Dark Night out.

T: kl 01:00 ca.
O: en masse festende folk.
S: en tilfældig bar i Terre.
V: køligt, men vindstille og stjerneklart.

Endnu en aften ude.. Det var snart en uge i træk nu.
Det påvirkede hende ikke synderligt, men det gjorde det nemmere at slappe af.
At sidde derhjemme alene gjorde hende sindssyg.
Det var jo ikke fordi han.. Var der lige for tiden.
Nogle gange følte hun sig en smule dum, sådan at vente.

Hun vendte tilbage til virkeligheden og opgav sine tanker for en stund.
De røde øjne hvilede med et flirtende og samtidig insisterende blik på en af mændene ved baren.
Det ildrøde hår hang løst ned af hendes skuldre. Amy havde en rød bh på, en sort stram netbluse, samt en kort sort nederdel og høje platou støvler.
Han var en nar at høre på, men tydeligt fascineret af hende hvilket hun kunne bruge.
En animagus uden tvivl, og da de kort efter stod udenfor var det kun for at hun havde i sinde at suge ham tør for blod.

Det var som om natten blev en anelse mørkere da han dukkede op ude foran baren.
Han sad på hug på et af de mange tage, og hans smaragdgrønne øjne glødede faretruende i mørket. Hans krop var en silhouet, og enhver som skulle få øje på ham ville se skyggen af et væsen med store, skyggeagtige vinger og reptilagtige øjne.

Vingerne var blot et spil kreeret af skyggerne, men han var alligevel ikke i tvivl om at noget var sket med ham...

Når han så sin skygge nu, havde den vinger og en lang hale, og han havde erhvervet sig visse evner som han ellers ikke havde besiddet i lange tider. Eller rettere... generhvervet.

For nu, ventede han bare. Lurede i mørket...

Da fyren begyndte at irritere hende slog hun ham blot ihjel, gad ikke engang at drikke hans blod.
Ikke engang selvom det var virkelig længe siden hun havde spist.
Roligt strakte hun sig.

Nu var det vidst tid til at hun gik hjem.
Der var ikke nogen grund til at blive når hun ikke rigtigt gad.
Alligevel var der noget i hende der ville blive.
Noget der trak i hende.
For en stund virkede følelsen ukendt.

Et let skuldertræk kom fra hende, inden hun gik ud af gyden igen.
Sikke et kedeligt liv hun havde fået.
Gå i byen.. Sove.. Lemlæste.. Også forfra igen.

Musikken virkede lokkende på hende og som hun stod foran gyden overvejede hun at gå ind i baren igen.

Han holdt øje med hende i et lille stykke tid.
Han vidste at hun havde haft det... anderledes... mens han havde været væk.

Denne gang havde der dog været gode grunde.

Da hun stod foran gyden, lod han sig dumpe ned fra taget. Han landede på fødderne midt i gyden, og begyndte roligt at gå over mod hende.
Hans grønne øjne glødede halvkraftigt i nattemørket...

"Halløj, lille blodsuger... længe siden."

Amy mærkede en velkendt følelse og så sig en smule omkring.
Så det var alsa ham..
Usikker på hvordan hun skulle reagere, for hun havde mest lyst til at stikke ham en.

Roligt vendte Hun sig om imod ham og lagde hovedet på skrå.
Selvom han lignede sig selv, virkede han ikke som sig selv.
Hans grønne øjne var fremme nu, hvilket for hende ikke gjorde noget, men for andre sikker var skræmmende.
Som hun stod der foran ham, var hun tavs.

"Det må man sige.." Hendes stemme virkede rolig.
Han kendte hende dog godt nok til at vide, at det var fordi hun var i vildrede lige nu.
"Så.. Hvad kan jeg gøre for Dig denne dejlige aften?"
Skjulte sine følelser og beholdt sit rolige ydre fremme.
Var nødt til at passe bedre på sig selv.

Han fortsatte hen imod hende med rolige skridt.
"Hvis du tror at jeg bare har været ude for at 'lege' med kønne, unge kvinder i al den tid jeg har været væk... så vid at det ikke er sandt." sagde han.

Han nåede hen til hende, gik forbi hende og bag om hende.
Amy's duft virkede tillokkende på ham på mere end én måde.
Han smilede kort.

"Jeg hører at du har haft en samtale med Zane."

"For alt jeg ved, er det ikke sikkert det kommer mig ved jo" svarede hun let.
Da han gik udenom hende, vendte hun sig om mod ham.
Hans puls lød højt i hendes sind og hun måtte koncentrere sig om at holde den væk.

"Det har jeg ja"
Hænderne løb igennem hendes lange røde hår som hun så ham i øjnene.
Det havde der kun været en grund til, hun håbede at han havde set Sansiss.
Det havde han ikke, så hun var nået frem til at Sansiss nok var væk.

"Så.. Hvor har du så været siden du har været væk.. Igen.."
Det var et spørgsmål hun gerne ville vide.
Kunne ikke se sig fri for at han stadig tiltrak hende, når alt kom til alt, var han jo stadig den hun ville have.
Let bed hun sig i læben.
At kunne se at han var okay, var rart.

"Jeg går ud fra at det var i din søgen efter mig..." sagde han og holst op med at cirkle omkring hende.

"Zane kan ikke have vidst hvor jeg var." han smilede skævt til hende.

"Jeg har besøgt en anden verden, i min søgen efter noget der kan gøre mig i stand til igen at antage min egen form. Selvom denne krop er stabil for nu, længes jeg efter kraften og friheden ved min originale." sagde han, og hans øjne glødede en anelse kraftigere.
Minderne fra den gang var... simplere, og så alligevel udsøgt indviklede.

Amy holdt blikket på ham for en stund.
"Det er vel også ligemeget. "
Hun lod kort tungen glide ud og fugte sine læber.

Som han stoppede op, betragtede hun ham lidt.
Selvom hans stemme var den samme, lød han ikke som sig selv.
Dette gjorde hende kun overbevist om at han for længst var færdig med hende.
"Det er godt at høre det går fremad for dig"

Hendes hoved gled kort på skrå.
Uden rigtigt at sige mere begyndte hun at gå hjem.
Det hele var meget frustrerende lige nu, og det irriterede hende lidt.
Uden følelser havde det været meget nemmere.
Burde helt klart også finde noget at spise, men hun var ikke i humør lige nu.
Det var nu meget rart at vide han var okay.

Hendes tone, hendes blik og hele hendes holdning sagde ham at den var gal.
Og da hun så begyndte at gå, blev det bare helt klart.

Han tog et par hurtige skridt over mod hende, og greb ud efter begge hendes håndled.
Hvis han fik fat, ville han skubbe hende op ad muren, og holde hendes hænder over hendes hoved.

"Nåda... hvad er det for en opførsel? Troede du det bare var det?"

Han skridt lød bag hende.
Og for første gang længe, var hun ikke hurtigt nok til at undgå ham.
Mærkede muren mod ryggen og lod ham holde hendes hænder over hovedet.
Hun gjorde ikke modstand dog.

De røde øjne mødte hans blik, det ville være tydeligt for ham at hun ikke kunne finde ud af ham lige nu.
"Det virkede sådan, og jeg skal ikke tvinge dig til noget"
At hun uden videre lod ham tage over, skyldtes alene at det var ham.
Havde enhver anden taget fat i hende, var de nok døde på nuværende tidspunkt.
Tænk hvis en tilfældig havde set dem, de ville tænke hun var i problemer. Alene tanken gjorde hun måtte undertrygge et smil.

Han var stærkere.. Det var der ingen tvivl om.
"Det jo ikke fordi jeg har hørt fra dig, så hvordan skal jeg kunne vide hvad dine planer er?"

Han holdt hende fortsat fast mens han lyttede til hendes ord.
Den usikkerhed hun viste hver gang han 'forsvandt' var et problem...

"Hvor mange gange skal jeg fortælle dig at ingen kan tvinge mig til noget? Sidste gang det var en mulighed, var det fordi min sjæl var fanget i en forpulet amulet." sagde han. Hans stemme var lav, og næsten faretruende.

"Du har ikke hørt fra mig - nøjagtigt som det plejer at være. Men jeg kommer tilbage hver gang... er det virkelig så svært at stole på mig?" han smilede koldt.
Han kunne sagtens se hvorfor det kunne være svært.
Sagtens.

Amy mødte hans blik.
"giv så slip på mig" hun ville gerne undgå at Bide ham, og lige nu med hendes sult og hendes stolthed sat alvorligt på prøve var det nemmere at gå.
Ikke at hun faktisk regnede med at han ville give slip.

Hans ord fik hende til at se undrende på ham.
"Ja sgu da, det er mega svært.. Hvordan fanden ville du selv have det hvis jeg var væk flere måneder? Forstår du ikke.. Det er ikke fordi jeg ikke stoler på at du kun vil mig, det er fordi jeg ikke stoler på du kommer tilbage.."
Hun håbede altid han kom tilbage, men derfor var det stadig værre en tortur mens han var væk.
"Hvis nu du i det mindste sagde du ville være væk, ville jeg kunne slappe mere af,"

Så ville hun i det mindste ikke tænke at Zane havde vundet over ham.
Omsider sænkede hun blikket.
Hans puls dunkede stadig i hendes sind, og hun gjorde sit bedste for at holde den væk.
Chancen for at hun gjorde ham mere end bare vred, var ret stor.

Han slap hende ikke, men kiggede på hende uden at sige noget i nogle lange sekunder.
"Min sjæl, Amy, er udødelig. Skulle det ske at jeg mister denne krop, vil jeg antage en spøgelsesform uden lige - og jeg vil være i stand til at tage kontrol over et hvilket som helst væsen. Den eneste måde at stoppe mig på, er ved at forsegle min sjæl - ligesom med amuletten." sagde han roligt.
Han tøvede et øjeblik, og fortsatte:

"Med andre ord... jeg kan ikke dø rigtigt. Min sjæl er noget helt andet end menneskers, og hvis den skulle blive sluppet fri, vil jeg kunne antage min sande form midlertidigt. Jeg ville være uovervindelig."

Hans blik blev en anelse mere mildt.
"Jeg forstår følelser nogenlunde nu... og fremover skal jeg nok fortælle dig når jeg tager væk. Men lige nu..."
Han lænede sig ind over hende så hans hals var meget tæt på hendes læber.

"Du skal drikke... mærk kraften... mærk den urgamle magt som er ved at forandre denne krops DNA... spis, Amy."

Som forventet slap han hende ikke.
Han kendte hende for godt, og vidste det var fordi hun ville gå.

Mens han snakkede var hun tavs. Lyttede.
Så han ville stadig være et spøgelse.. Det gjorde hende lidt mere rolig.
Svagt nikkede hun og så ham i øjnene igen.
"Det vil jeg sætte pris på.."

Tøvende så hun på hans hals da han tilbød hende at spise.
"Sansiss jeg vil ikk.. Gøre dig noget.. Jeg kan ikke styre det Idag, det for længe siden.."
Selvom han healede sig selv igen, var hun stadig en kende bange for at skade ham når hun var sulten.
En dyb vejrtrækning kom fra hende, som for at holde ro i sig selv.
Hun kyssede ham svagt på halsen, pulsen under hendes læber virkede lokkende, og det krævede mere en almindelig kontrol at trække sig væk igen.

"Hvad nu.. Hvis jeg ikk stopper?"

"Sansiss... et navn jeg fik da jeg blev fanget i denne krop. Det er Sortelvisk, og betyder 'Cruel'... ret passende." sagde han roligt.
Han holdt stadig hendes hænder over hendes hoved.

"Vær ikke bange for at gøre mig noget." sagde han med et underligt smil.
Han flyttede hendes ene hånd, så han kunne tage fat om begge hendes håndled med sin egen venstre hånd. Den anden lagde han fladt mod muren, lige ved hendes side.

"Jeg straffer dig bare hvis du ikke stopper når du ikke behøver mere."

Som han rykkede på hendes hænder, mærkede hun at han stadig holdt fast.
Det var en smule pirrende, men det var okay.
"Dit navn passer virkelig til dig ja.."

Kunne ikke lade være med at grine da han sagde han ville straffe hende.
"Virkelig.. Hvordan straffe mig?" Hun lod hovedet glide drillende på skrå.

Langsomt lænede hun sig tættere på ham, og nappede ham en smule i øret inden hun bed stille bed ham i halsen.
Hans blod smagte anderledes, stadig godt, men anderledes.
Kunne mærke sine kræfter komme tilbage som hun spiste.
Anede ikke hvor længe hun havde fortsat, før hun omsider fik trukket sig væk fra ham.

"Tark.."

Da hun trak sig væk, slap han endelig hendes håndled.
Han så ikke den mindste smule bleg ud, og såret var allerede lukket.

"Det blev ikke nødvendigt med straf denne gang." sagde han med et skævt smil.
Han ignorerede hendes spørgsmål. Hun vidste godt hvordan han plejede at straffe hende...

"Du ser allerede meget bedre ud. Mere farve i huden... næsten menneskelig."

Hun så ham i øjnene.
"Jeg har det oz bedre.. Det var oz længe siden jeg havde spist.."
Hun virkede tænkende. " hvorfor.. Smager du anderledes?"

Blidt hvilede hun hænderne mod hans brystkasse.
Det var dejligt at se ham igen.
Hun lod den ene hånd glide op om hans nakke og pillede ved hans nakkehår.
"Jeg skal lige ind efter min taske"

Let sneg hun sig udenom ham.
Gik tilbage imod klubben.
Det var ikke fordi hun ville gå fra ham, men det var hun nødt til.

"Fordi jeg bliver mere og mere mit gamle jeg - fysisk ihvertfald." sagde han med et koldt smil.

Han lod hende gå for at hente sin taske. Lænede sig op ad muren og kiggede efter hende.
Hun så lige så godt ud som hun altid havde gjort... ganske indbydende.

Mens han stod der, kom en bevæbnet politipatrulje forbi ude på gaden.
Han smilede og gled ind i skyggerne, i skjul for deres søgende blikke.
Det var trods alt på en aften som denne, at han havde fundet sine sidste tre ofre...

Det tredje havde resulteret i denne eftersøgning af ham... meget til hans store fornøjelse.
Han lo lavmeldt mens han tænkte tilbage på de timer han havde brugt på hende...

Amy gik ind efter sin taske bag baren og tog den over skulderen.
En fyr klappede hende bag i, som tark tog hun fat i ham og smed ham over et bord, inden hun gik udenfor.
Politibetjentene der gik forbi, fik hende til at smile lidt.
Det var derfor han havde gemt sig.

Hun ventede til de var væk, før hun så mod skyggerne.
"Gemmer du dig? Hvorfor ikk bare dræbe dem?"
Et legende smil hvilede på hendes læber.

Fyren hun havde smidt over et bord kom ud med nogle venner.
De begyndte at gå hen imod hende og kalde hende diverse skældsord.
Med et drillende glimt i øjnene vendte hun sig mod dem.
"Var det så sjov at få tæv du ville have dine venner med?"

Roligt grinte hun, satte sin taske op af væggen.

Morskaben spillede i hans øjne, og han svarede hende fra skyggerne: "Jeg nyder skam denne lille leg... jeg er vist ved at skabe mig et navn med mine metoder."

Fint nok. Det var morsomt at få folk til at hade ham, at få unge kvinder til at frygte at han skulle ligge på lur når de var alene...
Han smilede ondt.

Da fyren kom ud med sine venner, vendte han blikket mod dem og trådte roligt frem fra skyggerne.
"Det var da nogle sørgeligt uintelligente ord i kan sige... har i lært det hende i den zoologiske have? Brøleaber kan vel gå an som lærere..."

Amy smilte da han trådte ud til hende.
"Skal jeg spille det hjælpeløse offer for at tiltrække dig så?" Spurgte hun legende.
Let lod hun hænderne hvile mod hans brystkasse kort, inden hun nappede ham i øret.
Trak sig væk og vendte opmærksomheden mod fyrene.

De var stoppet op ved synet af Sansiss.
"Hvad nu? Tag jer ikke af ham.. Jeg er meget spændt på hvad i vil gøre"
Hun trak sig væk fra ham og lod hovedet glide på skrå.
De mumlede noget og Begyndte at gå væk fra dem.
"Årh.. Men nu var det lige så sjovt"

Hun sukkede opgivende.
Vendte blikket mod Sansiss igen og tog sin taske.
"Hvor kom vi fra? Nårh ja.."
Hun hvilede let armene op om hans nakke.

"Det hjælpeløse offer er altid yderst... delikat... for en af min race." sagde han med endnu et ondskabsfuldt smil.

Hans blik fulgte 'brøleaberne' mens de kujonagtigt begave sig længere væk fra ham og Amy.
Han rystede kort på hovedet.
"Mennesker er i sandhed nogle kujoner..." mumlede han.

Hende arme om hans nakke og hendes ord fangede hurtigt hans opmærksomhed, og han smilede til hende.
"Jamen dog... er jeg tilgivet nu?"

Amy grinte roligt og så ham i øjnene.
"Tilgivet? Neij det tror jeg ikke.. Men derfor kan jeg stadig lege med dig"
Hun blinkede til ham, og trak sig væk.
De havde altid haft et specielt forhold.
Et hun ikke ville undvære.

Svagt lod hun hænderne glide gennem sit hår, inden hun gik væk fra ham.
"Skal vi lege med politiet?"
Hun så om mod ham.
Kunne sagtens se det sjove i den del.
Der var så mange muligheder for dem.

Hendes røde øjne hvilede intenst på ham, kort bed hun sig i læben.
At være sammen med ham igen var skønt.