Nye venner? ^^

Asma nikekde som et lille barn. "Præcis Zeniea, lige mine ord" sagde hun og klappede på sin underlige og dårlige måde. Det lød nemlig som hestegalop eller sådan noget.
Zelenia´s ord var korte men hele tiden præcise. Det kunne Asma lærer noget af. Hun stirrede ned på sine fødder, men kiggede derefter op på Zelenia, hun smilede stort og blinkede med det ene øje.

Zelenia grinte muntert, og kiggede så op på himlen.. Hun havde på fornæmmelsen at den fredelige tid snart var forbi.. Så kiggede hun igen på Asma, og nikkede anakendene "du er nu en meget sød pige.." sagde hun, og lagde så hoved tilbage og lo muntert. "Ja, det er hun!" viskede hun for sig selv, i modsætning til hende..
Zelenia rejste sig hurtigt og vendte sig om, som om hun hørte noget. Hun var ikke et sekundt i tvivl.. Hun havde brug for et sekund alene, ellers ville det gå gruligt galt. Hun så ikke på Asma mens hun snakkede "Undskyld, jeg er tilbage om lidt.." sagde hun hurtigt og så forsvandt hun ind i skoven.

Asma kunne ikke lade være med at smile varmt, men smilet forsvandt da Zelenia rejste sig op. Asma rejste sig også op mens hun så kort på Zelinias ryg. Hvad mon der skete? Mon det havde noget med den lille lyd at gøre? For Asma havde også hørt den, men betragtede det bare som en lille fugl eller noget i den stil. "Noget omkring?" spurgte Asma og gik få skridt fra Zelinia. Hun var trods alt en engel, så hun måtte passe på. "Er her nogen da?"

Zelenia løb og løb, hurtiger end nogensinde før.. Da hun var kommet tilstrækeligt langt væk stilte hun sig ved siden af et træ og kiggede ned i jorden, hun havde kvalme og havde det virkelig som om hun skulle ørle! Hvad gik der af hende, hun plejede ikke at blive SÅ påvirket af sin evne, men hun havde godt nok aldrig følt det sådan når hun fik et varsel?
Det var som om hun havde kunne mærke en person.. Men her var jo ingen?
Hun besluttede at gå tilbage.. Hun måtte finde ud af hvad det drejede sig om lidt senere..

Asma stod bate som et kæmpe sprøgsmålstegn. Hun kiggede forvirret rundt og kunne ikke rigtig få øje på Zelenia i første omgang, men hvad skete der om for pigen? Kunne hun ikke tåle Asma eller hvad "Zelenia" sagde Asma stille mens hun gik fremad. Hun kunne ikke lide når et væsen opførte sig sådan, overhoved ikke! "Zele, svar mig" sukkede Asma forvirret.

"Jeg er her!" svarede Zelenia hurtigt, og smilede over sit nye kælenavn.. Hun tråde ud i lysningen igen. "Det må du virkelig undskylde.." sagde hun stille og gik hen til Asma. "Det var bare.." Zelenia tøvede, kunne hun stole på Asma, kunne fortælle hende hvad der skete?
Nej, hun måtte vente lidt. Hun vidste ikke en gang selv hvad der var sket..
Hun satte sig hen i det halv høje græs rundt om søen. "Kom.." sagde hun stille, men flyttede ikke bliket fra søen.

Asma smilede ved synet af pigen. "Godt, og jeg er glad for at se dig igen" sagde Asma og så lidt nysgerrigt på hende. Hun så ikke ud til at forklare hende yderligere, over hnedes pludselig forsvunden. Hun gik rolig med, da Zele sagde ´kom´. Hvad mon hun vil vise hende. "Er der noget galdt? Noget jeg kan hjælpe med?"

Zelenia kiggede op på hende.. "Kan jeg stole på dig?" spurgte hun med en alvorlig stemme, og sænkede så blikket igen. "For det er vigtig at det her ikke kommer videre!" "Jeg vil ikke have at folk skal kende mine styrker" fortsatte hun, stadig i en alvorlig tone, nu så hun bare ikke på Asma mens hun talt.

/Undskyld det korte svar.. ^^'/

Asma så stille på Zele og smilede kort. Hun forstod Zele´s reaktion, og selvfølgelig kunne hun stole på Asma. "ja, du kan stole på mig og nej, det kommer aldeles ikke videre til nogen væsner" sagde Asma mens hun betragtede Zele. Hvad gemte hun på? Asma var blevet nysgerrig, meget endda.

//Ikke undskylde>.< Og desuden svare jeg selv i korte sætninger! Sorry xD//

Zelenia smilte og var helt overbevist.. "Ja.. Det ligger sådan at jeg har en særlig evne for at mærte når der er fære i nærheden.." svarede Zelenia tænkende, "og lige før fik jeg et.. MEGET mærkeligt tegn?" fortsatte hun, og tav så.. Hvordan skulle hun forklare Asma om den følse hun lige havde fået? Hun havde ingen idé om det, eller i det hele taget nogen idé om hvad der ville komme til at ske..

/Tak, og det er helt i orden ^^ Så står vi vel bare lige? d;/

Asma så bare dumt på Zele som om Zele lige hvade talt på kinesisk. Asma rystede uforstånde på hovedet og så undskyldne på Zele. "Jeg forstår det ikke helt søde" sagde Asma og var bange for at Zele skulle blive sur på hende. Hun havde altid de der tanker. Hvis hun ikke forstod noget, betød det for det meste at vedkommne vil blive sur eller sådan noget. "Undskyld" sagde Asma kort tid efter.

//Du skal heller ikke takke xD Ja så står vi da lige ^^//

"Du skal ikke undskylde.." sagde Zelenia hurtigt. "Jeg forstår godt hvis det er svært at forstå, jeg havde også selv svært ved at forstå det.. Og ærligtalt, så er jeg nu kommet i tvivl igen.." sagde hun og smilet på hendes læber forsvandt.. "Det er mig der Undskylder.." sagde hun så med en trist stemme, for hun havde opgevet håbet.. Hun ville nok alligevel først forstå det om et år.. eller noget i den stil.

/Hvorfor må jeg nu ikke det? oO' bliver næsten ked af det../
/Jep, det gør vi nemmelig xD/

Asma så på hende med et halvt smil. Når ja, Zele kom hende i forkøbet. Hun nikkede uden yderligere ting at sige. Hun rakte hånden imod Zele og smilede så ikke mere. Hendes smil var forsvundet lige så hurtigt det var kommet. ”Okay, ingen af os undskylder” sagde Asma og ventede på at Zele skulle tage hendes hånd. Hun begyndte igen at smile sit lille stille og meget fornuftige smil. Hun lag hovedet på skrå, og havde løst til at spørge Zele hvad der var galt. Pigen holdte noget inde, som Asma ikke helt kunne sætte fingere på. Men uanset hvad det var, så vil Asma sætte stopper for hendes kvaler. Så var hun vel en sand engel. ”I orden?” spurgte hun kort tid efter.

Zelenia kiggede op på Asma, "Jah.. Okay" svarede hun kort, men blev siddene. "Sæt dig ned.." sagde hun så og smilede, "så skal jeg prøve at forklare" fortsatte hun stille. Så kiggede hun ud over søen, tog en sten op i hånden og kastede den ud på midten af søen. Hun fuldte den med bliket end til den ramte vandet og sank. Så faldt hende blik igen på hendes hænder som lå foldet i hendes skød.

Asma hørte på det hun sagde. Hun satte sig ned, men dog i skrædderstilling. Hun så på Zele og gjord klar til at hun sagde noget. På en måde elskede Asma at høre til folks gåder eller problemer for hun elskede at hjælpe, nej faktisk levede hun for det. For hvad ville Asma gøre den dag hvor ingen havde brug for hendes hjælp? Den dag ville være Asmas død. ”Start du bare” sagde Asma og så på Zele.

Zele kiggede op på Amsa, smilte kort og nikkede så. "Det ligger sådan at jeg kan mærke når der skal til at ske noget farlig eller ond.." startede hun, men tav så for at tænke over ordene. Mens hun tænkte rejste hun sig endnu engang, og gik hen til den sten hun havde siddet på enden Asma var dukket op. "Jeg for nærmest sommerfugle i maven.. eller nej" sagde hun og så hen på Asma "det var en dårlig sammenligning.." fortsatte hun og smilede hjælpeløst.
"Det er nok mere som et slags indre stød" sagde hun lidt usikker på om det egentlig var sådan det var? Igen kiggedes hun ned i jorden og over vejede hvor meget hun kunne fortælle og hvor meget hun egentlig selv vidste.

Asma satte sig på hug og prøvede at sætte ordene som Zele sagde. Hun forstod da noglenlunde hvad Zele mente. Asma nikkede forstående og vidste ikke rigtig om hun skulle smile eller lade være. Zele så nemlig ikke alt for glad ud, og det føltes ikke helt rart.. hentydningen til stemmningen altså. "På den måde. Jeg forstår et godt, men er det så ikke noget godt? At sådan at kunne mærke..fare?" Asma log sin hånd hvile på hendes ene knæ. Hun prøvede at få øjnkontakt til hende, men det lykkeds umiddelbart ikke. "Du behøver ikke at tale om det, hvis du ikke gider" skyndte Asma at tilføje.

Hun kiggede op og smilte til Asma "Jo, det er en god ting.." sagde hun meget overbevisende. "Men jeg ved stadig ikke hvordan jeg forhindre faren" fortsatte hun, "og der er knap så godt."
Zelenia lod et hurtigt blik strafe søen, og så så hun ellers på Asma igen. "Men før.." begyndte hun, og tænkte lidt tilbage. "Før, var den en anden følse jeg fik.. En følse af.. noget i ratning af glæde." Hun holdte en masse tanke pauser ind i mellem, og blev bagefter i tvivl om det overhoved gav nogen mening.

Asma nikkede stille med. Hun betragtede Zele med fuld opmærksomhed. Hun vil ikke sige noget, før hun var helt færdig med at tale. For det lød ret..facinerrende det Zele fortalte. Der var godt nok ikke mange der kunne sådan noget.. vampyr var facinerrende i det hele taget. Asma hævede sine øjnbryn i Zeles sidste bemærkning. "Kærlighed?" spurgte Asma stille, mens hun prøvede at fange Zeles blik.