Dark night-Eithan

T:Irl ca
O:Julia, gynger, sandkasser, få træer, og buske, en legeplads,
med rutchebaner, og små gynger
V:Meget koldt, skyet
S:Legepladsen
D:6/7 <(o.O)>?

____________________________________________________________

Julia sad på en gynge hun gyngede ikke, hun havde ikke svinget sig op
lidt i luften de rvar noget hun tænkte på. Hun havde aldrig været her før et helt nyt sted for hende
og omgivelserne kunne let forvirre hende. Julia s hår hang løst ned over ryggen, øjnene røde og var
rettet op mod himlen den var mørk, sikkert trist på en underlig måde, så hun vendte blikket væk derfra. Og nu
kiggede hun bare lidt ned på jordne ved hende det var faktisk ikke jord men sand sand de rholdte gyngerstativet oppe
og gjorde så det ikke faldt.

Legepladsen knirkende, metalliske låge blev vredt slået op, hvilket var resulterende i, at de rustne hængsler på lågen gav sig og nærmest skreg. Kom med en klagende, pibende lyd, der fik de små hår i nakken til at rejse sig. Mindede om lange negle der skrabede mod en skoletavle. I netop samme nu lågen blev åbnet og slået til side, trådte en høj og ranglet skikkelse ind på legepladsens areal. Hans dystre aura lagde sig i luften og gjorde atmosfæren omkring ham isnende kold. Fik temperaturen til at falde hastigt. Der var ingen tvivl. Denne sorte silhuet tilhørte en vampyr. Eithan, det var det, han hed. Det han gik under. Den folk kendte ham som. Selvom han godt nok ikke var et særlig kendt ansigt her i byen, Terre. Hans halvlange, sorte og indfiltrede pandehår mørklagde det meste af hans ansigt ved at kaste nærmest et slør af skygge. Fik ham til at se endnu mere skummel ud. Det sidste pift. Hjalp med at holde ham anonym. Han lod sit ulæselige blik glide rundt i det forladte området ... eller han havde troet, at det var øde, indtil hans mystiske, blågrønne øjne opfangede en henne ved stedets gyngestativ. Ah. Tydeligvis en vampyr lige som ham selv. Det var åbenlyst for ham at se. At fornemme. Den aura hun havde mindede en del om hans egen. Den var kold. Fik det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Som hvis en havde hældt et glas med iskoldt vand ned ad ens ryg. Skulle han gå derhen?.

En kort bevægelse udført af Julia meget blid, og næsten helt lydlørst vidste sig frem, hun kiggede væk fra fødderne og besluttede sig for at gynge lidt så hun fik svinget sig selv igang og greb godt fast rudnt om håndtagene der var på gyngens sider, hun mærkede noget igennem hende det var et væsen som hende selv, hvad det væsen mon lavede herude så sent, som hende selv. Håret flagrede lidt mens hun gyngede og kod blikket falde ud på de omgivelser hun kunne se fra luftens vinkel hun svingede fra den ene side, og til den anden, de røde øjne skimmede personen men hun sagde ikke noget og lod bare kulden stige hende til hovedet og resten af hendes krop den kolde krop sikkert helt nede på minus graderne. Julia skulede lidt ud til højre side mens hun gyngede sig i gyngens sving de rvar buske og træer og ellers nogle sandkasser til den ene side den side hun havde kigget på. Derefter vendte hun blikket til den anden side, hvor der var en legeplads i mørket så den meget smuk ud men det var også der den høje person kom gående.*Hvem mon han er, og hvad laver han herude* tænkte hun lidt

Eithan lod sit hovede falde på skrå til den ene side, hvilket også fik hans pandehår til nærmest glide hen over hans pande og dermed afsløre hans kolde og fuldstændig udtryksløse ansigt. Mest af alt mindede han om en statue, som han stod dér. Fokuseret på hende. Kørte nysgerrigt sit blik rundt på hendes krop. Gad vide hvad hun lavede her? På en legeplads? Tjae, det kunne han vel også spørge sig selv om. Hvad i al verden lavede han selv her? Mmh, han havde nok håbet på lidt alenetid her. Havde ikke regnet med, at der opholde sig andre her på legepladsen på denne tid af dagen. Fejlbedømmelse åbenbart. Idet han vippede sit hovede på plads, faldt nogle af hans sorte hårlokker ned foran hans øjne og skyggelagde atter hans marmorhvide ansigt. Hans døde blik hvilede stadigvæk på hende. Prøvede at finde ud af hvilken slags person, hun var. Desværre var han ikke særlig god til sådan noget. At gennemskue personer. Han var ikke specielt årvågen. Endnu en gang lagde han hovedet på sned, hvorefter han sprang ud i det; bevægede sig lige så stille hen mod hende med forsigtige, dog målrette skridt. Hans tempo var meget roligt, og hans to hænder var begravet i de forreste lommer på hans bukser. Han sagde ikke et ord. Afventede bare hendes reaktion. Hvis der da kom en ...

Mørket lå meget tæt over hele legepladsen nu tidspunket var rigtigt, og mørket passede meget godt på med hvad det ønskede at gøre ved stedet stadigvæk kunne Julia sagtens se noget igennem mørket. Hendes glødende røde øjne var rettet på personen der var på vej hen mod hende, hvad ville han hende, hvorfor kom han her, hun sagde intet og lod sig stoppe med at få sig selv igang med at svinge lidt frem og tilbgae. Derefter lod hun en hånd passere fordi gyngens vedhlng ma kunne holde ved for ikke at falde af mens han gyngede. Julias hår faldte ned tyst til rygfladen da hun var stoppet. Men hendes spørgsmål til hvem, og hvad han lavede hernede sad fast i hendes tanker, og hjerne*underligt troede jeg var alene*tænkte hun og kiggede rundt imens hun vippede lidt med begge fødder for at få sig selv til at gynge en lille smule vinden, luften den var så blid når man var oppe i luften men når man røg ned igen var vinden ikke den retning. Personen kom nærmere det kunne hun se fra hendes synsvinkel hun gjorde sig klar til at rejse sig og løbe væk for tænk, hvis han var et væsen der ønskede at dræbe hende, drikke hendes blod, begrave hende eller noget der kunne minde om de ting.

Eithans tempo steg en smule, hvorefter han så stoppede op, da han var nået hen til gyngestativet. Listede hen til den anden gynge, som hun ikke sad på og satte sig dér. Han tog godt fat rundt om de to snore/kæder, der holdt gyngen oppe og var hægtet fast til stativets øverste stang. Derefter lænede sig lidt fremad, så han bedre kunne se hende. De røde øjne kunne der ikke tages fejl af. Han havde haft ret, da han havde gættet, at hun var vampyr. Ingen tvivl om dét. Hendes øjne mindede ham mest af alt om to glødende stykke kul. Han slog hurtigt blikket væk, eftersom det nok virkede lidt ... creepy, at der bare sad en totalt fremmed og stirrede på en. Han ville jo nødig skræmme hende væk. Hans blågrønne øjne flakkede dog lidt efter hen på hende igen. Gled diskret rundt på hendes krop. Der var endnu ikke et eneste ord, der havde formået at undslippe Eithans læber. Han forholdt sig bare fuldstændig tavs. Katten havde stjålet hans tunge, som man sagde. Han gyngede ikke rigtig. Sad blot og vippede lidt frem og tilbage på gyngen med fødderne sat på jorden, så han ikke kunne komme op i luften.

Julia sensede at nogen kiggede på hende, så derfor vendte hun lidt rudnt på gyngen, mens hun kiggede på ham, fra til at gå til at nu sidde ned lidt væk fra hende"Hvad laver du her..."lød det bare ud af mundvigene stille, roligt normal tone, ingen tegn på smil, glæde eller noget. Julia s øjne glødede ikke meget det var kun lidt huden hvid, kold som altid, hendes hår hang livløst ned ad ryggen den havde den brune farve i sig,Hendes fødder legede lidt med det sand som gyngestativet stod, og holdte fast i derefter studerede hun ham lidt, hun vendede sig en smule med hovedet en anselse på skrå for at se ham i et andet lys et mørkt lys, et smukt mørkt lys.Mørket var tættere på den hele legepladsen ved dem var gravet ind i mørket, kun få glimte lys fra de sølv ting der var, og sad på de få kanter, skruer, kæder til hvad der ellers måtte være af sølv ting på den legeplads.Julia tænkte lidt*måske kan det være han er ude efter mig..Hmm nej det for underligt vi har jo lige mødt hinanden, og self er han et væsen som jeg*tænkte hun lidt for sig selv og bad til at han ikke kunne læse hendes tanker selvom det hvis tnok var en evne for alle ampyre at de kunne det.

Eithan lagde ligeså hovedet på skrå og kastede let med hovedet for at få noget af det halvlange, sorte pandehår væk, eftersom det blokerede for hans syn. "Det kunne spørge dig om det samme," svarede han blot med et lidt gådefuldt smil, så man lige kunne se hans spidse, hvide hjørnetæner stikke ud under overlæben. Han havde selv styr på sit svar. Vidste godt hvorfor han var gået herned. For at få styr på sine mange tanker, der rodede rundt inde i hans hovede. Men det lod til, at natten skulle foregå anderledes, nu hvor han havde mødt denne ubekendte vampyr, der tydeligvis var af hunkøn. Noget af hans hår faldt atter ned foran hans øjne og mørkelagde hans ansigt med et skyggende slør. Han fugtede hurtigt sine læber md tungespidsen og satte hovedet på plads igen, så det ikke længere var skrålagt. Hans blik hvilede roligt på hende, og han var i mellem tiden stoppet med at vippe frem og tilbage på gyngen.

Julia s blik faldt ned på sandet det rodet, kolde sand der lå spredt over hele legepladsen næsten hele stedet. Få sandkorn kunne man ende med at få ind i øjnene, og det kunne gøre meget ondt, men det slog ikke Julia ud hun havde bare et tomt lignene udtryk i begge øjnene, derefter vendte hun sit hoved hen på ham så hun ikke længere kiggede ned men op"Jeg kunne sige dig det,hvis jeg gad"sagde hun stille lidt kold, men ellers var tonen helt normal, og hun lod en finger glide igennem hendes hår og rørte lidt ved hendes egen hud på hændenre koldt, sikkert nede på de minus grader hendes hud altid var nede på. Vampyre plejede altid at gå ude i mørket selv dette sted måtte der findes nogle der var jo to hende og ham, hvad han gemte under huden og bag facaden måtte hun finde svaret på.Så hun kiggede stadig lidt fråsent fast ind i hans blik med et tænkenede udtryk*hmm
*lød tankerne stille tanker om hvad en vampyr som ham lavede et sted som dette ledte han efter noget, eller var han på jagt efter nogen, eller måske noget helt andet.

Eithan himlede diskret med øjnene. Stædige tøs. Han vendte blikket ned mod sine sko og begyndte at svinge benene frem og tilbage. Havde egentlig ikke rigtig mere at sige, så han holdt bare bøtte. Hvad var der også at sige? Hvis hun ikke gad svare ham, så var det bare det. Hun skulle ikke tvinges, og han gad ærlig talt ikke gøre en større scene ud af dét. Han var jo heller ikke selv specielt glad for at dele ud af sine tanker og svare på latterlige spørgsmål fra fremmede. Han var bare kommet for at få styr på sine tanker. Hrrm .. ja. Han kørte tænksomt blikket op mod himlen og gav sig til at tænke tingene igennem. Alt det der var sket for ham her på det seneste. Alt for meget efter hans mening. Han var slet ikke vant til, at der skete så meget på så kort tid. Alle de slåskampe han havde deltaget i ... og så dén der 'hændelse' han havde haft med Akumu ... den narrøv, mand! Han flyttede sammenbidt sit blik ned mod jorden og fik en pludselig lyst til at slå en eller anden. Han havde brug for at få sine vrede ud. Men han kunne jo ikke så godt bare begynde at slå løs på den endnu ukendte vampyr ved hans side. Han måtte bare ... tage en dyyb indånding ... og det gjorde han så.

Julia skimmede kort til ham mens hun bukkede lidt foran sig mens hun rejste sig kort op fra gyngen, og gik med lette skridt hen mod legepladsen"Undskyld..."sagde hun stille uden et smil men et venligt rødt blik tilbage til ham overskulderen*Hmm ´det ville være skummelt at læse hans tanker*tænkte hun lidt for sig selv, og stoppede kort"Tillad mig at sige undskyld for min opførsel men man kunne aldrig vide om du var efter mig eller ville dræbe mig, eller avr et væsen men det fandt jeg lige ud af at du var, du en vampyr et af guds mørke væsner, og et af djævlens børn."sagde hun stille med en venlig ærlig tone det avr jo det de var.Julia holdte en hånd over hovedet lidt op mod himlen"hvorfor er du ankommet hetil i dette mørket, hvor månen står allerhøjest oppe på himlen"tilføjede hun så mens hun vendte sig bagover mod ham hun ville ikke læse hans tanker, og kiggede derfor bare på ham hans himlen med øjene fik hende til at tro at han hvist ikke ret godt brød sig om hende, men det var hans mening, ikke hendes.

Eithans blik blev automatisk vendt mod hende, idet hun rejste sig fra gyngen og tog et par skridt væk derfra. Et undskyld? Hvad skulle han bruge dét til? Han lyttede opmærksomt til resten af hende ord, indtil han var sikker på, at hun var helt færdig med at snakke. Hans hovede blev vippet en smule til side, hvorefter han forvirret rynkede sine øjenbryn. Hvad betød det vrøvl, hun stod og lukkede ud? Hun talte i koder - som han kaldte det. Præcis lige som Akumu. Han strammede sit greb om gyngens snore/kæder ved tanken om ham. Derefter rystede han svagt på hovedet af sig selv. Slap nu af. Han glippede et par gange med øjnene, før han rejste sig fra gyngen. Stod og vuggede lidt groggy fra side til side. Hvorfor han var ankommet .. hvad? Hendes ord var blot som en lavmælt mumlen i hans ører. Blablabla. Han rystede endnu en gang på hovedet og hævede undrende et af sine sorte, kantede øjenbryn. "Hvad fabler du om?" vrissede han i et lidt dæmpet toneleje, hvorpå han atter satte sig ned på gyngen. Han gad ikke stå op ...

Julia kiggede på ham og puffede ham af gyngen af ren refleks hun hadede når folk ikke hørte efter hvad hun sagde så det gjorde bare at hun blev lidt mere ligeglad end hun var i forvejen"Du kedelig...Du svare ikke på noget forbi du ikke har et svar til det"sagde hun stillle og satte sig ned på gyngen med armene foldet rundt om sig selv emns hendes røde blik væltede op og ldit til hver sin side"du virkelig noget for dig selv..Men du er vel kommet af en grund er du ikke, eller fik du bare lige lyst til at kigge på dette sted"sagde hun undren med hovedet væk fra ham*han gør mig ikke noget jeg brude være ligeglad med alt ved ham*tænkte hun ldit med en finger foran munden og de røde øjne halvtlukket i hendes suk lød ud af mundvigene mens hun kiggede på ham efter at hun ahvde puffet til ham"Hvem er Akumu"spurgte hun så stille i en lidt kold tone

Eithan udstødte et forundret 'woah', da hun skubbede han af gyngen, og han derfor faldt ned i sandet. Han skulede sammenbidt til hende og rettede sig lidt op, så han nu sad i sandet. "Jeg svarer ikke på dine latterlige spørgsmål, fordi jeg ikke forstår et pip af, hvad det er, du står og lukker ud." Svarede han med dæmpet stemme og tog efterfølgende fat i gyngen, hvorefter han rejste sig op. Han drog et let suk, idet de seks ord genlød i hans hovede. Du' virkelig noget for dig selv. Ja tak. Det var lige som ikke første gang, han havde hørt dét. Noget for sig selv, pssh. Han rynkede derefter sine øjenbryn, efter hun havde spurgt indtil det med Akumu. Der gik lidt tid, før hans langsomme hjerne fangede det. Det skulle kraftedme være løgn. En tankelæser. Han slog hænderne op til sit hovede, som for at beskytte sine tanker, så hun ikke kunne læse dem ... det vidste han dog godt, at det ikke ville hjælpe en skid. "Hvad rager det dig?" snerrede han og slog mut blikket ned mod jorden. Great. Han var kommet her for bare at få lidt styr på sit enorme tankespind, og så wupti! så dukker der satme én op, der besider den evne at kunne læse tanker.

Julia trak på sine to skuldre mens hun nussede sandet eller rettere sparkede til sandet med fødderne, mens hun lod sit blik spejde rundt lidt, derefter rettede hun blikket hen på ham"Undskyld hvis man ligefrem prøver at hjælpe. Men laver ikke om på den måde og de ting jeg snakker om"sagde hun stille med et nik med nakken, hvorefetr at hun lagde hovedet til siden og tog fat rundt om et løst vedhæng der sad på gyngen, den sorte gynge med sølv vedhæng yderst interesant da det plejede at være af platisk."Ingenting spørger bare og du behøver faktisk slet ikke at svare hvis du ikke vil.."sagde hun stille i tonen og stemmen.Og lod en hånd glide lidt ned af vedhænget hun holdte ved

Eithan fnøs af det, hun sagde. "Du hjælper mig sgu da ikke en skid bare ved at stille spørgsmål og lukke noget forpulet tågesnak ud." Mumlede han i et lavt toneleje efterfulgt af en lavmælt snerren. Han luntede om på den anden side af gyngen og satte sig derefter på den. Dernæst tog han fat i de to kædelignende snore, der holdt gyngen oppe og slog mut sit blik ned mod sine sko. Forsøgte så vidt som mulig ikke at tænke eller gøre sig nogen som helst form for spekulationer, da han nødig ville have, at hun skulle indblandes i dét, der foregik inde i hans hovede. Tankelæsere. Wrah. Sikke en beskidt evne. Bare at kunne ... lige som snige sig ind i andres sind. Det fandt han fandma' ulækkert. Men det kunne nok godt være ret nyttigt til tider - i en slåskamp f.eks. Så ville man altid vide, hvad ens modstander ville gøre. Hvad vedkommendes næste træk gik ud på.

Julia smillede lidt og rejste sig op mens hun undgå at blive sur over den mindste ting fra ham, og det han sagde, så derfor gik hun hen mod legepladsen"Navnet er Julia fuldenavn Julia Stone.."sagde hun kort og gik videre mod legepladsen hun var enlig ret ligeglad med hvad han syntes han var alligevel sur, gnaven der var et eller andet galt med ham og det var sikkert.Julia pustede lidt tilbage på ham og skulele et vredt, koldt bli til ham"Gør hvad du vil det ikke mit ansvar eller problem ja jeg er tankelæs men udover dine tanker om Akumu ved jeg altså ikke mere.."sagde hun stille og lod blikket glide ligeu hen på en rutchebane på legepladsen hun satte sig på kanten af den mens hun trak fødderne ind til sig , ind under hende hun frøs ikke men kiggede nu væk fra hans blikke mod hende, han havde gjort hende lidt sur men hun lod det gå forbi hende lidt. Hvad havde hun at blive sur over det vidste hun slet ikke.Mørket gjorde et meget tæt lag over hele stedet nu, end det var før.