The Light will Shine on all, Even those, who sin in the dark

Månen, havde kastet sit skær, over den larmene by, men stadigt var gaderne besatte, af små kliker af mennesker. Disse natteravne, var de modigeste af Terres befolkning. Eller de dummeste. Kun ganske få, begik gaderne, om natten, med hensigten, at beskytte disse. Og de var bredt overmandet, af dem der ville dem ondt. Dem der søgte, og levede af de uskyldige. Dem, der brugte deres liv, til at farve deres eget, langt mørkere. Men selvom de var få, fandtes de stadig.
En af disse, bevæggede sig igennem den dystre gade. Han rettede sin sorte hat en smule tilbage, og ruskede den sorte jakke, en enkelt gang. Hans fingre åbnede samtlige de sorte knapper, der holdt jakken lukket foran ham. Han rullede cigaretten imellem hans læber, en smule til siden, og tog et dypt sug af denne, hvilket udvidede askens dominans, hen af cigarettens hals. Da jakken var åben, tog han cigaretten imellem to fingre, og trak den fri af hans læbers lås, og lod en tyk røg flyde ud fra lungerne, og blande sig med den blide brise, der rev røgen væk fra herrens ansigt. Han smed så filteret, og resten af den halve cigaret fra sig, så den lanede på gadens våde brosten. Regnen var for længst stoppet, og havde ladet nattens ravne, nyde deres sene festligheder. Synd, var en fast del af Terres gader. Ikke noget man ville kunne undgå, og noget de flest søgte. De drak sig langt væk i diverse alcoholiske drikke, og horede natten væk. Men dette var ikke synder, denne helgen slog ned på. Nej, han jagtede nattens væsner. der søgte skade på de uskyldige.
Herren bevægede sig imod en forretning, der tilsyneladene havde lukket, da lyset var slukket bag lukkede døre. Men da Jebediah ankom ved døren, og bankede en enkelt gang på døren, åbnedes en lille lem, og en klukken kunne høres.
"Du starter tideligt i dag?" Sagde en stemme, som efterfulgte den lave klukken, og døren blev åbnet. En buttet herre trådte frem i døren, med en hånd frem. Jebediah smilede venligt af den store herre, og nikkede et par gange.
"Ja, min gamle ven. Jeg forsømte det sidste nat, så jeg har noget at betale tilbage på." Sagde han, og tog sin jakke af, for så at hænge den på herrens udrakte hånd. Herren fnøs med et smil, og vente sig.
"Pff. Tror vidst vi begge er enige om, hvem der er gammel her? Ellers kunne det være jeg kom til at blande hvid og rød, ved din næste vask." En høj munter latter skød sig fri fra herren, og han vinkede over sin skulder, inden han lukkede døren bag sig. Jebediah lo også kort, og rystede langsomt på hovedet, og tog et par skridt væk fra døren, inden en høj knækkene lyd, lød fra hans ryg, og to store vinger, slog sig fri fra hans skulderblade, og rev hans hvide skjorte i stykker. Og med et enkelt slag fra vingerne, fløj Jebediah i høj hast op på bygningens tag, og så så ud over Terres gader, med et langsomt falmene smil, der hurtigt blev til et dystert blik.

"Its to baaad... so saaad, but one of us have to go pretty an its not going to be.. ME" Med de drabelig ord nærmest hånligt sagt ud fra den lange strube, tog hun et fast greb om mandens sorte slips og strammede det let, mens hans hænder og fødder var gafa-teret(Gaffatape), og hun grinte højt og helligt at hans paniske udtryk, øjnenes rød lighed af stor tuderi og klynken, samt han havde pisset i hans bukser. Hun moret sig skam strålende og skubbede ham mere ud til kanten så han hang i kun hans slips som hans hero.
Et lille snuptag ned i hans jakkes lomme og langsomt fandt hun en lighter frem og så en smøg dog ? satte hun smøgen i munden og sagde med et meget flabet glimt i øjnene og et smil over læberne af pure evil"Jamen dog?, jeg troede de var sundheds skadelige?" hun så let ud til siden tænksomt mens hun langsomt lod slipset glide lidt i hånden så han dinglede mere ud over kanten"Ja.. ENDDA DØD FARLIGE"
Efter hendes ja, blev stemmen mere hård og mere sindsyg, meget forførende var hendes stemme men dog var dette alt andet end forførisk.
Hun følte en trang til at slippe men gjorde det dog ikke, nej hun tog hans lighter og tændte blidt hans smøg og satte så lighterens ild under slipset der langsomt brændte"Vidste du godt at man kan dø af at være overvægtig? ja altså du overlever nok ikke det her fordi du menneskelig og vejer det man kalder kilo" hun grinte let og så smøgen ryge let der ud af mens han intet rigtig kunne sige fordi hun havde gaffa tapet hans mund, dog hade hun revet det let til siden"Når du nu er færdig med at ryge så kan du jo fortælle mig om det ligefrem er dødeligt at ryge ikke os?" hun grinte let og havde aldrig haft the thing for smøger og klamme alkoholiske drikke? så lidt uskyldig sindet var hun vel dog.. var det en sjældenhed i sig selv, blod var vejen frem for hende og det eneste hun kunne leve af og på, så hvorfor ikke lege lidt med maden inden?.
Hun bed ham blidt i skulderen blot for at se blodet dryppe ned af ham og dråberne ramme gadens fortog for ikke at sige vinduerne og sprede skræk på det fineste hotel i Terre Quatre.
Hun grinte højt og helligt igen da slipset gav halvt efter og lavede en ovnlig rift op af og langsomt men dog med et snap sprang det.
En tilfreds Chantell så på en mand i 20´erne gå sin død for tidlig i møde, med en smøg i munden og hans sidste ask på tagets kant, mens hun frydet sig over hvordan hun hørte knækket og langsomt vendte hun sig om med et strøg med de fine fingernegle lakeret og i blodrød, susende igennem det kuld sorte hår der flagrede til den side det blev strøget som var hendes berørelse hellig mens hun smilede over tandsættet og de meget røde læber buede ud i et smil, indtil hun pludselig syntes at kunne fornemme at noget ikke var helt rigtigt?.
Dog tog hun let sin hvide jakke på og slikkede sig om den blodige mund og lod så de lysende røde øjne søge rundt om sig*Hm? i better hope there isnt anyone that fucks with me* hun fnøs let og gik så hen af mod kanten og så ned mod et andet tag hvor der ikke gik lang tid og pludselig var hun landet der nede med præcision indtil hun mærkede en skikkelse nær sig og hoppede hurtigt ned i en gyde.

//Lavede det lidt om, dog kan Jeb rede manden i hans fald fordi hun syntes blot at kunne høre ham ramme jorden men så aldrig efter fordi hun stak af hurtigst muligt//

Jebediahs øjne, næsten skød imod Quatre, da han hørte en kvindes råben. Hun lød ikke selv til at være i fare, men lød nærmere til at udgive angst. Jebediah hoppede en smule op, og med et slag med vingerne, fløj han imod Quatre.
Det varikke længe siden, han havde stet på taget, og kæmpet ved en venindes side. Nu så det ud til, han skulle bekæmpe flere af nattens bæster, omkring nettop dette sted. Hvad tiltrak dem til storbyens hotel? Var det dets dominans over sceneriet? Det var i hvert fald ikke specielt godt for Quatre, da det var dårlig opmærksomhed, i en allerede stram tid. Deres økonomi, ville have svært ved at klare det.
Jebediahs følsomme øjne, kneb sig en anelse sammen, da han kunne se nogen skikkelser, på Quatres tag. En af dem lænede sig vidst nok ud over kanten, eller blev holdt der, af uvidste grunde. Men da Jebediah så så skikkelsen falde, og styrte imod sin død, slog hans vinger et hårdt slag mere, og han fløj hurtigere igennem luften. Han opnåede en så høj fart, at han var ved manden, langt inden han ville have ramt jorden. Jebediah greb fat omkring manden, og fløj straks imod jorden. Manden mumlede et eller andet, som Jebediah ikke opfangede, men som han også ignorerede. I stedet dykkede han blot imod jorden, og da han lanede, lagde han blidt herren på jorden. Han rev gaffaen om hans ankler og håndled fra, og fjernede det så for munden.
"Gå ind, og snak med receptionen om en varm kop kaffe, og så tag hjem.." Sagde Jebediah hurtigt, inden hans vinger slog et hårdt slag, og han skød imod tagets top igen. Han opfangede noget hoppe imod et andet tag, og han skød straks i den retning i stedet.
Jebediah lanede på det tag Chantell nettop havde været på, og kneb øjnene sammen, med et søgende blik, omkring sig. Han løb hen af hustaget, og fulgte lugten af blod. Den var ikke svær at ligge mærke til, når man havde fulgt den så mange gange, som Jebediah havde. Han havde fulgt et simpelt spor, som dette, umådeligt mange gange. Og hvad han jagtede, virkede ham også tydeligt. Det måtte være en vampyr. Den duft af udød og blod, måtte være fra nettop sådan et kreatur. Jebediah havde aldrig haft noget imod den Vampyriske race, præcis som han ikke havde imod nogen af de andre væsner der var der ude. Men stadigt, fandt han sig oftest på en jagt efter nettop disse natte væsner. Mørkets Grippe. De havde sjældent nogen samvitighed tilbage, og de havde altid en ting i tankerne. Blod. Og sjældent, kunne de få nok af det. Hvis ikke for at stille deres tørst, så for at tilfredsstille deres lyster. Vampyrene tog sjældent imod Jebediahs final verdict. Altid, gik de imod, og endte med at ligge visne tilbage, efter deres dom var faldet. Nej, Jebediah regnede ikke med at finde en, der valgte at bekende sine synder, og bevæge sig imod en lysere, og mere retmæssig vej. Han regnede med at finde endnu et hjerteløst bæst, som altid besatte disse væsner.
Jebediah hoppede ned i en af gyderne, og nåede lige at se Chantell ud af øjnkrogen, inden han lanede. Han rev sin skjortes knapper i stykker, og tog hånden ind bag dne ene åbne flap, hvor han folede fingrene omkring noget, skjult bag det hvide stoff.
"Stop!" Råbte han efter kvinden. Hvis hun fortsatte, snerrede han lavt, og satte straks efter. Hun skulle ikke få lov at slippe væk. Judgement must be placed.

Chantell vendte sig let om da hun hørte en yderst smuk men dog vred råbende mande stemme bagved hende, og om hun ikke os havde ret, han så skam yderst vred ud og var på nippet til at løbe efter hende og få minutter efter var hun sat i løb igennem gyderne mod selveste skoven, ikke så lang tid efter var hun endelig kommet ind i skoven ved hjælp af vampyrs hurtighed og hun nød skam også at hun ikke kunne dufte englen særlig meget mere, dog havde han duftet yderst fristende men hun måtte modstå fristelsen denne gang skønt den ellers ville ha været delikat at sætte tænderne i.
Hun strøg let en gren til siden med en snerren over de fyldige meget lyse, røde læber og mærkede en slags prikke i huden og stikken i tænderne efter hans flotte lyse kød hvor hun endelig ville smage hans delikate blod der ville være hendes til hver en dråbe, indtil den sidste ville lægge sig på hendes tunge og sende hende i smags himlen og så ville hun lade hans døde kadaver ramme jorden med et let bump og så ville hun ellers vende ham ryggen så småt og englene fra himlen ville sikkert tude over deres tab af så fin og høj en mand som ham, hvor hun ville juble inden i over at ha dræbt så smukt et offer som ham.
Langsomt banede hun sig længere og længere ind i den kolde og klamme skov der var fugtig og fyldt med fugle sang fra træernes store grønne kroner, mens jorden var lettere mudret og totally ødelagde hendes nye pumps hun lige havde købt efter de andre hun havde ødelagt med vilje på grund af dårlig design da de satte sig fast i den dumme jord!.
Hun strøg let den hvide jakkke over skuldrene og tog kraven dramatisk op om nakken og lod de lange sorte øjenvipper endnu en gang dominere så skygger viste sig over den lak ligene porcelæns hvide hud, mens de lysende blodrøde øjne med reptilsk aflange sorte pupiller søgte efter et sted med ly fra bladenes dryppen mod den mudret sti hun nu gik på, der viste spor efter en cykel der havde tidligere kørt samme vej men om personen på den havde lidt samme skæbne som hendes offer anede hun ikke?.
Dog hvorfor hun var flygtet fra så svagt et væsen som en engle var nok mere hendes instinkt der havde fortalt hende at han var dårlig vibe, og at han sikkert ikke ville være en af disse lette offer engle, nej han var skam noget helt andet end blot en engle? han virkede gammel og klog i det, at han turde at stoppe så sndsyg en vampyr som hende der lige havde leget med sit mad og kastet det ud i døden bagefter fra flere etagers høj bygning? det måtte være guts han havde og meget mere, speciel duft og det hele havde han skam os?, ja en erfaren engle men.. hvilken slags? var der forskellige og hvorfor var han ikke tøvende overhovedet overfor hende, hun havde hørt ham sætte efter hende men hun var for hurtig for en gemen engle som ham?, hun regnede ikke med han ville være noget problem..
*Haha, taber tror at han kan forfølge moi!.. men det tydeligt at han ikke aner hvem han har med at gøre*

Jebediahs kølige blå øjne, kneb langsomt sammen, da Chantells røde forføriske øjne, stirede tilbagei mod ham. Kvindelige vampyre, havde altid haft en forfærdelig effect på mænd, og dette kunne han absolut ikke ignorere. Han var ikke længere syndfri. Nej det havde han lagt bag sig, for længe siden. Så lysten, og begæret, var der. Men en ting, var langt støre end dette.. Et løfte. En selvpåført pligt. Og denne ville han opretholde.
I sekunded Chantell vente sig igen, for at løbe, trak Jebediah en stor pistol, frem fra sin skjorte, frem fra det hylster det havde siddet i. Han affyrede hastigt flere skud, som ikke ramte, på grund af deres blinde hast, der holdt ham fra at sigte ordentligt. Jebediah snerrede irriteret, og satte så i løb efter Chantell.
"Stop!" Råbte han endnu engang, selvom han vidste hans stemme, ramte døve øre. Ikke fordi han regnede med at Chantell var døv, blot at hun ignorerede ham.
Da Jebediah kom rundt om et hjørne, og han så Chantell være kommet langt væk, og at han ikke længere ville kunne ramme. Jebediah var en god skytte, men han var stadigt realistisk. Og spilde sine skud, var ikke nødvendigt. Han kneb sine øjne en anelse sammen, inden han satte i et par hurtige skridt, og så skød hans vinger frem igen, og han fløj op i luften. Jebediah trykkede pistolens magazin ud af taget, og holdt fast i pistolen, imellem sine tænder. Han fløj så hastigt at han kunne, og fik kun ganske få gange, et kort glimt af Chantells hæle. Hun var hurtig, som så mange af hendes race. Han ville ikke kunne fange hende, så længe hun fortsatte denne flugt. Jebediah tog nogle få skud frem fra sin lomme, som han fik plasseret i de frie plasser, fra de skud der var blevet affyret. Han lod så pistolen falde fra tænderne, og magazinet glide tilbage på sin plads, for så at folde fingrene deromkring, og sætte i højre fart imod skoven, hvor han sidst havde set til hende.
Jebediah fløj over de grønne kroner, med sammen knebne, og spejdene øjnene. Han brugte sin sans til at fornæmme andres tilværd, men opfangede overordnet smådyr, og ubetydelige ting, som det bløde mudder. Og trin? Jebediah stoppede op, og hans øjne focuserede, for kun lige at kunne spotte en person igennem trækronerne. Hvid jakke? Bestemt hende!
Jebediah slog et hårdt vinge slag, for så at dykke hastigt imod jorden, og lande hårdt i mudderet, flere meter fra Chantell. Mudderet sprøjtede op af hans sorte jakesæts bukser, og mere af det, spredtes over hans vide skjorte. Han rejste sig, og slog de blå øjne imod Chantells, imens hans vinger strakte sig, i et dominant og forskræmmene display. Vingerne trak sig så tilbage, med flere knækkene lyde, for så at forsvinde bag ham. Han rejste ikke sin pistol imod Chantell, med nøjes med, at lade øjnene skyde imod hende, indtil vidre.
"Du fik ikke lov til at fulfdføre din ene synd i nat. Har ikke tænkt mig at lade dig fortsætte.." Sagde Jebediah stille, med et hårdt glimt, i de kølige blå øjne, og et fast greb om sin pistol. Han rejste langsomt pistolen, og plasserede den tilbage i sit hylster, bag den hvide skjorte.

Chantell gik langsomt dog varsomt os for ikke at synke ned i mudret med hendes nye pumps dog forgæves, de sank som var hun på dybere vand end hun nogensinde havde været før? og det kunne man vel os godt sige med hendes nuværende situation at hun var, eftersom hun ej havde været for heldig med sit offer og det tydeligvis ikke havde duftet af udgydet blod mod en trafikeret vej foran et yderst dyrt smukt hotel der ville ha været ilde tilredt vis mennesket havde splattet foran det, på dens røde løber foran indgangen, samt havde taget et andet menneske med i faldet, så ville hun ha ødelagt flere liv på en aften og så ville det ha reddet hendes dag men.. Nej en eller anden havde for purret hendes elskede lykke aften ved simpelthen at lave et stort rednings nummer så folk følte sig hellig gjort og hun stod for skud nu.
Langsomt stoppede hun dog op da hun hørte noget lande bagved sig og et snert over læberne kunne ses, hvor det halve af hendes tandrække blev blottet i et skævt træk i smile musklerne dog var dette ej et smil men mere en form for begyndelse på snerren og utilfredshed i ansigtet af den smukke hvide skønhed med de meget lyse klare røde øjne der langsomt blev rettet mod Jebadiah da hun vendte sig mod ham med en drejene hast så det sorte hår let flagrede med hendes bevægelse og der stod hun, jakken lagde sig blidt mod hendes lægmuskler ved bene igen og hun betragtede hvem den ihærdige stalker var.
"Ser man det? jeg troede ikke stalker kunne fås i mudder udgave" hun smilede let nu, over det hvide tandsæt med de syle spidse hugtænder der nærmest skrig efter blod fra hans hals og skuldre samt hun ville elske at se ham nøgen dog, ville han næppe kunne få en som hende, fordi selv om fyre kunne tænde hende så ville man ikke kunne få hende så let, hun var en skønhed i sig selv, ja hun gjorde alt for at være perfekt så derfor skulle de ikke tro de var noget blot fordi de glinsede af mandighed og styrke.
Hun vendte let næsen i sky og fnøs af hans fremtræden og sagde"Spar dine skud fordi du vil ikke komme langt med dem" hun grinte temmelig ondt denne gang og gik så langsomt mod ham dog os mest for at hendes smukke pumps ikke skulle synke til jords og de glas klare lakeret negle klikkede let mod hendes jakkes sorte knap, på den højre side mens hun fortsat nærmede sig ham og sagde så"Og hvem er de så Mr stalker.. om jeg må be" hun slikkede sig blidt med den røde tunge over de ligeså røde læber der trådte fyldigt og blødt frem for ens øjnes syn, med de dramatiske store øjenvipper der så tæt og sorte ud.
Hun følte en trang til at springe på ham men gik efter mave fornemmelsen og holdte sig tilbage, han var ikke et offer som sådan måske et legeligt bytte og så ikke mere, ikke en der skulle dø bare lige sådan med det samme.

Jebediahs blå, kølige øjne, betragtede Chantell, med en vis snert af forbløffelse i øjnene. Præcis den samme reaktion, hver gang han lagde øjne på de kvindlige vampyre. Chammerende og smukke. Alt hvad en mand ville have, men for at få det, skulle han forbi alt det han ikke havde brug for. Som et eksempel, de hvide hjørne tænder, der måske ikke trak sig så meget frem, og viste sig, som de ville når de borede sig i ens nakke. Vampyre, havde Jebediah lært, ikke at stole på. Det meste af tiden, i hvert fald. Han havde få gange kunne stole på Vampyre, og de gange, var disse også endt, som nogen af Jebediahs nærmeste. Ordene: 'Ond, fordi vi ikke kan være andet' havde Jebediah været ved at brække sig over, utallige gange. Han havde aldrig mødt en renere og mere hjertelig kvinde på jord, som den ene elsker, han havde haft, for længe siden.
Jebediahs læber, formede kort en mindre kurve, i et småligt smil, af hendes reaktion. Det gjorde ham intet, at dette ødelagde hans tøj. Han ville blot købe noget nyt, dagen efter. Alt, handlede det om jagten. Hver nat, var det kun jagten der betød noget. Denne nat havde han haft en plan. han havde haft et hoved an var efter. Men Chantell var gået det i vejen, som Ephal havde gjort en anden dag, og Asia en tredje. Han måtte snart skulle få afsluttet den jagt. Men i nat, måtte Chantell tage hans opmærksomhed.
"Denne nat. Alt for dem." Sagde han, med det smålige smil, kort udbredt, i en kold mine. Der var det igen. Den Jebediah ikke ønskede at kendes ved. Glæden, i hans 'hobby'. Den slog op, fra gang til gang. Som om han virkeligt nød, at nedbringe synderne, som han jagtede om natten. Eller var det blot generalt? Jebediah måtte hastigt slå smilet fra sig, og lade den mutte mine falde over ham igen.
Jebediah rystede igen, langsomt på hovedet, af Chantells ord, og strak sin ene skulder.
"Mine skud vil intet gøre dem. Sølv, til de synder der ikke holder til dette. Jeg har noget helt andet til dig, hvis mit verdict, ender i en Conviction. Du skal nok få lov til at betale for dine synder i nat." Hans stemme var blevet mere dyster, og han lød ikke specielt interesseret i dem. Det var skud ud i ingenting. Han ønskede ikke at true hende, og havde i og for sig, ingen grund til at svare igen på hendes ord. Var det igen denne 'ondskab' der drev op i ham igen. Der skulle nævne overfor hende, at hun ingen chance havde? Og det havde hun da bestemt. Hvorfor var han gået over og blevet overmodig? Væsnerne i Di Morga var ofte uerfarende, men langt fra udulige. Og tvivlede han bestemt på en Vampyr ville være. De lærte meget hurtigt at bruge deres evner til det fulde. Som et dyr, var de hurtigt ude.
"Mit navn er Jebediah. Jebediah Malefic.. Jeg.. Ønsker ikke at kende dit, ma'm.. Det vil blot gøre det endnu mere fortrydeligt, hvad jeg er nødsagiet til." Sagde han, igen med hans dystre tone i stemmen. Det var ikke noget han brød sig om, hvad han lavede. I hvert fald, det meste af tiden. Hans samvitigthed. Ønskede ikke at nyde det. Men en ny side, var langsomt begyndt at kildre i hans side, hver gang han udførte sin selvpåførte pligt. Han kunne ikke ignorere den. Selvom han ønskede det mere, og mere..

Hun lagde hovedet en smule på skrå da han sagde alt for dem?, hvad mente han dog med denne sætning, og de blikke han sendte hende, hans kølige men dog varme smil?, han var som om der boede 2 personer inde i ham på samme tid og det var hun skam ikke meget for fordi, det var som om han nød dette job af en slags eller det med synder han så inderligt snakkede om?. Hun så lettere snerrende på ham og gik tættere og tættere på ham mens hun så forførisk ud denne gang dog ville hun da aldrig have noget med en uskyldig slap engle at gøre, nej vis hun skulle ha noget af gøre med nogen skulle de skam være magtfulde og specielle? men han var dog meget meget... tiltrækkende det måtte hun sige men hun lod blot blodet af hans tale for sig og lagde de blinde øjne til for ikke at blive forsigtig overfor ham så han ville ende med at gøre noget?.
"Mit navn ? du vil ikke vide hvad jeg hedder" hendes stemme var blød nu og hun så uskyldigt på ham et kort sekundt og sagde"Chantell er mit navn, og jeg syntes blot du skulle vide det, sådan at når du dør så ved du ide mindste hvem du tabte til" hun smilede ondt nu og hurtigt stod hun bagved ham og vis han ikke havde reageret havde hun skam taget godt fat i en af hans vinger og de lange negle samt smalle finger havde godt om hans dejlige lidt brede men flotte hals hun så inderligt gerne ville bide i, mens hun hviskede i hans øre med denne chamerende men dog dødbringende stemme med fransk accent så det blot lød mere fristende"Now... are you ready to die?" hun grinte lettere hånligt af den stand haftige engle der havde tårnet sig så højt op at selv skyerne ville ikke være nok for hans stolthed og hans overmod men hun vidste bedre, de plejede altid at være svage disse væsner, men vis han dog tog hende væk vis han gjorde noget.. ville hun prøve at angribe ham igen med at bruge sin hurtighed eftersom hun faktisk ikke var så stærk som en vampyr men på styrke med en stærk fyr i stedet.

Som Chantell snerrede af ham, og hun begyndte at nærme sig, kneb Jebediah langsomt øjnene sammen, og hans overlæbe rejste sig en anelse. Han sukkede stille af hendes præcentation, og rystede langsomt på hovedet. Til det sidste hun sagde, blev hans øjne endnu mere knebet sammen, og han skulle til at reagere, inden Chantell stod bag ham, og stoppede ham i at fjerne sig. Hans vinger var allerede trukket ind, så disse var i det mindste ikke i fare, men hendes tænder, var nu faretruende tæt ved hans strube. Inden hendes næste ord var færdig, knyttede han sin næve, og nettop da hun blev færdig, udgav han et råb.
"Vindiction!" Da ordet var blevet talt, satte der sig en gul bue, omkring helle Jebediahs krop, og det stoppede et hvert angreb fra hende. Han hamrede så sin albue imod Chantell's mave, og om han ramte eller ej, drejede han hastigt rundt, og forsøgte at sende endnu et hårdt slag, denne gang imod hendes kønne ansigt. han havde ikke tænkt sig at give hende den mindste chance, eller at vise hende, den mindste nåde. Ikke før hun var svækket nok, til at give hende, hendes sidste chance. Det sidste spørgsmål.
Jebediah sprang en anelse tilbage, som efterfølger af hans slag imod hendes ansigt, om der havde ramt eller ej. Men nettop da han var kommet væk, kom hendes counter angreb, og han ville nå at tage et slag eller to, inden han forsøgte at svinge rundt i en cirkel, og så sparke imod hendes mave. Og hvis dette ramte, og hun blev sendt, bare en smule tilbage, pegede han begge sine håndflader imod hende, og råbte.
"Exorcisme!" Da ordet var fuldendt, skød et skarpt lys fra hans håndflader, og imod alt foran dem. Og hvis Chantell stadigt var der, ville det føles mægtigt ubehageligt. Det var svage bølger af sollys, der ikke direkte ville skade hendes hud, endnu, men blot give en brændene fornemmelse.
"By the Light. Even the blind, sees judgement! Chantell... Stop denne unødvendige kamp! Spar dig selv den smerte! Jeg vil ikke lade dig slippe.. Spørgsmålet er.. Er du klar, til din død? Er din levevej.. Værd at dø for!?" Råbte han, forbi den høje larm, de skarpe bølger sendte, og stoppede ikke, hvis ikke Chantell bad ham om det, eller hoppede væk. hvis hun gjorde, lod han blot sine hænder vende tilbage til hans sider, og igen stå klar til kamp.

Hun mærkede det der fjernede hendes hånd som skubbende ? gele føltes det, men det sved dog også lidt i det hun jo ikke vill lytte sine hænder. Hun lagde dog hurtigt mærke til hans albue og trak sig hårdt tilbage så hurtig hun nu kunne, eftersom hun tænkte temmelig meget på hvad hans næste angreb mod hende ville blive, dog da hun trak sig springende bagud som en gaselle ville ha gjordt, ramte hun et træ bagved og gik let ned i knæ med et "Ugh!.." i det hun tog sig til hovedet og ryggen sved meget mens hun, så helt chokeret ud i det Jebediah slog ud efter hende og hun tog armene op for at skærme for ansigtet men blev ramt direkte ind på kæben nær hendes smukke fyldige røde læber og underlæben i den ene side sprækkede let og smukt lige.. selv om det gjorde rigtig ondt ind på kæbens knogle og i hendes følsomme læbe der sikkert ville hæve op nu!?.
"Grrr det gjorde du bare ikke dit svin!" hun fnøs let og mærkede blodet glide ned af hendes hage og slikkede sig så let over underlæben så det healede langsomt men dog perfekt, selv om kæben stadig bankede og gjorde ondt.
Hun blottet tænder og knurrede let af ham indtil hun hårdt satte af fra jorden så murderet skød op af hendes lår og hun slog ud efter ham i det hun ville suse forbi ham og vis hun ramte ville han sikkert ryge bagud og hun ville ændre retning mod ham igen og prøve denne gang at flyve på ham og så bide sig fast i ham så hendes lange negle der lignede glas og skar som knive, kunne flænse hans smukke krop op og hans ansigt. Men i det hun nærmede sig ham havde hun ikke tænkt på at han ville angribe igen så hans spark kom virkelig bag på hende og før hun vidste af det, lå hun glidende hen af den mudret jord og hun lå der i lidt tid indtil hun rejste sig langsomt op og skulle til at gå i normal tempo mod ham, fordi hendes hurtige fart var ikke go mod ham, vis han ramte hende når hun brugt den hurtige fart ville den nærmest blive kastet tilbage på hende, hvilket var derfor hun var ca 3-4 meter fra ham nu. De røde øjne lyste og hun var kun 1-2 meter fra ham nu indtil ham råbte noget og et lysskær kom frem?, først gik hun i stå indtil hun mærkede den brændende følelse og så fik hun sig ellers trukket bagud og sagde"Kæmp som en mand! i stedet for at gemme dig bagved dit mærkelige lys!" hun havde endnu ikke fået svedet noget af sin hud af men hun var allerede meget rød i den hvide hud nogle steder.. og det brændte så inderligt.. hun måtte finde en sø eller noget, ellers ville det ende med hun ville koge op inden i.. og hendes blod med..
Hun så hurtigt rundt og gemte sig bagved et træ ikke langt fra den meget overlegene Jebediah og trak vejret i ren refleks og smerte mens hun søgte med de røde øjne et sted, vand.. lyden af vand..
*DER* hun hørte lyden af vand og satte i hurtig løb skrå fra højre side af Jebediah og hurtigt endte hun nede i det klare vand fra bjergenes lange kløfter med iskold bjerg vand. Hun mærkede sin hud allerede nu køle af og mindes blot den gang hun havde kunnet mærke forskel på varme og kulde... den gang hun blev forvandlet.. det var sidste gang hun havde mærket varme.. men nu.. den varme var der igen som en sommerdag i solens øje.. Hun kom let og gispende op fra vandet og lagde sig på kanten og følte sig kølig igen og følte en kradsen i halsen, havde hans dumme lys påvirket hendes blod inde i hende?.. Hun sukkede let og huskede tydeligt hans ord og håbede faktisk lidt han ikke ville finde hende? dog såret ved læben var halvt forsvundet hvorfor vidste hun ikke, måske fordi hun healede med blod og ikke kunne heale som normale vampyr.
Hun kiggede stille rundt, et meget idyllisk sted, med et lille vandfald, klar sø der var lidt stor i det, grønt dejligt græs der var vådt, store træer der tårnede sig over den lidt aflange sø.. nærmere å? alt.. føltes idyllisk her.. *Mund han kan finde mig?* hun rejste sig langsomt op og så ned af sit våde tøj og sukkede så stille i det hun vred sit hår og tøj lidt og satte så håret op i en knold så hun så sofistikeret ud, dog var dette blot for det ikke klistrede sig til hendes ansigt eller krop..

Jebediah knurrede i smerte, af de slag han fik modtaget. Di Morga, havde bestemt holdt ham på tærende, og gjort at han havde måtte kæmpe en del hårde, end han længe havde skullet. Der var Lucifer Signet Vohrn, som havde flygtet fra i længere tid, og bestemt ikke gjort hans liv nemt, de få gange han havde anget ham. Og nu denne Vampyr, der virkede en del stærkere, end han først havde regnet med. Han nægtede normalt at undervudere sine modstandere. Var han virkeligt blevet så dum?
Han var blevet sendt tilbage af hendes slag, og måtte også lade noget blod forlade sine læber, men hans spark, var gået ind, da han ikke havde mistet sin balance, og var landet ordentligt igen.
Jebediah betragtede sits lys' effect, og kneb øjnene sammen, da hun løb sin vej. Det var stærkere end han havde regnet med. Det var mest effektivt på Nosferatuer, og med så lille en smule hun blev påvirket af den, skulle det ikke kunne gøre det værste. Men det havde skræmt hende væk fra endnu et angreb. Da hun gemte sig bag et træk, lod han hænderne falde, og stirede imod træet, med sine hænder nu knyttet.
"Du for ikke lov til at slippe.. Chantell. Inden din nat er omme.. Vil hans lys, have slukket dit. Jeg beklager. Gør det ikke svære end det e..." Han blev afbrudt, da han så hende løbe sin vej, i ald hast. Han sukkede og lukkede øjnene. Han strak sine skuldre, så de gav et højt knæk fra sig, inden hans vinger slog ud, med et smerte fuldt grynt. De slog så hårdt en enkelt gang, og han fløj over træernes kroner, og i den retning hun var løbet. Han lod sine sanser lede ham, og fandt hurtigt frem til det vand hun var flygtet imod. Han betragtede hende fra himlen, uden hans vinger, eller noget andet, lavede nogen lyd. Vampyrene var forbandene, på mange måder. Den ene, deres forførende udseende. Jebediah's overlæbe rejste sig i en snerren, inden han slog med vingerne en enkelt gange, så han fløj med høj fart, ned imod hende. På vejen ned, forsvandt hans vinger ind i hans ryg igen, og hvis ikke Chantell fjernede sig, lanede han en arms længe fra hende. Han sparkede så med det samme ud efter hende, i et forsøg på at få hende til at falde væk fra vandet, hvis altså hun ikke havde flyttet sig fra angrebet. Han hoppede så imod hende, og forsøgte at få nogen flere slag ind, helle tiden ops på, ikke selv at tage nogen slag.
"Du vil møde den retmæssige vej, denne nat. Om du så vil følge den. Eller lade den brække dig.. Det.. Vil blive dit valg." Sagde han, inde imellem sine slag. Han hoppede så nogen skridt væk fra hende, for at skabe noget afstand igen. Han betragtede hende så igen, med et overvågent øje. Han ville ikke give hende sin chance, inden hun var knækket. Han nægtede, at gøre den samme fejl igen. Hun skulle svækkes, og så kunne hun få sin chance. Sin sidste, chance.

Chantell så hurtigt op da hun syntes at høre et højt vinge bask mod selveste luften, i det han pludselig var sat i retning direkte mod hende, og før hun vidste af det var han foran hende og med spark og andet slog han ud efter hende, men denne gang var hun vaks og hoppede hurtigt til den ene side for så at lande på jorden temmelig udmattet, hendes blod var nærmest forsvundet inde i hendes krop og ryggen gjorde stadig ondt af at hun havde hoppet ind i det dumme træ!.
Hun fnøs let og sagde"Du lyder som en forbandet præst tøs" hun grinte lettere hånligt og rejste sig op og knækkede let med sin nakke og opdagede så at han faktisk havde ramt hende mens de havde fægtet om ikke at blive ramt og ramme den anden?.
Hun så let på sin arm hvor man kunne se tydelige mærker fra hans slag og hun knurrede allerede nu arigt og langsomt blev de blodrøde øjne mere blodrøde og med de spidse negle skar hun hul på sine arme og det blod der var inde i hende, sneg sig langsomt ned af hendes arme og ned til hænderne hvor det blev som røde bånd næsten og derefter pegede hun mod Jebediah og hviskede noget og med stor hast skød båndene ud efter Jebediah som var det slanger hun holdte ved i stedet. Dette svækkede hende yderst meget og vis hun ikke fik fat i ham denne gang så hun kunne holde ham fast, ville hun ende med at besvime uden blod og derefter ende med at dø sikkert.. hendes krop levede kun så længe den havde blod i sig fra tidligere offer og det havde været 2 dage siden så hun var allerede på randen til at sulte efter de hårde slag og det nu dryppende blod der blev til lange bånd...
Vis de fik fat i ham ville de sno sig om hans ben så de var samlet hårdt og stram, samt tage fat i hans arme og sno sig rundt om dem og sprede dem ud til siden næsten som jesus var sat på et kors og langsomt ville en sno sig om hans hals så skuldren af hans var blottet i venstre side og så ville hun ellers nærme sig ham og bide ham hårdt i halsen og derefter lade båndene samle hans hænder omme på hans ryg så de ikke kunne lyse hende i ansigtet.. mens hun sugede lidt af hans blod for at få kræfterne tilbage, dog.. havde hun ikke helt lyst til at dræbe ham faktisk.. men det kunne han jo ikke vide, eftersom straf hun ville bide hårdt til i hans skuldre nær halsens runding.
Dog vis de mislykkes at få noget af hans blod ville hun gå udmattet ned i knæ og gispe let efter vejret fordi smerten af ingen blod ville være utrolig ulidelig.

Jebediah havde nettop ikke nået at unvige et par af hendes slag, som havde svækket ham, bare en anelse. Da hun hoppede væk, strak han sin ene skulder, og brummede trættet. Han knyttede sin næve, imens de kølige blå øjne, betragtede hende, nu med et glint af facination, og forsigtighed. Hun måtte ikke få mange flere slag ind, inden han måtte bukke sig, for hendes magt. Og det måtte ikke ske. Så vill han flyve væk, inden hun fik chancen for at ende ham. Der ville være en anden nat. Han var ikke dumdristig.
"Chantell.. Du mangler nu blod. Stop. Lad det ligge. Lad mig kaste Verdict. Flere anstrængelser, ville bl.." Han blev, endnu engang, afbrudt da hun skar i sig selv. Han kneb sine øjne sammen, og hans overlæbe rejste sig en anelse. Han havde set dette før. Blod Magi. Sidste gang, havde han set det blive brugt af en Konge. Det var hun ikke, og formegentligt heller ikke lige så magtfuld som han havde været, men derfor, ville han stadigt ikke undervurdere Chantell, og denne desciplin.
Som altid, overraskede det ham, og han nåede langt fra at undvige blodets tråde, da de skød imod ham. Han knyttede sine næver, som han blev holdt på plads, og han knurrede irriteret, med et stikkende blik imod trådene. Trådene fik fat i ham, men han fik låst sine arme, så de ikke blev helt udstrakt.
"Chantell! Drop det... Du er for svækket. Jeg har stadigt mine evner intakte.. Du for ikke lov til at stjæle mit blod!" Han nægtede at give blod til en Vampyr, der forsøgte at stjæle det. Havde en vampyr behov for det, og vidste han, at denne kunne redes, og ledes ind på den retmæssiges vej, ville han tildele dem det. De blå øjne, betragtede Chantell, som hun nærmede sig, og måtte knække for trådenes kræft, og hans hnder, ledt om bag sig. Hans øjne blev knebet sammen, og han rystede kort på hovedet.
"Du for ikke lov til at stjæle det, Chantell.." Han hviskede denne gang, og som hun kom helt tæt på ham, kneb han øjnene sammen, og lagde mere af sin energi i hans angreb, denneg gang.
"Beklager... Exorcisme!" Råbte han, åbnede øjnene, og lænte sit hoved tilbage. Lyset skød ud fra hans krop, som det havde gjort så mange gange før. Han bar lyset i sin livs energi, og ville altid kunne bruge det, så længe han ikke var død, eller fuldstændigt udmattet. At imitere det så kraftigt, tog meget af hans energi, men han regnede ikke med, at det skulle tage meget. Men han blev ved med at sende stråler af svagt sollys fra sig, indtil Chantell gav hendes forsøg på at bide ham, op. De kolde blå øjne, fik et glint af medlidenhed. Det eneste hun havde ønsket nu, var at få de livgivende dråber hun havde behov for. Og han benægtede hende det. Der var ingen værde synd, end denne. Men det var hans job. Udføre den nødvendige synd, for at stoppe utallige synder.
"Chantell.. Lad være." Sagde han stille, imens sollyset fortsatte. Det sidste han ønskede, var at afbrænde hende fuldstændigt. Men hvis ikke hun opgav hendes ondskabsfulde veje.. Ville dette blive gjordt. Måtte det. Blive gjordt.

Chantell nærmede sig ham og hun mærkede en slags glæde inde i sig over at ha fundet sin evne, sin evne der havde lagt og dulmet inde i hende indtil"Neeeeeeej!" hun mærkede noget i ham fra sine tråde og slap hurtigt grebet og trådene af blod faldt til jorden som rådnede de op mens hendes sår på armene healede og hun følte sig allerede for svag i det hun kravlede bagud så godt hun kunne mens hun holdte sit blik og sårbar ansigt ned af mens hun følte det brænde i hele kroppen idntil hun havde slanget sig ned i vandet og blev under dens overflade, hun havde ikke brug for luft men blod... meget blod nu.
Hun mærkede sig selv kæmpe for ikke at gå amok og blot angribe ham selv om det gjorde ondt, hun ville ikke give sig men, han var den eneste i nærheden, hun ville ikke kunne nå andre ofre.. og vis hun ikke snart kom op fra vandet ville hun alligevel dø.. selv om det kølede hende ned, var det ikke blod, det fjernede blot smerterne så hun ikke besvimede sådan uden vider.
Hun kom stille kravlende op fra kanten og så på Jebediah med sine lysende øjne og rakte ud efter ham i det hun langsomt mærkede jorden under sig og blod ramte fra hendes øjne på grund af presset inde i og disse blodige ligene tåre nået ingen gang til hendes kæber inden de stoppede og blodet var randt helt ud næsten.."Jeg ber dig.." hun hentyder tydeligt til at få noget af hans blod og de lysende røde øjne så på ham som var hun et skudt dådyr nu der fortrød hver en ond gerning hun havde gjordt, men det gjorde hun ikke, dog ville hun ikke dø så meget vidste hun, men vis der var noget hun havde været god til så var det at være ond og at være god.. var ikke en egenskab der lå til hendes side.
Hun lukkede afkræftende øjne i og lå der let og næsten menneskeligt og gispede efter luft, selv om det var blod hendes hals samt tænder hugrede efter, det var os derfor hugtænderne langsomt var sneget frem igen over det hvide tandsæt og hun lå der ventende... på endten at dø eller at Jebediah skulle komme hen til hende så hun kunne drikke.

Jebediahs strakte sine arme ud til siderne, og betragtede dem for sår, fra de blodige tårde, men intet var sket. De kølige øjne, gled så langsomt ned over Chantell, og fulgte hende, i hendes kravlen imod vandet. Det kølede hende ned, og svækkede hans stråler. Langsomt dulmede lyset, og han stod så tilbage, lettere afmagtet, men langt fra nok, til ikke at kunne gøre modstand. Han var ikke død endnu, og ville ikke ende, denne nat.
Jebediah betragtede Chantell, i hendes bedene kravlen, imod ham. Han knyttede sine næver, og kneb langsomt øjnene sammen, imens han mærkede det i sig igen. Vreden. Lysten. Ondskaben... Han lystede at gribe fat i hendes hår, og lade solens kræfter, brænde hende op. Se hende forkulde! Men nej! Denne vrede og blodlyst, passede ikke til ham. Det var ikke ham. han måtte skabe sig selv et mål snart. Så det ikke blot blev disse blinde drab. Jebediah rakte en hånd ud imod Chantell, og greb fat i hendes håndled.
"Chantell. De er en synder. Verden.. Har ikke behov for flere af din slags. Kan de ikke se, at dine ondskabsfulde veje, blot bringer andre, og dig selv skade. Se hvad det bragte dig denne nat? Og der vil blo blive flere nætter. Og hvad fik du ud af det? Er den korte glæde, af at se en anden lide. Virkeligt det værd? Jeg kan ikke skabe samvitighed, men jeg kan håbe på at åbne øjne." De blå øjne, stirede imod den lidene kvinde, og trak hende så langsomt en smule væk fra vandet, før han knælede ned, og så trak hendes ryg, op af hans mave, så hendes ansigt, ikke sad imod ham, så fristelsen til at hukke sig i hans nakke, ikke var der, og så han kunne stoppe hende i at gøre det.
"Chantell.. Vil du forlade syndens vej? Vil du gå den retmæssige, og lede et andet liv, end i evigt fordærv? Du for kun. Denne sidste chance. Chantell. Vil du lade mig hjælp dig, til at se en bedre fremtid? Tro det eller ej. Din fremtid, kan godt blive ledt i lysset. Mørket du lever i.. Er ikke en nødvendighed." Hans stille stemme, næsten hviskede i Chantell's øre, imens hans stærke hænder, holdt hende fast foran ham, og sørgede for, at hun ikke ville kunne vende sig, uden han nåede at kaste Vindication. Han lagde blidt en hånd på hendes kind, for at holde hendes ansigt stille.
"Hvis du acceptere. Hvis du vælger at ændre dine veje. Vil jeg lade dig drikke mit blod. Jeg vil hjælpe dem, frem over. Du vil ikke længere være en enspænder. Om du ønsker det eller ej. Vil de være under min vinge. Og kun vil jeg skade dig, hvis du går imod mig. Imod din nye vej. Accepter.. Chantell.. Jeg.. Beder dig." Sagde han, denne gang, med en ydmyg stemme. Helle tiden, talte han med en oprigtig, og varm stemme. Hans blå øjne, hvis hun kiggede til siden, ville hun se dem, kigge ned på hende, med den samme varme, og næsten kærlighed, som hans stemme. Han ønskede ikke længere at skade hende. Jebediah, var igen Jebediah.

Hun lukkede let øjnene og mærkede det nærmest vride sig inde i hende, så tæt på grænsen til intet blod havde hun aldrig været så hun sagde med en hæs og svag stemme så godt og hurtigt hun kunne"J..a" hun mærkede sig selv tage fat i græsset de sad på og hun ville bide ham så inderligt nu, hans blod ville hun gøre alt for at få blot for at få noget som helst blod..
Hun vidste at han var den eneste chance for hende til at overleve og vis hun ikke sagde ja ville hun ende med at dø hurtigere end hun selv anede, så vis han da skænkede hende noget af hans blod ville hun tage det til sig, hun ville suge det så hurtigt hun kunne og nærmest være lykkelig i et kort øjeblik over at han ville give hende noget, men et småligt had var inde i hende, hun ville ikke være særlig meget nær denne engle, han var farligere end forventet og nu skulle hun endda! til at lystre ham!?. Det ville hun ikke gøre helt frivilligt men hun vidste at han sikkert ikke ville give hende nok til at komme til kræfter med det samme og hun boet jo ingen steder forløbig fordi hun boede normalt på gaden, eller gik rundt og var blot på jagt efter noget at lave, derfor elskede hun at dræbe så meget, derfor blødte hun aldrig fra øjne eller øre af at være vågen, fordi hun konstant drak fra andre og jagede. Hun elskede at være ond og modbydelig men nu skulle hun pludselig forandre sig som var han hendes herre nu og hun skulle lystre hvert et ord ellers ville hun blive straffet. Men man kunne ikke blot vende på en nat så vis hun havde fået blod fra ham ville hun nærmest hive sig væk fra ham hurtigst muligt og holde et godt stykke afstand fra ham og betragte ham med de lysende røde øjne igen og se yderst utilfreds ud..*han har en meget mørk og ond side i sig.. og jeg vil væde med at han kunne ha dræbt mig hvornår det sku være* hun fnøs let og sagde"Hvorfor vil du så gerne ha dræbt den side af mig som du så meget selv besidder måske.. endda mere end mig" hun pegede let på ham og strøg så håret ned af sin nakke og tog sig let til halsen af sin egen for at mærke om alt var okay efter alle slagene og betragtede os lidt sig selv i helhed.. og sagde efter lang tid..
"hvad vil du så gøre nu.. med mig og sådan.."

Jebediahs blå øjne, blev knebet sammen, i et mistroisk blik. 'Ja' var så simpelt at sige. Et løfte, så nemt at starte, men endnu nemmere at bryde. Og en dag, ville hun vende, forråde hende, og dræbe hende, uden at give ham den chance, hun gav ham. Hvorfor gav han overhovedet den chance!? Han var ikke Faderen. Han burde ikke have denne tilgivelses evne, og blot lade dem gå, sagde de ja til sådan et spørgsmål? Lade dem slippe. Hvorfor skulle han dog det!? Hvorfor ikke bare ende hendes ynkelige, og ondskabsfulde eksistens!?
Hvad var han, hvis ikke han gav denne chance? Var han, så bedre end dem?
Jebediah nikkede en enkelt gang, og uden at smile, ledte han sit håndled ned foran hende læber, og hjalp hende med at dele hendes læber. Hans overlæbe rejste sig, da hendes tænder trænkte ned i hans hud, og lukkede øjnene, da hendes tænder, ramte hans blodåre. Så præcist som altid. Han kunne mærke det igen. Den nydelse, hans tidligere elsker, havde tilføjet ham, i hans lidelser. En vampyrs tænder, var så meget andet, end blot et våben.
Han lod hende få nok blod, til at få et omløb igang, men da han kunne mærke ham selv begynde at blive svækket, trak han i sit håndled. Hvis ikke hun slap, rev han blot til, så hun ville rive køddet ved hans håndled med sig. Han satte så sin ene hånd for håndledet.
"Inner Sanctum" Sagde han stille, og hans hånd lyste kort, som hun trak sig fra ham, og tog en kort afstand. De blå øjne, fulgte hende i et hvert træk, for at være sikker på, at hun ikke fik nok til at kunne gøre ham noget igen. Han rejste sig så langsomt, så han tårnede sig over den sidene Chantell. Han gnubbede blidt håndledet, og strak sin nakke, så den gav et højt knæk.
Jebediahs øjne, kneb sig hastigt sammen, af hendes ord, og han snerrede stille. Var det blevet så tydeligt!? Han bannede af sig selv inden i, og lod blikket glide ud over vandet ved deres side.
"Jeg.. Har været langt værre end dig... Jeg har udført ondskab, du ikke engang kunne forestille dig, i dine værste forestillinger." Hans stemme var stilnet af, og hans ansigt, fik smålige tick, af minderne, der rev imod hans sind. Alle de uskyldige, han bragte så megen smerte. Den. Ultimative ondskab. Han lukkede øjnene, og rystede langsomt på hovedet, inden han langsomt åbnede øjnene, og stirrede ned imod Chantell igen.
"Men nu.. Går jeg den retfærdiges vej. Men vreden.. Er der stadig. Den vil ingen kunne ligge bag sig.. Jeg.. Har bare ikke lært at udnytte den endnu. Det vil jeg lære med tiden. Nettop som de, vil." Sagde han roligt, og hans øjne slappede langsomt af, imens hans arme faldt ned langs hans sidder.
"Hvorfor. Nydder de deres ondskab? Hvad søger de i den?" Spurgte han, med et søgende blik. Han erindrede ikke, om han tog nyddelse i det. Og nutildags, havde han blot problemer med at forstå det helle. Han manglede blot et mål. Han skulle blot sætte sig et mål...

Hun trak tænderne til sig eftersom hun faktisk kunne høre på hans vejr trækning at han blev svækket og eftersom han havde skånet hende var han nu et højere væsen end hende og hun tog sine regler som følge og ville ikke ende i samme tormulds igen. Hun så let mod Jebediah med sine lysende røde øjne som var hun et dådyr i lyset fra en fartruende bil der ville køre hende ned, skønt.. den lige havde skånet hende med et sving til den ene side kunne man vel sige?.
Hun lod blidt bene krydse sig i skrædder stilling og der sad hun som en sød lille killing ville ha gjordt og kiggede op på den mand der havde skånet hende skønt han så inderligt ville dræbe hende, det kunne ses i hans blik, mærkes på hans berøringer mod hendes smukke porcelæns hvide hud, der var så skrøbelig skønt man ikke skulle tro det, den måde hun var på og alt det, var tydeligt arvet fra familien af,en rig og meget magt gal familie med eneste mål var uddannelse og maneger samt penge og magt. Hun så lidt på ham og sagde"Det.. kan jeg forstille mig" angående med at han havde været langt være end hende, det smagte hans blod nærmest af? noget der ikke var rent som en normal engels blod.. hans havde en vis twist i det, surhed.. ? men alligevel utrolig delikat og meget velsmagene..
Hun rejste sig langsomt op da han spurgte ind til om hun nød ondskab og hun sagde med et smil over de røde læber"Ja.. jeg elsker og nyder ondskab ligeså meget som jeg nød dit blod" hun strøg let det sorte hår ned mod ryggen igen og lod de røde øjne hurtigt ændre fokus på noget andet end ham i det hun svarede"Magt... kontrol.. respekt... om det så skal være gennem frygt.. jeg vil ikke ses som et skudt dådyr, jeg vil ses som en tiger der er majestætisk og kan angribe en med sådan en dødelighed hvornår det skulle være" hun blottet let sine hugtænder for Jebediah og smilede i det hun nærmede sig ham men ikke for meget"Hvad... søger du i din ondskab, jeg ser hele tiden en side af dig, der får dig til at stramme dine greb når du får fat i mig, og får dit venstre øje til let at give små tick fra sig.. samt den måde du taler når du nyder at.... skade en anden" hendes smil forsvandt"Hvorfor har du så grimt et væsen inde i dig, når du er så smuk og rent et væsen uden på?" hun lagde hovedet undrende på skrå og gik med blide skridt hen til ham og stod nu ved hans side, dog stod de nærmest ryg til ryg vis hun gik et skridt mere frem og der vendte hun blikket mod ham og sagde"Jeg stopper mine ugerninger... den dag dit indre væsen af ondskab dør" hun smilede tilfreds og skulle til at forlade ham, dog regnede hun ikke med det blev så let, ville han måske beholde hende.."Vis du vil lære mig noget jeg aldrig nogen sinde har været så... får du en opgave for dig, og du kan ikke finde mig nogen steder, fordi ser du" hun smilede endnu en gang dog mere sindsygt"Jeg bor ingen steder, ej har jeg brug for at hvile.." hun vendte sig mod ham nu og sagde"Måske vi kan komme til en lille aftale? vis.. jeg får lov til at bo ved dig hvor end du så bor?, så vil jeg love at gøre mit bedste til at føje alle dine ord som at prøve at blive god af hjerte og alt det der? bløde stuffy things?.." hun grinte let og slikkede sig over de bløde læber der fik et glinsende rødt skær mens de lysende røde øjne blev mere milde af det og betragtede ham meget mere end før nu, søgte efter den sande side af ham..

Han kunne tydeligt se, at hun ikke nød den position hun var endt i. At hun ikke ønskede at være den der fortabt lå for hans fødder. Men det var nu engang der, hendes uregerligheder, havde bragt hende. Det var ikke ham, der havde bundet hende til ondskab. Han havde blodt ladet sin hammer falde. Den hammer, der burde komme, fra så mange andre, lige så. Han rystede sin hånd en sidste gang, i det hans håndled var helt healet. Det havde ikke taget lang tid, da hun intet kød havde revet med sig.
Han rystede langsomt på hovedet, imens han betragtede hendes tilnærmelse, med sammen knebne øjne. Præcis, som alle de andre. De mente, at de nød deres ondskab. Han havde aldrig forstået det. Den... Nydelse. Nogen af hans brødre havde taget i deres arbejde, dengang han arbejdede om døds Engel. Han havde altid set i menneskendes øjne, og set den smerte det forvoldt. Både den der skulle bringes videre, og dem de efterlod. Dette tomrum, der aldrigt ville blive fyldt ud igen. Var det fair? At andre skulle lide, for deres nydelse? Bestemt ikke...
Jebediahs blå øjne, fulgte Chantell, som var de lænket til hende, imens han svarede tilbage.
"Ald denne magt. Skal andre lide for den? Hvorfor? Jeg har set utallige i min tid, der ejede magt, hvor det ikke gik ud over nogen. Magt kan opnås, uden at træde andre over fode. Det, er en ting jeg vil lære dem at forstå. I hvert fald. At se." Han kneb sine øjne sammen efter sin tale, og lod dem igen dele, af hendes næste spørgsmål, nettop som hans knyttede næver, stille løsnede sig. han slog blikket væk fra Chantell, og kneb øjnene sammen. Han ønskede ikke denne vrede. Men så meget var gjort imod ham. Både for hans valg i fortiden, og de valg han tog nutildags. Han blev såret, hvor end han gik hen, og hvad end han gjorde. Der var ingen lys tunnel for Jebediah. Den vej han gik, var der ingen godhed, imod ham. Blot det, han kunne give andre. Det var en straf for et gammelt arbejde. En pligt, han selv havde pålagt sig. Han kunne ikke ignorere det.
"Selv den skønneste Løve. Har sine kamp sår.. Min ondskab, er fra en tid, glemt. Glemt af alle andre. Alle andre, end jeg selv. Ikke en ting, du ville forstå. Og heller intet, jeg nogensinde ønsker, at du skal forstå. Det.. Er min byrde." Sagde han, og fik endnu et tick over hans højre øjnbryn.
"Men. Jeg søger intet andet, end at opfylde min pligt." Afsluttede han, og lukkede kort øjnene. Straffen var hård. Men fair.
Da hun kom med sin betingelse, slog han langsomt øjnene op, og lagde dem imod Chantell, som nu stod ved hans side. Han drejede halvt, for at kunne følge hende med øjnene, og rystede kort på hovedet. Han skulle til at svare på hendes betingelse, inden hun fortsatte, og han kneb sine øjne en anelse sammen. Han sov aldrig, så det var ikke et problem at have hende boende. Men. Det gjorde det ikke mere ubelejeligt. Der var ting i hans lejlighed, der udgjorde en gigantisk svaghed i hans hjerte. En uforpligtet kærlighed. Det, ville han ikke lade nogen ødelægge. Specielt ikke Chantell. Men hun ville vide hvad straffen var. Men. Ville det hun gjorde ham, ikke næsten være værre end det?
Jebediahs øjne lagde sig på jorden imellem dem, imens de kneb sammen.
"Dine betingelser for at ændre dig, er unødvendige.. Der er ingen anden side.." En tydelig løgn. "Men de kan bo i min lejlighed. Men så skal du opretholde din nye vej. Og hvis du tager det mindste skridt forbi, under min varetægt. Vil straffen være hård." Sagde han, med en fast stemmen, imens øjnene gled op på hende igen, og blev knebet sammen.

Hun grinte let og sagde"Hvorfor ha magt vis du ikke får lov til at bruge den på nogen? desuden som du selv sagde, så længe du ikke ved hvor kødet kommer fra har man intet imod at spise det" hun blinkede til ham som en hentydning til selveste jæger og bytte, så længe man ikke kendte og vidste hvad personen hed ville hans situation ikke forværes og han ville ha haft letter ved at dræbe hende?.
Hun stod stille og mærkede vinden i håret og duften fra hans åbne sår der langsomt lukkede sig og igen skjulte det røde lækre blod han da bar i sig, dog så hun ham aldrig som en blodpose. Hun så væsner for hvad de var og ikke for hvad de havde inde i sig sådan havde det altid været, det var måske derfor det var så sjovt for hende at lade dem lide. Hun vendte sig let mod ham og mærkede mudret gnave i hendes smukke hud mens hun stod der som en stolt ærn og betragtede ham med katte ligene øjne og snerrede let og kom et et bestemt nik"Javel ja.. men jeg stoler ikke på dig Jebediah, det kan godt være du spiller god men dit hjerte er stadig ondt, det os den eneste grund til du måske kan ændre mig, og angående straffen så længe du lover at du ikke vil dræbe mig, så går jeg med til dine straf metoder men mærk dig mine ord, jeg vil bide igen vis du træder over en vis grænse" hun smilede let og vendte ham så ryggen og sagde med en undrende og lidt nysgerrig stemme"Nårh?... og hvor lagde jeg så min jakke" hun grinte let og sagde"Ahhh" hun gik i en retning ikke så langt fra dem og samlede den mudret jakke op og betragtede den og gik så hen til Jebediah og kastet den hårdt mod hans bryst der var blottet og sendte ham så et flabet smil og sagde"Du bær mens du viser vej, jeg skal nok følge efter og nårh ja.. næste gang så bring en skjorte med dig, du behøves ikke stå og være nøgen model for mig i flere minutter" hun grinte let og satte så i løb ind af mod byen og råbte i det hun havde sat i løb"KOMMER DU!?" hun vidste at han måtte bo inde ved byen et eller andet dumt sted, eftersom han havde været så hurtigt ved hende og at hun havde følt sig temmelig iagttaget? måske han havde nogle dumme engle friends eller andet måske der var på udkig efter synder for ham.
Men ikke destru mindre, han ville ikke få det let med hende. Når de da endelig ville komme frem til deres mål var det første hun ville gøre at smide tøjet hvor end hun ville, tage noget af hans som skjorte og andet brash, samt tænde for bruseren og så tage sig et langt forfriskende bad mens hun langsomt talte ned af minutter til hvornår solen endnu en gang ville stå på sit højeste og derefter ville hun da begynde at forsegle hans vinduer så solen ikke kunne komme ind i løbet af dagen, og os gøre så Jebediah ikke kunne bruge det mod hende på nogen måde.. som at trække hende ud i sollyset eller andet?.
*Tsk.. som om han er helt god igen og at hans onde side er væk.. den kan nærmest føles i ens nakke når man taler med ord han ej vil have man bruger eller vis man kommer ham for tæt eller er flabet.. men jeg skal nok få bomben til at springe og vise ham at han ikke er bedre end mig* hun grinte let ved disse tanker og lod sig så strømme tilbage til intetheden mens hun så frem til en ny nat, dog regnede hun ikke med at Jebediah ville give hende nogen form for fred.. i hans lærige periode som en slags guds herre eller hånd over hende?.

Jebediah rystede langsomt på hovedet, med et vemodigt suk, og en ganske kort, irriteret grimasse. Hvorfor skulle magt udnyttes? Hvad var glæden i det? Han ville aldrig forstå det. Det ønskede han bestemt heller ikke. Han ønskede ikke at forstå synderne. Han udførte dem selv engang, og havde ingen nydelse fundet i det, hen af enden. Resten af tiden, var det blot et arbejde. Ikke noget, nogen andre ville forstå.
"Man kunne bruge den på en selv. Bruge den, for at gøre andre det godt. Magt er ikke et mordvåben. Ens hænder, er dem der dræber, ikke ens midler." Sagde han dystert, og rystede på hovedet. Han havde altid besiddet magt, men aldrigt udnyttet den. Aldrig brugt den imod andre, hvor det ikke var hans job. En pligt. Aldrig, var den blevet vendt imod uskyldige. Altid, ville den være er skjold for dem. Men et skjold, kan aldrig virke, uden et våben.
Jebediah fnøs venligt med et smil, og rystede kort på hovedet, af hendes acceptering af hans krav. Selvfølgeligt, ville hun ikke stole på ham. Det regnede han heller ikke med. Som om, han selv stolede på hende.
"Jeg stoler bestemt heller ikke på dem, Chantell.. Men jeg vil ikke lade dem fortsætte dit liv i synd, og se dig spilde flere uskyldiges liv, for at tilfredsstille dine egne lyster.. Eller behov.. Det er ikke andet, end ren dumhed. Regner jeg ikke med du nogensinde vil forstå.." Sagde han, og rystede på hovedet, imens han fulgte hende, imod hendes jakke. Han greb jakken, der var ret så tung, på grund af mudderet. Han fnøs igen venligt, og rystede på hovedet, imens han bevæggede sig imod byen.
"En beskeden Vampyr?" Han klukkede, og rystede blidt på hovedet. Han sukkede så, da hun begyndte at løbe, og han slog sine vinger løs, inden han skød afsted imod himlen. Han fløj ind over Chantell, så de store vinger, sendte en blid vind over hende, hver gang han gav endnu et vinge slag. Han sørgede så for at lede hende imod Quatre, og sørgede også for, at hun fulgte ham. Han ville ikke lade hende flygte.
Da de ankom til Quatre, lanede han udenfor, og trak hurtigt sine vinger ind bag sin ryg, og ledte Chantell ind på hotellet. Hvis hun havde forsøgt at flygte, ville han naturligtvis, blot have forfulgt hende. Han nikkede til manden bag den store counter, som kastede en nøgle over til ham. Han lod så de blå øjne ligge sig over Chantell, og nikkede imod elevatorene. Han tvang hende dog ikke til at gå forest, men gik med glæde ind foran, selvom det var at blotte sin ryg for hende. Lidt tillid, måtte han udvise. Ellers ville dette aldrigt komme til at virke. Dog havde han altid sine sanser rettet imod hende. Klar på, at hun kunne vende sig imod ham, uden tøven, og afslutte hans lange liv, med en hurtig bevægelse.
De tog elevatorene op, og som de bevægede sig ind i hans lejlighed, gik han over til en af væggene, og trykkede på en knap. Hvis hun spurgte efter badet, vinkede han hende imod det, halvhjertet, og afventede pachenernes dækken. Sorte ruder, kørte langsomt ned, og blokkerede for vinduerne, så solens ståler, ikke ville trænge ind, og kunne skade hende. Han havde det instaleret, på grund af den sidste vampyr, han for længe sien havde taget sig af. Godt nok ikke her, men han vidste hvilket problem det ville skabe, hvis han kom i en situation som denne igen.
Da de mørke dække for rudderne var kommet over, gik han imod dem, og lod blikket glide ud over Terre, med et lavt suk.

Chantell gik ind i hans skab og rodet lidt og råbte så"Du har vel intet i mod jeg lige låner lidt?! ... nej tænkte jeg nok" det sidste var noget sagt til hende selv med et lettere ondt smil over læben i det hun stjal 2 skjorter og traskede så ind i stuen iført sit undertøj i sort og betragtede Jebediah lidt og kastet så inden han ville nå at se hende halv nøgen, direkte hans skjorte dog ikke tyrende men blidt hen til ham så den ville dække hans udsyn og sagde"Træk i noget stipper" hun fnøs let og gik så ind på badeværelset og vis han da nået at se noget var det kun hendes fødder der forsvandt ind til badeværelset og en dør der smækket i efterfulgt af en nøgle der låste døren, hun skulle ikke nyde noget af at være i et fremmed hjem med en hun ikke stolede på?, ikke fordi hun troede han ville hende noget men han havde en ond side og hvem sagde han ikke ville dræbe hende uden videre?.
Hun mærkede det kolde vand bruse ned af hendes mudret krop og skyllede alt urenheden væk fra hende undtagen hendes sind mens hun gik hans tidligere ord igennem og råbte så lettere vredt men det kunne skam høres hvem det var til"OG! FORRESTEN.. JEG FÅR IKKE!.. TILFREDS STILLET LYSTER IGENNEM MORD" hun grinte lettere lumsk og kørte den ene negl hen af hans smukke flisers ydre overfor hendes blik mens hun mumlede"Jeg syntes blot det sjovt at dræbe" hun slikkede sig om de fyldige røde læber der langsomt havde mistet den røde farve og nu var næsten helt hvide i det, hun lignede virkelig et eller andet unikt misforstre?.. klare lysende røde øjne med reptilske pupiller... lyse pinke næsten hvide læber.. hvid glinsende hud fra vandets smukke kølige skær, i dette hvide værelse der virkede tomt men varmt..
Hun fnøs let og så over på sit C hun havde skåret i hans flise og så en smiley der rækkede tunge og grinte pigeglad af det, hvad mund ikke Jebediah ville sige til det..
Han kunne nødig straffe hende for lidt småsager som det?, altså tjo det var hærværk men hva pokker. Hun strakte sig let og kiggede undrende rundt*ingen hårtørre.. typisk* hun tog let et håndklæde om det lange sorte hår der gik til lidt under bagdelen af hende dog når de var tørt, blev det helt fyldigt og puff agtig, så det gik til hofterne næsten..
Hun iførte sig den hvide skjorte efter hun havde taget det sorte undertøj på igen, og skjorten dækkede lige til ned under hendes bagdel så intet kunne ses andet end de lange catwalk ben af hendes der let glinsede af fugtighed, mens hun smækkede døren op efter at ha låst sig ud og uglede sit hår med håndklædet i hvidt og kastede så et blik rundt i lejligheden og gik så hen til døren ud til gangen?.. hvilket sikkert ville undre Jebediah i det hun kom med ordene"Jeg straks tilbage" og vis han sagde nej og ville gå med ville hun pegede ned af sig selv og sige med ordene"Hallo? tror du jeg vil stikke af halv nøgen.. som om" hun grinte let hånligt og åbnede så døren til gangen og mumlet flabet"Stupid Chicken" hun gik ned af den røde gang og mærkede det bløde gulvtæp i det hun tog elevatoren ned til underetagen og bankede på en random dør og snakkede med en tøs i 20´erne og sagde"tak her" hun gav hende nummert på lejligheden af Jebediah´s og sagde at han nok skulle betale for hendes hårtørre i det hun kom op til Jebediah igen og åbnede døren og gik med den pinke hårtørre i hånden og sagde"Så jeg tilbage" hun smilede over hele ansigtet og smuttede ud af mod badeværelset igen.. for da at tørre sit hår og undgå en... direkte samtale af small talk nonsens med Jebediah.

Jebediah kryssede armene, imens de blå øjne, gled ud over Terre, med et stille suk. Nu var han der igen. Med en synder, der formegentligt aldrig ville vende. Og en dag, ville han måske alligevel skulle dræbe hende. Han ville blive udnyttet, som han var blevet, så mange gange før. Hvorfor blev han ved med at give dem den chance? Hvad nyttede det? De ændrede sig aldrig. Aldrig...
Jebediah drejede langsomt blikket, da han fik en skjorte i ansigtet, og han fnøs med en venlig klukken, og rystede på hovedet, inden hans blik gled ud over Terre igen, og lod hende forlade, uden søgende øjne. Han lukkede langsomt øjnene, og sukkede beroliget ud, imens han lod sin energi vende tilbage. Lod det flyde til ham igen. Han fik behov for det, hvis han skulle kunne klare at leve med Chantell. Og han regnede bestemt ikke med, at det ville tage kort tid. Hun følte selv hun var en synder af kaliber. En stor svaghed, hvis man spurgte Jebediah. Men det var der aldrig nogen der gjorde. De sagde blot ja, eller nej.
Han lod øjnene glide tilbage imod døren, da han hørte hende råbe. Han fnøs, og rystede langsomt på hovedet.
"Du syntes det er sjovt? Altså er det også en lyst du stiller. Lystil til at have det sjovt. Du mangler styrken til at kunne se sjovt, i andet end hvad der skade andre. Det er ikke en styrke at kunne besejre uskyldige." Råbte han tilbage, så hun kun måske ville kunne høre det. Han rystede langsomt på hovedet, og stirrede ud over Terre igen. Han håbede inderligt at hun ville kunne forstå det. Han havde intet imod Chantell, men ville ikke tænke to gange over det, inden han lod Conviction falde, og tog hendes eksistens fra hende, den dag hun vendte sig væk fra den retmæssige vej.
En skrappen kom fra rummet ved siden af stuen, og en høj Ravn, kom flyvende imod Jebediah. Den landede på gulvet ved hans side, og gnubbede dens tynde hoved, imod hans hånd. Jebediah strøg blidt fingrne over dens sorte fjerdpragt, og lod øjnene glide tilbage imod Chantell, da hun kom ud fra badeværelset. Han fulgte hende imod døren, og kneb æjnene sammen. Der var sandhed i hendes ord, men hvordan kunne han vide det? Hun var Vampyr. Kun ganske sjældent, så han dem have den mindste smule anstændighed. Selv den elegante La'croix, han gjorde nogen forretning med.
Han rystede langsomt på hovedet, og klukkede stille, imens blikket gled ud over Terre igen.
"Hørte jeg godt.." Sagde han, af hendes mumlen, og rystede langsomt på hovedet. Han kryssede armende, og lukkede øjnene, med en lav sukken. Hun kunne sagtens løbe fra ham, hvis hun ønskede det. Men så ville hun blodt blive hans næste mål. Hun havde fået sin chance, næste gang, ville han ikke spørge hende. Næste gang, ville han ikke give hende chancen.
Da hun kom tilbage, drejede han langsomt hovedet til siden, så han så over sin skulder. Ravnen skrappede en enkelt gang, og drejede dets hoved omkring, så de mørke øjne, kunne stire imod Chantell.
"Velkommen tilbage.." Sagde han stille, og lod øjnene glide tilbage over Terre. Han rejste sit øjnbryn en anelse, i et tænkende blik. Hårtørre? Og hvor havde hun så fået den... Jebediah sukkede stille, og rystede på hovedet.

Hun fnøs let og sagde"der sku ikke megen velkommen i dit blik" hun gjorde let sit hår lidt uglede og mere tørt og fyldigt mens hun langsomt rettede på det og tog så en elastik i hver side af det, så det havde lange rotte haler hed det jo, de var slappe og hang let ned af hendes ryg, i det hun stille åbnede døren igen så hun undrende mod ham og gik så ind i hans seng og lukkede døren efter sig med et"Jeg sover her inde.. du kan sove på sofaen!" hun smed sig let i hans seng og smilede for sig selv, dejligt at ha fået et sted at bo dog ville det ikke kunne gå hele tiden med at være så jagende med ham? han ville blot ende med at få nok af hende og ende hendes eksistens desværre. Hun fnøs lettere vredt og satte sig så op og hoppede så let ned fra sengens kant og gik mod døren og sagde da hun åbnede den"Jebediah.. dit blod, jeg vil ha mere" hun så bedende på ham og bed sig nervøst i underlæben der var fyldig og blød, mens hun langsomt nærmede sig ham med trippende små skridt og de lysende røde øjne så lettere chamerende på Jebediah dog ikke for at forføre ham, i det hun langsomt tog fat i skjorten vis han da havde iført sig den og så ham så dybt i øjne vis det kunne lade sig gøre og sagde"Må jeg ikke nok få lidt mere blod af dig, jeg lover at jeg ikke bider for hårdt... jeg blot så udmattet" hun vendte let ryggen til ham og lænte sig op af hans brystkasse og så blidt op af mod ham på en virkelig nuttet måde og slap ham så og samlede hænderne nærmest bedende?.
Hun ville så gerne smage og vis hun fik chancen ville hun skam os sætte sine spidse hugtænder ned for da at få ham til at bløde for.. derefter at mærke blodet rende ned i hendes hals.
Men vis han dog ikke ville give hende noget ville hun blot træde væk fra ham og se temmelig irritabelt og surt på ham med en vis mumlen om han var en dum kylling, på grund af hans fjer og engle status mente hun at engle var flyvende dumme kyllinger man kun spiste..
"Hvorfor må du egenlig være ond og slå andre ihjel når andre ikke må slå ihjel eller være ond for dig?... det lidt dobbelt moralsk syntes du ikke?" hun vendte sit spidende blik mod ham og lagde hovedet en smule på skrå mens hun stod overfor ham..

Jebediah klukkede, og rystede på hovedet, og lavede en fagt over sin skulder, af hendes kommentar.
"Hvor fik du den fra, og hvem skal betale for den, hm?" Spurgte han, og kiggede smilende over sin skulder. Han rystede så igen på hovedet, og tog skjorten over hovedet, og armene i ærmerne. Han rettede på den, så de hang ordentligt over hans ryg, men unlod at knappe den foran, og kryssede igen armene. Hans øjne gled imod hende, da hun bevæggede sig imod hans soverværelse, og han rejste et øjnbryn af hendes 'ordre'. Han lo blidt, og lod øjnen e glide ud over byen igen. Ravnen skrappede, da døren til dens bur blev lukket, og blafrede en anelse med vingerne. Jebediah åbnede en af vindues dørende, og Ravnen forlod lejligheden. Han lod noget frisk luft slippe ind i lejligheden, og lukkede så døren.
"Jeg sover ikke. Så du kan gøre, som det passer dem!" Råbte han, så hun ville kunne høre det igennem væggene, men nettop som hans sætning sluttede, åbnede hun døren, og han lod øjnene glide til hende igen. Hendes ord, fik ham til at knibe sine øjne sammen, og sendte hende, et lettere dominant, og nedstirende blik. Blikket ændrede sig ikke, som hun kom nærmere ham, men da hun stirrede i hans øjne, lyste hans en anelse op igen, og han stod mere afslappet. Han stolede bestemt ikke på Chantell, men han havde alligevel et ansvar, nu hvor han havde taget hende til sig. Han havde ingen blodposer i lejligheden, så der var intet han kunne tilbyde hende, andet end sit eget blod. Han ønskede ikke at blive blodbank, men selv fik han jo også en nydelse af det. Det bragte behagelige minder frem. Noget der sjældent skette for ham. Som hun vendte sig, sukkede han blidt, og nikkede en enkelt gang, med et småligt smil. Han lagde sin ene arm omkring Chantell's liv, og tilbød sit håndled, foran hendes læber.
"Hvis du bider hårdt, vil du lamme mine nerver, og jeg vil mærke mindre. Mit håndled kan holde til det, hold dig ikke tilbage." Sagde han stille, og spændte sin næve, så den store blodåre blev mere tydelig.
Hvis Chantell bed til, hoppede Jebediahs overlæbe, og hånden om hendes liv, blev presset hårde imod hende, med et næsten dominant og fast greb. Han kæmpede nydelsen tilbage, og sørgede for at det ikke blv alt for tydeligt, og som før, sørgede han for at trække sit håndled til sig, skulle hun blive for gråddig. Da hun slap, trak han ikke sit håndled væk fra hende med det sammen, og slap hende også først, efter nogen sekunder. Han tog et skridt væk fra Chantell, og lagde sin hånd over sit håndled.
"Det.. Skal ikke gå hen at blive en vane.. Min kære Chantell... Inner Sanctum. " Sagde han roligt, og hans hånd og håndled lyste kort, inden såret var healet.
Hendes næste ord, skar bestemt på de helt rigtige punkter. Han kneb kort sine øjne sammen, og knyttede sin ene næve, imens den anden spændte et fast greb om hans håndled. Han betragtede hende, med sammenknebne øjne, og efter et minut eller to, strak han sin nakke, og rystede kort på hovedet, imens han rystede på sin hånd, og bevæggede sig imod sin sofa.
"Der er forskel på at tage en uskyldigs liv, uden andre grunde, end for at tilfredsstille ens lyster, eller legesyge sind. Og at tage livet af en synder, i ens eget, og andres forsvar. Uskyldiges.. Forsvar. Jeg gør mit, for at beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Og tager livet af synderen, der ønsker at brække det.." Sagde han stille, og faldt siddene ned på sin sofa, med et lavt suk. Han stirrede tomt ud foran sig et stykke tid, inden øjnene gled op på Chantell, med en hvis smerte, gemt bag den krakelerende, stærke facade. Jebediah var en knækket mand, på mange stedder. Hans knæk gjorde, at han ikke længere kunne knækkes mere. Hun ville ikke kunne bryde ham, da han allerede var brudt.