Latterlige vind ... latterlige brev (Robin).

Vejr :: Det er fandens koldt og så blæser ret meget.
Sted :: Et eller andet sted på Di Morgas havn.
Omgivelser :: Fuldstændig øde - bortset fra ham.
Tid :: Æh, den må efterhånden være godt midnat.
Dato :: Lige som in real life - d. 2. juli år 2010.

De lidt vilde bølger, der lige nu plagede det ellers rolige hav, kastede sig nærmest indover de mange både, der lå i byens havn. Det var nok ikke særlig klogt at bevæge sig alt for tæt på havnens mole, hvis man havde sit liv kært og ikke havde vundet mesterskabet i svømning. Det store bølger kunne sagtens få revet en med ned, eftersom de skvuplede op over molens kant og havde fået vundet vinden med på deres side. Vinden havde en utrolig kraft her til aften ... eller det var nok nærmere nat nu. Klokken havde nok passeret tolv for at par minutter siden. En lidt dyster skikkelse havde dog vovet sig udenfor i dette farlige vejr. Eithan, som var navnet på den skumle og mørke silhuet, sad på en af de skæve bænke, hvor fiskerne normalt sad om eftermiddagen med en øl i hånden og plaprede løs med sine medfiskere om både fisk, fiskenet, vejret og hvad de nu ellers kunne finde på at vrøvle løs om. Han drog et lydløst suk og krammede et stykke papir i sin ene hånd. Det var et brev. Et brev han selv havde skrevet. Selvom han normalt var ret dårlig til at fatte sig i korthed, som man jo normalt gør i breve, så var det blevet nogenlunde. Det var det i hvert fald efter hans egen mening. Det havde egentlig været meningen, at han havde skullet have sendt det til et familiemedlem i går, men det havde han aldrig fået gjort. Faktisk havde han ikke turdet. Kryster. Han havde endelig fået taget sig sammen til at skrive dét, der nu stod i brevet. Og nu, nu sad han bare her. Totalt åndsforladt og gloede ud i luften, som om han var helt hjernedød. En pludselig og voldsom vind tog til og fik revet dét brev, han holdt i hånden, fra ham. Fik det til at suse op i luften med høj fart og afsted ud over det store og uendelige hav. Eithan sprang nærmest op fra bænken og løftede armene op i luften. Prøvede at få fat i brevet, men vinden havde været for hurtig og havde allerede båret brevet langt, langt væk. Han sukkede irritabelt og trampede i jorden. Fanden tage den pokkers lorte-vind! Han så fortabt ud i horisonten, men måtte bare indse det. Det var tabt. Han måtte begynde helt forfra og få skrevet et nyt brev. Men ikke lige nu. Det gad han ikke. Eithan drejede om på hælen og traskede tilbage til den bænk, han tidligere på aftenen havde slået sig ned på. Han dumpede ned på den med et højlydt suk og kiggede stift ned mod jorden, der var belagt med hård, grå asfalt.