Stærk vind, Kamp i skoven //Åbent emne//

Tid~ 19.00
Sted~ Et sted i skoven
Omgivelser~ Skov
Vejr~ Meget blæsende.

Barishan gik gennem skoven, mens han smilede svagt *det er lang tid siden jeg virkelig har nydt den gode natur, den dejlige stilhed*. Pludselig kom fire skigelser frem fra skovbrynet. Den ene Kiggede hen mod Barishan og sagde '' Endelig har vi dig hunter''. Barishan trak sit swærd i en hurtig bevægelse og kiggede på dem * der er fire, sikkert alle sammen dæmoner. Det her er ikke godt. Jeg bliver nød til at ende det her hurtigt*. Barishan brugte sin evne til at fjerne ilt i luften og fløj op i luften, derefter sendte han et vind stød mod den første. Han blev ramt og fløj ind i et træ og
lyden af hans ryg der brækkede lød. De to næste dæmoner trådte frem mens de holds sig ved halsen fordi de ikke kunne trække vejret, de prøvede derefter at lave ild kugler, men fejlede fordi der ingen ilt er. Barishan smilede svagt og sendte et vindstød mod dem og sendte dem flyvende. Barishan kiggede mod den sidste og sagde så '' så er det dig mod mig'' den sidste smilede bare og sendte et skyd at vand mod Barishan. Barishans ansigt lyste af overraskelse* en vand Aspara, mine evner virker ikke mod vand, det fryser det bare til is og så er jeg færdig, jeg bliver nød til*. Mere nåede Barishan ikke at tænke før vandet ramte ham og slyngede ham mod jorden. Barishan ramte jorden med et brag, så blev han slynget op mod et træ. Asparaen kiggede på ham og sagde'' Dæmonerne betaler godt for din død, bare synd jeg ikke kan få dig til at forbløde ihjel. Jeg vil jo ikke have Vampyrer til at rende rundt her''. Barishan kiggede mod Asparaen og tænkte* jeg havde ikke regnet med mine egne ville hjælpe dem, jeg har kun en chance og det er at nogen har hørt vores kamp og kommer for at hjælpe. Jeg må trække tiden ud* Barishan begyndte at snakke med Asparaen om hvordan han kunne forråde sine egne i håb om andre ville komme ham til undsætning...

Mikala gik i gemmer skoven hun hade høre en masse larm og ville lige se hvad det var hun stoppe lidt der fra og så på dem hun viste ikke om hun kunne hjælpe eller ej så hun stod bare og se til men til sidste skød hun op i luften med sin pistol " håber ikke at jeg forstyre 2 sagde mikala og kom hen i mod dem med pistolen i hånden

Da asparaen der holdt Barishan kiggede væk for at se hvem der stød svingede Barishan sit sværd og huggede asparaen over i to stykker. Barishan faldt på knæ, det var klart at se han var såret. Barishan kiggede mod Mikala med et svagt smil '' Tak skal to have frøken, det er ikke let når man bliver overfaldet'' Barishan ser pistolen og slipper sit sværd. * jeg håber ikke hun også vil slås, jeg har det ikke godt efter det fald og eftersom jeg stadig er våd efter vandet kan jeg ikke bruge mine evner. Jeg er forsvarsløs. Jeg må bare håbe hun er god*

Mikala kom hen til ham " er du okey åh nej du er jo våd her lad mig " sagde mikala og fik en ildkugle frem og lod den flyve omkring ham for at tøre ham så ham ikke længer var så våd 2 hvordan kan i bare angribe en som inder har gjore jer " sagde mikala og sendt en varme bøjle ud

Barishans øjne åbnede sig helt og han så på hende med et overrasket udtryk* en dæmon. En ild dæmon, hun ved nok ikke hvem jeg er. Men ærlighed kommer man længst med, disuden er jeg tør nu* .Barishan kiggede på Mikala og hostede lidt blod op '' For at være ærlig så havde de en god grund. Jeg er Dæmon jæger. Så de prøvede at dræbe mig, de var bare ikke hurtige nok så nu er det dem der er døde'' Barishan smilede svagt til Mikala gjorde sig klar til hvis hun skulle angribe, dog var det klart at se han håbede på hun ikke ville angribe.''hvordan kan jeg takke dig for at redde mit liv?''

2 åh en dæmonjæger " sagde mikala hun så ned hun var en smule bange for dem efter de har gjore ned hende sidste gang " bare lad være med at jager mig og mine venner så er jeg tilfreds " sagde mikala hun hade gemt at hun hade et såret ben men nu kunne hun mærke det

Barishan smilede og kiggede Mikala i øjnene hans crystal blå øjne viste et hint af nysgerrighed ’’hvorfor skulle jeg være efter dig, du virker ikke som de andre. De ville slå mig ihjel hvis de så mig sidde her såret, Hvorfor lader du mig leve?, hvorfor hjælper du mig?’’ Barishan viste et varmt smil og prøvede at komme på hans ben, men skaderne så ud til at være for store og han faldt på knæ igen. Barishan hostede lidt mere blod op *mine skader er større en jeg først troede, jeg skal bruge den magiske salve Zal gav mig*. Barishan grinede svagt og kiggede rundt på de døde Dæmoner og den døde Aspara.’’ Det her er godt nok et stort rod’’

" jeg er ikke fuldblods dæmon kun halvblods og hvorfor skulle jeg gøre dig ondt eller dræbe dig kom lag mig så på dit sår " sgade mikala hendes hænder bar bløde og rolige hun så på det og tog sin taske frem og fandt det hun skulle bruge hun renset såret og forbandt ham " sådan så skulle det var klarte ja sikke et rod " sagde mikala

Barishan smilede og tog sit sværd op og satte det på plads mens han sagde’’ jeg er Barishan for resten’’ *hvis hun er en halv dæmon og hun bekymre sig så meget for mig selvom hum ved jeg dræber hendes art. Så har jeg måske, måske har jeg taget fejl, måske er det ikke alle sammen der er onde* Barishan smilede og bukkede så godt han kunne med sit sår. Barishan lod sin garde droppe og virkede helt rolig omkring Mikala. Et stort warmt smil viste sig på hans læber og vinden omkring så ud til at stilne hen.

" Mikala datte af Eja Tung og dæmon Belsibab og nej jeg er ikke som ham selv om jeg har alle hans kræfter " sagde Mikala hun nejet så godt hun kunne for såret i hendes ben men hun falde på halen for såret blødte voldesomt lige nu

Barishan så bekymret på Mikala og trak en dåse op fra sin taske og åbnede den og begyndte at smøre noget salve på hendes ben’’ bare rolig, det her er noget magisk salve jeg fik af en ven for lang tid siden. Dit ben skulle heale hurtigt nu’’. *jeg har kun nok salve til et sår så mit eget sår må vente*. Barishan løftede Mikala op og bed smerten i sig da hans eget sår gjorde ondt’’ lad mig bære dig over til Kroen, jeg ved hvor der ligger en god en’’ Barishan smilede varmt mens han begyndte at gå.

Mikala ryste på hovedt for i det smamen kom 2 unge mænd i mod dem Mikala ryste hun hadet dem så meget efter alt hvad det hade gjoret i mod hende siden hun var lille

Barishan kiggede på Makala med et bekymret udtryk i hans ansigt ’’ Kender du de to gentlemen der, hvis du gør så bare sig til så flyver jeg os væk herfra’’. *mine kræfter burde være tilbage, dog er jeg stadig en smule svag efter sidste kamp, jeg tror ikke jeg står en stor chance hvis det her ender i kamp. Af en eller underlig grund vil jeg faktisk gerne forsvare den her dæmon, underligt sådan har jeg aldrig haft det før*

" ja jeg kender dem lidt for godt det er mine fætter Tai og Goku de er bar så ond i mod mig " sagde Mikala hendes øjne bliv mørke blodrøde(had) de skød lyyn efter dem så meget hadet hun dem

Barishan grinede sagte og begyndte at flyve væk med Mikala ’’ bare rolig, en vind Aspara som mig har ikke se store problemer med at slippe væk, bare så længe jeg ikke bliver ramt af vand’’ Barishan øgede tempoet og fløj i et højt tempo. Barishan bed sig selv i læben, han havde ondt i sit sår og han brugte sine kræfter til deres maksimum *jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at bruge mine kræfter med det her sår*

Mikala foller sine vinger ud og hjælp ham med at flyve hun viste at hendes fætter også kunne flyve da det var vampyr begge 2

Zal stod i skoven og trænede hans skygge kunst han så Barishan kom flyvende.
"HEY! HVAD SKER DER?!?!" Råbte han. Han lavede sig om til en stor sort ulv og begyndte at løbe med Barishan nede fra jorden, han kombinerede hans evne til at bevæge sig i skygge sammen med hans hurtighed og smidighed for at optimere farten. Hvis der var en ting han havde lært så var det at når Barishan var ens ven så skulle man være hurtig.
Zal fløj igennem skoven med høj fart og fulgte Barishans bevægelser.

Mikala faldt ud ag Barishans armen og ned i mod jorden hun hade ikke flere kræfter tilbage hendes vinger forsvandet tilbage ind i hendes ryg og hun faldt som en bombe ned i græsset 3 merter fra sine blodtøstrig fætter

Zal satte af med al sin kraft og hoppede frem og greb Mikala, han havde transformeret sig tilbage i hoppet og rullede nu rundt med pigen i sine arme, dog var hun sikker men han var blevet en smule skadet af at hoppet og havde ramt et træ.
Zal smed hende hurtigt op på ryggen og bed smerten i sig da han fortsatte i løb og blev til en ulv igen. Zal og Mikala rejste igennem skyggerne i høj fart og Zal blev ved med at sørge for at Barishan var tæt på.

Barishan landede. Han så helt udmattet ud ’’Zal, Vampyrer’’ *jeg har ikke flere kræfter, det sår jeg har er for meget* Barishan faldt ned på jorden mens han hostede blod op’’ Zal, har du mere salve?, jeg ser ud til at have indre blødninger’’ Barishan lå på jorden og kunne ikke bevæge sig så meget.

Mikala var mehet stille for i faldt hade hun midste bevitheden og hun hade får nogen sår men det værste var at de blødt svaget men det var nok til at hendes fætter kunne luget det de kom i mod dem men de gik kun efter Mikala og ikke de 2 ander

Hoppede fremad da Barishan landede og transformere tilbage og rullede rundt og landte på fødderne med pigen i sine arme, Han blødte kraftigt men så ikke direkte svækket.
Zal satte Mikala ned i græsset og rakte ud efter sin taske og tog en bøtte, og gik hen til Barishan og knælede. "Det er den sidste bøtte vi har gamle ven, se om du kan spare en lille smule"
Zal lagde bøtten i hånden på Barishan.
"Jeg holder dem væk indtil da" Sagde han med et grin, som normalt indikeret at han skulle til at gøre noget dumt igen...
Zal stod foran Bashiran og begyndt at løbe hen mod vapmyrene *Den her transformation kommer til at koste dyrt* Zal begyndte at transformere sig om til en ulv men blev større og mere menneske formet så han fik resultatet af en stor Varulv.
Zal kiggede tilbage på Barishan og Mikala og nikkede før han løb mof vampyrene og tacklede dem, Det ville ende i en heftig kamp mellem ham og de to... De vidste han godt.

Barishan tog noget salve og spiste det* det vil tage lidt tid før det virker, lad nu være med at dø Zal* ’’ Zal, pas nu på. De to er vist meget stærke’’ *Zal har det med at gå amok, bare han kan holde hovedet koldt* Barishan kravlede over mod Mikala og kiggede på hende’’ frøken Mikala klare de dem?’’ Barishan hostede stadig lidt blod op mens han holdt om sit sværd med et fast greb.

Mikal hade sloge hovedt og svaret ikke Goku og Tai sloges med Zal Mikala vånger ved en forfæretelig lyd en lyd som kun hun kunne høre der var hendes morfar og hans styringes fløjte Mikala holdt sig for øren " får det til at stoppe " skreg Mikala

Zal greb fast i begge vampyrer da de kom løbende mod Mikala og holdte dem på vær skulder og satte af fra jorden. Den her form gjorde ham utrolig meget stærkere og hurtiger end vampyrer men efter virkning kunne være... Slem...
Zal grinte en smule mens han fløj ind i et træ med begge vampyrer på skulderen.
Han kastede den ene vampyr væk og greb fat i den anden, smadrede ham ind i et træ og begyndt at flæns ham med sine enorme poter *23 sekunder og så er den anden her*
Zal slog vampyren væk på det 21 sekund, satte af fra træet og ramte den anden vampyr med et hårdt skulder stød igennem luften *39 Sekunders til at få ham her væk* Zal begyndte at kæmpe mod Vampyren som slog ud efter ham med sit sværd.
I et hug blev Zal ramt hårdt i siden i knælede sammen på jorden.
*Nej! jeg kan ikk svigte Barishan nu!* Zal kiggede mod Vampyren med sine halvt menneske halvt ulven øjne og forsvandt i skygen.
Et højt brøl kunne blive hørt og et halvkvalt skrig fra en mand sank sig over skoven.
Zal kom hoppende frem hen ved Barishan.
"En nede..." Fik han fremstammet.
Zal røg ud af form og blødte kraftigt.
"Tror du at du kan klare den anden gamle dreng?" sagde han med et kvalt klukken.