Light and dark - Garrett

S: Cathédrale - domkirke.
O: En piano, ogel..og det der er i en domkirke.
T: Det er lige blevet aften.
V: Koldt og ikke særligt rart
_________________________________________________

Asma sad på sten gulvet i kirken. Hun sad foran en kæmpe tegning, men hun så ikke rigtig på den. Hendes vinger var krøllet sammen og hendes lange røde hår var i bølger. Hendes dybe suk, gav et kæmpe lyd i den tomme kirke. Hun klappede sine hænder sammen og så på loftet. Mumlede hun eller talte hun? Det eneste man rigtig kunne høre vat vinden raslede udenfor, og døren knirkede være gang der kom et vindstød. Asma rejste sig op, da hun blev træt af den samme stilling i lang tid. Hun hostede kort og hendes vinger forlede sig ud med et.
Hun vil ikke flyve, men bare have et dejlig køligt vind. "Kom så lys" sagde hun, men der skete ikke så meget, ind døren begyndte at larme voldsommer.

Garrett havde kigget på Asma nede fra domkirkens bagerste pladser. Hans gul-grønne øjne havde fået et mørkt skær og hans pupiller var store og sorte. Og kolde.
Den natteblå skjorte og de sorte bukser, gjorde ham nærmest umulig at se. Kun de strålende øjne ville man ligge mærke til.
Da Asma rejste sig. efter at have siddet stille i et godt stykke tid, knep han øjnene sammen.
Hvor ar det lang tid siden. Og hun var stadigvæk den uforsigtige pige der troede på det bedste i alle.
Hvor havde han egentlig ondt af Gina. Tænk at skulle holde hende i live.
Et iskoldt smil dukkede frem på hans ansigt

Asma rynkede kort sin pande. Mon der allerede var en her inde? Hun vente sig stille om, men det synes ikke at være nogen i første om gang. Men da Asma så ned på det bagerste rækker, kunne hun skimme noget sort. Mørkt, faktisk ikke så synligt. Hun bøjede ryggen, for at kunne se det bedre. Det var altså en der sad der. Men umuligt at se hvem det var, for der var ikke særligt stærkt lys her. "Undskyld, hvem er De?" spurgte Asma. Ja, hura for at hun havde fået selskab. Et uhyggeligt selskab. Great.

Garrett kunne høre hendes lyse stemme flyve igennem den kolde kirke.
"En person du nok helst ikke vil møde i en dødsforladt kirke" svarede han lavmælt tilbage. Hun kunne helt sikkert høre det. Selv en hvisken ville kunne høres imellem marmor væggene.
Han rejste sig op, hoppede over bænkende og landede foran hende
"bøh"

Asma kunne i første omgang ikke få sig selv til at sige noget. Men da personen lige med ét stod foran hende, kunne hun mærke en særlig brise, som ikke var så rar. Hun måtte indrømme at hun havde fået et mindre chok, men det var dog kun hendes hjerte der reagerede på det. Asma selv, stod bare og stirrede uhøflig på personen. ”Jamen dog” sagde hun stille og virkede total ligeglad, selvom hun nok bare spillede smart. Hun rynkede sin næse, for det var som om hun ikke rigtig så denne.. person. ”Godaften, personen som jeg helst ikke vil møde i en dødsforladt kirke” tilføjede hun kort tid efter.