En overnatning i sommerhus(Pitch=privat)

Twi sad i en stol i et sommer hus. Hun ventede på Pitch. Hun vidste ikke om han kom, men håbede det meget. HUn sad og nynnede

//Twi.. jeg vil gerne bede dig om at huske at skrive 'Sted, tid, vejr, omgivelser og eventuelt Dato' og du skal også huske at skrive 3 linjer ^^//

//nå ups tak for at du mindede mig om det///

S. sommerhuss
D, idag
T. 3:39
O. hav og sommerhus/Pitch
V. solskin

Twi ventede på på Pitch. Hun sad og nynned stille.

Det ringede på døren. Pitch stod udenfor, han havde tænkt sig at slutte det her. Han kunne ikke lade pigen rende rundt og være ulykkeligt forelsket i ham, han blev nødt til at tale hende fra det. Han havde taget sin skuldertaske med, hvis det skulle blive nødvendigt.

Twi kom og åbnede døren. "Hej, kom inden for." Inden i sommerhuset var der de smukkeste møbler, men de fleste var hvide. Det var som om at hun blev fanget da hun kom til at se ind i Pitch øjne. Hun kiggede hurgtigt væk igen for ikke at virke for optaget af at kigge ind i hans øjne end at tale med ham. "Hyggeligt at du ville komme," sagde hun venligt, men med et endu venligere smil på læben.

"Vi må snakke om det her. Det nytter ikke, at du render og er forelsket i mig på den måde, jeg har jo Milla." Han satte sig på en stol. "Du er rigtig sød, det er du, men jeg ser dig bare ikke på den måde." Han så på hende.

"Jeg ved det," sagde hun og kiggede ned på sin hvide kjole der var lidt rød af blod. "Du er bare min første rigtige kærlighed." Hun kiggede på ham og bagefter kig hun ind i sove værelset. Efter et par minutter kom hun tilbage med den grå sommerkjole på. der var en stor rift i kjolen og gennem den kunne man se det store sår han havde givet hende. "En der elsker mig vil nok heller ikke give mig sådan et stort sår." Hun så, så trist ud og der faldt en sølvtåre. "Du...vil du...jaa....vil du sove her i nat. Jeg har jo næsten aldrig andet selvskab end dig mere?" Hun smilte sødt uden at kigge i hans øjne. "Det kunne være hyggeligt?"

"Det var ikke mig, der gav dig det sår, det var mit instinkt." Han smilede til hende. "Ja, det vil jeg rigtig gerne, men ikke endnu, vel? Vi har masser af tid til at snakke!" Han strøg hende over håret.

"Jeg har været til lægen med såret og ikke med benet." sagde hun og satte sig på stolen over for ham. Nu sad de tæt. Hun kunne ikke holde ud at skulle holde op med at elske ham, men hun prøvede. Hendes udeende var anderledes, udover den grå kjole. "Må jeg lige sige noget?" spurgte hun og kiggede ham i øjnene. Hun havde taget sig sammen, men alligevel belev hun fanget af hans blik.

"Meget gerne, det er jo derfor, vi er her." Han så på hende, han var meget trist over, at han havde såret hende på den måde. Han så ud af vinduet, så op i loftet. Det var et smukt hus, syntes han.

"Der er kun en seng i huset." sagde hun. "Gør det noget at du skal sove i sammen seng som mig altså i en dobbelseng? Hvis ikke så kan jeg godt bare ligge mig på sofaen i stuen." Hun så på ham. Hendes grønne øjne var i stedet for sølvgrønne smaraut grønne. Hendes hår var endu blødere end før. Hun afventede et svar fra ham.

"Det er helt fint." Han smilede til hende. "Har du kaffe?" Han så rundt, og ledte efter et køkken. Han havde det godt med, at de kunne få snakket om det her. Han så på hende, hun var vel ikke meget ældre end han selv havde været, da han døde.

"Ja det har jeg da naturligvis," sagde hun og rejste sig. Hun gik hen mod en dør i hjørnet af det rum de var i. Lidt efter kom hun tilbage med en bakke hvorpå der stod en kande, to kopper og en lille tallerken med småkager. "Her," sagde hun og skænkede lidt kaffe op til ham. "Værsgo' at tage en småkage." Hun satte sig og smilte et sødt, men også lidt ked af det smil tal ham.

Han tog en slurk, og så på hende. "Nå, nu bliver jeg altså nødt til at vide noget mere om dig. Hvem er du? Og hvornår kom du til Di Morga?" Han tog en småkage, og tog en bid af den,

"Jeg kan egentlig ikke rigtig huske hvornår, men du ved jo næsten alt om mig. Der er ikke rigtig mere at fortælle om mig end... Jo... Jeg kom til Di Morga for 34 år siden. Det var lige efter jeg ville finde en sande kærlighed. Da jeg kom mødte jeg mange drenge, men der var ingen der ville have en vampyr som mig. De sagde at det sidte de ville var at komme sammen med mig. Og lige netop mig." Hun tav, men begyndte at tale igen lidt efter. "Du ved alt om min barndom, om min far og om alle de år jeg var alene i verden. Der er ikke mere at fortælle." Hun ville helst ikke fortælle mere fordi det var så...så sørgeligt.

//Skal logge nu, ses ^^//

//vent//
//

//Vil du ikke nok blive//

"Hm..." Han drak resten af kaffen, og så så på Twi. "Hm... Hvad skal vi lave?"

"Jaa, klokken er jo ved at være 5. Er du sulten?" sagde hun og smilte sødt til ham. "Jeg kan godt lave lidt mad til dig, men jeg har intet rigtigt køkken."

"Nej tak, jeg har ikke rigtig brug for mad, og jeg har lige stjålet en pose blod fra hospitalet, så det er heller ikke noget problem." Han så på Twi. "Hvordan får du egentlig blod? Jeg er lige blevet vampyr, og jeg kender ikke rigtig metoderne..."

"Jeg får ikke blod ret tit mere, men da jeg gjorde det meget var det ikke menneske blod jeg fik." sagde hun og sendte et kærlígt blik til ham. "Jeg fangede dyr, dræbte dem, lavede et hul i dem og suede deres blod. "Hvis jeg fik menneske blod ville jeg blive tiltrukket af det og suge alt blodet ud at mennesket så vedkommende døde af blodmangel." Man kunne se på hende at hun var kommet til at lade et menneske dø før fordi hun skulle suge gift ud af det. "Er det der menneske blod?" spurgte hun uroligt og pegede på posen.

"Det går jeg ud fra, jeg huggede den bare på hospitalet." Han så bekymret på hende, var der mon noget galt? "Er der noget galt med det?" Han trykkede på posen, så der kom et lille vindue i blodet, som han så på hende igennem, og grinede.

"Som sagt bliver jeg afhængnig, men du må hjælpe mig med at stoppe med at drikke det hele." sagde hun og grinte kort med. "Vil du love mig det?" ´Hendes smukke silkebløde hår Hang ned om skuldrene på hende. *Jeg skal i bad inden jeg går i seng!* tænkte hun og smilede så kærligt at der ikke var nogen der troede at man kunne smile så kært.