende glaskuglen. *Her... Og tak* Hun sagde tak fordi Maddie som sagt havde vist hende venlighed, og glaskuglen var, for Ai, den aller bedste måde at sige tak på

"Ej, tusind tak! Hvor er du sød," sagde hun blidt og gav Ai et lille kram. "Den er fin," Hun smilte. Maddie elskede nogle ting der var lavet af glas og sådan noget.
Hun så rundt. Der var ingen at se nogen steder. Hun lod igen blikket glide ned på Ai. Maddie var meget høj, så hun kunne 'nedstirre' hendes venner. Det vil sige at hun kunne stå og kigge NED på sine venner, så de sys' at det var distraherende.

Ai blev overrasket over at få et kram, og et smil bredte sig på hendes læber.
*Det var så lidt* Tænkte hun stille og så glad ned i jorden. Måske var hendes smil ikke et helt rigtigt smil endnu, men det var ægte, og lige ved at være der. Hun lagde ikke rigtig mærke til at Maddie 'nedstirrede' hende, for hun var vant til at folk kiggede ned på hende, da hun jo selv var så lav.

Maddie havde stadig den ene hånd på Ai's skulder, da hun slap krammet.
"Ai, jeg må sige at du er rigtig sød," sagde hun med et smil.
Nogle menneske, der var på vej hjem, fra fest. Da de så hvordan Maddie talte til pigen, uden pigen svarede, blev de meget forvirrede.
Maddie var lidt ligeglad, for Ai var meget, meget sød.

Ai lukkede øjnene og smilede igen. *Det er du også* Tænkte hun og åbnede øjnene.
Maddie var faktisk meget meget sød, især mod Ai. Hun var ikke vant til den slaks behanling, men Maddie var så sød og venlig. Ai smilede stadig. Mon hun endag ville lære at smile et rigtigt smil? Ai så på de forvirrede mennesker, der ikke kunne forstå hvorfor Maddie snakkede med en pige der ikke svarede. Ai var også ligeglad, for Maddie vidste godt at Ai også syntes at Maddie var sød

"Må jeg så se et smil?" sagde hun med et lille grin og kiggede på Ai.
Maddie vile gerne have at Ai i det mindste bare prøvede at smile. Hun vidste godt, at det ikke lige gik så godt når hun prøvede, men hun ville de en ordenligt smil alligevel

//Krea mangel^^Må logge//

*Jeg kan ikke, når jeg er 'tvunget'* Prøvede hun at forklare. *Ser du... Nå jeg smiler er det ikke med vilje, men noget jeg kommer til* Hun var jo ikke vandt til at smile.
*Smil er svære!* Tænkte hun derefter til Maddie, og så op på hende, med hendes røde uudgrundelige øjne

"Jo, kom nu Ai! Prøv!" bad Maddie. Hun lod igen en hånd gå ned til Ai's skulder. Med den anden holdt hun hende stadig i hånden. "Ai, jeg er sikker på, at hvis du bare tror på det og øver på det, kan du en dag smile!" Maddie smilte.
"Prøv nu," Hun ruskede lidt I Ai's skulder, for at få hende til at tro på at hun ville kunne smile, men det så ikke ud til ai Ai prøvede. Maddie smilte igen.