Someone like you??(Aiden The divine**Privat)

Tidernes tid l-l 22:31

Stedets begivenhed l-l Thêâtre og Terra samt her og der.

Omgivelserne l-l Mennesker der står og ser sofistikeret ud.

Vejrets tilstand l-l Lummert, med udsigt til stjerneklar himmel, let sommer brise, og måske midnats regn.



Solens smukke slør lod sig endnu en gang forsvinde over den klare blå himmel, der efter midnats tid ville være stjernefyldt og månes smukke blå skær ville endnu en gang omringe byen Terra, landet Di morga, og landskabernes smukke grønne frugtige landskaber samt træer og skovene.


Hendes læber var smukke som den lipgloss af gennemsigtig glimmer der gjorde læberne altid fugtige og skindende i lyset fra det store smukke theatre, mens neglene var som glas smukke og neglakken ligeså gennemsigtig dog med gele i så de rigtig skindet igennem, mens det platin blonde hår var sat op i en ualmindelig smuk knold der var hægtet her og der med lidt bølge krøl og så flat hår samt foran var der smukke slange krøller der lod sig stille sno sig ned ved siden af hendes ansigt, mens de ellers så tomme blå øjne i dag lyste op med sådan en livs glæde som var hun barn igen, i det hun blidt placeret den lettere stiv krøllede billet i mandens hvide hanske hånd og nejede elegant med disse ord.


Manden lod smilet komme ham til gode i det han blidt rev noget af siden af og gav hende den tilbage med en blid graciøs bevægelse som hendes, "så må vi da håbe du en dag finder en" Hun fik et lettere skævt mistroisk smil over læberne og sagde med den skjule facade oppe"Ja det må vi" når hun egenlig allerede havde en kavaler i tankerne men som ej var så fit til dette smukke glansbillede agtige facade spil der var inde i dette næsten kongelige Theatre. Hun gik stille mellem mængden af champagne og fik sig sat på plads til et stykke om engle og dæmoner mens det ej fik hende til at tænke tilbage, hendes plads ved siden af hende var helt fri samt smiler på hendes læber skyldtes ikke en mand denne gang.. Hun sad for oven for sig selv på en balcon i de røde stole, hun var jo ikke milionær for ingen ting.. Hendes hånd holdte en kikkert oppe i ægte sølv smuk lavet mønstre hen af siden som var der slanger hen af den, mens hendes blå øjne var skjult under den.. mens stykket var igang, en form for Ballerina om kærlighed og sorg... mellem det gode og det onde.

Imens Kajika sad der oppe og så udover det smukt opførte stykke. Dens sange appellerede til ens sjæl, ens lyster og ens dybe hemmeligheder. Fik en til at mindes den kærlighed der aldrig helt blev besvaret, eller havde tilfredsstillet en. Nogle ting der burde være sket men som skulle ske for at man kunne komme videre. Alt i alt, var hovedperson's sang stemme vidunderlig, selvom at det fik mange af de andre sangere i stykket til at blive usynlige i forhold. En smuk serenade fra den mandelige hovedrolles side blev tidspunktet hvor en herre trak det lange, tungt udseende gardin fra indtil Kajika's boks. Hans ansigt afslørede en ældre mand, mindst ti år ældre end hende, eller måske mere? Men på trods af hans ældre udseende var han ikke destro mindre en flot mand. Hans klarer blå øjne stirrede på hende. Han havde en hånd i lommen på de sorte bukser, hvilket havde tvunget noget af hans flotte jakke bagud. Et rødt slips prydet hans hals imens at den hvide skjorte sagde det sidste: han var en meget anstændig herre. Han tog et skridt ind imod hende, de gyldne skægstubbe der omfavnede hans kæbe ben og hage gav et gyldent skær, imens han gik. Hans hår var smøret tilbage så det lå flot ned over hans nakke, kun en lille genstridig hårtot fra venstre side af panden bøjede sig forover i stedet for bagover. Han bøjede sig over imod hende, og gav hende et venligt smil imens den rene aura omkring ham pulserede som var den pisket. Af alle de ting som Kajika ville have mødt i sit liv, så havde denne mand noget af det mest rene, og hellige over sig, hun nogensinde ville have set.

,, Må jeg tage plads, Madamé?".

Blikket fra de smukke sorte lange curvede øjenvipper blinkede let med øjenlågene i det hun vendte sig de så 60 gr og betragtede den nydelige herre og opdagede hvilken renhed han havde over sig, udstrålingen som en gud, høfligheden og sproget som en vis Lucas men ej ondt blod i årene som tilhørte mørkets ondeste væsner. Hendes smil kom let frem, som regl ville kajika ha skabt sig eller været temmelig nervøs og rødmet over kinden og fumlede i ordene men ikke denne gang, denne gang var hun rolig, fattet og alvorlig men dog mere forstående. Hendes smil var ikke til at tage fejl af i det hun blidt drejede stolen tilbage med retning mod scene og sagde"Ja mesiour det må de meget gerne, det altid dejligt med lidt selvskab i ny og næ på denne herlige tid af året hvor solen bryder sommer morgenerne og fuglene kvidre som ville de dø vis de ej sang hver eneste tone ud rent og skræppende" hun smilede skært i det hun blidt tog fat i staven til kikkerten og satte den blidt op til de smukke øjne, i det hun med en graciøs bevægelse tog den roligt fra øjnene og lagde den på skødet af sig selv og så mod den nye herre der sad ved hende side og sagde"så er du her?, helt alene uden nogen ung skønjomfru?" hun kunne ikke lade vær med at vise hendes glæde i smilet over hun havde en nær sig at snakke med efter som hun var eftersøgt blot for at afslå en erklæring af en mands kærlighed. Læberne var lettere fugtige stadig mens øjnenes smukke glød ikke var forsvundet men blot forstærket af den søde melodi i ørene der forførte en hver til kærlighed og lyst. dette stykke var det smukkeste i verden og os det dyreste og de var kommet langt for at vise det i Di morga, til held for Kajika og den ny kommende fyr."Så? hvad er dit navn? om jeg må spørge"

Smilet blev bredere idet hun accepterede hans selskab og han satte sig ganske mageligt ned i stolen selvom han stadig havde den der aura af ren og en uforklarlig hellighed omkring sig. Det var ikke svært og se at han var de år ældre en Kajika, han udstrålede en rolighed som kun en voksen kan. En fattet overlegenhed der ikke var stødende men betrygende. Hans øjne hvilede på stykket imens han kunne hører den smukke kvinde ved hans side tale, spørge ham omkring hvorfor han kom alene, en lille smule direkte, men sådan var kvinder nu engang. Vidunderlige i alle aspekter og former. Selvom han bedårede verdens mange Eva'er så havde han dog aldrig lagt hånd på en kvinde, han havde en fornemmelse af at det ville ændre noget ved ham. (Ja han er jomfru, nå! xD). Med en kort bevægelse lod han sit ene ben svinge over det andet imens han satte en albue på armlænet. Han undlod stilfærdigt at svarer på hendes spørgsmål ved at lade fokusset og emnet falde på stykket:

,, Sikke et smukt stykke? Synes De ikke?... Deres stemmer er som englene når de synger for Vor Herre. Smukt, simpelthen ...", hans øjne kneb lidt sammen i forundring. ,, Så smukt..".

//Sorry det blev kort, ikke så meget krea Dx..

http://www.cybernetplaza.com/party-dresses/11139.asp
Hvid kjole.(hun har på)


Hun fik et lille smil i det hun fornemmede han ikke var den store tals mand, eller leder i det han holdte sig til et konkret emne, men dog gjorde det hende ikke spor i det blot hans tilstede værelse var dejlig, men han skulle heller ikke komme og tro at han blot var bedre end hende og derfor ikke skulle svare, men indtil videre gav hun lidt op og ville lade emnet lægge for ikke at vise sin stædighed for meget"jo meget smukt, sådan som de kompunere kærlighed og sorg sammen til det mest smukkeste stykke i verdens historie dog har jeg ikke levet længe nok til at se om nogen før hen dette har overgået det med bravur..." hun kunne ikke lade vær med at kigge i smug hen mod ham i det hun sagde"så ... hvad er dit navn eller skal jeg blot gætte mig til dig navn så vel som grunden til du er her alene når man tydeligt kan se at du ikke burde være alene" det lette glinsende blik i hendes øjne var ikke til at tage fejl af, kajika havde vokset sig større og ville sagtens kunne tage intiativ(staves) vis det skulle være men hun undlod det dog denne gang, for blot at føle hans hellige tilstede værelse og dufte den dejlige lugt fra hans krop*heh han er helt sikkert ikke jomfru og dog... den renhen, måske er han jomfru?* hun bed sig let i underlæben dog ikke synligt for ham og rejste sig i det hun smilede til ham og sagde"vis du vil ha mig undskyldt har jeg dog andre planer for denne aften" hun havde opdaget længere nede stod politiet og snakkede md billet kontrolløren og han pegede op mod hende så hun skulle skynde sig væk så hurtigt som muligst...

Hans blik blev dog fastlåst på stykket i det hun valgte at spørge indtil ham igen. Hendes blik fortalte historier ligesom så mange andre's, men hendes var dog trist. Han kunne ikke lade være med at føle medlidenhed, dette barn havde været i kontakt med så mange onde kræfter at det havde tærret på hendes hellighed, hendes uskyld og egentlige natur. Hun var en af dem, dem som vandrede hvileløst rundt. At hun ikke var blevet knust for længst, på grund af hun ikke kendte sit formål med livet. Ikke vidste hvad Guds store plan med hende var? Han undrede sig men svarede dog til sidst på hendes spørgsmål.

,, De kan omtale mig Sir Aidan. At jeg ikke har noget følge burde vel ikke komme som nogen overraskelse for Dem? De mangler selv en Adam, kære Eva?", da faldt hans øjne på hende.

Skarpe, smukke, fyldt med en betrygende renhed, der ville tiltale enhver med engle blod i årene. Selvom hans aura var stærk og syntes farlig for andre, var den noget af det mest tiltrækkende for engle og andre væsener der tilbad lyset. Det ville aldrig blive ændret. Hans øjne gav et stille glimt idet hun pludselig undskyldte sig med at hun havde andre ting for i aften, som hun skulle til at gå, rejste han sig og tog fat i hendes hånd. Stoppede hende inden hun sak af som en anden askepot. Stille løftede han hendes hånd til sine læber, som en mystisk kavaler. Pressede dem imod hånden og slap derefter.

,, Midt i en forestilling? De er en sær dame, bliv dog og nyd resten med mig. Eller lad mig gå med Dem? Denne by forekommer mig ny, så derfor ville det ikke være en dårlig start at byde en skønhed som Dem selv, på middag?".

"Hmm tuche Aidan og nej det har jeg ikke og hvorfor jeg ej har en Adam ved mig er vel blot et tilfælde" smilet kunne ikke holdes så meget tilbage mere, og viste de mest smukkeste perle hvide tænder frem bagved de fyldige glimtende læber. Hendes hjerte bankede lettere hurtigt i det hun rejste sig op for at komme hurtigst muligt væk fra fyrene der var på vej op til hende. men hun blev overrasket over en lille ting*Hans hånd? han tog min hånd han... hvad vil han med mig?*

den berøring med hans læber, den berøring da han fangede hendes hånd blidt for at holde hende få sekunder ved sig, hun kunne ikke lade vær med at rødme over de ellers så makandte kindben der så smukt var tydelige denne aften på grund af det opsatte hår.Hun smilede kært da hun hørte ham spørge hende ud*spørg han virkelig mig ud... jamen han er ude af min liga!* nikket kom efter lidt tid og hun var jo arbejdsløs, og det eneste hun skulle i dag var ellers bare at undgå at blive set?."det vil jeg meget gerne sir Aidan" hendes rødmen var væk efter få sekunder hun havde nogen lunde lært at styre sin rødmen. Det var som om dette øjeblik at alle sekunder var væk fra hende. "skal vi gå Aidan" fingerne kørte blidt over flæserne på den smukke hvide stramme kjole mens det lange prinsesse hår flagrede ned af hendes ryg, hver gang hun gik et elegant skridt.

*Fodtrinene ... årh nej de er her snart* hun vendte sig mod Aidan og sagde lettere nervøst"Aidan skal vi gå?" hun kunne ikke lade vær med at vise lidt nervøsitet, hun var jo ikke så meget mere den uskyldige pige men blot den eftersøgte på flugt hele tiden.