Et hav af stjerner.... //Asmamix//

En skygge kunne ses under et træ. To små prikker lyste tydligt, som var de to små stjerner, der var faldet ned fra stjernehavet over skikkelsen. Han lå med hovedet hvilende på armene, som han havde krydset over hovedet, i en ret så almindelig kendt stilling blandt mennesker. Dog var det tydeligt, efter hans aura at dømme, at han ikke var et menneske. Hans aura som engel, var så stærk, at det var ret svært at føle den lille menneskelige del, som han blandt andet også bestod af.
Hans lange, ildrøde hår, lå spredt ud på græsset, og kunne på grund af det tiltagende mørke, godt tænkes som en blodplet, hvilket da lige kunne have været tilfældet.
Han lå ude, en fuldmåne aften, med hul i hovedet. Selvom dette ikke helt var tilfældet, fik tanken dog den uge halv engel til at smile svagt. Det perlehvide rækker af tænder han nu ejede, glitrede svagt, men dog ikke tydeligt, og hans isblå øjne lukkede sig langsomt, som var de blevet lukket af den vind der pludselig pustede let til ham.
Mon dette var endnu en nat hvor der skulle ske noget? Han håbede lidt på det, de fleste andre dage, havde han ikke lavet andet end at rende rundt og møde nye folk, hvilket på en måde havde været kedeligt, selvom dem han havde mødt selvfølgelig ikke havde været kedelige i sig selv, det var bare det hele tiden at skulle være sød mod dem, hele tiden at skulle holde dem i hånden, eller trøste dem. På en måde fant han det utroligt irriterende. Og dog, han havde jo egentlig kunne lide det, men det ville han selvfølgelig ikke stå ved.
Nej, han ville jo aldrig stå ved nogen form for menneskelighed fra sin egen side, det måtte være hele denne verden der fik ham til at føle sig på den måde.
Nej, han faldt i staver. Det var jo ikke første gang, men han var sikker på at det ikke var et godt tegn. Men måske heller ikke et dårligt? Måske neutralt? Nej, nu blev det for latterligt, alle disse tanker, der svævede rundt i hans hoved, og lod ham føle sig som det han havde brugt hele sit liv på at lære at hade. Det var simpelthen ikke retfærdigt!
Han sukkede svagt, havde ikke rørt det mindste på sig mens tankerne havde fortæret hans sind, og drillet ham med sine små tankerækker. Han smil var forsvundet, erstattet af en undrende grimasse, som han lå der, under et mægtigt egetræ, og så op i stjernevrimlen over sig.

Asma træk sig frem som et spøgelse med hvide vinger. Hendes tøj var i laser og hendes røde hår, som altid var gylden, var nu blevet helt morgenagtig. Hendes nøgne fødder trådte på den bløde, men ret kolde jord. Hun frøs. Hun frøs så inderligt meget, det kunne hun da fornemme alle steder i kroppen. Ved folks første øjekast ville man tænke, at hun havde været i kamp eller noget. For der var nemlig blodpletter på hendes hvide kjole af en art. Egentlig havde hun bare en hvid stof på, som, bare var ødelagt. Flænset, om man må sige. Asma havde ikke rigtig langt mærke til denne smukke aften. De stjerner der ikke sås af hendes øjne, sås sikkert af en andet. Asmas knæ faldt med et sammen, inden hun kunne nå at støtte sig op af et træ. Hun lå på ryggen, med åbne øjne og så nu på de stjerner hun burde have set. Men så igen, noget forstyrrede hende. Noget som mindede om. Asma lukkede sine øjne, og smilte stille. Engel. Nej, ikke helt måske. Hendes øjne forblev lukket, mens hendes lille smil, det smil der fortalte at hun var i live, sås. Hun var ikke træt. Bare udmattet..

Hans øjne åbnedes på ny, da en anden aura erklærede sin ankomst lige i nærheden. En engel, hun køn og med... Ja, det var helt klart den duft han havde kunnet dufte over de fleste han havde mødt i byen. Duften af vampyr. Var denne skabning mon indblandet i noget med disse blodsugere? Måske var hun blot blevet bidt.
Lugten blod, nåede også hans egne næsebor, og han lod dene lugt af let metalliske stoffer hænge i sin næse i et kort øjeblik, inden han lod overkroppen hæve sig op fra jorden, ved hjælp af armene, hvor efter han kom op at stå.
Han vidste ikke præcist hvorfor, men denne lugt at blod fik ham til at blive nysgerrig, en såret? Sikkert.
Han så rundt, uden helt rigtigt at se, han følte sig frem, prøvede at mærke hvor auraen havde sin oprindelse. Men den var ikke tydelig, måske fordi vedkommende var kollapset, han kunne måske være heldig at kunne nå at redde dette væsen af hunkøn?
Hans fødde begyndte at gå, dog uden af han helt rådede over retningen. Han skridt var lette, elegante, og han så ud til at føle sig mere fri til at bevæge sig end de fleste. Hans glimtende isblå øjne spejde ud i mørket, og fanget et blink af noget vidt, da han kom tættere på begyndte han at kunne tyde skikkelsens silhouet i mørket.
Han stoppede. Hvorfor var han så nysgerrig? Nej, han burde være ligeglad, og så igen, hvis blodet, der stadig dominerede hans næse, tilhørte englen, ville han måske kunne redde hende. Han prøvede at overbevise sig selv om at vedkommende så vile stå i gæld til ham, men det lykkedes ikke helt.
Han lænede sig op af træet ved siden af ham, så blot på den hvide skikkelse lidt længere fremme, ubevidst om hvad han skulle gøre, stod han blot der, stille som havde han mistet evnene til at tale.

//Udskyld tiden!! :O xD//

Asma kunne mærke den engel, hun hele tiden havde placeret sit mål ved. Nysgerrighed eller bare en om vej af en art? Hun bevægede sig ikke, lå bare der, med ansigtet oppe imod himlen. Det her var ret akavet, hvis man tænkte det på den måde. Men hvem vil egentlig tænke på om man lå godt, når man så halv færdig ud? Asma var ikke typen der brokkede sig, men hun var heller ikke typen uden ord. Hun kunne nu mærke englen nærmer sig. Hun var stadig ikke vildt god til at kende forskel mellem hankøn og hunkøn. Hun lod englen betragte hende, hvis det var det den gjord. Efter et stykke tid rørte Asma på sig. Hun hoppede op, som om det var det naturligste i verden at gøre. En dreng. Det havde hun også regnet med. Hun stirrede på ham, som han nu også gjord. Hun lag hovedet på skrå, mens et lille smil formede sig over hendes læber. Som om hun var rask og intet var skidt. ”Goddag” sagde hun med en lille stemme. Ret barnligt efter hendes mening.

//^.^//

Hans isblå øjne, der glimtede som de stjerner der strålede over dem, så på hende med et så udtryksløst blik, at det ville være umuligt selv for den bedste at gennemskue hvad han tænkte på. Også hans ansigt bar den udtryksløse maske, der virkede ligeså uigennemskuelig.
Han rørte sig ikke det mindste da hun rejste sig, eller nærmere hoppede op.
Hun så frisk ud, og dog, blodet, den svage aura, hun kunne ikke være helt rask. Men hvad kunne han gøre ved det? Han troede ihvertfald ikke selv på at han ville komme til at hjælpe hende, hverken på den ene.... eller den anden måde.
Skabningens ord fangede hans opmærksomhed, og det var som om han vågnede op af en dyb dvale, da han hørte hendes lettere barnlige stemme for sine ører.
"Hej..." mumlede han, med en stemme, der kunne lyde varm, og dog.. Heller ikke sådan lige til at tyde, men uden den samm uigenneskuelighed som hans øjne og ansigt bar.
"Hvad laver en engel som dig ude... på dette tidspunkt?" da han talte, var det komplet ubevidst, og han hørte det som om han stod langt væk, som var han under vand.

Asma så på denne engel. Hankøn. Det kom ellers bag på hende, men alt kom jo bag på hende, så det var jo ikke lige til at sige, hvornår tingene, seriøst kom bag på hende. Asma førte sin pegefingerspids op til munden mens hun betragtede ham. Han lignede ikke en hun kendte. Heller ikke en hun havde regnet med at møde her. Asma rettede sig op, for hendes ben begyndte underligt nok at ryste. Hun var ikke svag, men bare dum. Hun så på ham med store øjne, da han svarede hende tilbage og dernæst hans spørgsmål. ”Jeg laver skam intet. Er bare her, på denne nydelige aften” hun skuttede kort imod himlen, men så tilbage imod drengen. Hun smilede tomt. Denne her smil, var mere anstrengende da hele hendes krop gjord ondt. Ingen skulle tro at hun var svag, det var ikke derfor hun var sådan. Hun havde været udsat for mere ind der, værre ting.
”Men jeg kan desværre stille Dem det samme spørgsmål herre..” hun tav, mens hun bare pegede imod ham. ”Hvad laver De her? På dette tidspunkt?” hun spurgte som om hun havde kendt denne dreng i længere tid ind som så. Men helt ærlig. Skulle Asma begrave sig selv i mørket og græde? Skulle hun være ligesom de forsvarsløse væsner, som bare overgav sig til de mørke sider. Heller dø ind det..

Et svagt skævt, lettere sadistisk smil skar hans udtryksløse atitude over på mindre end et sekund, og han lignede i høj grad mere en djævel, end en egentlig engel.
"Jeg har ingen grund til at skulle være her, og dog, er jeg her" var hans eneste svar, da hun slyngede spørgsmålet tilbage til ham.
Hans øjne, der ikke længere var ligeså udtryksløse, betragtede hende, lod hendes krop, hendes former, den underlige aura han ikke var stødt på før, og hendes ansigt blive indkodet i hans hukommlse som han jo havde gjort så mange gange før. HVad skulle han gøre hvis han glemte ethvert ansigt han kom forbi? Det ville jo nærmest være nedrigt.
Ikke desto mindre stoppede hans øjne ved hendes, og hans stod sådan i lang tid, med de glimtende isblå øjne, skærende ind i hendes, som to stjerner, der blot tiggede hende om at komme nærmere, om at blive opslugt af hvad der kunne betegnes som to bundløse huller, der virkede næsten ligeså tiltrækkende, som jordens gravitationskraft.
"De er sikker på at de har det godt?" sagde han, med en stemme der på en måde lød bekymret, og dog også en anelse ligeglad. Som om han prøvede at få sig selv til at virke mere ligeglad med hendes tilstand, end han egentlig var.
Men det bekymrede stik i hans hjerte lod sig ikke ignorere, dog kunne intet at denne indre kamp ses på hans ydre udstråling, der på en måde kunne virke moden, også selvom han kune lignede en på omkring de 19 år.

Asma fugtede sine læber da han svarede. Egentlig var der åbenbart ikke noget der hed.. præsentation? Hun lod til at betragte ham, lige ledes som ham selv. Var han nysgerrig? Eller var det bare hende? Denne dreng var ikke en hel engel.. var han vel? Asma gav et nik fra sig. Bare et nik der egentlig ikke betød noget. Hun lag igen hovedet på skrå, og rettede sig op, da hun igen så ud til at falde om kuld. Hendes ansigt var rolig, og tydede ikke på smerter eller noget. Hun var jo ikke skadet. Det var bare blod på hendes tøj.. også igen. Hun pegede på drengen, mens hendes perlehvide tænder kom til syne. ”Jeg er sikker på at jeg har det godt. Faktisk, har jeg aldrig haft det bedre” sagde Asma mens hendes hånd rystede. Det dirrede faktisk, mens hun anstrengende så på drengen. Hendes øjne så ud til at svigte af og til, men hun smilte trods alt. ”Mit navn er Asma. Hvad med Deres herre?” hun sænkede sin pegende hånd, mens hun støtte sig op af et træ. Hendes vejrtrækning var på en måde anstrengende, da det sås på hendes røde kinder.
Men hvorfor overgive sig til mærket som sagt? Hvorfor ikke være stærk fra begyndelsen? Asma hostede stille, mens en lille blodstribe sås fra hendes mundvig.

Han så på hende,betragtede hendes nik, og lod det flyde ud i sin bevidsthed.
Et svagt smil trådte frem i hans lettere blege ansigt. Hun havde gættet det, havde følt at han ikke var en af hendes virkelig artsfæller, og så igen, hun havde jo sikkert ikke kunne føle den mennskelige del ligeså stærkt som hans engel. Men det kunne vel være ligemeget, han ville ikke anerkende sin menneskelige del, og derved var den englelige del vokset, og havde nu snart trængt sig ind i den menneskelige del, og ødelagt dens identitet. Det var derfor hans menneskelige halvdel blev svagere og svagere, derfor hans følelser for alting, var ved at forsvinde. Snart ville han være blank, uden en eneste form for følelse ladt tilbage i ham. Kun hans sjæl og hans minder ville forblive intakte, eller ville de det? Han var ikke engang selv sikker, så indtil videre, ville han vel bare lade som om han var enhver anden engel man kunne løbe ind i sådan en mørk nat?
Han blev revet ud af tankerne da hun fastholdt at hun havde det godt, hvilket han fandt ret komisk. Blot fordi man ikke havde værdighed nok til at spørge om hjælp hvis man ikke havde det godt, betød jo ikke at man ikke ville få den.
"Hør her, det er jo tydeligt for enhver at Deres helbred ikke er det bedste i byen, skulle De ikke hvile dem...Asma?" sagde han, både efter præsentationen og hendes bekendtgørelse at hun havde det fint.
"Mit navn er Itari" sagde han med et kort skævt smil, der dog forsvandt øjeblikket efter. Han gik et par skridt tættere på hende, så på hende med de isblå, let dragende øjne, der blinkede som to stjerner.
Hans ene hånd blev rakt frem mod hende, "Du er sikker på at jeg ikke må hjælpe dig? Sikker på at du ikke behøver min hjælp?" sagde han, med en mere alvorlig stemme end før, da han virkelig kunne se at hun enten led, eller var ved at falde om kuld.

//Skal spise^^ Sorry, kommer på igen bagefter ;D //

Asma gled langsom ned af træet som hun havde støttet sig til. Hendes ben forblev oppe, mens det andet bare lag sig dovent ned. Asma placerede hendes ene albue på knæet, som i forvejen stod oprejst. Hun så på drengen der åbenbart hed Itari. Asma så ned, mens små bloddråber dryppede ned, på hendes ene ben. Det gav et lille lyd som kun hende hørte. Hendes røde hår dækkede hendes ansigt, mens Itaris ord gentog sig oppe i hendes hoved. Hun kunne intet sige i det her øjeblik. Hendes ægge hvide øjne, så bare tomt på blodet som dryppede. Dryp. Dryp. Hun kunne ikke lide blod. Slet ikke sit eget endda. Hun smilede tomt for sig selv. Itari. Itari. Hun nikkede bare, mens hendes tærer rørte lidt på sig. ”Jeg er frisk Itari. Jeg er bare udmattet. Intet andet min dreng. Jeg er helt..” Asma hostede, men så ikke på ham. Lod det blodrøde hår dække sit ansigt. ”.. frisk Itari..” så var hun stille. Træk vejret tungt. Det kunne høres endda. Asma så egentlig ikke hundred procent rask ud.. men hun kunne ikke lide at folk skulle hjælpe hende, eller vide at hun var svag, på den måde.
Det var bare så forkert.

//Okay ^^//

Han smilede svagt til hende, et egentlig lettere muntert smil, som om hendes sætdighed morede ham. Han havde ikke i sinde at protestere, og tvinge hende til at lade ham hjælpe hende, nej. Hvis hun ikke ønskede hjælp, ville hun ikke få den.
Han nikkede blot, og blev stående, lænende op af træstammen han hele tiden havde stået op af (Kan ikke huske om han er gået hen til hende, men det siger vi vist bare han ikke er? xD). Hans isblå øjne lyste op i halvmørket omkring dem, lignede to lanterner midt i den mørke baggrund, der dog også lynede svagt rødt, på grund af hans ildrøde manke af en hårpragt, der var holdt tilbage på plads af et hvidt pandebånd.
"Det kan jeg se..." sagde han, lettere sarkastisk og med et svagt skævt smil plantet på de faktisk ret tynde læber.
Hans hånd kørte op og berørte forsigtigt barken på det træ han stod op af, lod neglene køre hen over træets hud, uden at det gav andet end den knasende lyd fra træ der giver efter for styrke fra sig.
"Men hvis du er udmattet... Hvorfor kom du så herhen? Dette er ikke just stedet at hvile ud" sagde han med en svag gestus ud mod et par røde prikker i mørket fra skiftevis sultne vampyrer og dæmoner der selvfølgelig havde lugtet den søde duft af engleblod på lang afstand.

Asma smilede, mens hun hostede igen. Hun lod sig sidde på alle fire som en hund, og rejste sig op derefter. Hendes hånd, som for resten havde blod på sig, rettede sig imod denne dreng. Denne Itari. Hun kom helt op, mens hun så småt gik, tætter på ham. Hun stod stille foran ham, mens hendes pege – og lange finger, ramte hans pande. Hendes fingre kunne ikke holde længe på hans pande, så de gled langsom ned af hans ene kind, med blodstriben efter sig. ”Itari” sagde hun, mens hun gik væk fra ham. Hun smilte med sine perlehvide tænder, mens hendes hvide øjne, så på hans isblå nogen. ”Jeg er fordi. Jeg ville møde en som dig. Ikke andet” hun lo stille, mens hun rettede sig op. Det her lignede bare ikke Asma. Det var bare så forkert. Asma begyndte med et at grine sært, mens hun sukkede efter det. Hun så på himlen, mens hendes røde hår, kom i vejen for hendes øjne, så hun igen ikke kunne se Itari. ”Halv englen Itari” mumlede hun.

//Srry for det korte svar//

Han så på hende, lukkede det ene øje i hvad der kunne fortolkes som et udtryksløst blink, da han følte hendes fingre på hans pande, den lettere våde følelse af hendes fingre der gled ned over hans kind, og blodet, der langsomt tog form som to streger over hans egentlig ret blege hud.
Da han så hendes hvide øjne vende sig mod hende, gik der en svag kuldegysning gennem ham, som om det skræmte ham, og dog, var hans ansigt fuldstændig ligeså udtryksløst som før, kun det at hans hår på armene rejste sig, var et tegn på de kolde rislende fornemmelser han følte køre igennem sin rygrad, men dette kunne ligeså godt have været forårsaget af den kolde vind der langsomt strejfede hans krop, og gled hen over hendes ansigt med blide kærtegnelser, fik hans hår til at danse, og ligne en blussende ild, der bølgede under pustebælgens blide vind. Underligt, som han egentlig kunne minde om ild, som en levende flamme, midt i mørket, oplyst af de to isblå kerner, hvor hans energi så ud til at koncentrere sig stærkest i hele hans krop, fik hans pupiller til at gløde og ligne to lanterner i natten.
"Du ville møde en som mig? I så fald skal du ikke håbe på at leve længe" sagde han med et svagt, lettere satanistisk smil, der fik bredt sig ud over hele hans ansigt, så han mere lignede en sindsyg, end den rolige halvengel han før havde lignet.
Smielt falmede lidt efter, som dug for solen faldt hans mundvige ned, og lod det udtryksløse ansigt komme frem endnu en gang.
"Forresten, kald mig hellere Itarian, Itari er kun for min kønsløse skikkelse" tilføjede han en anelse tid efter, og lod en hånd dumpe ned i sin lomme, mens hans blik blev koncentreret omkring den sorte himmel over dem.

//Hehe, gør ingenting! ^___^//

Asma rettede sig op, mens en kæmpe smil var på hendes læber. Hendes ansigt så med ét ud til at lyse op, og få en lille farve. Dette møde var ret underligt. Det var ikke det samme møde, som hun havde haft sammen med andre engle. Det var egentlig ret mærkeligt, for Itari var ret underlig efter hendes mening. Men det var jo KUN hendes mening, ikke andet. Asma lo stille, af hans første bemærkning, men smilet falmede dog kort tid efter. Hendes ryg var bøjet, så hun så ud til at ligne en gammel kælling, eller noget i den stil. Asma nikkede stille, da han var færdig med at tale. ”Javel så. Itari den kønsløse og Itarian englen?” Asma nikkede, mens nogle rynker formede sig på hendes pande.
Egentlig plejede hun at kalde folk, det hun ville kalde dem. Om de kunne lide det eller ej, det var da op til dem. Asma gik få skridt fra Itari, mens hendes blik ikke ve for hans isblå og ret kolde øjne. Første omgang havde hun faktisk betragtet hans øjne ret kolde, og på en måde afvisende, men når man så godt efter, så var de isblå, kuldens farve. Asma lag hovedet på skrå, mens hendes mund formede sig til et O. ”Itarian, jeg ville skam dø snart, så det overrasker mig ikke” Asma talte dæmpet, og meget langsom, som om Itari ikke kunne følge med. Hun hostede stille, men det var bare for at trække tiden ud. ”Jeg er gammel ser du. Jeg er en gammel engel” sagde hun og lo sarkastisk. Asma plejede altid at vrøvle når hun ikke kunne andet. Det var bare det typiske af hende.
Hun rettede sig, og gav et lille nik til Itari. "Hvem er du egentlig? Du minder så lidt om en engel?"

Han så lidt på hende, med et lettere undrende udtryk. "Du skal dø?" sagde han, og rynkede svagt på næsen. For ham at dømme, virkede hun ikke det mindste gammel, hendes aura virkede som havde den kun levet de 22 år som hun også så ud til at være.
Mon denne engel han stod overfor ældedes på samme måde som mennesker? Nej, umuligt. Så ville hun havde været halvt, en blanding så at sige.
Han lod en hånd, hans venstre, krybe ned i lommen, helt op over håndledet, nærmest for at gemme den for hendes blik, der dog, bemærkede han, blev ved med at hænge ved hans egne isblå øjne.
At hun overhovedet stadig var i stand til at stå op var et mysterium for ham, da hendes aura stadig føltedes så svag, så ustabil, måske endda skrøbelig? Men hun så jo ud til at have det fint, så det var nok bare ham der fantaserede, og hende der vrøvlede.
"I så fald er jeg jo en olding" sagde han, da hun nævnte noget med alder. En gammel engel? Hvor gammel var hun?

//Undskyld det korte svar^^' xD//

Asma så på Itari, mens hendes blik ikke virrede fra hans side. Hun så på en måde søgende ud, og hendes ellers svaglignende øjne fik en slags rød glød over pupillerne. Asma nikkede stille, mens et lille smil formede sig på hendes livløse læber. Det var egentlig helt tørre i det, ingen farve om man så må sige. Han tænkte? Det kunne en være have regnet ud. Asma stod stille, uden at bevæge sig en smule, hun blinkede heller ikke. Sådan var hun nu engang, hvis hun betragtede noget, så betragtede hun det sgu også. ”Aha. Olding siger du?” Asma lo stille, mens hun hostede derefter.
Asma træk på skuldrene, mens hun fugtede sine tørre læber. ”Du er sgu god nok Itarian” sagde hun ret lamt efter hendes mening. Hun så på hans ansigt, på den blodstribe hun havde lavet på ham. Det mindede om at han græd med blod. Ret sygt faktisk, for sådan var de fleste vampyr. ”Men hvad er du Itarian? Du er vel ikke en engel hele vejen?” Asma hostede stille. Hvad skulle hendes spørgsmål til for? Egentlig ville hun ikke stå og tale, men mere i gang med et eller andet.
Hun var for det første ikke snakke trolden, men Itarian havde fanget hendes opmærksomhed, med sine få ord.
Måske var denne dreng speciel? Han mindede så lidt om andre hun kendte, han var en spøjsfætter hvis man kunne kalde det.

//Bahhh :P//

Han så på hende med et pludseligt venligt udtryk, som om hans øjne smilede, men ikke kunne få det til at smitte af på hans ansigt, der stadig virkede helt udtryksløst.
"Lige netop, med mine 576 år, og dine korte 22... Ville jeg jo være den man betegnede som den 'gamle'" sagde han, med en nærmest blot konstaterende stemme, uden særlig meget andet følelse i, end den følelse der nu ligger i en opråber-stemme.
Han lod sine øjne køre over hendes pupiller, var det et rødt skær? Nej, han havde nok set syner, og lod øjnene køre væk fra hende, lod dem strejfe nogle af de andre træer, og så et par røde øjne blinke i natten, vampyrer, dæmoner og andre væsener, blev stadig mere opfyldte at tørst efter denne engels blod, og egentlig... var det jo ret underligt at de stadig holdt sig som tilskuere, og ikke gik direkte til sagen.
Deres observerende udtryk, gjorde ham på en måde nervøs. Mange mindre-rangs skabninger reagerede sådan når han var i nærheden, de holdt sig i skyggen, vovede sig ikke i kontakt med ham... nærmest som om de var bange for ham. Dog vidste han jo heller ikke om det var på gurnd af den anden engel, måske havde hun en stærkere udstråling end han selv kunne se?
Hendes spørgsmål kom ikke det mindste bag på ham, da han i lidt tid nu havde vidste at hun ike troede han var helt engel.
"Nej, jeg er halv engel, den anden halvdel har jeg gættet på tilhører et menneske" sagde han med et svagt smil, der lod sig gøres skævt, hvorefter det forsvandt og efterlod hans ansigt fuldstændig udtryksløst... En af hans yndlings-udtryk... Et udtryk der ikke viste noget som helst.

Asma nikkede med et smil. Hun bukkede stille med hånden på maven, så en lille bloddråbe dryppede ned på jorden. Det gik faktisk langsom da det ramte jorden. Asma rettede sig op, og så lidt på Itarian. Da han så væk fra hende, fulgte hun hans blik og lod sig mærke af de små tilskuere rundt omkring. Hendes perlehvide tænder kom til syne, mens hendes hånd rød op til nakken og lod det kærtegne det. I blide bevægelser. Hun så igen på Itarian da han sagde noget. Ja, hun havde gættet sig frem til at han ikke var en hel engel, men hvad gjord det egentlig?
Men menneske kom faktisk bag på hende, da hun ikke rigtig regnede med det. Men spændende var det da. ”Interessant, yderst interessant” sagde hun og nikkede forbløffet. Hun så ned på sine nøgne fødder, som efterhånden var svøbt en i blod. Itarian var yderst interessant.
Asma rystede på hovedet og så op igen. Hun kluklo stille, ret dybt faktisk. ”Men du har en familie ikke?” spurgte hun og nikkede imod ham. Egentlig var hun interesseret i at vide hvem han faktisk var. ”Forældre? Børn?” hun så stille på ham, ret nysgerrigt faktisk.

Han smilede svagt, et lettere makabert smil, rettet mod tilskuerne, og så de røde øjne forsvinde, par for par.
Han så tilbage på Asmamix, og nikkede. "Jeg er stadig ikke sikker, men alt tyder på det, ja" sagde han, og lod kort et betænktningsfuldt blik komme til sin ret, hvorefter han ligeså fik hvisket det ud. Det korte blik, var rettet mod Asmamix, som han holdt det ved, og nærmest betragtede.
"Selvfølgelig, jeg har en mor, 12 søskende, og en hel masse fammilie ellers... Kusiner, morbrødre, tanter, onkler og så videre..." mumlede han, og sukkede svagt. Det hørte sig vel til at kende hele sin fammilie ud og ind, når man var kongelig. Så var det forventet af en at man kunne deres navne udenad.
Han lod kort tungen glide over de perlehvide tænder, der dog virkede en anelse mere rovdyragtige end normale menneske-tænder.
HVorfor var denne kvinde, denne engel, så betaget af ham? Hvorfor var hun så nysgerrig? Hvad var det egentlig for en underlig aura han havde, og hvor kom den fra? Han havde altid virket dragende på de fleste skabninger... Men dette var første gang at der var en der ligefremvar begyndt at krydsforhøre ham.
Han så stille på hende, hvormed et svagt smil kom til syne ved hans tankerækker, der stadig spillede videre i hans sind.

//Sorry, gotta log^^ Cya! : )

Asma smilede, og nikkede stille. Hun bøjede sig ned i knæ, mens hun lod sin hånd glide rundt i blodet med et smil. Hun så på Itarian, mens hendes tanker kørte af sted. Ham måtte være noget speciel. Altså at have sådan en stor familie, det burde han være stolt af. Asma havde ingen familie, hun kendte ikke kærligheden til en familie, men hun kunne da forstille sig det.
Asma fugtede sine læber, mens Itarians isblå øjne mindede hende om havet, sammensat med is. Hun smilede stille over tanken, mens hun nikkede igen. ”Javel ja. Vil det sige at du er speciel?” hun lod en pegefinger pege imod ham. ”Vil de sige at du er en speciel mand?” hun lo.
Hun vidste ikke rigtig hvor lang hun ville gå, men lang var hun da kommet. Itarian mindede hende bare om en ting hun ikke kunne give slip på, en ting hun heller ikke kunne sætte fingeren på. hendes blodige pegefinger som pegede på ham sænkede sig stille ned, og ramte blodet med en lille lyd. På en måde var Asmas øjne på stilke. Ret underligt, for hun plejede ikke at interessere sig for noget. Og slet ikke af sådan noget som ´halv´ engel.

//Yes sir! ^^//

Han så på hende med brynene hævet en anelse. Speciel? Sådan havde han lige godt aldrig set på sig selv, dog kom hendes spørgsmål ikke ligefrem bag på ham. Mange havde spurgt før, og han vidste at der stadig ville komme flere der ville spørge. Dog var dette første gang han blev spurgt så direkte, og så af en anden engel. Men selvfølgelig. Hun kendte jo ikke til hans fammilie, hun anede ikke hvilken fare der hvilede lige bag hjørnet, netop på grund af denne fammilie, og ikke mindst på grund af arvefølgen. Han var den næste i rækken, når han mor enten kradsede af, eller overlod ham tronen, dog var denne magt ikk noget han ligefrem ønskede.
Hans ansigt var gået over i en lettere dyster maske, der gemte på en dyb sorg. Da han rystede på hovedet, kunne dette kun ses som et lettere køligt glimt i de isblå øjne, der dog hurtigt forsvandt igen, og lod den udtryksløse betragten træde til endnue en gang.
Hans hånd havde, uden at han selv havde lagt mærke til noget, klemt sig sammen i en sådan grad, at der nu gled dråbe efter dråbe, af små røde bloddråbe ned mellem fingrene, og med en svag svuppende lyd, dryppede ned på det biologiske underlag af jord og nedfaldne blade.
Han lod hånden falde til ro igen, tog et dybt åndedrag, der dog ikke ville kunne ses for det ydre øje, kun det indre ville fortælle en, at hans ydre ikke det mindste følte det samme som hans indre, og dog ville det højst kunne være en meget svag fornemmelse, en lille bitte tanke der nemt kunne støves af vejen, af tanken om de dragende isblå øjne, der hvilede udtryksløst på ens egne.

I første omgang så Asma ikke ud til at fokusere på Itarian, for hendes øjne gled langsom om til himlen, mens tavsheden var til kende. Egentlig var det hammerne koldt, men hvem tænkte dog på det lige nu? Asma var faktisk overrasket. Hun var en engel, og hun levede stadig. Hun havde ikke engang fået et eneste bid fra en vampyr eller noget af den vej. Hun kunne jo kun være stolt.. eller hvad? Asma lod nogle få billeder fremkaldes i sit indre sind. De billeder der vil fremkalde smerter hos de fleste..
Asma hørte stille en dryppende lyd, men så dog ikke imod retningen. Egentlig lød det som et ekko her ude i søen. For her var snart ikke andre en Itarian og hende.. Asma lukkede sine øjne, mens hun mærkede hvordan farven på hendes kinder stille vente tilbage, og hvordan hendes livløse øjne levede op. Det hele kom tilbage, selv hendes smil var til at kende igen. ikke et ømt et, eller et anstrengende et. Bare et Asma smil.
Asma kunne med et ikke holde den dryppende lyd ud, da den bare blev ved i dens stille rytme. Dryp, dryp.. Hun så imod Itarian mens hendes læber var i en langt tynd streg. Hendes blik gled automatisk hen over Itarians hænder, eller hvor det nu end var.
Asma betragtede det i al stilhed, ind til det langsom forsvandt hen. Dryppende, blodet, Itarian. Asma rystede på hovedet da hun mærkede at hun var ved at komme væk fra det hele.
Hun lag sin hånd på nakken, mens hun sagde en lille lyd på tungen. Hold kæft mand, denne dystre emne havde efterhånden fået hende ned på den nederste felt. Hende med de mange ord, blev åbenbart til hende med de få ord. Asma kendte som rigtig ikke noget til Itarian, men han virkede på en måde indelukket, faktisk som en fugl i et bur. Asma lag hovedet på skrå, mens hun lod sine lyse, ret hvide faktisk, øjne mødes med Itarians isblå. Hun så roligt på ham, mens en lille smil, men dog ægte, kom frem.

”Du er min nye ven” sagde hun stille. Sandheden var, at hun intet havde at sige. Hun kunne ligeså godt fyre noget pis af, hun ville nemlig aldrig komme tæt på Itarian. Aldrig, det kunne hun allerede se. Man burde næsen blive en spåkone.. eller?

Han så på hende, følte hendes blik på hans eget blod der dryppede mod jorden i en fast rytme, hvorefter det stilnede af. Hans blod... Var jo på en måde anderledes fra de normale engles blod, da han tilhørte den kongelige slægt. Det var gyldent. Små strejf af gyldne årer lod sig vise i den røde væske, og så ud til at skinne med en mat glans, lidt ligesom guld, der havde stået for længe i et skab uden at være blevet pudset i umindelige tider. Dog var der også enkelte glimt af en kobberfarvet tråd, mindre end tråden af guld, der lystigt vævede sig gennem blodet, nej, den kobberfarvede lille stribe, var næsten usynlig, fuldstændig for det menneskelige øje, dog ville væsener som vampyrer sagtens kunne se disse små blink, hans blod fremkaldte for det indre øje.
Hans arm bevægede sig ligeså stille opad, indtil hans hånd, var lige ud for hans mund. Tungen der krøb ud af sit skjul, slikkede tavst det gylden-røde blod i sig, med et glimt i øjet, der kunne minde om nydelse, dog ikke i sådan en grad som det kunne ses hos de fleste vampyrer, nej, han kunne bare godt lide den lidt mere bitre smag, hans blod smagte ad, i forhold til mange andre engles lettere blødsødne strejf. Ja, det var trods alt ikke kun vampyrer der kunne smage forskel på forskelligt blod, og dog, hos mange andre væsener, smagte blod bare af... metal, og... sirup? HVad var det dog for en tanke? Nå, ligemeget.
Han skubbede tanken fra sig, lod den gemme sig i hans sind, så han på et senere tidspunkt kunne tænke over den. For han kunne ikke tillade sig at tænke på noget så underligt som... sirup.
Han fremkaldte sig den overvældende søde smag, han forbandt med denne flydende form af konserveret sukker.
Han lod derefter hånden svinge ned af hans side igen, med øjnene hvile på englen overfor sig. Englen der nu betegnede ham som en ven. Allerede? - Var hans første tanke. Han selv skulle bruge meget længere tid for at kunne kalde en person for... en 'ven', og selv på det tidspunkt, ville han nok heller ikke stole fuldt og fast på dem. Nu han tænkte over det, havde han faktisk ikke andre end hans bror og hans søster, og så en smed ved navn Neethen, som han virkelig kunne kalde 'venner'. Men bevares, han ville leve flere tusind år endnu, han havde nok tid til at finde flere.... 'venner'.

Asma spidsede kort sine læber, mens hun vippede med sine nøgne fødder. Hun så på Itarian, mens han så tænkende ud. Asma havde helt glemt sine sår og alt det. Hun havde fået mere farve på sine kinder, og hendes øjne havde deres livlige glans, selvom de så blinde ud. Sådan havde hun nok altid været, uden selv at tænke så meget over det.
Faktisk tænkte hun ikke på sit udseende eller noget lignende. Hun var bare ikke de typer, hun mindede så lidt om en engel når det galt udseende. Hun lignede jo en engel hvis vingerne var fremme, mens hendes røde hår og alt for lyse ud mindede om en hun vampyr. Man skulle jo lige have det rette tøj på. Asma rystede på hovedet og klappede stille for at vække Itarian hvis han var svømmet væk i sine tanker. ”Ja, sådan er det vel” sagde hun bare, som om hendes sætninger hang sammen med noget af det hun havde sagt i løbet af denne korte tid med Itarian. Hun sukkede stille, mens hun tillod sig at tage nogle skridt imod Itarian igen. Hun lod sin hånd føre ned af hans ene kind som havde mærket. Mærket af hendes blod. Hun tørre det af, mens hun smilte stille. ”Jeg er glad for at have mødt dig lille ven. Du vil komme til at betyde en del for mig, det kan jeg mærke” sagde hun og prikkede ham kort på næsen. Hun lo stille og rykkede et skridt bagud. Hun lag derefter hovedet på skrå og så på Itarian´s sko. Bare for at få et fast sted at kigge på.