Uhyggen breder sig hastigt - Faith

Tid: Eftermiddag
Sted: Midt i gyden, foran et stort spøgelseslignende hus
Omgivelser: Der er totalt øde
Vejr: Det blæser kraftigt, men uden regn
Dato: 6. Juli

Vinden tudede ivrigt, imens den hylende gled ned igennem den øde gyde. Den var så godt som pillet ud af en western lige før den store battle, men samtidig blandet med de forfærdelige spøgelseshistorier, som børn havde mareridt om natten omkring. Man villle normalt ikke have troet, at der rent faktisk levede mennesker i denne del af byen, men ak.. De fattige levede her, og Angelie, der langsomt bevægede sig op ad gaden nu, havde faktisk haft en lejlighed i denne gade, indtil Zane havde taget hende under sine vinger, og tilbudt hende et hjem i Abbadon, som var langt mere attraktivt end det hun kendte til allerede.
Et let suk gled over hendes læber, mens den blege pige, og rødbrunt hår, stoppede op foran det store spøgelseslignende hus, og lod blikket glide over det. "Falder du ikke snart sammen" mumlede hun undrende, mens hun let og elegant kørte en hånd igennem håret.
Taget var hullet, og så ud som om det kunne brase sammen når som helst. Historierne gik at en familie var blevet brændt levende derinde, fordi en hævngerrig eksmand havde sat ild til stedet. Hvis man hørte godt efter kunne man stadig høre familiens smertensskrig engang imellem.
Dengang Angelie havde været levende, ville det have fået de små hår på armene til at rejse sig, men nu.. Ja nu skete der ikke andet end at hun frydede sig over det. Hævnen havde plantet sig i hendes sind, og ondskaben var for alvor trådt frem, den dag hun var blevet myrdet i teatret. Faktisk kunne hun godt lide sit nye jeg, og sin nye livstil.. Hvordan kunne man også dræbe et spøgelse..
Hver gang hun havde hørt truslen 'vil du dø', havde hun stillet sig op, og grint folk op i ansigtet. Uskyldigt slået ud med armene og sagt 'hvordan kan man dræbe noget som allerede er død'. Den reaktion havde for det meste fået folk til at vende om på hælen, men alligevel var der nogle få, som havde været modige nok til at tage kampen op med hende.

En tanke, et spørgsmål. Et liv, et sæt regler. Men hvem havde ret, hvem havde den rigtige livstil? Det var ikke til at vide, det var ikke til at gætte. Alle havde deres tanker, alle havde deres liv, alle havde deres regler. Underligt nok, så endte det jo med at alle havde den samme livstil på et eller andet punkt? Et dybt suk gled igennem kvindes læber med det rød flammende hår der kraftigt blev blæst rundt af blæsten. Hun kiggede lidt rundt mens hun forsatte sin gang igennem gyden. Uden noget formål, uden at vide hvad hun egentlig ville her. Typisk Faith at være sådan faktisk, uden formål, uden noget som helst. Bare sig selv og ingen andre. Ingen venner, ingen elsker, ingen ting. Hvorfor var det kommet så vidt? Ja det viste hun ikke rigtig, alt i alt havde hun vel faktisk altid været sådan? Nej, det havde været på et tidspunkt hvor hun havde haft det godt. Hvor hun havde været glad og livlig. Ikke fordi det var noget dejligt i hendes barndom, men første gang hun havde sat sine ben i Di Morga, der havde hun ændret sig til det bedre. Ind til at prinsen kom og nedslagtede alle de magiske væsner, eller i hvert fald en god håndfuld af dem. Der i blandt mange af Faiths gode venner, og en af dem hun havde lært og elske. Faktisk havde hun efter den dag svoret at hun ikke ville finde kærligheden igen, men hvad var der så sket? Jo, hun havde fundet den, hun havde for første gang i meget, meget lang tid lært at elske igen. Seth, hvad der ikke var blevet af hende siden at han var forsvundet. Bare sådan, midt i det hele og lige som de havde været ved at finde ud af det. Men hvad, man skulle vel videre på en eller anden måde, og Faith havde valgt at blive mere indelukket, mere ond, og en del mere kynisk end hun hidtil havde været. Ikke fordi det generet hende så meget, det gjorde bare at hun ikke blev så let såret igen hvis det skulle komme så vidt. Og det gjorde det vel nok, på et eller andet tidspunkt hvor selve hendes sjæl bare ville sige ’nu er det slut Faith, du kan ikke leve på denne måde’. Og hun frygtede, at det var på det tidspunkt hvor at hendes anden side Hope, ville tage over. Selvom at det nok allerede var sket hvis hun skulle være helt ærlig. Faith pustede langsomt ud mens hun blev ved med at gå, med tankerne fisende rundt inde i hendes hoved, som om at hoved ikke rigtig havde andre ting at tage sig til, ud over at tænke dumme tanker, som alligevel ikke førte nogen vegne. Faktisk, gjorde det tit det hele meget værre, fordi at hun ikke kunne snakke med nogen omkring det. Forklare hvordan hun havde det med sig selv, og andre. Men hvad, man klarede sig jo bedst alene!
Hun anede ikke hvor længe hun efterhånden havde gået rundt i tomheden uden rigtig at komme nogen steder, uden rigtig at komme nogen vegne. Bare have gået i en evighed, da hun pludselig fik øje på en person, en person der fik hende til at få revet alle tanker ud af hoved. Det kunne bare ikke passe! Hun troede virkelig ikke sine egne øjne med det samme, som Angelie stod der, helt frisk og veloplagt, som om at hun aldrig havde fået den kugle igennem hjertet. Hvem der bare viste hvad Faith havde gået igennem, for at dræbe den kælling. Også var hun kraftedme vendt tilbage!? Det var fandeme også bare for meget!
Faith stillede sit tæt op af muren ikke så langt derfra, og måtte gå ud fra at Angelie var død, derfor ikke til at dræbe igen. Hvad fanden skulle hun nu gøre!? Hun kunne jo ikke dræbe en person som allerede var død, men igen. Angelie kunne ikke gøre hende noget så snart klokken var slået midnat. Men Faith kunne så til gengæld ikke rigtig gøre noget mod hende. Med mindre hun altså gik til de hårde metoder. Og det skulle man vist være ret erfaren til at gøre, hvis man skulle bekæmpe ånder og spøgelser. ”fandens til spøgelser!” mumlede hun irriteret for sig selv, mens hun bare stod og betragtede dette spøgelse, denne kvinde som hun foragtede noget mere end nogen anden. Men hvad skulle hun gøre? Stille sig ud og gå sin undergang i møde. Nej det ville være disideret dumt, for ikke at sige langt ude. Nej hellere vente på at se hvad denne dulle havde tænkt sig at gøre. Det ville faktisk være ret rart at vide, hvad fanden hun egentlig lavede her ude, før at man drog til drastiske midler. Faith kunne nogen gange godt virke dum, men hun var i hvert fald ikke dumdristig!

Hendes blik hvilede stadig på huset, mens hun lod tankerne få frit løb denne aften, og et lettere roligt smil gled over Angelies læber. Burde hun overhovedet være ude på denne tid`? Inden tanken var tænkt til ende, steg en blid latter op fra hende. Ude? Som om hun var et eller andet lille barn, der trængte til en mor, som tog sig af hende. Nej.!
Angelie var ikke noget barn, og hun kunne med sikkerhed selv bestemme hvornår hun ville være ude, og hvor længe. Med et forsigtig og opgivende hovedrysten vendte hun tankerne mod andre emner. Emner der irriterede hende, eller bare havde gjort noget i hendes humør.
Den værste var bivirkningen ved at være udødelig. Hver eneste nat forvandlede Angelie sig til en gennemsigtig skikkelse, der var iført den samme indigoblå kjole, som hun var blevet myrdet i. Lige meget hvor ofte hun skiftede tøj, ville kjolen altid vende tilbage. Den havde de samme blodudtrædninger, som var kommet efter de tre skudhuller, som Angelie også havde i den skikkelse. Heldigvis var der en del timer endnu, før solen ville gå ned, og det ville blive nat. Omkring otte timer faktisk, bestemte Angelie sig for, efter at have betragtet solens placering.
Lyden af skridt satte hurtigt Angelies tanker på standby, og en lav knurren indikerede at Angelie ikke var den sociale type lige i det øjeblik. Langsomt.. Alt for langsomt derejede hun rundt på hælen og lod blikket glide ned igennem gyden, hvor lyden af skridt var kommet fra... Men.. Den var tom! Langsomt trådte en fure frem på Angelies pande, mens hun lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun havde jo lige hørt dem. Hun tog aldrig fejl, når det kom til lyden af andre personers skridt.. Ikke efter den træning hun havde modtaget gang på gang, for at blive klar til den store kamp i hendes liv. Den kamp som ville give hende livet tilbage.. Javist i form af en elver, men det var helt klart bedre end de andre muligheder Angelie havde.
Det var i det øjeblik hvor Faith stod inde i skyggerne, at Angelie næsten troede hun var gået hen og havde mistet grebet om sig selv, da hendes blik vendte over mod den mørke del af muren. Et skarpsindigt, ondskabsfuldt og glæde lyste alt sammen op i et stort smil, hvor Angelie blottede sine hvide tænder. Som om hun nogensinde ville komme til at glemme denne person. Faith! Kvinden der havde taget hele Angelies eksistens fra hende, fordi hun ikke havde kendt til fairplay. I deres kamp havde Faith simpelt trukket en pistol, og hvordan kunne Angelie som levende have undgået hele tre skud fra den`?
"Er det ikke den forkerte del af byen du er i?" Spurgte Angelie højt nok, til at vide at Faith ville kunne høre hende. Hendes stemmeføring var alt for uskyldig og blød, til at det kunne være noget godt tegn for Fait på nogen måde. Denne gang var det Angelie som havde fordelene på sin side. "Luderdistrektet er over i den anden ende".
I modsætning til Fait, så havde Angelie ingen problemer med at være dumdristig, eller overlegen. Hun kunne jo ikke dø, medmindre Faith kendte til magien, der slog spøgelser ihjel, og havde den fornødne styrke til at gøre det, men Angelie tvivlede egentlig på at det var tilfældet.
I hende hoved var Faith en lejemorder.. Intet mere end et fucking menneske, der gik rundt og legede at hun var et væsen. Den sæk var gået til de menneskelige midler, for at gøre det af med Angelie selv, og det havde været fejt. Det havde været som at stjæle slik fra et barn, men det ville heller ikke ske igen. Et grusomt og alt for afslappet smil krusede omkring Angelies læber, mens hun ventede på at modtage en respons for Faith. Sidst havde de jo slet ikke haft tid til deres bitchfight, men nu havde Angelie faktisk ikke andet end tid, og ville bare trække dagen ud.

Vinden gled langsomt hen over gaden, og lod skrald og andet møg blive hævet med, som støvkugler på prærien. Et lille smil bredte sig på Faiths læber, da Angelie havde opdaget hende, og var kommet over til der hvor hun stod. Med langsomme, og dog målrettede skridt gik hun ud fra skyggen og var nu meget synlig for alle i nærheden. Den frygt der havde været i hende lige før, frygten for at dø, den var som forsvundet, dug fra morgen solen. Hvis hun skulle dø i dag, ville hun gribe om muligheden med åben hånd. Være glad for, at hun endelig kunne lægges ned i graven, og ikke længere være til stede. Hvorfor blev hun ved at forsøge? Hun havde i flere måneder vist at Angelie ville komme efter hende, hvis hun stadig var i live. Det var jo klart, sådan var det for alle spøgelser, tørstede efter hævn. Det var jo derfor at hun var blevet lejemorder for dem. Spøgelsernes lejemorder kunne man vel bedre kalde det? Hun sukkede stille og kiggede bare på hende ”Hvorfor så meget trash talking..? Hvorfor gør du det ikke bare?” et hånligt grin kom op på Faiths læber, og hun prikkede Angelie i brystet ”er du bange lille tøs?..” et grin dannede sig i halsen på Faith, og hun kunne ikke nyde dette mere. Selvom, hun var ret sikker på at Angelie faktisk ville gøre det. At hun faktisk ville dræbe Faith, men hvorfor skulle hun overhoved tage sig af det? Hun ville jo dø på et eller andet tidspunkt. Som sagt, hun var ikke bange mere, hun var ikke bange for Angelie, og Angelie kunne gøre lige hvad hun ville med Faith. Fordi, Faith havde bare såret for mange i hendes livsperiode, og nu, ville hun ikke mere. Nu ville hun faktisk dø, hun ville synke ned i dybet, og aldrig nogen sinde komme tilbage mere. Vide at hun kunne lægge sig til ro, ind i mørket… Mørket, det føltes lige pludselig så rart at tænke på. Så afslappende, aldrig mere at skulle vågne op fra en søvn, bare være ingen ting, aldrig skulle være bange for at vågne op, og vide at nu var det en ny dag hvor hun kunne dø. Hvorfor så ikke bare få det overstået?
Nu slog en ny tanke ned i hende, hvad så med Cash? Hvad med den mand som havde sagt at han elskede hende, ville hun virkelig bare gå i døden, også vide at hun sårede ham? Et suk gled igennem Faiths mund, lige meget hvad hun gjorde, så sårede hun jo bare folk! Det var uudholdeligt! Nej hun kunne ikke mere! Hun ville bare væk her fra bare ud af dette helvede, men hun kunne jo ikke vise det til Angelie. Et eller andet sted ville det jo være et nederlag for Angelie hvis at Faith faktisk gerne ville dø. Så nu ville hun bare tænde Angelie så meget af, at hun ikke kunne holde sig tilbage. ”Nå min lille… ven…” sagde Faith provokerende mens hun cirklede rundt om hende ”Er du ude at kigge på et nyt hus at flytte ind i..?” hun kiggede lidt hen på huset som Angelig for lidt siden havde stået og kigget på ”synes du måske ikke det er lidt.. for stor slået for dig…?” endnu et grin gled igennem hendes læber ”men så igen, som du selv påpeget er det jo ikke så langt væk fra luderdistriktet, men du kender det jo så godt.. at du må komme der tit your self?” hun vente sig om og kiggede hende lige ind i øjnene ”Bitch… du burde aldrig havde blevet til i denne verden.. du skulle brænde op i helvede, som den heks du er..” spyttede Faith ud og skubbede til Angelie ”du er intet værd, der er ingen der nogen sinde vil elske en som dig.. hvad fanden laver du stadig her!?” hendes øjne blev smalle, mens hun langsomt samlede hadet i hendes bryst, for at provokere Angelie så meget som overhoved muligt.

Angelie blev stående på samme sted, mens hun betragtede den rødhårede pige, som langsomt kom frem fra skyggerne. Hun opdagede hurtigt en ændring i atmosfæren, som var det et gammelt opgør de skulle til at tage op.. Hvilket det jo også var, nu hvor Angelie genovervejede det. Hun havde gået så længe og ventet.. ventet på at Faith ville finde modet til at komme frem i lyset, så hun kunne f afsluttet det, som Angelie havde startet.
Hun vidste dog også, at når Faith døde ville Angelies sjæl flyve tilbage til åndernes verden. Det betød at hun skulle efterlade en del tilbage.. Blandt andet den mand, som hun måske var begyndt at holde lidt for meget af. Ordene strøg mod Angelie, med det samme da Faith åbnede munden. Omgivelserne betød ikke længere noget for hende, og et krusende smil gled over Angelies læber. Det var på ingen måde varmt, men kold som selve isen, da hun sendte det mod Faith. Trashtalking.. Og hvad var det lige, denne kvinde selv foretog sig? Hun rystede lettere opgivende på hovedet, uden så meget som at hidse sig op. Hun havde hørt det hele før, og bare fordi ordene kom fra Faith, så betød det ikke at de ville gøre Angelie mere vred.. Faktisk lød en kølig og dæmpet latter fra hende, da Faith nåede punktet omkring luderdistriktet.
Hun havde tænkt så meget på denne dag, og nu var den inden for rækkevidde.. Hun kunne næsten smage hævnen på tungen, da Faith løftede armene og skubbede til hende. Angelie var blevet stærkere.. Meget stærkere siden deres sidste møde, og hun flyttede sig knap nok ud af stedet. "Jeg bor skam et helt andet sted.. Men minderne skal jo friskes op engang imellem" hvislede hun faretruende ud gennem tænderne.
En eneste sætning fik Angelies pis bragt i kog. Hvad laver du stadig her? Hvad fanden bildte den forbandede tøs sig ind? Hun troede måske at hele landet tilhørte hende eller hvad? Angelie knurrede lavmælt, inden hun bøjede sig en anelse forover, så hendes ansigt var helt op ad Faiths. "Du skulle nødig snakke.. lille frk. lejemorder" hviskede hun lavmælt.. så lavt at det praktisk talt kun var en udånding. Angelie vidste udemærket at Faith gjorde spøgelsernes arbejde, og hun afskyede genfærdene for ikke at tage kampen op selv, men hun afskyede kvinden, som tog hendes liv, langt mere så det overskyggede alt andet.
Hun havde på intet tidspunkt bemærket at Faith måske hidsede hende op med vilje, men Det var vel også ligemeget. Hun kunne gøre det nemt for sig selv, eller hun kunne gøre det hårdt, pinefuldt og langtrukkent. Fra hendes nederdels underkant, trak Angelie langsomt en smukt udformet kniv frem, som hun langsomt lod glide nær Faiths ene øje. Angelies hoved gled langsomt på skrå, mens hun holdte øjenkontakten med denne dødsengel. Hun var ikke bange for hende længere. Hun var jo død.. det var de begge, men forskellen var, at det ville blive langt sværere at dræbe Angelie nu, i forhold til Faith.
Smilet krusede igen over hendes læber, mens hun lod den flade side af kniven, glide henover Faith brystparti. Hendes blik fulgte den langsomt, inden hun kort lod tungespidsen glide ud, for at fugte begge læber, hvorefter spidsen af kniven langsomt skar sig igennem Faiths bløde hud, lige ved kravebenet, hvorefter Angelie lod den blive trukket skrat ned, og løftede den fra Faiths bryst, da den nåede kanten af hendes top. Hun havde på fornemmelsen at Faith var en pige som nød smerte mindst ligeså meget som hun selv gjorde nu, og chancen for at lege lidt med sit offer var for tillokkende. Hun kunne ikke lade den chance passere. "Sikke et kønt ansigt du har dig der Faith" smilede Angelie køligt, inden hun igen lod kniven glide forbi hendes højre øje. Denne gang hang der blod på spidsen af den.. Faiths blod.

Faith stod bare og stirrede på Angelie da kniven snittede hendes hud og hævede det ene øje da hun så kniven henne ved det højre øje "Jamen mange tak... jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om dig og dit ansigt.. men desværre.. blev jeg blind i processen.." Hun havde en kold maske på, og fandt ikke det gjorde særlig ondt da kniven snittede huden, og der gik nogle sekunder også var hullet lukket igen. "var det det...?" grinede hun hånligt af Angelie. Og satte hænderne i siden "og ja.. jeg er lejemorder.. og hvis du har et problem med det.. så.. oh så er det dit problem.. I det mindste faldt du først.." et provokerende smil dannede sig på Faiths læber, da det jo var rigtigt. Angelie var den som var blevet dræbt først "Jeg vandt.. og lige meget om du dræber mig nu.. så vinder jeg igen..." hun stillede sig tættere på Angelie og fjerende langsomt kniven som var henne ved øjet, og stirrede hende ind i øjnene. "Hvad fanden er det du venter på.. lille bangebuks.. du står der og taler store ord.. men gør du noget nej.." hun smilede stadig og åndende let Angelie i hoved mens hun ventede på at hun endelig ville tage sit træk. Og gjorde sig parat til at mærke smerte, en smerte der ville dræbe hende. Sikkert, ikke særlig hurtigt. Men den ville dræbe hende, i sidste ende. Angelie ville ikke lade hende gå, ikke nu hvor hun var så tæt på at få sin hævn. Og det var sikkert det som betød alt for hende. "Så gør det dog forhelvede lille tøs! Hvad fanden er det du venter på.. at Zane kommer og gør det for dig..!?" hun grinede nu, over at det sikkert var det der var sket, man havde jo hørt sine rygter rundt omkring i hjørnerene "Men sådan er det jo bare ikke vel.. Zane ville ikke dræbe mig.. han ville holde mig i live. fordi jeg har noget jeg kan tilbyde ham, som du..." hun gav hende elevator blikket "Noget som du i den stil ikke kan give ham.. du er INGEN Ting for ham, du er bare en eller anden ting, som skal bruges, også smides væk når han er færdig med dig.." selvom hun godt viste det ikke var rigtigt. Zane var jo så blød som smør der var ved at smelte. Men et eller andet sted måtte det jo gøre ondt. Lige som det havde gjort ondt, da Angelie havde disset Seth. "Og hvad har han lovet dig.. livet ... Du forsvinder, lige som alle andre... du er ingen ting.. INGEN TING!" Hun spyttede ned i jorden ved siden af hende, og vente sig så om og kiggede lidt rundt, mens hun ventede på Angelies næste træk.

Angelie ønskede ikke at bruge noget luft på at komme med skarpe tilbagemeldinger. Hun fandt det yderst underholdende at Faith brugte så meget tid på at disse hende med sine bemærkninger. Hun lod kort blikket hvile på det sår, som hun lige havde lavet, da det langsomt lukkede sig sammen igen, og det var ikke længere til stede. "Ja det er nemlig mit.. problem" svarede hun langsomt, inden hun igen vendte blikket mod Faith. Hun mærkede det blide pres, som fjernede hendes hånd med kniven, mens hun langsomt hævede det ene øjenbryn. Hun stod jo næsten og tiggede om at blive slået ihjel på stedet. Angelie rynkede kort på næsen over den tanke. Det ville langt fra give hende den samme tilfredsstillelse, som hvis Faith ikke ønskede at dø.
Imens planlagde hun sine tanker inde i hovedet, om hvordan hun ville få sin egen tørst stillet på den bedste måde. Faith hele tydeligvis hurtigt, så forblødning var en udelukket mulighed, selvom tanken frembragte endnu et sagligt smil. Folk der skreg af smerte, mens de langsomt mærkede hvordan livet gled ud af dem, desværre.. Ikke en mulighed.
Istedet gled hendes tanker langsomt i en anden retning. Ville det være muligt at dræbe Faith hurtigt, men stadig smertefuldt? Jo det ville komme til at gøre ondt på sin vis. En skam at Angelie næsten lige havde fået hvæsset kniven, for ellers havde den uskarpe kniv været et helvede for Faith. Den skulle Angelie have overvejet, men det var for sent at lave om på nu.
Zane! Hvorfor bragte hun nu ham på banen? Hun hvæste lydløst, da hun begyndte at snakke om hvordan Angelie var ingenting for ham, og raseriet løb igennem hver eneste blodåre i hendes krop, mens hun langsomt kneb øjnene sammen til smalle sprækker. Selvom det ikke var sandt, så ramte ordene hårdt, og Angelie lod sin frie hånd glide op i en hurtig bevægelse, hvor hun greb hårdt fat i Faiths hals. "Du skal ikke blande ham ind i det her" hvislede hun langsomt, og koldt inden hun svang armen mod venstre, i håb om at grebet ville rykke Faiths krop med sig, som hårdt ville blive slynget op mod muren på den side. Den samme mur, som Faith havde gemt sig bagved for få øjeblikke siden.

Hun mærkede muren mod sin krop, og havde lyst til at skrige af smerte, da hun mærkede hvordan hendes albue blev smadret ind og knækkede. Dog sagde hun ikke noget og faldt bare ned på jorden og kiggede op på Angelie og begyndte så at grine, mens at hun spyttede blod ud på jorden "Det var det..?" hun rystede på hoved og grinede mere "Skal jeg blande store.. stygge Zane ud af det?.. Sagde jeg at han begærede mig mens han torturede mig.. eller skal vi måske snakke lidt omkring hans kærlighedsforhold til Kajika?" et triumferende smil bredte sig igen på hendes læber, da det gik op for hende, at hun havde fundet det punkt der gjorde mest ondt på Angelie. Nemlig, hendes åbenbare kærlighed til Zane, var åbenbart et meget ømt punkt for hende. Og det skulle bare udnyttes. "At du virkelig tror at du kan få ham, drømmer du så også om at leve lykkelig ever after med ham!? Du kunne ikke engang holde på din ekskæreste som du dræbte! Hah! Du er en gammel ko, sådan en ko som bliver bollet af mænd også smit væk fordi at de vil have en ny ko.. du er jo ikke engang noget værd for nogen som helst. Alle er ligeglad med dig, og at du overhoved blev i denne verden er utroligt.. at du virkelig tror at det ville hjælpe noget.. hvorfor fanden fucker du ikke bare tilbage til den verden som du hører til nemlig helvede"
Hun spyttede igen noget blod ud af munden, og rejste sig langsomt inden hun tog hurtigt sin kniv ud af skeden som var ved hendes højre ankel og snittede ud efter Angelies mave, selvom at hun godt viste det ikke ville såre Angelie i meget lang tid, men stadig, smerte var smerte. Og smerte provokerede altid andre til at påføre den man stod overfor, mere smerte.

Angelie smilede tilfreds, da hun hørte den knasende lyd, som kom når knogler brækkede under huden. At se Faith ligge for sine fødder sendte endnu en triumf igennem hende. Tænk at denne knvinde havde kunnet dræbe hende dengang Angelie var i live.. Men okay.. Tre skud fra en pistol var vel nok til at dræbe enhver. Især når modparten ikke var bevæbnet med noget der kunne måle sig med en revovler.
"Du er ikke så lidt skarp i kæften, i betragtning af, at du ligger på din nye grav" svarede Angelie hvæsende, mens hun afbrød Faiths tale om begær, og ægte kærlighed. Angelie kunne ikke tro på nogle af delene, eftersom hun vidste at hun ville glide væk fra denne verden, når hun havde udført sit job her. Faktisk kunne hun ikke vente med at få det overstået, og da Faith spyttede blod ud på jorden, lød et hæst grin, mens Angelie bare betragtede hende med afskyen lysende ud igennem de krystalblå øjne. Faith havde ramt Angelies ømme punkt, og det værste var at dødsenglen selv vidste det. Normalt skulle der en del mere til at bringe Angelie ud af kurs, men de rigtige ord og toner kunne frembringe hadet i hende på nul komma fem.
Lyden af metal nåede hendes ører, men Angelie ikke engang tænkte på at flytte sig. Hun var trods alt blevet skudt to gange, inden nådestødet ramte hende, og da kniven langsomt skar sig igennem hendes bløde maveskin. Man kunne hverken se blød eller indvolde falde ud, og Angelie klemte kort læberne sammen, for ikke at skrige af den smerte som ramte hende. Efter kniven igen var ude af hendes mave, kunne man se hvordan hullet hurtigt helede, og efterlod intet tegn på hvad der var sket, udover et lille fint ar, der hvor kniven var gået igennem.
Igen lød en hæs latter, da Angelie endnu engang greb fat i Faiths hals og hev hende op, så Faith igen stod på benene. Angelie pressede hende ind imod muren, og lagde et blidt tryk mod hendes luftrør. Faith kunne ikke kvæles, men følelsen ville nok være ubehagelig for hende alligevel, eftersom Angelie ikke selv brød sig om den. "Hvad fanden bilder du dig ind din klamme lille møgluder" hviskede hun mod Faiths øre, mens hun rynkede vredt på næsen. Endnu engang fandt Angelies blik, Faiths, hvorefter hun hun lod sin egen kniv glide ud i en bevægelse for at ramme Faiths hånd, så hun ville slippe taget i den kniv, som Faith havde fundet frem.

Igen mærkede hun den hårde mur imod hendes ryg. Og hun mærkede hvordan hun blev presset imod den, og hun ingen luft kunne få. I første omgang, var det utrolig ubehagelig og hun gispede eftervejret. Ind til at hun fik sig selv til at slappe af, og hun fik sig selv til at tro, at hun faktisk ikke havde brug for det. Det var ikke en nødvendighed, men dog var det så dejlig beroligende når man kunne trække luften ned i ens luft rør, lige som få sig selv til ro. Men det kunne hun også gøre uden at trække vejret. Bare ved at fokusere i stedet, for at blive panisk over at hun pludselig ikke kunne få vejeret noget som hun ikke engang havde brug for. Hun kiggede Angelie lige ind i øjnene uden at sige noget, og strammede sig greb omkring hendes kniv, inden hun langsomt lod den glide ud af hendes hånd. Egentlig ikke fordi at hun var bange for at det ville gøre ondt, men mere fordi hvad fanden skulle hun egentlig med den kniv? Hun ville jo ikke kæmpe med Angelie, hun ville bare dø. Bare væk fra denne verden. Og det kunne i grunden ikke gå hurtigt nok. Det var også som om der var en stemme inde i hendes hoved der sagde at hun skulle dø. At hun ikke længere skulle leve, og selvom hun altid havde ignorede denne stemme, så ville hun ikke længere, og nu, skulle hun dø. Nu ville hun ikke mere "Så dræb mig dog forhelvede" snerrede hun og kiggede ind i Angelies øjne "hvad fanden er det du venter på.. jeg dræbte dig.. jeg skød dig tre gange i benene, og grinede håndende af dig som jeg gik ned fra scene, hvad fanden er det dig holder dig tilbage nu ha!? Du er ynkelig.. ikke mindre end bare ynkelig!" blev hun ved med at hvæse og var ikke bange for at kigge hende lige ind i øjnene. Og havde ikke tænkt sig at stoppe øjenkontakten.

Lyden af en genstand som ramte jorden nåede Angelies øre, og hun vidste at kniven ramte den tørre asfalt under dem. Vinden ruskede langsomt i Angelies hår, så de rødbrune farver legede let, i en kamp om at være mest fremtrædende. Hendes blik var stadig vendt mod Faiths, mens hun langsomt lod trykket mod hendes hals blive en anelse hårdere hele tiden, bare for at irritere Faith. Hun fortsatte hele tiden med at forøge presset mod hendes hals, i håb om at høre den knasende lyd, af luftrøret som ville knække under presset.
Hun lod alle Faiths bemærkninger glide ind igennem det ene øre og ud af det andet, mens hun lod blikket glide nedover Faiths krop, som om Angelie var en liderlig mand, der bare ønskede at komme i bukserne på denne tøs ligemeget hvad der skulle til. Dette var dog ikke tilfældet, eftersom Angelie bare ledte efter det punkt hvor hun ville kunne gøre mest tænkelig skade. "Åh bare rolig lille Faith" svarede hun langsomt, mens Angelies hoved gled en anelse tænkende på skrå, mens hun igen fugtede læberne, i tanken om Faiths mave. Døde ville komme til Faith, hvis hun stak kniven ind i den, og den ville komme tilfredsstillende langsomt.
"Du vil dø iaften" tilføjede hun hviskende, mens et lettere sadistisk smil gled over hendes læber. Hævntørsten rasede i Angelie, mens hun igen lod kniven komme frem i Faiths synsvinkel. Angelie regnede ikke med at Faith ville gøre modstand, da hun lod knivens spids glide nedover Faiths ribben, indtil spidsen stoppede lige over hendes navle. Igen var en lille fin rift kommet frem, men Angelie vidste at den snart ville lukke sammen igen. Istedet, vendte hun igen blikket mod Faiths, da hun ønskede at se sit offer i øjnene når hun ville dø. "Farvel". Dette var Angelies sidste ord, inden hun langsomt begyndte at presse kniven igennem Faiths maveskind, hvorefter den gled så langt ind i hendes mave som den kunne komme. Bare for at være ond, drejede Angelie knivens skæfte et par gange, for at gøre smerten større, inden hun i et hastigt ryk, lod kniven glide til venstre, for at sprætte resten af denne kvindes mave op. Under hele forløbet var ddet sadistiske smil stadig plantet på hendes læber, og det var tydeligt at hun nød hvert eneste sekund.

Et rapt svar allerede på Faiths læber, men intet kom ud end et lille kvalt hvin da hun mærkede hvordan at kniven blev presset ned i hendes mave og drejet om. Det sortende for hendes øjne, som vinden langsomt rev i det røde hår, mens at Faith langsomt sank sammen over smerten. Og hun viste nu at det var forbi. Et smil gled over hendes læber inden hun hvisket med blodet glidende ud af hendes mund "tak.." mumlede hun og kiggede ind i Angelies øjne, og lagde hoved lidt på skrå, og lukkede øjnene langsomt sammen. Ånden stoppede, og hjertet slog sit sidste slag. Og Faith sank helt sammen på jorden med kniven i maven, hun hæv den langsomt ud, og gjorde ikke noget forsøg på at heale såret, hun ville bare dø nu. Aldrig mere skulle hun vende tilbage til denne verden. Cash bandede sig vej ind i hendes tanker, han smil, hans hænder. Hans store hjerte som hun var en del af. Han ville sikkert finde sig en anden når hun var væk. Men dette skyldte hun ham. Han havde vist hende, at det var muligt at finde kærligheden igen, selvom at man havde mistet den til den som man havde troet man skulle dele med hele sit liv. Et bedre smil gled frem på hendes mund, da hun nu viste at hun kunne leve i fred. At hun faktisk aldrig skulle bekymre sig om dette mere.
Alt blev sort. Og der var ingen ting mere, ingen tanker, ingen vejrtrækning. Ingen ting overhoved. Bare en livløs skikkelse der lå på jorden, med blodet der fosset ud på det, og efterlod en stor rødpol omkring hende. Dog var det et fredfyldt ansigt der bredte sig på den dødes ansigt. Ingen smerte, intet andet end fred og glæde over endelig at skulle sige farvel til denne verden.

Det var lugten af blod der havde guidet ham i den retning hvor at det hele udfoldede sig. Blodets appellerende duft fik noget instinktivt til at vække sig i hans underbevidsthed da han genkendte den. Jernet kunne han nærmest smage springe over hans tunge og pirre hans smagsløg. Hvorfor han gik i den retning forstod han ikke helt, hvorfor han ville opsøge noget som han havde besluttet skulle glemmes, var ham et mysterium. Men stadig væk var der noget indeni ham: et dyr, et angst fuldt gult dyr der lå krøllet sammen, og pep hjerteskærende over at kunne duft: det let søde blod der blev båret af vinden, var nået han faktisk kunne opspore. Ulykkelig! Hvad end der var sket, om han så kom for sent eller ej, så vidste han at 'hendes' blod havde malet enten asfalten eller hendes tøj. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?! Spørgsmålet blev ved. Hvorfor lod han sine ben bevæge sig med deres egen vilje, lede ham hen til et sted han egentlig ikke havde lyst til at befinde sig? Men de gjorde det!
Han drejede omkring et hjørne. Smagen, duften af blod blev stærkere indtil den store halv-dæmon stod blot få meter fra den sejrende Angelie og nedslagtede Faith. Hans væsen virkede som altid fjendtlig. Først kunne de grønne bæst øjne ikke helt på øje på Faith der lå sammenkrøllet foran Angelie, det var først nogle få sekunder efter at han regisitrede hvem der egentlig havde vundet denne 'kamp' der ikke rigtig så ud til at have fundet sted. Hans øjne spærrede sig op, pupillen trak sig sammen og forvandlede sig til blot en lille prik af hvad den havde været før. Det gule i hans øjen farve udfoldede sig og opslugte så småt mere og mere af det grønne. Han stod fuldstændig stille, en stilhed som ingen nogensinde kunne havde forudset faldt over den destruktive halv-dæmon imens at han stirrede på det korpus af Faith der lå foran den ukendte kvinde. Hun trak ikke vejret? Hendes side gik ikke stille op og ned, hendes krops lugt blev stille fortæret af død? Sjælens varme tag om hende var heller ikke til at kunne mærkes. Livet var forsvundet! Hans ansigts udtryk så ikke ud til at fortælle en meget om hvad der gik igennem hovedet på ham, kun ændringen i de før meget grønne øjne kunne afsløre hans overraskelse over at se det han så. Uden så meget som at give det en tanke om hvem Faith's bødel var, eller hvorfor hun havde gjort det, trak halv-dæmonen sin pistol imens at hans øjenbryn trak sig imod hinanden, små rynker kom til syne under hans øjne, samt ved næsen imens at han lod sin anden hånd glide ned i bukselommen med en ubeskrivelig fart. Han satte patronerne i pistolen, en efter en, men med sådan en præcision at et normalt menneske ikke ville kunne nå at følge med. De nu gullige øjne gik over i en sær dyb blod rød, et tegn på at han var på vej ud over kanten af hvad hans sanitet kunne klare! Hvis han blot blev skubbet lidt endnu, ville han miste kontrollen, slå omkring sig i et inferno af flammer og hævn tørst. Han rettede pistolen imod kvinden og trykkede. Alle skudende! Hans sigte: præcist og næsten perfekt, hvis ikke en kugle ville ramme kvinden ville en anden! Imens han skød gik han faretruende frem imod Faith's morder. For hvert et skyd, tog han et skidt imens at hadet i hans øjne ikke var til at tage fejl af: han ville dræbe hende, han ville slå Angelie ihjel! Hævn var malet i hans kropssprog, hvis ikke han fik hende nu ville han jagte kvindemennesket indtil dommedag! Alt dette fandt sted imens at Ma'lakel fik et midlertidigt black out, han handlede og kunne følge med i hvad han gjorde, men han havde ikke selv kontrol over det! Ønsket om at dræbe havde overtaget hans krop.
Imens han gik imod hende, og skød gentog han et ord igen og igen, hans stemme høj da han råbte alt hvad han overhovedet kunne præstere:

,, DØ, DØ, DØ!!”.

// Duun duuunnn duuuunnnnn xD

Det triumferende smil krusede sig langsomt ind over Angelies ansigt, imens hun bukkede sig ned og samlede sin kniv op. Faiths blod havde bredt sig i plamager udover Angelies mørke tanktop, og den sorte nederdel, men faktisk var hun ligeglad. I en ligegyldig bevægelse tørrede hun knivens blad af i trøjen, hvorefter hun blidt placerede den tilbage i skeden, som var fastspændt til hendes venstre lår.
Hun mærkede blandingen før hun så ham. Fornemmelsen i huden blev forøget, og Angelie vidste med et, at der var en anden til stede. Hendes blik blev med et køligt, mens hun identificerede hans race, som tydeligt var noget dæmon, men den anden halvdel var hun ikke sikker på. Hun nåede dog heller ikke at tænke meget længere over det, da hun hørte det velkendte klik af et løb, som blev skubbet på plads i en revovler. *Ikke igen* tænkte hun irriteret, mens hun hastigt vendte blikket mod denne fremmede skikkelse. Hun anede ikke engang hvem han var, så hvad mon hun havde gjort ham.
Det første skud lød, og Angelie priste sig for første gang nogensinde lykkelig over allerede at være død. Det var som om det gik i slowmotion, og hun hørte et skrig. Dø! Mandens planer med hende var ikke til at tage fejl af. Hele hendes krop blev vendt, så hun endte med at stå med fronten mod ham, og få milisekunder senere mærkede hun det første skud bore sig ind i hendes brystkasse. Kuglen flåede alt op på sin vej, og den endte med at gå hele vejen igennem hende. Allerede da den ramte, hørte hun det næste skud, og skrig. Smerten var forfærdelig, men Angelie var blevet skudt før, af den kvinde, som hun nu endelig havde fået sin hævn over.
Standhaftigt blev hun stående, og mærkede det ene skud efter det andet, som gled igennem hendes faste krop, mens hun bed sig hårdt i underlæben, for ikke at skrige over den smerte, som løb igennem hende for hver gang.
Han kom nærmere, og Angelie hvæste lavmælt af ham, som en kat ville gøre af en hund. Han skulle ikke tænkte på at komme nær hende, med sine brutale morderiske tanker. Fra hendes håndled fandt hun to kasteknive frem. En til hver hånd. Uden så meget som at sigte, sendte hun dem begge afsted mod halvdæmonens bryst, med den samme dødelige præcission, som han skød med sin revovler. Forskellen på dem var dog, at Angelie allerede var død, og der skulle mere end et par pistolskud til, før hun ville forsvinde tilbage til åndernes verden.
Hun blev dog ikke for at se om hun ramte ham eller noget. Hullerne i hendes krop, lukkede sig hastigt sammen, og kun det revnede tøj og blodet fra Faith viste tegn på, at Angelie havde været i kamp den aften.
Hendes mål var ikke at dræbe ham, men at distrahere, og elegant kyssede hun sin højre hånd, og vendte fingrene mod ham, med håndlfaden opad, inden hun pustede henover den, for at sende et luftkys afsted, inden hun drejede rundt på den ene fod, og satte i hurtigt løb, for at komme væk fra mordstedet og denne galning.

Mørke , stilhed, ensomhed. De tre ting, som alle frygter et eller andet sted. Følelsen af at være hjælpeløs. Følelsen af ikke at kunne komme væk. Følelsen af at være fortabt. Skyggen kom, og omslugte den nøgne krop som lå nede på jorden, og løftede det langsomt op. Mens en latter dannede sig i det ukendelige. Grinet kunne få selv den mest hårdhudet mand, til at løbe koldt ned af ryggen. Latteren var ubarmhjertig, havde ingen følelser. Og det kunne høres, at denne latter ville dræbe, bare for at dræbe. Nydelsen af at set et lidende, kadaver at lig ligge foran fødderne. Det var lige som tændte denne person mest af.
Hope trådte langsomt frem og kiggede på Faiths ånd, som var ved at kvæles i hendes skygger, hendes kræfter som var i gang med at indespærre hende. ”Forevigt!!” grinede hun højlydt, så det gav en genklang i den sorte masse. ”Forevigt skal din krop nu være min..!” Hendes øjne var koldsorte, og det hvide af øjet, var ikke længere til at se. De mørke linjer der dannede sig fra øjnene som slanger, et halvanden stykke ned af kinderne. Som om det var sorte tåre der gled ned af hendes kinder. Men Hope grad aldrig, hvad hun skulle hun dog også græde for? Hun var helt og igennem ond, tørstede efter hævn, tørstede efter at få magt. Hele hendes krop begærede for at være højere stillede end andre. Hun elskede ingen andre end sig selv. Hendes eget ego, var nok for hende. Sex, kunne man altid få, et eller andet sted. Et lille grin undslap hendes læber, og hun trådte tættere på bylden der var i gang med at forvandles til Faiths nye fængsel. Hun kæmpede, det var der ingen tvivl om ”du er stærk min pige..” sagde hun stille, med en uhyggelig stemme, det lange ravne sorte hår bølgede i luften, som om der var vind. Men alt var stille, ingen vind rørte på sig. Ingen mennesker der snakke. Som man sagde, hvis en nål ville ramme gulvet, ville det give genlyd over det hele. Det eneste man kunne hører, var den høje ranke kvindes stemme. ”men ikke stærk nok…” hun tog sin stav og bankede den ind i skyggerne, så det hele hvirvlede rundt. Og en skikkelse frem tonede langsomt. Kvinden havde langt rødt hår, men var gennemsigtigt. Som om man så hende igennem et glas. Ingen fast hud, ingen ting. Andet end en skygge af sig selv. Ingen krop holdte fast på denne skabning. Et frydet smil gled frem, på de kolde hårde læber. Dette havde denne kvinde godt af, denne Faith. Navnet blev som spyttet ud, som man skulle tro at det var et skældsord. Der var ingen tvivl om at Hope hadet Faith. Hvorfor egentlig? Måske fordi at Faith havde alt det som Hope ikke havde, og at Faith endda havde fået Ma’lakel, det bæst. Det bæst som Hope havde været forelsket i så mange hundrede år forinden. Ham som havde ladet hende i stikken, hængt, for at reddet hans skind. Hun skulle nok få hævn over ham på et tidspunkt. Smagen af hævn, havde allerede sat sig i munden på Hope. Og fryden over at havde set Ma’lakel, gå sådan amok bare fordi at den han elskede var død. Det var noget af det bedste for Hope. Hun måtte takke denne, denne Angelie en dag. Hvis, de nu en dag stødte på hinanden. Kunne det godt være at Hope ville huske det. Hurtigt blev hun dog revet ud af tankerne da hendes tag om Faith begyndte at svækkes. ”Hvad fanden!” råbte hun af vrede. Mens hun prøvede at genvinde kontrollen. Og i et kort øjeblik, var det som om man kunne skimte et lille glimt af frygt i Hopes øjne. Da Faiths ånd spærrede øjnene op på hvidt gab.

De røde flammer af hår dansede om hendes ansigt, og hun havde det som om at hun svømmede under vand. Luften var tæt, og hun havde det som om hun var ved at kvæles. Var hun ikke død? Da hun åbnede munden, kom intet ud. Frygten plantede sig i hendes bryst, og hårene på armene ville have rejst sig hvis det ikke var fordi.. hun kiggede ned af sig selv, og ville have skreget, hvis det ikke havde været en umulighed for hende. Som om hendes læber var syet sammen med meget stærk tråd. Det var der hun fik øje på hende. Verden var tydeligt at se i Faiths emne *HENDE!* hun gik så hurtigt hen mod hende som hun kunne. Hun skulle tværes ud, hvad fanden bildte hun sig ind! Fik man aldrig lov til at hvile i fred, for dette kvinde menneske!? Men pludselig donkede hun imod noget, og kunne ikke komme videre. Et lydløst skrig af irritation, blev skreget i denne boble af selve helvede, blev skabt fra hendes strube. ”Jeg flår dig fandeme fra hinanden.. BITCH!” råbte hun lydløst og bankede mod boblende. Og pludselig var det som om at et inferno af hvide flammer hvirvlede omkring Faith. Og bankede løs på skallen. Pludselig som et mirakel knæk skallen. Men lige som hun troede at hun var kommet ud af det værste, og skulle gå til angreb på Hope, blev hun suget ind i et stort hul af blackness.

Øjnene var store som kugler da Faith kom ud af hendes boble, hendes fængsel. Hvordan var dette muligt!? Kvinde mennesket, var jo stærkere end hun havde regnet med! Og endnu støre blev de da Faith blev suget væk. Som af en orkan, der havde passeret i dette sorte hul af ingen ting. Det var det det gik op for hende, at hun måtte komme tilbage. Komme tilbage før det var for sent! Overtage hendes krop, og beskytte den, ellers havde hun ingen chance for nogen sinde at komme tilbage, i fast kød form. Eller jo, men dette ville sikkert tage lige så lang tid, som det havde gjort at finde Faith. Så denne chance skulle ikke forbi passeres!

Hope kom ud på gaden i sin ånde form, langsomt kiggede hun frem og tilbage. Ingen tegn på at Angelie var til stede. Langsomt gik hun over til Faiths livløse krop. Og et ond, sadistisk smil bredte sig på Hopes blege læber, mens at det sorte ravne hår, som gik hende ned til hoften, den lange slange tattoo som gik hende fra venstre side af halsen og ned til højre ankel. Den slidte sorte kjole som blafrede i vinden. Der stod hun flot og rank, ikke et år over 21. Som den dag hun var blevet hængt, for at have dræbt over 4 børn. Hun fnyste, de børn havde sku selv bedt om at blive nedslagtet. Ikke mere snak, mindede en stemme hende om, og langsomt lod hun sig glide ned i Faiths krop.

Det dybt langt suk, kom fra Faiths mund. Følelsen af endelig at have en krop igen, en krop af kød og blød. Formerne. Fornemmelsen af at eje noget igen. Hope, som var inde i Faiths krop, blinkede langsomt med øjnene, inden hun lukkede dem helt i igen. ”åååh..” kom der igen. Mens at det røde hår, blev meget, meget længere end hvad det havde været før. Og slange tatto’en begyndte langsomt at fremvise sig, på den ellers så hvide bløde hud. Hendes former, blev en smugle mere faste, end hvad de for hen havde været. Og brystende end del støre. Et stort sadistisk smil bredte sig på læberne, mens den mest gru vækkende latter bredte sig igennem struben, og fik banet sig vej ud igennem struben. Hun havde fandeme klaret det! Hun var hel igen! Hun var en krop, en krop der var hendes egen! Latteren var ikke til at stoppe. Og der lå hun mit i en blodpøl, og grinede som om hun var en sindssyge person, der havde undsluppet galeanstalten. Men følelsen, var næsten bedre end at have sex, end at dræbe! Det var så godt, så godt!

Ma'lakel's bevægelser var hurtigere end som så. Han var gået over til Angelie i den tid han havde skudt, og siden hun blot havde stået stille og taget imod skuddene var det lykkedes Ma'lakel at komme tættere på hende end pigebarnet sikkert ville have ønsket. To knive, satte sig i hver sin side af hans mave, om de gjorde ondt, hvilke organer de pircede , det kunne på sin vis være irrelevant. Døden var ikke en ting som Ma'lakel frygtede, eller noget han ikke mange gange før havde været tæt på, og hvad end for en Gud der måtte eksistere, eller hvilken djævel der holdt hånden over den hidsige halv-dæmon måtte vide at to knive ikke var nok til at stoppe det monster der eksploderede fra hans væsen. Talens brug, at forhandle med dette gale bæst om en slags nådig aftale, det kunne ikke lades at gøre. Han ville dræbe, dræbe, uden at give kvinde mennesket en chance for at få fat i hjælp. Idet hun ville have rakt hænderne op til munden i en provokerende gestus var han allerede for tæt på hende, hans ene hånd greb stærkt fat om tøsens baghoved. Pupillen i hans øjne blev mindre, raseriet, hadet, det inferno af hævngerrighed der lå i dem var ikke til at tage fejl af. Hvem end hun troede han var ville der ikke være nogen tvivl om at hun havde fået et meget stærkt og modbydeligt udholdende væsen som fjende. Hans fingre gled ikke engang ind imellem hende hår, hand tog bare fat: en god stærk knold af hår så pigen ikke ville kunne bevæge hovedet uden at føle den bidende smerte af flere hår tråde der forlod hendes hovedbund, noget der sikkert ville forårsage et mindre hårtab og et større blodigt sår i hoved bunden.
Hans musklerne spændtes til det fuldeste, fik nærmest læderjakken til at udvide sig til ukendelighed, imens at han med hele sin vægt på et hundrede niogtyve kilo, tvang pigens hoved og krop forover og med et ufatteligt klask imod anfaldet ville forsøge at smadre hendes ansigt ned imod det! Hvis ikke kvindens kranie på nuværende tidspunkt ville have givet et dejligt lille knas fra sig, ville den vrede halv-dæmon gå til næste trin og lade selv samme hånd han holdte fast i hendes hoved med, antændte så en smuk blå farve ville sprede sig og brænde kvindens smukke lange hår, skamfere dennes hoved bund og forbrænde hvad end der måtte være tilbage af hendes ansigt.
Hans brystkasse gik i store ryk op og ned, imens at hans hjerte for første gang slog imens at han var i kamp, et tegn på at dette ikke blot var noget han gjorde bare fordi han kunne men at der lå mere i det en blot egoistisk nydelse og selv bekræftelse. En lammende følelse gik igennem hans krop, da han lige pludselig kunne høre en lyd fra Faith's lig. En let sukkende lyd, og hans nu halv røde øjne lagde sig over hendes ansigt: håbefuldt! Var hun i live?!
Efter at have udsat kvinden for hvad end tænkelig smerte man nu kunne komme ud for uden at møde døden direkte, slap han pigebarnet imens at hans ild stadig dansede over hendes hovedbund og sikkert havde fået fat i hendes tøj, så ryggen også var godt i gang med at blive skamferet af Ma'lakel's alt ædende blå flammer. Hans hånd der før havde lagt på Angelie's hoved for at holde hende nede imod asfalten, fjernede sig. Med den fri hånd tog han fat i knivene der havde boret sig ind i hans krop og trak dem ud en efter en, med et forpustet støn for hver gang. Han rejste sig fra at have siddet halvt på knæ ved Angelie's side, og gik imod liget. Med tunge, hurtige, skridt gik han tættere på hende. Satte sig ved hendes side imens at det røde i hans øjne stille begyndte at munde ud. Hendes hår der så småt blev længere fik Ma'lakel til at rynke på brynede i undren, men han lod sig ikke trække væk fra hende. Hans store hænder gled lige så stille ind under hendes hoved imens at han lod sin anden over arm føre ind under hendes ben. Hånden på hendes baghoved fik han nænsomt presset imod det mellemrum imellem hans hals og skulder, hvorefter at den fandt vej ned til hendes skulder og med et let ryk løftede han hende op, så det smukke røde hår stille ville dingle i bølgende bevægelser ned fra Ma'lakel's mørke skikkelse. Den slange tatoveringen der førhen kom fik han ikke med det samme øje på i det han vendte sig for at give Faith's morder et sidste hadefuldt blik. Hans tag omkring Faith's krop blev lidt hårdere imens at han så ned på Angelie. Hans øjne viste en overlegenhed, en arrogance der ville for selv det mest idiotiske væsen være åbenlyst: han følte sig højere end kvinden der højst sandsynligt ville ligge foran ham. Med det ene hadefulde blik sværgede han en evig ed, med det ene blik kunne man se alle de ord som hans tunge ikke sagde: Angelie var måske for denne ene gang, for alvor i fare!
Efter det vendte halv-dæmonen sig for at gå. Zenkai på hans ryg udgav en aura fra sig der ville kunne få hårende til at rejse sig på et hvilket som helst væsen. Sværdet på hans ryg, dets lilla håndtag, den drabelige aura samt den sorte klinge: uden tvivl noget der var blevet smedet af Di Morga's hersker!

Hun mærkede et træk, som bremsede hendes flugt.. eller hun ville nok ikke ligefrem kalde det en flugt, men en tilbagetrædelse, som vist havde været på sin plads. Irriteret vendte hun blikket mod denne mandsling, som havde valgt at ligge en hånd på hende. En rynken på næsen trådte frem, inden hun sendte hans hånd et svidende blik, som ville kunne bringe fremmer frem, hvis det ellers havde været hendes magi. Nu lå det jo desværre sådan at Angelie arbejde med luftmagi, og hendes blik hverken brændte ham eller gjorde anden skade, udover måske at ryste ham en anelse.
Hun nåede dog ikke at komme med en spydig bemærkning eller en anden form for modangreb, da han tog et kraftigt tag i hendes rødbrune lokker. Hvæsende mærkede hun hvordan hendes hoved blev trukket bagover, og hvis et spøgelse kunne bløde, ville de små hårrødder begynde at pible frem med den rødlige væske. Dette skete dog ikke, men Angelie var nødt til at finde på noget. Hun følte ikke for at ende op som en eller andet skaldet pige, og hun lod søgende sine fingre glide ned til låret, hvor kniven, som havde dræbt hendes ærkerival Faith, sad. Hendes hånd fik lydløst listet den lille læderrem fra, som sørgede for at kniven ikke ville falde nogle steder, imens hun mærkede hvordan hårene langsomt gav slip fra hendes hovedbund. Det gjorde ondt... afsindigt ondt, men hun havde tydeligvis større og langt vigtigere problemer lige nu, end manglen på nogle få hår.
Uden at tage sigte først, bankede hun kniven bagud i retning mod ham, i håb om at den ville fremme ham direkte i solar Plexus, eftersom det var den højde, der passede til hendes stød. Hun kunne dog intet se eller høre, men fornemmelsen af en anelse modstand i bladet nåede hendes fingre, og Angelie måtte med sikkerhed have ramt noget. *Fandens til Halvdæmoner* tænkte hun vredt, og et lavmælt støn trådte over hendes læber, da han tvang hendes hoved ned mod asfalten. Begge hendes hænder fløjt automatisk til jorden, for at aftage det værste af stødet, og Angelies venstre side ramte asfalten få sekunder senere. På grund af aftaget med hænderne, skete der ikke nogle deforme skader, men ridser og dybere rifter trådte frem på hendes ansigt, og forsvandt langsomt igen. Tænk.. Så denne drævermaskine havde faktisk været i stand til at elske. Et hånligt smil gled langsomt over hendes læber, mens hun vendte sit eget hadefulde blik mod ham, som fik de blå krystaller til at fremstå klart og lysende i det begyndende mørke. Der var intet at tage fejl af. Hendes ansigt, smil og øjne fortalte at hun mente han var svag! At lade sig forblinde af kærlighed var helt sikkert den største og dummeste fejltagelse man kunne begå.
Hendes øjenkrog opfangede den lille blå flamme, som bevægede sig over mod hendes hår, fra hans finger. Ild.. Så det var hvad han arbejdede med. Det gav i det mindste en fordel i forhold til ham. Lige før han nåede at sætte den blå flamme mod hendes hår, koncentrerede hun sig om magien indeni hende, mens hun bestemt knyttede begge hænder sammen. Hun behøvede hverken ord eller tanker for at påkalde sin magi, men hun behøvede armbevægelser, hvilket han havde sørget for, at hun stadig havde mulighed for. De knyttede hænder sørgede for at alt ilten omkring dem blev som suget ud af luften, og ilden ville falde sammen. Ingen ilt ingen brænd.. Sådan var naturen heldigvis indrettet, og dæmonen, som var i live, ville ikke kunne holde vejret alt for længe, eftersom han også ville få brug for ilten.
Hun behøvede dog ikke vendte længe før han slap grebet i hende, og ligesom mandslingen, havde Angelie også hørt det lavmælte suk, som kom ovre fra Faith. Det kunne ikke passe! Hun var død.. Angelie havde selv stået og set hvordan vejrtrækningen stoppede, hvordan hjertet gik i stå. Hun hostede kort, inden hun hastigt fik trukket sig selv på benene, og vendte blikket mod mandslingen, som nu samlede Faiths livløse krop op fra jorden. Undrende hævede hun let det ene øjenbryn. Direkte foran hende, så Angelie en sjæl.. En anden sjæl, som ikke var Faith, men som tydeligvis ønskede at besætte den døde krop. Mandslingen var med et ude af Angelies hoved, mens hun langsomt lod det falde på skrå, og betragtede hvordan den anden kvinde, gled ind i den skal, som Faiths egen sjæl havde efterladt. Hun havde aldrig selv overvejet at hun ville kunne besætte en andens krop, og på den måde få fast form for evigt. Måske hun skulle overveje muligheden. Dette forklarede dog ikke hvorfor Angelie ikke havde fundet hvile. Hun skulle jo være faret til åndeverdenen direkte efer Faiths død, men her stod hun stadig.. Medmindre denne ånd havde været en del af Faith før, kunne hun ikke se meningen i det længere.
Hendes tanker blev dog stoppet, da et par hadefulde øjne mødtes hende i en kamp om at nidstirre længst. Angelie var den stædige type, som ikke var bange for noget, selvom hun måske burde være det. Denne mand ville ikke få hende til at krympe sig, og for at vise sin modvilje, lod hun stædigt hovedet falde en anelse bagover, mens hun fastholdt hans blik, i en stædig gestus. Han blev dog ikke længe, til at se hvem der ville vinde denne kamp, men i modsætning til mandslingen, så havde Angelie set hvordan den anden sjæl var gledet ind i Faiths krop, og langsomt fik den til at ændre det flammende røde hår, og perfekt ravnsort, og slangetattoveringen, som langsomt trådte frem igennem hude. *Uklogt* tænkte hun kort, inden endnu et smil krusede frem, da en svag summen i luften fik hårene til at rejse sig i hendes nakke. Lyden fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, mens Angelies blik blev vendt mod sværdet.
Hendes øjne blev spærret op til noget nær en umulig størrelse. Hun havde kun set en form for sværd af denne kaliber, og de havde tilhørt Di Morgas herre. Det måtte betyde at de kendte hinanden, og tilsyneladende var ret tætte. *Så du knalder med fjenden* Hendes øjne skrumpede ind i en mistænksom skulen, inden hun selv vendte rundt på den højre fod, og fortsatte sin gang i den modsatte retning. Måske ville hun ligefrem møde denne mand igen, og det ville absolut ikke blive under venskabelige forhold.

Langsomt kunne hun mærke hvordan at hun fik kræfterne tilbage. Hvordan at hun fik sin fulde styrke tilbage, og mere til. Hvor alt denne energi kom fra, anede hun virkelig ikke. Men den var der, og den fyldte hende fra finger spidserne til fødderne. Hendes hår blev mere skindende, og en del mere skrigene. Ellers var det kun tatoveringen, som virkelig var anderledes i forhold, til hvordan at Faith havde set ud før. Men dette var ikke Faith mere. Dette var Hope Diable, ondskaben i kvinde form. Selvom, sagde man ikke at alle kvinder var ondskaben selv? En lille latter bredte sig inde i hendes selv. Men hun holde den inde i sig selv. Det ville være dårligt at vise at hun var helt oppe på.. Fuck. hun åbnede langsomt øjnene og kiggede på Angelie, ja okay nu var det ligesom ødelagt. Langsomt lod hun sig glide ud af Ma'lakels greb og stirrede på Angelie "Skrid nu hjem til Zane gider du... du har gjort dit arbejde, du dræbte Faith mange tak.. bla bla bla.. SKRID!" hun havde sådan lyst til at knalde Angelie, lige i hoved for at ødelægge hendes plan om at lade som om at hun var Faith, hele vejen igen. Hvorfor fanden havde hun ikke bare skredet, mens hun havde chancen!? Idiot! Totalt ødelagde chancen. Hun kiggede ned af sig selv, inden hun langsomt vente sig mod Malla med sammen knebene øjne. Mens hun så hvordan at Angelie langsomt forsvandt ud i mørket. Hvad nu, skulle hun gå hjem. Eller give det som Malla altid havde ønsket sig. Faith, Faith for sig selv? Eller, hvad var det egentlig han ville have når det kom til stykket. Hun blev ved med at kigge på ham, mens at tatoveringen langsomt blev mere og mere tydelig, og kunne ses igennem de huller hun havde fået i trøjen. Men det gjorde hende nu ikke noget, chancen for at han overhoved ville genkende den, hvor stor var den lige?
Et sadistisk smil bredte sig langsomt på hendes læber, og langsom lagde hun hoved på skrå, mens hun ventede på hvordan i det hele taget ville reagere.